UFOER OG RUMVÆSENER

 

Den første flyvende tallerken var ikke en tallerken. Ifølge Kenneth Arnold, som observerede en formation af dem, "BEVÆGEDE de sig som en tallerken, der slår smut over vand".

Journalisten opfattede det imidlertid som en beskrivelse af deres form, og den flyvende tallerken var født. Da disse tingester med stigende hyppighed begyndte at optræde i vittighedstegninger, skiftede de navn til det mere neutrale - og intetsigende - UFO, Uidentificeret Flyvende Objekt, men det mentale billede og implikationen, at de konstituerede et besøg fra universet, forblev det samme.

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan en sådan avishistorie kunne få folk til at interessere sig for, hvad der foregik på himlen. Derimod er det sværere at forstå, at det kunne få dem til at "keep watching the skies" i mere end et halvt århundrede.

Jeg foreslog allerede i halvfjerdserne, som regel til ufologernes forargelse, at fænomenet kunne have en anden realitet end invasion fra rummet, idet jeg henviste til overensstemmelserne mellem ikke mindst de abductee stories, som var ved at blive populære, og folketroens "bjergtagning". Rumskibet udviste således på jorden en slående lighed med Elverhøj på gloende pæle og var ligesom den fuld af "little people".

For mig var det indlysende, at der ikke blot var tale om en moderne mytologi parallel med antikkens, men også, som jeg udtrykte det, den eneste levende religion, oplevelse fremfor dogme. Det er et tema, jeg ofte er vendt tilbage til, sidst i den nok indtil videre tykkeste bog om emnet, "UFO", som udkom sidste år.

Det er derfor nok heller ikke tilfældigt, at Mikael Rothsteins bog "UFOer og rumvæsener", som har undertitlen "Myten om de flyvende tallerkener", er endt til anmeldelse hos undertegnede. Overfladisk set er bogens påstand således ganske den samme som min.

UFO er imidlertid en roman, mens Mikael Rothstein tilsyneladende har begået en religionsfænomenologisk afhandling, og det lyder jo umiddelbart spændende. Desværre er den langtfra så spændende som de mere populære bøger om emnet, og egentlig også mindre informativ, i det mindste for den, som forstår at læse mellem linjerne i de kulørte publikationer.

Problemet er nok først og fremmest den noget begrænsede definition på begrebet religion, som er ret almindelig i religionsforskningen. Fordi vores egen religion, kristendommen, er en bogreligion, forventer man også, at andre skal være det, kort sagt: det er et sæt påstande, man abonnerer på.

Resultatet er, at forfatteren i størstedelen af bogen fungerer som mikrofonholder for en række populære sekter a la Scientology, som uheldigvis - for læseren - inddrager ufoer i deres brochurer. Kun i et afsluttende kapitel om UFO-kidnapninger berøres det egentlige religiøse fænomen, og her ganske kursorisk.

Problemet er med andre ord, at det er en rigtig Gyldendal-bog af den type, forlaget sågar har prøvet at friste undertegnede til at skrive. I overensstemmelse med forlagets samlebånds-filosofi vælger man et aktuelt emne og en forfatter, som ud fra ens uforgribelige vurdering anses for egnet til at skrive om det.

Det kan han så gøre i sin sommerferie med højre hånd bundet på ryggen, hvis han er tilstrækkelig benovet over sin udnævnelse til ekspert eller eventuelt økonomisk trængende. Jeg siger naturligvis ikke, at Rothsteins bog er blevet til på den måde - jeg siger bare, at den virker sådan, og at det undskylder en del.

Selvfølgelig vil det heller ikke være rimeligt at give forlaget skylden for en dårlig bog. Problemet er givetvis større.

Det er nu engang lettere at skrive af end at skrive. Forskning bedriver man med andre ord på læsesalen.

Det får så være, religionsvidenskab er jo ikke molekylærbiologi. Problemet er, at mens man i det akademiske miljø vil være tilbøjelig til at forlange en fyldig bibliografi og overensstemmelse med consensus, kan kravet til selvstændig tænkning ligge på et meget lille sted - der er noget nærmest rørende ved den andagt, hvormed forfatteren citerer kolleger for almindeligheder, min købmand kunne have begået.

Det er en uundgåelig risiko for et menneske, hvis karriere er centreret om eksamenssituationen, men netop derfor bør den også mane til agtpågivenhed over for plagiat og uproduktivitet. Det største problem er imidlertid nok det, som mange sikkert vil se som en dyd: at alle kan være med.

Jeg må indrømme, at jeg har vanskeligt ved at forestille mig et menneske så uintelligent, at det ikke med vedholdenhed og selvfornægtelse i løbet af en halv snes år kan blive professor. Derimod er det naturligvis langtfra alle, som er i stand til at skaffe sig en baggrund tilstrækkelig til at bidrage substantielt til en videnskabelig disciplin.

Resultatet er, at universiteterne bliver fyldt med folk, der i bogstavelig forstand er a waste of space, og som ofte netop gør karriere i kraft af ikke at gøre sig bemærket. De kan i enhver forstand være vanskelige at få øje på bag skiltet på skrivebordet, men niveauet kan også falde så meget, at enhver kan se kejserens bare røv.

Jeg har et behageligt tavst flertal af læsere, men der er også folk, som insisterer på, at jeg finder dem interessante, og som ikke kan forstå, at jeg ikke besvarer deres breve. Hvorfor dog ikke, eller sagt på en anden måde: Hvorved har de afsløret sig?

Vi har lært i demokratiets navn at se stort på, om folk kan læse og skrive, og derfor er jeg naturligvis heller ikke blevet populær på det synspunkt, at man skal kende sine lus, ikke på gangen, men på sproget. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at et menneske, som ikke har haft intelligens eller nysgerrighed til at skaffe sig en grundlæggende beherskelse af sit eget sprog, næppe vil være i stand til at fortælle mig noget, jeg kan have interesse i at høre.

Dermed ikke være sagt, at min barndoms professorer var Jordens salt, men man kunne dog høre forskel på dem og en skoleelev. Lad gå, at Mikael Rothstein staver "at vænne sig til" (i betydningen blive vant til) med d - det er jo Gyldendal, hvor man ikke læser korrektur.

Men når han blander den lange tillægsform "udeblivende" sammen med den korte "udeblevne" og får den helt Rothsteinske hybrid "udeblevende", kan han ikke engang rose sig af original ortografi, eftersom det desværre er en ganske almindelig brøler blandt mennesker uden sproglig dannelse. Spørgsmålet er så, hvad Ph. d. står for.

Og skulle nogen stadig være charitabel nok til at give sætternissen skylden, kan jeg røbe, at læseren har flere neologismer at glæde sig til. Værst går det naturligvis ved "fremmedordene".

Mikael Rothstein kender ikke forskel på at pacificere, det vil sige gøre fredelig, og at passivisere, det vil sige gøre passiv, hvilket er ophav til endnu en sproglig nyskabelse, "passificere", med to s'er og et c, som han så til gengæld bruger ganske konsekvent. Selvfølgelig er dette at skyde sypiger med syllogismer, bogen er en pinlig leksikonstil from cover to cover.

Jeg har naturligvis intet som helst imod Mikael Rothstein, jeg kender ikke manden, og det er da utvivlsomt også rigtigt, at hans bog hverken er værre eller bedre end de fleste begået af hans kolleger. Det er det, der er problemet.

Da jeg selv var ung, havde vi et ungdomsoprør på universitetet, som der ikke kom noget særligt ud af. Må jeg have lov til som et sidste desperat middel at foreslå et alderdomsoprør, hvor diverse auditorier bliver besat af professorer fra dengang, sådanne kunne læse indenad, hvis man kan finde dem på alderdomshjemmene. Enten det eller også rive universitetet ned og bygge en fodboldbane.