Helena 563-568

 

 

563
Med håndjern lænkes hun til cellens gitter,
at ej det mindste hun kan værge sig,
tungt er hvert piskeslag, hver tåre bitter,
men hendes bøn om nåde høres ej.

564
Thi ganske nådesløs er hendes bøddel,
hvor meget offeret end tigger om
medlidenhed og nåde, ingen tøddel
kan eftergives af Helenas dom.

565
Dog går det ikke slavepigen værre
end kornet, når det bringes ind til høst.
Nej, Helena skal føres til sin Herre!
Hun ved, alt andet er betydningsløst.

566
Omsider hendør Helenas protester,
som om en storm af ve har raset ud,
uddrevet smerten har de sidste rester
af det, der skilte hende fra sin gud.

567
Den store Hun, som intet mere hæmmer,
lever igen i hende, tam og vild.
Som vand da føles hendes bløde lemmer,
og hendes dybe kærlighed som ild.

568
Fra cellen Han sin Helena befrier
- og sin slavinde da med fryd Han ser -
det, som dog kun var ord, for evigt tier.
Da lyder Helena, og intet mer.