Helena 569-574

 

 

569
Og som slavinde meget snart hun glemmer,
alt hvad hun i den gamle verden var
- der er ej verden bag de blanke tremmer
i haremspigens låste boudoir.

570
Her Helena tilbringer sine dage
som fugl i bur i fangetårnets top.
Nu hendes liv er ene at behage
sin Ejer med sin silkebløde krop.

571
Når Herren kommer, ligger hun med panden
lydigt mod gulvet, rede til sin Mand
at tjene. Thi hun ved, at ingen anden
slavinde Herren glæde give kan.

572
Stive er vorterne og skødet fugtet
under det tynde sorte blanke slør -
hun venter med en pisk at blive tugtet
for blot den allermindste fejl, hun gør.

573
Tålmodigt venter hun, til Herren mættes
- til alt, Han finder på, hun villig er.
For hvis hun nægter, ved hun, at hun sættes
i gabestok og bliver taget der.

574
Så lægger hun sig tryg i Herrens arme,
thi uden Herrens ild i hendes skød,
Hans vilde hede og Hans ømme varme
- da var hun is. Da var Helena død.