ELSEBETH NR. 1

 

Forside

 

Tidsskriftet ELSEBETH
Giro 1 07 28 54
Postboks 1483
8220 Brabrand.

ELSEBETH Nr. 1. Februar 1992.

Indhold:
- LEDER og INTRODUKTION (red.)
- Nyhedsspalte: READ ALL ABOUT IT...! (ENW)
- Anmeldelse af Nicolas Barbano's: MYSTERIET OM VARULVEN (ENW)
- Hjertesuk (ENW)
- Krydsord til pausen (ENW)
- Anmeldelse af: TERMINATOR 2 (JRG)
- MENS VI VENTER PÅ TRANSCENDENSEN (ENW)
- KABBALA 1 (ENW)
- SEKSUEL MAGI (ENW)
- INTERVIEW: JEG TROR PÅ DÆMONER (ENW)

Udgivelse og redaktion: ELSEBETH udkommer hver anden måned og redigeres af S. J. S. Falkentorp.

Bestilling: Indbetal kr. 20,- pr. på ovenstående Giro og modtag nyeste nummer af ELSEBETH. Der vil i nær fremtid blive indført en abonnements-ordning, læs mere herom i bladet.

 

 

LEDER og INTRODUKTION

 

Så lykkedes det omsider at få første eksemplar af ELSEBETH på gaden. Nej, ikke på gaden. For dette blad er ikke henvendt til den ligeglade grå masse på gaden, der bare skal have noget uforpligtende og ligegyldigt at slå endnu en rum tid ihjel med. Det er på ingen måde henvendt til Mærk-Verden-disciple, hvis formål blot synes at være at pakke den sidste fordærvede rest af virkelighed, verden og bevidsthed ind i lidt cellofan af global-freds-meditations-kosmisk-holde-hinanden-i-hånden-orgasme.

ELSEBETH henvender sig til DIG, der vover at holde fast i (eller med rasende begær søger at genfinde) den menneskelighed, den virkelighed og den kærlighed til verden og din elskede, der en gang herskede, hærgede og regerede blandt dine forfædre og guder.

Vi er mange (omend i den grå masse ganske få), der i Erwin Neutzsky-Wulffs værker - i første omgang de skønlitterære - blev gjort opmærksomme på en menneskelighed og virkelighedsopfattelse vidt transcenderende den middelmådige hverdag, hvor det hele bare drejer sig om at få tingene til at gå mindst dårligt. Vi blev præsenteret for et okkult verdensbillede, uløseligt knyttet til en etik, vi på een gang væmmedes ved (sadistisk svineri og svælgen i vold og selvtægt), men på samme tid følte os draget af i vore hjerters dybere regioner (en ekstrem stærk kærlighed og seksualitet, og en tilsvarende vilje til "blindt" at forsvare sin kære uden tøven eller skelen til ydre moralske normer).

Men det kan være frustrerende i sit hjerte at være draget af et verdensbillede og livssyn, man (intellektuelt) ikke forstår, når man er vant til at behandle alle etiske, erkendelses-teoretiske og religiøse/okkulte postulater med sin kausalitets-styrede fornuft, og ikke lade sin drift-styrede etik dømme. Fa'en skulle blive erklæret "anal-fase-defekt" eller lignende af en stupid, såkaldt moderne psykologi og psykiatri, fordi man evt. skulle være i besiddelse af en langt stærkere seksualitet og en nærmest selvudslettende kærlighed til sin elskede - end resten af de "5.000.000 blind mice", der sætter normen for, hvad menneskelighed er.

I 1985 og -86 udkom OKKULTISME og MAGI, de ultimative, okkulte hovedværker i moderne tid, og senere, i 1989, udkom første bind af VERDENS HISTORIE. Her fik vi det okkulte verdensbilledes etik i koncentreret form, og måtte sande, hvor fjern denne måde at skabe verden på er os, og hvor svært dette virkeligheds-billede er at absorbere.

Men det er nødvendigt tilfulde at forstå, at - og hvordan - vi selv er ophavsmænd til den verden og virkelighed, vi troede var en ydre invarians.

Et - i vore dage - så kontroversielt postulat skulle meget gerne afføde et minimum af reaktioner, værkernes sværhedsgrad taget i betragtning. Og det er da også blevet til en del spørgsmål, der kræver besvarelser af en så speciel karakter, at de egentlig kun er umiddelbart tilgængelige for et begrænset antal læsere samtidig med, at en del af stoffet simpelt hen ikke er egnet til egentlig offentlig tryksværte. Løsningen måtte blive noget i retning af en publikation som denne. Og sådan blev det.

Bladet vil udkomme hver anden måned, og indeholde 2-3 store artikler af ENW, der hovedsagelig vil beskæftige sig med de centrale spørgsmål, der gentager sig i forfatterens brevsprække. I den forbindelse vil der i næste nummer blive oprettet en brevkasse, hvori læserne kan få svar på deres relevante og velovervejede spørgsmål ("Kære dr. Wulff, min hund forstår mig ikke!" undtaget). ELSEBETH nr 2. er planlagt til at udkomme op til 1. april, og deadline for spørgsmål til ENW er sat til lør. d. 14. marts, hvor spørgsmålene skal være postboksen ihænde (se adressen foran i bladet). Nogle af spørgsmålene vil så evt. danne grundlag for hele artikler.

Der vil også blive en "åben" brevkasse, hvori læsere evt. kan give sig til kende ("Hvem vil købe min DIALOG?", o.lign.), ligesom den enes erfaring kunne komme andre til gode. Dog er det ikke meningen, at denne brevkasse skal bruges til at arrangere julefrokoster med, den slags falder helt uden for bladets formål.

Endelig er det også meningen, at talentfulde læsere med skrivekløe kan komme til at udfolde sig og prøve kræfter i f.eks bog- og filmanmeldelser eller endog deciderede artikler, som f.eks. en grundig litterær analyse af et eller flere af ENWs værker eller andet. Indlæg fra læserne skal også være i postboksen mindst 14 dage, før bladet udkommer. Indlæggene vil blive kritisk vurderet, selvom en professionel ENW-standard selvfølgelig ikke forventes. Først og fremmest skal indholdet være relevant, koncentreret og kunne skubbe til læseren (bibringe ham noget).

Her er så det første eksemplar. Det indeholder først og fremmest tre store artikler af Erwin Neutzsky-Wulff. En generel appetizer om vejen til transcendensen, indledningen til en artikelserie om kabbala, og endelig, som en slags opfølger til flere af koanerne i "2000", en artikel om seksuel magi, der også behandler kærligheden som sådan. Derudover en nyhedsspalte, en bog- og filmanmeldelse, en lille krydsords-opgave til pauserne, og endelig et interview til dagbladet Information.

God Arbejdslyst!

 

 

READ ALL ABOUT IT...!

 

Det var så året, hvor "2000" udkom, årets største roman, som formodentlig kan læses af 2000 mennesker. Ikke fordi den som en fransk film begynder med slutningen.

Tværtimod er den fyldt med små historier, som man skulle tro, var temmelig lige at gå til. Men fordi den analyserer i stedet for at prædike.

Det var med andre ord ikke en af den slags bøger, hvor der står NED MED XXX på forsiden, NED MED XXX på bagsiden, og, når man åbner den, NED MED XXX, og det er jo højst desorienterende. Det er også det, der er forklaringen på, at selv digtsamlinger, der er så dårligt skrevet, at ingen skulle kunne gætte, hvad de handler om, er læselige, eftersom man ved, hvad de handler om, inden man overhovedet får begyndt.

Et udsagn som "Bz bz forurening økseskaft bz bz" vil være umiddelbart forståeligt som en undsigelse af forureningen - og så er det endda lyrik, fordi det ikke er dansk! Derimod ville den mest perfekt formulerede fremhævelse af forureningens fordele simpelt hen ikke kunne læses.

Vi lader os ikke blot ikke overbevise af andres meninger, vi er ikke engang i stand til at konstatere dem. Det største udslag, forfatteren kan vente, er: "Bz bz skurk økseskaft bz bz" (uddrag af anmeldelse i Information).

Mod den store nazi-bevidsthed er der ingenting at stille op. Er USAs folkedrab i en oprørsk koloni (Vietnam/Irak) heroisk?

Det afgør alene pressen, som for længst er købt og betalt. Når Ekstrabladet, hovedorganet, når det gælder om at skildre indvandrer-kriminalitet og forbryderiske muhamedanere, skriger KNUS IRAK! på sine løbesedler, så er det der, hvor der skal klappes.

Når det ny fascistiske diktatur i Sovjet skal skamroses, skønt millionerne sulter, er man atter på pletten. Og når tiden kommer til at sende EF-hæren i ilden mod de fejlfarvede og bygge koncentrationslejre, kan der kun blive tale om en mindre justering af propaganda-maskinen.

Vi har jo allerede fået at vide på oprop, der kun mangler den maleriske fraktur, at idiot-arbejde er bedre end at blive idiot af ikke at arbejde (!) og latterliggjort den kraftløse parlamentarisme. Det er således ikke vanskeligt at spå om det nye års slogans: "Det er bedst at være idiot" og "Vi behøver en stærk mand".

5.000.000 blind mice, og historien gentager sig, mens de (den?) intellektuelle skriger advarsler fra sidelinjen, indtil han bliver fjernet af det gode danske politi. Hallo?

Hvor blev sofa-socialisterne af fra dengang, hvor det var pænt og sikkert at være det? Sorry, de har travlt med at forsikre, at de ikke fik juleskinke af KGB i de glade halvfjerdsere.

The I-was-not-a-commie-polka som i min barndom. Deres menneskehad er jo til syvende og sidst ganske apolitisk og vil klare sig lige så godt i det fjerde rige som på panserbørnehavelærerindernes tid.

Men det er jo gudskelov så grinagtigt med den lille, råbende mand. Alting er jo så godt nu, og fædrelandskærlighed er da en god ting. Det er da også hyggeligt med dannebrogsflag og Jesus.

Men han er naturligvis pervers. Han kan tage hjem til Afrika, kan han. Men hvad kan man også vente andet med det navn ...

Så det var det med "2000" ... Anmeldelserne var som sædvanlig begejstrede, fornærmede og navnlig desorienterede. Information slog sin egen rekord med en anmeldelse, der bar præg af at være skrevet af en otte-årig.

Politiken anbefalede bogen til Nietzsche (!) og bragte en karikatur. Nu er pointen med karikaturer jo som bekendt, at folk skal sige: Gud, hvor det ligner! Så blev man altså alligevel berømt ... det må vist være rent herostratisk ...

Berlingske kaldte meget rammende bogen for "en stor, euforiserende svamp i den danske litteraturs kolonihave" og fandt den generelt "vanvittig underholdende og godt fortalt", mens aftenavisens Bo Bjørnvig afleverede en af sine sædvanlige skizofrene anmeldelser (Elsker mig, elsker mig ikke). Jyllandsposten fandt den "forrygende" med "en perlerække af fine noveller", mens lektørudtalelsen simpelt hen konstaterede den som "NWs mest ambitiøse værk" og "en guldgrube af litterære oplevelser for den tålmodige læser".

"Den overraskende, fascinerende og filosofiske roman kan også ses som en gennemgang af nogle af tidens strømninger, og den indeholder derfor både underholdning og fordybning for den litterært interesserede læser." En god anmeldelse?

Bemærk mine understregninger. Det er disse passager, der sikrer, at bogen kun bliver købt af bibliotekarerne, fordi de ellers ville blive lynchet af de lokale læsere.

Et mesterværk, som ingen kan læse. Den synes jeg, man har hørt før.

Som en art reaktion skrev jeg en kronik, som blev bragt i Berlingske 12/11, om anmeldelsers generelle vilkårlighed og futilitet. Levende Billeder bestilte en lang artikel fra mig om splatter-film, som blev bragt i decembernummeret i groft misvisende opsætning. Selve artiklen er dog rimelig intakt for den, der har lyst til at fange an.

Jeg lod mig også undtagelsesvist interviewe til Billedstorm om SF, et forholdsvis ufarligt emne. Dette interview skulle blive bragt i januar-nummeret. Et musikværk inspireret af Adam Hart blev opført i Tokyo i december måned, og jeg fik forårs-sæsonens første bestilling på et foredrag, mandag den 13. april kl. 19.30 i Kulturcentret på Matthæusgade skole, hvor billetter kan bestilles fra 6. april mellem 18 og 19.30.

Derimod nåede "Skrækkens ABC" altså ikke at udkomme og er nu lidt pessimistisk sat til april-maj. Og så skriver jeg altså på min nye roman - og med en rask venstrehånd disse linjer.

 

 

fra Barbano's 'Mysteriet om Varulven', Gyldendal, 1991, (IFOT).

Anmeldelse af Nicolas Barbanos:
MYSTERIET OM VARULVEN

 

Nicolas Barbano har mange jern i ilden, og et af dem er altså at skrive om varulve. Og det er han faktisk sluppet rigtig heldigt fra.

Bogen er godt disponeret og kommer steder og vegne hen, hvor GRU-litteraturen sjældent færdes, for eksempel i en diskussion af totemisme og shamanisme. Desværre har det meste af alt dette nærmest den virkning at pege på, hvad for en bog vi kunne have fået fra Barbano.

Det er nemlig en bog fra Gyldendal og derfor også i første række forfattet af Gyldendal, "resterne af min bog", som forfatteren udtrykker det i følgeskrivelsen. For Gyldendal ønsker ikke forfattere, og da især ikke til sin ungdomslitteratur.

Moralen skal de nok selv levere, så kan forfatteren ellers få lov til at gøre arbejdet med at støve materialet op. Hvad nytter et opbyggeligt omend diskret afsnit om "Virkelighed og fantasi" med den manende pointe: Men hvad nu, hvis vi havde lært noget andet? når moralen falder i epilogen "Myter og mysterier", som næppe kan tænkes at være forfatterens, at "myter er opdigtede for at gøre tilværelsen mere spændende og sætte vores fantasi i gang"?

fra Barbano's 'Mysteriet om Varulven', Gyldendal, 1991, (IFOT).

Redigering? Eller røvpuling?

Det er godt og rigtigt at lade ikke-professionelle, som ved noget, skrive og udkomme. Og Barbano både ved og kan skrive. Når det er med den bagtanke, at man kan byde sådanne skribenter, hvad ingen "rigtig" forfatter ville tåle, er det knap så rosværdigt.

Også en Nicolas Barbano havde naturligvis haft gode grunde til at sige nej tak. Men så havde vi på den anden side ikke fået en bog, der trods alt hæver sig kilometerhøjt over den sædvanlige pædagogiske skraldespand.

Nicolas Barbano (og, desværre, Kim Møller Hansen): Mysteriet om varulven, Gyldendal, 49 s. Copyright: Gyldendal!!

 

 

HJERTESUK

 

En forfatters liv er ikke let, men det kunne blive lidt lettere, hvis man

- ville lade være med at stjæle hans bøger fra bibliotekerne. På trods af, at bibliotekerne faktisk køber rigtig pænt ind af ENW, falder bogbestanden og dermed bibliotekspengene faktisk årlig. Bibliotekspengene er forfatterens hovedindtægt. Uden den ingen forfatter, og uden forfatteren ikke flere bøger ...

- ville vedlægge frankeret svarkuvert, når man skriver til ham, og, hvor han blot afkræves et ja eller et nej, et telefonnummer, og i øvrigt vise sig forstående, når han ikke svarer. Det skyldes ikke, at han ikke er glad for at blive komplimenteret, blot, at et sådant brev ikke kræver et svar.

- ville tænke på, at en solgt bog (så stort et indhug den ellers måtte være på et spinkelt budget) og et offentliggjort tillidsvotum (kronik, læserbrev) sandsynliggør, at der kommer flere bøger fra en forfatter, man sætter pris på.

Tak.

 

 

KRYDSORDS-PRØVE

 

Som lidt uforpligtende afslapning ind imellem læsningen og absorberingen af det koncentrerede stof har forfatteren udfærdiget en lille krydsordsprøve.

1. Det første menneske
2. Nereidernes moder
3. Hora
4. Tordengud
5. Ciceros fødeby
6. Indisk gudinde
7. Græsk stamfader
8. Mytisk sædemand
9. Bjerg
10. Tyrkiske stamfædre

God fornøjelse!

 

 

Anmeldelse af TERMINATOR 2 "Judgement day"

 

Vi er født på præcis det rette tidspunkt! Filmen som kunstform har fundet sit rette leje. Filmmediet er en sublim, sublim kunstart - måske den ædleste i dag.

Driften (mennesket) er idag praktisk taget noget, der hører fortiden til. Alt stort, stærkt og lidenskabeligt er ulovliggjort og undertrykt. Men i biografen (dvs. dog kun i den kommercielle voldelige amerikanske tradition, ikke i fransk eksistentialismeri eller dansk knoldesparkning) kommer det underkuede menneske op til overfladen med et brag! Stort, bevægende, følende, intelligent og retfærdigt, smukt og voldeligt ...

Det er den samme film, vi ser, afsnit efter afsnit: Eksorcisten, Dødens Gab, Alien, Living Dead, The Thing, Conan, Texas Chainsaw, Indy, Freddy Krueger, Predator - you name it, det er den SAMME film - blot bliver budskabet mere og mere udtalt - behovet større og større.

TERMINATOR 2 er nyeste skud på stammen, endnu mere voldelig end sine forgængere, endnu mere menneskelig.

Det er en pervers og modbydelig verden, vi er sat i. Ånden er desperat og forpint, den hedder Hannibal the Cannibal og er psykopatisk masse-morder eller Jason med en økse fredag nat. Det er i denne vildt perverterede udtryksform, ånden manifesterer sig, men vi genkender den og tager den til os. Nine - Ten, he is back again!

Dertil kommer, at det tekniske niveau i T2 transcenderer ALT tidligere set. Computergrafikken sniger sig støt og roligt ind (som forvarslet i om ikke "The last Starfighter" så i "The Abyss"); det er et spørgsmål om tid, før KUN fantasien sætter grænser - og med den deciderede visionære standard, der idag udvises i Hollywood, turde den side af sagen synes sikret.

No problemo!

(Blow it up your ass, motorcycle man!)

J.R.G.

 

 

MENS VI VENTER PÅ TRANSCENDENSEN

 

I min barndom (og måske stadigvæk - jeg er holdt op med at se dansk TV efter nogle gange at have fået Otto Leisners og Jørgen Clevins afløsere Jørgen Thorgaard og Tor Nørretranders på skærmen) sendte fjernsynet juleaftensdag et frydefuldt langt program betitlet "Mens vi venter på juleaften". Meningen var naturligvis, at børnene ikke skulle rende deres forvirrede forældre om benene, mens de forberedte det store øjeblik.

Det var jo også et spørgsmål om at bringe de små i den rette julestemning, så at denne programflade formelig vrimlede med børn, der hjalp julemanden med at finde sine rensdyr, far, der alligevel kom hjem til jul, jul på Grønland og den uartige vaskebjørneunges jul. Det hele kulminerede med "From All of Us to All of You" i en alderstegen udgave, og eneste skår i glæden var de langfjæsede damer, der i al tristhed sang julen ind, indtil skiløberne endelig overtog henimod nytår.

Det er vel forståeligt, at denne stemning griber mig, årstiden taget i betragtning. Men det ligger heller ikke langt fra den, jeg føler ved mange af de breve, jeg får.

"Mens vi venter på transcendensen". Ja, for transcendensen er jo også en slags juleaften.

Når lysene tændes. Og det er jo ikke i sidste ende os, der tænder dem, men de voksne, der ved, hvor tændstikkerne ligger.

Alt, hvad vi har at gøre, er altså at vente, men bedst var det dog, om vi kunne forslå tiden med noget konstruktivt, og da transcendensen ligesom salighed er en tilstand, helst noget, der kunne bringe os i "transcendens-stemning". Ora et labora! eller, som vi ville sige: Transcende ut descendat et descendet ut transcendas ... Hvis vi blot beder, hvad båder det os, at døren bliver lukket op, hvis vi ikke umager os hen til den, vice versa, kunne man sige: Hvad gavn har vi af at stille os op foran døren, hvis vi af lutter undselighed ikke tør hviske et aldrig så forsigtigt: Resera!

Et opbyggeligt billede, den dør! Luk op, siger vi!

Hvem der? spørger vi fra den anden side. Det er mig! svarer vi.

Er det virkelig, spørger vi. Du gav dig vistnok god tid?

Ja, undskylder vi. Jeg blev holdt op af trafikken ... Alt dette er naturligvis rent formelt; straks efter åbnes døren, og vi flyver i vor favn! Keine Hexerei ... I min ny roman (udk. 1993) skildres situationen i to kraftige billeder: Et er asteroiden Nysa, der på en gang tumler frem og tilbage i tiden for at mødes i et tilintetgørende nu, et andet hovedpersonen Arns jagt gennem romanen på Loge, hans mystiske tvillingebroder, der løsrev sig destruktivt fra ham ved fødslen.

HansRuedi Giger.

"På et Feynman-diagram," afbrød Cocker lidt irriteret, "kan en partikel, der bevæger sig til højre gennem tiden, symmetrisk beskrives som en partikel, der bevæger sig til venstre, men baglæns gennem tiden. Denne partikel vil endvidere være den første partikels antipartikel.

Der er tale om to læsemåder for den samme situation. Ganske tilsvarende vil Nysa-2036's bane frem gennem tiden og Nysa-2037's bane tilbage gennem tiden blot være to måder at udtrykke det samme fænomen på.

Når en mand spiser til middag med sin søn og sønnesøn, vil der også være både en far og en bedstefar til stede, men derfor skal der alligevel kun dækkes op til tre. Det er blot et spørgsmål om udtryksmåde."

Transcendens og descendens er med andre ord een og samme proces. Realisationen af verden gennem det iagttagende menneske er en symmetrisk beskrivelse af menneskets stræben efter det åndelige.

Perception og affektion er ubrydeligt sammenknyttede. Det er psykologiens fallit, at den ud fra sit materialistiske grundlag tager udgangspunkt i en præ-eksisterende realitet, som en disjunkt og fiktiv psyke så siges at forholde sig til.

Denne model holder for dyrene; med mennesket tilføjes imidlertid noget nyt: Bevidsthed. Situationen bliver nu dobbelt: Mennesket tilpasses og tilpasser, skabes og skaber.

På denne side naturens frembringelse af mennesket; på hin menneskets konceptualisation af naturen. Mennesket afficeres ikke entydigt af, hvad det perciperer; det perciperer, hvad der afficerer det, eller rettere: hvad det afficerer.

Affektion er ikke en reaktion; den er aktionen, som perceptionen reagerer på. I den klassiske psykologi sættes perceptionens vogn altså så at sige foran affektionens hest.

Affektion, siger man, opstår, fordi der perciperes noget, som afficerer percipienten. Det er ungefær som at sige, at "klokken fik bokseren ud i ringen", når situationen indlysende er, at en forudgående aftale om at begrænse bokserens udfoldelse ved hjælp af en klokke havde denne virkning.

Klokken ville ikke i sig selv kunne bevæge bokseren, mens dens totale fravær meget vel kunne have den virkning at øge bokserens aktivitet. Tilsvarende stimulerer verden os ikke, den hæmmer os tværtimod til specifik adfærd.

Psykologen forestiller sig et dynamisk nulpunkt, som verden vækker os fra, men abstraheret fra verden er den psykologiske dynamik uendelig, Evigheden. Vi afficeres altså ikke proportionalt med det kvantum verden, vi udsættes for; tværtimod skabes det kvantum verden, der er affektion til.

Den samme symmetri gør sig gældende i forholdet menneske-daimon. Dæmonen er det inkarnerende menneske.

For os er dæmonen en personifikation af vores transcendente skæbne, men ganske symmetrisk kunne vi sige, at mennesket for dæmonen er en personifikation af dennes descendente skæbne. Begge ser i spejlet og ser ganske selvfølgeligt sit spejlbillede.

Hver gang vi er på vej op, er dæmonen på vej ned. Står vi stille i en vis højde, står dæmonen stille i en tilsvarende højde.

Er vi fjernt fra enhver esoterisk erkendelse, har han bolig i et fjernt land, men for ham er vi tilsvarende en usandsynlig drøm. Når vi drømmer om ham, drømmer han om os.

Vi er hans frelse i samme grad og betydning, som han er vores. For os er virkelighed uden materialitet noget uforståeligt, for ham er en materiel virkelighed det tilsvarende.

Vi undrer os over, at Yehosua kan få solen til at stå stille. Han undrer sig tilsvarende over, at vi er i stand til at stille varer i køleskabet - jeg har udhævet de begreber, der ville volde ham størst besvær.

Han vil sagtens kunne forestille sig materielle genstande, idet et køleskab for ham blot vil være ideen køleskab + ideen materialitet. Hvad han ikke kan begribe, er, at disse genstande kan bringes til at stå i et spatialt og temporalt forhold til hinanden i stedet for blot og bart associativt.

Propositionen "Køleskabet smeltede og blev til sollys" vil ikke indeholde nogen mysterier for ham, eftersom det relaterende begreb "hvid" er klart og tydeligt, hvorimod "Flyttemændene kommer med køleskabet på torsdag" vil repræsentere et uigennemtrængeligt mysterium. Som man vil forstå, burde Aladdin have glemt alt om paladser og prinsesser og i stedet have givet sig i lag med at psykoanalysere sin djinn ...! I det øjeblik, vi får øje på dæmonen, får han øje på os.

Et uhyggeligt væsen manifesterer sig pludselig i dens dæmoniske dagligstue, og dens umiddelbare reaktion må formodes at være at gemme sig bag sofaen. Og - som vi - forstår den, når og hvad den oplever, og oplever, når og hvad den forstår.

Indtil da er alt anelse eller Ahnelse, som Oehlenschläger skriver, og som for ham som romantiker er det frugtbareste af alt. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud.

(Originalen har esoptrou, hvormed Pindar utvivlsomt mener et spejl. Paulus tænker dog nok snarere på tidens vinduer af horn og dårligt glas, som nok kunne holde trækken ude og lukke lyset ind, men egnede sig særdeles dårligt til udsigt. Billedet er altså nærmest som af en gæst, der banker på ruden, uden at kunne se, om der overhovedet er nogen hjemme, så lidt som værten kan identificere sin gæst.)

Det er denne Ahnelse, der i mit ufuldkomne billede svarer til julestemningen, og som nok er værd at tilegne sig. Ikke fordi den kan erstatte transcendensen, men fordi den uvægerlig bringer denne nærmere.

Ora et labora, munken i sin celle. Det er en nærliggende association for os, som lever med resterne af en kristen kultur.

Men vi må huske, at verdensforsagelse er både mål og middel for denne religion. Noget lignende finder vi hos buddhismen, mens det er ganske fraværende fra den tidlige hinduisme.

I Bhagavad gita opfordrer Krsna Arjuna til at kæmpe: "Kæmp derfor for kampens skyld uden at tage lykke eller fortvivlelse, tab eller gevinst, sejr eller nederlag, i betragtning. På denne måde kommer du aldrig til at pådrage dig synd."

Den hinduistiske forsagelse er altså ikke en forsagelse af handlingen, men af dens formål, som er en efterrationalisation. Visdommen forhindrer ikke vismanden i at handle, eftersom handlingen er formålsløs, tværtimod er for ham den formålsløse handling den største visdom. Denne handling er livets.

Man må altså ikke misforstå denne tredje forudsætning for transcendens (hvor de to andre som bekendt er traume (ora) og koan (labora)). Den nødvendige afsondring fra menneskeligt selskab er kognitiv.

Vi afholder os ikke fra at handle og med vore handlinger interagere med menneskene, vi afstår blot fra den for handlingen invaliderende kausale tolkning af denne. Naturligvis kan en fysisk afsondrethed i kortere perioder være hensigtsmæssig, ikke mindst i de unge år.

Problematikken kommer måske tydeligst til udtryk i det evige samvittighedsspørgsmål for den, der er kommet til delvis klarhed: Skal jeg tale til/med andre om disse ting? Svaret må ubetinget være et ja.

Ofte indvendes det, at "man vil jo alligevel ikke forstå", som regel underforstået: Det kan blive ubehageligt for mig. Man hæfter sig kort sagt ved det formålsløse ved handlingen.

Man glemmer, at en afklaret eksistens simpelt hen ikke er mulig. Det consensuelle tryk udefra er alt for stort til, at ikke påvirkninger slipper igennem.

Sker dette så ubevidst, er det så meget desto mere uheldigt. Dette tryk må altså mødes med et tilsvarende tryk.

Tåbelige bemærkninger kan ikke overhøres, men kræver modsigelse. Dette indebærer dog intet krav om argumentation.

En argumentation føres for modpartens skyld og vil sjældent vise sig frugtbar. Argumenter hører trods alt ikke til de mange grunde til, at mennesker tillægger sig synspunkter.

Den vigtigste af disse er consensus-kravet, behovet for at kunne tale med de mennesker, man omgiver sig med. Eller sagt på en anden måde: Vi omgås ikke de mennesker, vi deler synspunkter med, vi deler synspunkter med de mennesker, vi omgås.

Det er f.eks. grunden til, at venstre-højre-dialogen i halvfjerdserne og firserne var håbløs. Den, der under en debat havde skiftet synspunkt, kunne ikke bagefter "komme hjem til sin mor".

Hans omslag ville kun kunne opfattes af hans tidligere meningsfæller som frafald og forræderi og efterlade ham virtuelt identitets-løs. Endvidere er det en æressag ikke at strække våben i en debat.

Når det gælder en sådan menneskelig æresfølelse, tæller noget så abstrakt som argumentation kun yderst lidt. Man deltager altså stort set i disse diskussioner for at "vise flaget", hvorfor betegnelsen "debat" er absurd.

Kun få mennesker har et synspunkt, fordi det passer til deres karakter. De mulige tolknings-modellers mangfoldighed taget i betragtning er dette måske til syvende og sidst det ærligste standpunkt. Det kræver imidlertid, at vi ikke har lånt en identitet af andre, som de så kan forlange tilbage, hvis de synes, vi misbruger den.

Ofte kan vi komme til en forståelse af vore egne synspunkter ved at konfrontere dem med andres. Modargumenter kan få tingene til at falde på plads.

Og vi kan i sidste ende slippe af med et livssyn, som måske har udøvet en romantisk tiltrækning på os, men hvis implikationer vi ikke har gennemtænkt. Det er imidlertid vigtigt, at dette sker i åben kamp, at vi stiller vores synspunkter op på valpladsen, og ikke som de fleste lader dem kvæle i en baggård af snigmorderne "det kan du ikke mene" og "jeg må hellere holde kæft".

Vi er så vant til, at lykken opnås gennem accept, de andres accept af os, hvilket forudsætter vores accept af de gængse spilleregler. Det er rigtigt, at vi kan opnå en vis sympati ad denne vej, men den er af samme orden som arbejdspladsens dummepeter, som er vellidt, fordi han godmodigt finder sig i alskens drilleri, men måske en dag opdager, at al kammeratligheden blot var høflig foragt.

Hvem vil ikke elskes for, hvad han er? Det er også i orden, hvis vi blot husker, at den største ulykke for et menneske er at være elsket for, hvad han ikke er, hans eget blod gør oprør mod et sådant menneske, og den største salighed, som er at finde sig selv, bliver for ham et truende mareridt.

Han er en evigt faldende genstand, i svimmel anticipation af det alttilintetgørende møde med jorden. Vi må altså stædigt insistere på, hvad vi er.

Er dette vigtigt i omgangen med andre, er det essentielt i omgangen med os selv. De fleste mennesker kæmper livet igennem en sej kamp med deres dårlige egenskaber uden et øjeblik at overveje at udforske dem, for at finde ud af, om de er dårlige.

Intet er mere frydefuldt end at udgrunde sig selv. Blot seksualitet er en odyssé for sig, og vi vil finde, at ethvert menneske har sin egen seksuelle karakter.

Denne opdagelsesrejse munder ud i isolationen af fetish. Naturligvis er der grænser for, hvad man kan "byde" sin partner, og man står så i stedet og undrer sig over, at ingen af parterne virker særlig opsatte på samlejet, bortset fra en ren følelse af forpligtelse og et spinkelt håb om en eller anden form for gratifikation i den anden ende.

Mange unge mænd spørger mig mere eller mindre mellem linjerne, hvordan de dog skal bære sig ad med at gøre indtryk på en pige. Svaret er det samme.

Der er tryghed i konventionen, men kun spænding i det personlige. Den decisive realisation hos pigen i valget af partner er ofte: "Han er helt enestående, ligner ikke nogen anden, er helt sin egen, et univers, og alle hans længsler gælder mig!"

Frygten for afslag er ofte parret med frygten for tabt værdighed, fordi man har blottet sig. Men blottelse medfører kun skam for den, der skammer sig over det, han blotter.

En konge, der får afslag på et frieri, holder ikke af den grund op med at være konge; blot bliver bondepigen ikke dronning. Siger hun imidlertid ja, tilhører hans kongerige hende.

Igen er hemmeligheden at spænde driftens hest for intelligensens vogn, og ikke omvendt. Den amorøse bør altid spørge sig selv, om hans drømmes mål blot er attråværdigt af fornuftsgrunde, det vil sige, fordi hun er smuk, intelligent, omsværmet, og så videre.

Som præsten mumler i den gamle historie: "Køn er hun ikke, penge har hun ikke nogen af, og dum som et æsel er hun. Det må ligegodt være den store kærlighed!"

Det er så sandt som det er sagt. Kærlighed gør ondt, ikke frydefuldt ondt, rigtig ondt.

Den er desperat, panisk, fordi en fremtid uden hende kun er et gabende hul. Når denne kendsgerning er etableret, er det tiden til at tage den mest nederdrægtige listighed ud af sækken.

Indianerne forberedte sig til kamp ved at tøjre sig selv til jorden. Det var velovervejet, for kun den er i stand til at kæmpe, for hvem ingen retræte længere er mulig. Ellers er der nemlig altid lige noget andet, man skal.

Vi undgår ikke sår ved at dukke os, men ved at tøjre os til det, vi holder dyrebart, og kæmpe. Så vil vi ikke blot overleve kampen, men vinde den, og det er jo dog i sidste ende pointen.

Jeg var barn i halvtredserne, ung mand i tresserne. I halvfjerdserne kæmpede jeg for en grad af etablering som forfatter, der gav adgang til boghandlernes diske og bibliotekernes hylder, som i firserne blev en selvfølgelighed.

De drager, jeg har haft at slås med, er tidens drager, men naturligvis også den umiddelbare fortids. De glade (18)90'eres erkendelsesteori og definition på videnskabelighed persisterer stadig i den jævne befolkning, som tager kvanteteoriens konsekvenser for den mest middelalderlige overtro.

I halvfjerdserne var det vulgær-marxisterne, der udnævnte mig til public enemy 1, en sekt, som vel næppe nogen længere tager alvorligt uden for det humanistiske fakultet, hvor de forbereder deres last stand. Det er nærmest grinagtigt, at de ganske klare paralleller mellem den antikke moralfilosofi, som jeg har forsøgt at tilgængeliggøre (forsvaret af den svage som den stærkes eneste eksistensberettigelse, eller, som det udtrykkes i børnebogen "Skrækkens ABC": "At give mit liv for dem, der aldrig ville give deres liv for mig"), og den mere utopiske marxisme aldrig faldt nogen ind.

Eller rettere: Forklaringen er ganske enkelt den, at også sofa-socialisterne, som siden har fået parcelhus, ikke adskilte sig så forfærdelig meget fra Erhard Jacobsen-demokraterne. I sidste ende drejer det hele sig om at finde et pænt ord for status quo, så der ikke bliver gjort indhug på nogens bank-konto.

Og den forhutlede menneskeelsker? Staurotheto!

Hovedhjørnesten var som i katolicisme og nazisme en vis sancta simplicitas. Skolelærere proklamerede i denne periode et credo, der syntes at overflødiggøre dem selv samtidig med, at de ivrede for at nedbringe klasse-koefficienterne: Børnene ved bedst!

Naturligvis, kunne man tilføje, for de vidste mindst muligt og kunne bildes hvad som helst ind. Siden har anti-intellektualismen gået sin sejrsgang og har i dag nået det store mål, at det moderne skolebarn absolut ingenting ved, og det skal han vel at mærke være glad for.

Viden er trods alt autoritetstro - nogen skal man jo nemlig lære det af - og i øvrigt bagstræb, idet mange af bøgerne ikke en gang er trykt i dette år! Historien er trods alt en kamp, vi har vundet, og de nærmere omstændigheder i grunden uinteressante, ligesom kun den mest entartete naturvidenskabsmand kunne finde på at interessere sig for andet end at anstille undersøgelser, der viser, at den parlamentariske liberalisme ret beset er naturtilstanden i universet.

Kulturkløften er fyldt op, da menneske-bjerget uheldigvis ikke kunne komme til Mohammed, er den kunstneriske profet i stedet steget ned fra Horebh (bifald), så at ingen dansk forfatter kunne finde på at skrive noget, ikke enhver gymnasie-elev ville kunne såvel forstå som eftergøre. Kulturpaverne er tilsvarende stået af deres høje heste og prisbelønner Vita Andersen, hvis hjertegribende føljetoner i Alt for Damerne har gjort så meget for bladets omsætning.

Og på TV - denne folke-oplyser - udlægger Johannes Møllehave Kierkegaard, og vistnok til næste år Allan Simonsen Goethe. Quid tandem deest?

Også her er jeg naturligvis gået i vandet med begge ben ved - i fuldt alvor - at anbefale de unge mennesker at læse. Hvad skal man da læse?

Svaret synes enkelt: Tre ting. For det første skal man læse alt det, man ikke behøver at læse, derpå skal man læse alt det, man ikke bør læse, og endelig det, som man ikke vil have godt af at læse.

Og hvad er så det? Jo, Iliaden og de græske tragedier, kirkefædrene og det ny testamente, Schiller og Shakespeare, kort sagt: Alt, hvad der ikke er udkommet i løbet af den sidste halve snes år, og følgelig er uinteressant og skadeligt.

Bemærk: Jeg siger, det, der ikke er udkommet, thi mangt og meget, som er skrevet før, kan vinde ny aktualitet takket være en talentfuld forfatter. Således frelste Ebbe Reich for nylig Grundtvig fra forglemmelsen, og endnu nyligere hele den hellige skrift, ganske uperturberet, as it seems, af det faktum, at han næppe læser to sammenhængende ord hebraisk og har sin vældige teologiske dannelse fra søndagsskolen.

Bemeldte herre kom så på den løsning, der modsvarer hans geni, at han rask oversprang det i teksten, han ikke forstod, hvilket samtidig bidrog til at nedbringe side-antallet til det financier-bare. Det forlyder, at han har gjort noget lignende for Danmarkshistorien i en version, som jeg dog af hensyn til min fordøjelse har måttet renoncere på at stifte bekendtskab med.

Efter lignende principper genopsættes af og til klassikerne med mange undskyldninger og forsikringer om, at teksten er bragt fuldstændigt up-to-date: Elektra var i virkeligheden suffragette, og Tell social-demokrat. Det er således ikke utænkeligt, at selv Shakespeare var værd at stifte bekendtskab med, hvis han blev forbedret af Bjarne Reuter.

Jeg er endda gået så vidt som til af og til at anbefale folk at læse naturvidenskab (nej - det er ikke Illustreret Videnskab og Hvælv), ikke mindst den fascistiske del: Biologi, kemi, etc., som interesserer sig for forbudte emner som arvelighed og hjernens stofskifte, når dog enhver ved, at alt, hvad der er værd at sige om den menneskelige psykologi, er sagt af Freud: Lad os snakke om det! Enhver moderne psykolog worth his salt kan snakke æblerne ned af træerne for slet ikke at tale om at besnakke den stakkels patient, som lider under den vrangforestilling, at han er noget.

Jeg anbefaler kort sagt, at man anskaffer sig noget så ubrugeligt i automat-samfundet som en almen dannelse, så at man har en anelse om, hvad det er, der får solen til at skinne, og hvordan babylonierne bar sig ad med at mane deres dæmoner. Det er naturligvis også overordentlig farligt, for det gennemhuller vores fordom om, at menneskelighed og intelligens kun er at finde i vort eget århundrede (og hvilket århundrede at lede efter dem i!). Vores købmands-moral og børnehave-verdensbillede smuldrer, som vi finder os selv som et blad på historiens og kulturernes træ.

Vi kan ikke dvæle for længe ved dette indledende stadium, vi kan ikke læse for meget matematik og naturlære, historie og filosofi. Der er ikke et søm eller en skrue, vi finder på vejen, som ikke vil være os til hjælp, når vi skal bygge vores personlige erkendelses hus.

Lad mine modstandere grue for bibliotekernes bogmasser, fordi de ved, at hver læst bog undergraver den spinkle fiktion, de kalder virkelighed. Jeg anbefaler dem med velberåd hu, fordi jeg ved, at de uvægerlig vil nedbryde muren til den større verden, hvor jeg har slået mit telt op under himlen.

Jeg behøver ikke at insistere på, at man driver "kilde-kritik" på disse fortidens kæmper, det vil sige tager så mange briller på, at man ikke kan se siden. Lån uforknyt deres vinger, vi ses nok et sted derude!

Der er dem, der siger, at der, når talen falder på moderne dansk åndsliv, også er mig; underlig, som denne fugl må være, er der dog også ham, man kommer ikke uden om ham. Andre vil hævde, at der er slet ikke mig, dette er uaktuelt, det er ingenting, ingenting, som der kan relateres til, og som derfor kan tages alvorligt. Jeg vil hertil ganske ubeskedent hævde, at der kun er mig, ikke i den positive forstand, at jeg har bygget et nydeligere hus på nabogrunden, men i den negative, at jeg er det eneste hul i muren, den eneste flugttunnel ud af en tid, der er absolut åndløs, absolut uvidende og absolut hjerteløs, og som fortsat insisterer på at være det.

Skal man "forholde sig til" Erwin Neutzsky-Wulff, er det altså det, man skal forholde sig til, le rasende ad, eller hvad man nu vil. Og med ikke ringe tilfredsstillelse konstaterer jeg, at latteren er rasende.

Utallige er de mennesker, som kender mig og ved, at jeg er ganske ukendt. Utallige er de frådende, som finder mig totalt ligegyldig.

Men jeg er jo også vanskelig at forveksle med sidemanden. Og det er svært - irriterende svært - at trække på skuldrene af en, der har det dobbelte af ens egen intelligens og den tidobbelte dannelse, hvad man dog endnu aldrig har betvivlet - i al fald ikke på tryk.

Obskurantismens vigtigste våben forbliver trods alt analfabetismen. Og det moderne menneske kan ikke læse, og hvad der er værre: Det tror, det kan, fordi det kan læse BT.

Men der står heller ikke noget. Prøv at læse løbesedlerne - det vil være umuligt at få nogen som helst mening ud af dem.

Hvad man ikke kan, er at hente oplysninger i bøger. Man kan ikke finde bogen, ikke slå op i den, ikke forstå hvad der står. Ikke at læse lærer vi i skolen, hvor vi får udleveret bøger, som vi ikke skal læse.

Hvor mange vil rent faktisk være i stand til at læse en artikel i et videnskabeligt tidsskrift eller et stykke litteratur på originalsproget? Det kan vi ikke, og derfor får vi serveret kartoffelvandet i stedet for kartoflerne; det hele kogt ned til ingenting.

Og ordløse bliver vi også tankeløse. Det hele bliver noget med øh du ved ligesom ikke, og vi kaster os med glubende appetit over fraserne, det præ-formulerede. Vi holder op med at leve i en verden af sansninger og erfaringer og begynder at leve i en drømmeverden af fraser og omgangsformer, som vi så klynger os så meget desto desperatere til.

Betragt fru Hansen, der møder fru Jensen, deres manerer og udsagn, og du ser en art parringsdans. Intet kommunikeres, intet røber bevidsthed. Men fraserne er på plads, så at en anden konstatering vil vække vild forargelse (endnu en frase).

Kærlighed, javel. Det ved han skam godt, hvad er.

Spørg så, hvor mange rivaler den har foranlediget ham til at myrde, og han ser underligt på os. Hvor fraserne slipper, begynder perversiteterne, og bevidsthed er den rene ondskab.

Disse mennesker forstår ikke, at vi efterlyser volden som et indicium for bevidsthed. For dem er det blot en negativ frase, og hvad skal man dog med den, når man har alle de positive?

Derfor får vi også altid at vide, at vi skal lade være med at bruge fremmedord. Et menneske har så mange tanker, som det har ord til at udtrykke, for tanker er uudtalte ord, resten er hundens piben i kurven.

Ikke mindst forsvinder alle nuancer ud af verden, så vi kan forfølge og ihjelslå med god samvittighed. Indvandrere er perkere.

De er ikke mennesker med følelser, et verdensbillede og en kultur, for noget sådant vil ikke være tilgængeligt for den afasiske. Det ville også føre til en forståelse, mens "perker" blot udløser en refleks. Skal vi styres, som det er nødvendigt i et masse-samfund, er det vigtigt, at vi ikke danner os noget egentligt verdens-billede, at vi forbliver reptiler.

Og de nødvendige ord findes altid i andre sprog; intet sprog er fuldkomment. Det ord, du behøver for at kunne udtrykke en nyopdaget facet af verden, findes kun på engelsk, tysk eller fransk, og der må du altså søge det.

Derved åbner den menneskelige erfarings mangfoldighed sig for dig. Kun den, der behersker en sproglighed, er i stand til at afsløre verden som sproglighed og befri sig for myten om den ydre beton-virkelighed.

Nuvel, men latin og hebraisk? Svaret er, at fordi verden udspringer af sproget, ligger den romerske og middelalderlige verden gemt i det latinske sprog.

Vores logik, ja verdensopfattelse findes skjult i dette sprogs grammatik og syntaks. Tabet af konjunktiven har vidtrækkende epistemologiske konsekvenser. Latin er altså en forudsætning for at forstå vores moderne tænkemåde.

Tilsvarende repræsenterer hebraisk en verden, hvor guderne var på jorden. Hebraisk er modalt, ikke temporalt.

Nutid, datid og fremtid, hovedhjørnestenene i vores grammatik og livssyn, mangler. Til gengæld har det modi for grader af aktualisation, som ikke vil sige os noget som helst, fra den rene qal over den intensive piel til den kausative hiphil.

Tror man virkelig i fuldt alvor, at mennesker med en sådan grammatik og syntaks levede i den samme verden som vi? At man kan tale om "det materielle grundlag for den ideologiske overbygning" og ærgre sig på deres vegne over, at de ikke havde fagforeninger?

Et sådant sprog er oprindeligt nok til, at der er mening i at ligestille læsningen af tora med empirisk forskning, kabbalaens påstand. Det er godt nok en anden verden, vi havner i, som vi vil kalde magisk, men disse magiske hjælpemidler er vi ikke desto mindre i stand til at indpasse i vores mekanistiske univers for at beherske det. Vi vil da se kausaliteten vige for den, som taler samme sprog som Gud.

Dette er en opdagelsesrejse ud i en verden uden grænser. Ligesom vi troede, vi vidste alting, opdager vi, at vi endnu mangler at udforske virkeligheden.

Og hvordan kunne vi tro det? Vi, bundet på hænder og fødder på bunden af en brønd, skulle have "betvunget naturen"?

Vi kan ikke betvinge naturen. Men vi kan åbne os for den, for vi er af samme blod.

Mens vi venter på transcendensen. Ja, hvad skal vi dog få tiden til at gå med?

Mens vi venter på, at de vidende skal sende os formlen med posten, så vi kan få dæmonen op af gulvbrædderne. Venter på, at han får snakket færdig og viser os the trick.

Der er intet trick. Kun glubende videbegær, glubende begær, at forblive levende i en verden, der er levende, og altid vil være det, til moralisternes fortvivlelse, de, som endelig havde fundet en hylde at klamre sig til, hvorfra de frygtsomt skiftevis forbander og advarer os om de farer, der lurer i dybet, når den største fare dog altid er menneskeligt snæversyn.

Som gruer for, hvad dog lidenskaben kan drive os til, men ikke finder det den mindste smule urovækkende, at vi har uniformerede bødler til at smadre de menneskers liv, som ikke vil lade sig tyrannisere af en forført pøbels vilkårlige magtbud. Hvad rager det dem, at den, de stempler som forbryder, ville være blevet regnet for det ædleste blandt mennesker blot nogle få menneskealdre tidligere eller på den anden side af grænsen?

De har jo ret, dumhedens umistelige ret til at forfølge og udslette alt, hvad den ikke forstår. Og for at alt skal forblive skjult under et uløfteligt dække af pjat, anklager de os, menneskets uforsonlige elskere, for deres egne forbrydelser. Sandelig, den, som ikke er med os, er imod os, og bærer nazi-mærket på sin pande!

Lad dem lovprise dumheden, mens vi gør daglige fremskridt i kundskab. Lad dem prædike tolerance, og lad os praktisere den, den tolerance, som ikke er en almisse til den, der lader sig kujonere, men en umistelig respekt for alt menneskeligt, eller - da selve glosen er blevet et undertrykkelsesmiddel - for alt, hvad mennesket formår at tænke, føle og udrette.

Og skal vi endelig kæmpe, så lad os gøre det med åben pande og gensidig respekt, og ikke som kyllinger i en kasse, der spekulerer over, hvem de kan tillade sig at hakke, og hvem de kan gemme sig bag. Men først og sidst: Kundskab og forståelse, forståelse og kundskab!

HansRuedi Giger.

Uden nedladenhed og bedreviden. Hvem er så vis, at han kan tage træet i skole og lære det at vokse?

Den vise forlanger ikke løvemod af oksen, men heller ikke, at løven skal æde hø. Så lad os da ene fordømme fordømmelsen og fordømmeren!

Det er tricket. Så åbner himlene sig, og hvad der er vigtigere, verden.

Den lukker os ind og fortæller os alle sine hemmeligheder, som ikke er en, men mange. Længe nok har vi tålt een gud, een konge, een lov!

Giv os magten tilbage, magten over vores eget liv, så vil barmhjertigheden følge! Lad os le ad de menneskeforagtere, som tror, at undertrykkelse er en forudsætning for retfærd.

Troede I, at verdensstykket var forbi? Det er først lige begyndt, og vi er dets aktører, ventende i kulissen.

Lad os derfor lære vores rolle godt og ikke lade os påtvinge andres, kun da kan vi spille tilfredsstillende. Lad os lære alt, hvad vi kan lære, og så vælge, hver sin vej.

Lad frihed være eneste fællesarv. Sig derfor ikke: Følg mig! men: Jeg vil gøre dig stærk, så du kan drage bort fra mig!

Kære læser: Her er alle nøgler! Vælg nu, hvilken dør du vil.

 

 

KABBALA 1

Simon J.S. Falkentorp

 

Hvad er kabbala? Som de fleste teosofiske doktriner har den gennemgået en udvikling - eller afvikling - som ville have gjort den uigenkendelig for den, der havde stiftet bekendtskab med den i dens oprindelige form. Ganske tilsvarende er der ikke meget lighed mellem Kristi verdensforsagelseslære og den moderne version med blomster og små børn, ligesom den satanisme, der inspirerede Mozart og den franske revolution, også har påfaldende lidt at gøre med vor egen tids materialistiske småborgerlighed.

Som andre doktriner blev kabbalaen med tiden oplagringsplads for forskellige former for godtkøbsmystik, hvilket er så meget mere beklageligt, som forfaldet satte så tidligt ind. Allerede Zohar, som af de fleste regnes for kabbalaens hovedværk, viser disse forfaldstegn.

I sit udgangspunkt beskæftiger kabbalaen sig med sproget. Vi kunne sige, at kabbala er en art antik sprog-filosofi, men med et langt videre sigte.

Karakteristisk for vor egen sprogforskning er forestillingen om, at sproget forholder sig til en forudeksisterende ydre verden. Herindimellem skydes en sansning.

Vi sanser den ydre verden, hvilket ikke vil sige, at vi tillægger den sanseegenskaber, men at vi modtager dens sanseegenskaber. Denne besynderlige forestilling - om en verden, der også i usanset tilstand indeholder sansekvaliteter - er årsag til de fleste af materialismens fortrædeligheder.

Efter at være sanset - således opfatter vi det - videregives vore "erfaringer" ved hjælp af sproget. Sproget, dette højdepunkt af menneskelig udvikling, sigter altså udelukkende på den noget usandsynlige situation, hvor direkte sansning er umulig.

Sagen er naturligvis den uhyre meget enklere, omend uvante for vores almindelige tænkemåde, at vi ledes til at konceptualisere, og at sproget i videste forstand er denne konceptualisations værktøj. Den sprogløse iagttagelse er et falsum.

Oplevelse af et begreb - virkelighedens atom - repræsenterer en aktivering af en neuron. Hvis denne neuron ikke fyrer, opleves det pågældende begreb ikke.

Men begreber er sproglige elementer. Naturen kender ikke til fortid, nutid eller fremtid, for sådanne begreber hører hjemme i en grammatik.

Forlanger vi, at de skal være noget mere, bryder de sammen. I dette århundrede har fysikken stillet det begrebsapparat, som den klassiske fysik identificerer med naturen, på en prøve, det ikke kunne bestå.

Kabbalaen går den modsatte vej. Vi starter med virkeligheden, kabbalaen ender med den.

Den står øverst i vores virkeligheds rutediagram, nederst i kabbalaens. Lad os for sammenligningens skyld tegne et materialistisk livstræ.

Øverst ville vi da have en eller anden form for materiel virkelighed, der strømmer ned og ind i vore sanser og derfra videre ind i vores bevidsthed - i denne model accepteres med andre ord muligheden af en "tom" bevidsthed, bevidsthed uden indhold, uden noget at være bevidst om, noget, der er bevidst. Ind i denne oprindelig indholdsløse bevidsthed strømmer nu sansningerne og bliver lavet om til begreber, som videregives til vore medmennesker gennem sproget og måske - sidste sephira - vækker en eller anden form for emotionel respons. Vi har med andre ord nok så nydeligt vendt verden på hovedet.

I kabbalaens version starter vi med noget endnu ukonceptualiseret, og altså for så vidt ikke-eksisterende, et ayin, et ingenting, en impuls svarende til vores "følelse", men mere præcist en biologisk drivkraft (hvis fysiologiske konsekvenser følelsen er en konstatering af). Dette konceptualiseres nu og bliver virkelighed via en serie aktualisationer, kategoriseringer eller sprogliggørelser som tid, rum, kausalitet, form, egenskab, og så videre.

Sansning er konceptualisation. Og et sted i bunden af dette virkelighedsdestilleri kommer så den fysiske virkelighed ud af malkuths, den sidste sephiras rectum.

Vi står her i forenklet form over for de to verdensopfattelser, som har kæmpet til døden i vort århundrede, den gamle, materialismens, den klassiske naturvidenskabs, freudianismens, osv., og den nye, idealismens, den moderne fysiks og neurologis verdensbillede. Den sidste version gik endeligt af med sejren i 1925, hvilket naturligvis ikke forhindrer, at bønderne stadig tror, at jorden er flad, for det siger jo den sunde fornuft, eller at den lokale Per Degn beroliger sine sognebørn med, at det er den da så sandelig også.

Det er et af problemerne med udviklingstanken, at den overser al menneskelig erkendelses eller oplevelses fundamentale enhed. Mennesket er nu engang udstyret med et bestemt nervesystem, et bestemt oplevelses-potentiel.

Ved hjælp af diverse apparater kan vi forstørre eller formindske billedet, men den fundamentale erkendelse forbliver stort set den samme. Bohrs atom er ikke mindre en idé end Demokrits, og skulle vi nogen sinde blive i stand til at opfinde et mikroskop, der satte os i stand til at "se" atomet, ville det blot være et udtryk for, at vi havde valgt at definere ordet "se" på en ny måde, som abstraheret fra lysets bølgelængde.

Vi skal altså ikke undre os over, at en årtusindgammel mystisk tradition kan hjælpe os med at forstå partikel-fysikken. Et ægyptisk drikkebæger ligner måske ikke et vinglas fra Irma, men vi ville sagtens kunne drikke af det, for princippet er det samme.

Menneskets fantasifuldhed i indretningen af nye verdensbilleder har altid været begrænset af disses formål, som stort forbliver det samme. Der er imidlertid en faldgrube her.

En forestilling om, at den moderne fysik er "mystisk", kan få den ubefæstede sjæl til at søge hjælp i noget andet mystisk, nemlig religionerne. Men der er intet mystisk ved hverken fysik eller religion.

Mystik i denne forstand er simpelt hen manglende forståelse, og to gange tåge giver ikke klarhed. Så ender vi i Nørretrandersk lommefilosofi og obskurantistisk sjæleri, buddhistiske elektroner og aurakiggeri.

Vi må altså forlange at forstå, omend trinvis og uendelig langsomt. Når popvidenskabsmænd kommer dertil i deres lysbilledforedrag, hvor vi "føler os små over for livets og universets uudgrundelige mysterium", er det på tide at finde hat og frakke og udsøge sig en lærer, der finder det hele knap så uigennemskueligt.

Neurologien har med andre ord gjort op med myten om den passive bevidsthed. Den klassiske psykologi ser bevidstheden som en "tabula rasa".

På en tavle står trods alt kun det, nogen har skrevet på den. Problemet er, at bevidstheden slet ikke er en tavle, ikke passiv, men aktiv.

Hjernen arbejder konstant med at skabe en verden ud fra organismens behov, som er transcendente i den forstand, at de står bag verden, er "overnaturlige", ukonceptualiserede. Det er denne transcendente dynamik, kabbalaen kalder en soph, det vil sige uden ende, grænse, udefineret.

Det kan undre, at det samtidig er det højeste guddomsprincip, men vi må huske, at overnaturlige væsner generelt er konceptualisationer af de transcendente dynamikker. Det understreges, at denne højeste guddom ikke er i universet.

I alle folkeslag er det guderne eller - oprindelig - forfædrene, der har skabt verden. Forfædrene, så længe erindringen om en kognitiv eksistens er med os.

Det er karakteristisk, at denne skaberakt beskrives som en cimcum, en sammentrækning eller begrænsning. Gud står ikke som Doré på the Rock of Eternity og udstrækker sin skabervælde til firmamentets hjørner.

Tværtimod begrænses den indtil nu intet- og allestedsnærværende guddom til den fysiske eksistens' definitet. Evigheden er blevet torsdag.

Det er denne trinvise begrænsning eller aktualisation, som er udtrykt ved de ti sephiroth. Aktualisationen er ikke instantan, men gradvis.

J. Winther: Kabbalah, Bogan 1986.

Allerede de første mennesker fandt ting i naturen, der var mere "åndelige" end andre, mindre veldefinerede, mere dynamiske, og som sådanne virksomme transcendensmidler: Det strømmende vand, den hoppende ild. Selv den klassiske fysiker vil give os ret, når vi hævder, at ild ikke er en genstand, men et fænomen.

Tallet ti skylder vi formodentlig gamle Pythagoras. Der er i den græske filosofi to distinkte skoler, hvoraf den ene, som vi kan kalde den platoniske, skulle føre til idealismen, den anden, aristoteliske, til materialismen.

Mens de såkaldte naturfilosoffer var travlt optaget af at lede efter atomer og fysiske grundelementer, spekulerede de tidlige idealister over, hvilke af de menneskelige begreber, der skulle anses for de mest grundlæggende. Et sådant idé-hieraki er jo netop Platons idé-lære.

For pythagoræerne var tallene mere grundlæggende end ordene, en forestilling, der er kommet på mode igen i den videnskabelige mytologi. De ti sephiroth er således i deres udspring de ti cifre.

De sidestilles i sepher yecira med det hebraiske alfabets 22 bogstaver, med hvilke de udgør 32 nethibhoth pelioth hokhma, underfulde stier af hokhma, som generelt udtrykker den kognitive fakultet, altså visdom, viden, erfaring, etc. Senere og mere frugtbart anskues de ti sephiroth som anskuelsesformer, og til denne skole hører det system, som anvendes i OM (Erwin Neutzsky-Wulff: Okkultisme & Magi, 1985-86).

Som det vil ses, kan kabbalaen anskues ud fra et neurologisk grundlag, skønt det omvendte ofte vil være mere hensigtsmæssigt. Når det gælder bevidsthedsfænomenerne betragtet som bevidsthedsfænomener, er den "okkulte" eller religiøse synsvinkel altid den frugtbareste, eftersom det er denne fænomenologi, den er skræddersyet til. Derimod er den religiøse model ikke meget værd inden for astronomi og geologi, hvad fundamentalisterne har fået at føle.

Også fysikken lader sig imidlertid belyse ad denne vej. Det er ikke så underligt, som det måske umiddelbart kunne lyde.

Naturvidenskaben har med sin insistens på iagttagelse søgt at komme bort fra metafysikken, men har fået den ind ad bagvejen. Metafysiske problematikker er blevet ignoreret snarere end løst, og med den moderne fysik slog regnskabets time.

Iagttagelse er måske formaliseret oplevelse, men ikke desto mindre oplevelse, og i dette århundrede befandt fysikeren sig pludselig i et oplevelsesunivers, hvor alting afhang af den valgte model. Med Heisenbergs ubestemthedsrelation brød endelig den vandtætte skodde mellem "hvad der er" og "hvad vi kan måle" sammen.

Skulle man undgå det metafysiske principielt umålelige, måtte man opgive forestillingen om en virkelighed bag målingerne. Virkelighed er det, en videnskabsmand måler, eller rettere hans måleresultater arrangeret på smagfuld og hensigtsmæssig vis. Verden er oplevelse.

Selv i partikelfysikken, som ifølge sin definition burde være så enkel og ligetil som et billardbord, breder der sig hastigt en stemning som ved en spiritistisk seance. Er der nogen kvarker til stede her i aften?

Et bank for ja, to for nej. Det skyldes blandt andet, at partiklerne, som ellers i de forløbne årtier gavmildt er blevet forsynet med egenskaber som "charm" og "strangeness", næppe har nogen egenskaber tilbage, som karakteriserer partikler.

Det er projektiler uden masse eller med uendelig masse. Bane har de ikke noget af, og de har en dårlig vane med at ramme målet, før de er blevet affyret.

Det mest nøjagtige, vi kan sige om dem, er, at de kommer, når de skal fotograferes. Hvor de ellers tilbringer deres eftermiddage, er der ikke rigtigt nogen, der ved, men det er ikke i dette univers.

De er med andre ord ganske og aldeles en soph, omendskønt de gennem den fysiske iagttagelses cimcum kan begrænses til en prik på en skærm på et tidspunkt. Det kaldes, at "bølgefunktionen bryder sammen", og tilsyneladende er det selve det, at vi oplever partiklen, foretager målingen, der er årsag til dette fænomen.

W. W. Westcott: Kabalah, MRG 1978.

Det fik så være med disse vanartede partikler, hvis vi ikke forinden var blevet enige om, at verden "består" af dem. Som i materialisternes værste mareridt forsvinder månen, når vi vender ryggen til den.

Der er altså ikke meget "primitivt" ved kabbalaen, snarere forekommer fysikernes konsternation over deres flyvske marmorkugler som spædbarnets undrende jagt efter tvillingen i spejlet til bedstefaders milde diversion. Sammenligningen halter naturligvis, fordi de desorienterede videnskabsmænd er i stand til at udføre tekniske mirakler, som ville få en middelalderlig kabbalist til at tabe skægget.

Kabbalaens hovedværk må således anses for at være sepher yecira, hvor yecira kommer af roden yacar, som betyder at danne, forme, som en pottemager former sit ler. I niphal, passiv, betyder det simpelt hen at eksistere. Betydningen er altså "bringing into existense", aktualisere, og den bedste oversættelse, vi kan give af bogens titel, "Aktualisationens bog" eller "Bogen om aktualisationen".

Sepher yecira er ikke blot den vigtigste bog, der er skrevet om kabbala, det er også den ældste, hvor gammel, er svært at sige. Som altid overdrives disse kilders alder.

Det kan være svært for os at forstå. For os skal alting være så nyt som muligt.

Dette skyldes udviklingstanken. Da mennesket ikke længere kunne være universets centrum, blev det dets endeprodukt i stedet for.

Men denne optimisme medfører uvægerligt en pessimisme, der går den anden vej. Jo længere vi kommer tilbage i historien, jo mere uvaskede forekommer menneskene os at være, indtil vi er helt tilbage ved det primordiale slim.

For os starter verden med uorden, som uendelig langsomt ordner sig med vores hjælp. For antikkens mennesker startede verden med forbilledlig orden, som cyklisk forvandler sig til uorden.

Maat må opretholdes. Men det betyder, at vi må gå tilbage til skabelsesøjeblikket.

Viden er tilsvarende ikke noget, vi rager til os, men - hvis det skal være sand viden - erindringer om en åbenbaret sandhed, virkelighedens prosopon pros prosopon. Derfor postuleres SY også som en åbenbaring fra den tid, da Abhraham omgikkes på lige fod med guddommen, ja, adhon hakkol qaro ohabhi, alle tings herre kaldte ham "min ven".

Det er imidlertid en kendsgerning, at værket var kendt i de første århundreder efter Kristi fødsel, og må altså i det mindste være omkring to tusind år gammelt. Skønt værket for så vidt er universelt af karakter, er det givetvis iklædt den jødiske mytologi.

Adhon hakkol identificeres ikke blot med YHWH, men med alle den jødiske guddoms tilnavne, der næsten kan læses som et katalog over denne religions og dens gudsbegrebs udvikling. Etymologien er som sædvanlig dobbelt, "egentlig" og "kunstig".

Det første bogstav peger på en tredje person singularis, som ikke er usædvanlig som navn, idet det ofte implicitte subjekt er el. Traditionen knytter det til haya, at være, og det er denne pseudoetymologi, der hentydes til i Exodus, hvor Moses udfritter guden på Horebh om dennes navn og får beskeden: Ehyeh aser ehyeh, "jeg er den, der er", en ikke uvant forsigtighed hos en gud, der ikke ønsker utidig påkaldelse.

Det var almindeligt blandt jøderne at tolke dette gådefulde udsagn som en forsikring om fortsat tilstedeværelse ("den, som altid er nær"), og en kendsgerning er det da også, at hverken før eller siden har et folk levet i så nær proksimitet af sin gud. Den mere mystiske udtydning er således formodentlig af nyere dato.

Forklaringen af tetragrammaton som "han er" er naturligvis ikke helt uden problemer. Han er er på hebraisk yihyeh, hvilket giver konsonanterne YHYH, ikke YHWH.

Verbet findes ganske vist i den ældre form hawa, men derfor er der alligevel utvivlsomt tale om noget rent paronomastisk. Sikrere er forbindelsen til det næsten universelle gudsråb JA eller JAHU, som selv Rip, Rap og Rup ses at udstøde i bevægede øjeblikke.

En anden interessant etymologi præsenterer et substantiv hawa, som har den omtrentlige betydning af "ødelæggende lidenskab". I Jobs bog finder vi det i en mere oprindelig betydning, hvor HERREN siger til sneen: Hewe-arec, "Styrt dig mod jorden!"

Hieronymus ab Oleastro tager det i den første betydning (contritio, sive pernicies), men den moderne filologi har foretrukket den sidste. Betydningen af YHWH skulle altså være noget i retning af "den faldne engel", but don't tell the theologians! Måske karakteriserer navnet simpelt hen YHWH som en atmosfærisk guddom, i hvilken skikkelse han da også ofte fremtræder i bibelen.

Ja, SY starter med et decideret katalog over gudenavne, som af de ovenanførte grunde kan være interessante at mærke sig. Vi hører således om cebhaoth og elohim, som begge angiver "himlens hær", "guderne".

Det er ganske deprimerende at konstatere, hvor meget papir der er ofret på diskussionen af den guddommelige flertalsform i Genesis, når en working knowledge om hebraisk og en smule sund sans ganske let afgør spørgsmålet. Problemet er naturligvis det tilbagevendende, at selv vor egen tids teologer med vold og magt modsætter sig udviklingen inden for filologi og historie.

Pointen er, at teologer ingenting ved om hverken jødedom eller kristendom, for de vil ingenting vide, som kan true deres "kald". Det er derfor altid klogest at ignorere dem og søge vore oplysninger hos de mere desinteresserede klassisk lærde.

Problemet er naturligvis umiddelbart, at ordet elohim er en flertalsform af el, som betyder gud. Sagen kompliceres imidlertid af den kendsgerning, at man ofte på hebraisk bruger pluralis til at angive størrelse.

Behemoth, flodhesten er simpelt hen for stor til at være singularis. Mere ualmindelig er pluralis majestatis, den flertalsform, konger betjener sig af for at angive, at de repræsenterer et helt folk.

Begge grammatiske fænomener forekommer imidlertid ved første øjekast at være tilstrækkelig forklaring på elohim. Men ak, vi læser lidt videre: Se, mennesket er blevet som en af os ... Man kan vel forestille sig, at en konge ville udtale om en af rigets mænd, at han er "lige så rig som vi", men næppe, at han er "lige så rig som en af os".

Konfronteret med sådanne ubehageligheder griber teologen da gerne til sit yndlings-forsvar, som er, at det er en "fejl-oversættelse" (for hvem fa'en kan læse de kragetæer? På jagt efter en tora erfor jeg hos en antikvar, at "jeg skulle bare komme igen til sommer, når teologerne dimitterede, for så solgte de alle sammen deres hebraiske bibler". Nej, hvorfor skulle man dog læse bibelen, når man først har fået embede?).

I skal altså vide at vogte jer for disse svindlere og menneskeædere! Godt nok er bibelen fejloversat, men det er, for at få den til at stemme med folkekirken (lidt af et job!) som når man rask væk oversætter qedhesa, præstinde (af qadhos, hellig) med prostitueret!!

I det aktuelle tilfælde har teksten givetvis keahadh mimmennu, som en af os, og ikke - som tilfældet ville være, hvis den teologiske tolkning var rigtig simpelt hen "som vi", kanu. Jøderne var ikke, som teologerne hævder, monoteister; de gennemgik to stadier, et henoteistisk og et monoteistisk, og det monoteistiske var slet ikke jødisk, men et persisk lån.

Åbenbart har man vanskeligt ved at skelne mellem monoteisme (der er kun een gud, resten er dårlige efterligninger) og henoteisme (vi har kun een gud, men andre folkeslag har andre, som er fuldt så virkelige). Men det ville jo også kræve en vis rudimentær kulturhistorisk dannelse.

Bare for det tilfældes skyld, at nogen skulle have undret sig over de indremissionskes og småfascisternes rasen over djævletilbederen Neutzsky-Wulff. Eller hvorfor forfatteren ikke bliver indbudt til kamin-passiar på TV med Møllehave ...

At jødedommen er henoteistisk, fremgår blandt andet af sangen efter overgangen over det røde hav: Hvo er som du blandt guder! hvilket ville være en noget besynderlig udtalelse, hvis jøderne var af den alvorlige formening, at der kun var een ...! Ja, den jødiske historiker tillader sågar en anden national guddom at vinde over jøderne, fordi den fjendtlige nations konge gør sig særlig fortjent til sin guds beskyttelse (ved at ofre sin førstefødte - anden kongebog 3,27). Andetsteds beskrives YHWH som en "gudssøn", der har fået jøderne som len af en mere abstrakt guddom.

Ægte polyteister var jøderne nok aldrig, eftersom polyteismen er knyttet til en kultur, hvor flere stammer og stammeguddomme finder sammen. Jøderne forblev i denne henseende præ-kulturelle.

Paradoksalt nok er skabelsesberetningen et lån fra en polyteistisk kultur, den babyloniske. For at få mening i den skal vi altså finde frem til den babyloniske original.

Hayyim, den levende (Gud), har et lignende rationale som "han er", mens melekh olam, evighedens konge, er selveksplanatorisk. Det er i øvrigt samme rod som Moloch. Sadday, "skæbneguden" er en forvanskning af sedhi, "min dæmon".

Vi skal i den følgende artikel se nærmere på sepher yecira.

 

 

SEKSUEL MAGI

Simone Devon's Favorite Love Bondage.

 

Hvis man skulle skrive en liste over uartige ord, ville religion ganske givet blive en flot nummer et. Religion er trods alt "opium for folket" (og jeg, som troede, det var politik?!) opfundet af et samvittighedsløst præsteskab.

Når man ser de midler, hvormed den danske folkekirkes funktionærer klynger sig til deres levebrød, forstår man, hvor inspirationen kommer fra til denne oversimplifikation, men det er som altid farligt at presse vore egne vurderinger ned over andre kulturer, som virkelig er andre, andre universer. Vi tror måske at gøre historien "nærværende", men i virkeligheden afvikler vi den blot, hvilket måske også var meningen

Det er rigtigt, at vort højtbesungne demokrati dybest set er et diktatur, som blot adskiller sig fra de tidligere østlige ved at være økonomisk i stedet for politisk; i stedet for en politisk styring af økonomien en økonomisk styring af politikken. Om så SF opnåede flertal i tinget (hvilket omtrent er lige så sandsynligt, som at en giftfri tandpasta udviklet af et firma i Tølløse skulle udkonkurrere Colgate - men det er en dejlig drøm, den demokratiske, og meget belejlig for magthaverne), ville man stadig være tvunget til at føre real-politik, dvs. tilgodese kapital-interesserne.

Kapitalen er altså med rette vor kulturs apokalyptiske dyr, men det forhindrer ikke, at begrebet ikke ville have den ringeste mening i det gamle Ægypten. Den udbyttede proletar hører vor tid til og kan ikke projiceres over på antikkens priviligerede slave.

Arbejderens "frihed" er således intet an, det end fabriksejerens frihed til at kassere ham efter brugen. Ejheller kan de store kulturer, der udsprang af kongeviljen, sammenlignes med massesamfundets tvungne ensretning.

Der er stor forskel på at være een ånd, blade på slægtens og kulturens træ, og at blive berøvet al ånd for at passe som en møtrik ind i samfundsmaskineriet. Den, der er blind for denne forskel, kender simpelt hen ikke historien, eller han kender den kun i proletar-skolens version, hvis morale er, at vi skal være glade for, at vi ikke lever i en kultur.

Forestillingen om religionen som det store onde er naturligvis med taknemmelighed blevet adopteret af borgerskabet, som er bange for alting. Det er bange for, at der skal opstå en bevidst underklasse eller en uegennyttig overklasse, der skal øve social retfærdighed.

Det er bange for kunsten, der forårsager uberegnelige bevidsthedsskdt, og ikke mindst er det bange for alle følelser og lidenskaber, som kunne distrahere os fra forudsigelig egoisme. Og eftersom religionen sætter os i forbindelse med de dybeste af disse kræfter, må den nødvendigvis stå højt på fascismens proskriptionsliste.

Nu er Folkekirken jo ikke religiøs. Vi kan bruge Folkevisens tekst: "Kan I Jesu navn nævne, jeg lukker jer ind!" på Folkekirkens gengangere, eller vi kan læse højt for dem af Det Ny Testamente og se dem rødme som alle djævledyrkere.

Ud fra dette ræsonnement er Folkekirken altså okay. Som præsten i Skrækkens ABC udtrykker dens oplyste budskab: "Det vigtigste er at være et kristent menneske. Om man så også vil være religiøs, det må være en privat sag."

Tilbage bliver så de såkaldt "altemative" religioner eller "nyreligiøse bevægelser", en ganske pudsig betegnelse, eftersom kristendommen jo netop sammen med Islam er verdens nyeste religion. Så længe disse udsalgstilbud på det religiøse supermarked holder sig til yoga og yoghurt, kan vi vel tolerere dem, for som enhver ved, er det sundt med en hobby.

Der er imidlertid en sikker måde at "afsløre" en sådan bevægelse på, og det er, hvor det kan godtgøres, at sektens medlemmer har haft kønslig omgang! Det er jo nemlig lattervækkende indlysende, at intet står hinanden fjernere end religion (salmemumlen på hårde bænke) og sex (post-diskoteks-knaldet). Tricket er gammelt; det var sådan, missionærerne affærdigede de "hedenske" religioner som "tempelprostitution" (?!) og "frugtbarhedskulter" (alt, hvad religionsforskerne ikke forstår, er "frugtbarhedskulter", så dem er der en del af).

Man forstår Freuds fascination af le petit bourgeois' tankegang. At se en journalist sætte et passende stift ansigt op over for den sex-gale Neutzsky-Wulff for derefter at sutte på blyanten og stille spørgsmål, der implicerer masturbations-fantasier hos den pæne dame, som jeg personlig ville anse for anatomiske umuligheder, indeholder noget af den samme fascination som en spadseretur efter en tordenskylle, der har bragt regnormene op af deres katakomber.

Pointen er, at animositeten mellem religion og seksualitet er et rent kristent og udelukkende ud fra kristne forudsætninger forståeligt fænomen. For antikkens mennesker var religionen den store seksualitet; seksualiteten den lille religion.

Virkeligheden var en kærlighedsakt mellem guderne og verden, det, vi kalder ånd og materie. Kvinden modtager det guddommelige gennem sin mand: Pantos andros he kephale ho Christos esti, kephale de gynaikos ho aner, kephale de Christou ho Theos, Kristus er hver mands hoved, manden kvindens hoved, Gud Kristi hoved, som Paulus skriver.

Vi har altså en ubrudt linje af delegationer af ånd Gud-Kristus-mand-kvinde, den trinvise aktualisation, som vi også finder i den jødiske tempeltjeneste med forskellige grader, områder, materialer, osv. Gud kan ikke manifestere sig direkte, som Luther romantisk forestillede sig, men kun i trin.

Her finder vi også rationalet bag klassesamfundet, som blev slået i stykker, da den politiske magt først blev berøvet og derefter fulgte den økonomiske. Derfor fungerer det moderne klassesamfund ikke som det klassiske som et stort destillationsapparat, der sørger for, at alt godt, som kommer ovenfra, når de laveste egne, en virkeliggørelse, men omvendt: Overklassen bestjæler underklassen. Kristendommen er altså for så vidt i overensstemmelse med den klassiske tradition, idet den lader kvinden modtage det guddommeligt mandlige gennem sin mand (også urkristendommen havde "sex-orgier", brudekammerets sakramente). Sin natur tro "glemmer" den imidlertid den anden halvdel: Manden modtager det guddommeligt kvindelige gennem sin hustru!

Eller sagt på en anden måde: Et samleje er ideelt en mysterie-indvielse, der som alle mysterie-indvielser handler om, hvordan verden bliver til: Transcendens og descendens. For os er virkelighed en selvfølge, men det er, fordi vores virkelighed er et lig, ikke længere kreativ.

Crowley forbød sine elever at bruge ordet "jeg", og det er ikke nogen ny erfaring, at jeg'et sætter sig på tværs. Det er dualismens fortjeneste, at vi finder os selv som modsætning til verden.

Men "jeg" er lige så meget en anskuelsesform som tid, rum og kausalitet. Jeg'et er som sådan uundværligt, men ligesom andre modeller en hæmsko, når vi glemmer, at det er en model.

Kraks kort over København og omegn er uundværligt, når vi skal finde rundt i byen, men hvis vi er bekymrede for at krydse Fredensbro, for der ender City-kortet, eller leder forgæves efter det store V i Vesterbrogade, som ifølge kortet skulle befinde sig i nærheden af Frihedsstøtten, er dette fortrinlige hjælpemiddel blevet en absurd plage. Vi får heller aldrig ild i kakkelovnen, hvis vi skal læse alle de aviser, vi tænder op med, under processen.

Der er en vældig energi, som er en så altomfattende primum mobile, at videnskaben først for nylig er blevet opmærksom på den, det transcendente motiv til målingen. Jeg'et tror på samme tid for meget og for lidt om sig selv, ud fra den såkaldt subjektive og objektive synsvinkel.

Ud fra den ene er jeg'et hovedpersonen, tilskueren, som alting kommer til og ender der. Ud fra den anden forsvinder det helt.

Sandheden er, at jeg'et er en mediator. Virkeligheden hverken begynder eller ender med jeg'et, den kommer fra et andet sted og går til et andet sted, men denne overførsel kræver jeg'et på linje med andre kategorier.

Derfor tilstopper den traditionelle jeg-bevidsthed så at sige afløbet. Transcendens har i sidste ende til formål at rense disse veje, så skabelses-processen kan foregå.

Dette kræver, at vi, som normalt er subjekter, bliver objekter, og det er det, der sker i kønsakten. Vi kaster os over hinanden, som vi normalt kun kaster os over flæskestegen.

Her kommer fobien ind og viser os, at vi er på rette vej. Vi er bange for seksualitetens depersonalisation.

Kvinden spørger bekymret manden, der er beskæftiget noget under øjenhøjde, om han nu også stadig respekterer hende. Og ud af fobien titter fetich: Intet er mere besnærende for en kvinde end at blive manhandled på denne måde.

Oven i fobien kommer så samfundets bekymring for borgere, der falder ud over kanten. Tingsliggørelsen associeres med det sjæledrab, som det selv er ekspert i.

Men villigheden til at blive genstand for sin elskede er netop den selvhengivelse og -opgivelse, som de gamle kaldte kærlighed, hvor bange vi så er for den. Derfor er den såkaldte "sadomasochisme" også den mest perverse perversitet og samtidig den mest tiltrækkende.

I alle andre seksuelle forhold kan vi bevare den kølige afstandtagen. Men den, der lader sin partner gøre ham eller hende hjælpeløs, har opgivet denne afstand.

Når låsen smækker, er hengivelsen og tilliden fuldkommen. Vi har givet vores liv i et andet menneskes hænder.

I mystagogikken kaldes dette "materialisation". Det er et virksomt middel, og jeg er ofte blevet bedt om en opskrift.

Nu er problemet jo, at mystagogikken, som navnet siger, er indvielse af en myste. Vi har altså en lærer, som er helbefaren vascularius.

Det er derfor ganske naturligt ham/hende, der smækker låsene. Om et lignende forhold mellem ligestillede kan man i det mindste sige, at det er noget andet.

Simone Devon's Favorite Love Bondage.

Det er i al fald ikke undervisning. Men det forhindrer naturligvis ikke, at kærligheden kan fungere som læremester.

Det kræver naturligvis den sædvanlige advarsel om ikke at lede efter "trick'et". Tricket er at leve.

Nøglen til visdom er nysgerrighed, ikke en bestemt bog. Og nøglen til seksuel magi og transcendens er selvudslettende kærlighed.

Man skal altså ikke "finde en egnet partner", hverken til dette formål eller noget som helst andet. Mennesker er ikke formål, i det mindste ikke for andre mennesker, de er universer til at forelske sig i og tjene.

At elske vores næste er ikke at lade være med at skubbe til ham, det er at være levende interesseret i ham som et andet bud på virkeligheden. Hvis vi af moralske eller andre årsager ønsker at omskabe ham i vores eget billede, tjener vi ham og os selv bedst ved at blive hjemme foran spejlet.

Det er ikke mandens opgave at forme kvinden, blot at hjælpe hende efter bedste evne til at nå sine egne mål. At vi så alligevel gør det, ubevidst, er blot endnu et tegn på kærlighedens magt.

Min elskedes tidligere bekendte genkender ikke Elsebeth fra før Erwin, men der er heller ikke meget tilbage af den præ-elsebethanske Erwin, og tak og lov for det! Med tiden bliver vi eet menneske, eet liv.

Vi tænker ikke over det, vi tænker, føler og handler blot instinktivt på samme måde. I jagten på den elskede har vi tabt vores overfladiske personlighed, og hvem gider gå tilbage og lede efter den?

Når vi generelt har så svært ved at transcendere, er det, fordi vi har så svært ved at leve. Ved at slippe vragstumpen, den tilfældige ophobning af vaner og meninger, som vi i mangel af bedre identificerer os med.

Derfor er den største visdom det, som fornuftige mennesker holder for den største tåbelighed: At knæle ned, at overgive sig, at elske den uværdige, at stræbe efter det umulige, at kæmpe på den tabende side. Når vi indser det, begynder vi at leve.

Den, der ikke øjeblik for øjeblik vover livet, mister livet, øjeblik for øjeblik. Where did it go? Ja, hvor?

At kaste sig i strømmen. Men det moderne menneske tør ikke en gang lade sig begejstre af en bog.

Jeg ser ham/hende for mig i dette øjeblik, som ved en fejltagelse har fået dette i hænde, se sig ængsteligt omkring og derefter rejse sig og løbe. At nævne artiklens forfatters navn til naboen er sværere for sådan et menneske end at slæbe et grand piano op på sjette sal.

Næ, tænker det, mig løber ingen om hjørner med, og bliver siddende, til der kommer et optog forbi med tilstrækkelig mange deltagere til, at man kan gemme sig. Så skidt med, at det ikke er på vej nogen steder hen. At skille sig ud, at blive et menneske, at følge en stjerne er udelukket.

Det er også vigtigt at forstå, at det beskrevne seksuelle forhold ikke er et autoritetsforhold i traditionel forstand. Den dominerende part er ikke dominerende for at opnå magt over den dominerede, men for at kunne give, og omvendt den dominerede for at kunne modtage. I mystagogikkens sidste stadium, supersessionen, byttes rollerne om.

Den dominerende part er derfor den mest åndelige, som ofte, men ikke nødvendigvis er manden. Som forførerske vil kvinden ofte gøre manden til den hjælpeløse.

Igen må vi huske, at ånd ikke er intelligens, men det modsatte af intelligens, drift. Kvinden er den mindst åndelige, fordi hun er den mest intelligente.

Et andet problem er at vælte alle de fordomme af sig, som traditionelt er knyttet til denne "perversitet". Næppe et stag party er gået til ende, uden at vittigheden om sadisten og masochisten, der lades alene, er blevet fortalt.

"Pisk mig!" siger masochisten.

"Nej!" svarer sadisten.

Mere skævt kan forholdet vel ikke skildres. "Sadist" og "masochist" passer naturligvis perfekt sammen.

Sadisten nærer intet ønske om at tilføje masochisten smerte eller blot ulyst, han begærer hendes nydelse ved smerte. Som i alle andre kærlighedsforhold er en fornemmelse af, at den anden ikke får noget ud af samlejet, øjeblikkelig afkølende.

Simone Devon's Favorite Love Bondage.

For dem, der er kommet lidt tættere på, rejser så modspørgsmålet sig: Hvad får den dominerende part ud af det? Han/hun synes reduceret til en ren service-funktion i lighed med kontakt-annoncemes professionelle "herskerinde".

Svaret er naturligvis for det første, at hvis ikke begge parter føler lyst ved foretagendet, vil det nok være bedre at vælge en anden erotisk variant. Spørgsmålet går da også ofte ud på, hvad det erkendelsesmæssige udbytte er for ham.

Det er ungefær lige så let at besvare som den blindes spørgsmål om, hvordan rød lyder, men Judith gør da et rigtigt godt forsøg i 2000. Her er det nok bedre at angive midlerne og overlade erfaringen til læseren, med fare for at ligne ugebladenes sex-brevkasser.

Der er således et næsten obligatorisk "første forsøg", fordi det er uhyre let at administrere og har en temmelig umiddelbar effekt. I det tilfælde, hvor manden er den dominerende, ifører kvinden sig en klædning, som så vidt muligt kan åbnes foran. Derefter bindes eller lænkes hendes hænder på ryggen, og hun afklædes af manden.

I det tilfælde, hvor kvinden dominerer, bør hun tværtimod så vidt muligt være uafklædelig for andre end hende selv. Så meget som muligt af hendes krop bør være dækket, men for at mandens begær ikke skal slukkes, med et materiale, der minder ham om den utilgængelige hud.

Virker det så, og hvordan mærker man, om det virker? Faktisk er allerede materialisationens tidlige stadier temmelig umiskendelige.

Subjektet føler sig svag, febril, føler en dump ophidselse, som ikke stiller nogen umiddelbar udløsning i udsigt. Der kan komme angstanfald, som, da vi forudsætter fuldstændig tillid mellem parterne, er fobiske af karakter.

Naturligvis er der ikke nogen risiko ved bundne hænder eller en utilgængelig kønsåbning, men subjektet føler ofte, at det skal dø, det kan ikke trække vejret og tigger om at blive løst/få adgang. Meget længere skal man ikke vente at komme med så simple midler, men disse symptomer kan etablere, at seksuel transcendens er en mulighed, eller hvis de omvendt udebliver, at dette er en ufrugtbar approach.

Senere optræder sortnen for øjnene og begyndende tunnel-fænomener. Den sædvanlige krops-bevidsthed forsvinder, subjektet kan ikke lokalisere sine lemmer og føler, at han/hun går i ét med omgivelserne.

I denne fase kan erotisk beklædning og sengetøj være en stor hjælp for kvinden. Et hjælpemiddel er tilbundne øjne, som øger fornemmelsen af at være "ingensteder".

Den dybe materialisation kræver ofte mindre bevægelsesfrihed. Når subjektet føler, at han/hun er ved at "svæve væk", har man strejfet transcendensen.

En nærmere beskrivelse af transcendensens faser, natur og formål kan findes i "Magi". Noget sådant skal man naturligvis ikke regne med lige med det samme, og det kan være en hjælp med en "rolle", som forhindrer subjektet i at skride ud i hverdagseksistensens rabat.

Disse "repersonalisationer" optræder i forskellige sværhedsgrader, hvor det nok er sikrest for den ukyndige at holde sig til "ancilla". Et kvindeligt subjekt kan således pålægges at servere et glas vin med blottede bryster. Hun vil da føle de to som parallelle nydelsesmidler og ret hurtigt begynde at "synke".

Et mandligt subjekt kan aftvinges en fuldstændig ydmyghed, der i alle tilfælde er sund for en mand i forhold til sin elskede, eller han kan betjene hende seksuelt. Det må være en selvfølgelighed for ham at kysse hendes fødder. At give uden mål og modtage uden skam.

Simone Devon's Favorite Love Bondage.

I populære skildringer hviner pisken altid, og der er da også her tale om et virksomt middel. Blot skal man huske på, at den transcenderende effekt ikke ligger så meget i selve smerten som i den selvfølgelighed, hvormed der straffes. Noget rent antydet kan altså have en voldsom effekt, mens overdreven brug kan virke på det nærmeste distraherende.

Tid er altid den afgørende faktor. Subjektet forbereder sig og forberedes, anbringes i den rigtige position, sikres og får lov til at vente. Når vascularius kommer tilbage, er positionen blevet ubekvem, sveden hagler af vasculum, og blikket er glasagtigt fæstet på afstraffelsesmidlet.

Sessionen bør altid ende med et gennemført samleje. Dermed fjernes alle spændinger, og kroppen tager ikke skade.

Derefter: Søvn. Tærskelvogterne udbedrer skaden på limen, men altid en meter længere ude på tangen.

Alt dette er naturligvis strøtanker. Det individuelle par må finde sit eget ritual. Fetich/fobi viser som sædvanlig vej. Det, der er ophidsende at tænke på, men som man af uforklarlige årsager ikke tør.

Naturligvis er tiden ikke altid til rådighed. Hvis subjektet kunne tilbringe et par døgn i bur, ville transcendensen formodentlig komme forholdsvis let.

Men vi har jo så travlt med alt muligt andet end vores sjæls frelse og er nødt til at have det. Man må stjæle den tid, man kan.

Dyrebilleder kan hjælpe. Husk Naomi, der blev en hest.

Læs og højtlæs 6. december. Det er en koan. Et bidsel eller en halsring kan gøre underværker.

Som altid er den altovervejende blokering af kognitiv art. Men har man smag for denne intense kærlighedsform, kan det mørne muren.

Det er måske hverken seksuel magi eller mystagogik. Men det kan som så meget andet være en begyndelse på en tid, hvor begyndelser er mest påkrævet.

 

 

INTERVIEW

 

Før jul blev jeg ringet op af en journalist fra dagbladet Information, som udbad sig et interview. Jeg sagde pænt nej tak, men kom senere i tanker om, at mange af mine læsere - uvist af hvilken grund - efter sigende holder dette blad. Heldigvis er jeg blevet interviewet tilstrækkelig mange gange til dette og andre blade til at kunne skrive artiklen selv. Den følger her:

 

JEG TROR PÅ DÆMONER

 

Ervind Neustzky-Wulf, f. 1949, debuterede i 1971 med romanen DIALOG og har siden skrevet andre bøger. Vi har snakket med ham i anledning af udgivelsen af hans seneste roman "200".

- Er du satanist?

- Det er vi vel alle. Vi er børn af diligencens opgør med kristendommen.

- Det må du vist forklare nærmere.

- Det er min intention, at vores kultur kun kan forstås som en reaktion på den kristne. Pillementaliteten er således en reaktion på telegrafien, således som det er udtrykt i det berømte dikkedik: "Adeo rex, arrege lex".

HansRuedi Giger

- Tror du på dæmoner?

- En dæmon er en konceptholder, et billede. Vi kommer ikke ret langt uden billeder. Det særegne ved dæmonen er, at den er konceptholder af noget overnaturligt. Hvis vi anskuer naturen som en cykelproduktion, må den dynamit som foranlediger produktionen, nødvendigvis stå uden for denne, være transparent.

- Er de ikke farlige?

- Med kristendommen bliver al ikke-kristen ånd farlig. Den kristne ånd er jo ifølge selve sit væsen akupunktur, anti-kolerisk, og for så vidt anti-religiøs. Religionen opretholder traditionelt kontrakten til guderne, fastholder de åndelige kræfter ved jorden. De kristne imødeser en katapult, en verden som en brændende lade. Her taler jeg naturligvis om nytårs-ur-kristendom.

- Hvordan bærer man sig ad med at få sådan en frem?

- På samme måde, som vi maler borde og stole. Konceptholderen af en identitet hører til de allermest fænomenale. Udelukkelsen af den overnaturlige telefoni er en kolerisk viljeshandling.

- Tror du på Gud?

- Gud er et moderne filet-ekstrakt. Det er neuronens sadistiske elektron, som skulle hjælpe ham med hans hjemmeopgaver, en indrømmelse til telegrafien. Tro er en forvanskning af det græske piskeris, som betyder tillid. Ja, jeg har tillid til min Gud.

Ervind Neuzstky-Wulf har lige udgivet en stor roman, "20000", som forløber i året op til årtusindskiftet, til en kalejdoskopisk samling af mærkelige eventyr og sådan noget. Det er en meget underlig bog, og jeg synes, den er lidt kedelig.

Den er ellers meget god, men ind imellem bliver den lidt dårlig, synes jeg, og så er den ikke så god. Der er en masse personer, og det synes jeg, er lidt usandsynligt, og jeg tror heller ikke, Ervind er socialdemokrat. Men somme tider er den meget god, og forresten staves juleman uden d, tror jeg nok.

Ellen Dalgård

 

 

Bagside