Helena 508-518

 

 

508
En gang om året i det mindste vælges
blandt alle slaverne de piger ud,
som nu skal sættes på auktion og sælges
til højeste og kongelige bud.

509
I denne omgang er de to slavinder
Rosa og Valborg - det er den besked,
de får - de er jo begge skønne kvinder
og tæmmet til fuldkommen lydighed.

510
Igennem tårer søde Rosa smiler:
»I skal slet ikke have ondt af mig!
Snart i min Herres arme sødt jeg hviler
og glæder Ham i yndig elskovsleg.

511
Jeg ved, Han over alt sit gods vil sætte
sin slavetøs og have hende kær,
forkæle hende, hendes hud kun flette,
når hun er sådan - som jeg aldrig er!«

512
Valborg er rolig: »Hvad angår min Herre,
så ved jeg intet om Hans grusomhed
- måske behandler Han mig endnu værre
end måtten, som Han renser støvlen med.

513
Nej, jeg må sige, at jeg ikke finder
det rådeligt at stole på sit held.
Måske Han ene køber unge kvinder
for glæden ved at pine dem ihjel.

514
Da vil Han mig til pinebænken binde
og frydes ved sit frygtelige mord!«
Forskrækket pigerne betragter hende
og lytter til de frygtelige ord.

515
Da smiler Valborg: »Jeg er blot en slave
- det er mit liv, min stolthed og min skam -
hver dag, hver time er min Herres gave,
min død det mindste, som jeg skylder Ham.

516
Kun det at ejes helt og fuldt kan give
mig lyst og glæde, fryd og salig fred!
Så længe Han vil holde mig i live,
er jeg et legetøj, Han leger med.

517
Om jeg nu sagde: 'Dette vil jeg ikke,
vil ikke bruges, ikke pines, dø
- han spare må sin tøs for galgens strikke,
ej bruge pisk, ej salt i såret strø!'?

518
Hvad er jeg, hvis jeg ønsker mad og drikke,
når Herren vil, jeg lider tørst og sult?
Halvt slave? Eller kvart? Det duer ikke:
En slave er en slave helt og fuldt!«