Helena 648-655

 

 

648
Langt nede i den dybe fangekælder
i lænker finder vi en slavetøs,
bag kolde sten i en af borgens celler
afventer hun sin skæbne, hjælpeløs.

649
Så nøgen er hun som den vilde hoppe,
i tunge håndjern hendes håndled klemt,
imens hun grunder på, hvad Han deroppe
vel for sin arme fange har bestemt.

650
Kun månen lyser gennem tunge gitre
med grusom kulde på den dømte ned,
hun mærker gråden gennem kroppen sitre
i hendes frygtelige ensomhed.

651
Et liv kan her Han sin slavinde holde,
og ende det den næste morgenstund,
alverdens smerte kan Han hende volde
- hun ved jo, at hun er en slave kun!

652
Og dog er hendes sorg en sælsom hede,
og hendes frygt en mystisk sjælefred,
det er, som om hun endelig hernede
har nået en forjættet salighed.

653
Det er, som om den sære gud at dyrke
en røst i hendes eget hjerte bød.
Sin Herre elsker hun af al sin styrke,
og hele verden bor i hendes kød!

654
Mysteriers mysterium forbliver
dog mennesket og hendes kærlighed
- dog er det den, der årlig genopliver
den kraft, som hele verden næres ved.

655
Så giv dig, Kvinde, tillidsfuld til manden,
og se du, Mand, til din slavinde hen.
Tilintetgør jer kærligt i hinanden,
at Alt af Intet fødes kan igen!