Helena 596-600

 

 

596
Støv er vi alle, graven er vor vugge,
og hvad vi var, vi bliver snart igen
- og al din tro og alle dine sukke
gør ikke stort dertil, min stakkels ven!

597
Da vender du dig fra din Herre Døden
og møder ej hans øjeløse blik;
du bliver kold og klam i aftenrøden
og ækles ved insekternes musik.

598
Da ser du ej den grønne spire stikke
af dødens kammer i den sorte jord,
på høstens gåder du forstår dig ikke
og følger ikke plovens mørke spor.

599
Du hører ikke negets søde gysen
i dødens favn ved leens blanke stål.
Du skuer ikke ildens glade lysen
på løvets lystige oktoberbål.

600
Å bøj din nakke og lad øksen smile!
Lad hjertet standse, mærk, at du er kød!
Og læg dig med en munter sang til hvile
hver aften lunt i jordens møre skød.