Helena 481-487

 

 

481
Dybt bider pisken i de runde balder,
hun græder, når den svider hendes bag,
dog er der noget dybere, som kalder
på hunnen dybt i hjernens sarkofag.

482
Ydmygelse! At skulle artigt lyde,
at blive kaldt et tyende, en tøs,
som slave for en mand, som blot kan byde,
at mumle ja og herre i en døs.

483
At gå i skøgeklæder med en bakke,
at få et halsbånd på og sidde pænt,
mishandling tåle og så siden takke
for straffen og erklære den fortjent.

484
Og ingenting, slet intet kan hun gøre,
alt må hun tåle, låsen er solid,
kæden er stærk, og låste alle døre,
uimodståeligt er piskens bid.

485
Hun flår i båndene, hun skriger, hulker,
så bliver hun i tunge lænker lagt,
pisk får hun, til hun ikke mere skulker,
men gør nøjagtigt, hvad der bliver sagt.

486
Ej mere protesterer hun, ej rynker
hun brynet ad sin ejermand igen,
i lydighed og stille fromhed synker
som i en lunken strøm hun roligt hen.

487
Da mærker hun sit bløde kød i flammer,
thi mandens hånd har fattet hendes rod,
og roser rødmer der, hvor pisken rammer,
og skødet bruser vældigt som en flod.