Helena 527-537

 

 

527
Til stuepige bliver hun dresseret,
skal være villig, underdanig, sød,
til tyende hun bliver subjugeret,
til skammen blomstrer kønt på kinden rød.

528
Hun bære skal den sorte, blanke kjole,
forklædet med den hvide blonde på,
usynlig skal hun færdes mellem stole
og siden blottet for sin Herre stå.

529
»Hvad ønsker Herren?« er, hvad Han vil høre,
Hans frække ønsker skal hun nikke til
og lyde, for hun ved, at Han kan gøre
med hendes krop, nøjagtigt som Han vil.

530
Ind over bordet lægger hun sig stille
og slipper ikke pladens kant igen,
på kinden kan man se en tåre trille,
som med sit knæ Han spreder hendes ben.

531
Hun lukker øjnene og bider læben,
dog aner med en klynken hun Hans lem
- da truer Han: »Ti stille med din flæben,
hvis ikke du vil smage på min rem!«

532
Snart vækker Han, hvad ikke hun vil vække,
Hans lystne fingre har hun i sit skød,
til ild de bliver i den snævre sprække,
til vand det skælvende og hvide kød.

533
Han åbner hende, trænger ind og støder
- da gisper hun uvægerligt: »Min gud!« -
hun føler sig som offeret, der bløder
sin væren på det kolde alter ud.

534
Hvordan skal dog den arme kunne bære
orgasmen som et stykke skændet kød,
hvordan, hvordan - ja hvordan lade være,
når i Hans favn hun dør den søde død?

535
Skamfuld af mættelse og mæt af skammen,
for evigt i sin Herres stærke bånd,
Helena synker for Hans fødder sammen
og kysser ømt den frygtelige hånd.

536
Han trøster smilende den faldne kvinde,
hun lytter til sin Herres søde ord.
Da mærker hun, Hans kærlighed til hende
er ikke mindre smertefuld og stor.

537
Da ved hun, at hun endelig har fundet
det, som hun tænkte, var et evigt savn.
Da smiler hun, af elskov overvundet,
og synker roligt i Hans stærke favn!