Helena 488-494

 

 

488
Ak dybets rum og livets strøm, hvor er I
dog svundet hen i sjælerækkens sum?
Du var et strå med bløde kerner, hver i
sit faste kød, sit selvbestemte rum!

489
Hvor kan du stadig jordens bølger ane,
bag træet gemt, ved gluggen, hvor du står,
hvor ingen kilde væde kan din gane,
for evigt fri, for evigt udenfor?

490
Din verden tabte du i øjeblikket,
hvor den og du og alting blev bevidst,
som vogter af naturen blev beskikket,
for alting nul og endemål og sidst.

491
Dog kvinden undgik fikst den onde snare
og er i verden verden selv som vand,
i verden kød, og verdensskød, når bare
hun ikke prøver på at blive mand!

492
Se, hvor i cellen åndeløs hun lytter
som hoppen gyngende på græssets sky,
de hvide øjne følger hendes rytter,
som sadler hende i det sorte gry.

493
På hendes hofter hviler jordens søjler,
i hendes dyb er guldets dulgte sted,
det sitrer fint igennem hendes tøjler,
som gådefuldt hun drager manden med.

494
Hun frelser ham, den stærke, bundne kvinde,
og viser ham, hvor verden kommer fra.
Sit liv han får alene gennem hende.
Og alt er død, som ej er Helena!