Helena 591-595

 

 

591
Et redskab er hun for sin Herres glæder,
i lænker, så hun ej kan værge sig,
i skøgedragt, i silke og i læder,
et offer for Hans hensynsløse leg.

592
Blottet og hjælpeløs hun angstfuld venter,
i sine lænker ved hun intet om,
hvad skæbne hendes bundne krop indhenter,
som fange må hun bie på sin dom.

593
Selvfølgeligt Han leger med sin kvinde,
Han åbner låse, lukker dem igen,
hun mærker, at Han ved, hun er slavinde,
at hun er skabt til legetøj for mænd.

594
Han smiler ved de andres sultne blikke,
som hendes skønhed vækker hver en sans,
dog ved Han, at de rører hende ikke,
for hun er Hans og ingen anden mands.

595
Hans ejermærke ser de på den nøgne
og bløde skulder, sart og mælkehvid.
Men Hun, hun skuer i sin Herres øjne:
Han Hendes fange er til evig tid.