Ugens nyhed - 2000

 

Pjat om pædofili

 

Desværre er had mere salgbart end kærlighed, det er noget, enhver journalist ved. Hvis man kan finde en syndebuk, det være sig et individ eller en befolkningsgruppe, er man in business.

Normalt er det ikke så særlig svært, der er altid en eller anden, som fremkommer med en bemærkning, som i pressens forsimplede version forekommer horribel og afstumpet. Det ville være rart at kunne sige, at kun en menneskefjendsk højrefløj benytter sig af denne taktik, men desværre er den slags polemik ikke usædvanlig for folk, der ellers aldrig lader en chance gå fra sig til at bedyre deres egen tolerance.

Savner disse angreb så endvidere humor og selvironi, kan de være svære at sluge, også selv om man ikke selv er målet. Endnu bedre (eller værre) er det naturligvis, når man kan lade en hel befolkningsgruppe stå for skud.

Her kvalificerer ikke mindst en anden religion eller en anden seksualitet. For øjeblikket er det de pædofile, der står for skud, og igen gælder hovedreglen, at det ikke er de pågældendes problemer, man interesserer sig for, nej, de er selv problemet.

Vi har som sagt set det før, med indvandrere og narkomaner. Der er med andre ord tale om en ren hetz under dække af at oplyse og advare.

Krænker man under en sådan »afsløring« privatlivets fred eller andre borgerlige rettigheder, er det blot uforfærdet og kompromisløs journalistik. Ikke uden grund føler de pædofile sig hængt ud og forfulgt.

Det er et yndet forsvar, at de selv har bedt om det. I dette tilfælde er det dog ikke helt forkert.

Rent bortset fra, hvad vore medmennesker mener om os, kan påtrængende behov godt gøre os hensynsløse. Det har vi ikke lyst til at være, hvorfor vi er tilbøjelige til at romantisere forholdet til vore ofre.

Et barn, der villigt og ivrigt indgår i et seksuelt forhold til en voksen, er meget forståeligt en pædofil ønskedrøm. Men det er også alt, hvad det er.

Ingen mindreårig - hvor man så vil sætte grænsen, er en anden diskussion, men fuld kønsmodning må være en betingelse - er i stand til at indvillige i et seksuelt forhold, mere end et spædbarn er i stand til meningsfuldt at sætte sit kryds i en folkeafstemning. Det har ingen som helst forestilling om, hvad det indebærer.

Enten vil det blive skræmt af et sådant forhold, eller også vil det indgå i det under falske præmisser. Eller sagt mere brutalt: Seksuel omgang med mindreårige er altid voldtægt, alt andet er skrupelløs voksenromantik.

Dette er det eneste realistiske grundlag for en dialog, der kan erstatte den verserende hetz, og det må de pædofile forstå. Man må med andre ord medvirke til at sprede tågerne, i stedet for at erstatte den sorte tjære med lyserøde skyer.

Først da kan vi nå frem til en menneskelig vurdering, som naturligvis er, at der ikke er noget forkasteligt ved at have disse tendenser, og at det ikke gør os meget klogere at kalde dem abnorme. Spørgsmålet er altså ikke, hvordan vi helbreder eller straffer pædofile, men hvordan vi giver dem den seksuelle tilfredsstillelse, som er en menneskeret, uden at børn involveres.

Jeg er ude af stand til at fatte, at man i den hede debat om børnepornografi helt overser muligheden af at fremstille en computer-genereret sådan uden involvering af børn på noget trin. Er det mon, fordi det er noget »svineri«, på trods af, at ingen lider skade derved?

Eller måske sætter man det samme lighedstegn mellem sædelighedsforbrydelse og pædofili, som tidligere mellem pædofili og homoseksualitet. Åbenbart er mennesker med en anden seksuel orientering pr. definition dyr, der »ikke kan styre sig«.

Dette er ren og skær seksualfascisme. Det er endvidere den form for hysteri, der fejer alting med sig i sin fanatiske puritanisme.

Hvad med børns indbyrdes seksuelle eksperimenteren? Skal vi så til at finde ud af, hvem der er seks, og hvem der er otte, så vi ved, hvem der skal behandles og indespærres?

Pressens udspil i denne sag har været rent pjat, og det samme må man desværre sige om de pædofile. Men måske skal der polarisering til at sælge aviser.

 

 

 

Efter valget - Shaken but not stirred

 

Jeg har med en vis interesse fulgt debatten op til valget og besluttede på et tidspunkt at aflægge min gamle skolekammerat, den kendte JA-politiker Peter Skamløs, et besøg. Han havde meget forståeligt ikke tid til at snakke med mig, men jeg fandt dette memo på hans skrivebord, som måske kan have interesse for EkstraBladets læsere:

Kære Peter! Hermed udkastet til de to taler, jeg lovede dig. Her kommer først JA-talen - pas nu på ikke at bytte om på dem som sidste år! Og så synes jeg, du skal slutte af med »I'm simply the best«, du ved, med lampeskærmen på hovedet. Husk det fjogede, lidt svedne Clinton-grin. Men først altså talen (tal tydeligt og langsomt):

Kære venner!

Der er blevet sagt mangt og meget i den sidste tid om overgangen til den fælles valuta og dens konsekvenser for Danmark og danskerne. Det har måske ikke alt sammen været lige sagligt, men lad nu det være! Der er ikke noget at sige til, at vi som politikere gerne vil overbevise vælgerne om, at det er vores synspunkt, der er det rigtige. Men kære venner, i sidste ende er det jo ligegyldigt, hvad vi siger og mener. I et demokrati er det folket, der bestemmer.

Nu må alt dette kævl stoppe, så vi kan komme i gang med arbejdet med at føre det ud i livet, som det har bestemt. Alt andet ville være en total foragt for ikke blot vores parlamentariske system, men for vælgerne. Jeg vil gerne rette en tak til alle jer, som har hjulpet med til at skaffe os dette flotte resultat her i dag. Jeg ved, I har slidt i det, og det skal I have tak for.

Men lad os heller ikke glemme det arbejde, befolkningen har gjort, ved at sætte sig ind i alt det svære omkring euroen. Nu tror jeg, det er vigtigt, at vi giver hinanden arbejdsro. Det er et tillidsvotum, befolkningen har givet os her. Lad os vise os den tillid værdig og gøre vores arbejde i stedet for at bebyrde vælgerne med flere folkeafstemninger.

Det er nu engang sådan i et demokrati, at når vælgerne har talt, er der ikke mere at tale om. Det blev et ja i aften, et ja til Europa. Lad os respektere det! Tak, alle sammen!

Her er så NEJ-talen (hvis det bliver et nej til euroen). Her bør der sluttes af med »Det haver så nyligen regnet« (husk at fælde en tåre under »De skal vide, de aldrig ser den sidste, de skal vide, at ingen bliver træt«!) Tonen er alvorlig, skuffet uden at være irettesættende, ingen cykelhjelm, men et fast tag i rullekraven (se forsiden af Euroman): My name is Nyrup - Poul Nyrup. Shaken, but not stirred (rystet, men ikke forstyrret):

Kære venner!

Der er sagt mangt og meget i den sidste tid om overgangen til den fælles valuta og dens konsekvenser for Danmark og danskerne. Det har måske ikke alt sammen være lige sagligt, men lad nu det være! Vi har fået et resultat, det kan vi ikke løbe fra. Og det er en kendsgerning, at det repræsenterer et alvorligt tilbageslag for samarbejdet i Europa.

Det ville også være for let at give en usaglig nej-side skylden. Nej, det er os, der har fejlet. Vi har - åbenbart - ikke været i stand til at give vælgerne den nødvendige information til at træffe den rigtige afgørelse. Vi har været for dårlige til at informere og vejlede. Det har simpelt hen været for meget for befolkningen at absorbere på den korte tid, den har haft til det.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ser dette som et nej til euroen. Jeg ser det som et udtryk for, at man gerne vil vide mere, inden man forpligter sig. Det må så være vores opgave i de kommende måneder. Og lad os så se, hvad vælgerne siger. Det er nemlig det, der er det afgørende i et demokrati. Tak, alle sammen!

Erwin Neutzsky-Wulff

 

 

 

The Agony and the Ecstasy

 

I år har EkstraBladets agurketidshistoie været Ecstasy - selv om den efterhånden har udviklet sig til, hvordan EkstraBladet frelste Danmark fra Ecstasy. Det ville politiet, hvis job sådan noget er, ikke lade sidde på sig, og forøgede med øjeblikkelig virkning sin indsats - man sigtede en journalist for possession.

Hvad der således utvivlsomt har været tænkt som en tragedie, har med andre ord udviklet sig til en farce. Nu skal man være varsom med at grine, når der er lig på bordet, og det er der jo.

Problemet er bare, at denne kampagne har ungefær samme chance for at virke som alle de tidligere. Taktikken er panik.

Panik sælger aviser, og så skræmmer det jo de unge væk fra det skadelige stof, ikke? Overhovedet ikke.

Hvad man ikke synes at have forstået, er, at Ecstasy er en del af en subkultur. Det nytter ikke at prøve at overtale en katolik til at opgive nadveren, uanset hvor meget altervin du sender til analyse på seruminstituttet.

Jo mere alarmistisk pressens behandling bliver, jo bredere smiler de entusiaster, der mener at vide bedre. De ved, at det ikke er farligere at tage ecstasy end at dyrke faldskærmsudspring.

Man kunne med al rimelighed indføre, at det også er farligt nok - hvorfor risikere sit liv meningsløst? Problemet er, at disse skræmmekampagner er så indlysende overdrevne, at konklusionen bliver, at det hele er gyserhistorier for børn, det er slet ikke farligt overhovedet, og det var vel ikke det, der var meningen?

Selvfølgelig kan man altid få artige børn til at fortælle vandrehistorier. Du vil få den samme respons, hvis emnet er alkohol eller ånden i glasset - jeg vil ikke fornærme min læser ved at forklare, hvorfor EkstraBladet ikke angriber de to langt større dræbere Alkohol og Tobak.

Men de aktive brugere når man ikke, de er nemlig lige så tåbeligt frelste som deres modstandere. For dem er Ecstasy vejen til fred i verden.

Det er ikke noget nyt argument, sanseløse mennesker er som regel forholdsvis uskadelige mennesker. Ecstasy er et kulturfænomen og som sådan uadskilleligt fra den livsvisdom, også sodavandsreklamer og EkstraBladet prædiker, det store Mindreværdskompleks og midlerne imod det.

Unge mennesker føler sig dumme. Dette skyldes ikke usikkerhed, nedladende voksne eller pubertetsproblemer.

Det er, fordi de er det. Hvis de blev kloge, ville de holde op med at købe T-shirts, så det er ikke nogen løsning.

Løsningen er at glemme, at man er det. Hvis man praler af en svaghed, som om det var en styrke, kan man til sidst få sig selv til at tro, at den er det, især hvis man kan finde andre, der udstiller deres imbecilitet med samme uforfærdethed.

På EkstraBladets sportssider hedder det en vigtig kamp, blandt brugere af ecstasy en Rave. Ecstasy er ikke en hemmelig last.

Ecstasy er en party drug med streg under party. Man danser ikke længere med en partner, det anses nærmest for perverst.

Det hører med til evangeliet ifølge bladets brevkasse, sex er kun acceptabelt som massage i et badekar. Man danser med sig selv.

At drugs er bedøvelse, er ikke nogen nyhed. Men det er ikke den eneste form.

Livet er svært, at elske og blive elsket, at stræbe, at kæmpe. So let's have a party.

Måske advarer pressen mod sakramentet, men den prædiker religionen. Og så kan det sådan set være det samme.

 

 

 

En kedelig historie

 

For nylig blev vores indenrigsminister blandt andet citeret for et forslag om tvangsanbringelse af kriminelle indvandrere på en øde ø. Det er den slags »friske bemærkninger«, som nok kan fiske en stemme eller to, men har en tilbøjelighed til at ramme en selv i nakken.

Karen Jespersen mener heller ikke, at man bør ligestille islamisk og dansk kultur, men det er der vel heller ikke noget historisk dannet menneske, der kunne finde på at foreslå. Islam var en kultur, da danskerne kravlede rundt i træerne, så et vist forspring vil den vel altid have.

Men det er selvfølgelig en god historie. Og når hun nu bliver bakket op af statsministeren, er det selvfølgelig en endnu bedre historie.

Spørgsmålet er, om det er så meget andet, og om den egentlig adskiller sig så meget fra en tilsvarende om indvandrere, der gør sig skyldige i voldsforbrydelser, og som næppe ville have været en historie, hvis det havde været et håndgemæng mellem danskere. Da en af de nye danskere for nylig overfaldt en skoleleder, var subteksten da også så tydelig, at den næsten var en overskrift: Jamen sådan gør vi nede hos os!

Jeg er selv vokset op på Vesterbro, dengang tævene og ølflaskerne fløj om ørerne på os unger, og så kan man selvfølgelig godt fælde en lille nostalgisk tåre, når man ser, hvor fuldstændig islamiske afholdsmænd har ødelagt miljøet. Man savner også lidt den gamle kioskejer, som ikke kunne have fundet på at smile til en kunde juleaften.

For slet ikke at tale om de unge indvandrere, der slæber kasser i det lokale supermarked. Hvor er læderjakkerne og motorcyklerne?

Jeg er i mellemtiden flyttet til omegnen af Randers, og der kan jeg berolige læseren med, at man hæger om den danske kulturarv, og ikke bare fredag aften! Problemet er naturligvis, at der ikke rigtig er nogen historie i pæne og lovlydige mennesker, uanset hvor de kommer fra.

Ligesom der heller ikke er nogen historie i den nye opblødning i forholdet til indvandrerne, som en (for en gangs skyld) intelligent plakatkampagne sikkert har en del af æren for. Jeg troede dog aldrig, at jeg skulle blive så gammel, at jeg ville opleve, at EkstraBladet slog et slag for integrationen, men det gør man altså, og man gør det godt.

Og - let's face it - en pæn forretningsmand, der gør opmærksom på, at Danmark har brug for de nye danskere, gør mere for integrationen end ti bleeding hearts på Information. Selvfølgelig er det ikke gjort med det.

Vi skal også af med alt vrøvlet om tvangsfodring med frikadeller. Det vil selvfølgelig kræve, at danskerne bliver integreret i kulturhistorien, og det bliver næppe nogen let opgave.

Men det går den rigtige vej - undtagen naturligvis for dem, der sælger aviser og fisker stemmer. De vil hellere fortælle os, at der er en racekrig på vej, og at begge parter derfor snarest muligt bør anskaffe sig de dertil nødvendige midler.

At den paranoia, de derved skaber, meget vel kan gøre dette til en selvopfyldende profeti, interesserer dem nok ikke så meget. Deres håb om en snarlig polarisering er således forståeligt.

Vi andre gør nok bedre i at interessere os lidt mindre for historierne, og lidt mere for historien, som viser, at folkeslagenes blanding er en sej, men uundgåelig proces. Måske skulle vi give den en chance for at virke.