Helena 618-631

 

 

618
»Du hårde halsjern med den tunge kæde,
som lænker mig til cellens kolde mur,
som holder mig og får mig til at græde
og føle mig som fuglen i sit bur!

619
Ej mere skal du holde mig i tømme
af jern og stål og læder, kød og blod,
jeg rejser mig, jeg ler af mine drømme
og slynger dig i støvet for min fod.

620
Der ligger du i hjørnet, sort og rustet,
engang en fiks ide, nu magtesløs
- jeg vender mig, jeg vakler lidt forpustet,
som var jeg netop vågnet af en døs.

621
Jeg kaster døren op, derude lyser
velkommen mig den dovne sommersol,
en sidste gang jeg skuer ned og gyser
ved synet af mit skumle fangehul.

622
Ej mere skal min »herre« lukke låsen
og holde mig som redskab for sin brunst
- nej, aldrig mere skal jeg stå i båsen
med hjernen i en dyrisk tågedunst!

623
Ej mere lystne hænder på min hofte,
ej mere tunge lænker i Hans favn,
ej mere slikke hånden, som så ofte,
når trøstende Han hviskede mit navn.

624
Udmattet skal jeg ikke mere hvile
i stærke arme med et søvnigt skød
fuldt af Hans sæd, og ikke mere smile
og takke for min svage viljes død.

625
Hans glæde ikke mere efterstræbe,
og finde netop dette glæderigt,
og ikke le og ikke mere flæbe,
fordi jeg elsker Ham så inderligt.

626
Ej som et bytte mellem ulvens tænder,
- nu ved jeg jo, at Han er ond og styg.
Ej vide, jeg er i min Herres hænder,
og føle mig i den bevidsthed tryg,

627
Nej, aldrig mere skam og bitter smerte,
og aldrig, aldrig mere fryd og fred,
ej kærlighedens pile i mit hjerte,
og aldrig, aldrig mere salighed.

628
Du hårde halsjern med den tunge lænke,
som holder mig: Var jeg som du blot hård,
da skulle aldrig mere du mig krænke,
og aldrig vædes mere mine lår!

629
Men jeg er svag, og mine læber brænder,
de tørster mer end nogen anden ting
efter at kysse ømt de stærke hænder,
som slutter om min hals din hårde ring.

630
Thi uden Ham jeg måtte ene flakke
som i en ørken, øde, flad og gold.
Så bøjer jeg da ømt min bløde nakke
og giver mig i kærlighedens vold.

631
Du hårde kærlighed, din svare kæde
er tung at bære på for kød og blod,
dog finde kan min sjæl ej anden glæde,
og intet andet mål min trætte fod.«