Press

 

Juni 1997 - Ekstra Bladet og indvandrerne

At indvandrerproblemet står Ekstra Bladets hjerte nær, har længe været en kendt sag. Avisen har således i perioder kørt, hvad der kun kan betegnes som en hetz mod vore immigranter.

Måske skammer man sig trods alt - i det mindste har det sidste udspil fra bladets side været en enquete der vistnok skulle vise den brede opbakning i befolkningen bag denne linje. Nu er det jo meget nemt for en avis at lave sin egen private meningsmåling ved omhyggeligt at udvælge præcis de læserbreve der udtrykker dens egne synspunkter.

Næppe mange har ladet sig narre. Men måske er det på tide at se lidt længere.

For ikke så forfærdelig længe siden var det et andet Spørgsmål der optog sindene, og ikke mindst spaltepladsen, nemlig Jødespørgsmålet. Jeg kan ikke tro andet, end at netop den tids jøder må have spurgt sig selv, hvad det mon var for et Spørgsmål.

For i modsætning til, hvad man dengang kunne læse i Der Sturmer, var jøderne faktisk ekstremt integrerede i det tyske samfund og opfattede i vid udstrækning sig selv som tyskere. De adskilte sig således ikke stort fra resten af befolkningen. Ritualmord var med andre ord sjældne - de var ikke engang alle sammen skræddere.

Der var selvfølgelig det med den rituelle slagtning - et populært argument til alle tider - og så var det jo dem der havde korsfæstet Jesus. Men hvad var Spørgsmålet?

Det samme Spørgsmål må man stille til vores eget Indvandrerproblem. Igen har vi at gøre med en befolkningsgruppe som kun ud fra en meget overfladisk betragtning adskiller sig fra andre danskere.

Jeg kan naturligvis godt se at det kan virke provokerende at indvandrerne gerne vil bevare deres kultur. Men det tror jeg såmænd også vi ville, hvis vi havde en.

Derimod har jeg lidt svært ved at se tegn på at de forsøger at påtvinge os den. Det tror jeg også enhver vil kunne indse som værende en temmelig håbløs affære.

At arabisk bliver obligatorisk i folkeskolen på linje med andre verdenssprog er desværre nok en utopi. Og det på trods af at vi har det meste af vores videnskabelige grundlag fra araberne. Til gengæld er, som vi til stadighed bliver mindet om, korstog og inkvisition rene europæiske foreteelser - måske er det det særligt danske, vi vil værne om.

Indvandrerne må således utvivlsomt med nogen undren spørge sig selv, hvad dette Indvandrerproblem, som der tales og skrives så meget om, kan være. For det kan vel ikke være indvandrernes problemer. For i så tilfælde bliver det hele naturligvis lidt enklere: Indvandrerproblemet er Danskerne, og Spørgsmålet må være, om danskerne virkelig er så slemme som Ekstra Bladet vil gøre dem til.

Problemet kunne da være at hvis folk, hvis navn ender på -sen, kommer i konflikt med loven hedder det: Ung eller midaldrende mand eller kvinde gør dit eller dat. Af en eller anden grund anses det nemlig ikke for afgørende for skyldsspørgsmålet, om vedkommende er fra Lolland eller Falster. Er det en indvandrer der har gjort sig uheldigt bemærket, kan man imidlertid være sikker på at hans eller hendes oprindelige nationalitet ikke undgår journalistens skarpe øje. Kunne det eventuelt være derfor, man har indtrykket af at disse mennesker ustandseligt kommer i vanskeligheder?

Det er således ikke et spørgsmål om, hvilket resultat vi kommer frem til, når vi diskuterer Indvandrerproblemet, for udgangen af en sådan diskussion er givet på forhånd. Det er som at spørge folk, hvad de synes om det dårlige vejr.

Pointen er, at Indvandrerproblemet simpelt hen ikke eksisterer som andet end en politisk manipulation, og at enhver der i tale eller på skrift accepterer eksistensen af et sådant problem, bevidst eller ubevidst går den forhærdede højrefløjs ærinde.

Når det nemlig først er lykkedes at gøre mennesker til et Problem, bliver det næste uvægerligt, hvordan vi skal skaffe os af med det og dem. Og det er fascisme.

 

 

April 1997 - Den historiske udvikling

Historien er et underligt dyr. For det første er der dette her med udviklingen.

Jeg har altid troet, at det, at det bliver bedre dag for dag, var noget, folk sang, når de var fulde. Det må være dejligt med sådan et forsyn, der sørger for, at tingene går den rigtige vej. Man kan jo ikke gå imod udviklingen, og så er det jo underligt, at det skal være nødvendigt at insistere så meget på, at man ikke må. Spørgsmålet er jo så, hvad man mener med udvikling - i min ungdom var de mest progressive mennesker også de mest teknofobe, og nu om stunder er det efter sigende ekstremt reaktionært at være socialist.

Det andet pudsige ved den historiske udvikling er, at den tilsyneladende er afsluttet. Ingen af dem, der erklærer sig som børn af diverse revolutioner, forventer åbenbart flere.

Når højskolelæreren bryder ud i tårer over de store mænd og deres ideer, som vendte op og ned på alting, er det ikke med i regnestykket, at det kan ske igen. Det er naturligvis ikke en tåbelighed, han er ene om.

De første kristne forventede, at historien ville være afsluttet inden for et slægtled. I det, vi kalder reformationstiden, var ingen mere opsat på reformer end den katolske kirke, men at der nogen sinde kunne blive tale om en omstyrtelse af dens magt, kunne kun falde nogle få galninge ind, som bevisligt havde forskrevet sig til Satan.

En af disse, Luther, anså ganske tilsvarende historien for opfyldt med etableringen af den oplyste verdslige autoritet. Derfor måtte demokratiet også nødvendigvis være en regression til et dyrisk stade.

Det kan altså ikke undre, at vi i dag er i en tilsvarende situation. Mennesket har nu engang tilkæmpet sig alle rimelige friheder.

Enhver forandring må derfor af nødvendighed føre enten tilbage til tyranniet eller til umenneskelig tøjlesløshed. At vi lever i den bedste af alle tænkelige verdener, ligner således til forveksling en truisme.

Vi tror, hvad vi tror, for ellers troede vi det jo ikke, og derfor kan mennesker med en anden mening også kun være patologiske tilfælde. De er ikke forfulgt, fordi de går rundt med fremtiden balancerende på hovedet, men fordi de er indlysende usympatiske og generelt galt afmarcherede.

Vi behøver altså ikke høre efter, kun smile, eller, hvis sådanne insisterer, blive vrede. De fleste af os har trods alt vanskeligt nok ved at klare os i nutiden uden at inddrage fremtiden.

Vi lærte med nød og næppe at undgå at få vores hue stjålet i skolegården ved at le demonstrativt af dem, der var knap så heldige og taktiske. Alternativet til at lave ballade og ødelægge det for de andre er trods alt at få en god karakter hos dem, der giver sådanne.

Det er historiens uretfærdighed, at man håner bønder og koncentrationslejrvagter for ikke at være helte og kæmper. Samtidig med, givetvis, at man deltager ivrigt i steningen af dem på ens egen tid, der er det.

Det kunne synes, som om situationen var en anden for dem, der havde magten i samfundet. Men sådanne magtfulde positioner administreres netop i korridorer, hvor den vigtigste kvalifikation er anonymitet.

Den slags magt gør os til pæne mennesker, der ikke kører spritkørsel eller udtaler os kategorisk om noget som helst andet end systemets fortræffelighed. Bag alle meningsmålinger og stemmeafgivninger står det uhyre, som nogle kalder kapitalismen, andre de økonomiske realiteter, men som med al respekt for Marx dog til syvende og sidst er en filosofi, i vores tilfælde, at penge er den ultimative realitet, og at personlig frihed er og bør være en funktion af vores evne til med alle midler at fremskaffe dem.

I såkaldt intellektuelle og ikke mindst akademiske kredse er situationen ikke anderledes. Vore ansættelsesforhold er generelt afhængige af den tillid, der vises os, at vi ikke vil sige eller gøre noget, der kan sætte vores arbejdsgiver i forlegenhed. Resultatet bliver den stilfulde parade af medløbere, der diskuterer de filosoffer, man kan tillade sig at diskutere, det vil sige dem, der ikke siger noget.

I en sådan debat må viden, intelligens og argumenter af nødvendighed komme meget langt nede på meritlisten, hvorfor de toneangivende i sådanne kredse da også vil være idioter med en vis sans for andegårdens politik. Det er en institutionaliseret tåbelighed, som fremtidens skoleelever vil have stor fornøjelse af at »gennemskue«, men som vi må leve med så længe, indtil den erstattes af en anden.

Til den tid vil der blive fremstillet nye karikaturer af vor egen tids kæmper og helte, mere velvillige, men næppe mere vellignende. For at lytte til de levende er åbenbart ikke en af de egenskaber, den historiske udvikling er leveringsdygtig med.

 

 

Marts 1997 - Fra minus til plus

Min nabo er normalt et fredsommeligt menneske, og derfor undrede det mig også en del at se ham forleden dag med baseballbat og mord i øjnene. Han betroede mig, at han var på vej ud for at hente sin søn.

Nu ved det meste af opgangen, at bemeldte søn for et stykke tid siden blev involveret i en nyreligiøs bevægelse. Læseren kender den sikkert, den er af blandt andet Dialogcentret blevet betegnet som en af de allerfarligste. Det begyndte med, at han havde tænkt sig at droppe sin uddannelse. Det kunne ikke betale sig, sagde han, eftersom hans guru havde åbenbaret ham, at verden snart gik under.

Forældrene ville han heller ikke have mere med at gøre, for sekten forlangte desuden, at dens medlemmer afbrød forbindelsen til deres familie. En discipel havde således fået forbud mod at gå til sin fars begravelse, for ifølge guruen var hans slægtninge og venner jo »lige så døde«.

Kravet var, at man forlod alting og fulgte Mesteren ganske kritikløst. Nu så forældrene ingen anden mulighed end at hjemføre deres søn med vold og med psykologhjælp forsøge at modvirke den hjernevask, han havde været udsat for.

Når jeg taler om min nabo, er det naturligvis i meget vid forstand. Den omtalte nabo hed Yehudha ben et eller andet og levede for adskillige århundreder siden.

Den farlige guru hed Jesus. At nogen i dag skulle føle sig tiltrukket af denne galning og blive kristne, er naturligvis uhyre usandsynligt, og Dialogcentret kan således i realiteten koncentrere sig om Scientology og andre i sammenligning mindre fanatiske organisationer.

Derfor kan det også undre, at han åbenbart stadig er aktuel. Jeg har således - i lighed med alle mine aktuelle naboer - blot inden for nogle måneder modtaget to tryksager, som angiveligt skulle være reklamer for hans bevægelse.

Først kom der et såkaldt Nyt Testamente - man forsikrede mig, at det kun var to tusind år gammelt, og højst var blevet brugt nogle få gange - og senere en mindre betitlet FRA MINUS TIL PLUS. Billigt har det næppe været, og spørgsmålet må følgelig være, hvilke kapitalinteresser der står på spil.

Det bliver lidt lettere at forstå, hvis man gør sig den umage at læse den tyndeste af de to. Først får vi at vide, hvor galt det står til i verden, hvorefter vi bliver præsenteret for kuren, som er tro, men vel at mærke »en tro, der er helt nede på jorden«.

En ikke nærmere defineret »gud« sendte nemlig åbenbart i sin tid sin søn til et land, der var »besat af fremmede tropper«, hvormed formodentlig menes Romerrigets civiliserende indflydelse på en fjern barbarisk provins. Civilisation er nemlig ganske åbenbart ikke noget at råbe hurra for.

Den behandles under overskriften »synd« sammen med humanismen, der begik den kapitalbrøler at formode, at mennesket var godt. Det var - stadig ifølge pjecen - omkring 1800, det begyndte at gå galt.

Først kom flyvemaskinen, og så kom Hitler. Det kan måske siges at være en lidt kortfattet verdenshistorie, men ikke uden en vis slagkraft.

Imod alt dette er der imidlertid en »stensikker« vaccine, en faldskærm, hvor man bare skal huske at trække i snoren. Hvordan gør man så?

Man indsender det vedhæftede postkort. Og her må man virkelig give forfatteren ret: Det er da nemt.

Ikke noget med politisk eller socialt engagement, det fører bare til en ny Stalin. Og - for Guds skyld - ikke flere videnskabelige fremskridt (illustration: atombomben)!

Hvorfor bekæmpe magtmisbrug, når Jesus vil gøre det for os - stensikkert? Og så er det måske næsten til at gætte, hvor millionerne kommer fra.

Nej, jeg giver heller ikke Kristeligt Folkepartis statsministerkandidat de store chancer ved næste folketingsvalg. Så tåbelige er disse mennesker heller ikke. Derimod ved de af århundreders erfaring, at når det gælder om at bevare status quo og organisere forfølgelser af de anderledestænkende, kan de fleste borgere klemmes på deres lille overtro om, at der »er noget«, og »de kristne grundværdier«. Derfor er den lille pjece også anbefalelsesværdig lokumslæsning for alle politiske iagttagere. Men husk at trække i snoren!

 

 

Februar 1997 - Fødsel og død på biblioteket

En af de første dage i det nye år havde jeg en aftale i den indre by. Mødet var klokken tolv, og da jeg netop passerede Krystalgade, beregnede jeg, at jeg lige kunne nå at aflevere en bog, jeg havde lånt før jul.

Nu skal hertil siges, at Hovedbiblioteket for nylig, for, som det hedder, at gøre det nemmere for lånerne, har indført et nyt system. I stedet for at stille op i en kø tager man nu et nummer, der bestemmer den orden, hvori man bliver betjent.

Jeg havde dog ikke denne nyordning umiddelbart præsent og stilede derfor straks mod skranken med min bog. »Du må tage et nummer,« sagde bibliotekaren.

Jeg så mig om. »Men her er jo ikke andre end mig?«

»Vi ekspederer lånerne i nummerorden,« sagde damen. »Det er, så man ikke behøver at vente. 124.«

Jeg smilede høfligt, mens jeg grublede over dette visdomsord. Hun smilede venligt tilbage.

»124. 124? 124 ekspederes nu. Hallo? Er der nogen?« Hun sukkede dybt og trykkede på en lille knap. »125 ...«

Nu er jeg, som enhver ved, den sidste til at gå imod udviklingen, så jeg tog roligt mit nummer. Det var 201. »126,« sagde damen og lænede sig til skranken, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne bruge tiden til at konstatere, om der var noget spændende nyt i 91.37.

Da jeg kom tilbage ti minutter senere, havde tallet på væggen netop skiftet til 202. »Jeg har nummer 201,« sagde jeg skyldbetynget.

»Vi ekspederer nu 202,« sagde damen ved skranken. »202. Er der nogen?«

Jeg rømmede mig forsigtigt. »Siden nummer 202 åbenbart har opgivet, kunne du så ikke ekspedere mig i stedet? Jeg har nummer 201 ...«

»203,« sagde damen.

Det mest skræmmende ved diktaturer har altid forekommet mig at være dets dehumaniserende effekt. Hvad andet kunne have fået mig til at kaste mig ind foran den ældre herre og snuppe nummer 478 for næsen af ham?

Jeg gav mig derefter til i mangel af bedre beskæftigelse at studere mine lidelsesfæller. Der var den unge mand, som ganske tydeligt havde et godt øje til en ung lyshåret pige. Der var den gravide dame, som holdt sig oprejst ved at støtte sig til væggen.

En anden var belæsset med pakker, emballeret i julepapir. Jeg mindede hende diskret om, at det var den 3. januar, og hun nikkede sørgmodigt.

Fælles skibbrud trøster som bekendt, og derfor ærgrede det mig også en del, at en anden herre med en flot bevægelse rev sit nummer i fire stykker. »Skulle du ikke låne noget?« spurgte jeg gnavent.

»Jo,« sagde han. »Krig og Fred. Men nu har jeg læst den.«

Den unge mand havde nu mandet sig op til at tiltale den unge pige. »Hvad nummer har du?« spurgte han interesseret. »510? Det var sjovt. Jeg har nummer 520. Kommer du her ofte?«

Jeg havde i mellemtiden undfanget en snedig plan. Jeg ville simpelt hen lægge bogen fra mig og gå.

Personalet ville så finde den og sætte den på plads, og når jeg siden fik rykkeren, kunne jeg med god samvittighed hævde, at den var afleveret. Denne fremgangsmåde forekom mig dog efter moden overvejelse for farlig.

Jeg så mig om efter mulige desertører, men alle var stadig på deres poster bortset fra den unge mand, og han ankom straks efter forpustet med en lille æske, som han gav til den unge pige. Den gravide dame så mere gravid ud end nogensinde, og den gamle virkede decideret sløj.

Lidt efter kom en anden ung mand. »Jamen bedstefar,« sagde han. »Hvor bliver du dog af? Vi blev helt urolige.«

Jeg kunne mærke, jeg var begyndt at blive ophidset. Hvorfor gør vi det? tænkte jeg. Hvorfor finder vi os i det?

Pludselig vidste jeg, hvad jeg ville gøre. Jeg ville gå op og smide bogen på skranken.

Hvis de så ikke ville have deres rådne bog, var det deres problem, ikke mit. Men af en eller anden grund var jeg sikker på, at jeg ville blive holdt ansvarlig.

Også det unge forlovede par var åbenbart begyndt at synes, der var bedre steder at tilbringe sine hvedebrødsdage. »Det er en skandale!« råbte den unge mand temmelig højt, og den unge pige tyssede på ham.

»Hvis du bliver ved med at råbe sådan, så går jeg altså.«

Kæresten så koldt på hende. »Fint! Så kan du give mig dit nummer.«

Det var åbenbart dråben. »Nej, men du kan få noget andet!« skreg hun og kylede ringen efter ham.

Min opmærksomhed var imidlertid andetsteds. Nummeret på væggen var nemlig nu nået op på 476, og jeg kunne mærke, jeg var begyndt at svede. Damen bag skranken mødte kortvarigt mit blik.

»477. 477? Er der nogen? 477? 478-479-480? Ja? 480?«

Et eller andet vågnede i den gamle mands øjne, et håb, der straks flakkede og gik ud. Jeg vidste hvad han følte, da jeg hentede nummer 897.

Jeg lod galant hans beskytter komme først, han var temmelig muskuløs, men denne nåede ikke frem med nummeret, før vi hørte et gisp og så oldingen synke sammen. Barnebarnet løb tilbage, og straks efter udånede den gamle i hans arme.

Jeg tror, vi alle følte det samme. Han havde været vores modstander, og dog havde vi alle gerne undet ham at se skranken.

Stilheden brødes af tynd barnegråd. Det var den gravide dame, der endelig havde født.

Så livet går videre, også i Krystalgade. Det ser blot ud, som om det er gået i stå.

 

 

Januar 1997 - Julen ifølge Møllehave

Når vintermørket er tættest, kan lyset komme fra så mange uventede kanter. En gammel bekendt, man møder på gaden, et smil i køen i supermarkedet, eller måske en lille ting, man bekoster på sig selv.

Sådan en sur decembermorgen dumpede Eliaskirkens Sogneblad ind ad brevsprækken til mig, og jeg fandt følgende lille julesalme, som jeg synes, jeg vil dele med læserne. Jeg tror da heller ikke, forfatteren vil have noget imod det, for som Ib Michael for nylig så rammende udtrykte det: Det er jo ikke for pengenes skyld, jeg skriver!

Overskriften var JULEN IFØLGE MØLLEHAVE, altså ligesom »juleevangeliet ifølge Lukas«:

Han fødtes ikke i hermelin.
Han fødtes imellem grise og svin.
I stalden imellem en tyr og en ko,
Maria vuggede ham til ro
under stråets markise.
Født mellem svin og grise.

Her blev vor herre Jesu fød.
De havde knap til det daglige brød,
de havde ikke til ægget salt.
Så dybt var det altså, Jesus faldt!
Han havde himlen i eje,
og havde dog ikke en reje.

Og han, som prædikede så kønt,
han ejede ikke skattens mønt.
Og når vi fortæller, sker det, min ven.
Den voksne selv bliver barn igen.
Så får de også chancen
til at se juleglansen.

Det er nemlig ikke det rene pjat,
at Jesus fødtes julenat.
Og stjernen kom og lyste der,
så alle kan se, hvor det er.
Da fødtes Herrens ord,
som bor på vor runde jord.

Vorherre, han er så god og rar,
han giver til dem, som intet har.
Han er så nær som brød og salt.
Hans levende ord overvinder alt.
For han er nemlig solen,
der lyser for dig i stolen.

Tænk, at vi endnu har en sådan salmedigter iblandt os, en arvtager til Ingemann og Grundtvig! At man stadig midt imellem den omsiggribende sex og vold kan finde et menneske med en sådan dybde. Her er noget, der hverken er smart eller letkøbt, men virkelig følt.

Midt i vores travle hverdag åbner Digteren vore øjne for de evige værdier, vores samfund bygger på, og er det ikke netop hans opgave? Jeg må da indrømme, at jeg selv følte mig »som barn på ny« ved at læse de dejlige strofer.

Den slags giver virkelig håb for en national genrejsning, når vi først er blevet af med alle de negative. Den, som tror, Kirken har udspillet sin rolle, må sandelig tro om, i hvert fald så længe den har sådanne åndsfyrster at trække på.

Er det nu ikke rent ud utroligt, at denne uhyre belæste mand stadig kan sætte sig ned på barnets stade og tale til alle os, som ikke har hans baggrund? At han nu også har givet os en dejlig børnebibel, og samtidig kan afse tid til at farte land og rige rundt og læse H. C. Andersen, som han vist aldrig er blevet læst hverken før eller siden?

Alt dette befinder sig på et litterært niveau, som gør det ganske enestående, men jeg kunne nu alligevel ikke lade være med at tænke på den smukke gamle tyske Lied om Edelweiss, hvor det blandt andet hedder:

Adolf Hitlers Lieblings-blume
ist das schlichte Edelweiss ...

Tak, Johannes!

 

 

December 1996 - Bibeloversættelse

Det har vakt opsigt, at studerende ved Århus Universitet har anklaget bibeloversættelsen af 1992 for at være i bedste fald tendentiøs. Til støtte for deres påstande citerer de tolv vers, der efter deres mening viser klar manipulation.

Bibelselskabet har naturligvis ikke været sene til at søge at tilbagevise de horrible anklager. Da de fleste af stederne efter sigende er »tvivlsomme«, har man imidlertid måttet begrænse sig til et par stykker, i særdeleshed salme 22, vers 17, hvor det i den nye oversættelse hedder: »De har gennemboret mine hænder og fødder.«

Ifølge de studerende og diverse ordbøger bør ordet »kaar« i denne forbindelse oversættes med »binde«, og årsagen til denne noget specielle oversættelse er da også af Bibelselskabets generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn opgivet til: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og Johannesevangeliet.« Dette er dog åbenbart skrevet i en brandert, eller muligvis under indflydelse af helligånden, der som bekendt kan have tilsvarende virkninger (Apostlenes gerninger 2, 13), for i et svar bedyres det nu, at oversættelsen er filologisk velfunderet. »Kaar« kan nemlig også betyde »grave«, og den korrekte oversættelse må følgelig være: De har gravet i (gennemboret) mine hænder!

Det forekommer nu klart, hvor aldeles urimeligt de studerendes angreb er. Langt fra at have gjort sig skyldige i noget desavouerende, har Bibelselskabet tværtimod flyttet filologiens grænsepæle ind i et nyt århundrede med, hvad man tør kalde: Kreativ Translation.

Det må blot beklages, at denne opdagelse åbenbart er blevet gjort på et så sent stadium af oversættelsesarbejdet, at ikke flere skriftsteder har kunnet drage nytte af den, men dette vil der utvivlsomt blive rådet bod på i bibeloversættelsen af 2002. Her er foreløbig et par forslag.

Et skriftsted, der tit har været til konsternation for både elever og lærere i søndagsskolen, er således Første Mosebog 6, 2, hvor nogle særlige »gudssønner« omtales, som skulle have været usædelige med menneskedøtre. Ordet »ben« kan imidlertid ikke blot betyde søn, men også »afstand« (af »bayin«), og vi må følgelig oversætte: »De, der havde taget afstand fra Gud, tog så mange hustruer, de ønskede.«

Også i det ny testamente kan denne nye filologiske metode være til stor nytte. Tag for eksemplet stedet, hvor Jesus tilsyneladende forlanger, at hans disciple skal hade fader og moder (Lukas 14, 26). Dette kan der naturligvis ikke stå, eftersom kristendommen jo netop bygger på familiens ukrænkelighed.

Så snart vi har fået dette på det rene, står det ganske klart, hvad der er sket. Stammen er således slet ikke »miseo«, men derimod »mimeo«, og frelserens formaning lyder følgelig: »Den, der ikke efterligner sin fader og moder, kan ikke være min discipel«, hvilket selvfølgelig giver udmærket mening. »Javel,« vil nu positivisterne sige, som tror, der findes noget sådant som en korrekt oversættelse, »men på den måde kan man jo få hvad som helst ud af en tekst!« Svaret er naturligvis, at det er et spørgsmål om hvem, der får hvad som helst ud af den.

Det er med andre ord et spørgsmål om autoritet. Og ikke blot om penge og magt, nej, læs blot Lukas 9, 14, hvor Jesus befaler sine disciple: Lad dem sætte sig i selskaber af halvtreds!

Gud skabte som bekendt verden på syv dage, og hvis man lægger dette tal sammen med de halvtreds foruden Jesus og apostlene selv, får man halvfjerds, på latin Septuaginta, som er et andet ord for Bibelen. Vi kan altså oversætte: Lad dem oprette Bibelselskabet!

Hermed har vi imidlertid på ingen måde udtømt mulighederne. Lad os nemlig betragte Johannes 19, 23, hvor vi finder ordet himation.

Når vi betænker, at netop denne evangelist har ørnen som symbol, bliver det muligt at se en kristologisk bue til vor egen tid. Himation betyder nemlig kappe, og betydningen må følgelig være kappeørn eller Cappelørn, og det er klart, at det her er Kristi genkomst, der profeteres.

Det turde altså fremgå, at bibeloversættelsen af 1992 til fulde lever op til sin målsætning, nemlig at være en oversættelse, der drager nytte af de nyeste landvindinger inden for filologien. Landvindinger, som man allerede nu kan forudse, fuldstændig vil revolutionere kulturhistorien.

Den nye bibeloversættelse må således ikke blot ses som et stort originalt kunstværk. Vi må simpelt hen acceptere, at Bibelen aldrig bliver den samme igen.

 

 

November 1996 - Forsvar mod nytænkning

Du kender det sikkert: Du har fået stablet et verdensbillede på benene, som virker for dig, og får alle til at smile venligt til dig. Og du er ikke kommet let til det. Du har måttet læse stabler af kommentarhæfter og følge med på debatsiderne i din avis, for der er jo det med kommentarer, at der ustandselig skrives kommentarer til dem.

Nu står du ved rejsens mål, du er en Kritisk Person. Og så sker det, som ikke måtte ske: Du konfronteres med en ny tanke!

Traumatiserende, som noget sådant altid må være, er der dog flere forskellige strategier, du kan anlægge for at forhindre, at der kommer rod i din hjernes arkivskuffe, og alle de små chartequer med de kulørte mærkater står i en byge ud i lokalet. Vi skal her omtalte nogle enkelte, der har vist sig effektive.

1. DEN ABSURDISTISKE. Smil venligt og fremkom med en fuldstændig irrelevant og uigennemskuelig bemærkning. Eksempel: »Din teori minder mig umiddelbart om en kaskelothval på cykel!« Ingen vil naturligvis have den ringeste anelse om, hvad du mener med det, men det gør netop bemærkningen grænseløst underfundig. Og hvad der er langt vigtigere: Det vil være meget vanskeligt for den nytænkende at give et fornuftigt svar. Han bliver med andre ord svar skyldig, og du har scoret et point.

2. DEN FOLKELIGE. Denne metode egner sig bedst til forsamlingshuse og talk shows og bør afleveres med let Københavnsk accent. Her antydes det, at du ikke har forstået noget som helst af, hvad der er blevet sagt, hvor implikationen er, at den nytænkende med fuldt overlæg har forsøgt at forvirre dig med sin pseudoakademiske sprogbrug. Nytænkeren vil i de fleste tilfælde gå i med samlede ben og gøre opmærksom på, at du mangler baggrund for at udtale dig, og så behøver du sådan set blot at læne dig tilbage, mens tilhørerne tænder bålet.

3. DEN INTERESSEREDE. Du giver udtryk for, at du finder den nye tanke interessant, men hvor kommer den fra? Du har gennembladret alle dine kommentarhæfter og ikke fundet den et eneste sted. Spørgsmålet må derfor være: Er det overhovedet en tanke?

4. DEN MISTÆNKSOMME. Denne approach er en elaborering af den interesserede. Når nytænkeren ikke vil ud med, hvor han har sine nye tanker fra, må årsagen ganske klart være, at han skjuler noget. Hvad vil dette menneske egentlig? Hvorfor kommer han ikke ud af busken og opgiver årgang og nummer på tidsskriftet? Denne argumentationsform fører meget praktisk over i

5. DEN AFSLØRENDE. Man har nu i kraft af sin ikke uanselige baggrund i at skrive kataloger fundet tankens egentlige ophavsmand og kan med et overlegent smil kundgøre: »Det er jo bare Lavals værdinormativisme fra 1963 om igen!« Når nytænkeren dernæst hævder, at han aldrig har hørt om nogen af delene, er forklaringen en af to, begge dybt beskæmmende for ham. Enten vil han for alt i verden skjule sit foragtelige plagiat, eller også er han så fuldstændig uvidende, at han simpelt hen ikke er klar over, at hans »nye« tanke er blevet fremsat, kritiseret og endegyldigt afvist under Krimkrigen.

6. DEN ASSOCIATIVE. Dette er den afslørende strategi med trumf på. Her associeres den ny tanke med noget aldeles forfærdeligt med det resultat, at tilhørerne straks hoster og kommer i tanker om tidligere aftaler. Det kan måske umiddelbart forekomme problematisk at få en sådan association i stand, men her må man huske på, at den ikke behøver at give mening. Eksempel: Tankens ophavsmand, som måske er forfatter, har hund. Adolf Hitler havde hund. Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men hør nu, hvor elegant det kan formuleres: »Jeg er sikker på, at forfatteren elsker sin hund lige så højt som Adolf Hitler, da han gav Blondie gift.« Ikke blot er nytænkeren hermed endegyldigt afsløret og sat ud af spillet, man har demonstreret, hvor skarpt og prægnant man er i stand til at drage nytte af sin evne til at finde den nøjagtige historiske parallel.

Hvis ikke tilhørerne på dette tidspunkt har glemt alt om, hvad det var, den nytænkende egentlig havde på hjerte, ja så er der nok ikke noget at gøre. Du må simpelt hen acceptere, at den menneskelige tanke har gjort et spring fremad. Du må så trøste dig med, at det i hvert fald ikke er din skyld

 

 

Oktober 1996 - Moderne kritikere anmelder klassiske værker

Nu er det igen den velsignede tid, hvor de vise mænd skiller skidt fra kanel i efterårets overdådige boghøst. Man kan da ikke andet end føle, at så megen smag og ekspertise i grunden er en bedre sag værdig. Hvorfor var disse kendere ikke til stede, da verdenslitteraturens store klassikere blev skrevet, for at give dem et ord med på vejen? Hvilke æstetiske mesterværker kunne der dog ikke være kommet ud af sådanne historiske møder? Vi har i dette BOGTILLÆG til PRESS søgt at råde bod på dette, idet vi har prøvet at forestille os, hvad der ville være sket hvis moderne kritikere havde anmeldt klassiske værker.

KØLLESMÆK TIL SORTSMUDSKERNE

»MEIN KAMPF«, anmeldt af Ekstra-Bladet:

Der bliver ikke lagt fingrene imellem, når Adolf erklærer fejlfarverne krig i dette nye actionbrag af en bog. Den unge digter er måske bedst kendt for sine smukke prospekter fra München, men med denne bog har han lavet en rigtig blevæder. Der er ingen kære mor, når SA's barske fyre rykker ud, og kamelrytterne står til buksevand. Her kunne vi måske lærenoget?

Her er fest og folkelighed for hele familien! Kan fås i alle velassorterede boglader indtil 1945.

GURU GÅR AMOK

»DET NY TESTAMENTE«, anmeldt af Kristeligt Dagblad:

»Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe,« skal profeten have udtalt, og det gør Jesus da sandelig heller ikke i dette selvforherligende makværk af en bog. Nå, det er himmel og salighed til hans disciple - der skal efter sigende være 12 - og helvede og fortabelse til alle os andre. Hvis det ikke var så uhyggeligt, var det jo i grunden kun til at grine ad. Desværre skal der jo nok være nogen, der er ubefæstede nok til at hoppe på limpinden, og det på trods af, at mandens had til og foragt for sine medmennesker turde være temmelig indlysende. At Jesus totalt har misforstået kristendommen, er i hvert fald tydeligt nok. Nogen stor fanskare skal han dog nok ikke forvente.

SPLATTER FOR ALLE PENGENE

»KING LEAR«, anmeldt af Information:

William Shakespeare har tidligere udsendt forskellige »skuespil«, som ud over en vis elementær spænding ikke har mange litterære kvaliteter. Med denne bog strejfer han imidlertid i sit hovedløse effektjageri ind på det direkte modbydelige. Det er svært at se denne skildring af en gammel mand og hans ondskabsfulde døtre som andet end et udtryk forforfatterens sværmeri for kongen som den stærke mand og hans generelle kvindehad. Man kan med god grund undre sig over, hvad det er for mennesker, der finder fornøjelse i denne form for udskejelser. Personligt må jeg indrømme, at udrevne øjne ikke netop er min kop te!

RYSTENDE AMATØRISME

»ULYSSES«, anmeldt af Politiken:

Det sker af og til, at en anmelder får en bog i hånden, som han dårligt ved, hvad han skal stille op med. Her drejer det sig om en roman på 730 sider - om hvad, vil læseren spørge. Jeg fristes til at sige: Ingenting. En ting er imidlertid, om man kan aftvinge disse fordrukne irere nogen som helst interesse, noget helt andet, at bogen er så elendigt skrevet, at det er uhyre vanskeligt at konstatere, om personerne tænker, taler, drømmer eller muligvis er i coma. Man skulle dog tro, at forlaget i det mindste kunne lære deres forfatter elementær tegnsætning! James Joyce har åbenbart en begrænset fanskare, der synes, han er genial. Måske han skulle overveje i fremtiden at sende dem en fotokopi ...

 

 

Juni 1996 - Ønske-TV

TV er dog en herlig ting. Tænk, at man kan sidde hjemme i sin egen stue og blive informeret om alt, hvad der sker i verden!

Ikke blot kan man få alt at vide om veteranfly på Discovery. Oprah Winfrey og Ricki Lake deler daglig deres livserfaring med os for det tilfældes skyld, at vi skulle have problemer i parforholdet eller med at finde et ståsted i tilværelsen.

Men selv med dette vældige udbud kan der være ønsker, der kun sjældent eller aldrig opfyldes. Hvem har ikke på et tidspunkt stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor sender de aldrig ... ? Da TV som alt andet i dette samfund er demokratisk, synes jeg, det ville være en god ide at skrive disse ønsker ned og sende dem til de respektive kanaler, eller eventuelt offentliggøre dem i pressen i form af læserbreve. Som en slags igangsætter vil jeg lægge ud med en række programmer, som jeg personlig altid gerne har villet se på TV.

For eksempel:

* * *

ARVINGEN TIL BAKKEGÅRDEN. Poul Reichhardt i en af sine mest populære roller som arvingen til Bakkegården, der prøver at forhindre den onde sagfører Svigh i at overtage hans barndomshjem. Det lykkes dog ikke, og han får arbejde på en konservesfabrik i stedet.

BAYWATCH. I aftenens episode skyller en tidevandsbølge uventet ind over stranden, og samtlige medvirkende drukner.

FATTIG OG UKENDT. Suzanne Bjerrehuus inviterer os nok en gang indenfor i bumsernes blikskure og til den eftertragtede suppekø i Frelsens Hær.

FJERNSYN FOR DIG. I dag fortæller Bamse og Kylle den spændende historie om kubikroden. Vi skal også videre i den periodiske tabel.

FORSAMLINGSHUSET. Et indbudt publikum diskuterer brændende aktuelle emner. I aften: Er Einsteins kritik af kvanteteorien berettiget?

HVORNÅR VAR DET NU DET VAR.... at Nero lod sig skille fra Octavia, Paulus blev arresteret i Jerusalem, og kejser Ming-ti kom på tronen?

KVINDER I TOPJOBS. I aften beretter fru Olsen om sin hverdag som husmoder, om drømmen om at blive gift og få børn, og hvordan den endelig gik i opfyldelse. Hun fortæller også om kampen for at holde sig på toppen i en af verdens hårdeste brancher, og vi får et kig ind bag kulisserne under en hektisk blevask.

MAGASINET OM KULTUREN. I dag handler magasinet om bøger, der egner sig til at tage med på sommerferie, bl.a. Dostojevskijs »Raskolnikof«, James Joyces »Ulysses« og Kants »Kritik der reinen Vernunft«.

MED LIVET SOM INDSATS. Vi følger en kristen folkekirkepræst, en ærlig politiker og en dagplejemoder med fire børn. Hvordan det er at leve med bevidstheden om, at hver dag kan blive ens sidste.

SUPERHELTENE. De maskerede retsforkæmpere forpurrer denne gang superskurkene Per-Ez og Clintons planer om at bombe en libanesisk flygtningelejr.

UGENS TOP TI. For øjeblikket hitter Mozarts »Requiem«, men Brandenburgerkoncerterne ligger også højt in the charts. Vi diskuterer også spørgsmålet, om fan-hysteriet er ved at gå over gevind i anledning af, at en teenager i weekenden begik selvmord, fordi hun fik at vide, at Brahms var død.

ÅRHUNDREDETS STØRSTE FORBRYDELSER. I denne uge: Golfkrigen.


* * *

Jeg er sikker på, at læseren kan komme i tanker om mange flere ønsker, som man så kan præsentere TV-selskaberne for. Om ikke andet kan det fuldstændig revolutionere programfladen, hvis man finder ud af, at seerne kan læse og skrive.

 

 

Maj 1996 - Kønsroller

I min ungdom var kønsrolledebatten på sit højeste. Nu hører man ikke så meget om dem mere, og jeg har en lumsk mistanke om, at det formodentlig skyldes, at vi lige så stille er vendt tilbage til de gamle. Vi plejer jo at annoncere temmelig højlydt, når vi går på vandvognen, men er lidt mere diskrete, når vi falder af den igen.

Jeg har aldrig brudt mig om ordet »roller«, når det gælder det virkelige liv, men som adfærdsmønstre går de unægteligt temmelig langt tilbage. Ud fra det sædvanlige historiske perspektiv, som er mandens, siger vi, at mennesket gik over til agerbrug for en fem-seks tusind år siden, men i virkeligheden var det mændene, der på grund af svigtende jagtlykke gik i lære hos deres agerdyrkende koner, og bonden var født.

Gik det ens mandlige ære for nær, kunne man altid gøre bonden til bytte i stedet for, og hørte man til den magelige type, kunne man flytte ind hos »sine« bønder. Hvor ædel denne første adel var, er svært at sige, men arrangementet gav i det mindste anledning til to adskilte mandsidealer, den skikkelige kraftige bondetype og den vævre, aggressive kriger.

Da også krigene til sidst blev udkæmpet af bønder, blev de sidste til »den intellektuelle type«, som nok ofte er mere forstyrret end intelligent. Vi er ikke længere pralende krigere, med ar at fremvise til juleøllet.

I dag nøjes vi som regel med at prale. De hårdtarbejdende bønder anser os gerne for psykopater, og vi har en kedelig tendens til at hugge deres koner.

Kristendommen favoriserede den mandlige irrationalitet i sit forsøg på at Vælte Verden. De mere kvindelige dyder, intelligens og styrke, blev lidt kedelige. Her bestormedes der krystalsfærer!

Med den almindelige afkristning blev en revurdering lige så nødvendig, som den var famlende og mislykket. Resultatet er en kvinderolle, der i halvfemserne minder påfaldende om halvtredsernes, for dem, der nu er gamle nok til at huske den.

Mænd skal være dygtige, kvinder præsentable, det vil sige, de kan kun gøre karriere ved at fremstå som potentielle seksualobjekter for deres medarbejdere. Halvfjerdsernes Mette Fugl'er er nok engang blevet udskiftet med TV-værtinder med modelfortid og et vokabularium på hundrede ord.

Og netop derfor har vi også som aldrig før brug for kvinder med mod til at møde op i sutsko og skægstubbe. Det er jo alligevel i sidste ende dem, vi forelsker os i.

Redefineringen af mandsrollen har været mindre sympatisk og tilsvarende mere kronisk. I de fleste tilfælde har den drejet sig om retten til skvattethed, og vi har dermed fået to nye kategorier.

For det første er der »den søde fyr«. De fleste kvinder gennemgår en periode, hvor de sværmer for Michael Jackson og the Chippendales. Det mandlige forekommer dem en tand for voldsomt, og de drømmer i stedet om en sød veninde med tissemand.

Når manden har for lidt hår tilbage til at passe på denne beskrivelse, får vi den anden type. Disse mænd er demonstrativt alkoholiserede og er karakteriserede ved, at de går med solbriller indendørs.

De elsker kvinder og er blevet skilt fra mindst tre af slagsen. De delagtiggør os gerne i deres erfaringer, som dog som regel er af den negative art, at kvinder er umulige at forstå.

Så vi fortsætter med at gøre os umage med vores roller, mændene med at gøre sig interessante, og kvinderne med at gøre sig intetsigende, foldud-, paksammen- og tagmedhjempiger på en skala fra luder til topmodel, uden en tåre, et nys eller en menstruation. Det er sådan, vi gerne vil have det, for vi kender vores egen markedsværdi og har ikke megen fidus til det, vi får gratis.

Og så er Kærligheden Rimelig Yt ...

 

 

April 1996 - Subtekster

Alle hårdtarbejdende mennesker bør have en hobby - og med den timeløn, en forfatter får, har døgnet næppe timer nok. Jeg læser subtekster. Dermed mener jeg ikke, at jeg læser undersættelserne nederst på skærmen i DR (det kan såmænd også være ganske fornøjeligt).

Hver gang vi siger eller skriver noget, er subteksten det, vi ikke siger og skriver, men som alligevel mere eller mindre er pointen i det. Vores almindelige høflige omgang med hinanden er fuld af den.

Som når vi møder faster Oda på gaden og bemærker, at vi bør da ses på et eller andet tidspunkt, når det passer begge parter. Så håber vi, faster Oda fanger subteksten.

Især har enhver trykt tekst en subtekst, medmindre den er meget radikal. De løbesedler, Stalinistisk Valgforbund uddeler på gaden, har sjældent ret meget af den.

Omvendt vil man være tilbøjelig til at opfatte subtekstløse tekster som meget radikale. Når en politiker kommer i vanskeligheder på grund af en uoverlagt udtalelse, er det som regel partiprogrammets subtekst, han eller hun er kommet for skade at røbe.

De fleste subtekster er naturligvis nemme at opdage. De er for amatører og magistre. Når vi får et brev ind ad døren, der er adresseret til os personlig, og som fortæller os, at vi uafvidende har deltaget i en lodtrækning, der allerede er faldet ud til vores fordel - alt, hvad vi behøver at gøre, er sådan set at afhente præmien, hvorved vi som en ekstra bonus automatisk bliver medlemmer af Månedens Usælgelige CD - ja, så er det umiddelbart indlysende, at vi af vanvare er kommet på en liste over Alzheimer-patienter.

Noget lignende gælder for en vis type aviser, der tør hvor andre nøjes med en subtekst. Når løbesedlen således forkynder, at en INDVANDRER har skåret en dame i småstykker, uden at det umiddelbart er klart, hvilken relevans det har for sagen, om gerningsmanden er indvandrer, astmatiker eller elektroingeniør, er det næppe mere subtekst, end en monolog af Anne Marie Helger er ironi.

Rigtig spændende bliver det naturligvis først, når vi har med eksperterne at gøre. Det svære er jo, at de mest sympatiske synspunkter af gode grunde altid er dem med mest subtekst.

Nogle tekster, som gerne har form af overskrifter, slæber rundt på så megen subtekst, at de næsten ikke kan røre sig. Hvad siger læseren for eksempel til »de demokratiske spilleregler«?

Wow! Eller hvad med en rigtig god gammeldags politi-serie, hvor helten er en sort betjent, der i sidste scene forelæser for Harlems gangsterspirer om the Land of Opportunity?

Den avancerede subtekst-spotter kan så more sig med at spore udviklingen i film og TV-seriers subtekst. Fra halvfjerdserne, hvor forbryderen uvægerlig viste sig at være Vietnam-veteran med dårlige nerver, til halvfemserne, hvor Bruce Willis skubber ham i cementblanderen med et høfligt »So long, Creep!«

Et lille tip til dem, der vil deltage i legen: Kig altid først efter subtekst i tekster, der er noget med »rettigheder« eller »medbestemmelse«. Hvad er det for rettigheder, man lige vil gøre opmærksom på, at vi IKKE har?

Hvem er den grå eminence, som vi BESTEMMER sammen MED, og hvor meget mon han bestemmer i forhold til os? It's really Great Fun!

Her er en virkelig god en til at øve sig på: KRIGSFORBRYDELSER. Det lyder sgu da skide-pacifistisk og humanistisk, ikke sandt?

Men hvis der er handlinger i krig, der er forbrydelser, så må der jo også være nogen, der ikke er det, såsom bombning af civilbefolkningen. Ved at kriminalisere visse former for krigerisk adfærd (hovedsagelig fjendens) legaliserer vi altså ved samme lejlighed Krigen som sådan.

Did ya get that? God jagt!

 

 

Marts 1996 - Kulturby '96

Så er det her! Året, vi alle sammen har ventet og arbejdet på.

I år er det vores tur til at være kulturelle. Det er ikke bare et af de sædvanlige år, hvor vi skal være gode ved kvinder, børn eller herreløse katte.

I år er vi i centrum. I begyndelsen havde jeg godt nok mine tvivl.

Jeg mener, det var da en underlig kulturby at vælge. Lidt som at henlægge en oceanografisk kongres til Sahara.

Men så blev jeg ringet op af arrangørerne, som spurgte mig, om jeg havde lyst til at medvirke, og da jeg fik oplyst honorarets størrelse, indså jeg klart, at dette var et initiativ, som fortjente min støtte. Jeg håber derfor ikke, man vil opfatte det som et misbrug af min stilling, når jeg vier mit hjørne i denne måned til at gøre opmærksom på dette bemærkelsesværdige tiltag.

Jeg kan trøste læseren med, at jeg til en begyndelse var lige så desorienteret som han. Hvad er en »kulturby«?

En by, hvor mange kunstnere er døde af sult? Nej, det er selvfølgelig, som alle andre offentlige projekter, et spørgsmål om at bruge penge.

Som enhver offentlig ansat ved, er der nemlig aldrig for få penge i kassen, der er altid for mange. Man sidder altid den sidste dag med et par hundrede tusind, som skal bruges, så bevillingerne ikke bliver skåret ned til næste år.

Hvad med Frithjof Olsen? Det er ham, der laver de der festlige skulpturer af saltkringler, ikke?

En saltkringleskulptur af femten meters højde på Rådhuspladsen vil koste mindst - lad os se - så er der kun 75.000 tilbage. Det kan godt være, at bistandsklienterne mangler penge, men de er jo heller ikke kulturelle.

Nu er forfattere jo generelt ikke særlig festlige, de ligner gerne skolelærere. Men så har vi heldigvis lyrikerne, der klæder sig som alfonser og taler som disc-jockeys.

I min barndom hed de Hjortholm og Johannes Foelsom-Pedersen. Nu kalder de sig Cyber-Hansen og Viggo-413, men de skriver af uransagelige grunde stadig om duerne på Rådhuspladsen, og det vil de blive ved med, til Poul Borum dør, og indlandsisen smelter.

Endelig er der jo altid eksperimentalteatrene at falde tilbage på. Med de skuespilkræfter, Danmark råder over, må enhver opførelse vel strengt taget kaldes et eksperiment, selv om optimisterne vil gøre opmærksom på, at Ghita Nørby har haft afskedsforestilling.

De rigtige avantgarde-trupper kommer imidlertid enten fra Ordrup eller Italien. I det sidste tilfælde har de cold-creme i hovedet og medbringer deres egne stiger.

Det kaldes performance og egner sig især for skuespillere, der ikke kan lære en rolle. Det er naturligvis alt sammen meget avanceret og har svært ved at konkurrere med Folketeatrets opsætning af »Bøssemorderen«, hvor ensemblet urinerer på publikum.

Så er det der, hvor kulturministeriet må ile til, for det er dyrt at pakke så mange husmødre ind i aluminiumsfolie. Hvad mangler vi så?

Vi mangler de afrikanske dansere. Ingen ægte dansk kulturfestival kan undvære dem.

De kommer og ser med en vis undren på de lange rækker af maddiker og fru Larsen, der spørger, om de giver kurser i samba. Og således går kulturåret til ende ved fælles indsats.

Folk kommer dryssende og gabende, når diskotekerne har lukket, og hele foretagendet kører med et imponerende underskud. Af og til kommer en amerikansk turist hen til en af afrikanerne og spørger høfligt, hvor The Little Mermaid befinder sig.

Vi har blameret os, vi har brugt penge, og arrangørerne har set alvorlige ud. Det må vi gøre igen!

Et sted går måske en mand, der faktisk kan skrive eller male eller tænke, og smiler og ryster på hovedet. We'll know in a century or so.

Lige nu er han ikke helt festlig nok. Men Undertegnede har fået sit engagement.

Han kan ikke længere overses, hans salgstal viser klart, at han også læses af pæne mennesker og idioter. Så han dukker op som sædvanlig og gør sit bedste for at sabotere det hele, så snart han har fået sin check.

KØBENHAVN KULTURBY 96. Don't miss it!

 

 

Februar 1996 - Hvem kan være negativ?

En læser har spurgt mig, hvorfor jeg altid skal være så negativ? I sidste måned gik det endda ud over de arme psykologer. Jeg mener: Hvis side er jeg egentlig på?

Da jeg alvorligt betvivler, at nærværende publikations økonomi vil kunne tåle at miste denne læser, har jeg besluttet helt at lægge min stil om i det nye år. Det skal være mit nytårsløfte til læserne, og så kan de jo selv kontrollere, om jeg holder det. Og det er da rigtigt, at der er så meget positivt at skrive om.

Tag nu for eksempel Folkegaven 1995. Tænk, at ganske almindelige mennesker skillinger sammen til at ombygge Schackenborg til flygtningecenter. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at der viste sig kun at være plads til een indvandrer, men det er jo også tanken, der tæller.

Det er da også kun en ægte socialdemokratisk regering, der kan inspirere befolkningen til en sådan selvløshed. Endelig er den utålelige skattebyrde blevet lettet, jeg tænker naturligvis på ophævelsen af formueskatten. Godt nok skal man have mindst ti millioner på bankbogen for at få en signifikant skattenedsættelse, men man må jo også tænke på, at det er folk i denne lønramme, der har de største forpligtelser.

Tænk, hvis vi havde både lystslot og lystyacht at betale til? Det må være en daglig kamp at få fradragene til at slå til!

Vi har nu langt om længe fået en regering, der forstår, hvad progressiv beskatning vil sige: Jo mere du tjener, jo mindre skal du betale i skat. Kun et progressivt parti kunne komme på den tanke, et regulært Fremskridtsparti!

Det handler jo ikke om social retfærdighed. Social retfærdighed havde de i Sovjet, og det blev de ret hurtigt trætte af. Nu har de fået demokrati og kan stemme på, hvem de vil, så de skyndte sig at stemme på kommunisterne, hvilket jo blot viser, at visse folk aldrig bliver klogere!

Det handler om at få penge i kassen. Og det får man ikke ved at beskatte de rige, men ved at beskatte de fattige, som er mange flere!

Hvorfor i alverden skal staten forsørge en enlig mor, så hun kan få endnu flere børn? Giv pengene til direktøren, siger jeg, til en større svømmepøl, så han rigtig kan slappe af og få gode ideer til at hjælpe Danmark på fode!

Selvfølgelig er det lidt synd for Uffe, som nu hverken bliver NATO-chef eller statsminister. Jeg mener, hvilken kontorchef i whisky-bæltet kunne finde på at stemme på en Uffe Ellemann, når han kan få en Poul Nyrup?

Men lad nu være med at indgravere taburetten endnu, Poul! Der er stadig mange socialdemokratiske reformer, der venter.

Tag de overbelagte sygehuse! Med den ny ånd i dansk politik er tiden ganske klart kommet til at gøre noget ved også det problem.

Der er jo for eksempel de små veksler, vi alle sammen skriver under på, når vi er hos lægen. Nu er tiden inde til en rask lille inkasso, så vi kan komme de dårlige betalere til livs, og det i bogstaveligste forstand.

Jeg mener, fru Olsen kan jo heller ikke få en ny radio, før hun har betalt den gamle. Hvorfor i alverden skulle hun så kunne få en ny nyre?

Selvfølgelig er der en del bistandsmodtagere, der har et jernhelbred. Men det er der råd for. Bare ud og skovle sne i pyjamas, så skal vi nok få nedbragt procentdelen af Danmarks befolkning, der er på overførselsindkomster, og det er jo det, det handler om, ikke?

Alle de dovne og ansvarsløse. Jeg mener, hvad skal vi med dem?

I Danmark, hvor der er lige muligheder for alle, kan vi alle sammen blive generaldirektører for statsbanerne, hvis vi bare gider. Det kan selvfølgelig blive lidt forvirrende med alle de generaldirektører, men statsbanerne kan jo ikke blive mere forvirrede, end de er i forvejen.

Hvem kan være negativ? Jeg spørger bare.

 

 

Januar 1996 - Frimærkesamlermani

I de senere år er handelen med brugte frimærker taget voldsomt til. Frimærkehandlere skyder op som paddehatte, og der arrangeres årlige udstillinger, blandt andet i Forum i København, hvor kultens medlemmer mødes og lægger råd op.

Men nu har et forskerhold i Århus bestående af to psykologer slået alarm. PRESS har talt med en af dem.

- Umiddelbart lyder det jo ikke så farligt. Jeg havde da også et frimærkealbum som barn.

- Det er netop det farlige. Folk køber disse frimærkepakker til deres børn uden at kontrollere, hvad der er i dem.

- Er det ikke mest blomster og vilde dyr?

- Det er netop det, frimærkehandlerne vil have os til at tro. Derfor lægger de ofte disse mærker øverst. Inde i pakken kan der være helt andre ting.

- Hvad for eksempel?

- Man har eksempler på, at disse pakker har indeholdt mærker fra diktaturstater med fascistisk propaganda på spansk. I visse tilfælde har man fundet frimærker fra det Tredje Rige med billeder af Hitler og Mussolini.

- Det lyder ret så uhyggeligt.

- Problemet ligger jo også i den livsindstilling, disse mærker giver udtryk for. For eksempel er der oftest meget få kvinder afbildet. Faren er jo, at de unge kan finde på at gå ud og prøve at efterligne det, de ser på mærkerne.

- Hvad er det for mennesker, der samler?

- Samlermani er en regression til den sadistisk-anale fase, hvor barnet tilbageholder sin afføring. Frimærkerne kommer så til at erstatte denne hos den voksne analsadist.

- Er det ikke farligt?

- Det er uhyre farligt. Især uden glidecreme.

- Der er vel også fare for, at de unge kommer ud i noget?

- Absolut. Ofte byttes frimærker i timerne, og eleven er ukoncentreret. Han kan også blive kriminel for at skaffe penge til sit frimærkeforbrug.

- Men det er jo stadig kun sådan nogle små stykker papir, man kan købe på posthuset ...

- Sådan begynder det ofte, ja. Mange går videre til mønter og medaljer, og derfra til nazi-insignier, hagekors, og så videre. Filateli har nogle meget ubehagelige politiske over- og undertoner. Frimærkehandlerne er kun de små fisk. Bag dem står folk, der ved præcis, hvad de gør.

- Hvad gør de da?

- Ja, det ved vi ikke præcis.

- Kan dette her ikke stoppes?

- Det er meget vanskeligt. Danmark har ikke nogen rigtig lovgivning på området. Nu prøver vi indtil videre at få gennemført et forbud mod salg af frimærker til mindreårige. Så må vi se. Noget må der gøres, hvis vi skal undgå den forråelse af de unge, som filatelien repræsenterer.

- Er der andet, du vil advare imod?

- Vi kommer ud til foråret med en undersøgelse af de kurser i blomsterarrangementer, som bliver mere og mere almindelige i aftenskolernes programmer.

- Men det kan der vel ikke være noget skadeligt ved?

Psykologen smiler hemmelighedsfuldt.

- Vent og se!

 

 

December 1995 - Fangerne i lortet

Som de fleste danskere havde jeg en tid set frem til årets store begivenhed, det kongelige bryllup. Jeg havde nemlig en forestilling om, at journalisterne ville få så travlt med at interviewe en dame i Søborg, hvis mand skulle servere ved bryllupsmiddagen, at jeg i det mindste for en tid kunne undgå forespørgsler, om det var rigtigt, at jeg kom fra Mars og havde myrdet min mor.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. For et par dage siden ringede de fra tv.

Det sker regelmæssigt, at Eleva2ren eller et andet kulturprogram ringer og spørger, om jeg muligvis kan resumere mit forfatterskab på syv minutter? Ham her havde jeg imidlertid ikke talt med før.

- Ja dav, sagde han. Vi har et nyt tv-program, som vi godt kunne tænke os at have dig med i. Vi synes nemlig vældig godt om dine bøger, og så vil vi gerne hjælpe dig til at blive lidt mere kendt.

- Nå?

- Ja, sagde han udglattende. Jeg mener, du er jo ikke så kendt som Carina, vel?

- Hvem er Carina?

Det overhørte han.

- Ja, altså, vi har allerede en gæst til de to første programmer. Vi lægger ud med Uffe Ellemann. Ja, vi vil jo gerne hjælpe ham til at få det job, du ved. Men han får skam ikke lov til at snakke politik. Det sjove, forstår du, er, at vi sætter folk til noget, de aldrig har prøvet før. Senere har vi kulturministeren. Hen skal prøve at læse en bog.

- Javelja. Hvad var det for et program, sagde du?

- Ja, programmet hedder jo altså FANGERNE I LORTET. Det begynder med, at publikum råber »Tissekone! Tissekone!« og så kommer programværten ud, vi ved ikke helt, om det bliver Casper Christensen eller Anders Frandsen.

- Hvem er ...

- Det aktiverer folk, at det er dem, der skal råbe de optrædende frem på scenen, forstår du. Folk kan godt lide at råbe. Vi opfordrer også seerne derhjemme til at råbe ud ad vinduet. Senere råber de »Husk tutten! Husk tutten!« og så kommer Sjoferten frem. Det er en dværg iført et stor kondom, og han har sit Lidermeter med. Han går rundt iblandt publikum for at finde nogen, der tænker på noget sjofelt, og så hyler lidermeteret. Så skal den pågældende publikummer op på scenen og lave en striptease. Bagefter måler et stort Lidermeter, hvor ophidset publikum er, altså det viser, hvor meget de råber og stamper, og for hvert point på lidermeteret er der guldmønter at hente, som kan veksles til hundredkronesedler. Lyder det ikke morsomt?

- Men - jeg forstår ikke. Hvor kommer gæsterne ind?

- Det kommer nu. Nu bliver der nemlig kørt et kæmpestort lokum ind på scenen, som er fyldt med, du ved, rigtige høm-hømmer. Men der er også guldmønter i. Så skal gæsten, det er dig, »fange i lortet«, det vil sige, du skal kravle ned i lokummet og prøve at samle så mange guldmønter, du kan i løbet af et minut. Når du så kommer op igen, skal publikum bestemme, om du har svinet dig nok til. Ellers råber de nemlig »Pissepot! Pissepot!« Og så skal du have en natpotte hældt ud over hovedet. Forstår du, sådan viser du, at du ikke er spor hovskisnovski, men en ganske almindelig dansker, der ikke er bange for at gøre dig til grin. Vi kan sætte dig på allerede til den tredje udsendelse!

- Ja. Jeg tror ikke ...

- Nåenej, vrissede han. Hvis du vil fortsætte med firecifrede oplagstal, så gerne for os. Vi prøver bare at gøre dig en tjeneste. Der er nok, der gerne vil, kan jeg love dig for!

Den følgende dag talte jeg med en kollega, som oprindelig havde skrevet romaner, men nu redigerede madsiderne i et af dagbladene. Det var der flere penge i, sagde han.

- Du er godt tosset, betroede han mig. Det skulle lige have været mig. Så havde kulturprisen været hjemme. Ja, du tror da ikke, prisuddelerne har tid til at læse alle de bøger. De tager selvfølgelig dem, de kender fra tv ...

Bagefter følte jeg mig lidt dum. Til sidst ringede jeg tv-manden op igen. Men nu havde de skærpet kravene.

Lokummet var nu ikke længere blot fyldt med almindelig lort, men med et bredt udsnit af efterårets udgivelser. Så trak jeg mig.

 

 

November 1995 - Man kan ikke sammenligne

Man kan ikke sammenligne. Jo, det kan man selvfølgelig godt, men så bliver det også noget pjat og viser bare, at man ikke har sat sig ordentlig ind i sagerne.

Som nu det med at kalde danskerne racister. Danskerne er sgu ikke racister.

Nazisterne, de var racister. Vi har jo religionsfrihed her i landet, og jøderne blev jo netop forfulgt, fordi folk ikke kunne lide deres religion, og så fordi de havde en eller anden skør ide om, at jøderne ville overtage verden.

Når vi vil have indvandrerne ud, er det et led i kampen mod kriminaliteten. Undersøgelser viser nemlig, at praktisk talt alle forbrydelser i Danmark begås af indvandrere.

Enhver kan jo se på film fra dengang, hvordan det var, hvordan nazisterne gik i lange sorte støvler. De var jo sadister og homoseksuelle alle sammen.

Hvornår har du sidst set en dansker i lange sorte støvler? Det kan ikke sammenlignes.

Der er nemlig en lille ting, man glemmer, og det er, at vi lever i et demokrati. Hitler blev ikke demokratisk valgt.

Ja, det gjorde han måske, men så var det, fordi folk var bange. I virkeligheden var der ingen, der kunne lide ham.

Det er da klart, når man lever i et land, hvor man skyder på demonstranterne. Man kan være helt sikker på, at hvis politiet skyder på os, så er det, fordi vi selv har bestemt, at de skal gøre det.

Tror man måske, politiet i et diktatur ville finde sig i at blive kritiseret? Hvis en dansk betjent skyder en demonstrant, så bliver sagen undersøgt.

Han får besked på at diskutere tingene igennem med sin kone og kun i det tilfælde, hvor hun mener, at han handlede forsvarligt, bliver sagen stillet i bero. Det kan man ikke sammenligne.

Hvordan politiet opfører sig i andre lande, kan man se på Amnestys plakater. Hvis det danske politi bliver meldt til Amnesty, så er det af nogle sorte ballademagere.

I den slags lande holder politiet hånden over en korrupt regering. De danske embedsmænd er ikke korrupte.

Alle de der sager med tamiler og så videre er en storm i et glas vand. Det kan overhovedet ikke sammenlignes.

I den slags lande er der jo rige og fattige. Der er folk, der bor i de rene paladser, og andre, der næsten ikke har til det daglige.

Det er, fordi de tror, kejseren er en gud eller sådan noget. De er ikke kommet videre end de primitive, der tror, at en af deres forfædre er genopstået fra de døde, og at de kan få del i hans kraft ved at lade, som om de spiser hans kød og drikker hans blod.

I øvrigt synes jeg, denne artikel er ved at få en kedelig tendens. Jeg synes, læseren skal lægge den fra sig, inden det er for sent.

Nå, der er en, der fortsætter! Ja, okay, men husk så på, at ham, der har skrevet den, ikke er rigtig velforvaret.

Det kan man da ikke være, når man siger det modsatte af alle andre. Når der var nogen, der gjorde det i gamle dage, så var det jo for at kunne sige det samme, som vi andre siger i dag, og som alle ordentlige mennesker i virkeligheden mente allerede dengang.

Han sagde det bare bedre. Det var jo derfor, han blev berømt.

Godt nok solgte Georg Brandes oprindelig kun i 500 eksemplarer, men kunne efter tredive års forfatterskab konstatere, at han nu var kommet op på 700. Og var sådanne forfattere kaviar for den store hob, så kunne de i det mindste basere deres forfatterskab på en intelligent kritikerstand. Skulle det endelig ske, at de ikke blev anerkendt i deres fædreland, var der jo altid Nobelprisen at håbe på. Det kræver naturligvis et vist format.

Det er således ikke nok at være en Ibsen eller Tolstoj. Man skal helst være en Echegaray, Eucken eller Carducci, eller en af de andre store, som fik deres udødelighed etableret på denne måde.

Og desuden, hvis en forfatter er intelligent nok til at skrive alle sine samtidige under bordet, må han vel også være fornuftig nok til at mene det rigtige. Ikke sandt?

Det er kun til at ryste på hovedet af. Det kan da godt være, at genier døde af sult i gamle dage.

Men nu har vi jo kulturministeriet. Det kan slet ikke sammenlignes.

 

 

Oktober 1995 - Demokrati

Kan man ikke være aktuel, er der jo heldigvis altid jubilæerne at falde tilbage på. Nu træffer det sig faktisk så heldigt, at det i år er netop et kvart århundrede siden, Bodil Nielsen, bedre kendt som Trille, forargede alverden ved at synge Jesper Jensens søde vise om »Øjet«, og man spørger uvægerlig sig selv: Er det virkelig ikke mere?

En allestedsnærværende Gud forekommer i dag at være utrolig gammeldags. Og dog er det altså ikke så længe siden, dette begreb blandede sig i alting, fra moral til politik.

Man havde måske efterhånden ikke så megen fidus til Ham, men med skulle Han nu, for at det kunne blive ordentligt! Han var især aktiv i krige og mineulykker, men samtidig var vi heller ikke helt trygge ved, at Han forsvandt ud af folkeskolen - heraf forargelsen.

Måske var det i virkeligheden denne hjerneløse insisteren på det guddommelige, der i sidste ende tog livet af Ham, og det er nu i grunden synd. Der er nemlig meget andet, vi kan bruge en Almægtig Gud til, end som garant for vore tanks' honnette intentioner og prædestinerede Endsieg, og vi kan således i nogen grad siges at have smidt barnet ud og beholdt badevandet.

Vi har fyret urmageren, men anskuer stadig med forkærlighed verden som et urværk, bortvalgt lovgiveren, men insisterer nu så meget mere fanatisk på de nu ganske fritsvævende morallove, der stadig i høj grad afspejler kamelavleres syn på sædelighed og anstændighed. Så kan det være en god ide at erindre sig, at den benevolente verdensfornuft er ganske menneskelig af oprindelse.

I modsat fald får vi nemlig let »naturlove« og »realiteter« som alibi for umenneskelige principper og procedurer. Den liberalistiske socialdarwinisme er således ikke mere gudgiven eller faktuelt baseret end den deterministiske puritanisme, der inspirerede den.

I dag er Gud blevet gået, men han har forsømt at rydde sit skrivebord for guddommelige principper. Storfavorit er Demokratiet.

Også her er der tale om noget særdeles esoterisk, og som det derfor er specielt vigtigt at hamre ind i skallerne på skolebørn og andre ubefæstede sjæle. Igen insisterer vi på universel validitet og relevans for vores guddom over for de sortsmudskede hedninge, og der er derfor en reel fare for, at det vil gå denne institution ligesom dens guddommelige forløber, at den vil undslippe os som en prut under en bordtale.

Og det er nu i grunden synd. Demokratiet er og bliver nemlig kongevejen til afgørelse af alle stridsspørgsmål mellem ligestillede.

Selv den mest fanatiske antidemokrat vil ikke benægte, at det er den eneste måde at afgøre på, om Antidemokratisk Forenings årlige udflugt skal gå til Tivoli eller Bakken. Problemet opstår, når demokratiet bliver et universelt princip, et endemål for den historiske udvikling, så at demokratisering på ethvert felt ikke blot er ønskelig, men løsningen på alle problemer.

Thi hvilket demokratisk land kan have fattigdom, krig eller solformørkelser? Halleluja!

Selv intellektuelt mindre gavmildt udstyrede individer vil ikke have vanskeligt ved at komme i tanker om en hel del områder, hvor en demokratisering ville være nærmest katastrofal. Kunne man for eksempel forestille sig videnskabelige teorier sendt ud til afstemning? Det er selvfølgelig noget helt andet med de politiske, for de er jo ikke videnskabelige.

Litteraturen kan vi ligeledes trygt holde udenfor, som enhver moderne anmelder ved, er det nemlig uvægerlig den bedste bog, der sælger bedst. Folket kunne aldrig lade sig forlede af nazistiske demagoger, det er derfor, vi bliver nærmest hysteriske, hvis de får taletid.

I virkeligheden er der nok ikke mange af dette blads læsere, der ville være særlig begejstrede for gennemførelsen af den politik, konsekvente folkeafstemninger ville resultere i. Kastrer dem! læste jeg forleden på en løbeseddel.

Jeg købte ikke bladet, så jeg ved ikke, om det var sædelighedsforbrydere, homoseksuelle, indvandrere (der jo som bekendt formerer sig som rotter) eller nazister (og så er det jo i orden), opfordringen gjaldt, men egentlig synes jeg heller ikke, det gør den store forskel. Det afgørende var, at dette var et udtryk for læser- og folkeviljen, den samme folkevilje, der omkring det samme tidspunkt gav et norsk parti, hvis valgkampagne hovedsagelig har bestået af racistisk propaganda, en historisk valgsejr.

Demokratiet forbliver altså i lighed med Gud et efterhånden temmelig ildelugtende skelet i skabet, og så er faren overhængende: En dag ryger det hele ud! Selvfølgelig skal man ikke regne med at komme godt fra at betvivle det demokratiske princips almengyldighed.

Yndlingsmanøvren er gerne at sætte den lokale afart af parlamentarisme, som vi kalder demokrati, op mod nazismen som modsætning og eneste alternativ. Dette er naturligvis den pinligste demagogi.

Hitler blev valgt med en majoritet, få andre statsoverhoveder har kunnet opvise, og personificerede således som ingen anden sin tids folkevilje. Det påhviler følgelig tilhængerne af dogmet om demokratiets ufejlbarlighed at forklare, hvordan dette kunne gå for sig, og vigtigere, det stiller det demokratiske systems vigtigste samvittighedsspørgsmål: Har vi ikke somme tider ligefrem pligt til at være udemokratiske, ganske uparlamentariske og med vold at omstyrte den magt, det hypotetiske folk har givet sit mandat?

Svaret på alle disse spørgsmål må være, at demokratiet er en rent praktisk styreform med visse indbyggede, men langtfra altid tilstrækkelige garantier mod overgreb. Det hverken erstatter eller kan veje tungere end næstekærlighed og tolerance. Vi har stadig en rent menneskelig forpligtelse til at bryde love, vi finder tåbelige, og at bekæmpe uduelige, korrupte og umenneskelige regeringer med alle tilrådighedsstående midler, demokratiske eller ej.

Hvem afgør det? Det gør vi.

Regering og love fritager ikke for personligt ansvar, og dette ansvar er ikke, som tyranner til alle tider har hævdet, et ansvar over for regeringen og loven, men over for næsten. Det er det demokratiske ordgyderis forbandelse, som er mere lammende end nogen censur eller noget hemmeligt politi, at det fornægter nødvendigheden af en kontinuerlig revolution.

Det betyder ikke, at vi skal forlade den demokratiske tanke. Men det betyder, at vi kan komme i en forfærdelig knibe, hvis vi forlader os på den.

 

 

September 1995 - Prøvesprængninger

Noget af det sværeste for en columnist er at være aktuel. Jeg mener, hvem fanden gider læse om gårsdagens problemer?

Den tid er trods alt forbi, hvor vi sad og filosoferede over det samme mammutben i ugevis. Nu om stunder er vi blevet så dygtige til at løse vore problemer, at en avis med respekt for sig selv ikke skriver om det samme to dage i træk.

Forurening? Det var i går.

At skrive til næste måneds nummer er altså lidt som at sidde på månen. Hvem ved, hvad alle vil tale og skrive om så langt ude i fremtiden?

Nu er det i løbet af det forgangne år ikke lykkedes mig at skrive om noget som helst, nogen i deres vildeste fantasi kunne finde på at debattere. Så er det jo noget af en gave fra himlen med en nyhed, som stadig vil være aktuel i september, jeg tænker naturligvis på prøvesprængningerne i Stillehavet.

Hvis jeg lyder kynisk, må jeg gøre opmærksom på, at jeg jo ikke er den eneste, der nyder godt af denne begivenhed. Vi er trods alt mange her på alderdomshjemmet, som længes tilbage til tresserne, hvor det hele var lidt lettere at forstå. Nu fører SF socialdemokratisk politik, og socialdemokraterne konservativ politik - hvilken politik de konservative fører, vil jeg overlade til læserens intelligens at udgrunde.

Serberne er onde ved muslimerne, som er onde ved deres koner. Hvem i alverden skal man holde med?

Og så sker der sådan noget. Jeg var straks oppe på pulterkammeret efter det atomfri banner og kassen med alle de små cirkler med det omvendte træ - til benefice for den yngre generation skal jeg gøre opmærksom på, at dette symbol ikke betyder: Fæld regnskovene!

Ved samme lejlighed fandt jeg i øvrigt mit gamle eksamensbevis - det var lagt ind i coveret på en Yoko Ono-plade. Så kniber man jo en tåre.

Nu om stunder hører man jo kun ordentlig musik i det der radioprogram »For de progressive på fyrre«. Eller er det firs?

Og så er vi endda ikke de eneste. Selv vores prinsgemal er blevet populær på dette spørgsmål - det må være en helt ny fornemmelse.

For slet ikke at tale om en og anden forfatter med dalende salgstal. Glemt er venstre og højre, rig og fattig! For det er da forfærdeligt ...

Selvfølgelig er det lidt ærgerligt at svine en Jord til, som man skulle synes, var snavset nok i forvejen. Men tænk på fordelene.

De er så store, at jeg straks vil foreslå en alternativ plan. Eet sådant alternativ er naturligvis indlysende.

Jeg mener, når man nu har alle disse problemer med Gorazde og Sarajevo, og hvad de nu hedder alle sammen, og man alligevel har disse her bomber, man gerne vil prøve - af hensyn til NATOs troværdighed, naturligvis. Jeg mener, hvad ville være mere overbevisende?

Man ville hermed også have elimineret flygtningeproblemet. Mit initiativ er imidlertid endnu mere radikalt.

Min plan er denne: Statsministeren bør øjeblikkelig foreslå den franske regering, at prøvesprængningerne henlægges til Nordsøen. Kan man forestille sig reaktionen?

Folkemasserne foran Christiansborg? Besætterne vil helt glemme at besætte til fordel for denne værdigere sag, og boligselskaberne kan tilbageerobre deres brandfælder uden sværdslag, og altså uden at vore brave århusianske politifolk får en eneste håndvask i hovedet.

Aktivisterne kan måske endda tilkæmpe sig en vis respekt i befolkningen. Jeg kan se dem for mig, hånd i hånd med de opmødte medlemmer fra den Danske Forening, afsyngende »Danmark for Folket«, eventuelt tostemmigt.

Jamen nu kommer kuppet! Dagen før den planlagte sprængning i området, der allerede vrimler med progressive optimistjoller, proklamerer regeringen, at den har fragået sin beslutning.

BT kan skrive på sine løbesedler, at folket har talt, og Ekstra Bladet, at det Store Knald blev en Våd Fuser. Jamen vil det ikke være et nederlag for regeringen?

På ingen måde. De vil blot vise, at de har lært af vores nationaldigter Piet Hein at tabe ansigt, og at de - trods alt - er sande demokrater.

Og tænk, hvor meget tilliden til folkestyret og de parlamentariske spilleregler vil have vundet! De venstreorienterede vil lyse af selvbevidsthed, og de højreorienterede smile alfaderligt: Jo, demokratiet er skam godt nok!

Det er sådan nogle sager, vi skal have nogle flere af, som vi alle kan stå sammen om og glemme vores egoisme og alt det politiske kævl om dagpenge og andre ligegyldige ting. Ja, vi kan såmænd blive så enigt et folk, at vi slet ikke har brug for fagforeninger - det er jo set før!

Hvis jeg med min lille spalte kan bidrage til således at forene det danske folk, vil jeg ikke have skrevet forgæves. Og der er jo nok at tage fat på!

Personlig har jeg altid syntes, de mange grimme papirkurve skæmmer bybilledet. Her er grundlag for et nyt folkeligt krav, og måske en konkurrence om et nyt design?

Det kan nytte!

 

 

Temanummer 1995 - VCS - En folkesygdom

Et virus er en infektion. Afhængig af en vært. Det inficerer, fremkalder sygdom og sætter immunforsvar i højeste alarmberedskab. Det angriber mennesker, dyr, planter, og levende organismer. Det angriber computere, kulturer og samfundsstrukturer.

PRESS bad en forfatter, en virolog, en cyberpunker, en digter, en religionshistoriker og en historiker forholde sig til begrebet. Sammen med en tegner, en illustrator og en fotograf.

Virus, -(s)en el. -(s)et, -(s)er el. virus el. vira, bf.flt. virus(s)e(r)ne el. viraene. - Retskrivningsordbogen.

--------------------------------------------------------------------------------

Der har været epidemier, så længe der har været samfund. Den smitsomme sygdom er en lige så uundgåelig følge af kultur som overbefolkning.

Hippokrates skriver om en epidemi af fåresyge.

I 542 hærgede byldepesten Europa.

I det tyvende århundrede har vi haft den store influenza-epidemi i 1918-19 og den mere snigende AIDS. I nogle tilfælde er mange områder berørt, og vi taler om pandemier.

I andre er en bestemt sygdom altid mere eller mindre aktiv i et bestemt område, vi siger, den er endemisk. Influenzaen er et eksempel på en smitsom sygdom, vi har lært at leve med, skønt den altså i svære tilfælde kan virke decideret affolkende.

Det, der gør specielt vira så vanskelige at bekæmpe, er, at de kan tage så mange forskellige former. Man har længe søgt efter kræftfremkaldende vira, og også denne sygdom er så mangeartet, at den måske snarere må betragtes som et symptom på en række forskellige sygdomme.

Kræftcellen og den virus-inficerede celle har det til fælles, at deres naturlige stofskifte er sat ud af kraft. En kræftcelle er en vildtvoksende celle, og en virus kan på samme måde ses som en nukleinsyre, der ikke længere opfylder sit formål.

For at forstå den syge celle må vi med andre ord forstå den raske. Ofte repræsenterer virus-angrebet en forsimpling af cellens naturlige funktion.

Hvor den styrende mekanisme normalt tager ansvar for cellens stofskifte, varetager den indtrængende virus kun de enkle funktioner, som betrygger dens egen eksistens. Ligesom cellerne er vira også ofte specialiserede og angriber bestemte væv.

Selve mekanismen er imidlertid så universel, at man endog taler om computer-vira, som angriber maskinernes software. Det er altså uhyre vanskeligt at præcisere, hvad en virus egentlig er.

Vi kender dens virkninger, og i visse tilfælde kan vi mildne eller ligefrem bekæmpe dem, men det er også ofte alt, hvad vi kan sige om den. Nogle vira har været med os, så længe vi kan huske tilbage.

Visse, som den almindelige forkølelse, er nærmest et irritationsmoment. Vi har vænnet os til dem, og de er kun sjældent livstruende.

Vi har opgivet nogen sinde at slippe af med dem og nøjes derfor med at begrænse deres skadelige virkninger mest muligt. Mange af dem opdager vi slet ikke, og der skal en fagmand til at få øje på dem.

I andre tilfælde er vi kendte med symptomerne, men ubekendte med den sygdomsfremkaldende organisme. En sådan er Virus Colloquiale, der, som navnet antyder, overføres ved almindelig samtale.

Skønt denne organisme angriber nervesystemet, er den dog i sin almindeligste form, Virus Colloquiale Simplex, forholdsvis ufarlig. Igen er det vigtigt at forstå den normale funktion. Den menneskelige hjerne er et kompliceret organ med en specialiseret opgave. Det er den, der genererer den verden af synsindtryk og lyde, som vi gerne kalder virkelighed.

Denne billedverden kan genereres uafhængig af vore medmennesker eller i samspil med dem. I det sidste tilfælde vil den opståede verden synes at være fælles, ja, vi er ofte tilbøjelige til at føle, at vi befinder os i den sammen med vore medmennesker, hvilket kan betegnes som en praktisk illusion.

Det er her, den føromtalte forsimpling sætter ind. Den normale aktive erkendelse af verden udvikler sig til en tvangstanke, en vrangforestilling, hvor denne verden antager en skræmmende realitet uafhængig af iagttageren.

Han begynder at blive bange for, at hans virkelighed på en eller anden måde er »forkert«. I dette stadium er patienten ofte usammenhængende og svær at følge.

Det kan være vanskeligt at forstå, hvad det er for en »virkelig virkelighed«, han leder efter, og lægens forsikringer om, at virkelighed jo blot er en praktisk tankekonstruktion, og at det derfor er meningsløst at lede efter nogen »sandhed« hinsides den enkelte models brugbarhed, vil ofte ikke have nogen virkning. Patienten insisterer på, at hans læge skal tage den rigtige kvadratrod ud af skuffen i skrivebordet, hvor han har gemt den, så han kan se, om den virkelig er rød.

Fordi denne vrangforestilling ligger så tæt op ad vores almindelige pragmatiske omgang med den neurologisk genererede virkelighed, er man ofte ikke opmærksom på den, hvorfor den forbliver ubehandlet og kan gå over i det næste, farligere stadium, Colloquiale Verax. Patienten er nu overbevist om, at hans virkelighed er »rigtig«, men heraf følger med den sindssyges logik, at hans medmenneskers er »forkert«.

Ofte er han af den overbevisning, at de udgør et komplot mod ham og hans virkelighed. Han må følgelig »kæmpe for sandheden«, og det er her, patienten kan blive voldelig og udgøre en vis risiko.

Hermed mener han ikke simpelt hen, at hans model er bedre eller mere praktisk end hans medmenneskers, men at den er i overensstemmelse med en eller anden mystisk åbenbaring af, hvordan verden »virkelig« er, eller lignende. På dette stadium får vrangforestillingen gerne følgeskab af en anden, om en »udvikling«, en guddommelig skaberplan med patienten som endemål, ifølge hvilken ingen af historiens kulturer eller personligheder kan tages alvorlig, idet de jo blot må betragtes som ufærdige og ufuldkomne udgaver af ham selv.

Her slår sygdommen ofte over i egentligt storhedsvanvid, hvor selv de store kulturreligioner betegnes som »overtro«. Hvis den forbliver ubehandlet, nås det næste stadium ret hurtigt, det såkaldte Colloquiale Ethicum.

Nu er ikke blot virkeligheden givet, men også handlemåden. Dette medfører en gradvis følelsesmæssig afstumpning hos patienten, idet hans medmenneskers tilbøjeligheder og motiver bliver mere og mere ligegyldige for ham.

Alt, hvad der betyder noget for ham, er, om deres ydre handlinger er i overensstemmelse med den vilkårlige rettesnor, han sætter op for dem. Igen nytter det ikke noget at henvise til forskellige kulturers anbefalinger af vidt forskellige handlemåder, man må jo nemlig huske på, at patienten tilkender sig selv guddommelig dømmekraft, så at han uden besvær kan identificere historiens helte og skurke.

I sin forvirrede tilstand kan han ofte ikke skelne »det sande« fra »det gode«, så at også divergerende synspunkter bliver udtryk for »ondskab«. Dette gør sig især gældende i den meget farlige variant Colloquiale Politicum.

I denne tilstand er patienten ofte meget urolig, megen tid går med at male skilte med »sande« sentenser, som derefter paraderes på gader og stræder. Af en eller anden grund får sandheden åbenbart større sandhedsværdi, hvis mange bekræfter den.

Det er i dette stadium af sygdommen, at smittefaren er størst. En enkelt ufarlig galning kan således på kort tid blive til en pøbel, der kæmper for sandhed og ret.

Det er karakteristisk, at det usande og onde åbenbart altid manifesterer sig som mennesker, som patienten derfor ofte vil føle sig foranlediget til at antaste. Det bedste bevis for en sags retfærdighed synes altså at være åbent kraniebrud. Hvad kan man gøre? Hjælper det at spise C-vitaminer?

Næppe. Der er imidlertid et par enkle regler, som, hvis de følges samvittighedsfuldt, i det mindste kan nedsætte risikoen for at blive smittet.

1. Tag altid den svages parti. Du skal altså bestræbe dig på at forsvare den indvandrer, homoseksuelle, sædelighedsforbryder eller nazist, din nabo fordømmer. Tag udgangspunkt i den fælles menneskelighed og menneskelige diversitet. Forklar ham, at den udvalgte skurk sikkert har kæledyr og kropslugt ligesom han selv, og at der formentlig blot er tale om et anderledes udtryk for hans egne behov.

2. Vær altid uenig med flertallet. Det er et faresignal, hvis andre giver dig ret, eller du bliver populær. Det er et tegn på, at sygdommen har bredt sig. Enten er du blevet smittet af de andre, eller de andre er blevet smittet af dig. I begge tilfælde lider den personlige virkelighed skade, og mennesket er personlig virkelighed. Lad være med at bagatellisere eller bortforklare symptomer. En forfatter, der tildeles en litteraturpris, kræver øjeblikkelig behandling.

Hvad gør jeg, hvis jeg har mistanke om, at jeg er smittet med for eksempel Virus Colloquiale Simplex? Lad frem for alt være med at gå i panik, fordi du er VCS-positiv.

Samfundet er fuldt af positive mennesker, men langt de fleste kan hjælpes. Sørg for snarest at komme i behandling og undgå så vidt muligt at smitte andre.

Der er ikke nogen egentlig helbredelse, men mange muligheder for at lette symptomerne. Læsning er den behandlingsmetode, der indtil videre har givet de bedste resultater.

Opsøg med forkærlighed den såkaldt skadelige litteratur, pornografi, politisk ukorrekte bøger, diverse helligskrifter. En specielt drastisk kur går ud på rent faktisk at læse Det Ny Testamente.

Vil det blive muligt i fremtiden helt at udrydde denne frygtelige sygdom? Vi ved det ikke.

Indtil videre kan vi blot holde den nede. Vi kan alle sammen gøre vores ved for eksempel i vores dagligdag i nogen grad at erstatte debat med læsning og samtale med samleje og generelt holde os fra smittekilder, hvoraf aviser er de værste. Selv om vi ikke i detaljer kender sygdommens ætiologi, ved vi således en del om, hvem den fortrinsvis rammer. Tit har ofrene været i en tilstand af akut underernæring. Det er typisk mennesker, der forveksler »Sofies Verden« med filosofi, Tor Nørretranders med videnskab, Ebbe Reich med historie, Peter Bastian med musik, Peter Høeg med litteratur, Møllehave med Kierkegaard og Kenneth Branagh med Shakespeare.

VCS er en folkesygdom. Den er ikke noget at skamme sig over, men den er behandlingskrævende.

Mange mennesker med dette syndrom er senere kommet til at leve vågne, medfølende liv. Det første skridt mod behandling er som altid at erkende sin sygdom, og det er da også tit det sværeste.

 

 

 

Juni 1995 - En videnskabelig artikel

Dette er ikke en videnskabelig artikel. Det er noget langt mere videnskabeligt.

Det er en artikel om en videnskabelig artikel. Selvfølgelig kan det ikke på forhånd udelukkes, at nogen vil skrive en artikel om denne artikel, og så er det jo der, hvor det først for alvor bliver videnskabeligt.

Men lad nu det være. Kort og godt (men i videnskabelighedens interesse naturligvis hverken for kort eller for godt): Jeg har fået for mig, at jeg vil skrive en videnskabelig artikel.

Nu kunne jo nogen tro, at det skyldtes, at jeg havde opdaget noget nyt, som jeg ønskede at gøre opmærksom på. Dette røber imidlertid kun, at læseren ingen anelse har om videnskab, i hvert fald ikke den humanistiske, som naturligvis er den fineste.

Jeg skal derfor straks tage ham i skole og forklare sagens rette sammenhæng. Se, hvis jeg nu - helt hypotetisk - gik hen og opdagede noget, så kunne det eventuelt have interesse for min kone og mine venner eller måske sågar danne grundlag for fiktion.

Et videnskabeligt værk kunne der imidlertid aldrig komme ud af det. For at det kunne blive videnskabeligt, måtte det jo først antages, og når et videnskabeligt værk skal bedømmes, må man altid anstændigvis først spørge efter forfatterens kilder.

Hans værks veracitet står og falder jo nemlig med disse samme kilders, som så naturligvis igen må retfærdiggøres ud fra deres kilder, og således videre tilbage til Adam. Det kan altså ikke komme på tale at opdage eller opfinde noget, det kan i hvert fald ikke kaldes videnskabeligt.

For det tilfældes skyld, at denne korte introduktion til den humanistiske videnskabs forunderlige verden skulle have stimuleret nogen til at forsøge sig selv, skal jeg da gerne give nogle få hints. En videnskabelig artikel består af følgende fire afsnit: 1. En historisk oversigt, hvor den tidligere forskning på området kort resumeres. 2. Selve artiklen. 3. Noter. 4. KILDER og i tilslutning hertil en oversigt over de bøger, man har benyttet.

Det sidste er især vigtigt. Akademikere har generelt ikke tid til at læse bøger, det er derfor imperativt, at man anfører alle de bøger, man rent faktisk har læst, eventuelt forordet til. Inden man når så langt, ligger der dog en lang forskningsproces, som ofte kan tage flere år, og som man derfor rimeligvis kan få støtte til.

Her behøver læseren dog ikke føle sig udenfor, alt, hvad han behøver at gøre, er at gå ind på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor han vil finde forskerne i gang med forskningen. Først må de jo nemlig finde egnede kilder, derpå kilderne til disse kilder, og så fremdeles.

Ønsker man således at bidrage til Goethe-forskningen, kan man tage udgangspunkt i professor Abschreibers kommentar til professor Nachsprechers gennemgang af professor Nichtswissers originale artikel om det sidste semikolon i Faust. Her må man dog vare sig, så man ikke kommer til at læse Goethe selv, hvilket ville være højst uvidenskabeligt.

Det er naturligvis hårdt arbejde, og det kan derfor heller ikke undre, at de artikler skattes særlig højt, som er deciderede kataloger og på denne måde kan lette arbejdet for andre forskere. Et indlysende bud på en doktordisputats ville således være: »Danske avisartikler under Estrup-regeringen indeholdende ordet 'således'.« Man vil så formodentlig yderligere kunne prale af, at ens arbejde har inspireret Ebbe Reich til en roman.

Måske er man blevet en smule bekymret over det punkt, som vi har kaldt »selve artiklen«. Denne bekymring, kan jeg imidlertid berolige med, er ganske grundløs.

Jo mindre artiklen er, og jo større noteapparatet, jo mere videnskabelig er artiklen jo nemlig, så en virkelig videnskabelig artikel kan altså snildt undvære dette afsnit. Som man vil forstå, er videnskab slet ikke så vanskelig endda, og ud fra mange dejlige erfaringer fra min egen studietid kan jeg kun anbefale universitetet som det uden sammenligning bedste alternativ til et beskyttet værksted.

»Beskyttet« er givetvis her nøgleordet. Fjern er den tid, hvor videnskabsmanden udforskede naturen på dens yderste stormombruste rev. I dag flytter den nybagte magister ind i en velopvarmet kontorbygning med to postrør, et mærket IND beregnet til kilder, og et andet mærket UD til afskrifter.

Eneste levn fra den menneskelige erkendelses barbariske fortid er således skulpturen over hovedindgangen af ørnen, der uvist af hvilken grund stadig skuer mod det himmelske lys. Jeg foreslår den snarest muligt udskiftet med en ældre herre, der leder efter sine briller.

 

 

Maj 1995 - Fremtiden

Det er en naturlov - ja, det er almindelig sund sans - at fremtiden engang vil være fortid. Somme tider bliver den det uden nogen sinde at have været nutid.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, forekommer det mig således, at jeg levede i fremtiden. Det var dengang, da Vor Ven Atomet, et lille planetsystem med arme og ben og små flittige lyn, ikke uden en vis lighed med Onkel Færdelsbetjent, tog os undrende små i hånden og førte os ind i et land uden sygdom eller sult.

Badende i lægende stråler, velnærede af det berigede korn vandrede vi mod en verden lige ud af Vagttårnet. Alternativet var jo frygteligt, Dommedag med ild og svovl regnende fra himlen.

Det var op til os verdensborgere, nu Jorden var blevet en blot og bar klode. Over os tegnede raketterne deres himmelskrift, og vi vidste alle sammen, at vi endnu inden udgangen af dette århundrede ville holde ferie på Mars, hvis vi ikke allerede var på vej til stjernerne.

I dag har rumforskningen vist sig lige så urentabel som verdensregeringen for USA som den største aktionær. Men utopierne er vore kollektive håb, som vi ikke gerne slipper. Og bliver de for tåbelige, kan vi altid forklæde dem som dystopier.

I vore dage snakker skolelærere meget om det store upersonlige, centraliserede samfund, hvor vi alle sammen er bytes i en stor computer. Freud - som er ungefær lige så stendød ville kalde det overkompensation.

For intet ville naturligvis være en skolelærer kærere end en disciplineret klasse, hvor Den Store Computer sendte ham den ugentlige check for at udbrede sunde og opbyggelige tanker ad samme vej. Når han tordner mod den djævelske datamat, skyldes det derfor nok snarere, at han på forhånd føler sig udkonkurreret af DOOM.

Alle pæne mennesker drømmer om centralisering, så længe de selv forbliver centrale. Vi nyder intet mere end at påtvinge vores næste vore ideer.

Naturligvis skal vi have et internationalt politi, som passer på, at store lande ikke kaster sig over mindre, og et sådant må naturligvis sponsoreres af endnu større lande, som igen må sørge for at få deres udgifter dækket af de mellemstore lande, de kaster sig over. Jo flere af vore personlige problemer i vores ægteskab, med vores børn eller bøllen nede i gården, vi overlader til staten at løse, jo mere progressive kan vi rose os af at være.

I disse for vort land så alvorlige tider er det sidste, vi ønsker at øge arbejdsløsheden med en million dydsvogtere. Hvis opløsningen af ethvert menneskeligt traume er et nyt lovforslag, kan samfundet naturligvis ikke blive centraliseret NOK.

Ifølge den samme logik ser vi simpelt hen ikke det, vi i virkeligheden frygter. Vi ser ikke de stolte Forenede Nationer på vej mod konkursen.

Vi ser ikke kæmpehærene lide nederlag mod en flok vietnamesiske eller tjetjenske bondeknolde. Som politiker efter politiker bliver taget med hånden i kassen, politiet frikender politiet for det aktuelle blodbad, og bølge efter bølge af selvtægtigt raseri skyller ind over retssystemet snarere end de voldsforbrydere eller spritbilister, der startede diskussionen, gemmer vi heroisk hovedet i papirbunkerne og overvejer at flytte et komma til næste år.

Alle gode ting kommer trods alt oppefra. Problemet er, at det er der ikke længere nogen, der tror - bortset fra lovstifterne selv.

Lovtroen er blevet så tynd som gudstroen i forrige århundrede. Og som stiver efter stiver knækker, og stormen tager til, diskuterer vi borgerkort og gensplejsede tomater. Vi sender hundrede kroner til regnskovene som i min barndom til UNICEF lillejuleaftensdag, og imens er skovene allerede begyndt at hævne sig. Som Jerusalems døtre græder vi for Gud, når vi burde græde for os selv og vore børn.

Meget snart vil vi være alene i Mørket, eller - hvad vi frygter langt mere - sammen. Onkel Færdselsbetjent er død. Vi må begynde at lære at leve sammen, det, vi så længe har været forskånet for af love og embedsmænd. Vi må begynde at bekymre os om hinanden, for vi er hinandens ansvar, ikke en teoretisk stats.

Når autoriteten genopstår, må den være bygget på personlig tillid - hvordan kan jeg give et menneske magt over mig, som jeg aldrig har mødt? Og denne autoritet må være spinkel som sympati. Vi har ikke brug for blod og stil, men for kød, skrøbeligt og bøjeligt nok til at følge vore fredløse luner, forelskelse og venskab.

Det er ikke nogen glorværdig revolution, men et blot og bart sædernes forfald, og derfor kan vi ikke være i tvivl om, at den vil lykkes, og det mere overbevisende, jo mindre vi vil vide af den. Det er en i grunden ganske fredelig opstand, som ikke kræver bevidstgørelse af masserne.

Politisk korrekthed vil her være så malplaceret og ubrugelig som en dåseåbner i Amazonas. Vi kan ikke prædike den, kun forudse den, frygte den og prøve at forberede os på den.

Vi må kort sagt holde op med at vente på brandvæsnet og selv påbegynde slukningsarbejdet. For det kommer ikke.

Brandstationen brænder. Bag ekspert-systemernes Potemkin-kulisser gaber afgrunden, for de er så flade som DAN-kort. Vi er tilbage - hvilket ildevarslende ord - der, hvor vi må søge tilflugt hos næsten, nej sludder: Hos naboen. Vi har altid haft en mistanke om, at han stemte på de forkerte, men det er ligesom blevet irrelevant nu, hvor vi mangler sukker.

Det er naturligvis i grunden ærgerligt. Nu havde vi lige gået og glædet os.

Men vi kan lige så godt indse det først som sidst. Fremtiden er aflyst.

 

 

April 1995 - De små, sorte mænd

I disse for vort land så alvorlige tider vil jeg gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et problem, som bør ligge os alle stærkt på sinde. Jeg tænker naturligvis her på de små sorte mænd.

Hvad, vil læseren sikkert spørge, er en lille sort mand? Hvis en lille sort mand læste disse linjer, ville to tanker straks falde ham ind.

Hvorfor ikke hvide? Og hvorfor ikke kvinder?

Små sorte mænds øren er nemlig veludviklede med hensyn til alle slags racistiske og fascistiske over-, under- og mellemtoner. Ingen afart af chauvinisme undgår deres opmærksomhed, muligvis undtaget deres egen.

Deres forvirring i det aktuelle tilfælde vil imidlertid være kort. Små sorte mænd er ikke nemme at forvirre.

De vil nemlig formodentlig allerede have bemærket navnet på artiklens forfatter, og det forklarer jo meget. Hvis ikke, kan de slå op i deres katalog.

Alle små sorte mænd har små sorte kataloger over alting. Små sorte mænd inddeler ikke deres madvarer i kalorier og proteiner, yin eller yang, men venstre- og højreorienterede, og de er aldrig i tvivl om indholdet af dekstrose.

Filmanmeldere - hvilket er en almindelig beskæftigelse for små sorte mænd - har et særligt katalog (Kriterier for Filmkritikere, 1925), som forhindrer dem i nogen sinde at blive forvirrede. Takket være disse kloge 16 sider lader de sig ikke dupere af budget eller håndværksmæssig dygtighed. De ved nemlig, at det virkelige kunstværk er en sort-hvid stumfilm om et polsk postbuds hverdag, optaget med håndkamera af en epileptiker midt i et anfald.

Smag er trods alt subjektiv, men kataloger kan man lovgive efter, og det ligger netop de små sorte mænd meget på sinde, at kvalitet skal blive et alment krav. De er utrættelige fortalere for censur, af kærlighed, vrede, og generelt afvigende synspunkter. Det er da endelig også ganske urimeligt, at disse mennesker skal bruge deres kostbare tid på at bagtale forfattere, som man simpelthen kunne forbyde!

En gang om året går de med sørgebind, det var den dag, DR mistede monopolet. Deres ideal er én kanal, der er lige så underholdende som TV1 og lige så intelligent som TV2. De er generelt imod alt det udenlandske gøgl, der bærer ansvaret for, at kun deres gamle mor mødte op til det foredrag, de holdt på Søllerød Bibliotek om pindsvinets stilling i det industrialiserede samfund belyst gennem Godards film.

Især er de bekymrede for ungdommen, som tilbringer alt for megen tid foran computer-skærmen - læseren husker sikkert fra sin egen barndom den fascistiske onkel, der fortalte hans forældre, at han ikke skulle sidde hele dagen med næsen i en bog, men hellere se at komme ud og spille noget fodbold! Sagen er jo nemlig den, at de små sorte mænd ikke har forandret sig ret meget.

I halvfjerdserne kaldte de sig vistnok venstreorienterede, nu om stunder er man for det meste vendt tilbage til højskolen og dannebrogsflagene. De fleste abonnerer på Information eller Kristeligt Dagblad.

På universitetet har de lært ikke at læse, men at læse hen over. Det kaldes kritisk sans og forhindrer, at man kan ændre mening efter andet end offentligt direktiv.

Anderledes tænkende er indlysende skurke, men for en sikkerheds skyld gør man dem lidt mere indlysende. Ikke-parti-fæller må således formodes at voldtage deres døtre og lemlæste deres kat.

Små sorte mænd bliver altid til grin. Hundrede år senere.

I deres egen levetid nyder de anseelse som utrættelige og ubestikkelige menneskekendere og -venner, indtil de med samme selvfølgelighed overtager skurkerollen som idioterne, der ikke forstod den Store Røde Mand og overdøvede Ham med filistrøst sludder. I mellemtiden er Hans lidenskaber stivnet til principper, som en ny generation af små sorte mænd kan inkludere i deres katalogsamling.

Så de små sorte mænd har bestemt deres funktion. Ja, en Kierkegaard kræver sin Martensen og Mynster, som planten kræver sin muld. Jeg er således på ingen måde fremmed for den tanke, at kritikere er kunstens gartnere, og at alt, hvad de skriver, er gødning.

Se, nu har mindst hundrede små sorte mænd læst denne artikel. Ingen af dem har forstået et ord, og ingen af dem føler sig på nogen måde truffet.

Det er sort magi.

 

 

Marts 1995 - Forsvar for vold

Dette er et forsvar for Vold. Læseren er advaret og kan blade om.

Det er vigtigt med den slags advarsler. Vi risikerer ellers let at blive forført af nogen, der kan skrive.

Måske er det derfor, vi foretrækker dem, der ikke kan. Jeg ved det, for jeg har altid selv været en af de ubefæstede sjæle, som ikke kræver told af verden.

Og Vold er jo ikke noget, man taler eller skriver om, eller i det mindste kun med tilbageholdt åndedræt, så taleren ligner et udråbstegn dirrende i rummet. I min barndom var det Sex.

Der var tilsyneladende ingen, der rigtig kunne blive enige om, hvorvidt sex var sygeligt eller syndigt, men det var mindst en af delene. Der var selvfølgelig mange syge og syndige mennesker, men det var jo også et sygt samfund og en syndig verden.

Vi vidste jo nemlig godt, hvor sex kom fra. Det var de der film og magasiner. Hvis man blot kunne forbyde dem, ville sex forsvinde ud af verden.

Der var godt nok dem, der hævdede, at sex var en livsytring, og det var naturligvis de værste. Hvordan kan svineri være en livsytring?

Det var nok også dem, der mente, at mennesket nedstammer fra aberne. Nogle af dem talte ligefrem om dobbeltmoral. I dag er det vold. Og dobbeltmoralen lever stadig i bedste velgående. Ligesom der i min barndom var legal sex og illegal sex, er der nu legal og illegal vold. Den legale er magthavernes. Det er det store lands vold mod det lille, der »krænker menneskerettighederne«. Det er supermarkedets sikkerhedspersonales vold mod den seksten-årige, der har hugget en sodavandsis.

Der skrives meget om, at politiet ikke må overskride deres beføjelser og gøre sig skyldige i unødvendig voldsanvendelse, men dermed har vi også netop sagt, at der er en vold, der er nødvendig. Javist, for lov er lov, og lov skal holdes, og du kan naturligvis ikke overtale et menneske til at lade sig indespærre som et dyr i et af vore fængsler, du må nødvendigvis banke ham sanseløs først.

Vold er nødvendig. Men kun samfundets vold, ikke vores. Et samfund, som er en forretning som alle andre, bortset fra at i dette firma ejer chefen os. Og det er i dette samfund, man drister sig til at prædike ikke-vold.

Og hvorfor ikke? Det er hverken mere eller mindre end den pie-in-the-sky, som engang prædikedes fra tusind prædikestole, en hinsidig, overordentlig hypotetisk løn for dem, der overholdt de spilleregler, der sikrede, at de aldrig kunne vinde, love, som ikke blot var samfundets, men universelle og gudgivne. Vold løser ingen problemer, siger vi. Men tænkeligt ville det have løst en del af Tysklands problemer, hvis nogen havde dristet sig til at snigmyrde en i enhver forstand demokratisk valgt tapetserer.

Men det er jo naturligvis noget andet. Som alle historiens kulturer er vi overbeviste om, at historien er forbi, og at vi har set den sidste revolution.

Og halvfemsernes Danmark er da heller ikke tredivernes Tyskland. Vi kan godt enes om at lade stridsøksen være begravet lidt endnu.

Det er bare ikke nok for de nervøse magthavere. De vil have vores løfte på, at vi aldrig nogen sinde, uanset hvad de finder på, vil løfte hånd imod dem. Det løfte må de aldrig få. Man kan således sympatisere med de autonomes rudeknusning for at gøre regningen lidt dyrere for dem, der ødelægger vores planet, inden den bliver ganske ubetalelig for os andre, eller man kan lade være. Men meningsløs bølleterror er det ikke, og den, der påstår det, burde gå hjem og se i spejlet, om han stadig kan rødme.

Så måske burde vi ikke være så bekymrede, når vore børn (lad os bare sige: Drengene, for nu at gøre dette til en to-tabu-klumme) fascineres af kampen. De kan lære om sex to steder, af os eller på skolens toilet.

På samme måde kan vi også acceptere denne del af deres natur og lære dem, at den er en styrke, så vi ikke svækker dem. Svage mennesker er det nemlig, som søger styrke ved at melde sig ind i den type bander og politiske bevægelser, som dyrker pøbelmentaliteten.

Stærke mennesker derimod søger svaghed, de søger deres næste for at hjælpe og tjene ham, og derpå skal vi kende dem. Lad os gøre små riddere af vore børn.

Hvis vi fornægter det i dem, som er så stærkt, vil vi kun opnå, at de fornægter os. Så vil de gå andetsteds hen med deres ædle vrede, hvor sværdet sløves, armen svækkes, og øjet formørkes. Vi siger, at vold er meningsløs. Men sandheden er, at hvis vi afviser den meningsfulde vold, får vi den meningsløse. Ligesom sex, hvis udspring er ømhed, bliver også volden, der er vor menneskeværdigheds sidste bastion, tidsfordriv, skæg og ballade. Og vold er ikke sjov. Vold er modbydelig.

Det er menneskets ultimative, desperate livsytring. Den skal udøves med brændende næstekærlighed i hjertet.

 

 

Februar 1995 - Pornografi og kærlighed

Som de fleste mennesker har jeg en ret tåget erindring om Folkeskolens pensum. I mit tilfælde skyldes det dog nok, at jeg højst frekventerede den en gang om ugen.

Resten af tiden tilbragte jeg i Vester Bio, når jeg havde penge, og når jeg ingen havde, i Ekko Danmark, der for det meste viste erhvervsrettede dokumentarfilm. Siden mistede jeg ligesom følingen med Danmarks kød-eksport, indtil jeg i 70erne, ud fra de bedste motiver, lod mig hverve som chefredaktør på Weekend Sex - en af min ungdoms mindre indiskretioner.

Det var et ret kortvarigt engagement - den daværende indehaver, Leo Madsen, var ikke helt enig i mine forsøg på at skabe en litterær seksual-realisme - og jeg indskrænker mig nu til med mellemrum, at stikke næsen indenfor i en bestemt type forretninger. Læseren vil næppe være ubekendt med den, atmosfæren som en glasblok, en stilhed, som får Det kongelige Biblioteks læsesal at virke som Hovedbanegården, den diskrete tolerance, hvormed man frekventerer hver sin praktisk afmærkede væg.

Det er ikke særlig litterært, næsten alt sammen billeder, magasiner og videoer. Ofte dominerer afstraffelserne, fra de æstetisk bastede amerikanske modeller til de mere bekymrede danskere, som da også ofte har en ophovnet stribe eller to - de ellers så dekorative spritpensstreger gør det ligesom ikke rigtig mere.

Muligvis i et forsøg på at aktivere de mange kiggere er der ofte et baglokale med alt fra lingeri, der sjældent er nylon eller silke, til hjemmelavede gabestokke og bure. Kvindelige kunder er der ingen af, og selv de mandlige har en nærmest spøgelsesagtig fremtoning, som om de bar et skilt på ryggen: I virkeligheden er jeg slet ikke her!

For, kortene på bordet: Alt dette forarger os stadig. Det er stadig en virkningsfuld mistænkeliggørelse af en politiker, at han har en farverig seksualitet, eller af en bog, at den er erotisk eksplicit.

I dag er min ungdoms grasserende homofobi stort set gået over i en i grunden lige så ubegavet sadofobi, ubegavet af præcis samme årsag, som den første var det. Hvad voksne mennesker med fælles udbytte foretager sig, rager ingen andre.

Argumentet er også det samme. Vi kan ikke have homoseksuelle skolelærere, der naturligvis blot pønser på at forføre børnene, ligesom de sadomasochistiske tegneserier må forventes at »forme« de unge mennesker.

Men seksualiteten lader sig - stik imod Freud - ikke forme. Hvis den gjorde det, var der nok færre, der hang så ubehjælpeligt fast i en upopulær afart. Bøsser er ikke blot ganske uimodtagelige for psykoterapi, de vil temmelig sikkert også frabede sig den, og det samme gælder utvivlsomt korsetfanatikere og gummielskerne.

Det mest problematiske er måske i virkeligheden, at pornografien er forargelig ud fra et rent humanistisk synspunkt, vi vægrer os blot ved at isolere det forargelige ved den, måske fordi vi har en distinkt fornemmelse af, at det er det samme, der er forargeligt ved hele vores samfund, og ikke mindre i de manifestationer, vi ofte anser for helt agtværdige. Der er således ikke noget objektivt anstødeligt ved nogen form for seksualitet, så længe den implicerer deltagere og ikke ofre - eventuelt deltagere der nyder at være ofre, hvad enten de nu er mandlige eller kvindelige. Jeg er ikke sikker på, at den grasserende sadomasochisme så meget er et tegn på tidens forråelse - den »normale« upersonlige seksualitet er såmænd rå nok - som et skrig på den betingelsesløse hengivelse til partneren, som er blevet så umoderne.

Anstødeligt er det imidlertid, at mennesker sælges som varer. Ingen nok så eksotisk variation kan således forarge mig så meget som side 9-pigen.

Og denne tendens rækker vidt ud over pornografien eller sågar det seksuelle. Så meget vægt lægges der i dag på, at være præsenterbar - hvilket noget aparte åbenbart vil sige balder af stål og forstadier til hudkræft - at menneskelige følelser er nærmest irrelevante i den forbindelse.

Ofte sakker den gensidige sympati langt bag efter den overståede akt, eventuelt helt for at udeblive. Skulle det alligevel blive til et fast forhold, udvikler det sig gerne lynhurtigt til en skyttegravskrig, hvor rettigheder og gensidige hensyn - eller rettere kravet om dem - spiller en langt større rolle end ømhed og samhørighed.

Vi synes kort sagt at være holdt op med at forelske os i hinanden, og foretrækker i stedet den købte og betalte vare. Løsningen kunne synes at være en »venstreorienteret« pornografi, men de eksempler, jeg har set, er ikke tillidsvækkende.

Faktisk er det en stadig skuffelse for mig at konstatere, at mænd, som føler en oprigtig solidaritet med verdens undertrykte, når det gælder det andet køn, er så stupide og ufølende som deres reaktionære kønsfæller. Vi er meget hurtig tilbage i spillet igen, »scorer« den hårde eller bløde mand lettest, hvad er »teknikken«, hemmeligheden?

Men hemmeligheden er nok den frygtelige og uoverskuelige at forelske sig i vores næste, frygtelig og uoverskuelig, fordi en sådan kærlighed nødvendigvis må være uden reservationer. Man kan lige så lidt elske en lille smule, som man kan være en lille smule død.

Med kærlighed følger også forståelse med et menneske, som vi elsker, netop fordi han er en anden - og ikke blot sympatiserer med og tolererer, fordi han er lige som os selv. Så meget har heller ikke forandret sig siden den antikke humanisme, kristendommen så bevidst tog livet af med sin personlige frelse.

Næstekærlighed er stadig svaret. Men ikke som et tillæg til Grundloven, for så bliver den et postulat.

Og det er den faktisk ikke. Næstekærlighed er en lidenskab.

 

 

Januar 1995 - Aurafotografering og positiv tænkning

Jeg har følt mig lidt sløj på det sidste, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få fotograferet min aura - man kan jo aldrig vide. Damen i forretningen, der var fuld af røgelse og transcendental muzak, var meget forstående, men beklagede dog, at det kun var om tirsdagen.

For at jeg ikke skulle gå med helt uforrettet sag, anbefalede hun mig i stedet, at jeg fik stillet mit horoskop. Det var en mulighed, jeg slet ikke havde overvejet.

Det viste sig, at firmaets printer for blot 400 kroner kunne fortælle mig, at jeg var sympatisk, charmerende, varm og hengiven, og det er dog rigeligt de penge værd. Som en yderligere gevinst kunne jeg ved at gennembladre andre fremlagte horoskoper konstatere, hvor mange charmerende, varme og hengivne mennesker, der er i verden. Det havde jeg aldrig gættet.

For 100 kroner ekstra kunne man endvidere erhverve et sex-o-scope, som klart demonstrerede, at man var »et overflødigheds-horn af en elsker«. Det er jo sådan noget, der er rart for en mand at vise sin partner, som ellers altid fortæller ham, at det hele er hans skyld.

Skulle han mod forventning ønske at ændre noget ved sin karakter, var der imidlertid hjælp at hente ovenpå, hvor der var pyramider, penduler, krystaller og mineraler til ethvert behov. Nu kunne man jo nok sige sig selv, at sølv stimulerer talecenteret (tale er sølv, ikke?), men vidste læseren mon, at topas giver forståelse af sandhedens natur? Og så er den god mod hæmmorrider.

Og som det ikke var nok, var etagen fuld af visdomslitteratur, både af Sai Baba og andre af østens vismænd med Anisette-frisure og mere internationale navne. Jeg fattede meget naturligt umiddelbart interesse for »Den hemmelige vej til succes« på 112 sider.

Jeg vil straks spare min læser for de 68 kroner ved at røbe hemmeligheden: Positiv tænkning. Kniber det med økonomien, er det således tilstrækkelig at sige ud i luften: »Så snart jeg giver penge ud, kommer der penge ind!« Det lyder jo grangivelig som markedsøkonomi.

Eller hvad med denne her: »I dag er den dag, hvor alting lykkes forbløffende godt for mig!« Ja, det går jo forbløffende godt.

Forretningens indehaver havde dog været så forudseende også at føre Mesterens skrifter, såvel som hans disciples. Jeg tænker naturligvis her på hovedværket i denne genre, »Den positive« af Uffe Ellemann-Jensen.

Her kan man allerede i forordet læse, at Danmark aldrig har været mere velstående. Så er det måske ikke længere nødvendigt at spare mennesker væk, hvilket jo unægteligt ville være en positiv udvikling.

Men måske definerer vi ikke »positiv« på helt samme måde. »Noget af det mest positive jeg har oplevet,« siger forfatteren, »var, da amerikanske tropper rykkede ind i Somalia.«

For som han videre skriver, »FN kan jo noget - det mest konkrete eksempel er det tidligere Jugoslavien.« Åjo.

Men ellers er der skam dannebrogsflag og vikingehjelme for alle pengene i denne uundværlige opbyggelsesbog. Den største tjeneste vi kan gøre flygtningene, konkluderer forfatteren, er at sikre, at de kan blive, hvor de er.

Til sidst erfarer vi, at Uffe Ellemann-Jensen af og til tager ud på det åbne hav i en lille, skrøbelig båd. Det synes jeg er enormt positivt.

Det, jeg nok har imod alle disse svævende kaffeborde og politikere, fra Scientology til Folkekirken - en af de mindre succesrige nyreligiøse bevægelser - er, at de tager gudernes navne forfængeligt. They give religion a bad name.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at religionen aldrig har haft andet formål end at pacificere folk, mens man tømmer deres lommer. Måske er det, fordi vi har levet med en slags kristendom i så lang tid.

Men kristendommen har også meget lidt med religion at gøre, og den moderne variant ikke noget overhovedet. Den halsende jagt på personlig frelse (eller succes som det hedder nu til dags) på trods og bekostning af alt og alle, en syndefuld menneskelighed, som alligevel er bestemt for helvedes flammer, er således irreligiøse ind i sin marv.

I de store kulturer repræsenterer religionen simpelt hen det menneskelige perspektiv. Verden består ikke primært af ting og naturlove, men af menneskeliv.

De barske realiteter, som de store egoister hænger deres hat på, er i sidste ende menneskeskabte. Danmark er ikke en forretning, med de sædvanlige konsekvenser for den svage, vi kan vælge at drive Danmark som en forretning, men vi kan nøjagtigt lige så godt stræbe efter at få et samfund ud af det.

Darwinisten ser jagten som den stærkes udnyttelse af den svage, et »universelt« princip, som han derpå overfører på samfundsordenen. Den såkaldt primitive ser et pagtsforhold, hvor byttedyret giver sig selv til jægeren. Os lærer naturen egoisme, for ham er lektionen altruisme.

Religionens grundlæggende påstand er mennesket som verdens dybeste realitet. Det er et vigtigt perspektiv. Måske er religionen derfor så uudryddelig.

Måske skulle vi prøve at forstå den i stedet for at bekæmpe den. Den er i alle tilfælde for vigtig til at overlade til Sai Baba og Søren Krarup.

 

 

December 1994 - Jul

Jo, jo - er det her måske ikke julenummeret? Er jeg da ikke columnist?

Nå, i julenumre skriver columnister om julen. Det er således hans ufravigelige pligt at minde læseren om, hvad julen egentlig handler om. So here goes!

Det skal jo gerne være noget med, at man ikke skal stresse rundt, men være lidt god ved sig selv - og næsten, naturligvis!

Og så skal man helst tage udgangspunkt i sin barndoms jul.

Min Barndoms Jul. Jeg kan huske, at det var det tidspunkt på året, hvor vi var nødt til at invitere min mormor, så hun kunne beklage sig over, at det var det eneste tidspunkt på året, hvor hun blev inviteret. Andre folks julefester endte muligvis ved juletræet, vores endte uvægerlig på gesimsen med min mormor, der prøvede at springe ud, og min mor, der prøvede at forhindre hende i det, dog uden synderlig entusiasme hos nogen af parterne.

Mine forældre undgik dog behændigt den hos børn så almindelige postcoitale tristesse, når papiret er flået af gaverne, som alligevel ikke var noget - den strikkede sweater havde hele tiden været følelig gennem Irmaposen. Men skønt vi ingen penge havde, var julen alligevel hos os en helt specielt rædselsfuld tid.

Og hvad er det så, julen egentlig handler om? Ja, det skulle jo så gerne være noget med det lille Jesusbarn.

Nu er der jo ikke meget julestemning ved en herre, der tilbringer hele året med søm gennem hænderne, så i vore dage forkorter vi det som regel ned til, at vi skal sende nogle penge et eller andet sted hen. Det er derfor, forældrene har så travlt med at slukke for Børnenes Julekalender, nemlig inden Dukke Nissemand viger pladsen for negerbørn med ansigtshud som trommeskind over det huløjede kranium, pyntet med fluer.

Tiggeren når lige at få færten af gåsestegen, inden vi sender ham ned ad trappen med femøren.

Selvfølgelig skal vi rent principielt løse vore egne problemer, før vi begynder at frelse verden, vore overskudslagre og kalorietabeller.

Men det er jo jul! Men så skal han også forføje sig bort i god orden, så vi slipper for at ringe efter politiet - vi afskyr nemlig vold!

Nu er jeg jo imidlertid i den uheldige situation at vide, at Jesus kun er stand-in for Mithra, hvis fødselsdag han har overtaget. Og som om det ikke var galt nok, er Mithrafesten lagt lige så strategisk for at stjæle en endnu oprindeligere guds torden.

Snart sagt ethvert barn ved, at den gamle jul var Saturnalia, men hvad denne egentlig gik ud på, henstår gerne i tåger. Saturn er blevet en uheldsvanger planet i ugebladenes horoskoper, ofte ligefrem identificeret med Satan, kristendommens eget private julespøgelse. Han var da også som frugtbarhedssymbol en underjordisk guddom - eller måske strengt taget snarere en gud, der var gået under jorden.

Engang, påstod de gamle romere - som jo alle ved var fulde af løgn - at guderne var på jorden. Eller måske var det snarere menneskene, der var som guder.

Saturn var den eneste gud, der ikke dyrkedes med tildækket hoved. Han var simpelthen fra en tid før den kristnes logren for en almægtig Gud, før syndsbevidsthed og selvfornedrelse.

Og da menneskene selv var guder, var der hverken brug for præster eller konger. Alle var lige, ingen var i nogen andens brød. Jorden gav hverken for meget eller for lidt, eftersom ingen begærede mere, end hans mave kunne rumme, det var hverken nødvendigt at forgifte høsten for at gøre den rigeligere eller at brænde den for at hæve prisen, for hvem kan finde på at købe, hvad jorden giver ham for intet, hvilket er et stort problem for den, der ønsker at øge sin markedsandel.

Det er naturligvis alt sammen noget barnligt sludder, og det vidste de driftige romere da også udmærket. Derfor havde de også til daglig Saturn i lænker i templet, men i modsætning til vore præster, der så vidt vides ikke engang tør fjerne deres guds nagler en gang om året - hvilke konsekvenser kunne det ikke også få? - løste de hans bånd i december ... og det var Saturnalia.

En uges tid eller så vendte verden tilbage til tiden før syndfloden og syndsbevidstheden og lovlydigheden, og man gjorde, som man ville. Herren blev slave, og slaven herre.

Ingen kunne dømme eller domfældes. Ingen købte eller solgte.

Ingen krige blev udkæmpet - for Saturnalia var en mindelse om en periode i menneskenes historie, hvor der ikke havde været noget at slås om. De pæne romere hængte deres toga - den tids jakkesæt - ind i skibet og rendte rundt i det bare undertøj.

Og når så ugen var gået - ja, så vendte man pænt tilbage til sin pligt, sin stilling og sin stand. Men man havde set et glimt af noget, der havde været, og som man var vis på, ville - måtte vende tilbage.

Julen var altså - så utroligt det må lyde - engang håbets fest. Et håb om, at menneskene måske alligevel ville vende tilbage til at leve fordrageligt med hinanden, te sig som mennesker i stedet for rovdyr, i - hvis man tilgiver det lidt corny ved formuleringen - frihed, lighed og broderskab.

I vore dage kan dette håb ligge på et meget lille sted. Det er sådan noget, undertegnede - fast kommunist på PRESS - kan komme næsten godt fra at skrive, for han er jo gal, den mand!

Vi andre ved jo, at det er en drøm, og sågar en særdeles farlig drøm. Samfundet er et tovtrækkeri mellem de stærke og de svage, hvis man ellers overholder reglerne, kan man somme tider vinde en meter, men alligevel er det, som om man glider i mudderet.

Og uden disse spilleregler - uden loven, politiet og liberalismen - vil verden simpelthen gå under. De kan derfor kun betvivles ud fra de sletteste motiver.

Så gamle Saturn vil nok en rum tid endnu sidde lænket i sit tempel. Romerne identificerede ham med Kronos, så man kan måske med en vis ret hævde, at han har tiden på sin side.

En dag brister måske de gamle lænker, uvidenhed, frygt, fremmedhad, smålighed, nedrighed, grådighed og egoisme, så vi igen kan se vores næste uforfærdet og nysgerrigt i øjet.

Jo, Glædelig Jul!

 

 

November 1994 - Den litteraire saison

Så er der naturligvis damelitteratur skrevet af mænd, om den mandlige seksualitet, som i denne version altid mysteriøst handler om andre mænds bagdele. Hovedpersonen hedder som regel Martin og har problemer med Livet, Døden & Kærligheden.

Der er den store satiriske roman, der tager gas på forbrugermentaliteten, og som kritikerne kalder original og vittig, og den historiske forfatter, der skriver om skjoldunger og kristendommens indførelse i Danmark med ét øje i »Danmarkshistorie for Mellemskolen«. Der er journalisten, der skriver om agent Mortensen, og færdelsbetjenten, der skriver om opdager Mortensen. Et enkelt sted forsøger en magister at få folk til at læse Euripides ved at sammenligne ham med Jacob Haugaard.

Så er der debutanterne, der skriver om hvordan det er at være ung (debutant) i halvfemserne og spås en lang karriere af kritikerne, så de om 30 år vil kunne skrive en stor, moden roman om, hvordan det var at være ung i 90erne. I den anden ende har vi de senile, hvis lejlighedsdigte om danske landskaber, deres gamle forlag og trofaste anmeldere omfatter med grænseløs velvilje.

De hedder alle sammen Havsommer eller Høstnætter eller - hvis det skal være rigtig poetisk - Delfinens smil eller Flagermusens skygge eller eventuelt Hjortens fod, eller måske Solens inderste hus, for hvad skal man dog ellers kalde en bog?

Så er det der, hvor man kan blive grebet af et regulært deja vu (desja voo på moderne dansk) og spekulere over, om det måske er sidste års katalog, man af vanvare har fået fat i. Nej, der står 94/95 på omslaget, og forsideillustrationen med læsehesten har vi da vist heller aldrig set før - what will they think of next - en ugle?

Det er pudsigt - jeg finder det decideret fænomenalt - at de samme anmeldere, som dagligt passerer banegårdskioskens udstilling af hjerte- og lægeromaner med et bedrevidende smil, er i stand til at se forskel på trivielt og aktuelt. Temaerne er de samme, den ubehjælpsomme gymnasiestil, ikke engang salgstalen afviger længere.

Når nu litteraturen demokratisk er blevet skåret ned til at dække den lavere middelstands behov for kostskoleliv og og Christian den Fjerdes elskerinder, hvorfor kan så ikke også Korch & Cavling komme til ære og værdighed? Da det nu i alle tilfælde er salgstallene, der tegner den betydelige forfatter, hvorfor kan så ikke Cactus-Jack få Boghandlernes Gyldne Laurbær? Det er trods alt det samme publikum, der læser Barbara Cartland og Lise Nørgaard.

Efter min mening er det her, kulturkampens næste slag skal slås. Lad os skaffe os af med de sidste latterlige snobber, der læser Dostojevskij og ser ned på danske forfattere, der ikke kan skrive dansk.

Dansk litteratur er det danskerne læser! Oehlenschläger-medaljen til B.T., Kulturstøtte til Weekend-Sex, og nobelprisen til Peter Høeg! Det er her, demokratiet skal stå sin prøve ...

 

 

Oktober 1994 - Den indre svinehund

På byens offentlige pladser kunne man i en periode se en lidet flatterende skulptur opstillet, forestillende en ulasteligt klædt herre med grisehoved. Det bizarre kunstværk bar titlen Den indre svinehund, et begreb, der ikke krævede nærmere forklaring.

Der var åbenbart ikke tale om det sædvanlige kommunalt autoriserede kløverblad i cement, fulgt op af vrede kommentarer i lokalaviserne fra folk, der fandt det uforsvarligt, at deres surt sammensparede penge skulle gå til noget så ubrugeligt som kunst. Dette kunne ses af, at statuerne ofte blev opstillet i ly af mørket, for senere at blive fjernet af de offentlige myndigheder. I modsætning til havfruehovedafbryderne og andre lyssky personer stod ophavsmanden dog offentligt frem, ja, han beklagede direkte at han ikke havde kunnet få sine uanselige udgifter dækket, når nu så mange andre - underforstået: inferiøre - værker tilsyneladende ingen vanskeligheder havde med at komme på finansloven.

På en vis måde må man give manden ret. Langt fra at være på nogen måde subversivt, udtrykte hans værk jo nemlig måske vores kulturs hovedmyte og burde altså mageligt have kunnet få sin plads imellem Absalon og Den Lille Hornblæser.

Heller ikke symbolikken er ny - det svinske menneske. Den gang folk endnu gik i kirke, hed svinehunden godt nok arvesynd. Men bortset fra navneforandringen er der næppe noget nyt i sagen.

Mennesket er fra fødslen ondt. Lige meget hvor pænt det er udenpå, i dets indre er det et svin. Det gælder følgeligt at undgå, at dette indre menneske, eller snarere umenneske, kommer ud, og det er i virkeligheden her, kirken og samfundet finder deres berettigelse. Mennesket behøver sine vogtere, og gennem kirkens eller statens sakramenter, opdragelse, terapi og i svære tilfælde fængsler og kætterbål opnås det, at arvesynden besejres, svinehunden forbliver indre og pønitenten belønnes med den menneskelighed, som betyder en afsked med den fordærvede menneskenatur.

Vi har love til at sikre vores rettigheder. Sådan lyder lektien. Og sådan lød den fra prædikestolene i tusind år, indtil et lille forknyt væsen forsigtigt stak hovedet frem bag salmebogen, med et navn, som i endnu mange århundreder ikke skulle pryde nogen sokkel: Humanismen. For hvad kunne vel være mere forargeligt - rent ud satanistisk, som kirken døbte den lille - end at fæste lid til mennesket i stedet for til Gud, til natur i stedet for moral.

Mennesket er godt, pippede kræet. Mennesket kan styre sig selv. Klerkene gøs, i kulissen raslede revolutionerne. Alle mennesker skulle være brødre, hed det nye credo, fjernt fra det personlige gudsforholds munkecelles frelse.

Og så faldt kirken. Ja, for mennesket strækker alle dogmer våben.

Og vi fik - ja, hvad fik vi? Vi regnede på det og fandt ud af, hvad vi havde råd til.

Måske ikke demokrati, men så dog parlamentarisme, en ny specialiseret samfundsgruppe ved siden af soldaten og købmanden - politikeren. Måske ikke netop næstekærlighed eller overhovedet interesse for næsten, men så i det mindste love, der er så helgarderede, at kun de allersmarteste og mest hensynsløse kan gennemskue dem i tilstrækkelig grad til at omgå dem.

Hvor taknemmelige må ikke de svage være for disse to vogtere af deres frihed - det repræsentative demokrati og loven. Og hvor sært - hvor decideret pudsigt - at det altid er de velbjærgede, der insisterer på overholdelsen af de parlamentariske spilleregler.

Gud må elske de fattige, for Han har skabt så mange, sagde man ironisk, da kirken garanterede de besiddendes besiddelser. Skulle vi modernisere denne beske vittighed, kunne vi anføre, at det er sært, at der er så mange, der har valgt at være fattige.

Skulle nu nogen fejlagtigt få det indtryk, at vi er tilbage ved square one, tyrannerne og plutokraterne, som det jo egentlig var humanismens erklærede formål at bekæmpe, ja, så må vi naturligvis ikke glemme arvesynden - den indre svinehund. Måske begunstiger loven de i forvejen begunstigede og gør ikke stort til at binde menneskene sammen, men uden denne - Herre Jemini - da ville man jo skære halsen over på hinanden på gadehjørnerne. Mistilliden til mennesket er og forbliver således til enhver tid magthavernes colombusæg.

Må jeg i al fredsommelighed foreslå den hårdtprøvede kunstner en ny statue, som i al fald med fuld sikkerhed aldrig vil indhente nogen pris eller kunststøtte? Jeg forestiller mig, at soklen skal være dækket af skrammel: Et par årgange af Børsen og Lovtidende samt Menneskerettighederne i den nye amerikanskautoriserede udgave, som grundlag for krig.

Selve skulpturen - sådan forestiller jeg mig det i al fald - skal fremstille to mennesker (M/K, som det vist hedder nu om stunder), der ser forelsket på hinanden, og indskriften på soklen simpelthen være: Det indre menneske ...

 

 

September 1994 - En god historie

Så er man altså blevet kolumnist - det må vist være femte ... Nu er det jo imidlertid ikke gjort, med at få en klumme med sit navn på. Der skal være en historie, og den skal helst være god.

Hvad er en god historie? En god historie handler om mennesker. Ingen gider læse om statsministerens politik, som jo alligevel ligner hans forgængers til forveksling. Hvis du derimod kan få et eksklusivt interview med hans hund eller den læge, der fjernede hans kones blindtarm, har du et virkeligt scoop.

Er krigen umenneskelig, er det jo ingen grund til, at vi ikke kan behandle den ud fra et menneskeligt synspunkt. Hvor mange er døde? Hvor mange kvæstede? Hvor kvæstede? Hvor mange børn? Nogen børn uden underkrop? Her er en, der mangler en arm. Ingen højere? Hermed viser vi vor foragt for det politiske spil, der fører til meningsløse konflikter og tager de uskyldige ofres parti.

Nu er der jo ikke meget spræl i et offer uden forbryder. Vi skal altså have udnævnt en aggressor. For en sikkerheds skyld ringer vi til udenrigsministeren, der også lige skal checke med nogen. Efter endnu en sortering i aggressor-arme og offer-arme er vi næsten parate til at bringe vores historie. Men nogen må have advaret vores aggressor, for nu tilflyder døde aggressor-børn os i en lind strøm, og vi er nødt til at advare bureauet om, at vi er ved at løbe tør for ofre på den rigtige side.

Simpelthen at konstatere, at i krig er der ofre, og i stedet prøve at finde ud af, hvordan den tilgrundliggende konflikt kan løses, ville jo være kynisk, og er der noget, journalister ikke er, er det kyniske. Så krigen fortsætter med fotogene ofre og en indlysende skurk, som man af hensyn til menneskeheden ikke kan slutte fred med.

Egentlig kunne man jo undre sig. På den ene side anser vi holdningen for det absolut afgørende ved et menneske. Mennesker med samme politiske synspunkt som vi selv føler vi straks en spontan sympati med, uden at ane, om de eventuelt har slået hele deres familie ihjel. Mennesker med det modsatte synspunkt kan vi næppe inkludere i menneskeracen eller tilkende nogen menneskelig egenskab, det være sig mod, værdighed eller blot oprigtighed. Skulle man ikke tro, at al journalistik drejede sig om ideer, når nu åbenbart personen er så rørende uvigtig?

På ingen måde, for så snart vi har katalogiseret ham politisk som menneskefjende, må vi jo bevise, at han er det, og må altså i det mindste mistænke, at han mishandler sine sønner, har kønslig omgang med sine døtre og som barn satte ild til en cockerspaniel. Når vi har meddelt denne mistanke, har vi fortalt historien, hvorfor sågar verifikationen må opfattes som yesterday's news.

En god historie var den om vores socialminister, som af samme grund aldrig blev socialminister. Hun havde nemlig sagt noget mindre pænt til sin nabo. Måske har hun faktisk et øjeblik overvejet at gøre opmærksom på sine kvalifikationer og det irrelevante i hendes personlige skænderier. I så fald er hun nok hurtigt blevet bragt på andre tanker af nogen, der vidste besked med den slags.

Mod en historie hjælper kun en historie. Og socialministerens var jo god. Den kunne endda være indgået i formiddagsbladenes løbende serie om pædagoger, der udnytter de åndssvage seksuelt. Desværre var den altså bare ikke god nok, og vi kunne alle sammen forarges over dette menneske, der kunne tage tilflugt til sådan en historie.

Hendes skæbne afgjordes på et redaktionsmøde, som menneskets skæbne nu engang gør. Men hvorfor var hendes historie ikke god nok? Valget af, hvilken historie et blad vil bringe, må dog være udtryk for en vurdering. Og det er det naturligvis.

Det er udtryk for en vurdering af, hvilke fordomme den købedygtige lavere middelstand har og ønsker bekræftet i kantinen. Det er dette »folk«, bladet så højstemt forsvarer, eller for at sige det mindre taktfuldt, præcis den klasse, der bragte Adolf Hitler til magten. Men nej, sludder og vrøvl, fascisme er noget med sorte støvler og homoseksualitet ...

Og så er valget af historie jo ikke så vanskeligt endda. Farveladen er åben, det er mest gråtoner måske, men man må nu engang male med det, man har. Her, omtrent i midten, finder vi angsten for proletarisering (læs: angsten for proletariatet), for den store stygge socialisme, der vil fjerne korset i det rød-hvide flag, for autonome bøller sponsoreret af Amnesty International. Ude til højre har vi de frygtelige muslimer, der tæver deres koner og vil forvandle Danmark til et teokrati, den moderne udgave af tredivernes jøder, der spiste ariske børn. Og her, helt ovre til venstre, de lidt lysere nuancer, menneskeligheden komplet med giro-nummer, forargelsen over forargelsen, den friske side 9-pige og horoskopet, den dovne, omkostningsfrie velvilje.

Og så sidder jeg her med min klumme og kan ikke finde på en historie ... Må jeg have lov til at prøve igen i næste nummer?

 

 

Marts 1994 - Hvis jeg var statsminister

Da jeg var barn, havde vi en leg, der hed: Hvis jeg skulle bestemme. Efter tur fik vi ubegrænset magt til at forandre verden. Først var der naturligvis en del sengetider, der skulle flyttes, udvidede ferier, samt alle de ting, som fra nu af skulle være gratis.

Når vi således havde fået tilfredsstillet vore egne mest påtrængende behov, tog samtalen gerne en alvorligere drejning. Nu var det fred i verden, der stod på dagsordenen, de rige skulle dele med de fattige, og ingen måtte undertrykkes, især ikke os.

Siden da er denne leg blevet en art national sport, vi tager den uhyre alvorligt og kalder den holdning. Holdning kan måske bedst defineres som en art mening, der ikke implicerer viden. Hvis vi eksempelvis skal vide noget om gensplejsning, må vi først sætte os ind i genetik, molekylærbiologi og en masse andre trættende discipliner. Holdningen kræver imidlertid blot et velartikuleret nej plus en solid portion forargelse for det tilfældes skyld, at nogen skulle være uenig med os. Vi vil i hvert fald ikke have gener i vores tomater.

Hvis de fjerne potentater, vi lader vores vrede gå ud over, synes umiddelbart uimponerede, kan vi altid lege legen med hinanden. Aldrig så snart er vi gået på skærmen med vores mislykkede seksualliv, før vi har mindst 100.000 holdninger til det. Snart vil ikke blot et veloplagt publikum, men samtlige seere, kunne trykke deres uforgribelige mening ind på skærmen, så vi fra nu af kan lufte vores utilfredshed med partnerens præstation med et bredt udsnit af befolkningen i ryggen. Og nu har jeg altså også fået chancen, om end på afbud.

Statsministeren, som oprindelig skulle have skrevet disse linier, var nemlig i følge bladets redaktion forhindret, og mit navn dukkede så åbenbart op som the next best thing. Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var statsminister? Da muligheden for at udsende et valgprogram, der ikke er betalt af fagforeningerne, formodentlig ikke kommer igen lige med det samme, må jeg naturligvis tænke mig umådelig godt om.

Det bør naturligvis være noget med demokrati. Ja, nu har jeg det! Hvis jeg var statsminister, ville jeg indføre demokrati i Danmark. Ikke flere politikere. Fuld selvbestemmelse for hver eneste større by med alle vigtige spørgsmål afgjort ved håndsoprækning på rådhuspladsen.

Nu giver meningsmålingerne os jo et vist indtryk af, hvordan et demokratisk Danmark ville se ud. For det første ville der vist ikke være mere snak om den Øresundsbro. Det ville også være et Danmark, hvor alle indvandrere var deporteret, sædelighedsforbrydere kastreret, og AIDS-patienter skudt. Så måske er det med demokratiet ikke så god en ide trods alt. Det er også så upraktisk med de folkeafstemninger. Tag nu bare den om unionen, som man var nødt til at lade gå om, fordi folk ikke kunne finde ud af at stemme rigtigt første gang.

Man kunne så i stedet indføre et eksplicit diktatur. Men det er nok heller ikke nogen særlig god ide. Danskerne er trods alt et frihedselskende folk, som næppe ville tolerere selv den viseste og mest benevolente diktator. Derimod har man sjældent noget i mod at blive regeret af penge, som ikke blot er livets dybeste realitet, men også dets højeste ideal. Denne hellighed kan ikke andet end smitte af på ejeren af den religiøse genstand, og vi elsker og bekymrer os da også om vores finansfyrster og rejsedronninger som folkets skytshelgener.

Jeg må altså forblive folkevalgt (ligesom Hitler) og prøve at få det bedste ud af det. Heldigvis har jeg da mine kolleger, de dygtige folk jeg har gjort til ministre, at støtte mig til, hvis der da ikke kommer en frokostavis i vejen. Jeg må således i min udvælgelse af disse, omhyggeligt sikre mig, at der ikke er nogen af dem, der skændes med naboen.

Som realpolitiker må jeg være klar over, at vi lever i en pseudo-virkelighed skabt af den almægtige presse, hvor det er ret ligegyldigt, hvad et menneske er, men absolut vitalt, hvordan han synes. Og det ville da være ærgerligt at skulle skille sig af med den bedste finansminister, landet nogen sinde har haft, fordi det kom ud, at han i sommeren 1972 tabte sin tegnebog! De fleste mennesker har trods alt ingen problemer med at hade, afsky og foragte et menneske, de aldrig har mødt. Jeg måtte altså ligesom i professionel fodbold være forberedt på ret så pludselige udskiftninger, hvilket måske kunne besvære administrationen en anelse. Til gengæld er det ret så ligegyldigt, hvor mange penge storfinansen poster i en politikers karriere, blot han holder sig fra pindisene i supermarkedet!

Alt dette på det rene, kunne jeg så begynde at reformere Danmark. Jeg kunne eventuelt starte med lidt social retfærdighed, selv om den slags naturligvis ikke skal overdrives. Utroligt, som det må lyde, har jeg også skrevet ret ordinære bøger, der følgelig har indbragt mig nogle hundrede tusind. Efter skatten kunne jeg så lige betale min husleje, hvilket fik mig til at føle mig ganske godt tilpas. Jeg forestillede mig nemlig, at mine penge ville gå til folk, der så ikke behøvede at arbejde. Det er dog også sket, at jeg har skrevet en ikke blot god bog, men en så god bog, at indtægterne på den har været temmelig ubetydelige. Jeg har så forsøgt at lokke 500 kroner ud af socialkontoret til en enkelt husleje, hvad dog naturligvis ikke kunne lade sig gøre. Man var dog så venlige at oplyse mig om, at jeg jo kunne blive heltidsledig, i hvilket tilfælde man nok skulle forsørge mig. Hvad angik den forfaldne husleje, stod der et mandehjem parat til mig, et kvindehjem til min kone, og et børnehjem til alle børnene, hvorved jeg ville spare det offentlige for 500 kroner. For spare må vi jo. Det kan ikke nytte noget at tage fra de rige, for så mange rige er der ikke. Man skulle så i stedet yderligere bebyrde de i forvejen forfulgte parcelhusejere, lige som de har fået betalt sidste rate på sejlbåden.

Men så må man i det mindste kunne reformere undervisningssystemet, så folk lærer at læse. Jaja, men hvad vil de så ikke læse? Det vil næppe være sundt for dem at sammenligne sig med homeriske helte, udsmykningen af det nye kulturhus med det sixtinske kapel eller den moderne kirkehosten og salmebogsraslen med en levende kult. De kunne så let gå fejl af den pointe, at det ville blive bedre og bedre dag for dag. Tænk blot på den stakkels fæstebonde! Før stavnsbåndets ophævelse havde han kun en gård, nu har han en lædersofa. Gården har landsretssagfører Fidus venligst overtaget, den hjælper ham med skatten; altså endnu et åg, vore nye velgørere har løftet af vore skuldre!

Et lille land som Danmark må da i det mindste kunne holde sig uden for krige. Men det går jo heller ikke, for arbejdsløshed er noget skidt, og et arbejdsløst NATO er en katastrofe, nogen kunne finde på at gå hen og opløse det! Mangler vi krigsførende parter, kan vi altid anerkende et par stykker, så vi kan få brug for vores fredsbevarende tanks og fredsbevarende raketter. Det kræver naturligvis, at Danmark viser sig sit ansvar voksent, for fred kræver mange soldater. Tænk, jeg troede, det var krig! Måske serberne ved lejlighed vil gengælde høfligheden ved at anerkende Lolland og Falster ...

Ja, hvad ville jeg gøre, hvis jeg var statsminister? Det kunne jo synes, som om der ikke er så meget, jeg kunne gøre. Jo, en ting kan jeg da gøre, og det er endda det fineste af alting; nemlig en besparelse. Jeg kan nedlægge kulturministeriet. Danmark har alligevel ikke nogen kultur, så det er ungefær lige så vitalt som et fiskeriministerium i Svejts. Boghandlernes årlige uddeling af det Gyldne Kasseapperat må være fuldt tilstrækkeligt ...

Det må heller ikke være nemt at være socialdemokratisk statsminister, når man kun kan blive ved med at være det ved at føre konservativ politik. Til gengæld risikerer man så, at vælgerne går over til SF, der er nødt til at føre socialdemokratisk politik, så nu er deres vælgere på vej gud-ved-hvorhen. Dermed naturligvis ikke sagt, at der ikke stadig er socialister i Danmark. Når jeg er nede og fodre ænder om søndagen, passerer jeg på hjemvejen Cafe Che, og der sidder de alle tre. På vejen ud mødte jeg de tre kirkegængere - nåja, strengt taget er der naturligvis kun en, men der skal to sygeplejersker til at bære hende.

Stort set må man dog nok indse, at socialismens tid er forbi. Nu, muren er faldet, og østtyskerne ikke blot er blevet befriet for et utåleligt diktatur, men også for deres arbejde og tag over hovedet, kan vist ingen ønske at vende tilbage til de tidligere tilstande, i al fald ikke i Vesten. De er nu efter sigende også kommet af med de lange køer derovre. De rige behøver jo nemlig ikke at stå i kø, og de fattige kan lige så godt lade være. Således sejrer demokratiet overalt.

Vores gode statsminister er nemlig ingen skurk, i værste fald et offer for omstændighederne. Han er faktisk en helt, om end måske en tragisk sådan. Så kan man glæde sig over, at man ikke er statsminister, og nøjes med fra kajen at betragte skoleskibet Danmark for fulde sejl mod horisonten - eller er det kanten? Men nej, danskerne laver ikke revolutioner. Og når politiet skyder på folkemængden på Nørrebro, er det naturligvis noget helt andet end i Sydafrika, hvor det man skyder på, er 1.000 Martin Luther King-kloner. Og hvad der næsten er vigtigere, praktisk talt ingen læser, hvad jeg skriver.