Helena 92-108

 

 

92
Nu falder solens allersidste stråler
igennem borgens ruder som et flor
af roser, medens borgens herrer skåler
og spiser, bænket ved det store bord.


93
Langt fra det lyse taffel ligger fangen,
som nylig kom, langt fra den bredte dug,
hun ser ej maden, hører ikke sangen,
og sulten gnaver slemt i hendes bug.


94
Hun hele dagen tilbragt har i buret,
hvori hun efter nattens dont blev sat,
nøgen og hed, af mændene beluret,
som nyder synet af den skønne kat.


95
Hun rører næsten ømt den kolde tremme,
og finder i sit bur en sælsom ro.
Hun føler, at hun meget snart vil glemme,
at handle, tale, tænke, gå på to.


96
Det er jo det, de vil, og ingen grænser
hun finde kan for sine herrers magt!
Da sløves blikket, ingenting hun ænser,
en tåge har sig over hende lagt.


97
Så hører hun Tulipas søde stemme:
»Din prøvetid er ovre, arme tøs,
nu kan du roligt dine trængsler glemme.
Vent blot en stund, mens jeg dig slipper løs!


98
Nu kan du bade, og du får en kjole,
og kommer så med os i stuen ind
og får lidt mad - hvis jeg nu blot kan stole
på, at din straf har mildnet lidt dit sind!«


99
Det varme bad er dejligt, ja - men kjolen!
»Det er en stuepiges uniform!«
»Ifør dig bare hurtigt alt på stolen!
Du gode gud, din frækhed er enorm ...«


100
Hun ser på silkestrømperne og studser
uvægerligt, dybt rødmende og stum,
for der er støvler, men slet ingen trusser!
Da ler Tulipa: »Gud, hvor du er dum!«


101
Kjolen er kort og blotter hendes bryster,
der er et silkebånd til hendes hals,
som på en sådan tøs, som mandens lyster
at stille for en skilling er til fals.


102
»Tjenstvillig må du være!« råder ravnen,
»og give dine herrer rub og stub!«
Så får hun et fad kyllinger i favnen,
et klask i røven og et kærligt skub.


103
»Hvis du er sulten, må du gerne tigge
ved bordet. Du skal bare sidde pænt!
Tallerkenerne må vi siden slikke,
hvis herrerne vi lydigt har betjent.«


104
Snart sidder alle pigerne på skødet,
så det er let at konstatere, at
de fine herrer ikke finder kødet
på bordet noget nær så delikat.


105
Men skønt hun ved, hun nu er en af flokken,
så river hun sig fra sin herre løs.
Han smiler grumt: »Et døgn i gabestokken
kurerer snart de nykker hos en tøs!«


106
Tulipa nikker. »Helena, din tåbe!
Nu må jeg sætte dig i stokken der
og lade dig i stikken. Vi må håbe,
at snart du lærer, hvem og hvad du er!«


107
Snart er i gabestokkens greb hun fange,
hoved og hænder i en bjælke svær.
Da bliver hun med et så grusomt bange,
for hun forstår, hvor hjælpeløs hun er.


108
»Kæmp ej imod, så bliver det kun værre!
I nat skal jeg nok komme med lidt vand
og væde dine læber. Men desværre
er det jo nok det eneste, jeg kan!«