Helena 72-83

 

 

72
Nu falder månestråler gennem ruder
på kæmpehallens gulvs natsorte sten,
hvis svage genskær lysende bebuder,
at dagen er forgangen, timen sen.

73
Og vi hengiver os til drømmens glæde,
som følge bør på dagens raske dåd.
Da lyder der en raslen af en kæde,
og ekko af en kvindes stille gråd.

74
Der, krybende på fødder og på hænder,
tøjret forsvarligt ved sin højre fod,
ses Helena, der som af feber brænder,
som hun, skønt syndefri, må gøre bod.

75
Det store gulv skal skures, til det skinner,
og endnu inden solen stiger op!
Skønt stærkere hun er end mange kvinder,
slemt værker musklerne i hendes krop.

76
Hun hviler ikke, pigerne har hvisket,
at hvis den arme ikke holder ud,
til hun er færdig, vil hun blive pisket,
til blodet springer af den hvide hud.

77
En herre kommer tit og holder øje
med hendes fremskridt, peger på en plet,
som hun har overset, som hendes møje
for mændene var morskab, slet og ret.

78
De nyder vist at kaste deres skygge,
den onde pisk, der tørster efter blod,
på deres arme slavers nøgne rygge,
der krymper sig i angst for deres fod.

79
Hun aner skælvende de lystne blikke,
de sender hende, ser den sorte snært
på gulvet. Men de rører hende ikke,
som var hun en forjættende dessert.

80
Hun ved ej, hun har digteren at takke,
at han for hendes skyld forsinker dem,
så hendes redningsmand får tid at flakke
dramatisk rundt, og så til sidst nå frem.

81
At vor heltinde stundom mister tøjet,
er ganske acceptabelt, hendes nød
er klædelig. Men er først dyden røget,
bekymrer ingen sig om hendes død.

82
Hvor er han da, som var så uforfærdet?
Jo, i en troldeskov han fared vild
og bliver af en lusket heks beværtet,
som fandt ham, og i øvrigt er en sild.

83
Men endnu kan han frelse vor heltinde
fra evig skam og frygtelig tortur,
før skurken bruger sin CENSUR på hende
og tvinger hende til CENSUR CENSUR.