Helena 55-71

 

 

55
Nu falder solen gennem høje ruder
som forårsregn af lys i hallen ind,
ret som det var en have skabt af guder
for at forlyste deres mørke sind.

56
Dog afstod de fra denne gang at gøre
en Adam til at bryde deres fred
- de skabte også Eden uden døre,
så ingen slange gøre kan fortræd.

57
Til gengæld er af Eva'er der flere
- som guder altid finder glæde ved -
i hallen kan man se dem paradere,
der ligner de et pragtfuldt blomsterbed.

58
Her finder man den smukke røde rose,
den hvide lilje, sorte tulipan,
valmuens heks, den yndige mimose
- vi møder alle snart i vor roman!

59
Slet ingen af dem er dog skøn som hende,
som netop nu i håndjern føres ind,
i hårets kåbe over brysters tinde,
med sænket blik og tåre på sin kind.

60
Tulipa, Rosa, Valborg, Mimi, Lily,
hver eneste en ære for sin køn,
yndig og yppig, lydig, sød og villig,
dog ingen er som Helena så skøn!

61
Straks knæler fromt Tulipa ned på flisen
og gisper »Herre!« »Herren« nikker kort,
som om han næppe har bemærket disen.
Så vender han sig og går roligt bort.

62
En stund er alle tavse, som de følger
med stjålent blik det hensynsløse bæst,
de kalder herre, fjerne sig. Så bølger
de muntre stemmer mod den fangne gæst.

63
»Hvor hun er smuk!« »Hvor hun har runde bryster!«
»Hvor slank!« »Hun bliver sikkert favorit!«
Da synker pigen ned, hun gisper, ryster,
og i sin kval hun hulker smerteligt.

64
»Græd ikke!« trøster Rosa sødt. »Vi ved jo,
hvor bitre vore tårer var engang.
Betænk dog kun: De kristnes frelser led jo
dog også, som i kirkens kor vi sang.

65
På korset så han, der var ingen frelse,
og følte sig af guder selv forladt.
Dog blev hans offerdød til deres helse
og er for mangen munk en frelsesskat.

66
Her lærer vi, hvad også præsten præker,
at lide og at glemme helt os selv
og lyde fromt. Jeg lover: Ingen kvæker
har sagt som vi alverden ret farvel!

67
Til vellyst kun man holder os i live,
og pisken drikker grådigt vores blod.
Alt, hvad vi kvinder håber, er at blive
til intet under vore herrers fod.

68
Og som vor vilje svinder, svinder sorgen,
den brænder smerteligt og brænder ud.
Da er det, lærer man os, her i borgen,
som når den kristne bliver eet med Gud!

69
Men tænk nu bare først på at behage
din herre som en lydig odalisk,
således undgår du en tid at smage
den onde, ubeskrivelige pisk!«

70
Ak, kære læser, dette skal du vide,
modvilligt skriver jeg de grumme vers.
Hvor du med vor heltinde dog må lide,
og håbe, helten kommer snart på tværs!

71
Frygt ikke! Thi i dette nu han rider
- en barndomskæreste fra hendes by -
imod den fjerne egn, hvor pigen lider,
og borgens tinder hæver sig mod sky.