RELIGION

 

FØRSTE KAPITEL

 

HVAD ER RELIGION?

Hvad er religion? For de fleste vil det nok være en religion, eventuelt religioner, det vil sige, at der lægges vægt på religionen som dogmatisk system snarere end det religiøse, forstået som en tankegang.

For andre er det dog religiøsitet, et bestemt forhold til tilværelsen. Hvordan skal vi nu karakterisere en religiøs tankegang?

Den synes at implicere en tro på det overnaturlige, men for mange vil dette indebære for meget af en begrænsning. Er det for eksempel ikke muligt at have et religiøst forhold til naturen?

Begrebet kan altså synes bredere end som så. Men hvordan kan vi da indkredse fænomenet?

I den brede forstand kunne religiøsitet altså betyde noget i retning af respekt. Tager vi udgangspunkt i dette, støder vi i det mindste på noget, som er et fællestræk ved al religiøs tænkning: antropomorfisme.

Med respekt menes således ikke en hensigtsmæssig omgang med naturen som ressource. Respekt har vi for en person, og det er et ganske tilsvarende hensyn, vi skylder naturen.

Det antydes med andre ord, at naturen er personlig, et umiddelbart indtryk, vi hurtigt vil få bekræftet. Naturen har således ikke blot rettigheder, den udstyres med evnen til at føle sig forurettet.

Skovene hævner sig. Dette er et andet karakteristikum ved i det mindste moderne religiøs tankegang, mystik.

Hvad man kunne kalde de religiøse påstande - den »levende« natur er en af dem - er sandheder så grundlæggende eller dybe, at de ikke umiddelbart kan modsiges, og heller ikke udtrykkes direkte. Vi får altså kun sjældent oplyst, hvad den konkrete påstand er, hvilket naturligvis gør den en hel del vanskeligere at imødegå.

Heraf den opgivende reaktion: Sludder! Den moderne religiøse er på en måde genert.

Han bryder sig ikke om at tale rent ud af posen om sine forestillinger. Dette skyldes naturligvis for en del frygten for latterliggørelse, men også indtrykket af, at religionen, forstået som det enkelte menneskes religiøse forhold, er noget privat.

En anden antropomorfisme er Mening eller ligefrem Meningen med tilværelsen. Vi forestiller os normalt, at vi som andre har et formål med det, vi foretager os, og det er da heller ikke svært at få øje på en tilsvarende formålsmæssighed i naturen.

Det kan med andre ord synes, som om naturen har en mening med os. Fish gotta swim, birds gotta fly, an' a man's gotta do what a man's gotta do.

Det »unaturlige« og abnorme i biologisk forstand har således i udstrakt grad erstattet det Onde, parallelt med, at Naturens lov har erstattet Guds. Naturligvis har »naturen« ingen mening med os.

Flodlejer udtænkes ikke, de dannes simpelt hen. De kan siges at have en »hensigtsmæssig« form, men de er ikke planlagt.

Mennesker og myg heller ikke, hvor mange æoners »udvælgelse« de end er resultatet af. Den religiøse tankegang kan synes at tage den populære fejlslutning endnu et skridt videre.

Ikke blot er der således en »mening« med mennesket som art, også det enkelte menneskeliv har en mening, en skæbne, som så atter ses personificeret som skytsengel, daimon, fylgje eller ka. Der er ikke nogen fuldstændig overensstemmelse mellem disse, eftersom religiøse begreber undergår stadige forandringer.

Ka minder mere om den kristne »sjæl«, mens skytsenglen implicerer »Guds vilje« med individet. Endelig er i den postkristne mystik, som vi møder den i de astrologiske brevkasser, skæbnen bestemt af næsten kausale, om end ikke-konstaterbare forhold.

Ofte nævnes »tilfældigheder« som en slags antitese til den religiøse tankegang. Enten er der med andre ord en »mening« med menneskelivet, det er planlagt af et eller andet tilstrækkelig antropomorft til at have en vilje, eller også er det »kun tilfældigheder«.

Formodentlig opfattes dette som mere deklasserende end de kausale forhold, som de fleste mennesker konstaterer i deres dagligliv. Det er naturligvis snyd, alternativet til troen på en personlig »styring« er de kausale love.

Det kan således umiddelbart være fristende at karakterisere den religiøse tankegang som blot og bar ønsketænkning. Videnskaben reducerer det enkelte menneske til en billardkugle på et kosmisk billardbord, hvilket måske er for meget for den menneskelige selvfølelse at sluge.

Så glemmer vi imidlertid, eller vælger at ignorere, at »den religiøse tankegang« under den ene eller anden form er en slags fællesnævner for alle tiders mennesker. Fish gotta swim, birds gotta fly, men gotta believe.

Er tilværelsen så trøstesløs, at det har universaliseret denne absolutte eskapisme? Dette er naturligvis en absurd påstand.

I mange kulturer har en stor del af befolkningen fået opfyldt alle deres »biologiske« behov, og dog har religionen været en essentiel del af deres tilværelse. Frygt?

Eller primitiv verdensforklaring? Problemet er bare den naturlige udvælgelse, som ikke virker mindre effektivt i ideernes verden.

Ubrugelige ideer glemmes. Vi har ilden og hjulet.

Vi har ikke ilden og hjulet og en eller anden ubrugelig thingamajig, som ingen fik taget sig sammen til at uopfinde. Man kan være ganske sikker på, at menneskets kulturelle arvegods er så brugbart økonomisk som en æske tændstikker.

De regelmæssigt tilbagevendende krige og soter ville hurtigt tage resten. Når arten alligevel synes bebyrdet med overflødig vægt, må der være et formål med disse ting, som vi ikke kan gennemskue.

Igen fører alle veje til religionen. Kunst, Etik, Filosofi har alle deres rod i religion.

Mysteriet består. Det kan måske umiddelbart synes at være en lovende hypotese, at mennesker, som var ude af stand til at gennemskue kausale forhold, tilskrev dem usynlige væsners handlinger.

Men også kun umiddelbart. Hvorfor skulle et primitivt menneske opfinde et så sofistikeret begreb som noget eksisterende, men usynligt?

Hvorfor skulle sammenhænge og forklaringer overhovedet interessere dem? For at opnå bestemte virkninger.

Men hvordan skulle en nødvendigvis ubrugelig teknik overleve i årtusinder? Har mennesket et religiøst behov, som nogle har hævdet?

Men hvilken overlevelsesværdi kan det have haft? I en eller anden forstand må forestillingen om en udefra styring af menneskelivet have været og være sand, i det mindste i den forstand, at det er en brugbar model.

Religionshistorien er naturligvis i sit udspring et opgør med teologien. Teologi er af natur ahistorisk.

Jesus som historisk figur har ingen betydning for den, kun Kristus som kosmisk princip. Det er lige så uinteressant for en teolog, at kristendommen i historisk perspektiv er et absurd sammenkog af semitisk messianisme, hellenistisk mystik og romersk gnosticisme.

For ham er den resultatet af en primordial skabelsesakt, den babylonisk inspirerede pluralistiske guddom havde, da han udtalte Skaberordet, både helgener og skærsild på tapetet. Religionshistorien postulerer herimod - idet den dog det første århundrede eller så går i en elegant bue uden om kristendommen - at religionen som alle andre kulturfænomener har sin årsagshistorie.

Den »tror« med andre ord hverken på Gud eller guder. Den støder derved på ovenstående problem, at forklare religionen, eller at den overhovedet er opstået, eller i det mindste har kunnet persistere, som dog i nogen grad overdøves af det nittende århundredes naturvidenskabs Heureka.

Som en slags reaktion ser vi den afmægtige interesse for spiritisme og spiritualisme og deres horeunge, parapsykologien, som fortsatte helt ind i dette århundrede, uden at nogen syntes at bemærke, at grundlaget var skredet. Efter kvanteteorien var det simpelt hen a different ball-game.

I dag må den epistemologiske optimisme, som vist kun persisterer i Illustreret Videnskab, forekomme lige så naiv som forrige århundredes søndagsskoleundervisning. Den synlige verden out there, hvis synlige egenskaber ikke på nogen måde var afhængige af at blive set, og som det seende dyr, Mennesket, så med gradvis stigende klarhed, alas, is no more.

Dette er blot endnu et eksempel på, at en eklatant absurditet skal påvises som sådan, uden et sådant modbevis lever den videre i bedste velgående. Vi begynder nu langt om længe at se, hvordan den »religiøse« synsvinkel er uundgåelig, så uomgængelig som subjekt og objekt, den kausale sammenhæng, tid og rum, og hvad vi ellers omgiver os med af kategorier. Det ville i sandhed være en besynderlig verden, hvor der ikke var noget før og nu. Og det er en besynderlig verden uden religionen.

Den mangler simpelt hen en dimension. Til iagttagelse hører nu engang en iagttager og noget iagttaget.

Dette iagttagede er endvidere på en gang subjektivt og objektivt. Det er subjektivt i den udstrækning, det er min opfattelse af verden, og objektivt i den udstrækning, det er verden »selv«, hvad det naturligvis kun er i kraft af min consensus med andre.

Verden er med andre ord psykologisk af natur, men ikke istrengt personlig forstand, hvilket ville føre til solipsisme. Dette har vi skudt fra os, men i kulturer, der ikke har været underlagt den naturvidenskabelige pietisme, har det været åbenbart.

Religionens mål bliver da at etablere kontakt til den psykologi - eller om man vil, opnå den psykologiske tilstand, som står bag den consensuelle fysiske verden. Mennesket er på en gang skaber og skabning, to kosmiske stole, som vi på en måde er sat imellem.

Hverdagsmennesket er altså ingen af delene, det religiøse menneske er begge. I den religiøse hengivelse bliver det fuldt og helt skabning, i offeret og den ubetingede overgivelse til »gudernes« vilje.

I denne tilstand trækker det guden »ind i sig«, eller det inkarnerer det inkarnationens princip, som af nødvendighed må være det mest grundlæggende af alle fysiske principper, så sandt som det beskriver begrebet »fysisk«. På dette kursus skal vi se how this is done, has been done, is being done.

Vi skal se på religioner og mysterier, og hvordan denne teknik har persisteret gennem årtusinderne, mindre som en ubrudt overlevering end som et neurologisk faktum. Vi skal se på »virkeligheden« og den hjerne, der »frembringer« den. Vi skal med andre ord ud, hvor kabbalisterne vender, på den tynde is over det sorte slug. Der bliver ikke tale om privatundervisning.

Men der er tale om en form for undervisning, hvor underviseren pådrager sig et vist ansvar. Derfor vil denne undervisning også være »hemmelig«.

Deltagerne vil ikke blive visiteret for skjulte båndoptagere, men de skal kende konsekvenserne af at sladre af skole. Ikke fordi de røber hemmeligheder, som vogtes skinsygt af en elite.

Men fordi det at lade brokker af denne undervisning »sive« til venner og bekendte, er slet og ret mind-fucking. Hvis man vil lære at svømme, går man til en erfaren svømmelærer.

Man underviser ikke sin lillebror, blot for at opdage, når han ligger på bunden af svømmepølen, at man endnu ikke er nået frem til lektion IV. Dermed bliver det naturligvis i sidste ende ikke mit ansvar, men jeres.

Til gengæld kan I være ganske rolige, der vil være rækværk hele vejen, og hvis I slipper, er det, fordi I vælger at gøre det. Jeg går ud fra, at I er her for at finde ud af, how the world works, Beyond the Atom.

Og forudsat, at I er rimelig intelligente, vil I ikke forlade kurset uden en anelse om det. And that's about it.

Det fremgår forhåbentlig heraf, hvorved dette »tredje bind af O&M« adskiller sig fra de to foregående, og hvorfor det aldrig kan, må eller vil se tryksværte. Det vil heller ikke blive udleveret til forfatterens venner og bekendte.

Det eneste eksemplar vil blive i forfatterens skrivebordsskuffe, hvor det hører til. Det er ikke nogen coffee-table-book, den skal ledsages af reel undervisning, en undervisning, jeg først nu har fået faciliteter til.

Det lyder selvfølgelig faretruende, men er i grunden slet ikke så slemt. De deltagere, som ikke har intelligens til at styre disse kræfter, vil heller ikke få dem i tale.

De vil ikke ane, hvad der foregår, og kede sig godt og grundigt, og formodentlig med tiden skaffe plads til andre. Sådan er det.

Hvad er religion? Hvad er religion ikke?

Siden oplysningstiden har religionen leget en slags gemmeleg, idet den har påtaget sig det ene alias efter det andet. Religion er jo blot en mening med tilværelsen, respekt for naturen, en følelse af samhørighed med kosmos, en trøst, et etisk imperativ, en symbolsk fremstilling af menneskelivet, og så videre.

Dette er naturligvis beskrivelser, der passer perfekt på præstens søndagsprædiken, men over for for eksempel de såkaldt primitive, eller om man vil: levende religioner, kommer den til kort. Her fremgår det med al ønskelig tydelighed, at religion er noget uhyre konkret, snarere mere føleligt fysisk end de andre kulturfænomener.

De religiøse ritualer er alt andet end symbolske i moderne forstand, medmindre man også vil kalde det for en symbolsk handling at tænde for gassen. Tænder vi tændstikken, før vi åbner for gassen, sker der ingenting, åbner vi for gassen først, men tøver for længe med at tænde tændstikken, kan konsekvenserne blive katastrofale.

Det er præcis den samme fornemmelse, man får, når man iagttager det religiøse ritual. Forkert udført er det virkningsløst eller har direkte skadelige, ja, katastrofale konsekvenser.

Ritualet er altså ganske klart teknik, blot en teknik med større konsekvenser, hvilket rimer udmærket med, at den er mere grundlæggende. Det er farligere at pille ved de elektriske installationer i væggen end ved lommelygten, og på samme måde har det større konsekvenser at bryde ind i de processer, hvorved for eksempel ikke blot byttedyret nedlægges, men direkte frembringes. Det er her, vi begynder at forstå begreber som tabu og den almindelige forestilling om disse kræfters »farlighed«.

Også det, der advares imod, har imidlertid ændret sig. Kabbalisterne advarer således mod sindssyge, de »gamle« om selve verdensordenens sammenbrud.

Naturligvis er dette, præcis hvad sindssyge er, på et subjektivt plan. Subjekt og objekt spiller blot en anden rolle.

Når dualismen har kronede dage, skyldes det selvfølgelig i høj grad massekommunikationsmidlerne. Consensus er blevet så påtrængende, at den synes at være noget andet og mere end blot og bar enighed.

Virkningen minder om den, nazisterne opnåede ved at anbringe højttalere på gaderne, så borgeren, hvor han end befandt sig, kunne høre propagandaen, ja, faktisk dårlig kunne unddrage sig den. Maos lille røde bog, som på det nærmeste blev udstedt som pas, havde en tilsvarende virkning.

I begge tilfælde opnåede man, at førerens taler og mundheld blev så fysiske som stenbroen og rismarkerne og på en måde uadskillelige fra disse. Naturligvis er disse former for »hjernevask« uendelig primitive i forhold til dem, vi møder i det moderne liberalistiske samfund, men det gør også de sidste uendelig meget mere effektive.

Pointen er naturligvis, at den konditionerende effekt ikke ligger i det, der bliver sagt, men det, der ikke bliver sagt, i det mindste ad de officielle kanaler. Det, der aldrig bliver modsagt, betvivles heller ikke, det bliver på samme måde part of the scenery.

Gud kvalificerer næppe længere som en sådan Ubetvivlelig, men så har vi »det onde«. Det onde som en fysisk størrelse, noget, der har objektiv eksistens som onde mennesker, handlinger og impulser, og ikke blot som en aktuel uhensigtsmæssighed, er naturligvis den mest blatante form for metafysik, og dog finder vi den på tværs af alle partiskel med samme insistens som Synden hos en Bible-thumper fra Midtvesten.

Børn, der køber deres madvarer i det lokale supermarked, vil ikke have nogen klar forestilling om, at disse ting skal dyrkes og høstes, opdrættes og slagtes. De er der bare.

Hvem tænker, når han køber et kilo salt, på saltudvinding? Hvem, som netop har givet 4.95 for et brev peber, overvejer, at besiddelsen af for et par hundrede kroner af denne substans i en tidligere epoke ville have gjort ham til en holden mand?

På samme måde forekommer det os nærmest utroligt, at virkelighed skal fremstilles. Den er der jo bare.

Vi behøver bare at kaste et blik ud i lokalet, og der er den komplet med varer og indkøbsvogne, kunder og kassedamer. Men en kassedame ville for et menneske, der ikke vidste, hvad en kassedame er, blot være en kvinde i rituelt kostume - under forudsætning, naturligvis, af, at nogen havde forklaret ham, hvad en kvinde var.

Hvad er en kasse? Penge?

Som er en ting og dog ikke en ting, eftersom vi ikke mister dem, når vi sætter dem i banken, og heller ikke protesterer, fordi vi aldrig får »vores« pengesedler igen, men nogle andres. Vi har her ganske givet at gøre med noget, der er nok så mystisk som helligånden.

Selv eksperterne, økonomerne forstår det ikke - hvordan kan vores penge blive formindsket, devalueret? Men vi accepterer det, og på trods af, eller netop fordi penge er det mest metafysiske i vores verden, er de samtidig noget nær den mest fysiske realitet.

Og ligesom vi køber grøntsager i grøntafdelingen og finder kød i slagterdisken, køber vi virkelighed i kiosken. At den er absurd, er uden betydning, kun oplagstallet tæller.

Mens dette skrives, er den største nyhed - større end krig, hungersnød og jordskælv - en fødsel i kongehuset. Ingen af de implicerede har nogen evner, der adskiller dem fra resten af befolkningen, og de vil heller ikke på noget tidspunkt opnå nogen politisk magt eller indflydelse overhovedet på samfundet eller historien.

De er tydeligt indbildske, ubegavede, reaktionære og generelt usympatiske. Ingen avis kunne nogen sinde finde på skrive det - i det små er deres absolutte integritet en Ubetvivlelig.

Hvis kræet døde, ville folk sørge over mennesker, de aldrig har mødt, som var det en nær slægtning, og være bedøvende ligeglade med, hvis det samme overgik nabokonen. Absurd - javist, men det er virkelighed, og i kraft af oplaget endvidere Virkeligheden, hverken mere eller mindre luftkastel end scientology eller marxisme.

Virkeligheden er altid blevet fremstillet, men først nu bliver den masseproduceret. Vi behøver ikke at frygte misvækst med resulterende tomme brødhylder, og vi behøver ikke at frygte, at virkeligheden en dag holder op. Fortidens mennesker risikerede begge dele.

Det moderne menneske, der mister forstanden, det vil sige consensus, falder simpelt hen ud af samfundsmaskinen. Ingen vil bemærke ham mere end tabt ispapir fra Malmøfærgen.

Men et vanvittigt stammemedlem repræsenterer et brud på virkeligheden, en skaberakt, som kan være gavnlig eller skadelig, han er hellig, han besidder en kraft, der går ud over evnen til at jage eller høste, men hænger sammen med den - for også kornet og byttedyret skal konceptualiseres. Han er med andre ord en slags pervers udgave af shamanen, den professionelle konceptualisator, historiefortæller, skaber og opretholder, genopretter og helbreder.

Religionen er ikke symbolsk, den er fysisk. Det er ikke borddekorationen eller bordtalen, det er stegen, blod og marv.

Det er ikke anderledes med kioskvirkeligheden end med cellofanmadvarerne. Der er ingen jord i grøntsagerne, intet blod i kødet.

Vi graver ikke verden ud af vore blødende tarme, medmindre vi er digtere og filosoffer, vi får den serveret med et lille kort: Hilsen fra direktionen. De store mysterier: Hvad det vil sige at være skabninger og dog skabere, kød og dog ånd, siger os ingenting.

For det moderne menneske er ingen af delene, i det højeste gennemgående figurer i en komedieserie. Ingen skærer sig længere i armen for at finde ud af, om de er af samme stof som drømmene.

Ingen låser sig inde med vore forfædres hjernespøgelser. Men dette er ikke desto mindre, hvad religion er.

Religion er sex, og sex er religion. Det er, når disse to grundbestanddele i menneskelivet støder sammen, at den kritiske masse opstår, som sprænger virkelighedens døde hud i tusind stykker og blotter den levende, laksefarvede, og derfor holder vi dem omhyggeligt adskilte.

Religionen er et kønsmysterium. Det er en oprindelig, kraftfuld dualisme, der prædaterer den banale, subjekt og objekt, som for altid gør os til tilskuere til vores eget liv.

Den gamle, ånd og kød, betyder, at vi er skabere og skabninger, midt imellem dem, ikke vildfarne, men som fokalpunkter, det, hvorigennem skaberen bliver skabning. Det er de vises sten, den ultimative destillation: Kun ved at blive helt og fuldt kød kan vi blive ånd, kun ved at blive helt og fuldt skabninger kan vi blive skabere.

Denne dualisme er så grundlæggende, at den kun kan finde udtryk gennem den næstmest grundlæggende, kønnene, kønsligheden, i kærlighedsakten, det kymiske bryllup, at blive helt mand og helt kvinde, et perfekt, omvendt spejlbillede af den Elskede. At manden forsvinder, bliver ren energi, om man vil, og Kvinden bliver Alt, selve Verden.

Omskærelsen, som er et universelt fænomen, hvad enten du er jøde eller australneger, er udtryk for den grundlæggende pessimistiske erkendelse, at kun kvinden er, kan være religiøs. Mandens religiøsitet er i bedste fald en faksimile.

Han efterligner kvinden ned til den mindste detalje. Først må vi imidlertid forstå, hvad ægteskab er.

I dyreverdenen demonstrerer hannen i sit kurmageri, at han er en dygtig jæger, idet hunnen bliver hans bytte. I udspringet er brylluppet en ganske tilsvarende jagt, brude-løb.

Men fordi kvinden i realiteten bliver stjålet fra en stamme af en anden, må de bestjålne formildes med gaver, brudekøb. Kvinden bliver en handelsvare, som ikke må være farlig for sin køber, og derfor skal hun være uberørt.

Overdragelsesøjeblikket må derfor falde sammen med deflorationen, hvorefter beviset for hendes oprindelige virginalitet overdrages hendes familie, eftersom bevisbyrden er sælgers. »Jeg afgiver min mødomshinde« bliver synonymt med »Jeg er din hustru«, som i Exodus: »Du er mig en blodbrudgom!« Her siges det imidlertid på mandens vegne, og blodbrudgommen er Jave. Den religiøse oplevelse, som er seksuel, er med andre ord primær hos kvinden, men sekundær hos manden.

Kønsligheden er ikke begrænset til lørdag aften, den gennemtrænger og ligger til grund for hele eksistensen. Det er i kraft af den, dyrene får unger, genskabes, og at kornet vokser i jorden, og metallerne i klippen.

Jorden er et moderskød, der til stadighed befrugtes oppefra. Kvinden sidder inde med alle disse hemmeligheder, som er Eksistensens hemmelighed, måske tilhviskede gudernes sønner hende dem.

Men hun skal Lære at Være. Ofte går religionsforskeren af ren og skær uvidenhed let hen over kvindernes indvielsesritualer.

Det er der mange grunde til, de er i reglen hemmeligere og mindre dramatiske. Manden kan ikke gemme sig med dem, de er knyttet til, hvad han er, og dermed til kamp.

Ofte foregår hans indvielse på slagmarken, hvor han forvandles til et lyn. Her er han usynlig, et dyr, og altså den absolutte antitese til den muskelsvulmende, pansrede bondesoldat.

Hvis du ser din modstander, er han ikke kriger. Kvindens kraft er imidlertid ifølge sin natur skjult, i sædekornet i jordens bug.

Manden er et glimtende spyd, kvinden en dunkel grotte. Endvidere har religionshistorikeren sin egen kulturfordom med som tung bagage: Take me to your husband!

Men kultur er kvindens domæne. Kun i dens gry og skumring dominerer manden, Rydder og Skaber.

Takket være kristendommen lever vi i en endetid, dens kulturpessimisme er blot vores egen version af Gotterdammerung. Derfor ser han heller ikke, at mandens indvielse er et spejlbillede af kvindens, hans veer skygger af hendes.

Når vi kommer til de græske mysterier, som er det nærmeste, vi kommer til en levende religion i moderne tid, vil vi se, hvordan det igen er kvinden, der er i centrum. Selv Kristus er en forvokset Adonis, som nu påstås ikke længere at behøve en Afrodites mellemkomst til sin fødsel og genfødsel, et postulat, hvis hulhed understreges af den uudryddelige mariolatri.

Hvad ved mænd om sædekorn, der lægges i jorden? I de andre gnostiske sekter er det atter Sophia, der er i centrum, den (kvindelige) verdensfornuft, Logos.

Alt dette er naturligvis omhyggeligt begravet af en paranoid kirke og taktfuld religionsforskning, men er tilgængeligt for den, der har adgang til en tilstrækkelig stor skovl. Lad dette være målet for vores odysse.

Religionen er så gammel som mennesket - man kunne sige: Præcis så gammel som mennesket. Dyrene har ingen religiøse forestillinger - eller forestillinger overhovedet - men de behøver heller ingen.

Religionen forudsætter et syndefald. Bevidsthed, subjekt og objekt, forståelsen af handlingens kausalitet, alt dette gør mennesket til, hvad det er, men det skaber også et tomrum, som kun religionen kan udfylde.

Med Bevidstheden kapper Mennesket sine fortøjninger til dyreverdenen - naturen, om man vil. Et dyr er en blot og bar maskine.

Mennesket er stadig determineret, men der indtræder en forsinkelse. Verden bliver løftet op og betragtet, inden den bliver givet videre til næste mand i rækken.

Det gør den genert, nervøs. Mennesket hælder sand i naturens maskineri ved sin blotte og bare opmærksomhed, eller rettere: En verden uden en menneskelig iagttager er et absurd postulat.

I dette øjeblik bliver mennesket Gud. Hidtil har der ikke være brug for guder, kun verden.

Og i det øjeblik det bliver gud, holder det op med at være verden. Verden rykker på afstand som opskræmt vildt og må lokkes tilbage.

Men der er ingen verden uden, anden end, mennesket, og derfor må mennesket blive verden igen. Dette er rationalet i totemismen, den »første« religion.

Fortøjningen er endnu ikke ganske overskåret. Verden, som for jægeren er dyret, er endnu til en vis grad ham selv.

Men trosserne knager. Så kommer ritualet til, som altid er en selv-mutilation.

I offeret ofres selvet. Omskærelsen, de afskårne fingre og udslåede fortænder, tatoveringerne og kropsbemalingerne, maskerne og dragterne modsiger og ophæver hominiseringen.

Mennesket er stadig dyr, solmænd og leopardmænd, varulve og bersærker. Det er den »bløde« del af menneskets udvikling eller forandring, som ikke på samme måde kan graves frem af knoglebunkerne som pilespidser.

Og dog er det så langt den mest dramatiske. Alle menneskets betydelige fremskridt er sket på det religiøse område.

Resten er skrammel. Da den teknologiske udvikling i det tyvende århundrede løber fra den religiøse, indebærer den en større risiko for artens overlevelse end det hypotetiske meteornedslag for dinosaurerne.

Det betød blandt andet, at menneskets intellektuelle udvikling gik i stå, og fremtiden vil vise, om mennesket vil være i stand til at leve uden intelligens, om dets teknik har overflødiggjort dets tænkeevne. Hvor al tænkning og alle livsytringer er forvist til en Freudiansk »underbevidsthed«, og en skyggeeksistens har overtaget, er menneskeracen indlysende i fare.

Mysterierne er naturligvis intet andet end en opdagelsesfærd i dette Inferno, hvorfor borgerskabets skrækreaktion er forståelig. Religion er ikke noget med at få en mand ud til at sige noget, så det kan blive lidt højtideligt.

Den handler om liv og død, han og hun. I vores samfund overlever den kun i subkulturen, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at den er fuldstændig skjult.

Triviallitteraturen, filmen, pornografien, selv visse modetrends afslører dens dynamik. Således kan en horror-B-movie være på det nærmeste en guldgrube for forskeren.

Det »ukendte« - oftest med certifikatet »det onde« - dets dragning og »uhygge«. Offeret - i begge ordets betydninger - og dets ekstase.

Den lidenskabelige hjælpeløshed, endelig at være determineret til det ultimative. Pornografien går et skridt videre.

50 procent af al pornografi katalogiseres som »bondage«, det vil sige »slaveri«. Naturligvis er alt dette kvalificeret af fænomenet »fritid«.

For vore forfædre var der intet »arbejde« som noget adskilt fradet at leve. Den »alvor«, der præger kampen for tilværelsen, gjaldt livet generelt.

Der var ingen »rollespil«, hvor menneskene kunne tage det ulyksalige halve skridt. Den, der hengav sig til mystagogen, var i mystagogens vold, he couldn't sue.

De forskellige afhængigheds- og autoritetsforhold menneskene imellem var ikke tomme formularer med mulighed for retsforfølgelse. Det var et liv uden flugtveje.

Hustruen var virkelig hustru, slaven virkelig slave. Forpligtelsen var fysisk og påtrængende fra begge sider.

Ophævelse af forholdet betød i reglen døden, for en eller begge parter. I realiteten var friheden langt større, hvilket fremgår af tidsåndens generelle løssluppenhed.

Men kontrakter var bindende på den eneste måde, noget sådant er muligt, nemlig som udtryk for lidenskaber. Tidligere tiders mennesker flygtede fra deres forhold, når de blev uudholdelige, ofte med katastrofale konsekvenser for dem selv, men ikke altid.

Uden den moderne stats koercive magt var den fredløse en samfundsklasse med nok så meget social security som den velbjærgede bonde. Man valgte blot ikke med et skuldertræk, aftenskolekatalogmentaliteten.

For de fleste var den trygge, afhængige tilværelse den ideelle, og man vidste det. Man solidariserede sig med sin herre og tvang ham på denne måde ind i en ansvarlighed, som vi har glemt, hvad betyder.

Herren måtte altid spørge sig selv, inden han gik til ro, om hans slaver var så tilfredse, at han selv kunne tillade sig at sove roligt. Slaveriet blev altså på en måde først indført, i det øjeblik det ikke længere var muligt at forestille sig, at man kunne myrde sin arbejdsgiver i hans seng.

Antikkens og de gammeltestamentlige slaver, der regnedes til deres ejers hus, tjente ham hengivent, og måske med tiden blev frigivet med en startkapital eller arvede ham, var ikke fortvivlede. Fortvivlelsen finder vi i kobberminerne, hvor slaverne var dømte mordere.

Men dette er ikke slaveri. Det er industrialisme, og den form for fortvivlelse kender vi kun alt for godt: Slaveri uden kærlighed.

Tidligere tiders samfundsorden var altså ikke ufriere. Den var fastere, hvilket er noget andet.

Den, der ville læne sig op ad den, kunne gøre det uden at blive trådt ned. Og den, som ønskede at ændre sin stilling, sin identitet, måtte betale for det.

I dag er det betydeligt lettere at flygte. Denne »liberalisme« kan samfundet let tillade sig, eftersom der ikke længere er nogen steder at flygte hen.

Man kan flygte fra sig selv, uden nogen sinde at opdage, hvad det er. Og man kan drømme - on your own time.

Vi lever i en kultur fuldstændig opslugt af dødsangsten. Livet er »helligt« for os, hvilket blot betyder, at intet har så stor betydning, at det betyder mere end forudsætningen for det, det kliniske præparat, livet in vitro.

For fortidens mennesker derimod var døden en afgørende faktor i ligningen. Det er væsentligt, for først når vi ikke længere frygter døden, kan vi begynde at leve.

I mysterierne spiller ikke døden, men dødsvilligheden en meget betydelig rolle. Den rituelle død er dødens mulighed. Abraham opererer med muligheden af, at han kan blive nødt til at ofre sin søn.

Dette er den største af alle befrielser, befrielsen for dødsangsten, idet noget bliver vigtigere end livet. Dette ligger tæt på den religiøse oplevelse og er uadskilleligt fra den.

Men som tidligere nævnt er disse mennesker også stadig tæt på høst og slagtning og har derfor ikke vanskeligt ved at se sig selv som tilsvarende »ofre«. Omvendt forekommer dyret næsten »villigt« i kraft af denne sammenhæng.

Indvielsen fremstår som en rejse, simpelt hen fordi en afstand skal tilbagelægges, nærmere betegnet den afstand, der er kommet mellem det »nye« menneske og dets dyriske ophav, dyret, verden. Vi har allerede antydet de ritualer, der faciliterer reanimaliseringen og reanimeringen af mennesket.

Det moderne menneske er i en vis forstand dødt. Dette skyldes, hvad man kunne kalde nominalisering.

Kortlægningen, det vil sige konceptualisationen af verden forudsætter ud over subjekt og objekt en »partering« og tilhørende navngivning af hvert enkelt partikel. Dette er et gennemgående træk i de fleste skabelsesmyter, den primordiale kæmpe, der slagtes, gerne af en kulturhero.

Den nyeste version finder vi i mithraismen, som er en forholdsvis »moderne« religion, idet den er samtidig med og i visse stadier ligefrem identisk med kristendommen. I den kristne skabelsesberetning, som den har fra jøderne, som atter havde den fra den babyloniske mytologi, hvor det er Marduk, der slagter Tiamat, er det animistiske aspekt af kaos, »dragen«, gledet ud, men er dog navngivet i Jobs bog som Rahab.

Derudover overlever motivet i Åbenbaringen og Sankt Georg og dragen. Ofte er der meteorologiske konnotationer, som i Indras felttog mod skyerne, men grundmotivet er det samme: Ud af et Urmenneskes integritet vokser en mangfoldig og modsætningsfyldt verden, idet den første dichotomi af nødvendighed er han/hun.

Også menneskets navngivning af det skabte indgår i den gammeltestamentlige skabelsesberetning. Men dermed bliver verden på en måde to, ting og navn.

På det kognitive stadium er tingen selvfølgelig sit navn, men på det kommunikative glider de fra hinanden som »virkelighed« og »sandhed«. Endelig blegner i vores eget tidsafsnit den fysiske verden bort og erstattes af en gloseliste.

Oplevelse bliver til påstand, og påstande til dialektik. Som ordene fjerner sig fra deres denotationer, bliver de efterhånden rent persuasive.

Ordet »frihed« har ikke nogen konkret betydning, så at man kan afgøre, om den er der eller ikke, dets reelle indhold er ikke større end i ordet »hurra«. Først kommer »god« og »ond«, hvis oprindelige betydning af mana og tabu fortaber sig i forhistorisk tid.

Derpå følger frihed, lighed og broderskab og de moderne addenda, i kronologisk orden: Sundhed, hygiejne og fremskridt (skrivende sig fra det tyvende århundredes begyndelse), velfærd (Johnson's Great Society fra begyndelsen af tresserne), progressivitet (lidt senere), og således videre op til firsernes medbestemmelse og livskvalitet. Fælles for alle disse gloser er, at de er fuldstændig tomme, eller sagt på en anden måde: Man kan lægge i dem, præcis hvad man vil.

Man kan med andre ord ikke sige: Det er ikke medbestemmelse, det er ikke livskvalitet, man kan i det mindste ikke argumentere for det under henvisning til noget faktisk forhold. At personalet får lov til at bestemme farven på væggen i kantinen, kan være medbestemmelse, og livskvalitet en snaps til maden.

De koster med andre ord ikke nogen noget. Og her er vi naturligvis nået ind til kernen.

Der er ikke plads til menneskelige realiteter i det moderne samfund. Den døde får en hieroglyf forestillende tyve brød med i graven, det er billigere, and he'll never know the difference.

Samtidig udgør antonymerne til de persuasive termer et effektivt skræmmemiddel. Da ingen kan sige, hvad det vil sige at være reaktionær, er man altid i fare for at være det, så det er bedst ikke at gøre noget overhovedet.

Den sidste menneskelige følelse er skammen. Vi skammer os over ikke at være mandlige, kvindelige, menneskelige, stærke, ædle, og så videre.

Også her frelser hieroglyffen. Kærlighed behøver ikke at være glødende lidenskab.

Love is a warm puppy, or maybe a hot-dog. Denne form for livsvisdom sælger altid.

»Lyt altid først efter, hvad den anden har at sige, og prøv at forstå ham!« Man kan selvfølgelig altid »oversætte« en sådan sætning direkte, men vil da hurtigt opdage, at en sådan oversættelse altid kommer til kort.

De mennesker, der abonnerer på den slags mundheld, har aldrig læst »Mein Kampf«, endnu mindre »prøvet at forstå den«. Det er en ren »feel good«-remse, et moderne Ave Maria.

Indvielsen går i al sin sjofle gru i den stik modsatte retning. Ord bliver kød. Spørgsmålet lyder ikke: »Hvordan kan jeg udstyre min partner med endnu et alibi?« men »Hvad vil det sige at være en hun?«

Dette er rejsen tilbage, den afstand, som skal tilbagelægges, og som efterhånden er blevet næsten uoverstigelig, men naturligvis aldrig helt. Det er den underverden, mysten rejser til, Livets og Dødens verden, hvor forfædrene bor, som skabte verden og kender dens hemmeligheder.

I døden vender vi tilbage til den. Vi dør for ikke at dø.

Det er en balance, at skabe virkelighed uden at blive fanget i den. Redskabet er et eksempel på dette.

Med rette er det menneskets »symbol«, eftersom det ligesom dette befinder sig midt imellem skaber og skabning. Det frembringer, men er dog selv frembragt.

Redskabet, værktøjet, våbnet er således et menneske i lille format, det er menneskeligt og behandles som et menneskeligt væsen. Det kan heller ikke på dette stadium adskilles fra den, der har frembragt det og brugt det til daglig, og derfor følger det ham i døden.

Da det bliver smedens domæne, signes det som et barn. Disse professionelle værktøjsmagere indtager ydermere den særstilling, at de er skabere af skabere.

I denne korte indledning har vi forsøgt at indkredse vores emne. I det følgende skal vi forsøge at gå i dybden med nogle af disse ting.

Det bliver ikke let. Næsten »instinktivt« flygter vi fra den forståelse, der har implikationer for vores virkelighed.

Vi håber på en »forklaring« i traditionel forstand, en anekdote, der ikke påvirker vores sansning. Den nødvendige fordybelse i disse problematikker kræver en nærmest pinagtig koncentration af os, og når vi endelig forstår, ved vi næppe, hvad vi har forstået.

Det er ikke os, der har forandret os, for en sådan forandring vil naturligvis aldrig kunne konstateres, hvis vi skal bevare vores opfattelse af os selv som objektive, det vil sige passive iagttagere. Det er verden, der tager sig anderledes ud.

Gør den det, har vi forstået. Gør den ikke, har vi det ikke. Kriteriet for forståelse er fysisk forandring.

 

 

ANDET KAPITEL

 

LA RELIGIEUSE

Som tidligere nævnt spiller døden en afgørende rolle i den religiøse forestillingskreds, så stor, at mange forklaringsforsøg tager udgangspunkt i frygten for døden, dødens mysterium, og så videre. Når man betragter vor egen tids religiøse manifestationer, kan det da også forekomme at være en nærliggende forklaring.

Hvad enten det drejer sig om kristendom, spiritisme eller reinkarnation, synes tiltrækningen hovedsagelig at ligge i fornægtelsen af menneskets dødelighed. »Krist stod op af døde« og forjætter de troende, at de kan gøre ham kunststykket efter, faktisk er det svært at forestille sig en kristendom, der ikke har korsfæstelse og opstandelse som akse.

Men vi må også tænke på, at den genopstandne gud går igen i de fleste antikke religioner, også hvor de katalogiseres som frugtbarhedskult. Spiritismen og den »spiritualisme«, som går for mystik i det tyvende århundrede, tog sin inspiration i Swedenborgs teori om, at engle og andre overnaturlige væsner var salige ånder, det vil sige afdøde.

Reinkarnation er et rent vestligt fænomen på trods af en vis overfladisk lighed med østens forestilling om en slags åndelig energiens konstans. Auralæsere håber sjældent at vende tilbage som spyfluer - det ville dog ellers være en åndelig udvikling.

Det kunne altså synes, som om religionens eneste formål er at dæmpe dødsangsten. Dette kræver imidlertid, at man, som det er så populært inden for religionshistorien, projicerer sin egen pop-eksistentialisme tilbage på mennesker, der levede for årtusinder siden.

Det går bare ikke. Mennesket og verden forandrer sig på et århundrede, ned til de mest grundlæggende naturlove, så at det er rent ud absurd at forestille sig, at de første og sidste mennesker skulle have så meget som en tanke tilfælles.

Kun det moderne menneske frygter døden, hvilket er noget andet end at frygte de døde, en frygt, som i sig selv nødvendigvis må tilhøre et sent stadium. Der er ingen grund til at frygte væsner, man har daglig omgang med.

Døden er heller ikke mere mystisk end livet. Det primitive menneske finder ikke naturen »uforklarlig«.

For at finde noget uforklarligt, må man nødvendigvis vide, hvad en forklaring er. En forklaring er en forklaring på noget, det er med andre ord noget andet end det, det er en forklaring på, en dualisme, som ganske enkelt ikke siger den primitive noget.

Den primitive kender ikke til symbolik. Religiøs symbolik er en selvmodsigelse.

Religion er netop en regression til en oplevet virkelighed, modsat vores forklarede. Vores umiddelbare reaktion på tilsynekomsten af et overnaturligt væsen, at vi må drømme eller hallucinere, skyldes netop, at vi ikke er religiøse.

Når den primitive ikke reagerer sådan, skyldes det ikke, at det overnaturlige væsen er et etableret dogme hos ham, han ville reagere på samme måde over for en lastbil. Han checker simpelt hen ikke efter i sin katekismus, for det platonistiske aksiom, at sanseverdenen er bedrag, som ligger til grund for den klassiske naturvidenskab, har han aldrig formuleret.

Han har derfor heller ingen brug for hverken kvadratrodstegn eller andre symboler for at »forstå« sine omgivelser. Han ville altså forstå nadveren: Tyren ofrer sig og giver brødet og vinen, som er dens kød og blod.

Men at det skulle symbolisere noget, ville han ikke ane, hvad vi mente med. Selvfølgelig kan mand- og den mindre offentlige kvindeindvielse ligne de græske mysterier ikke så lidt.

Men man må forstå, at forestillingen om, at man ad denne vej opnåede en »viden om« noget, man ikke førhen kendte til, er moderne. Den primitive indvielse er en metamorfose.

Der er ikke noget mere mystisk ved den end det, at kvinden begynder at menstruere, eller at manden får rejsning. Religionshistorikeren er vant til, at det religiøse er mystisk og symbolsk, og når han ser, hvorledes det religiøse er indvævet i den primitives daglige liv, må han af nødvendighed konkludere, at for den primitive er alt et mysterium. Men det er lige omvendt. Når religionen går så selvfølgeligt i spand med hverdagen, er det fordi den er lige så enkel og ligetil som den.

For den primitive er intet mystisk. Naturligvis er der ting, der skal læres, men ikke i vores forstand.

En mand lærer ikke at skyde med bue, han forvandles til bueskytte, ligesom en jomfru forvandles til mor. Det er måske mystisk for os, men det er, fordi vi ikke har nogen viden om det, fordi vi ikke kan få nogen viden om det, fordi der ikke er nogen viden at få.

Dette er mysteriernes mysterium, som mysten erfarer med en latter, og som nogle af jer måske vil lære her: Der er intet mysterium. Der er ingen okkult viden.

Der er en viden om mysterierne, som er historikernes, og som kan være mere eller mindre komplet med hensyn til hvor, hvornår, og så videre. Men dette er ikke mysterieindvielse.

There's but a small step fra Eliade til O&M. There's a giant leap fra O&M til what we're doing here.

Der er altså ikke tale om nogen ængstelse for det store, sorte mørke, når personlighedens sparepære går ud. Som vi tidligere har talt om, er døden gemt væk hos os, ligesom resten af livet.

Død er liv. Vi kan ikke spise en levende gulerod.

For os er der en afgrund mellem kotelettens død og vores egen hospitalsdød. Dette er selvfølgelig ikke tilfældet for den primitive.

For os er døden et punktum og som sådanne uden udstrækning. Er der en dødsproces, camouflerer vi den, og i øvrigt hjælper bedemanden med at løse problemerne.

Den primitive kan se på døden, og derfor finder den en plads i hans tilværelse. Han katalogiserer den med beslægtede fænomener, ganske som vi gør det med andre ting.

Der er ikke blot mange slags død, persondøden er medlem af en familie af fænomener. For det første er der de døde.

Den primitive er ikke swedenborgianer, men det er i det mindste åbenbart for ham, at de døde deler de overnaturlige væsners tilbagetrukne tilværelse. De lever i en drømmeverden, det vil sige, de er lettest at kontakte i drømme og ekstreme sindstilstande.

Den dualisme, der er et biprodukt af udviklingen af det kommunikative aspekt af sproget, oversvømmer først hverdagslivet. Før denne udvikling var der kun det kognitive, »drømmetiden«.

Verdensskaberne er således vore kognitivt begavede forfædre. Og som ikke alle jægere blev bønder, var det heller ikke alle forfædre, der blev mennesker.

Skilsmissen mellem menneske og dyr, jæger og bytte, er ikke a clean break. Der bliver noget tilbage af dyret og tingen i mennesket, »totemisme«, og af mennesket i dyret og tingen, »animisme«.

Der er slet ikke tale om Døden, men om død, modsat liv. Men når vi siger liv, må vi igen passe på ikke at bruge ordet i vores egen forstand, organisk liv.

Den primitive er ikke biokemiker. Levende er det, der har livsytringer.

Mennesket og dyret, fordi de rører sig, planten og malmen, fordi de vokser i jorden, fuglen og pilen, fordi de flyver. Begrebet liv hos den primitive ligger altså meget tæt på begrebet energi hos os.

Liv kan udveksles, og det forbliver på en måde konstant. Buen giver pilen liv, og jægeren giver buen liv.

Det er naturligvis et meget »psykologisk« energibegreb, og derfor er det primære relæ i denne energiudveksling også mennesket. Også buen må fødes, den har sin mor ligesom dyrene og stenene.

Det er her, den primitives verdensforklaring er vores overlegen. For ham er en bue ikke træ, men en ide.

Den er ikke liv, livet er noget forskelligt fra ideen, og det kommer uvægerligt før. Derfor ville naturlove abstraheret fra guder også for ham være en absurditet.

Før der kan være et sværd, må der være en smed. Det er ikke nogen primitiv tankegang, i virkeligheden er den uhyre sofistikeret, det vil sige vanskelig for os at forstå.

Ideer og dermed virkelighed er udtryk for en kognitiv aktivitet. De er ikke et lukket skrin, som en passiv sansning åbner.

Verden er således på en måde den fundamentale livsytring. Et træ er levende, fordi det er i stand til at konceptualisere sig selv.

At sige, at vi gør det, ville være at presse subjekt/objektkategorien ind, hvor den ikke hører hjemme, det ville være som at indlede en grammatik med det personlige pronomen. Ikke fordi verden på nogen måde antecederer den unikt menneskelige kognitive evne, men fordi »den« antecederer »jeg«.

Jeg er før verden, men »jeg« hører verden til og følger som sådan efter. Planten og stenen er med andre ord levende, fordi de er i stand til at frembringe sig selv, de eksisterer i en »aktiv« form af verbet, som vi mangler.

»Skabe« og tilsvarende verber duer ikke, for det, vi har brug for, er en aktiv form, der ikke blot ikke tager objekt, men heller ikke subjekt, et eller andet superintransitiv. »Fiat« er dog i det mindste konjunktiv.

Det døde er tilsvarende det, som har mistet evnen til selvopretholdelse og -fornyelse. Liv er altså normaltilstanden og ikke en blafrende kærte i et univers behersket af død.

Kaos er simpelt hen grænserne for en livsytring, en skabelsesproces. Alt er levende, og alt er forskelligt fra det liv, der står »bag« det, som kullet og gløden.

Det er kabbalisternes »frem og tilbage«, gnisten, lynet, der forbinder den uskabte (udifferentierede) himmel og den skabte jord. For at beherske dette, må vi »rejse«.

Smeden må kende både hammeren og ambolten, essen og malmen, det vil sige: Han må blive dem. Derfor er mysterieindvielsen en død.

Mysten må blive ambolt, helt skabt, før han kan blive helt skaber. Igen sidder kvinden med alle trumferne.

Hun ved, hvad det vil sige at være bytte, blive fanget, taget, befrugtet, forvandlet. Hun er det Evige Metal, de vises sten.

Hvis hun ikke ved det, må hun genopdage det. Manden kan kun opleve det gennem hende.

Religion er ikke tro, men teknik. Religio betyder grundlæggende overholdelse af ritualer.

Fordi disse ritualer ikke er kausale, slutter den traditionelle religionsforsker fejlagtigt, at de er symbolske. Men det er de ikke.

De er kognitive. De hverken er eller repræsenterer handlinger i verden, men de verden underliggende kognitive handlinger. Som sagt siger disse handlinger os ikke noget, fordi massefabrikationen af vores verden har fået os til at tro, at den er præeksisterende.

Jægeren »bryder ikke noget ben« på jagtbyttet, for et dyr består grundlæggende af to ting. Der er dets aktualitet, dets eksistens, dets substans, dets kød.

Dette er transient, det kan parteres, steges og fortæres. Til sidst bliver det til den spisendes kød.

Men derudover er der dets potentialitet, dets ide, dets form, dets essens. Uden denne essens ville der ikke være nogen jagt, noget bytte eller nogen jæger.

Vi kunne sige, at den er udødelig. Hvor mange bisoner vi end nedlægger, vil bisonen altid eksistere (den moderne præservationisme siger ikke den primitive noget og er derfor irrelevant i denne forbindelse).

Men sådan er det ikke. De »nye« eller snarere genfødte bisoner skal også konceptualiseres.

Den primitive kunst er en hjælp til denne konceptualisation, ligesom alle ritualer og al egentlig kunst. Derfor må denne essens også »gives tilbage«.

Den primitive kan simpelt hen ikke tåle at se det udslettede dyr, han har jo ingen polaroid-shots fra i sommer. Men dyrets form persisterer også i skelettet, som er stort set uspiseligt.

Det er dyrets immutable essens. En sådan har vores onkel også, og vi kan sikre den på forskellig vis.

For det første kan vi naturligvis æde ham og gemme skelettet eller i det mindste kraniet, eller vi kan lade rovfugle eller fluelarver gøre det. Vi kan med andre ord enten lægge ham op i en trækrone eller begrave ham i jorden.

I det sidste tilfælde kan vi grave ham op igen, når han er blevet udødelig. Men vi kan også lade være.

Essensen er jo givet tilbage, som formålet var. På samme måde lægger vi det afpillede skelet af byttedyret ud.

Gør vi det ikke, er det, fordi vi ønsker at knytte det til os, som vi også kan ønske at gøre det med særlig værdifulde stammemedlemmer. Som totemister skelner vi endvidere, som vi har set, ikke skarpt mellem dyre- og menneske-»begravelsen«.

Ofte jordes den døde i fosterstilling, så at det nye stammemedlem allerede er konceptualiseret, gerne med hovedet mod den opgående sol, den mest dramatiske »genfødsel« af alle. Finder vi kraniet ufuldstændigt som rekonceptualisation (på dansk: »det ligner ikke rigtigt«) kan vi udbedre med kød af ler og sten som øjne, hvoraf som regel kun det sidste kunstgreb stadig kan konstateres.

Døden er af den transiente natur, som har fået forskerne til at tale om »overgangsriter«. Der er virkelig tale om en overgang, en ikke-eksistentiel tilstand mellem to eksistenser, som skal »overstås«.

Den døde skal med andre ord holdes i en slags halv-liv, indtil han kan leve igen, og får hertil den hjælp, de efterlevende kan give ham. Balsamering i visse højkulturer, okker som »blodtransfusion« eller måske blot en madpakke til overfarten.

Igen må vi vare os for at konkludere nogen forestilling om personlig udødelighed, det er ideen menneske, der bevares, i visse tilfælde sågar ideen høvding eller shaman, men ikke mere. Personligheden, som vi forstår den, går til grunde med det kød, den er en del af.

Vore egenskaber kan overleve, men ikke »vi«, på lignende måde, som en søn kan arve sin fars egenskaber uden at være en »reinkarnation« af ham, som måske stadig er i live. Vi ser, hvordan »tilbageleveringen« af de essentielle dele af dyret foregriber »offeret«, hvor guden - til den moderne grækers bestyrtelse - får »affaldet«.

I alt dette indtager Kvinden en central position, skønt hun ofte er usynlig. Hulemalerierne er sekundært en konceptualisation af byttedyret, primært af jagten, inkorporerende jæger og bytte.

Her har kvinden ingen plads. Kun i fremstillinger af dyrets regeneration finder vi hende somme tider.

Derimod er hun det første »gudebillede«, som forskerne plejer at kalde Venus. Den inkorporeale gud er af temmelig ny dato og en af de manifestationer, vi højst kan kalde pseudoreligiøse.

En gud er et gudebillede af sten eller træ, det vil sige et væsen med visse fordele og visse svagheder i forhold til et gudebillede af kød, altså et menneske. Guden kan ikke røre »sig«, men er af samme grund heller ikke på samme måde bundet af tid og rum.

Den er med andre ord på det dynamiske præeksistentielle stadium. Oprindelig var det måske Dyret, hvis børn »nedstiger« på jorden, eller en forfader, som foretrækker at forblive død og rådgive stammen gennem drømme og varsler.

Gudebilledet modsiger naturligvis i nogen grad denne frihed, men fungerer så til gengæld som en »modtager« hos de efterlevende, ganske som i sin tid det pyntede kranium. I det gamle testamente udvikler gudens modvilje mod at lade sig tvinge på denne måde sig til et regulært traume, som blandt andet manifester sig som Islams billedforbud. Der er en tilsvarende konflikt i kristendommen imellem relikviedyrkelse og ikonoklasme.

Kategorisering er al konceptualisations modus operandi. For at definere, må vi skelne, og denne skelnen medfører grupperinger.

Mange af de deraf opståede klasser overlapper, idet deres fællesmængder udgør de egentlige fænomener. Tiden er på en gang lineær og cyklisk, »den evige tilbagevenden«.

Hvis verden ikke var cyklisk, hvis visse fænomener ikke vendte tilbage, ville teknik være en umulighed, og den teoretisering, der er knyttet til den, og som repræsenterer verden, overflødig. At tænke er at huske.

En jæger må kende og forstå sit bytte, ja, han må i en vis udstrækning identificere sig med det. Jagten er et lukket system, hvor jæger og vildt interagerer.

Det knytter seksualitet og død sammen, for manden er en jæger, og kvinden hans bytte. Brudeløbet, som hos os er degenereret til restaurationsbrylluppet, er dramatisk, men det er kun et synligt led i den kæde, som kvindens udvikling repræsenterer.

Det første led er konstateringen af, at hun er noget andet end en dreng, og hvori denne forskel består. Hun har et spejlbillede, en refleksion, som hun måske første gang ser i et hankønsvæsens øjne.

På denne måde at være genstand for en mands opmærksomhed er noget, den unge pige ganske naturligt flygter fra. Det er byttet, der opdager, at det har jægerens opmærksomhed.

Men denne flugt er også nødvendigvis optakten til jagten. På et senere kulturtrin vinder manden kvindens tillid og binder hende således til sig, men oprindelig er det omvendt.

Det første kærtegn modtager kvinden med bundne hænder. Med husdyrholdet tilføjes et nyt aspekt, hun tæmmes, rekonceptualiseres.

Der er i virkeligheden meget lidt vold i denne voldtægt. Den magt, der udøves, er fortrinsvis psykologisk, vi ville tale om en forførelse.

På samme måde må byttet forføres til at give sit liv for jægeren, af kærlighed. Jægeren er en magiker, ikke en skarpskytte.

Også i vores kulturkreds forfører vi verden til at blive vores, men det ville naturligvis være absurd at hævde dette som en regel. Magikerne er få.

Jægeren kender sit bytte. Han kan følge et spor.

Han ved, hvad der pusler i løvet. Eller rettere: Han kender den konceptualisation, der vil føre byttet til ham, men han tager den heller ikke for mere end det.

Byerne har endnu ikke lukket sig om ham. Det er et spørgsmål om opmærksomhed, igen i en for os ukendt aktiv form.

Det moderne menneske læser skilte, og hvis det en sjælden gang iagttager i den eksempelvis skilteløse natur, er det en revelation for ham. Men der er endnu et niveau, endnu et trin ned, hinsides skiltene og tingene til det sted, hvor tingene bliver til.

Hvor vi ser syn og hører hørelse, hvor sanserne vendes indad mod huden. Det er i den tilstand, kvinden som bytte og fange befinder sig, ekstasen.

Hun føler bogstaveligt, at sjælen forlader hendes krop, ofte ved hun det i det øjeblik, hun ser stålburet. Hun flyver med fuglene, mens hendes krop »besættes« af hendes Herres vilje.

Den moderne kvindeindvielse er hverken mere eller mindre mystisk eller voldsom end den dionysiske eller primitive. Formålet er det samme, midlerne grundlæggende de samme.

Et ad de mest dominerende af alle religiøse temaer er Gudindens Nedstigning. Når man ser bort fra kønnet, er det såmænd også det centrale tema i vores egen kristendom.

Dette er naturligvis en medvirkende årsag til mandens centrale placering i vores forestilling om religion og kultur overhovedet. De semitiske stammer, vi har vores mytologi fra, var mildest talt atypiske for deres kulturepoke, og er i denne forstand ansvarlige for den måske mest dramatiske regression i menneskets historie.

På et tidspunkt, hvor verdensrigerne, kulminerende i hellenismen, på det nærmeste havde skabt det verdenssamfund, det nu igen er blevet moderne at stræbe efter, insisterede de på at forblive et »udvalgt« folk. Da deres ørkengud forsvandt i vrimlen af nationale guddomme lempet ind i diverse panthea, forfremmede de ham taktisk til den Gud, vi stadig må trækkes med det filosofiske spøgelse af.

Det er også her, vi skal søge årsagen til den uforklarlige mistillid til for eksempel Romerriget, idet den judæiske provinsielle tykhovedhed ophøjes til historisk censor. Den antikke naturvidenskab og politiske filosofi står på omtrent samme stade som det attende århundredes ditto, da kristendommen optræder på arenaen og stiller uret et par årtusinder tilbage.

I denne, vor verden står jødedommen som det eneste intellektuelle lyspunkt, og det er derfor ikke overraskende, at den så fuldstændig dominerer åndslivet. Da nazismen eliminerede dette element i den tyske »kultur«, blev der kun bøller og idioter tilbage.

Men vi må heller ikke glemme, at den mørke middelalder, som vi synes at have så svært ved at slippe ud af, hovedsagelig skyldes kristendommens naivisering af jødedommen. Jødedommen kan være aggressiv, men den er aldrig deintellektualiserende som den kristne »tro«.

Dens Emeth er troskab, ikke dumhed. Ikke desto mindre postulerede hebræerne for årtusinder siden en religiøs og moralsk overlegenhed over samtidige kulturer, som de ikke forstod.

Disse har naturligvis ikke set med mildere øjne på de uvaskede barbarer, men denne vurdering er ikke overleveret. Vi kan dog stadig læse the true story mellem linjerne, som vi da også skal i vores bibeltimer.

På »patriarkernes« tid var hebræerne ørkenrøvere og lejesoldater, bumser i de egentlige kulturers baghaver. Deres »religion« var centreret om husdyravl, menneskeavl, slagsmål, sex, slagsmål, slagsmål og blod.

Deres gud var en ædedolk med storhedsvanvid. Sodoma-syndromet, den primitives fordom over for kultur af enhver art, gik igen i modviljen mod Babylon og Rom, de store »horer«, hvor den almægtige patriark takket være en ikke nærmere defineret »deal« med en »gud«, der udstyrer ham med autoritet og medhustruer, ikke havde helt den samme overbevisningskraft.

Senere raser profeterne forgæves mod kulturblanding og fredelig sameksistens med de omliggende kulturer, for slet ikke at tale om den realpolitik, det kan inspirere til at være en nation af frimærkestørrelse. Vel, de fik naturligvis det sidste ord, da en version af den populære messianisme blev malurten i verdenshistoriens bæger.

Samtidig overtog vi så moralske normer, som skyldes de helt specielle forhold, hebræerne levede under. I en ørken, hvor en ekstra søn afgør udfaldet af kampen om den lokale brønd og dermed hele eksistensen, er det naturligvis mindre interessant, hvis hr. Jahujaja også kommer for skade at avle en datter.

Specielt morsomt er det måske, at den modvilje mod masturbation (»onani«) og homoseksualitet, hvis eneste rationale ligger i behovet for at avle sønner, som også kommer til udtryk i de pudsige ægteskabslove, som forpligter den arme mand til at overtage sine døde brødres hustruer, stadig spøger på et tidspunkt, hvor verdens mest påtrængende problem ikke just er underbefolkning. Eller prøv at foreslå den lokale folkekirkepræst en kvindelig Gud! It just isn't done ...

Meget betegnende har man heller ikke præstinder, men »kvindelige præster«, de får med andre ord allernådigst lov til at vikariere for mænd, hvis de vel at mærke trækker i den mandlige præsts gevandter og taler med dyb stemme. Sært nok er løst skæg ikke mandatorisk.

Ingen, selv de mest »progressive«, kan sige sig fri for disse fordomme: Romerne var slavedrivere (jødernes slaver går man let hen over), religion har ikke noget med sex at gøre, monoteisme er mere »udviklet« end polyteisme, kristendommens centrale budskab er næstekærlighed, alt dette totalt u- og antihistoriske nonsens, som også såkaldt »venstreorienterede« uforknyt rabler af sig under julefrokosten. Summa summarum: Den Nedstegne Gud er mandlig. Not so i den originale version.

Også kaosdragen var oprindelig kvindelig, frembringelsen af verden den rituelle slagtning eller ofring af en kvinde. Igen leverer UFO den uforkortede version: Nedstigningen af Sofia, det oprindelig kvindelige Logos, som gentaget i simonitternes ofring af Helena.

Som vi sagde tidligere: Manden oplever verden gennem kvinden. Kvinden oplever verden som sig selv.

Alle tider har haft deres religiøse aristokrati, som varetog de verden tilgrundliggende riter. Kristendommen havde munkeordenerne, hvorfra kirkens fyrster blev rekrutteret.

Helt op i moderne tid har jesuitterne været en politisk magtfaktor, modvejet af de oprindelige frimurere. I klostrene har, hvad Freud ville kalde sublimeret seksualitet, trivedes i bedste velgående i adskillige århundreder, måske fordi han ikke helt forstår, hvad seksualitet er.

En Kristi brud vil uundgåeligt i den fuldt legale ekstase opleve, hvad fysiologisk set er en orgasme. Den til klosteret knyttede mandlige skriftefaders forhold til de nonner, det var hans opgave at tugte, kan næppe heller just kaldes aseksuelt.

Vist var næppe hver eneste munk en Urbain Grandier, men de nøjedes næppe heller alle sammen med at synge morgensang og prædike for fuglene. Som man vil erindre, var dette et af protestantismens vigtigste klagepunkter.

Den føromtalte ekstase var ofte resultatet af selvplageriske excesser, hvor i efterlignelsen af Herren især lidelseshistorien var populær. Denne »tugtelse af kødet« har sikkert lige så ofte vakt det som det modsatte.

Man forestille sig en blomstrende jomfru blive klædt nøgen og riset til blods for derefter at blive spærret inde i sin celle for eventuelt på et senere tidspunkt at blive trøstet af den munk, der havde idømt og overvåget eller måske ligefrem selv eksekveret hendes straf. Fromt måske, men næppe aseksuelt.

Alt dette i et miljø, som udadtil undsagde et aktivt seksualliv. Man tænke sig, hvor meget mere dette aspekt har betydet i en kultur, der ikke kendte denne fordom.

Således beretter Herodot, hvorledes guden hver nat i skikkelse af en præst, eller eventuelt kongen, havde omgang med en udvalgt tempelslavinde på zigguratens top. Dette ritual var så essentielt som brahmanernes offer, uden hvilket solen ikke kan stå op.

Vi skal kort beskæftige os med både munke- og nonnevæsnet som en forudsætning for forståelsen af det, eftertiden har døbt »tempelprostitution«, tempelslavindens indvielse. Monasticismen har som sine to forudsætninger og kendetegn mysticisme og asketisme.

Mysticismen er omgang med det guddommelige, og asketismen det hertil nødvendige middel, en afskærelse af consensus. Igen er den forelskede kvinde det indlysende eksempel.

Når hun er hos sin elskede, tvivler hun ikke om hans kærlighed og deres fremtidige lykke, men når hun taler med veninder og slægtninge, sniger der sig uvægerligt en tvivl ind, som må synes rimelig. Dette skyldes naturligvis, at kærligheden udfolder sig i et limbo.

Alle andre forhold er irrelevante, det synes lige så indlysende, at de elskende er de første i verden, der har haft sådanne følelser for hinanden, som det i lyset af en consensuel fornuft forekommer absurd. Det seksuelle forhold er med andre ord et sort hul, hvis singularitet kærligheden er, den fuldstændige hen- og overgivelse til den Elskede.

Dette forhold er ulogisk, eller det har sin egen logik, det trodser naturlovene. De Elskende svæver frit i luften, hvad en iagttager på jorden advarende kan meddele dem.

Sagen er naturligvis, at i kraft af kærligheden kan de gøre det. Jo længere kvinden lader sig glide ind i denne vortex, jo selvfølgeligere forekommer dette mirakel hende, jo tryggere den paradoksale situation, det har bragt hende i.

Hun er roligere i hans favn end ved hans hånd, roligere i lænker end fri. Samtidig driver en art centrifugalkraft hende stedse udad, en frygt for at falde, synke, forsvinde, efterhånden som alle consensuelle pejlemærker forsvinder af syne.

Hun mærker, hvordan hun slipper alt kendt og sikkert for at klamre sig til en eneste ting. Hun går således i en slags pinefuldt-ekstatisk kredsløb omkring den Elskede, som en prop i et afløb.

Den prospektive munk er i en ganske tilsvarende situation. Hans kærlighed er indlysende absurd, men kun i selskab med de venner, der råder ham fra denne blindgyde-karriere.

Han tager brat afsked og iler til sit kammer, hvor han i bøn og selvfordybelse genfinder det tabte formål. Hvor før han uvilkårligt måtte le ved tanken om sig selv med kutte og tonsur, er det nu drikkebrødrene, der forekommer naragtige i al deres overfladiskhed.

Det kan forekomme at være en circulus vitiosus: Han kan kun bevare sin tro på klosterlivets meningsfuldhed ved at gå i kloster. Også han er gået i kredsløb, og på et tidspunkt er han graviteret til klosterporten.

Ud over segregationen er disciplinen et vigtigt aspekt. Munken eller nonnen får lagt sit liv i faste rammer.

Hendes tid er optaget af hårdt arbejde, som hun bliver straffet for ikke at udføre tilfredsstillende. Hun får med andre ord ikke tid til at tænke over sin situation, som derfor opfattes som selvfølgelig.

Sandsynligvis er nonneklostrene ældre end munkeklostrene og eksisterede så tidligt som i det tredje århundrede under betegnelsen Parthenon, altså den samme, som brugtes om Athenes tempel. Ifølge tidens tankegang var Athene på det nærmeste identisk med den by, der bar hendes navn, ligesom Vesta personificerer Roms arneild, vogtet af hendes præstinder, de jomfruelige vestalinder.

Alle store byer er på denne måde blevet opfattet som kvindelige (»skøger« for deres detraktorer), hvis eksistens beroede på hierogamiet mellem byens gudinde og en mandlig guddom, til tider inkarneret i dens hersker. Vi kan altså for en gangs skyld næsten tale om en ubrudt tradition.

At nærværende beskrivelse sigter på middelalderen, og at den moderne monasticisme må formodes at være lige så borgerlig som vor tid frimureri, siger næsten sig selv. Allerede i reformationstiden, hvor skildringer af det alt andet end kyske klosterliv var ammunition for protestanterne, gik et jerntæppe ned mellem cenobiterne og offentligheden.

Derfor kan det også være umiddelbart mere oplysende at undersøge klosterlivet i Rusland, hvor kirkens autoritet ikke på samme måde er draget i tvivl. I stedet har man levet med sine Raskolniki, sekter og ordener.

En af de berømteste (ikke mindst takket være et illustriøst medlem, Grigori Efimovitch Novy, bedre kendt som Rasputin) er de såkaldte Khristi eller Khlysti, der spiller på ordspillet mellem Kristus og ordet »klyesat«, at piske. De forkaster de traditionelle sakramenter og underkaster sig i stedet en inkarneret »engel« og tilsvarende »profetinde«.

Som andre munkeordener undsiger de ægteskabet, men af de samme grunde som de første kristne - som Hamlet siger til Ofelia: Get thee to a nunnery - why willst thou breed sinners? I modsætning til de ortodokse jøder anså de det ikke for en pligt at befolke jorden, som jo alligevel snart skal gå under.

Dermed blev deres seksualitet, hvad vi ville betegne som licentiøs. Naturligvis havde urkirken de samme problemer med de pæne romere, som middelalderens med puritanerne, så at alle hentydninger til »brudekammerets« mysterier blev fjernet fra de fire evangelier, som indgår i Bibelen (men ikke de såkaldt »gnostiske«).

Det er karakteristisk, at denne sekt formelt hører til den ortodokse kirke, især når man erfarer lidt mere om dens praksis. Ifølge teologien er manden potentielt Gud og bliver det aktuelt gennem foreningen med en kvinde, der repræsenterer den hellige jomfru, som naturligvis kun har en meget overfladisk lighed med den nytestamentlige Maria, hvilket blandt andet fremgår af, at hun tituleres og tilbedes som Moder Jord.

Gudstjenesten begynder ellers pænt nok, mænd og kvinder kun iført en hvid særk danser i to koncentriske cirkler, kvinderne yderst. Efterhånden som bevægelsen bliver hurtigere, opnås en ekstatisk tilstand, hvorunder særkene falder, og de mandlige og kvindelige deltagere har seksuel omgang med hinanden.

Dette er den oprindelige betydning af det kristne begreb Agape modsat det prokreative Eros. Som yderligere faciliteringer af »helligåndens nedstigning« anvendes piskning (heraf navnet), andre former for tortur, fingerede henrettelser, lang tids indespærring og diverse mutilationer - et meget populært træk blandt Raskolniki.

Som man vil se, behøvede inkvisitionen ikke at gå så langt efter inspirationen til den sorte messe, som næppe nogen sinde har fundet sted i sin »sataniske« form. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvor man i Vesten fik »pigerne« fra, men i realiteten var klostrene meget ofte »dobbelte«, det vil sige, der var en skarpt adskilt mandlig og kvindelig afdeling.

Denne adskillelse svarer nøje til den, vi finder hos den primitive, som naturligvis i sidste ende kun har til resultat at øge spændingen ved den lejlighedsvise og højtidelige sammenføring. Man sammenligne med forrige århundredes mandlige ophidselse ved glimtet af et strømpebånd - det var før de fælles skoler, hvor kønnene omgås hinanden »naturligt«.

Det må også medgives, at der er en uomgængelig modsætning mellem den kristne livsforskrækkelse og erotikken - og agapikken, for den sags skyld. Denne eksisterede naturligvis ikke for antikkens tempelslavinde, hvis uddannelse vi senere skal komme ind på. Hertil behøver vi imidlertid nogle forudsætninger i tankegangens og ritualernes udspring i den såkaldt primitive religion.

Det er stadig en udbredt misforståelse, at denne »overtro« intet har med moderne teologi at gøre. Som vi skal se, er der næppe et element i nogen tids religiøse tænkning, som ikke kan føres tilbage til disse »primitive stammeritualer« - og skal føres tilbage hertil, hvis de skal give nogen som helst mening.

»Aktualisation«, de dunkle drifters manifestation som en fysisk verden, er her uadskillelig fra fordøjelsesprocessen i alle dens stadier, og sekundært forholdet mellem mand og kvinde. Aktualisation, »virkelighed« som aktiv proces, er det, at noget levende (dyret eller planten), dræbes, tilberedes eller lægges i jorden, og at en kvinde jages, nedlægges, holdes fanget og besvangres.

I dette lys er forholdet mellem jæger og bytte et kærlighedsforhold (senere en pagt, svarende til overgangen fra elskovsslaveri til ægteskab). Kvindens længsel og modvilje mod at blive »taget« ses afspejlet i byttets flugt og endegyldige »overgivelse«.

Det er umuligt for den primitive at se dette som en »udnyttelse af ressourcer«. At byttedyret skulle opretholde vores liv, som moderen opretholder barnets, kan for ham kun opfattes som udtryk for en kærlighed, som endvidere er seksuel i og med, at den indeholder seksualitetens aspekter, modværge og overgivelse.

På samme måde »vogter« jægeren sit bytte, som manden vogter sin kvinde. Hun bliver ikke længere overgivet efter seksualakten, og tilsvarende ender byttedyret ikke på en køkkenmødding, dets uforgængelige bestanddele samles omhyggeligt og »gives tilbage«, offeret.

I alle de tabuer, der er knyttet til føden, går denne angst igen for at fortære det »essentielle«, kimen til det næste måltid, idet man gør sig overvejelser over, hvor denne essens »sidder«. Skelettet er det ældste bud, siden kommer blodet og fedtet, det »bedste«, mest næringsrige ved dyret (medmindre man lever i en kultur, der lider af kronisk kalorieoverskud).

»Originalen«, »moderdyret«, den platoniske ide, manifesterer sig naturligvis sjældent, og i så fald som et eksemplar, der skiller sig mærkbart ud fra resten, for eksempel en albino, som det naturligvis ville være katastrofalt at dræbe. Som regel kommer man dog ikke nærmere end det »første aftryk«, den førstefødte, førstegrøden, og så videre, og det er så den, der gives tilbage eller ofres.

Dyret må altså dø, for at mennesket skal leve, men planten ikke blot dør, den »lider«. Efter at være blevet afskåret tærskes kornet, det »tæskes«, piskes.

Plejl er det samme ord som flail, og det er den, der sammen med hyrdestaven udgør faraoens scepter som tegn på hans koercive magt, svarende til liktorens fasces. Men dermed er dets lidelseshistorie ikke forbi.

Det skal fuldstændig »tilintetgøres«, knuses og males til fint mel, til støv, ofte med en støder, der har form som det mandlige lem. Først herefter kan det »gære«, det svulmer op som et moderskød og genfødes som menneskets liv, det daglige brød som sakramente sammen med vinen, som oprindelig var bygøl, der gennemgik en tilsvarende gæringsproces.

Dette repræsenterer det hellige korns død, en art forrådnelse parallel med syrningen af mælk, heraf insistensen på det »usyrede« i rituelle sammenhænge. Mysterierne drejer sig alle om at følge denne proces, denne »virkeliggørelse«, blive et med den.

Indvielsen er en død, en tilintetgørelse. Mysten »dør og kommer i jorden« for at spire, genfødes, ikke til et saligt »efterliv« eller en ny »inkarnation«, heller ikke til en ny »indsigt«, men forvandlet, med denne »viden« eller »oplevelse« optaget i sig som et næringsmiddel.

Det er en vaccination mod alienationen, sjælens ikke ganske ubodelige ensomhed, når mennesket atter bliver en del af verden, som det var som dyr. Indvielsen finder sted i mørke huler og kamre, »i jorden«.

Mysten »begraves«, ligbindes og efterlades (det, som i den moderne indvielse er blevet til stålburet). Hun tærskes og knuses, tages og befrugtes, for hun er også jorden, som ploven åbner.

Men det barn, der kommer ud efter hendes »svangerskab«, er verden selv, eller det er det besynderlige dobbeltvæsen, som mennesket var engang, menneske og verden. Dette er den »mystiske« oplevelse, enheden med altet, udslettelsen af det segregerede selv, den stædige vilje mod liv og død, blodets tidevand.

Seancefluerne og pop-hinduisterne kan tale om det, men de kan ikke forstå det. De lader sig ikke så og høste af verden.

Og så er resten kun pjat. Mysten oplever, hvordan hun er gemt og glemt i sin fængselscelle.

Hun oplever gudens vældige begær, som skabte hende, oplever sig selv som leret i hans hænder. Hun hengiver sig, i en art ekstatisk fortvivlelse, og hun kommer ud på den anden side, »vilje-løs«, så sandt som havet ikke kan have en vilje, kun en strøm, som er stormens.

Hun oplever den fuldstændige hjælpeløshed, fastspændt i en træramme, som er den ultimative rædsel og ekstase, som ingen »vilje« kan overleve. Hun slappes, smelter, bliver til vand, en flod, der strømmer ud i tilværelsens ocean.

Manden imiterer frenetisk dette, shamanen lader sig binde og sende til forfædrene, der koger ham ned til skelettet. Også han gennemgår prøvelserne, lader sig indespærre og piske.

Han »omskæres«, da han nu af gode grunde ikke kan defloreres. Alt dette har naturligvis en vis effekt, eller rettere dets effekt afhænger af den udstrækning, i hvilken han kan blive »nymphe«, brud.

Også i kristendommen er guden som bekendt brudgommen, og menigheden bruden, Kristus er mandens ægtemand, som manden er kvindens. It may work, men det er stadig en kopi, en efterligning.

Alternativet er for præsten at inkarnere guden, spille hans rolle, og opleve mysterierne vikariøst gennem kvinden. Konklusionen er imidlertid uundslippelig: Al Religion drejer sig oprindelig om Kvinden, eller i det mindste det Kvindelige, Modtagende, Skabte.

Verdens egenskaber ses således i en vis forstand som Kvindens, her specielt det Lokale, det Temporale og det Kausale. Kvindens cyklus er også månens, den ældste »kalender«.

Som den er hun undergivet »love« og kan besiddes. Korsfæstelsen er naturligvis i bund og grund blot en afskrækkende henrettelsesmetode (cruciare, at pine, er afledt af crux), men i den hellenistiske mystik bliver den mere end det.

Et kors eller kryds »marks the spot«, det er »aktualisationen« af to uendelige dimensioner i et finit punkt, der samtidig peger tilbage på udstrækningen. Siden tidernes morgen er mysten blevet hængt op eller strakt ud og således identificeret med res extensa.

De tatoveringer, som går ud over den blotte og bare identifikation med totem, har tilsvarende associationer. I mange kulturer »pynter« manden sig på denne måde, tegneseriernes bekendte knogle gennem næsen.

Vi undrer os - og med en vis ret. Igen er dette tydeligt kvindens revir.

Mange mænd vil nok betragte kvindens toilette som et mysterium, et langvarigt ritual, som er ekstremt nydelsesrigt for hende. Mænd hader som regel ligesom katte vand og bader kun af rent hygiejniske grunde.

Allerede Ovid gjorde da også den erfaring, at, som han bemærker i »Elskovskunsten«, hvad der hos elskeren kommer ud over vand og sæbe, er af det onde. Hos kvinden derimod er alt dette i bogstaveligste forstand et ritual.

Kristendommen forstod det og ivrede mod kvindens »forfængelighed« - ordet betyder oprindelig timelighed. Et yndet tema for malere har af indlysende grunde altid været en nøgen kvinde, der spejler sig.

Engang var det Afrodite, og Eros holdt spejlet, men i den kristne version er det Djævelen. Den selverkendelse og - realisation, det kvindelige toilette medfører, er med andre ord den modsatte af kristendommens, som insisterer på, at kvinden, hvis hun skal frelses, ikke kan forblive kvinde, så lidt som manden kan forblive kød.

Dette er alt sammen rester af en urgammelt ritual: Kvinden bades, smykkes og føres til brudelejet, hun efterlades indespærret eller bundet for derefter at vente sin Herre. I hans arme bliver hun lige så meget en »ting«, lige så meget Verden som den vin, hun skænker ham, den, som blev presset ud af den levende drue, dræbt og knust under fode.

Hvis hun kan give slip og glide ind i denne eksistens, vil hun få den oprindelige religiøse oplevelse. Alt andet er efterligninger.

Hun befinder sig da i allerhøjeste grad i det absolutte centrum af den verden, hun oplever som en ekstension af sin egen krop, axis & imago mundi. Hendes plads er der, på lejet på templets top, rede til at modtage guden. Sammen, det vil sige først adskilt og siden forenet, udgør de den katode og anode, hvis gnist verden er.

Vi har i disse første to forelæsninger kort skitseret centrale elementer i indvielsen set i lyset af den »primitive« religion. I de følgende skal vi se, hvordan kulturreligionerne elaborerer disse, hvordan de går igen i mysteriereligionerne, og hvordan de, den dag i dag, repræsenterer en brugbar teknik.

 

 

TREDJE KAPITEL

 

TYREN OG PRÆSTINDEN

Intet religiøst »symbol« er måske så allestedsnærværende som tyren. Ofte henleder tyrekult tanken på Kreta, men i virkeligheden er der næppe nogen kultur, der ikke kender den.

Naturligvis kan der optræde zoologiske variationer. For indianeren er det således bisontyren, der er centrum for kulten.

Hvor småkvæg var mere økonomisk end hornkvæg, overtog vædderen denne rolle. Vi kender de »hellige køer« fra Indien, Babylon, og fra Ægypten »Apis«-tyren.

I Bibelen er den forsøgt luget ud, men stikker dog hovedet frem alle vegne. Jave er en tyre-totem, ellers ville det jo også være noget meningsløst at fremstille ham som en »guldkalv«.

De fleste kender nok kun dette fænomen fra Exodus, hvor det bortforklares som »afgudsdyrkelse« - hvor Javes indsigelse blot er, at han ikke vil tvinges med billeder eller »fremmed ild«, der tvinger ham til at møde op hvor som helst og når som helst, noget, han efterhånden synes, han er blevet for stor til. Men som det fremgår af de mindre læste dele af Bibelen, var tyrebilledet et almindeligt og accepteret centrum for Javekulten - undtagen af profeterne, som ville omvende folket til ørkenlivets simple dyder, en »natur«-romantik, som findes i alle højkulturer.

Alt, hvad der har kraft, har horn, alteret, solen (dens stråler), Moses på vej ned ad Sinai. Kort og godt: Fra den mesopotamiske tyr til hornene i Bubbers hjelm er tyren det universelle udtryk for ånd, det generative princip, som avler mennesker, dyr og verden.

Det er naturligvis ikke så underligt. Da jægeren blev agerbruger og husdyrholder, blev mødet med bjørnen og ulven stadig sjældnere, og rovdyret blev generelt mere fjende end kollega.

Med tyren derimod havde man en egentlig pagt. På mange måder var den i sin massive maskulinitet ikke mindre ærefrygtindgydende end bjørnen og lige så let for den kornfedede bonde at identificere sig med, som den magre gråben for den vævre jæger.

Dens velsignelse var kontant kosmisk, den blev ført ind til køerne og gjorde bonden rig. Religion er kultur, og kultur agerbrug og husdyrhold.

Hvad under da, at dette, sammen med sædekornets død og opstandelse, blev sindbilledet på begge dele. Guden var en tyr, en himmeltyr, hvis bug var skyen, og hvis brøl var tordenen.

Lynild og regn var dens livgivende ejakulationer. Grundlaget for eksistensen er, at tyren går ind til koen.

Dette henleder meget naturligt opmærksomheden på det modtagende princip, som menneskeheden udgør. Hvordan lader hunnen sig bestige?

Hvordan tiltrækker den hannen? Hvordan ser hannen overhovedet forskel på en hun og en anden han?

Dette er selvfølgelig »naturen« magtpåliggende, hvorfor de to køn da også i mange arter er afmærket med tydelige plakatfarver. I andre arter er forskellene måske knapt så iøjnefaldende.

Ofte er adfærden mere end noget andet det, der adskiller kønnene. Hunnen er submissiv.

Heraf følger meget naturligt, at det essentielle i al religion er underkastelse. Den menneskelige han, som er dominant over for den menneskelige hun, er således submissiv over for guddommen.

Alle det seksuelle forholds egenskaber overføres på det religiøse forhold. »Hunnen« lader sig omskære, det vil sige, mister sin mødom, og serverer for sin Herre som en tjenestepige, »ofrer« eller gør tempeltjeneste.

Men hvorfor? Hvorfor ikke overlade dette til eksperten?

Svaret er, at dette ville gøre kvinden, ikke manden, til bindeleddet til guderne, og således forlene hende med en temmelig absolut verdslig autoritet. Denne insistens på at begrænse kvindens politiske indflydelse må man ikke misforstå som et blot og bart udtryk for mandlig forfængelighed.

Mange kulturer er opstået omkring vandhuller i ørkener, som måtte forsvares med våbenmagt, af en overklasse af jægerkrigere, der var nødt til at være autonome og dominerende. Godt nok er the dominant male, kongen, en blot og bar substitut for guden i hierogamiet, men han er ligegodt en legemliggørelse, en Søn af Faderen.

Det er alt sammen en tilsnigelse, men det gør ikke så meget. Kongens funktion er trods alt ret formel kultisk set, hans rolle er at udgøre en eksekutiv magt, som atter stort set er begrænset til krigstider - which is pretty much always.

Den egentlige kult foregår i templerne. Her findes staldene, hvor de hellige kvier, tempelskøgerne, venter på den guddommelige tyr.

Af og til foregår dette offentligt, en »fest«, eller de kombineres med gudekongens »harem«. Igen er den religiøse oplevelse fundamentalt forbeholdt kvinden.

Formålet med hendes tjeneste i templet med dets disciplin og ydmygelse er at vække hundyret i hende, for at hun kan vække det guddommelige handyrs begær, så verden kan bestå og regelmæssigt genopstå. Hun har omgang med præsterne, men også med dyr, »sodomi«.

Præstindernes akrobatik med tyre er udtryk for denne omgangsform. Tyrens tredje horn, den hellige fallos, bliver den vigtigste kultgenstand.

»Himlen og jorden« er således en dichotomi, der svarer til kønnene. Himlen er mandlig, energetisk, her har de voldsomme meteorologiske fænomener hjemme.

Jorden eller havet er kvindeligt, roligt, tålmodigt, modtagende. Når havet, kvinden, sættes i bevægelse, er det således stormen, manden, der pisker hende.

Samlejet er altså ikke så meget leje som flugt, jagt, indfangning, kamp, undertvingelse og tugtelse. Jorden flås op med ploven, kornet tærskes og males, og dejen brændes i ild, ligesom leret i ovnen.

Det er denne det mandliges voldtægt og tortur af det kvindelige, der ud fra et religiøst grundsynspunkt danner grundlaget for eksistensen. At vor egen religions ikon er et menneske, der bliver pint, er altså ikke så underligt endda.

Der er ikke så meget tvivl om denne tolkning, alle religionens aspekter bekræfter den. Himmel og jord fødes af kaos, skilles, eventuelt af et barn, der repræsenterer rummet, den afstand, der udgør menneskenes Lebensraum, men samtidig er verdens grundlæggende spænding og motivation.

Alle syndefalds- og syndflodsmyter har dette rationale. I den primordiale, paradisiske tilstand er den kosmiske Elsker og Elskerinde forenet.

De er lykkelige, de kender ikke til adskillelse, men derfor heller ikke til sex. De er med andre ord sterile, og ingen verden kan blive til.

Deres tilstand er præeksistentiel. Derpå følger adskillelsen, for kvinden (mennesket) et fald, fulgt af mandens (gudens) nedstigning, med det verdensskabende og -opretholdende hierogami til følge, ofte efter at man har taget en eller anden forbudt føde til sig.

Derefter længes mand og kvinde, gud og menneske efter hinanden, men de kan kun forenes i seksualakten, som samtidig er en verdensskabelse og -fornyelse. Pagter indgår, som nøje svarer til menneskenes ægteskabspagter.

Kvinden, mennesket, opvarter manden, guden, i tempeltjeneste, gudstjeneste og ofring, og forenes med ham i det hellige samleje. Hun underkaster sig ham af kærlighed, giver sit liv for ham, pines, dør og genopstår som verden, vegetationen, kornet og menneskenes generationer.

For at deres længsel kan fuldbyrdes, må verden gå under, eskatologien, dels en partiel sådan, hvor mennesket ved sin død »kommer hjem til Gud«, dels en endegyldig, apokalyptisk. Indtil da er det menneskets pligt at sørge for gudernes fornødenheder, som i kraft af Skabelsen er blevet jordiske, mad, klæder, og sidst, men ikke mindst seksuel opvartning.

Templerne kan ses som gudernes jordiske sommerhuse, hvor de forventer og får opvartning. I realiteten smedes deres lænke på disse esser, for uden deres besøg ville verden synke tilbage i kaos.

Den smukkeste kvinde sendes for at forføre guden og sige til ham: Å bliv dog endnu et år! Hun »ofres« (forholdsvis) ublodigt til ham, han går ind til hende, og ånden tager endnu en omgang i verdens rottehjul.

Parthenon, »jomfru-buret«, bliver en kosmisk bjørnefælde, en dynamo, hvorfra hele kulturdannelsen får sin energi, sin »frugtbarhed«. Nytår er mange ting, en ny generation, eventuelt ny kultur.

En midlertidig syndflod kan ende en verden og indvarsle en ny. Den gamle verden drukner i en grå flodbølge, når himlen styrter ned på jorden.

Derefter trækker vandene sig atter tilbage, og en ny himmel og jord med en skinnende bro imellem dem etableres. Når den gamle verden går under, er det, fordi den er »syndefuld«.

Dette tolkes i den moderne etiske version som menneskenes pligtforsømmelse over for hinanden, men i den oprindelige version er den rituel. Bruden længes ikke længere efter sin brudgom, hun har andre ting for end hans tilfredsstillelse, og dermed er der hældt vand i skaberværkets lim.

Måske føler hun, at hun er blevet for gammel til den slags narrestreger. Gammel og døende.

Som tidligere nævnt er det jordiske magtforhold et spejlbillede af det himmelske. Den kvinde, der er gudens slavinde, må af nødvendighed være kongens herskerinde, undtagen i den forstand, at han legemliggør guden.

Dermed bliver det gudinden Ishtar, der ægter den menneskelige Tammuz. Dog er det ikke hans, men hendes helvedfart, der er det centrale religiøse tema.

Sophia eller Helena, svarende til Logos i den mandlige version, nedstiger og bliver til verden. Hun går gennem syv døre og berøves syv klædningsstykker, ligesom slavinden aflægger sine slør for sin herre.

Men døden er jo på samme tid døren til det hinsidige. Hun erindrer og forstår med andre ord sin inkarnation. Tempelslavinden foretager en tilsvarende nedstigning.

Da hun har aflagt det sidste slør, lænkes hun og »bliver som en død«. Hun er blevet et med verden og kan således modtage guden i hans fylde.

Efter tre dage genoplives hendes ophængte lig med »livets føde« og »livets vand«. Så får hun lov til at vende tilbage til livet, men kun for en periode, for: »Så længe jorden består, skal såtid og høsttid, kold tid og varm tid, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.«

Alt dette er naturligvis tæt knyttet til begrebet transcendens. Mennesket kan ikke sin almindelige tilstand, som er begrænset af consensus, opnå en kognitiv erkendelse, som genskaber og bevarer verden.

Dette kræver en særlig tilstand, det, Platon kalder mania. Denne mani kan søges opnået med forskellige midler, men samtidig er det næsten underforstået, at den eneste effektive er den seksuelle, den, kvinden opnår under kønsakten i dens dybeste form.

Her er hun netop ikke en »partner« i moderne forstand, men i bogstaveligste forstand et »seksualobjekt«. Alt i tempelslavindens »uddannelse« sigter mod denne tilstand, hvor hun er verden for guden.

Hendes »forfængelighed« stimuleres, idet hun smykkes pragtfuldt og lovprises for sin skønhed. Hun er det »skatkammer«, det mathmos, som i det ny testamente bliver til det forhadte mammon.

Hun tituleres »kongens yndlingshoppe« og føres i hans procession i gyldent skaberak. Vi finder stadig noget af dette imagerie i Højsangen.

Den unge kvinde oplever sig selv som opvartet og tilbedt, indtil hun opdager, at armringene er lænker, og hun bliver tøjret ved sin næsering. Så kommer bidslet og pisken og den lange venten i kongens stald.

Hendes ophøjelse er blevet bittert fangenskab. Dette er den anden fase.

Hun er under lås og slå og bliver straffet skånselsløst for ubetydelige overtrædelser. Hendes skæbne er ridedyrets, fanget af sin Herres begær.

Hun straffes kort sagt som en hund og belønnes som en hund, til hun er en hund. Hun føres viljeløs til sin Herres kammer og oplever ekstasen ved at være et redskab for hans nydelse, at være en ting, han ejer, at være.

Han fører hende rundt, klæder hende af, kærtegner hende, åbner hende, tager hende og lærer hende med en tynd stok at behage ham. Gispende, salvet af sin egen sved, med hårde brystvorter og drivvådt skød, og med bagdelen glødende af sviende slag smelter hun i hans favn.

Dette er »manien« i dens reneste form. Hun synker i sin egen afgrund, hun falder, hun nedstiger, i Chasma, i Adyton.

Consensus, verdens doxa flygter for hendes egen fysiske eksistens. Den er på samme tid ekstase og entusiasme.

Hendes »personlighed«, »vilje« forlader hende, hun bliver åndens kar. Hendes grænseløse, selvopofrende kærlighed er arketypen på den religiøse »fromhed«.

Hun vil intet mere, ikke andet end gudens vilje, hans begær. Hun lader sig modstandsløs binde til alteret, i en forstand dør hun som kvinde, men genopstår som Kvinden.

Det gør hende til en »to gange født«, en Indviet. Ingen magiske inkantationer, intet kabbalistisk tankespind kan erstatte denne direkte oplevelse.

Hendes pupiller er dilaterede, hendes åndedrag så dybt, at det næppe er hørligt, hun er ubevægelig uden at være stiv, hendes krop skælver og gløder som en ovn. Det er den oprindelige og egentlige »trance«.

Senere kan hun komme i denne tilstand blot ved at være i lænker eller bur. På en måde vender hun aldrig helt tilbage, hun føler en enhed med verden, et dyr blandt dyr, et træ blandt træer.

Også i de eleusinske mysterier er bruderovet det centrale tema. Det er heller ikke tilfældigt, at det er Hades, der er den ivrige frier, og Kore, »ung pige«, der er offeret i alle betydninger af ordet.

Måske er den væsentligste grund til, at det moderne menneske i modsætning til antikkens frygter døden, at det ikke som han er vant med at dø. »Overgangsriterne« er således ikke festlige konfirmationer, men den fuldstændige udslettelse af et menneske og frembringelsen af et nyt.

Det moderne liv har ikke sådanne skæringspunkter, vi slæber uvilkårligt efterladenskaber af den ene eksistens over i den anden. En kvinde, der forlader sine forældres hus og kommer til sin ægtemands, har ikke mere med dem at gøre.

De er døde for hende, og hun for dem. Alt andet er pjat.

Det sker bare ikke i vores kultur, og derfor kan hun aldrig virkelig komme til ham. Vi er nu engang født med næsen den gale vej.

Det nye skræmmer os, vi føler os trygge ved det gamle. Det er som en tyngdekraft, hvis der er hul i bunden af vasen, vil vandet før eller senere sive ud.

På ganske tilsvarende måde vil vi uvægerligt sive tilbage til et tidligere stadium af vores tilværelse, hvis vi ikke sørger for at lukke efter os. Dette er meningen med de såkaldte overgangsriter.

Vi begraver noget, for at noget andet kan blive til. Den unge brud kan ikke ringe til sin mor.

Ganske tilsvarende kan den gifte mand ikke tillade sig at være barn længere. Man må spørge sig selv, hvad den populære Polterabend egentlig skal til for, den nybagte ægtemand sidder jo alligevel på værtshuset igen tre uger senere med »vennerne«.

Men den gifte mand siger farvel til sin barndoms legekammerater. Hans plads er hos sin hustru nu, uadskilleligt.

Det er klart, at denne pointe er upopulær i et moderne samfund, der bygger på, at vi er børn hele livet, med myndighederne som de ansvarlige forældre, der frelser os fra konsekvenserne af vore handlinger og erstatter dem med »straffe«. De foretrækker derfor meget forståeligt, at vores pendulering mellem skole og fritidshjem, arbejde og fritid, fortsætter livet ud.

Samfundet er ikke til sinds at overlade sin hånds- og halsret over den kvindelige borger til hendes mand. For sent opdagede man, at denne forcerede barnlighed hos borgeren rimer slet med den kulminementalitet, som forlanger, at kun den, der arbejder, spiser.

Hele generationer blev således fastholdt i en evig barndom, hvor temmelig planløse »studier« erstattede skolen, og SU forældrenes lommepenge. Det kan næppe undre, at ingen havde særlig meget lyst til at erstatte denne carefree eksistens med et ni-til-fem-job, men den umyndiggørelse, der var pointen, havde naturligvis også sin effekt.

Disse mennesker vil ikke blot i fremtidens samfund, hvor alt er tilladt, hvis bare man selv betaler regningen, dø af sult som den forladte sommerhuskat. De er også ude af stand til at træffe nogen som helst beslutning i deres forvirrede liv.

Tilfældigheder og luner råder, og det er det fine ved det. Man forpligter sig entusiastisk, men det bliver aldrig rigtig til noget.

Nytårsløftet er glemt den 2. januar. Enhver menneskelig forbindelse kan let ophæves ved et anfald af fornærmethed.

Den bundne eksistens, som halvdelen af befolkningen lever, er påtvunget dem ovenfra, og den »fri« er simpelt hen planløs. Man flytter, skifter studium, job og kæreste omtrent en gang hver tredje måned.

Problemet er således ikke, at man drømmer om at blive millionær, landsholdsspiller eller forfatter, men at man ikke vil bruge tre uger på at blive det. Fiaskoen overkompenseres så som selvovervurdering.

Alt det, man ikke er i stand til at tage sig sammen til, er man således højt hævet over. Man lader sig gerne se med et uopskåret eksemplar af Schopenhauer på originalsproget, hvorfor det naturligvis ville være noget af et come-down at sætte sig ned og lære kasserollebøjningen.

Man er en fri sjæl, det vil sige, man kan som halvfemsårig se tilbage på et virksomt liv på kaffebaren. Men Kore møder ikke Hades på et diskotek.

De bliver ikke enige om at flytte sammen, indtil de går hinanden for meget på nerverne. Kore diskuterer ikke sin mands unoder med sine veninder.

Jorden åbner sig, og hun bliver trukket ned. Det hedder for en ung pige: At blive gift.

Den kvindelige myste kunne ikke være ukendt med denne tingenes tilstand. At komme til templet var ikke meget anderledes end at komme til sin ægtemands hus.

Gråd, hjemve og det fantastiske, hun altid havde drømt om. Hvis ikke livet tvang os til det, vi længes efter, ville vi aldrig realisere det.

Men vi kan gøre os døve over for livet, det er ikke at dø, men at være død. Vi må hele tiden dø for at kunne leve.

Den, der ikke accepterer sin natlige død, vil heller ikke have nogen dage. Demeter lægger Demofoon på ilden som et stykke træ.

Hans moder får øje på ham og styrter rædselsslagen hen og flår ham ud af flammerne. Hvilken mor ville ikke gøre det samme?

I det moderne samfund er denne »moderkærlighed« drevet ud i parodien. Det er til en vis grad forståeligt.

Vi kan ikke bare lade den fireårige drive rundt i nabolaget - som jeg gjorde. Dengang var der nemlig noget, der hed »nøglebørn«, som gik rundt i gaderne med nøglen til lejligheden om halsen, mens deres forældre var på arbejde.

Blev de sultne, kunne de låse sig ind og tage mælk i køleskabet. De opdagede verden.

Selv fandt jeg ud af, at jeg kunne tjene til en biograftur ved at købe bøger billigt hos de små antikvarer og sælge dem dyrt i de store. Fra jeg var seks år, kendte jeg byen og færdedes frit i den.

Dengang beboedes Vesterbro ikke af ædruelige muslimer, men man lærte at gå over på den anden side af gaden. Da jeg blev seksten, var der luderne, som heller ikke var dårlige læremestre.

Nu bor jeg i en kommune, hvor min nabo er tyve køer. Tit bliver jeg spurgt, om jeg ikke savner den by, jeg boede et halvt århundrede i.

Svaret er nej. Jeg flyttede nemlig selv med.

Jeg efterlod ikke mine tarme i et andet kvarter. Well, the times they are a-changing.

Mine egne børn ville ikke ti år gamle kunne finde hjem fra kiosken nede på hjørnet. Min yngste plejede at spørge mig, når vi krydsede gaden, om vi nu var »kommet ind i den næste verden«.

Han mente næste niveau i det computerspil, som var hans eneste livserfaring. Første gang han skulle tage bussen selv - jeg tror, han var tolv - ringede han bekymret hjem fra entelefonboks.

Han var stået af ved det forkerte stoppested og havde stavet sig frem til det ildevarslende gadeskilt AMERIKA-vej. And who can really blame them.

De bliver pakket ind i eskimodragter, der får dem til at ligne rummænd, når temperaturen falder under de ti varmegrader. De kan godt nok hverken løbe eller gå i dette udstyr, men de kan vendes og drejes og stoppes ned i den frelsende klapvogn.

De lærer aldrig at gå - det vil sige mere end ti skridt - og de lærer aldrig at tale, eftersom alle deres tanker bliver læst, og deres behov opfyldt. Først og sidst må de aldrig kede sig.

Men den, der ikke keder sig, går aldrig op på den næste bakketop. Hvordan skulle de nogen sinde nå frem til en bog, når fjernsynet konstant kværner beredvilligt?

Derfor bliver bogen, når den endelig manifesterer sig i skolen, uvægerligt en tvangsbolle i stedet for et bolsje. Efter fysisk arbejde at kunne gemme sig med en bog og bare opleve og lære er en glæde, næppe mange moderne børn er forundt.

I stedet synker de dybere og dybere ned i sofaen. Efter den 96. tegnefilm kan de højst holde det ene øje åbent, og derefter vil ingen nok så grundig neurologisk undersøgelse kunne afsløre, om de er vågne eller ej.

Det er så, hvad børn er: Dobbelt arbejde og intet privatliv, for det er, hvad vi har besluttet, det skal være. Vi vil ikke lade vore børn dø, ikke engang af kedsomhed, og derfor dør de, sygner hen, som spøgelser.

Vi giver dem mad, vi venter ikke på, at de skal bede om den, for vi er overbevist om, at de sikkert vil dø af sult uden at lade sig mærke med det. På denne måde bliver maden en selvfølge og en plage som alt andet i livet.

Tilbage er kun jagten på en større højttaler. Der var engang - believe it or not - hvor børn simpelt hen bare var der, om benene på en eller i baghaven eller somewhere else.

Somme tider kom de ind og tiggede mad som hunde, fik et æble og et skub. They didn't die.

Man lo ad dem, drillede dem med deres barnlighed, indtil de besluttede at blive voksne. Somme tider blev de det faktisk.

I dag står den »tålmodige« moder og udspørger fortvivlet det skrigende barn om, hvad det da gerne vil. Til sidst ved det det ikke selv, det har bare vænnet sig til at skrige, for så sker der noget godt.

It doesn't work out there. This is murdering your kid, pure and simple.

Børn er aldeles rædselsfulde, og når de selv opdager det, er de blevet voksne. Og der er ikke noget særlig fortryllende ved et barn på 35 år.

Hvis vi er stærke og selvforglemmende, kan vi blive elsket. Hvis ikke, kan ingen borgerrettigheder redde os.

Børn vil gerne beundres, og det er deres store chance. Hvis vi tilbageholder vores beundring, til der er noget at beundre, kan de blive beundringsværdige mennesker.

Det kan godt være, at det selviske, uproduktive menneske er »lige så meget værd« som det åndelige, livskraftige, but it's not gonna help him much. Han kan måske få højttaleren, men han får hverken prinsessen eller det halve kongerige.

Og det burde alle forældre ønske for deres børn. I stedet stormer vi hen og flår Demofoon ud af Demeters arme.

Vi beskytter vore børn, og vi beskytter os selv. Vi lader os ikke »udnytte«, det vil sige, vi leger med, så længe det smigrer vores ego, for det er alt, hvad der er for et forkælet barn.

Måske skulle vi have ladet Demofoon blive i ilden lidt endnu, måske skulle vi selv være blevet der. Måske kunne vi være gået igennem den.

Well. I guess we'll never know.

Mysten går gennem ilden - som initiaterne i »Tryllefløjten«: »Wenn er des Todes Schrecken uberwinden kann, schwingt er sich aus der Erde himmelan!« Og Pamina: »Ich werde aller Orten an deiner Seite sein.

Ich selbsten fuhre dich, die Liebe leite mich! Sie mag den Weg mit Rosen streun, weil Rosen stets bei Dornen sein ...« Det er en død i livet, og derfor er det en oplevet død.

Mysten bliver dermed en to gange født i modsætning til den uindviede, som er en levende død, fordi han hverken kender liv eller død, for evigt befinder sig et sted midt imellem dem. Vi må huske, at liv skal anskues i den brede forstand som kognitiv aktivitet.

Det er ikke i verden, det står den bag den som et ultimativt generativt princip. Døden er tilsvarende det: At være skabt, en skabning.

Den død, mysten går ind til, er i bogstavelig forstand en selvudslettelse. Når han sammenlignes med bruden, der går til brudelejet, er der tale om mere end en forening.

Brud og brudgom spiller ikke scrabble, hun bliver »taget«. Hvor gerne man vil end vil glemme det, er de tos roller vidt forskellige, for uden køn kan der ikke være kønslighed.

I yderste konsekvens er kvinden et måltid, som hun selv frembærer for manden, hun fortæres og tilintetgøres. Den dybeste seksualdrift hos kvinden er en slags dødsdrift, hun venter at få en kniv af kød i sig og udånde i hans arme.

Jo mere der slås af på dette behov, jo mere utilfredsstillet vil hun være. Indvielse er altså på en måde en lige så uundslippelig konsekvens af sex, som sex er af indvielse.

Intet kabbalistisk studium fører så dybt som den bevidste seksualakt. Som alle våben kan seksualiteten skærpes eller sløves.

Man kan uskadeliggøre den ved at forvandle den til gensidig masturbation. Og man kan forfine den ved at udbygge kvindens rolle som tjenende og nydelsesmiddel.

Små piger elsker at pynte sig, det vil sige forvandle sig til en smuk ting. Det er uhyre fristende at fornægte dette, for det er virkelig skræmmende.

Men mennesket er uhyrligt, som alt stort. Når en kvinde har mærket en mands hånd, er der ingen vej tilbage for hende, for den har forvandlende egenskaber.

At blive rørt ved af ham, som hun selv rører ved silke og frugt, er som en lussing for sjælen, et blændende erkendelsens øjeblik: I exist! Hun ser til med store øjne, når han begrænser hendes bevægelsesfrihed, og smiler vantro, når han taler om at straffe hende.

Men først og sidst ser hun ham i øjet, når han kalder hende sin, og må i nioghalvfems ud af hundrede tilfælde konstatere: He doesn't believe it himself. Og så er der ingen magi, men kun den skamfulde drøm.

Det ved I, og det ved jeg, men vi ved det godt nok hver for sig, som der står i sangen. I det modsatte tilfælde står hun på en strand.

Hun kan afføre sig sine klæder og vade ud og blive eet med havet. Eller hun kan gå tilbage til sin ørken.

Kvindeindvielsen i templerne er således en bryllupsforberedelse. Kore er lovet bort, til Hades, Kærligheden til Døden.

Derfor kredser disse »frugtbarhedsriter« om døden. Indenfor står Pigen, som blev røvet bort af Underverdenens Hersker.

Udenfor står Demofoon, hvis moder reddede ham fra udødeligheden, foreningen med det udødelige. And they always will.

Demeter beklager menneskenes tåbelighed og forlanger, at et tempel opføres. Var prinsen blevet en gud, ville dette have været overflødigt.

Men gudinden kræver mere end sten. Hun forlanger førstegrøden af Moderen, som afviste hende.

Fra da af giver man sine døtre til templet. Hendes egen datter har smagt dødsrigets frugt og således lært dets hemmeligheder at kende.

Det er Mysterierne. Det er, som Pindar gør opmærksom på, livets ophør og udspring.

Den, der har lært at være, vil også kunne skabe. Den, der kan blive et dyr, kan fange og nedlægge et dyr.

For os er a mystery en detektivfortælling, samtidig tiltrækkes vi af noget »mystisk«, noget skjult, der gradvis afdækkes. Uden at blive overdrevent freudianske kan vi konstatere dette som seksuelt.

For børn er det største mysterium kønsorganerne, og dette skyldes ikke blot en puritansk opdragelse. Mysteriets opklaring hedder således meget betegnende »afsløring«, altså kvindens afklædning i seksuelt øjemed, det, vi kender som strip-tease.

Mysterierne er på samme måde et kinesisk æske-system, hvor hvert slør afslører et nyt, og hver afsløring giver adgang til en ny. Indvielsen finder således uvægerligt sted i lukkede rum indeholdende beholdere, der atter indeholder andre beholdere.

Denne »finden ind til kernen« er parallel med den alkymistiske destillationsproces, der fremstiller »essenser«, en art absolut væren. Vi har allerede mødt nogle af disse essenser, ben, blod, ånde, og så videre. Vi har set, hvordan dette forholder sig til primogenituren, det evige skabelsesøjeblik, som går igen i deflorationen.

Den almindelige indgang til mysterierne hos religionsforskerne er, at der foregik et eller andet »symbolsk«, som styrkede initiaternes sammenhold igennem en art fælles selvforståelse. Det er ikke nogen overraskende konklusion, givet vor egen opskrift på religionsudøvelse.

Problemet opstår, når man identificerer dette i enhver forstand marginale tidsfordriv med religion som livsessens. Religion er ikke på nogen måde overflødig, den er en essentiel forståelse af virkeligheden som fysiologisk produkt.

Verden er i os, og vi er i verden. There's no truth out there, just us.

Vi har gemt os derude, og vi må sørge med Gud over, at ingen leder efter os. Det er den deistiske fejlslutning, som vi har fra kristendommen, og som indtil for nylig gjaldt for »videnskabelighed«: Verden er et urværk skabt af en guddommelig urmager.

Mennesket er blot den ypperste mekanisme i Guds legetøjsforretning. Det er den videnskabelighed eller »objektivitet«, som søger en vej til »sandheden« uden om det menneskelige nervesystem, som har frembragt den.

That's no good, astronomi er endokrinologi. Religionen forstår dette eller er udtryk for en forståelse af dette.

For den er sandhed forelskelse, og virkelighed ægteskab, så sandt som verden er en kærlighedsaffære. Derfor er afsløringen, iagttagelsen, målingen, forskningen altid afdækningen af genitalier.

Den lovpriste og evolutionsfremmende nyfigenhed er erotisk. Indvielsen begynder i mytologi og ender i neurologi.

Kun derved kan vi komme ud over religionsforskerens frugtesløse indsamling af brokker af synthema og dromena. De er nemlig ikke præparater for folkemindesamlere.

De er kosmiske sweet nothings. Mystens afsløring sker foran et spejl.

Mysteriet er spirende bryster. Da disse dele af hendes mig bliver genstande for en mands hånd, sker det epistemologiske og eksistentielle skred mig-det.

Dette er indvielsen og afsløringen. I det inderste skrin ligger en fallos.

Betydningen og virkningen af dette hieron må være noget nær uigennemskuelig for den moderne skolepige, der fnisende passerer plastic-tissemænd i pink med batterier på sin skolevej. Men denne unge pige er jomfru i enhver forstand, intacta.

For hende er tingesten i kurven, hvad klingen er for tyren i arenaen. Den er barnets død.

For os, som er børn af kristendommen, er dette naturligvis forargeligt og derfor latterligt. Vi rødmer, og så ler vi.

Det er grinagtigt, som biskop Asterios udtrykker det i det femte århundrede, at idioterne kunne tro, at verdens videreeksistens og deres frelse afhang af, hvad præsten og tenpelslavinden »foretog sig i mørke«. Samtidig med, at man for at vinde proselytter for den nye religion ikke lægger skjul på parallellerne, med Kristus som den inkarnerede gud og menigheden som den indviede brud.

I de dionysiske mysterier er det Bacchus, der går ind til Semele, som i bogstaveligste forstand går op i flammer.

Temaerne er de samme, deflorationen som en død, der fører til et nyt liv.

Som Dionysos selv er mysten »to gange født«. Dette er ikke en stemningsfuld konfirmation, men noget, menneskene med god grund frygter.

Fædre låser deres døtre inde, og mænd deres hustruer for at forhindre dem i at blive gudens brud. Kulten mødes med forfølgelse, det er en del af dens mytologi.

Dionysos er ligesom Kristus en mysterieguddom, som giver en direkte religiøs oplevelse, og står således i modsætning til den etablerede statsreligion. I Rom var det disse to religioner, der typisk ansås for statsfjendtlige og usømmelige.

Denne form for religion passer nemlig ikke ind i hverdagslivet som en brik, men kræver forrang for alle tilværelsens andre aspekter. Mysten er ikke en deltager eller et medlem, men en krigsfange, der slynges på gudens alter.

Hun får at vide, at hun skal dø, og at der ikke er noget alternativ, noget andet liv for hende længere. Denne død er ikke den olympiske religions skyggerige, men ekstatisk.

I Bucoleion fuldbyrdes foreningen mellem Dionysos og tempelslavinden, Basilinna. Kvinden bestiges af tyren og forener sig med den, hvormed vi er tilbage ved denne forelæsnings udgangspunkt.

Tilskuerne til denne handling enten jubler og får del i dens velsignelse eller vender sig fra den og gribes af vanvid og sønderriver deres egne. Skam få den, der tænker ilde derom!

Bakkantinderne er blevet for meget kvinder til længere at være mennesker, »de er klædt i læder, har slanger om livet og giver ulveunger bryst«, som Euripides beskriver det. Tyrens brud må blive en kvie.

Dette beskrives som mania, men det er en guddommelig galskab, den henrykkelse, de første kristne imiterer. I de følgende forelæsninger skal vi se på det neurologiske grundlag for denne tilstand.

 

 

FJERDE KAPITEL

 

MYSTAGOGIK OG VIDENSKAB

Konflikten mellem statsreligion og mysteriereligion er ikke ny. Folkekirkens rasen mod de såkaldt nyreligiøse bevægelser er et ekko af den romerske statsreligions undsigelse af de kristne sværmere.

Bogreligionen er et koralrev opbygget af døde dyrs skeletter, men snart flytter eremitkrebsen ind i sneglehuset, i katakomberne. Deres lyssky foretagender må forarge, som indvolde kvalmer den, der er vant til papkyllinger.

Primitiv religion er en pleonasme, religion er primitiv. Farisæeren Jesus ville næppe kunne slås op andre steder end i The Jewish Encyclopedia, hvis ikke hans hellenistiske disciple havde sat hans forsmædelige henrettelse i forbindelse med diverse guders årlige død.

Med den samme jesuitisme, som havde gjort en pantokrator af en forældet stammegud, en undertrykkende stormagt til Hans straffende redskab og det mosaiske fallitbo til verdensfrelse, konkluderede man, at den gale tømrer, som var blevet dømt efter blasfemiparagraffen, naturligvis var genopstået - det er jo så moderne! Dette er ikke andet end byttedyrets opstandelse, når blot intet ben brydes derpå, moderniseret i sædekornet, og den esoteriske nadver det rituelle måltid med totem, med en uløftelig stabel beduinvandrehistorier og teologiske afhandlinger ovenpå.

Ganske tilsvarende griber de græske mysterier tilbage til kultens primitive rødder, efter at religionen var blevet indigitamenta, bedsteborgerlig moral og temaer for komediedigtere. Statens guder forsømmes til fordel for synkretistiske konstruktioner, idet man søger et fælles indhold.

Denne synkretisme er altså ikke nødvendigvis et sent diplomatisk værktøj, men et udtryk for, at man interesserer sig mere for oplevelsen end dogmet, det virksomme snarere end det vedtagne. Jævnfør Genesis, hvor patriarkerne synes bedøvende ligeglade med, om den anvendte gud er en lokal baal som Beth-El eller en besejret flodånd som den, Jakob tager brydertag med.

Et eller andet sted hænger Jave og El og alle de andre nok sammen, og hvis de ikke gør det, er de i det mindste alle sammen brugbare. En mere praktisk polyteisme skal man lede længe efter.

Selv Labans husgud går ikke ram forbi, moralen synes at være, at guder kan man aldrig få for mange af. For det betyder jo ikke noget, om han hedder Adonai eller Shaddai, det, der betyder noget, er den kødædende hvirvelstorm derude i ørkennatten, der kan sikre en, når man beslutter at udrydde naboklanen.

Det er denne pragmatisme, Luther søger tilbage til, når han nedbryder templet i Rom og kasserer livet efter døden og alle andre teologiske spekulationer, som går ud over Texten. Det får han selvfølgelig ikke lov til, for hans herrer har ikke brug for religiøs selvrealisation, men social regulation, en lektie, han lærer, da han kanoniserer nedslagtningen af de tyske bønder.

For statsreligionen er denne form for praktisk gud naturligvis the Devil. Man advarer, og med god grund, men det, man advarer imod, er ikke en konkurrerende guddom, men den religiøse oplevelse, den levende religion.

Med god grund, fordi den implicerer sammenbruddet af consensus, verdens undergang, sindssyge. Denne consensus nedbrydes bevidst med koan, hieros logos.

Dette hellige ord kan ikke gentages, i den forstand, at det, i det øjeblik det refereres, bliver noget andet, kommunikativt i stedet for kognitivt, navnet på lægemidlet i stedet for lægemidlet selv. Mystagogen behersker dette ord, når han udtaler det, gennemgår mysten en metamorfose, det vil sige, det har en signalværdi i hans nervesystem.

Det sælges gerne i mytologisk forpakning, men det er emballagen. Hvis mysten prøver at videregive, hvad han har hørt, er virkningen ikke den samme.

Enten udebliver den, eller også er den rent dissocierende. Den egentlige indvielse er naturligvis anderledes voldsom, som vi kender den fra blandt andet Apuleius.

Mysten indespærres og sultes, for eksempel i en grube under et gitter, som efterhånden fyldes med blod og indvolde fra slagtede dyr, eller han anbringes direkte i det dampende kadaver, som derefter sys sammen. Piskningerne og mutilationerne er, som vi kender dem fra de primitive mandindvielser, som de hvide lejesoldater opfattede som smertefulde »manddomsprøver« på trods af, at kvinderne gennemgik noget lignende.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og mysten er en moriturus, et offer til guden og sig selv, han skal dø. Ligesom Demofoon og Dionysos gennemgår han en apathanatisme.

Han stifter bekendtskab med de rituelle genstande, der for den primitive er selve verdens tænder og knogler, som han har i sin læderpose, men for den civiliserede romer måtte synes crepundia, legetøj, og som vi ville vente at finde i underetagen af butikken med erotisk lingeri. Jeg vil ikke påtage mig at forklare en moderne teolog det, men for dyrkerne af Dionysos var Sex Salighed.

Derimod vil han formodentlig genkende Dionysosbarnet, men det betyder noget andet end det, han tror. Det er Lille Ny, Omstyrteren!

Som sagt er kristendommen i sit udspring en typisk mysteriereligion, og som tidligere nævnt havde den stadig denne karakter helt op i middelalderen i munkeordenerne. Naturligvis modvirkedes denne tendens af kirkens behov for at være og forblive en politisk magtfaktor.

Dette gælder også til en vis grad for den islamiske mystik, men ikke på samme måde for den jødiske. Det er ikke tilfældigt, at Jesus taler om nedbrydelsen af templet, den jødiske statsreligions kultcentrum.

Da adgangen hertil blev lukket i diasporaen, blev vægten igen lagt på selvfordybelsen. Offer erstattedes af bøn.

Og dog ser vi - i mindre målestok - de samme konflikter, som kom til at præge den kristne kirkehistorie. Rabbinere strides med karaiter, og legalister med mystikere.

Jøder advarer mod jødisk mystik. Opstigningen til Gud afsløres som en nedstigning til tilværelsens grundlæggende principper, som de er nedlagt i det menneskelige nervesystem.

Dette er, hvad mystik er, erkendelsen af, at verdens hemmeligheder er at finde, ikke hinsides sanserne, i en platonisk naturvidenskabs atomare fantasier, men bag dem, i den sensoriske cortex og de limbiske impulser, der exciterer den. Foreningen med guddommen opfattes som fysisk, sammenlignes med kønsakten og finder sin grundtekst i Højsangen.

Målet er Debequth, foreningen med guddommen, og det lyder jo ikke så farligt, indtil man bemærker, at roden er dabaq, det samme ord, som bruges i Genesis 2,24 om de i gudernes billede skabte mand og kvinde, der forenes seksuelt. Og naturligvis det samme som dibbuq, det hebraiske ord for incubus.

Gudens brud er Shekina. Her er roden shakan, immanens.

Mishkan, »hule«, betyder således også det føromtalte tempel. Det er det sted, hvor Gud lægger sig til hvile, men ved implikation også den del af Gud, der er fanget i qelippoth, den landflygtige del af Gud, den kosmiske diaspora, jævnfør opgøret med creatio ex nihilo i UFO 569ff.

Ikke overraskende er denne bog den bedste kilde til kabbala - og til mystagogikken overhovedet - i forfatterskabet. Men nem er den selvfølgelig ikke.

Naturligvis overlevede »hedenske« skikke ofte kirkens forsøg på at udrydde eller kristificere dem. Selv noget så uskyldigt som julens »carolling« har denne baggrund.

The carollers blev modtaget som gudernes sendebud, og deres sange havde et magisk, velsignende indhold. De beværtedes og havde omgang med de unge piger. Ligesom åndens overflødighedshorn bliver til den hellige gral (se FAKLEN nummer 4, dengang den hed ELSEBETH og beskæftigede sig med noget andet end lønforhandlinger) identificeres the carollers, eller colindatori, som de hedder i Østeuropa, med de vise mænd fra Østerland.

I disse colinde kan man ofte finde kvindeindvielsen beskrevet i alle detaljer, hendes omflakken i ødemarken eller dødsriget (som Psyche i jagten på Eros). Hun jages, indfanges, pines og trues med den henrettelse, som er deflorationens »lille død«.

Tilsvarende dansere, calusari, lånte i øvrigt navn til et X-file-afsnit. »Dansen« er de akrobatiske spjæt og hop, som kendes fra alle kulturers rituelle optog, og som simulerer mystens »flyvetur«, som også de middelalderlige hekse påstodes at opleve.

Vi har i de tre første forelæsninger beskæftiget os med nogle grundlæggende træk ved religionen som manifesteret på forskellige kulturtrin, fra det primitive til det postkulturelle stade, hvor vi befinder os i dag. Vi har set, hvorledes stats- og bogreligion forholder sig til den oprindelige religiøse oplevelse, og hvordan diverse reformationer søger at vende tilbage hertil, ikke mindst mysteriereligionerne.

Vi har ligeledes set, hvordan det religiøse område, som på det tidlige kulturelle stade er næsten udelukkende kvindernes domæne, efterhånden går over til manden, og hvordan mandens religiøsitet i høj grad er en imitation af kvindens, omskærelse, tempeltjeneste, og så videre. Det kan derfor også være en vanskelig omstilling pludselig at skulle opfatte kvinden som central i kulten, fremfor og i mange tilfælde i stedet for manden, så at han af nødvendighed må se sin egen erkendelsesvej i lyset af hendes.

Vi har allerede mødt hende som kulturskaber, som præstinde og i mødet med det guddommelige, repræsenteret ved tyren. Vi har set forråelsen af menneskeracen, oprindelig forårsaget af en klimaforandring.

Kristendommen er måske arid, men den er også en ørkenreligion. Vi har fulgt de deraf opståede magtkampe mellem kønnene og den nødvendige demotion af kvinden og forkastelsen af qedeshaen.

Først og sidst har vi (forhåbentlig) forstået, at det religiøse aspekt langt fra at være en symbolsk fremstilling af menneskelivet, er så uundværlig en kategori som tid eller kausalitet. Længere kommer vi imidlertid ikke, før vi har konstateret det fysiologiske grundlag for den religiøse fænomenologi, og det vil vi så småt tage fat på i denne forelæsning.

Først er det dog vigtigt at forstå, at mystagogikkens epistemologi er en noget anden end den naturvidenskabelige. Ud fra en snæver definition kan den næppe kaldes videnskabelig overhovedet, men det samme kan siges om mange mere traditionelle discipliner.

Det ville således være meningsløst at forlange reproducerbarhed af den historiske forskning, ligesom det kan anføres, at kvantefysikken, da den tager afsked med den iagttageruafhængige iagttagelse, tager afsked med videnskaben selv. Ofte vil det dog vise sig, at disse afvigelser ikke er så dramatiske endda. Næppe nogen vil betvivle, at den Anden Verdenskrig virkelig har fundet sted, selv om den ikke lader sig reproducere i et laboratorium.

Kvantefysikken er da heller ikke egentlig »subjektiv«. Iagttagelsen er godt nok ikke objektiv i den traditionelle forstand, at der meningsfuldt kan tales om en uiagttaget tilstand, men dette forhindrer ikke, at eksperimenter er reproducerbare.

Forestillingen og kravet om en iagttagelsesuafhængig »ydre« verden er da egentlig også mere filosofiske end videnskabelige. Derimod er der behov for en consensus, uden hvilken ingen videnskab eller noget som helst andet kulturfænomen kan persistere.

Vi lever i den samme verden, sådan at forstå, at den verden, vi lever i, udgøres af vores enighed om den. I en vis forstand kan vi naturligvis siges at leve i flere forskellige.

Fysikeren tager næppe sine bølgefunktioner med hjem i sofaen. TV-apparatet inde i stuen er således på samme tid et mirakel, hvis virkemåde ikke kan forklares på nogen logisk konsistent måde (prøv bølger, der bølger i ingenting og egentlig er toppe og dale på sandsynlighedskurver for eksistens) og et møbel, der lader Oprah og TV-Avisen bekræfte os i vores tro på det kausale princip.

Hvad gør vi, når forskningens ekspediens ikke helt lader os leve op til metodelæren? Vi snyder.

Det er lidt som i krig, vi ved godt, vi er nødt til at bombe kvinder og børn, men samtidig lader vi ikke gerne chancen gå fra os til at kapitalisere på modpartens bombninger i vores propaganda. Videnskabsfolk (som også er en slags mennesker) er således meget forskellige på ude- og hjemmebane.

I baren lægger man måske ikke skjul på en temmelig pragmatisk forskningspolitik, men trues man af konkurrence udefra, kommer videnskabeligheden ud af vitrinen og bliver støvet af for at danne kontrast til den truende uvidenskabelighed. Hvad er mest uvidenskabeligt: At gå ind på den religiøse tankegang for at forstå den, eller at belemre den med eksistentialisme, psykoanalyse og andre filosofiske retninger, hvis relevans ud over vort eget århundrede er højst tvivlsom?

Svaret er naturligvis, at videnskabelighed er forskningstradition, som naturligvis også ændrer sig, skønt usynligt for det menneskelige øje. Mystagogikken snyder.

Den går igennem glasruden og bliver et med studieobjektet. Studerer den shamanisme, er et af dens mål den shamanistiske erfaring.

Ikke nok med det, den ligestiller i enhver forstand shamanens iagttagelse med iagttagelsen af shamanen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle målinger er lige valide.

Men det betyder, at vi, før vi kan foretage en måling, må beslutte, hvad det er, vi måler, vi må have en model, og at vi kun kan bestemme målingens validitet ud fra modellens validitet - samtidig med at målingen teoretisk set har muligheden for at invalidere modellen, og dermed i sidste ende sig selv. Dette er ikke enkelt, som populærvidenskaben mod bedre vidende insisterer på.

Det er en vanvittig dans, med visse mindelser om et epileptisk anfald. Der gives ikke noget arkimedisk punkt, ud fra hvilket vi kan vurdere videnskabelige metoders absolutte videnskabelighed.

Det kan se ud, som om vi er nødt til at have dem på det rene, ligesom Hoyle, inden vi begynder at spille bridge, men i praksis må »videnskabeligheden« stå sin prøve under fire. Psykologi spiller her ikke nogen uvæsentlig rolle.

Også videnskaben har sine asketikere, der spæger deres resultater. De er ægte cartesianere i deres de omnibus for ligesom deres læremester at tage et par gevaldige spring, når de ikke rigtig synes, de kommer nogen vegne.

Det er lidt ligesom damen på afmagringskur, der sidder hele dagen og gnaver på et salatblad som en kanin, og så står op klokken tre om natten og smører sig skinke-sandwicher. Ofte er løftestangen sågar den »sunde« hverdagsfornuft, som vel er noget af det mest upålidelige af alting i erkendelsesteoretiske spørgsmål.

De bliver behaviorister og sidder med stopure og mus med afskårne haler. Og så kaster de sig ellers ud i debatten med en jehovits frimodighed.

Visse krav til »videnskabelighed« er naturligvis svære at komme uden om, nemlig det, som er fælles for al erkendelse eller oplevelse, og som blot er standardiseret i videnskaben. Hvis en teori om verden ikke sætter os i stand til at komme med pålidelige forudsigelser om, hvad der vil ske i dette nok så syntetiske univers, har vi ikke meget at bruge den til.

Men hvis den gør det, skal der være vægtige grunde til, at vi ikke antager den. Det er ikke nogen legal indsigelse, at den får os til at føle os dumme, fordi vi ikke selv havde regnet den ud, eller fordi den hidrører fra en kultur, vi hellere vil omvende end omvendes af.

Naturligvis er problemet ofte simpelt hen uintelligens. Hvis vi fortvivlet prøver at lære den lille tabel, er det højst distraherende med folk, der morer sig med at tage kvadratroden af bilnumre.

Det er den Lille Akademiker, der kun lige netop sneg sig ind og taknemmeligt sluger undervisningsassistentens guldkorn. Ingen råber nu en gang så højt om uvidenskabelighed som den, der intet begreb har om videnskab.

For ham er Videnskaben nemlig ikke en metode, men en religion. Den, der kun med opbydelsen af alle sine kræfter er i stand til at tilegne sig en videnskabelig teori, føler sjældent noget behov for at modsige den.

Kender man typen? Det er dem, der indrammer puslespil, de har lagt.

Det er da også herfra, de fleste »indsigelser«, der er ungefær lige så imbecile, som de er hovne, kommer. Man insisterer på at opfatte det ny paradigme som solipsistisk, eller man roser sig af at blande modellerne sammen.

Man kommer så ikke længere end til, at hjernen i verden og verden i hjernen er selvmodsigende. Derimod ser man åbenbart ikke noget absurd i den nærmest religiøse forestilling om en ydre verden.

Det nytter således ikke at gøre opmærksom på, at ikke blot ville en sådan ultrasensorisk virkelighed være principielt uopnåelig og derfor uinteressant ud fra en videnskabelig synsvinkel, det er endog umuligt at forestille sig en sådan, eftersom alle dens hypotetiske egenskaber nødvendigvis ville være fysiske, det vil sige sensoriske, hvilket er forholdsvis let at konstatere, hvis man forsøger at forestille sig, hvordan en sådan usynlig verden ville se ud. Man kunne lige så gerne forsøge at forklare et fireårs barn, hvorfor kineserne ikke falder af jordkuglen.

At Per så er blevet degn, og Ole professor, gør næppe fra eller til. Det er i grunden ærgerligt, for det betyder, at man går glip af kvantefysikkens bidrag til erkendelsesteorien, som ikke utænkeligt er det vigtigste i tusind år.

Takket være den moderne fysik har metafysikken omsider udspillet sin rolle. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke, og det, der kan, eksisterer kun i og med målingen.

Kopernikus aflivede ikke den celestielle mekanik, virkeligheden bag virkeligheden. Det gjorde Bohr.

Først med forkastelsen af krystalsfærerne, æteren og den ydre verden bliver videnskaben videnskabelig i egentlig forstand. Indtil da er den i værste fald overtroisk, i bedste spekulativ.

Det er svært at forestille sig, hvad der vil ske, når og hvis denne erkendelse nogen sinde når ud til magistre og maskinarbejdere, det vil sige, hvis den ydre verden ryger ud af undervisningssystemet sammen med morgensangen. Vi må dog nok påregne at skulle trækkes med Sandheden og Det Gode, Adam og Eva og Syndfloden mindst et århundrede endnu.

Den overtroiske »videnskabelighed« spiller den samme rolle i dag som den evige fordømmelse i middelalderen. Og statsmagten opgiver ikke sine koercive midler uden kamp.

Den moderne mystagogik er således på en måde lige så synkretistisk som sine forgængere blandt mysteriereligionerne i sin sammenstilling af så forskellige videnskabelige discipliner som historie, biologi og fysik. Ydermere accepterer den som sagt »forældede« verdensbilleder som modeller med en begrænset applikation - lige så begrænset som sociologi og økonomi.

Dens modelakrobatik må forekomme gennemsnitsakademikeren svimlende. Unge politiske systemer bekymrer sig lige så lidt om usable power, som nye retssystemer om permissible evidence.

På samme måde er denne forskning en art ren nysgerrighed, en rulle film, inden den når billedredaktørens skrivebord, fuld af overbelyste og hovedløse shots, men også censur- og værdifri. Den er en ung pige, hvor den akademiske forskning er en gammeljomfru.

For den første er verden en kærlighedsaffære, mens den sidste har nok i sine lavendelduftende kærestebreve fra tresserne. Det er som kristendommen og andre bogreligioner, der er fulde af religiøs ekstase og mirakler, hvoraf uheldigvis det sidste indtraf for et par årtusinder siden.

Det er god tone at gå uden om det »religiøse«. Mystagogikken accepterer rask væk det religiøse som en af hjernens »modes«.

Det er god tone at gå uden om materialistiske og mekanistisk-reduktionistiske teorier, der anskuer levende væsner som rene maskiner. Mystagogikken benytter uden rødmen dette synspunkt.

Det er god tone at gå uden om den fanatiske positivisme, som ikke accepterer andet end variabler og protokolsætninger. Mystagogikken tager dette som sit epistemologiske Gamle Testamente.

Ingen videnskab er mere materialistisk (mennesket er en maskine), ingen mere idealistisk (den ydre verden eksisterer ikke), ingen mere deterministisk (den genetiske kode afgør vores politiske standpunkt), ingen mere indeterministisk (kausalitet er en statistisk prognose). Det samme gælder dens menneskesyn: Ingen er mere højreorienteret (slaveriet var en mild udgave af industrialismen), ingen mere venstreorienteret (demokrati er borgerskabets diktatur), ingen mere altruistisk (at hjælpe den svage er den stærkes eneste eksistensberettigelse), ingen mere kynisk (99 % af befolkningen er idioter).

For enhver sekteriker må noget af dette nødvendigvis forekomme selvmodsigende, og vi lever i et sekterisk samfund, hvor pointen altid i sidste ende er, ikke sandheden, men solidariteten med kliken og den gode tone i den lokale selskabelige forening. I denne barnedåbsstemning kan imidlertid ingen nytænkning komme til orde.

Så vi er nødt til at forlade kirken. Extra ecclesia salus est.

I det følgende vil vi tage afsæt i en deterministisk-materialistisk-mekanistisk model af mennesket. Mennesket er som før nævnt en maskine, tilsyneladende fremstillet med et bestemt formål for øje, i det mindste, når man anskuer det organsystem for organsystem. Næppe nogen kan længere være i tvivl om, hvad hjertets eller lungernes funktion er.

Dette er en teleologisk synsvinkel, som vi tillader os, fordi den er forankret i en genetisk-evolutionær model. Vi har ingen illusioner om nogen »mening med tilværelsen«, grundlæggende er udviklingen ikke mere planlagt end sedimentering, ikke desto mindre er et flodleje slutproduktet af den ene, og et menneske af den anden.

Denne udvikling er ikke nogen hurra-udvikling. Menneskets hjernerumfang er formindsket som et led i dets udvikling, og hvis det sikrede dets overlevelse i en postatomar periode, ville det udvikle træk fra kakerlakken.

Den første forandring skyldes sikkert kulturdannelsen, eftersom det naturligvis kræver en højere intelligens at skulle starte forfra for hver generation. Som kulturvæsner har vi en naturlig fordom imod intelligens, så at et orgelværk af Bach, som til syvende og sidst blot er en ekstra bort på en i forvejen overbroderet tradition, forekommer os mere »intellektuelt« end australierens jagt.

Omvendt har vi så en svaghed for det »naturlige«, men kulturdannelse er naturligvis det mest karakteristiske træk ved menneskets natur. Mennesket står hverken over eller under andre dyrearter, det er mosaisk storhedsvanvid, selv om man måske med en vis ret kan kalde det for »træskere end alle markens andre dyr«.

I sin kulturdannelse minder mennesket i nogen grad om parasitterne, dyr, der ved hjælp af et kneb erstatter egenskaber, som det mangler eller har mistet. Sådanne dyrearter er naturligvis i høj grad afhængig af værtsorganismen, men egentlig ikke mere, end predatoren er af byttedyret.

Der eksisterer ikke nogen perfekt organisme. Everybody cheats.

Det er i første omgang en opdagelsesrejse. Det bekymrer os mindre, om vi bliver troet, når vi kommer hjem.

Marco Polo blev på sin tid anset for en større løgnhals end Munchhausen. Det var han også.

Men han var også den første i det område, han gennemrejste. Vi er i gang med opklaringsarbejdet, indsamlingen af bevismaterialet til retssalen må vente.

Rejsen går lodret ned, som mysteriernes katabase, ikke igennem geologiske, men neurologiske lag. Ud fra et psykologisk synspunkt er mennesket et socialt produkt med visse tågede præhumane tendenser.

Det er også rigtigt, så længe vi koncentrerer os om cerebrum. Problemet er bare, at cerebrum er en drømmemaskine, en fabrikant af alibier for limbiske magthavere.

Den er naturligvis også en censurinstans, som helst endeløst spejler sig selv fremfor det svimlende blik ned. På den måde får vi roller i stedet for drifter.

Det nyudklækkede menneske ankommer til prøverne på tilværelsens amatørteaterforestilling og står i kø for at få sit rollehæfte. Det hele er et spørgsmål om stikord.

Men der er også en anden måde: At lade storhjernen fylde af eksistensen. Skakten går hele vejen ned.

Mennesket kan opleve stenen, det vil sige: At være en sten. Det er religiøsitet.

Naturligvis har mennesket en egenskab fremfor eller i det mindste forskellig fra maskinen eller computeren: bevidsthed. Denne bevidsthed er, som vi har set, ikke en bevidsthed om verden.

Den er simpelt hen verden. Den er det betingede refleks.

I sit udgangspunkt er et nervesystem simpelt hen en kobling, der veksler en stimulus til en refleksmæssig muskelrespons. Ethvert ekstra led, der måtte tilføjes processen, er i princippet en primitiv hjerne.

I denne, primitive forstand er neuronen en hjerne. Dens reaktion afhænger af tidligere impulser.

Grundlæggende indtræder en vis træthed ganske som i en muskel. Denne forsinkelse kan udbygges til hæmning, ligesom en modstand indsat i et elektrisk kredsløb.

I en vis forstand er den menneskelige hjerne en sådan modstand. Vores forestilling om hjernen som dynamisk og igangsættende er altså en illusion.

Hjernen hæmmer kun. Det er ikke svært at se, hvordan dette kan føre til, at vi opfatter hjernen som aktiv.

De fleste kommunikationsmidler bygger på en ordnet hæmning af en elektrisk strøm. Hæmning er artikulation og konceptualisation.

For eksempel har seksuel adfærd ikke noget behov for hjernen undtagen som en afbryder, så dyret ikke dør af sult. Ganske tilsvarende har den ikke behov for storhjernen undtagen som en hæmning af seksuel aktivitet, som ikke er human, heteroseksuel, monogam, eller hvad der nu kræves for organismens overlevelse og forplantning.

Verden er hæmning, virkelighed selektiv blokering af en refleks. Som sagt begynder hæmningen i den enkelte neuron.

Hypothalamus hæmmer det autonome nervesystem, det limbiske system hæmmer hypothalamus, og storhjernen hæmmer det limbiske system. Naturligvis kan man godt kalde en hæmning af en hæmning for en aktivering.

Det vigtige er, at man forstår, at der ikke findes nogen aktiv, cerebralt baseret vilje. Hjernen har ingen motiver, ingen drifter, ingen følelser.

Hjernen akkompagnerer. Den sætter billeder til (verden), rationaliserer, forklarer og bortforklarer.

Dens modus operandi er ratio, og derfor rationaliserer den verden, det vil sige de limbiske impulser. Vi får en »indre« og »ydre« verden, vilje, handlinger, motiver, tilbøjeligheder, ja sågar »rigtigt« og »forkert«.

Firbenets spjæt bliver til politiske systemer. Det er den samme plade med et nyt omslag.

Søger vi at finde verdens udspring i atomer og fornuft, vil vi blive skuffet. That's just tricks.

Det er som tidligere nævnt heri, katabasen består. Religiøsitet er ikke grundlæggende et kulturfænomen. Det er den submissive huns adfærdsmønster.

Man skal ikke læse mange psykologiske tekster for at forstå, at borgeren ikke for magthaverne er partnere i en samfundskontrakt, men savlende hunde. Hjernevask på dette niveau er ikke specielt krævende.

Grundlæggende er frygt, usikkerhed. Barnets naturlige afhængighed af moderen projiceres ud på samfundet, hvorved opnås, at det aldrig opnår nogen selvstændighed.

Social rejektion udløser herefter en skrækreaktion. Eneste modgift er et solidt menneskehad.

I dette tilfælde fungerer tankekontrollen ikke, og man taler om psyko- eller sociopati. Denne mennesketype søger man simpelt hen at udrydde med alle tilrådighedstående midler.

Vi styres ikke af fornuft. Vi er nostalgiske, det vil sige, vi associerer steder, ting og personer med behagelige eller ubehagelige oplevelser.

Det er det, der bestemmer vores »instinktive« sympati og antipati, som alverdens fornuft ikke kan ændre ved. Det er det, der gør os veltilpas og utilpas.

Hvis vi har haft en tryg barndom, søger vi trøst i vore nederlag i barndommens sysler. Kuren mod denne humørsyge er ikke fornuft, men katabasen til dybere lag.

En kvinde, der ikke kan lide mænd med skæg, fordi onkel Oskar havde skæg og dårlig ånde, tvinges ned på fire. Når hun mærker vægten på sin nakke, sit mellemgulv trække sig sammen, og sin hvide bagdels ubeskyttethed, slår dyrehunnens adfærd til som programmet i en vaskemaskine.

En af vore mest indgroede fordomme er virkelighed. Virkeligheden forekommer os at være selvindlysende, så at vi altid kan skelne.

Samtidig er vi udmærket klare over, at vi i drømme accepterer begivenheder som virkelige og fornuftige, som vi i vågen tilstand ville afvise som indlysende absurde. Det samme gør sig gældende i den halvvågne, somnambule eller hypnotiske tilstand.

Der er med andre ord en »virkeligheds-kontakt«, som kan være on eller off. Når den er on, opfattes det oplevede som virkeligt.

Eller rettere, der er tre, oplevelse, erindring og forestilling, eller om man vil: Nutid, fortid og fremtid. Ingen neurologisk test kan afgøre, om en oplevelse er oplevet, erindret eller en blot og bar forestilling, om æblet ses, huskes, eller man tænker sig til det.

Det er det samme billede, den samme oplevelse. Kun indstilingen af the switch er forskellig.

I søvnen er denne switch overflødig og upraktisk for det arbejde, hjernen skal udføre, konsolideringen af langtidshukommelsen, og den er derfor off. For en sikkerheds skyld er kroppen lammet.

I modsat fald ville vore muskler reagere på de sensoriske impulser, og vi ville smøre den marmelademad, vi drømmer, vi smører. Uden denne anordning ville vi heller ikke have mareridt.

Vi er normalt ikke bange for ting, vi oplever i drømme, for når virkelighedskontrollen er slukket, er vores forestilling om logiske konsekvenser af vore handlinger det i reglen også. Vi springer uden den ringeste bekymring ud fra høje klipper.

Mange drømmere nyder denne ubekymrethed. Derimod har alle dyr et slippe-fri-refleks, en beskyttelse mod at være passivt bytte.

Hvis det ikke lykkes, intensiveres impulsen med en skrækreaktion. I REM-tilstanden kan vi ikke røre os, så når vi drømmer, vi løber, sanser vi, at bevægelsesapparatets feed-back mangler, vi løber i sirup, og det er mareridtet.

Virkelighedskontrollen kan selvfølgelig i en vis forstand siges at være for morons. Der er jo ingen virkelighed, kun skiltet.

Mystagogen lever i et fysisk univers bestående af de praktiske modeller. Dette kaldes somme tider transcendens.

Hvis han ville, kunne han give betalingsbalancen arme og ben og konversere den. Han er herre over consensus, ikke i den forstand, at han som den sindssyge er faldet ud af den, eller som asketen har forkastet den, men i den forstand, at han kontrollerer den, også for sine medmennesker, hvis han ønsker det, magi.

Han kan sende dem drømmeelskere og drømmemordere, der er så virkelige som alt andet. De kan opnå ikke blot uafhængig eksistens, men selvstændig bevidsthed.

Han kan skabe dem komplet med en hukommelse og fortid, der går årtusinder tilbage. Og han kan tilintetgøre dem.

Han kan skabe virkelighed med både tilbagevirkende kraft og tidsindstillede mekanismer, så han kan forekomme at reach back from the grave. At forstå, hvordan han gør, ville kræve ti livsstudier for et geni. Det eneste råd, man kan give, er derfor: Don't piss him off!

Videre kommer vi ikke uden en tilbundsgående analyse af hjernens fysiologi. Dette vil være emnet for den femte forelæsning.

 

 

FEMTE KAPITEL

 

EN DRØM I EN DRØM

Det er ikke så længe siden, mennesket havde en sjæl, som var teologernes område, og som de skinsygt forsvarede mod præsumptuøse medicinere. Måske er det derfor, man stadig føler et behov for at undskylde og mitigere, når man søger at forklare menneskelig adfærd ud fra neurofysiologi.

Man hører således, at neurologien er en nødvendig forudsætning for at forstå menneskets psykologi, men at den på ingen måde er tilstrækkelig. Personlighed er »selvfølgelig« noget andet og mere end neuroner og synapser, uden at man dog ønsker at komme nærmere ind på, hvad dette »noget« er.

Nu, hvor en ny generation af åndemanere og tungetalere, psykologerne, har overtaget de teologiske sjælesørgeres funktioner, synes denne fordom at være blevet givet videre til dem som fideikommis. Således går det lille udødelige je-ne-sais-quoi igen i Informations kronikker, når man synes, genetik og neurologi har vovet sig ind på Vorherres domæne, en formulering, som næppe vil ligge visse grundtvigianske socialister (en barsk blanding) fjern.

Sandheden er imidlertid, at neurologen på sin rejse i den menneskelige hjerne ikke vil støde på nogen uforklarlig guddommelig gnist. Det betyder ikke, at dæmonologien ikke er en ligeværdig model.

Det betyder blot, at neurologien på hjemmebane i det mindste er en fuldstændig teori om den menneskelige bevidsthed. Eller sagt på en anden måde: Enhver psykologisk reaktion kan beskrives og forklares som en neurologisk begivenhed.

Et sådant værktøj ville det naturligvis være absurd at lade ligge af pseudoteologisk pietet. Inden for denne model må vi altså tage afsked med den kartesiske occasionalisme, der blot ser sammenfald imellem psykologiske fænomener og fysiske processer, og i stedet postulere en direkte kausal sammenhæng. At en sådan aldrig vil kunne konstateres rent epistemologisk, er naturligvis ganske irrelevant, det gælder kausale forhold generelt.

Uheldigvis hænger ansvar og frisind ofte dårligt sammen, epikuræere er sjældent gode forsørgere. Kirken tog sig i århundreder af bespisningen af de fattige i ånden, hvilket kræver årvågenhed over for overgreb og vranglærer.

Selv den danske folkekirke, som er lykkeligt ubebyrdet af enhver form for kulturel tradition, ser sig selv som velmenende storebrødre over for menighedens ubefæstede små. På samme måde renser den ægte venstreorienterede sin tale for alt, hvad der kunne have ubehagelige politiske konnotationer.

I betragtning af nazisternes interesse for genetik er det et Guds under, at vi overhovedet må bruge kunstgødning. Endnu værre står det naturligvis til med Darwins evolutionsteori, hvilket egentlig er pudsigt.

Godt nok misbrugte liberalisterne den en overgang som neopuritansk forklaring på, hvorfor de fattige var fattige, men det er svært at se, hvordan den marxistiske historiske udvikling skulle være mindre popdarwinistisk. Naturligvis ligger en del af problemet i socialismens krav på at være religiøs vækkelse.

Som populist kan man ikke medgive, at ens egen løsning blot har andre fordele og ulemper end modstandernes. Hvis ikke den indebærer frihed, lighed, fuld beskæftigelse, evigt liv and a cure for cancer, kan man lige så godt lade være med at umage sig op på talerstolen i Fælledparken.

Det er det, der gør indremission og oplysning så fascinerende: You can't say anything, kun oppiske en stemning. Er der en stemning mod indvandrere, kan du måske vende strømmen.

Med tankevirksomhed har det intet at skaffe. Det er det, der umuliggør, at en forfatter med respekt for sig selv kan udkomme i flere oplag.

Men det var også det, der gjorde arbejdet med Faklen så spændende. Og uhyggeligt, hvis jeg ikke hele tiden havde sørget for at gøre bladet til en fornem parodi på sig selv.

Socialismen er en brugbar samfundsmodel, der sikrer en ligelig fordeling af de materielle goder. Det er ligesom bare ikke nok, når man skal erstatte en herre, der opstod fra de døde, med disciple, der kunne fortælle, fra hvad side ægget skulle åbnes, og konsekvenserne af at åbne det fra den forkerte.

Jeg kender problemet fra Faklen. Hvis man ikke fortæller sine disciple, hvad mærke tandpasta de skal bruge, er det ikke nogen ordentlig kult. Giv os i dag vor daglige mening!

Så det nyttede ikke noget, at de nye verdensfrelsere fortalte deres constituents, at mennesket var en upraktisk tingest fra dengang, ideologien var celledeling. Så Freud erstattede Darwin.

Og Freud er da også nok værd at læse, hvis man gerne vil vide, hvilke hang-ups den tyske middelklasse havde omkring århundredskiftet. Tag Ødipus-komplekset, everybody's favorite!

Efter at være blevet skældt ud af barnepigen, fået fjerde konjugation for af huslæreren og varm suppe af kokkepigen ligger lille Adelbert i sin seng og hører sin værdige fader iført kakkelovnsrør skynde på sin unge hustru. De skal i teatret, men først skal Adelbert have sit godnatkys.

Så Adelberts 27-årige moder kommer ind med dyb udskæring i selskabskjolen i en sky af parfume, og som hun bøjer sig over sin lille dreng, og den mælkehvide hud på hendes ene svulmende bryst kortvarigt hviler på Adelberts hånd, som hviler på dynen, kryber den anden umærkeligt længere ned under den. Men ak, Adelberts fader, som er 57, kalder atter, og hun rives ud af Adelberts favn.

Med ham vil hun tilbringe den lysende aften, og bagefter vil han med en styg stønnen i sit rektorskæg kaste sig over den skønne på silkelagnerne i deres ægteseng, mens lille Adelbert i det højeste kan håbe på en kold afvaskning. Så lille Adelbert overvejer, hvordan han kan snigmyrde sin rival.

Men gå så hundrede år frem. Nu er det lille Rasmus' far, der læser godnathistorie for lille Rasmus, for mor er træt efter en lang dag på fabrikken.

Måske vil lille Rasmus overveje at myrde mor, fordi hun lugter af tobak og deodorant og ikke vil give ham en GameBoy. Men psykologen leder ufortrødent videre efter ødipale tendenser og incestuøse ønsker på en tid, hvor erotikken er så uddød som skrækøglen.

Freud er nemlig - i sine tidlige værker - optimist. Vilddyret kan tæmmes, sublimeres, besnakkes.

Således udvikler uhyret i vuggen sig gennem faser til revisor. Dette afhænger naturligvis af den rette behandling, og med tiden bliver denne behandling alt.

Id fortoner sig, og ego kommer i centrum. Psyken bliver en rolle, vi spiller, vi skal blot lære at spille den godt.

Og så nytter det jo ikke, vi er genetisk determinerede til at synes om en bestemt farve tapet. Vi er jo fornuftsvæsner, ikke sandt?

Vore handlinger dirigeres af cerebrale beslutninger. Men storhjernen beslutter ikke, den bortforklarer, hvad limbiske regioner finder på.

Vores virkelighed er ikke en sensorisk refleksion af en ydre verden, den er en fægten og druknen i et driftsmæssigt kaos. Hverdagsbevidstheden fornægter det, den religiøse oplevelse afslører det.

How does it all work? Det skal vi se på i nærværende forelæsning.

Min skelnen mellem det kognitive og kommunikative er nok Neutzsky-Wulff-læsere ungefær lige så bekendt som det underbevidste er for freudianere. Den umiddelbare fremstilling af verden, hjernen giver, og som vi somme tider henfører til som oplevelse - eller ligefrem sansning - er ikke egnet til at kommunikeres, dertil er den alt for subjektiv. Ikke blot omfatter den en lang række elementer, som vil være irrelevante eller direkte forstyrrende i en samtale, dels går den ofte på tværs af det vedtagne referencesystem.

Der er nu to veje for individet at gå. Enten kan han trække sig længere ind i sig selv og i stadig stigende grad overgive sig til det subjektive univers.

Dette giver en meget »fysisk« verden, rig på sanseindtryk og tæt knyttet til »følelseslivet«. Det er det, kunstneren gør ganske bevidst, og som den skizofrene gør, ofte meget mod sin vilje.

Til gengæld vil den pågældende så i høj grad blive »afskåret« fra sine medmennesker. En Walt Whitman vil have det dårligt i de fleste kantiner.

Den anden vej er den, samfundet og undervisningssystemet anbefaler. Her forkastes det personlige og subjektive, idet der lægges vægt på consensus - det, der i min ungdom med en eufemisme hed: At komme hinanden ved.

Det kan derfor heller ikke kaldes overraskende, at pædagogikken generelt advarer imod video og computere eller hvad som helst andet, som har en tendens til at placere en person i sit eget oplevelsesunivers. Målet er tværtimod at opbygge en fælles referenceramme, eller - da en sådan allerede eksisterer - at sluse det nye individ ind i den vedtagne virkelighed, som er en temmelig uigennemskuelig blanding af deskriptive og evaluative udsagn.

Under denne proces træder »sansning« og »følelse« uvægerligt i baggrunden som fysiske processer, idet de dog overlever som nominelle størrelser i kraft af en fælles moral og æstetik. En solopgang behøver således ikke at opfattes for at kunne kaldes »smuk«.

Vi kender den fra ugebladsnovellen, hvor den afslører sig ved ikke at betjene sig af nogen original metafor. Den er ikke »som torden« som hos Kipling eller kvalm som hos Neutzsky-Wulff (der med skam at melde altid har været C-menneske) - en sådan beskrivelse vil være meningsløs for det almindelige menneske, som ikke ser.

Han vil heller ikke se noget smukt i obduktionens farvelade eller krigsmaskinens maskulinitet, for han sanser ikke, han slår op i en bog, ligesom kritikeren, der for eksempel ved, at en films kvalitet er omvendt proportional med dens production values, eller at en moralsk angribelig bog altid er dårligt skrevet. Det er det mest underholdende eller direkte fascinerende ved disse anmeldelser, at der ikke behøver at være nogen som helst relation til det anmeldte.

Der er ingen handling i »Hamlet« og ingen persontegning i »Raskolnikov«. Dette gør det til en yndet sport at tillægge en bog den modsatte kvalitet af den, der forarger - således mener man at narre fjenden i Ålborg.

Jeg havde engang en lærer, en gammel jesuit, der hummerrød i hovedet forsikrede, at han fandt pornografi »frygtelig kedelig«. En pudsig afvigelse fra den fælles solopgang er fetichismen.

Her trænger den seksuelle præference igennem, og kvinder renoncerer på tweed for at komme til at ligne plasticlegetøj. Ikke overraskende er dette gennembrud ofte associeret med tvang og smerte og andet sensorisk påtrængende.

Her får følelsen en fridag, der som regel holdes så disjunkt som muligt fra den »rigtige«, den nominelle sympati for slægt og venner. Naturligvis har moralen en væsentlig del af skylden.

Følelse er lige så lidt rationel som appetit. Man kan derfor heller ikke styre sine følelser, kun aflive dem.

Den, der bestræber sig på ikke at have »negative« følelser, vil snart ikke have nogen følelser overhovedet. Som regel bemærkes denne mangel ikke, eftersom følelsen i hvert enkelt tilfælde er udskiftet med et ord.

»Jeg elsker dig« er i de fleste ægteskaber synonymt med »Jeg er gift med dig«. Spørgsmålet »Elsker du mig?« vil derfor ofte blive besvaret med et let undrende »Ja, selvfølgelig!«

Selvfølgelig elsker man sine børn, det er slet ikke nødvendigt at føle efter. Forældre forventer den samme »kærlighed« fra deres børn, som de udmærket ved, er rent pligtmæssig.

Sådanne følelsesløse mennesker anser sig altid for at være dækket godt ind med deres hjerte- og smerte-tirader, men afslører sig ved at blive forargede over, hvordan en forelsket mand »behandler« sin forladte hustru. Av!

Det er også derfor, de fleste mennesker render rundt med så mange »mixed feelings«. Sådan er følelser naturligvis ikke indrettet.

Enten er man sulten, eller også er man ikke sulten. Når følelser imidlertid erstattes af pseudoemotionelle pligter, kan det blive et problem, hvilket »bør« vejer tungest.

Hensynet til ægtemanden eller børnene, til forældrene eller kollegerne, og så videre. Sådanne »emotionelle« konflikter er naturligvis ikke emotionelle overhovedet.

Langt de fleste mennesker er så langt fra at føle noget overhovedet, at de vil være ude af stand til at forstå, at sådanne »følelser« ikke er følelser. Tværtimod vil deres talrige affiliationer for dem være det bedste bevis på, hvor emotionelle og følsomme de er.

»Hygge«, trygheden ved ikke at stå yderst i flokken og den generelle bekæmpelse af kedsomheden ved den endeløse gentagelse af rent rituelle konversationer, bliver for disse mennesker en yderligere bekræftelse af emotionelle tilhørsforhold, selv om fornærmelsen og den kildrende intrige altid ligger lige under overfladen, skadefryden ved ostrakisering. Der er imidlertid også dem, som mere eller mindre bevidst længes efter at føle »noget«.

Ofte bliver de religiøse i den moderne forstand. At hengive sig til et andet menneske må vel forekomme for risikabelt, hvorimod et religiøst system, en orden eller et politisk parti i sin forholdsvise upersonlighed kan synes mere sikkert.

Vi skal her utvivlsomt også søge en af årsagerne til den populære filosofering af guden til ingenting, som får os til at se med ængstelse og foragt på vore forfædre, der udmærket kendte deres guders svagheder. En anden faktor kan være den vægt, vi plejer at lægge på følelser i forhold til drifter.

I realiteten er »følelse« naturligvis blot en - rent sensorisk - konstatering af kroppens fysiologiske tilstand. Frygt er den måde, kroppen føles på, når den forbereder en flugtreaktion.

Denne følelse kan så - som en yderligere stimulus - føles ulystbetonet. At føle kærlighed er altså hverken mere eller mindre en sansning end at konstatere, at det regner udenfor.

Det er driften, impulsen eller refleksen, som er aktiv, og følelsen blot registreringen af, at kroppen forbereder sig til at handle ud fra den. Hvis vi nu altid imødegår den driftsinducerede handling med en rationel viljesakt, bliver følelsen tilbage som noget udefinerligt noget.

Den har endvidere en tendens til at blive kronisk, flygtede vi ikke og slog ikke igen, melder den neurotiske angst sig. Følelsen adskilles fra driften og handlingen, bliver uproduktiv, ubestemt og foruroligende.

Det er det, de fleste mennesker kalder følelser. For dem er kærlighed næppe længere den uimodståelige impuls til at tage hunnen om nakken.

Det er ikke vanskeligt at indse, hvorfor samfundet favoriserer denne afmægtige, forvirrede følelsesfuldhed. Den er beroligende inaktiv.

Vi elsker, men vi ved ikke rigtig, hvem vi elsker - måske Pamela Anderson. Vi hader, men vi ved ikke rigtig, hvem vi hader - probably every one.

Vi er bange, men vi ved ikke rigtig, hvad vi er bange for. Og det gør os just ikke mindre bange.

Den simpleste neurale reaktion repræsenteres af det ubetingede refleks, der simpelt hen veksler en stimulus til en muskelrespons. Hvis denne refleks skal gøres betinget af, at bestemte forudsætninger er til stede, skal der i det mindste een ekstra neuron til.

I det ekstreme tilfælde, som er den menneskelige bevidsthed, udarbejdes en hel situationsrapport, en verden, som organismen synes at befinde sig i. Den oprindelige sensoriske impuls gennemgår da en processing, hvis enkelte stadier er i overensstemmelse med organismens fylogenese, så at kun mennesket gennemløber hele processen.

En mand, der er lammet fra halsen og nedefter, kan således gennemføre et samleje i den forstand, at han kan få både rejsning og udløsning, idet dette er en reaktion på en ren taktil stimulation af genitalierne formidlet af pudendale nerver i den lumbare region. Han vil aldrig lide af psykologisk betinget impotens.

Reaktionen er den samme, om han masturberes af sin kone, sin bror eller sin hund. Der kan højst være tale om en endokrinologisk betinget hæmning fra hypothalamus.

Denne indtræffer, hvis blodsukkeret for eksempel falder under et vist niveau: Don't fuck, get food! Hvis det limbiske system kommer i spil, aktiveret af thalamus, som danner et ubevidst »verdensbillede«, der prædaterer det cerebrale, kan en faretruende situation udløse en »skrækreaktion«, der ligeledes kan virke forstyrrende.

Det er så op til storhjernen at afgøre, om den valgte partner er passende ud fra forskellige cerebrale kriterier. Måske bedømmer den occipitale del af den højre hemisfære hende til at være velskabt, mens den præfrontale del af den venstre minder om, at hun er naboens kone.

Disse reaktioner afhænger igen af det retikulære systems øjeblikkelige indstilling, det vil sige, om vi er vågne, drømmer, er halvvågne, hypnotiserede, skidefulde eller på stoffer. Alkohol nedsætter frontallappens censurerende funktion.

LSD får de simple neuroner i det visuelle cortex til at gå amok: Slot over slot sig bygger, grundlaget for den astrale arkitektur og de gotiske domkirker samt skizofrenes tegninger. Tre skefulde god gammeldags hostesaft, og vi er på vej ind i V'ger med Spock.

Med bevidsthed følger lyst og ulyst, vores oplevelse af positiv og negativ reinforcering. I hippocampus, en af de limbiske strukturer, fører drastiske fald eller stigninger i homøostasen til, at associerede stimuli øremærkes til at blive optaget i langtidshukommelsen, hvilket sker under søvnen, »drøm«.

Alle kan huske deres studentereksammen. Ingen kan huske, hvad der ellers skete den måned.

Hjernen er naturligvis ikke nogen VCR og har af indlysende årsager en meget ringe lagerkapacitet. Det, der huskes, er således stikord, der muliggør den rekonstruktion af tidligere situationer, som vi kalder erindring.

Hvis vi efter ti år så en videotaped udgave af begivenheden, ville vi næppe genkende ret meget - på den anden side er hjernens favorite response »I knew that!« Den er en ægte politiker, fordi det er så vigtigt, at vi bevarer vores tro på, at det, den fortæller os, er Gospel Truth og ikke frit opfundet til lejligheden, er det dobbelt vigtigt for den at snyde.

De to vidner, der beskriver gerningsmanden som henholdsvis høj og tynd og kommunefarvet og lille og tyk og sortsmudsket, er begge 110 % sikre, ja, de kan se ham for sig i dette hellige øjeblik. Hvis politiet viser os et fotografi, konkluderer hjernen fuldstændig korrekt, at fotografiet på en prik ligner fotografiet. Nogen burde give panserne et kursus i neurologi.

Den positive eller negative værdi, en stimulus tildeles, har i anden omgang til formål at få organismen til at genopleve den begivenhed, som er ASSOCIERET med den - kausalitet er et forholdsvis nyt hjernespøgelse. Når vi har det skidt, tager vi derhen, hvor vi fik en is af far for tyve år siden.

That's not logical, captain, but it's how motivation works. Hvorfor mon hvide vægge, hvide kitler og lugten af sulfo udløser ubehag hos os?

Hvorfra kommer mon nostalgien og be it ever so humble? Den mølædte lænestol gør os trygge, og synet af skolebygningen giver lille Peter akut mavekneb på to hundrede meters afstand.

Fru Olsen, der blev overfaldet for to år siden, går ikke mere på gaden. Gaden er ikke blevet farligere, end den hele tiden har været, og det ved hun også godt.

Chancerne for en gentagelse er uhyre små. Hun kan bare ikke »lide det«.

Hyldebærtræet, hvor hun blev overfaldet, lugter grimt og foruroligende. Hvis nogen hængte den formastelige op i træet og lod fru Olsen kastrere ham med en sløv lommekniv, ville det komme til at dufte berusende dejligt.

Det er en uhyre effektiv - og den eneste effektive - terapi for voldsofre: Vold mod voldsmanden, mord, lemlæstelse, tortur. Det vidste man i middelalderen.

Det går selvfølgelig ikke i dag. Og det er bare det.

Vi taler meget om stress og tror, det er noget med at være for optaget af sit arbejde. Men den stress, som udløser psykosomatiske symptomer, forårsages af vores manglende evne til at reagere adækvat på limbiske impulser.

Vi kan ikke bare ikke slå vores fornærmende chef ihjel i dag, vi kan heller ikke gøre det i morgen. Ubehaget ved et dødssygt arbejde og panikken ved tanken om konsekvenserne af at miste det, strækker sig uendeligt foran os.

Frøken Olsen lader sig ikke tage, og hr. Sørensen tør ikke tage hende. Sammen at begive sig ind i den paradishave, hvor kvinden er seksualobjekt og intet andet, ligger ikke inden for de sociale muligheders grænse.

Så det er ubehag, angst, had og ingen gratifikation. Ingen tryghed ved at elske og blive elsket.

Man har udsat laboratoriedyr for noget lignende. I den første fase reagerer de med panik og aggressivitet. Det hedder umodenhed.

I den anden synes de at have tilpasset sig. De er blevet voksne, livet er ikke det værste, man har.

I den tredje fase, som eksperimentatorerne kalder »the stage of exhaustion«, produceres atter store mængder adrenalin. Så bryder immunforsvaret sammen, og den lille abe i buret dør.

Det er det, vi kalder Midtvejskrise, Panikalder og Cancer. Sic semper ignavis.

For the record: Det tog en abe en uge eller to at udvikle mavesår, når den skulle trykke på en pedal i seks timer hver dag for at undgå elektrisk stød. Sammenligningen halter selvfølgelig, indtil fagforeningerne får gennemført en 30-timers-arbejdsuge.

Mennesket er et cellesamfund. Vi genfinder således den sociale organisation og specialisering, men vægten synes stadig at ligge på den enkelte celles velbefindende.

Vi har et cirkulatorisk system, så hver enkelt celle kan få dækket sine behov. Samtidig ofres »individet« ganske skrupelløst.

Den enkelte celle er i ekstrem grad expendable. Dette skyldes givetvis, at da den enkelte celle i en multicellulær organisme ikke kan persistere på egen hånd, er kriteriet for succes organismens overlevelse.

Og da denne overlevelse er lige så begrænset som den enkelte celles, er målet i sidste ende den heldige forplantning. Naturligvis kan man hævde, at der kun er een celle, der opnår udødelighed ved at dele sig.

Vi vil jo stadig hævde at være ekstante, skønt meget få af vore celler er de »oprindelige«. Right?

Wrong. »We« doesn't enter into the equation.

Hvis vi meningsfuldt skal bruge ordet »jeg«, må det være om det, der oplever sig selv som et jeg - cogito ergo sum. Og dette mig kan kun ved noget, der mildest sagt må betegnes som et kunstgreb, identificeres med vores hjerne eller nogen anden del af vores krop.

Det er ganske simpelt en af kroppens funktioner på linje med hjerteslag og åndedrag. The body needs a map, and we're it.

Den moderne »rationelle« opfattelse af, at vi er til i verden som organismer udstyret med en vilje og muskler, hvorved vi kan påvirke denne verden, er altså det mest skizofrene eventyr, man kan forestille sig. Den frygtelige sandhed er, at vi er en drøm i en drøm.

»Vi« er ikke på nogen måde aktive. Over for den hjerne, der skaber »verden« og »os« som et uadskilleligt hele, har vi en blot og bar iagttagende rolle, omtrent den samme, som en utilstrækkeligt bedøvet patient under en blindtarmsoperation.

Så vi accepterer drømmen eller bliver som størstedelen af menneskeheden uhelbredeligt sindssyge. »Vi« kan ikke på nogen måde hævde, at vi træffer nogen som helst beslutning, eftersom alle beslutninger allerede er truffet, mikrosekunder inden vi bliver bevidste om dem.

Vi ved, at vi er bange, og vi ved, at vi flygter. Og vi ved, at det i sidste ende ikke har noget som helst med os at gøre.

Et eller andet sted er der en overlevelsesværdi i, at vi tror, vi er kroppen og styrer den, ligesom der er en overlevelsesværdi i, at vi tror, der er en verden derude. Det er naive, men praktiske modeller, ligesom solen, der står op efter et natligt besøg under horisonten.

Og eftersom der ikke er nogen verden derude, er den bedste model den, der virker. Og det gør den - indtil vi kommer til religionen.

I den religiøse oplevelse vågner Bent Mogensen. Og hvis han kan klare virkeligheden, den bredere model, at vågne op på motorvejen uden at kaste sig foran en lastbil i panik, har også det en overlevelsesværdi.

Vi kan gøre ting, vi ikke kunne før. Magi er en evolutionær gevinst i mindst lige så høj grad som at tilspidse små pinde.

kroppen har behov, vi har ikke. Vi overværer tvangsbevægelser.

Kroppens mangeltilstande åbenbarer sig for os som smerte, og fordi det ubetingede refleks lige skal op i udsigtstårnet og vende, inden det slår til, oplever vi trang. Refleksen står og gearer op, men skal lige have directions.

Imens står vi i et hjørne og finder på en god historie. »I did that!« siger vi.

»I'm still in control!« But we didn't do anything.

»Jeg kan ikke lide ham,« siger vi. Vi kan ikke lide ham, fordi han har rødt skæg, og vores matematiklærer havde rødt skæg og ville ikke lade os gå på toilettet, da vi havde tynd mave den 27. august 1978.

Men det er jo ganske urimeligt. There has to be another reason ... And there is.

And that is what reason is, and that is all that reason is. Vi er fornuftsvæsner, og derfor foregriber vi ofte »vore« behov.

Vi spiser vitaminer og gør gymnastik. We don't wait for it.

Og ikke at vente med at spise, til vi bliver sultne, er en ganske effektiv måde at slå appetitten ihjel på. Vore drifter bliver overflødige, hvis de ikke er skadelige.

Vore socialt acceptable behov bliver opfyldt automatisk, og de socialt uacceptable bliver ikke opfyldt overhovedet. Harmen er retfærdig og upersonlig, og angsten en konstant uro.

Sex er en omgangsform, en social grace og ægteskabelig pligt. Det er også, som Freud udtrykte det, »Kongevejen til det Ubevidste«.

Der er ikke meget katharsis ved at nedlægge koteletten eller at gå en tur i den lokale beplantnings skydetelt. Men når vi dyrker sex, åbner vi potentielt de limbiske porte til primal adfærd.

Cerebrum registrerer ikke længere vejrmeldinger, den udtrykker Livets Hemmelighed. Der er mere virkelighed i en pornoforretning end i Finansloven, og mere livsbekræftelse end i Menneskerettighederne.

Det er derfor, »Helena« er en essentiel del af vores curriculum. Det er her, vi blotter nerven.

Den er et såkaldt litterært eksperiment, hvorfor dens litterære værdi er begrænset, ren limbisk suppe. Men den er alligevel en hel del mere interessant end konkret lyrik, ligesom »Mesterspillet« var mere spændende end totalteater, og »Faklen« mere spændende end at pakke Rådhuspladsen ind i cellofan.

Jeg er ganske utvivlsomt alt for forfængelig til at bedømme mine samtidige nørklende hjemstavnsdigtere. Det er sikkert vældig pænt, meget af det.

Men hvor det gælder ren rå kraft, tror jeg, jeg må insistere på palmerne. I den næste forelæsning vil vi, således udrustet, fortsætte vores katabase i den primitive religion.

 

 

SJETTE KAPITEL

 

PRÆSTINDEN

Vi begynder måske nu at forstå, hvad religion er. Det er ikke underligt, hvis vi har været forvirrede.

Det skyldes naturligvis først og fremmest, at religion, specielt kristendom, er blevet det stik modsatte af, hvad det oprindelig var. Fra at være et neurologisk syndrom har det således udviklet sig til en social institution, hvis vigtigste karakteristika er trosbekendelsen og medlemskabet.

Religion er med andre ord blevet en slags særegen ideologi. Hvis vi føler os overbevist om eksistensen af bestemte usandsynlige fænomener, tilhører vi automatisk et særligt fællesskab.

Ofte er disse påstande nedfældet i et helligskrift, bogreligionen. Det er i grunden ikke så sært, at det er gået sådan, en pågående consensus og sociale forpligtelser, der har erstattet den tabubetonede etik, rent ud umuliggør religiøsitet hos det moderne menneske.

Det kræver en så overmenneskelig kraftanstrengelse blot at fæste lid til disse eventyr, at det forekommer helt umuligt også at have et forhold til dem. Dermed kommer hele vægten til at ligge på for eksempel Bibelens autoritet, noget, den naturligvis slet ikke kan bære.

En anden forhindring ligger i det rent filosofiske begreb Gud. Den moderne monoteisme er ikke blot henoteistisk fanatisme, som den var det for sine ophavsmænd.

Den er det ene acceptable skridt fra ateisme. En sådan Gud, tænker man, som er ganske egenskabsløs og derfor åben for enhver fortolkning, kan ikke lave den store ravage i vores materialistiske univers.

Igen skal man altså ikke se kirkens jagt på dæmoner som den manikæisme, den foregiver. Det er ikke Satans soldater, man bekæmper, men slet og ret religiøsitet.

Modstanderen er ikke længere den gamle slange, men den »fremmede ild«, muligheden af en reel religiøs oplevelse. Kun den indædte aftenbøn om fred på jorden og en ny bil og den foregivne tillid til dennes effektivitet undgår stemplet skizofreni.

Der er godt nok et stykke til Abrahams gud, som lovede ham sejr over nabostammen til gengæld for oksesteg. Som »viste sig« i form af en støvstorm eller ildtunger og gav Isak mareridt.

Det er Personifikationen af Offeret (se »Forfatternes kulturhistorie«, Gyldendal). Det, der gives tilbage af hensyn til rekonceptualisationen, bliver en tribut til guddommelige lensherrer.

Det er ikke så underligt, eftersom også den menneskelige lensherre opfattes som guddommelig. Han er med sine magtbud i slægt med Historiefortælleren, den store konceptualisator med sit evige yehi 'or.

I den totemistiske tolkning er han på en gang modtageren af offeret, offeret selv, og somme tider endda den ofrende. Han er med andre ord den verden, han skaber (for en nærmere diskussion, se »For længe siden«, Borgen).

Man forestiller sig fire grundlæggende verdensaldre, en guldalder, hvor guderne er på jorden (eller om man vil, hvor menneskene er guder, »forfædrene« i »drømmetiden«) en sølvalder, hvor kvinderne hersker i kraft af deres omgang med gudssønner, en kobberalder, hvor deres afkom er kommet i centrum som jordens kæmper og konger, og endelig en jernalder, hvor guderne har trukket sig tilbage fra menneskenes affærer - svarende til de fire guder Osiris, Isis, Horus og Set. Dette skal vi vende tilbage til på andetårsholdet, når vi gennemgår en mytologi hver måned: Ægyptisk, babylonisk, fønikisk, græsk, romersk, keltisk (herunder en gennemgang af den arthurianske legende og gralsmysterierne), nordisk, persisk, indisk, kinesisk, japansk og amerikansk.

Som vi har set, får det flygtige ved livskraften den primitive til at se den som mandlig, hvilket igen betyder, at komplementærmængden bliver kvindelig: Verden er en kvinde. Det er imidlertid en død verden, indtil den levendegøres af det mandliges åndepust.

Mennesket som en del af verden sammenlignes med leret, som pottemageren tildanner, konceptualiserer, og som før eller siden vender tilbage til den jord, hvoraf det er taget. Mennesket er gudernes skabning, dets barn, og skylder sine forældre og opretholdere lydighed.

Denne lydighed er ikke et pligt- eller taknemmelighedsforhold, men skyldes, at mennesket er defineret fra gudernes hånd, jævnfør diskussionen af den hebraiske rod BRK i FLS. Disse opfattelser, af mennesket som gudens skabning, barn og tjener, står ikke i noget modsætningsforhold til hinanden.

I antikken opfattedes den livegne som en del af familien - på latin betyder puer ligesom på dansk både dreng og slave, mens børn i vores forstand kaldes liberi, »frie«. I kraft af sine pligter er han desuden defineret af sin herres behov.

I Genesis skaber guderne mennesket som en sådan slave med det udtrykkelige formål, at han skal arbejde i deres lysthave og passe den. For os er slangen måske en befrier, men for hebræeren er denne frigivelse i lige så høj grad en demotation, hvor det forholdsvis lette arbejde som kongens tjener erstattes af bondens mindre misundelsesværdige lod.

For det antikke menneske bringer religionen altså for så vidt ikke noget nyt ind i verdensbilledet, forholdet til guden ligner i høj grad slavens til hans herre. Slaven skylder herren lydighed, til gengæld påtager herren sig ansvar for slavens ve og vel.

For den tids mennesker må det altså have set ud, som om »pagten« mellem guder og mennesker var stort set »the same deal«. Det er altså først i moderne tid med frigørelsen af den økonomiske magt, at det religiøse forhold forekommer »specielt« i positiv eller negativ forstand.

I oplysningstiden kommer man endda til at se gudsforholdet som en garant for individets suverænitet. I stedet for en social struktur får vi dermed en splittelse mellem modsatrettede kræfter.

På den ene side har vi det moderne menneskes behov for på en eller anden måde at definere sig selv inden for visse samfundsgivne grænser, på den anden trangen til at overgive sig til en definerende kraft. Det er en konflikt, som er tydeligst i barnealderen, hvor vi skiftevis hævder vores uafhængighed over for vore forældre og søger deres bifald.

At blive voksen kan altså ses som at acceptere sin særlige grad af frihed og ufrihed, det vil sige at forstå, at eksistens og frihed er omvendt proportionale. Jo mere »virkelige« vi er, jo mere vi er udstyret med og tynget af egenskaber, jo mindre frie er vi i egentlig forstand.

Vi kan altså ikke »definere os selv«. Hvis nogle af os synes mindre determineret af deres kulturbaggrund, oprørere og dissidenter, er det således blot, fordi de er mere determinerede af deres driftsnatur.

Geniet, der danner en vortex, som suger verdens bric-a-brac ind for at omskabe det i hans billede, er mere ufrit end nogen anden, eftersom denne kraft definerer ham fuldstændig. Han er altså ikke en person, der selv har defineret de principper, hvorefter han og hans disciple lever, han er ifølge selve sin natur unprincipled og amoralsk.

Når han ikke længere »svigter sine egne principper«, er han død, og derfor uinteressant. Store mænd er ikke store seere, men store appetitter.

Det religiøse forhold er en stræben mod en tilstand af fuldstændig, guddommelig determinerethed. Den dermed forbundne lykkefølelse er ikke afhængig af, i hvilken grad man føler sig velsignet af guden (medmindre man herved, som man gjorde engang, forstår determineret) men af graden af ekstatisk hengivelse til hans »vilje«. Det er denne »lydighed«, som religiøs træning af forskellig art mere end noget andet søger at instillere.

Som sagt skulle vi være ved at have erhvervet de tilstrækkelige forudsætninger for at forstå, hvad det religiøse forhold indebærer, og som tidligere nævnt vil vi søge at optimere vores forståelse ved at tage udgangspunkt i det »ideelle« religiøse forhold. Kun kvinden er i egentlig forstand religiøs, og naturligvis kun, hvor hun unddrager sig consensus.

Nonnen er til en vis grad sindbilledet på denne tilstand, og i en anden forstand dets absolutte modsætning, eftersom seksualiteten er en uadskillelig del af det religiøse forhold. Vi vil derfor koncentrere os om præstinden eller tempelslavinden og hendes situation.

Grundlæggende er, hvad er blevet kaldt den Fylogenetiske Katabase. Som nævnt er religionens udspring en vis ængstelse for den alienation, hominiseringen repræsenterer, og denne er en hel del mere dramatisk, end de fleste naturromantikere forestiller sig.

Den repræsenterer, som vi har set, et virkelighedstab, som eksistentialismen er et symptom på. Religionens formål er således ikke at være en samfundsregulerende faktor, men tværtimod at genvinde denne virkelighed.

Den religiøse oplevelse er oplevelsen af at Være, Objekt, genstand for kræfter, der, eftersom de må søges uden for consensus, må forekomme overnaturlige snarere end naturlige. Det religiøse menneske er en skabning, skabt med et formål af en »gud«, dets liv har en mening ud over dets individuelle valg.

Ideologien kan ses som en art pseudo-religion, der prøver at levere noget lignende, a sense og purpose, følelsen af at være en del af noget større, altdominerende forpligtelser over for et fællesskab, der kan defineres nationalt eller internationalt. Det er ikke blot en virkningsløs substitution, den er også overordentlig farlig.

Kristendom er ikke fascisme, men irreligiøs kristendom (og kristendommen har været irreligiøs siden Reformationen) er fascisme. Den religiøse kristendom er som fuldstændig negation af alt verdsligt en fremmed i verden og derfor også så uskadelig i verden som buddhisme og andre beslægtede religioner.

Dens eneste forhold til medmennesket er betingelsesløs overgivelse - hvis nogen slår dig på den ene kind ... Den irreligiøse derimod dømmer ikke blot verden og livet, den stræber efter at blive deres bøddel. Det skete, da kristendommen blev et politisk parti, som vi også kender det herhjemme.

Man mistede tilliden til den forestående Dommedag, og besluttede derfor, at man hellere måtte dømme her. Helvede var for fjernt, så man oprettede det på jorden, Inkvisitionen.

Den irreligiøse kristne går ikke ind i sit kammer. Han er til stadighed på barrikaderne for at tvinge sine medmennesker til at indtage hans plads mellem de to stole Gud og verden, og dem, der ikke kan tvinges, må udryddes.

Han prædiker ikke det Gode, for han ved ikke, hvad det er. Han prædiker det Onde og dets Bekæmpelse. Derfor har det også altid været civiliserede mennesker om at gøre at udbrede kendskabet til kristendommen og afsløre kirken.

Men religion er ikke tvang, men hengivelse. Hvad ud fra en overfladisk betragtning kan synes beslægtede, er således i realiteten modsætninger.

Det forholder sig på lignende måde med menneskekærlighed og etik. Intet menneskekærligt menneske kan være moralsk, og derfor kan moralisten ikke være menneskekærlig.

Hvilket medfølende menneske kan tælle på etikkens knapper? Etik står i et diametralt modsætningsforhold til alle former for kærlighed.

Den er karakteristisk kold over for et hvert menneskeligt forhold, som ikke holder sig inden for dens grænser - men Kærligheden er grænseløs. Den hensynsfulde og moralske kærlighed er kun gustent overlæg.

En mands forelskelse i en kvinde er måske acceptabel, men hvad nu, hvis det er en ældre mand og en ung pige - eller en ældre mand og en ung mand, for den sags skyld? Er to menneskers kærlighed til hinanden mindre oprigtig, fordi de er søskende?

Ja - denne ydre omstændighed gør dem straks til uhyrer, ligesom kun degenererede ariere har seksuel omgang med jøder. Det nytter altså ikke, at vi henviser til naturens orden, for naturen lever af uorden, og det »naturlige« er brugt af hver eneste vækkelsesprædikant og fascist siden encyklopædisterne.

Etikkens raison d'etre er ikke forståelse, men fordømmelse. Således afslører en bestemt type humanister sig altid til sidst.

De »kæmper« for dit eller dat, men man behøver ikke at kæmpe for forståelse. Det er tilstrækkeligt at forstå.

Og dog er intet mere upopulært end frisind. We may not need somebody to love, but we certainly need somebody to hate.

Humanisten møder ikke sin »ideologiske« modstander med vold, men med ord, ikke med fordømmelse, men med forståelse, ikke fortvivlet had, men en humor, der er skarp som en kniv og mild som en salve. Det gør måske ikke mindre ondt end slag og spark, men det heler - med tiden.

Det holder et spejl op for ham, som han godt nok ikke ønsker at se ind i, men som han alligevel ikke kan undslippe, en stædig tålmodighed, der forfølger ham dag og nat. Det er Digterens prærogativ.

Der er noget af den samme venlighed ved den bedste kristendom - men den er sjælden. Måske arver de godmodige ikke jorden, men de har en del mere glæde af den end de forargede.

Tvang og hengivelse til tvang er modsætninger. Fejhed og lydighed er modsætninger.

Lovlydighed af frygt for consensus er hverken lydighed eller hengivelse. Moralisten snyder altid, loven er ikke død for ham.

Hvor der er et bud, er der trangen til at bryde det. Men i kærlighed er der intet had.

I forelskelse, somme tider, hvis det i bund og grund var en selv, man var forelsket i, og elskeren kun et middel, hvad enten det nu er en opvartende smigrer eller en »stor« mand, hvis interesse giver os del i hans storhed. Når solen tørrer en sådan selvforelskelses vandpyt bort, ligger hadets mudder tilbage i pølen.

Den religiøse underkaster sig ikke af en ydre, men af en indre tvang. Uden længsel ingen religion.

Denne længsel er ganske uforståelig for den, der ikke føler den, den forekommer andre at være en farlig besættelse, på samme måde som man vil være tilbøjelig til at fraråde forelskelse i en uværdig. Her er pointen snarere, at ingen og intet er værdigt til en sådan hengivelse, også selv om man måske har en anelse om, at det i en forstand slet ikke drejer som om objektet, men om selve hengivelsen.

Der er naturligvis tale om en art absolut kærlighedsforhold, mellem Væren og denne værens Rod. Faktisk bliver det lettere at forstå, hvis det anskues som forholdet mellem mand og kvinde forstørret voldsomt op.

I dette absolutte kærlighedsforhold er kvinden defineret, »velsignet« af mandens begær. I den udstrækning hun accepterer dette, har hun ingen eksistens uafhængig af ham, hans forventninger og magtbud.

Man skal imidlertid ikke tro, at han »skaber« hende i den forstand, at han presser sine egne præferencer ned over det modtagende ler. Også hans længsel retter sig mod hendes kærlighed, hendes evne til absolut væren.

Enhver forandring er en kamp mod stoffet, en inherent træghed, og den religiøse træning er ingen undtagelse. På den ene side findes den religiøse længsel, på den anden »personligheden« eller »viljen«.

Den religiøse identitet har intet at gøre med den mere hverdagsagtige, som hovedsagelig består af andres vurderinger af vore handlinger. For den, der gennemgår denne metamorfose, må det da synes, at den repræsenterer et tab af personlighed, hun kan decideret føle, at hun forsvinder eller smelter sammen med genstanden for sin kærlighed.

Målet kan således forekomme at være en fuldstændig forening med guddommen, hvor personlighed og vilje smelter væk og erstattes af Hans vilje og begær, noget, der for den religiøse er på en gang skræmmende og uendelig attråværdigt. For den uindviede må klosterlivet nødvendigvis forekomme at være det ubehageligst tænkelige, en undsigelse af alt det, der »gør livet værd at leve«.

At underordne sig en absolut autoritet, at nægte sig selv enhver fornøjelse. Frihedsberøvelse, lydighed og tugt er midler til et mål, som synes uforståeligt.

Novicen forbereder sig til sit bryllup, men også sin begravelse. Præstinden lader sin verden bag sig.

Igen er kontrasten mindre, end den ville være i dag, mellem at gå i kloster og gå til sin mands hus. Den unge pige bliver en kvinde, som hun smykkes for at behage sin herre.

Det er det, der hos os er endt med en Lily-model. Kun jomfruen kan i princippet stå hvid brud, hvoraf vi ser, at der her er tale om en indrømmelse til det kristne renhedsideal.

Der er her mindre tale om mandens ønske om, at hans hustru er uberørt, end om, at det primordiale mysterium skal demonteres - close your eyes and think of Jesus! Den antikke »brudekjole« så noget anderledes ud.

I en forstand er selve deflorationen naturligvis en trivialitet, meget få unge piger har »kendt mand«, hvor mange fysiske bekendtskaber de så ellers har haft, at være i en mands hænder. En mand tager naturligvis ikke en kvinde i besiddelse, så længe han har det høfligt afstandtagende forhold til hende, som nu om stunder opfattes som det ideelle. Snart bliver man uvenner, som med enhver anden kammerat, og derefter tolererer man i bedste fald hinanden, idet man ser så lidt til hinanden som muligt, hvilket ikke er så vanskeligt i et moderne samfund.

Hun går alene i seng, så han kan lege med de andre drenge. Hun slår ikke en høj latter op og beder drengerøven om at ryge og rejse, for hvad er alternativet?

Moderne mænd har ikke længere fortidens besiddende forhold til deres hustruer eller ser dem som »seksualobjekter«. Vi kan kalde det prisværdigt, men det er værd at erindre, at det ikke er, fordi de ikke anser noget sådant for acceptabelt.

Det er, fordi de ikke gider. Ingen orker længere en hustru, der kun lever for sin mand, det er simpelt hen for anstrengende enten altid at have hende på slæb eller møde hendes uforstående blik, når man fortæller hende, at man hellere vil være sammen med gutterne.

De er endnu ikke kommet ud af skolegården, hvor det er pinligt at snakke med piger. Det er ikke den moderne mands drøm at blive modtaget om aftenen af sin hustru i ludertøj, det er hans mareridt.

Efter tre uger bliver samlejet en pligt, man snyder sig fra med større opfindsomhed end opvasken. At blive lagt bagbundet ind over sin mands kamel og voldført i hans telt er hendes drøm.

Hans er at se hele fodboldkampen i fred. Hans seksuelle behov lader sig let tilfredsstille af et par opkald til en sex-linje på firmaets telefon.

Så vidt den seksuelle frigørelse og at respektere sin kone. At forklare et moderne menneske den antikke præstindes tilværelse er altså på forhånd på det nærmeste umuligt.

Appetit kan kun forstås ud fra appetit. Næppe nogen tanke kan vel være modbydeligere end at tvinge liget af et dyr eller en plante ned i svælget - hvis man altså ikke lige er sulten.

Det nytter ikke noget at fortælle en lille dreng, at suppeskeen er en flyvemaskine, eller at beskrive afrikanske børns entusiasme over for stegt lever og blomkål. De store små drenge, Moralisterne, vil næppe være lettere at overtale.

For tempelslavinden er det højeste mål ikke blot at blive et med guddommen, midlerne hertil er næsten lige så attråværdige. De skræmmer hende måske, men de gør hende også rolig, for det, hun frygter mest, er, at hun ved en fejltagelse skulle forvilde sig væk fra den vej, der fører til Ham.

Hun søger tvangen som en frihed, for hun kan kun risikere at kæmpe imod, når hun er sikker på, at det ikke nytter noget. Lænken er hendes tryghed.

På samme måde er muligheden af at blive straffet en garanti for tilgivelse. Hun vågner ikke op en dag og opdager, at hun er gået i søvne, langt fra Ham, og ude af stand til at finde tilbage til Ham.

Et skridt den gale vej, og hun mærker tøjlens ryk. Set ud fra hendes synspunkt kan templets disciplin ikke blive streng nok - baggrunden for munkenes »selvpineri« - hendes ydmyghed over for guden ikke stor nok.

Nonnen ligger i timevis udstrakt på ansigtet foran alteret og venter på at mærke sin herres fod på sin nakke. Hun mætter sit kød med pisk og lader sig spærre inde i sin celle.

Det er »bodsøvelser«, og de er naturligvis begrænset til bestemte perioder, enten som en straf - det vil sige tilgivelse, en tilbagevenden til nåden - eller som en forberedelse til forskellige højtider, hvor det guddommelige kommer nær. For det meste er nonnens liv mere »normalt«.

Hun læser, undervises og går tur i klosterhaven. Men muren er der altid, som i sidste ende ikke holder hende inde, men den dræbende consensus ude.

Måske savner hun af og til verden, sin tidligere tilværelse, inden hun selv blev verden for Gud. Men hun har også en fornemmelse af, at hendes salighed ikke ville overleve venindernes pludren, og nærheden til hendes gud er blevet alt for hende.

Hun ved naturligvis godt, at hendes gifte søstre også beder rosenkrans. Men det er ligesom ikke helt det samme.

Vi indrømmede i begyndelsen af denne forelæsning vores initiale forvirring med hensyn til, hvad religion er. Denne desorientering er ikke begrænset til kirkens tjenestemænd og andre med interesse i at transformere religiøs erfaring til moralsk standard.

Også mange læsere af O&M er tilsyneladende gået i den teosofiske fælde, hvor det hele er et spørgsmål om at kunne transcendensfaser på remse. I denne forelæsningsrække har vi taget et andet udgangspunkt, idet vi har forsøgt at ræsonnere os frem til det religiøse syndroms ætiologi.

Emfasen har således ligget på neurologi snarere end mytologi. Nu skulle vi imidlertid være rustet til at gå på jagt efter dette ultimative rationale i mytologierne og dermed forberede os på næste års mere grundige gennemgang.

Først når vi har forstået, at indvielse er primært fysiologisk og kun sekundært teoretisk, er vi parate til analysere dens hierologi. Det vil vi tage fat på i den næste forelæsning.