Helena 469-480

 

 

469
Når Helena er lagt i tunge lænker,
og når hun ligger i sit snævre bur,
så sker det ikke sjældent, at hun tænker
og grubler over tingenes natur.

470
Hvorfor hun absolut skal være slave,
hun elsker jo sin Herre inderligt,
og hvad Han tog, hun gerne gav som gave,
og hendes offer blev end mere rigt.

471
Han kunne være dukket op som frier
og have anholdt far om hendes hånd,
helt uden tøjr og andre tøjerier
og ikkun smedede i hymens bånd.

472
I stedet som et dyr hun låstes inde,
fik som et tyende den barske tugt,
blev lagt i blanke lænker som slavinde
og som en skøge leget med og brugt.

473
For bagateller er hun blevet pryglet
og har med løftet skørt udgydt sit blod
og som en doven kammerpige hylet
og lovet bedring, lydighed og bod.

474
Tit blev Hans øje mørkt, og hendes lemmer
strakt ud, og blottet hendes sarte kød,
i brysterne Han satte hårde klemmer
og gjorde værre ting ved hendes skød.

475
Det vakte Hans begær, og ej en tøddel
hjalp da den dømtes ynkelige skrig,
de hidsede til elskov hendes Bøddel,
Han skændede sit offer liderlig.

476
I smug hun fik de skamfulde orgasmer,
når ikke smertefuldt Han tvang dem frem.
Da åbner sig for hende tvende chasmer
- hun føler, at hun svæver mellem dem.

477
Ned i den ene ved hun, at hun synker
i selvløs elskov som i ulvens gab,
sit gamle liv hun mistede, dog ynker
hun ikke mer sig selv for dette tab.

478
Thi hundred tusind gange mere frygter
hun den, hun undgik ved et særligt held,
den, hvori hendes mange søstre flygter,
idet de byder elskoven farvel.

479
Således svimler det da kvalmt for hende,
at i et parforhold hun let var endt
for aldrig kærlighedens dyb at finde
og aldrig elskovs fred at have kendt.

480
Aldrig at springe, falde, synke, dykke
i lyst og smerte, i ekstatisk skam,
aldrig at glemme alt, sig selv, sin lykke
- og finde den ved kun at elske Ham.