POLITIANMELDELSE

Anmeldelser II: Anmelde anmelderen - det skulle da være til politiet!

 

AF ERWIN NEUTZSKY-WULFF
Forfatter og oversætter

I et anfald af overgiven malice føjer Klaus Rothstein i Berlingske Tidende 17. november spot til skade ved uhyre retorisk at spørge, hvorfor forfattere dog ikke reagerer på og imod anmeldelser. Og så ville det da være uhøfligt ikke at reagere, så man kan fuldende spøgen ved at lade indlægget gå i papirkurven. Dette kræver imidlertid som alle sådanne spøgefuldheder, at begge parter holder masken. Jeg skal følgelig lade, som om spørgsmålet er alvorligt ment, og svare: Af tre grunde.

For det første befinder anmeldelser sig som de fleste andre uforskammetheder på et så lavt niveau, at det simpelt hen ikke lader sig gøre at svare. Hvordan argumenterer man mod et barn, der rækker tunge, hvordan reagerer man overhovedet uden i det mindste at nærme sig barnets niveau? Alene den megalomani, der kommer til udtryk ved, at man tror, et litterært værk kan bedømmes af en tilfældig husmoder eller dansklærer, umuliggør vel på forhånd al diskussion. Jeg tror ikke, mange svendeprøver forløber uden deltagelse af en mester, og - tro det eller ej - det er ikke så meget lettere at skrive en bog end at mure en mur.

En forfatter, der har skrevet en roman, kan næppe bedømmes af en, som har skrevet mindre end ti, og sidstnævnte naturligvis slet ikke. Når man har ernæret sig ved at skrive eller mure i tyve år, er det ikke videre sandsynligt, at den, man skriver eller murer for, kan lære en særlig meget. Måske kan han ikke lide stilen, men så må han finde en anden murer. Anmeldere derimod sætter en ære i at blive ved med at anmelde den forfatter, de har set sig gale på, fordi hans bøger ikke interesserer eller eventuelt provokerer dem.

Åbenbart er det umuligt for en kulturredaktør at begribe, at det er som at sætte en trappistmunk til at anmelde kogebøger. Men kan anmelderen så ikke bare sige, om han kan lide bogen eller ej? Jo måske - problemet er bare, at anmeldere af princip ikke læser de bøger, de anmelder. Og så nytter det altså ikke meget, at Lille Peter bedyrer, at han skam har læst »Gullivers Rejser« i sommerferien, og at den i øvrigt handler om den franske revolution.

Ret skal være ret: Anmeldere skimmer ofte bagsideteksten, hvis lovord de så enten gengiver, hvis salgsprognosen er gunstig - for ingen bryder sig jo om at være en kultursnob - eller krydrer med udvalgte skældsord. Og anmeldere kan rent faktisk ikke læse. Et eksemplar af arten hoverede således over, at jeg brugte flertalsformen vira, som kan findes i enhver retskrivningsordbog, mens en anden belærte mig om, at 2000 ikke er et skudår. Humor skal man af samme grund holde sig langt fra; uanset hvor tyk ironien er, vil anmelderen ikke kunne gennemskue den, men finde bogen »ufrivilligt morsom«.

Lad os da bare tage min sidste bog »For længe siden«, en kommenteret nyoversættelse af Første Mosebog. Berlingske Tidendes anmeldelse af dette omhyggelige bibelkritiske arbejde (hvad man så ellers kan mene om dets konklusioner) begyndte med sætningen: »Var der ikke noget med, at han var satanist?«. Den indeholdt ikke et eneste konkret kritikpunkt, kun en harcelering over, at forfatteren »hele tiden skulle demonstrere, hvor belæst han var«. Og så var det jo latterligt, at forfatteren postulerede det som en sensationel nyopdagelse, at Potifars hustru lagde an på Josef.

Det er nok gået op for de fleste, der har gjort sig den umage at læse bogen, at det ganske sensationelle er, at oversættelsen godtgør, at det er med dette udtrykkelige formål, han er blevet købt. Og det er jo det smarte, at man ved aldrig, om anmelderen virkelig er så dum eller blot insisterer på at være det, i lighed med hooligans, skinheads og andre af kulturens selvbestaltede vogtere.

I dette tilfælde bør man dog lade tvivlen komme anklagede til gode. Således undrer anmelderen sig over, at forfatteren ikke »når længere« end til Josef. Åbenbart har hun ingen anelse om, hvor Første Mosebog slutter. Det hed i min barndom - med en eufemisme - evnesvaghed.

For det andet har disse anmeldelser erfaringsmæssigt absolut ingen betydning for salget eller noget som helst andet, i det mindste når det gælder rigtige forfattere med læsere i stedet for impulskøbende idioter. Ofte vil en positiv anmeldelse - god kunne den jo kun være, hvis den var kvalificeret - virke lettere irriterende på dem, der holder af at føle sig hævet over rosset ved at kunne goutere denne specielle forfatter, men de skal såmænd nok købe bogen alligevel. I mit eget tilfælde er cirka hver anden anmeldelse begejstret, og hver anden nedrakkende - gode forfattere får sjældent beherskede anmeldelser, om end en del af typen: JEG ER IKKE PROVOKERET!!! - men af og til elsker eller hader samtlige produktet. Det sælger ikke et eksemplar mere eller mindre.

For det tredje svarer forfattere ikke på anmeldelser, fordi de ved, at et sådant svar - hvis det er rimelig tilintetgørende - aldrig vil blive bragt. Man beskytter sine anmeldere som åndssvage børn imod at opdage deres egen infirmitet. Endelig er det jo også lidt pinligt for avisen. Jeg svarede rent faktisk på omtalte anmeldelse, som nok trods alt slår det meste af, hvad man har set, hvad angår sjofelhed og stupiditet, og fik det evige svar, at det havde man sandelig ikke plads til. Af en eller anden grund opstår der altid akut pladsmangel på en avis efter løgnen, men før dementiet.

Med dette indlæg har jeg gjort, hvad jeg er blevet bedt om, og man behøver blot at bekræfte, hvad alle ved, ved at kassere eller forkorte det ad absurdum. Nej, hvem kritiserer kritikken? Vel, måske er det ikke perler alt, hvad forfatteren producerer. Men resten af bibelcitatet passer storartet. Ret det op, siger jeg.

Anmelde anmelderen - det skulle da være til politiet!