Helena 609-617

 

 

609
En hundegård er verden, må man høre,
hund æder hund og er ej næsten næst,
det eneste, man derfor har at gøre,
er at slå til og klare sig som bedst.

610
For mændene sig vare må en kvinde,
altid på vagt imod den skjulte kniv,
kun arme tåber drømmer om at finde
en mand, som elsker kvinden som sit liv.

611
Men hvad er livet vel, om ingensinde
vi hviler i en andens arme trygt,
om ingenting i verden kan os binde?
Hvad er det andet da end had og frygt?

612
Om ikke kvinden dog engang kan lægge
sit liv i mandens hænder, tillidsfuld.
Om ikke mandens elskov hun kan ægge,
at alt han ofrer for det bløde guld!

613
Men er det ikke blot en brudgoms tale,
romantiske og meningsløse ord:
En hanekylling viser, den kan gale,
ved bryllupsfestens store, kolde bord?

614
Hvad andet vel end den slags pigetanker,
hun finder i et blad hos en frisør,
undfanget i romaners tågebanker,
og siden misbrugt af en glat charmør?

615
De ord, som vi udtale kan og skrive
- som frihed, lighed, broderskab og fred -
så længe vi har vejr, og dog forblive
i ren ufarlig ligegyldighed.

616
Således kan vi ubekymret våse
om kærlighed og tillid uden stop,
indtil en kvinde lader manden låse
sit trange bur. Der hører våset op.

617
Kun sådanne kan fred og lykke finde,
som elskovs søde, hårde sti har valgt.
Den mand, hvis hele verden er en kvinde.
Den kvinde, for hvem kærlighed er alt.