ELSEBETH NR. 2

 

 

 

Tidsskriftet
ELSEBETH

Nr. 2.
April 1992

INDHOLD:
- LEDER (Red.)
- READ ALL ABOUT IT !!
- LÆSERBREVKASSE
- OPGAVE (ENW)
- KABBALA 2 (ENW)
- SPØRGEBREVKASSE
  "Wulfianismen"
  Den skabende hjerne, i den moderne videnskab
  Drømme
  Sprog og kognition
  Drift, etik og æsimologi
  Hallucinogener
  Læsers oplevelse med do.
  Succubat før første trancendens
  Supersession og Sermo Mercurialis


Redaktion og udgivelse: Simon J. S. Falkentorp
Tlf.: 86-10 67 86

Illustrationer i dette nr.:
Forside, s. 6 og 7: Simon J.S. Falkentorp.
S. 2: Fra SKRÆKKENS ABC.
S. 9: Fra J. Winthers KABBALAH.
S. 1, 3, 16, 18 ,28, 32 og 36:
HansRuedi Giger.
S. 19, 20, 21, 22 og 25:
M. C. Esvher.
S. 34: Stephan Lupino.

LEDER

"Satanistens disciple får eget blad" (!?). Således lød overskriften i Lars Henrik Aagaards omtale af ELSEBETH i Berlingske Tidende 24. februar.

Omtalen fyldte hele to spalter, men indeholdt, ud over artikelemnerne i bladet, intet konkret om bladets egentlige indhold, hvilket allerede den debile overskrift melder med al tydelighed.

Teksten i ENWs artikler må have været den stakkels "anmelder" alt for svær, da kun brudstykker af min egen middelmådige leder var citeret og omtalt. Dog skal det nævnes at Journalisten med snedig intelligens, har dechifreret sig frem til - og gengivet - bladets korrekte adresse og giro-nr.

Bladet har desværre ikke modtaget nogen længere indlæg, ud over spørgsmålene, fra læserne til dette nummer, hvilket er lidt synd. For, godt nok er ENWs koncentrater aldrig kedelige for den interesserede. Men det ville bibringe bladet et par levende nuancer, med f.eks. læseres beskrivelser af deres erkendelsesvejes strabadser. Rasmus Palbos spørgsmål på side 31 er et lille kærkomment tilløb til noget sådant.

God arbejdslyst. Og:

""Pas på!" Det er en dejlig dag."

Med Venlig Hilsen, Min Sidsels ydmyge discipel, Simon Falkentorp.

 

READ ALL ABOUT IT!

Ja, så skulle "Skrækkens ABC" gerne være på gaden! Min "børnebog" eller skulle jeg sige min "blivvoksenbog"?

Som det måske er fremgået af kataloger og deslige, har man haft lidt svært ved at placere den aldersmæssigt. No wonder: De første historier er beregnet på børn, der lige har lært at læse, de sidste på et voksent publikum, eller rettere på barnet, når det i selskab med bogen er blevet voksent.

En ABC, der sætter det i stand til at begynde at læse den "skrækkelige" verden. Jeg har altid drømt om at skrive sådan en børnebog, hvor skurkene var psykologer og pædagoger, og nu fandt jeg altså tid til det.

Den bliver næppe populær blandt børnebibliotekarer. Men - hvem ved - måske bliver det den første børnebog, børnene selv køber!

Uheldigvis har arrangørerne fået en kedelig vane med at bestille foredragene med en uges varsel, så der er ikke rigtig noget der. Til gengæld kan jeg vise tilbage til et udmærket interview i februar-nummeret af PRESS samt oplyse, at jeg er blevet fast medarbejder på LEVENDE BILLEDER.

Der er også et par subpublikationer, begge initieret af en vis Klaus Johansen. Nærmere oplysninger kan dog indhentes hos Nicolas Barbano (31)352711.

For det første drejer det sig om et optryk af FANZINE. Ja, ELSEBETH har en forfader, som jeg dog indskrænkede mig til at omdele til en halv snes bekendte. Det er den mere substantielle del af disse i alt syv numre, man proponerer at udgive i et enkelt hæfte.

Det betyder lange artikler af undertegnede, som utvivlsomt vil være af interesse for ELSEBETHs læsere, om emner som Satan-figurens historie (eksempelvis forholdet mellem den gammeltestamentlige Satan og middelalderens udgave), grals-mysteriet og den arthurianske legende, tarok-spillet (med den i MAGI manglende oplægs-instruktion, dekussationens principper i adytum og tarok), gnosticismen, m.m. Hertil kommer koaner og digte.

Den anden publikation fra samme kilde er et genoptryk af et særnummer af fanzinet PHANTASM betitlet FOR TYVE KRONER WULFF (ikke at forveksle med novelle-samlingen FOR TI KRONER WULFF). Det drejer sig om omtrent hundrede normalsider ikke andetsteds offentliggjorte artikler og koaner, heriblandt mordet på Nørretranders i forbindelse med holmgangen på Århus Universitet (og som fik den befippede mand til aldeles at strække våben), den originale introduktion til OKKULTISME & MAGI, essayet OFRE samt de to herostratisk berømte prædikener i Hellig Kors Kirke.

 

LÆSERBREVKASSE

LÆSERBREV TIL "ELSEBETH":

Tak for den rosende omtale af "Mysteriet om varulven" eller i det mindste af mit bidrag til den. Skønt jeg værdsætter det velmente, humoristiske og som altid fra ENWs side skarpt formulerede forsøg på at analysere visse problematikker i vor tids forlagsprocedurer, har jeg svært ved at se Gyldendal eller Gyldendal Undervisning som specielt kritisable på dette punkt. Mit indtryk er, at alle moderne forlag lader indkomne manuskripter gennemgå en mere eller mindre gennemgribende bearbejdning.

Hvad angår Gyldendal kan jeg dog kun tale om mine egne erfaringer, og her må jeg understrege, at jeg opfatter MIG og ikke forlaget som den primære forfatter - skønt slutresultatet, som jeg i et spøgefuldt reflekterende, privat brev til Erwin Neutzsky-Wulff kaldte "resterne af min bog", på mange måder ligger langt fra mit oprindelige koncept. Især måtte flere nærmest skønlitterære afsnit samt en del realoplysninger udgå, før værket blev fundet egnet til udgivelse (på Gyldendal Undervisning). Og som flere af mine bekendte har bemærket, er det ikke let at finde spor af min personlige stil i bogen; dette skyldes Kim Møller Hansens pædagogiske bearbejdning af sproget, som jeg ikke altid har været enig i, men som jeg dog har godkendt - ellers var bogen ikke udkommet med mit navn på forsiden.

Denne pædagogiske bearbejdning tog ca. tre år og var et møjsommeligt tovtrækkeri, hvor min primære bekymring galdt det faglige indhold af teksten, mens Kim Møller Hansen primært bekymrede sig om, hvorvidt læseren ville være i stand til at tilegne sig stoffet. Jeg mener, at vi fandt et kompromis, som gik ud over omfanget af det faglige indhold, men efterlod en kerne af essentielle temaer, som præsenteres og diskuteres på en måde, der reflekterer min grundlæggende indfaldsvinkel til emnet.

Undervejs ofrede jeg en del personlig stolthed af hensyn til de læsere, der med denne bog ville få deres første seriøse introduktion til varulven som mytologisk væsen og kulturhistorisk begreb, og det glæder mig, at ENW så præcist har formået at gennemskue dette som mit primære mål med bogen.

Med venlig hilsen,
Nicolas Barbano

Følgende svar er modtaget fra ENW:

Det er muligt, du har har ret i, at Gyldendal ikke adskiller sig stort fra så mange andre forlag, hvad angår redaktørernes selvbestaltede hånds- og halsret over deres forfattere - og hvad der er værre: deres værker. Ud fra, hvad jeg kender til dig, forekom MYSTERIET OM VARULVEN mig at være et decideret hatchet job.

På et forfatter-seminar, hvor jeg af ukendte årsager var hyret til at "undervise" mine ofte langt mere rentable kolleger, overhørte jeg en samtale mellem to forfattere på ovennævnte forlag. "Jeg kunne specielt godt lide det syvende kapitel i bog," mælede den ene henvendt til den anden. "Men hvordan i alverden fik du det forbi din redaktør ...?"

Jeg kender naturligvis situationen fra LEVENDE BILLEDER og deslige, hvor artikler skal "smugles" til trykken, hvis de ikke udtrykker redaktørens synspunkt eller eventuelt indeholder ord på mere end fem bogstaver, men at nogen skulle få den afsindige ide at behandle et kunstværk på samme måde, har jeg altid haft svært ved at fatte. Rent faktisk har jeg selv en redaktør, som stiller sin ikke ubetydelige opvakthed til rådighed, når det gælder om at opsnuse de i et 7-800 siders manus uundgåelige gedebukke, samtidig med at der aldrig har været nogen tvivl om ophavsmanden som den, der har det absolut sidste ord.

Det skal dog bemærkes, at jeg selv har leveret kapitler til Gyldendals læsebøger, kulturhistorier, og hvad-ved-jeg, altså i ungefær samme "lette" ende som du selv, uden at være rendt på nogen krakilsk redaktør, men det kan jo selvfølgelig skyldes, at de har opgivet mig ...

OPGAVE

Denne krydsord skulle oprindelig have været bragt sammen med den første i ELSEBETH Nr. 1. Men måtte på grund af forkert postgang vente til dette nummer.

Så for den, der vil prøve sin mytologiske viden og samtidig risikere en solid hovedpine, er det bare med at fange an. De fortjenstfulde løsere af begge opgaver (om sådanne findes) vil få deres navne offentliggjort i næste nummer af bladet.

1. Keltisk gud
2. Babyloniske guder
3. Feernes dronning
4. Afrikansk erobrer
5. Trilithon
6. Gigant
7. Ishtars by
8. Ramses den tredjes sidste hvilested
9. By i Wisconsin
10. Tibetansk grænsestation

KABBALA 2

I 32 underfulde stier af Hokhma indhuggede (haqaq) og skabte Yah sin verden, hedder det i sepher yecira, i tre sepharim. De 32 stier er som tidligere nævnt de toogtyve bogstaver og ti tal.

Sepharim er pluralis af sepher, som vi tidligere har oversat med "bog", men også har den udvidede betydning af "writing". Disse tre "bøger" har voldt fortolkere stort besvær - for uden den epistemologiske indgang til teksten ved de som sædvanlig ikke, hvad de skal lede efter - så meget mere, som der er strid om læsetegnene.

Hebraisk har kun konsonanter, vokalerne er underforståede og angives kun lejlighedsvis som læsetegn. Sædvanligvis angives de tre med læsetegn til sephar, sippur og sepher, hvilket ikke giver meget mening, hvorfor de da ofte slet ikke oversættes.

At sephar betyder tal eller optælling, hjælper os ikke meget. Den epistemologiske læsemåde giver os imidlertid sopher, sappur og sephor, hvilket er henholdsvis det aktive og passive participium samt infinitiv af saphar, som betyder "at skrive".

Betydningen er altså cirka "den skrivende", "det skrevne" og "det at skrive" (den her anvendte infinitiv har det tilfælles med den latinske gerundium, at den kan om ikke deklineres, så dog substantiveres ved tilføjelse af præpositioner i form af præfikser - strengt taget burde vi forvente et "le", hvorfor man kan foretrække "sepher"). Meningen bliver nu klar.

Det "at skrive" har tre aspekter, nemlig den, der skriver, det, han skriver, og selve handlingen at skrive. Vi ville vel sige, at det at iagttage har tre aspekter, iagttageren, det iagttagne og selve iagttagelsen.

Dette var indtil ubestemthedsrelationen en trivialitet. I den moderne fysik taler man direkte om forskellige områder.

I et sådant område sendes partiklen af sted, i et andet registreres den. Disse to områder er ikke blot laboratoriets to ender, de er adskilt ved mere end rum.

Vi kan tilsvarende opdele partiklens historie i tre perioder. I den første afsendes den (af os), i den anden beskriver den en bane, og endelig i den tredje konstateres den. Den fysiske "historiker"s interesse for disse tre perioder af partiklens liv har været stærkt skiftende.

Oprindelig lagde man vægten på den mellemste. Det var den, der var interessant, "naturen", mens fysikerne i de to ender gjorde sig så små som muligt.

Efterhånden er den imidlertid skrumpet i forhold til de to andre, så at den moderne fysiker slet ikke rigtigt ved, om han overhovedet har lyst til at tale om en bane. Det er en kendsgerning, at Olsen sender partiklen af sted, og at Nielsen måler på den, men hvad den laver der indimellem, er ikke klarlagt, eller rettere: Fysikerne er begyndt at overveje, om der overhovedet er nogen mening i at antage, at den laver noget som helst, om den overhovedet er der.

Ud fra dette synspunkt er verden simpelt hen iagttagelse, og det er netop sepher yeciras påstand. Yah skaber ikke blot verden gennem sprogets elementer, han skaber den også ved en kunstig, men særdeles nødvendig opspaltning i den beskrivende, det beskrevne og beskrivelsen.

Der reitereres: Ti sephiroth belima og toogtyve grundlæggende tegn. Beli uden og ma noget, altså uden noget, "insubstantielle".

Næste vers gør os bekendt med flere nøglebegreber. Et er berith, pagt.

Mennesket lever ved en pagt med Gud, en religio. Denne pagt er ikke en blot og bar overenskomst, men et kosmisk princip.

Iagttagelse er berith, iagttagerens accept af at opspalte iagttagelsen efter ovennævnte regler. Det kognitive udsagn er berith, logos.

Begærets ild, som den beskrives i ildprædikenen, er berith. Sepher yecira skelner imellem millath hallason, tungens ord, og millath hammaor, kønsorganets ord.

Der tales endvidere om pagtens sted berith (yahidh, den ene) mekhonath (samme stamme som meqom i meqom bina). Topikalitet er aktualitetens første kendemærke (sml. kartesianismens res extensa).

Gud manifesteret er sted. Virkelighed er en platonisk projektion, der gør en linje af punktet, et plan af linjen, rum af plan, rum-tid af rum, og så fremdeles.

Kabbalisterne kvadrerer Gud, som en fysiker ville kvadrere en bølgefunktion. Verden er sprog, hvorfor sproglig analyse som deduktion er et viabelt alternativ til den naturvidenskabelige induktion.

Guds navn udgøres af de fire hebraiske bogstaver (tetragrammaton) Y, H, W og H med de enkelte tal-værdier 10, 5, 6 og 5. En simpel addition giver altså 26, guddommens tal. Kvadrerer vi dem imidlertid inden additionen (dette må foregå enkeltvis, da hvert bogstav repræsenterer et selvstændigt aspekt - YHWH er således en aktualisation af Yahu, Yahu af Yah, og Yah af Y) får vi i stedet 100 + 25 + 36 + 25 = 186 svarende til talværdien af maqom.

Uddragning af kvadratrod eller simpel halvering er grundprincip i al fokalisation og går derfor igen i al tempelbygning. Beregning af den lokale kirkes pravitet er lærerig.

(Pravitet er i slægt med kraftfeltet, som Eddington definerede som "the discrepancy between the natural geometry of a co-ordinate system and the abstract geometry arbitrarily ascribed to it". Blot forstyrrer praviteten ikke partikel-, men "dæmon-baner".

En pravitets-analyse afslører punkter af vores "abstract geometry", hvor aktualisation er mest trolig. Fokalpunktet repræsenterer skæringspunktet for en eller flere af pravitetens "kraftlinjer".)

I det tredje vers insisteres der på antallet af sephiroth som eser sephiroth belima eser welo tesa eser welo ahath esreh, ti ideelle sephiroth, ti og ikke ni, ti og ikke elleve. Ni ville indikere, at malkhuth, den tiende sephira ikke medtoges, hvilket ville være nærliggende, eftersom dens betydning er rige, verden.

Omvendt ville elleve betyde, at en soph blev medtaget. Men sephiroth er netop bindeleddet mellem det udefinerede og den fysiske verden.

Verset slutter med en opfordring til at tilegne sig den viden, som bogen indeholder, og at "genindsætte skaberen på tronen". Skaberen er her mennesket, som ved sprogets antagelse af et kommunikativt aspekt har mistet det kognitive, logos. Det er sepher yeciras erklærede mål at lære eleven det kognitive sprog - Teach Yourself Creation.

I det følgende vers identificeres sephiroth endvidere med ti "udstrækninger", heriblandt de seks verdensretninger, nord (venstre - før kompassets opfindelse orienterede man sig ved at vende ansigtet mod solopgangen), syd, øst, vest, op og ned. Hertil kommer de to tids-retninger, begyndelsen og enden, og endelig de grundlæggende ånd og materie, mål for henholdsvis bevægelserne transcendens og descendens.

Hvordan ser sephiroth ud, spørger læseren, og forfatteren svarer: Som lyn. De beskrives altså som engle (melakhoth, budbringere, sml. angelos), et begreb, der ligesom elohim skal tages i meget vid betydning, cirka som vores "entiteter".

De er Yahs eller en sophs budbringere, fordi de forvandler ayin til ani (ved en simpel transposition), ingenting til jeg. Dette gør de ved rica (descendens) og hasabha (transcendens).

Verden er rica og hasabha. Når vi lærer at transcendere, afsløres samtidig skabelsens mysterier for os.

Vi må op ad bakken med kælken, før vi kan suse ned. Descendensens veje er tilstoppede, og vi må rense dem ved transcendens.

Transcendensen er imidlertid vanskelig på grund af det associative sprog, derfor: Giv din mund bidsel på, så den ikke taler, og dit hjerte, så det ikke tænker, og hvis du alligevel skulle komme til det, vend da tilbage til det sted, hvor det hedder: Wehahayyoth raco wasobh kemareh habbazaq (og entiteterne descenderede og transcenderede og lignede lyn). Dette lille vers (Ez. 1,14) regnes af mange for det kraftfuldeste og farligste i det farligste kapitel af den farligste bog i det gamle testamente. Jødiske børn forbydes ofte at læse dette kapitel, og verset er fjernet fra Septuaginta.

Det falder naturligvis vidt ud over denne artikels rammer at lodde dets dybder. Al dabhar zeh nikrath berith, på dette ord hviler pagten.

I vers 8 redefineres sephiroth atter, idet de seks lavere forbliver verdensretningerne, mens de fire øverste repræsenteres ved de fire elementer, ruah elohim, ruah, mayim og es. Erec regnes til verden og falder altså uden for sephiroth. De tre sidste svarer endvidere til det hebraiske alfabets tre immoth, mødre: aleph, mem og sin.

Som tidligere nævnt er udstrækning virkelighedens kendemærke. Bogens forfatter er imidlertid kun i stand til at opfatte en kaotisk tomhed, tohu wabhohu, hvorfor den kreative udstrækning identificeres med ruah, luft eller ånde.

Det er den, der kondenseres til mayim, mellemstadiet mellem ruah og erec: Ki lasseleg yomar hewe-arec (Job 37,6). Selv er den en kondensation af ruah elohim, Guds ånde.

Det fjerde element opstår, når ruah elohim reintroduceres i erec: es, ild. Den er det stof, entiteterne, måske ud fra deres udseende, skønnes at bestå af: Oseh malakhayw ruhoth mesart ayw es lohet (Sl. 104,4).

Vi forstår nu ordet haqaq i det allerførste vers. Den filosofiske tredje verden er utilgængelig for forfatteren, selv om han har det samme problem.

Hvor er "Macbeth" (tragedien)? Den tilhører ganske klart ikke den fysiske verden (der findes kun papir og tryksværte) og heller ikke den åndelige eller psykologiske (som den tilhørte, da Shakespeare skrev den, og når jeg læser den).

Men derindimellem? I den tredje verden, siger filosofferne.

Læg mærke til, hvordan "Macbeth" opfører sig mistænkeligt ligesom fysikernes partikler. Hvis skaberværket er skabt af Gud ved hjælp af og som det, vi vil kalde sproglige fænomener, logos, hvor er denne, dens grundlæggende kvalitet så henne?

Hvor er alfabetet? Svaret er, at det er udhugget i udstrækningen, ruah, sml. glasblokuniverset i "Havet".

Er tale ikke udåndingsluft? Er luften ikke dens medium?

"Udhugger" vi ikke luften til ord, når vi taler? Må da ikke verden, det fortættede skaberord, være blevet til på lignende måde?

Tankegangen må have været nærliggende. Vi kan trække på skuldrene af den, indtil vi forstår, at den ikke er vigtig.

Den er hverken mere eller mindre primitiv end bølgemekanik. Det er den model, der lader os beherske verden, og en mere effektiv end den kabbalistiske vil være vanskelig at finde.

Vort verdensbillede er agorafobisk, vi er "støvkorn i universet". Denne model afføder illusioner om ubegrænset vækst.

Det antikke verdensbillede er herimod klaustrofobisk. Shu (Atlas) skubber med al sin kraft himmelhvælvingen opad og skaber et åndehul for os. Så længe vi ærer vores niche, består den.

I sepher yecira beskrives skaberakten på tilsvarende måde. Det størknede vand (mudder, ler) kastes op som en vold til beskyttelse af det skabte, det antikke glasklokkeunivers.

Endelig skabes de seks verdensretninger ved transposition af navnets tre radikaler. Så vidt sepher yeciras første kapitel.

Læserens første reaktion på alt dette er måske: Is that all? Så kan jeg godt lære kabbala.

Uheldigvis er det ikke så nemt. Det her gengivne repræsenterer en udvanding af teksten, som grænser til det pinlige.

Et forsøg på at forklare kabbalaen for læsere, der næppe læser hebraisk. Og enden på sagen er naturligvis, at det kan ikke lade sig gøre.

Ofte støder jeg imidlertid på det spørgsmål, hvad kabbala "egentlig er for noget". Langt fra at have besvaret dette spørgsmål har jeg måske givet læseren en mundsmag.

SPØRGEKASSE

SPØRGSMÅL

Kan du belyse misforståelsen omkr. "wulfianisme"?

SVAR

Everybody wants to get into de act! som salig Jimmy Durante plejede at sige. Det er så sandt, som det er sagt.

Skønt højst er par hundrede forfattere ser tryksværte med nogen regelmæssighed, har forfatterforeningen det tidobbelte antal medlemmer, og der skal sikkert være mindst tyve tusind skrivende mennesker i dette land, og to hundrede tusind, der drømmer om at blive det. Mit råd til alle forfattere in spe er da også derfor altid: Be something else!

Det er efterhånden umuligt at tale med et menneske, uden at vedkommende røber for en, at han er ved at skrive en bog. Hvilken optimisme!

En af dem fortalte mig forleden, at han ville skrive en, der var rigtig provokerende. Det arme menneske mente i sin uskyld, at det måtte sikre oplagstallet.

Jeg prøvede at forklare ham, at hvis en bog skal sælges, må forfatteren netop bestræbe sig på ikke at provokere. Derimod er det fortrinligt, hvis læseren tror, at hans nabo er blevet provokeret.

Af kontroversielle forfattere har vi for tiden kun en. Resten er flinke fyre, som må gøre deres udseende eksotisk for overhovedet at synes (det har jeg nu aldrig behøvet). Denne ene - hvis identitet læseren by now skulle have gættet - tilfredsstiller imidlertid til overmål det i Matt. 5,11 stipulerede.

Somme tider forekommer alt dette mig at være ganske absurd overkill. Am I dangerous?

I am not dangerous. Hvordan kan en forfatter være farlig, som kun kan læses af mennesker med over 125 i IK?

Og dog er jeg farlig og må uskadeliggøres og blokeres. Anmeldere ringer til mig i tårer og fortæller, at deres positive anmeldelse er blevet kasseret og forlangt erstattet med en negativ, og jeg trøster dem, så godt jeg kan.

De kan ikke forstå, at nogen kan være så onde. Jeg prøver at forklare dem, at den slags mennesker tværtimod føler sig intenst gode.

Den (givetvis anonyme) person, der mishandlede Ole Lindboes anmeldelse af "Magi" i Politiken, som roste mig for min evne til at popularisere den moderne fysik, og forsynede den med overskriften "Danmarks satanist nr. 1", har sovet ekstra godt den nat. Bogbrændere sover altid godt, for en god samvittighed er som bekendt den bedste hovedpude.

Ordet "satanist" var selvfølgelig her centralt. Det er trods alt den kurante version af "jødesvin". Heldigvis er der nemlig ikke nogen, der aner, hvad satanisme er, og mine forsøg på at forklare pressen det, har ikke just været en succes.

"Satanismen er renæssancens opgør med kristendommen, det opgør, som senere kom til at hedde humanisme og er vores kulturgrundlag. Vi er alle satanister."

Det kimer for mine ører af det antal gange, jeg har gentaget de to sætninger, og det uden den allerringeste effekt. Den eneste virkning har været, at man nu er tilbageholdende med at kalde mig satanist, i det mindste blandt de mindre savlende.

Det, man stadig ikke har forstået, er, at det er meningsløst at kalde mig satanist i modsætning til fru Olsen. Jeg er det ligesom fru Olsen, men, smigrer jeg mig med, på en lidt mere begavet måde.

Satanismen er jo efterhånden degenereret til en materialisme og egoisme, man næppe vil identificere mig med, hvis man blot har læst to linjer af forfatteren. Selvfølgelig kan man drømme om en ny og bedre version, men det er måske lige så sandsynligt, at dette ideindholds tid er ude.

Det mest satanistiske, vi har, er trods alt det såkaldte demokrati, som jeg som bekendt ikke er vildt forelsket i i dets nuværende form. En religiøs satanisme har næppe eksisteret i århundreder.

Det nærmeste, vi kommer det i dag, er vel Folkekirken og Dialogcentret, Herodes' soldater, som søger i alle alternative vugger efter den genkomne frelser, men til deres lettelse kun finder tåkildere og pyramideentusiaster. Jo, fra den yderste højrefløj fortælles historier om "satanistiske sekter".

Selv er jeg aldrig stødt på nogen, ikke engang en femårig i djævlemaske, så det kan vist roligt afskrives som en ren invention, et fascistisk fjendebillede af gudløse kommunister m. m. Jeg har jo for nylig fået lov til at være kommunist - nu er det slemt nok!

Jeg må indrømme, at det for mig har været noget af en lettelse for en gangs skyld at blive skældt ud for noget, jeg er. Så kom der da noget godt ud af højredrejningen.

Vi lever jo besynderligt nok i et samfund, hvor meninger kan være umoralske. Det er naturligvis rent sludder.

En handling kan være umoralsk, et synspunkt kan ikke være det. Nazisternes raceteorier er vidunderlig tåbelige - cirka i niveau med pædagogernes staveplader - men de er ikke umoralske.

Deres handlinger var det - undtagen naturligvis ud fra deres egne moralbegreber. Faktisk er antagelsen af, at en mening kan være umoralsk, ægte nazistisk.

Den muliggør nemlig forfølgelse af anderledestænkende, noget, der kun er forfærdeligt, når de forfulgte anderledestænkende tænker ligesom vi. Hvis ikke, har vi en moralsk pligt til at forhindre dem i at udbrede deres vranglære.

For nylig brokkede en dansk racistisk organisation sig over ikke at komme til orde på bibliotekets opslagstavle på lige fod med palæstinensiske asylpetitioner. De blev naturligvis ignoreret med god samvittighed.

Men sagen er naturligvis, at de havde ret. Hvis videnskabelige teorier bliver afvist, ikke fordi de er dårligt begrundede, men fordi de er umoralske, har det nazistiske meningstyranni indfundet sig.

Så alt, hvad forfølgelse af et menneske kræver, er altså at finde en usympatisk mening hos vedkommende, hvilket ikke skulle være vanskeligt. Ethvert udsagn, der går ud over "Jeg er sulten", vil uden besvær kunne tolkes som udtryk for en upopulær ideologi. Når så man har 10.000 sider bag sig ...

Allerbedst er det naturligvis, hvis man er skønlitterær forfatter. Tænk på alle tilståelserne i Agatha Christies romaner! At det er en litteraturopfattelse i niveau med de seere, der er vrede på Larry Hagman, fordi han er så ond mod Bobby, perturberer næppe nogen.

I nazisamfundet er mistanken som regel nok. Man vil ikke mistænkes for at kende nogen, der læser en forfatter, der vistnok engang har skrevet noget, som vistnok ikke var helt fint i kanten.

Heksejagt? Tværtimod!

Et litteraturbegreb, der er så avanceret som mit, er naturligvis plat uforståeligt. Det er endnu aldrig gået op for mig, hvordan mennesker, der tror, at litteratur er journalistik, forklarer eksistensen af begge dele.

For dem har forfatteren nogle meninger, som han giver udtryk for gennem sine bøger. Men forfattere har ikke meninger. Slagtersvende har meninger, holdninger, som Dr. Cocker beskriver fænomenet i "Verden":

"Holdning," fnøs Otto. "Holdninger er for idioter."

"Virkelig?"

"Ja, virkelig. Holdninger er ligesom meninger.

Det er noget, man har i stedet for viden. Derfor er det også som regel noget, man har til ting, man ikke har begreb om.

Hvis jeg går i seng med min kone, er det en stilling, ikke en holdning. Holdningen har jeg til naboens måde at gå i seng med sin kone på. Hvis bare folk ville erkende deres interessekonflikter uden at moralisere, tror jeg, der ville være betydelig større chancer for, at de kunne løses."

Forfattere derimod er mennesker, der er begunstiget med evnen til at skabe verdener, verdener, som læseren kan flytte ind i og udforske. Ud fra sine oplevelser der kan han drage sine egne konklusioner om, hvordan han bedst når sine mål i den "virkelige" verden.

Men litteratur indeholder ikke noget budskab i traditionel forstand. Den verdensmodel, som romanen udgør, er budskabet. Sådan virker denne verden, siger forfatteren. Måske ligner den din?

Det er selvfølgelig uhyre irriterende, at man således ikke kan holde forfatteren på, hvad han skriver. Men man kan heller ikke angribe en valmues ideologi.

Holder man det for en absolut nødvendighed, må man afholde sig fra at omgås litteratur og valmuer. "Wulfianismen" er et fortrinligt eksempel.

En lang række momenter springer straks i øjnene. "Dialogen" er en roman.

"Wulfianismen" er en fiktiv filosofi, der, som hovedpersonen siger, "ikke længere er Wulf". Det hypotetiseres altså "spøgefuldt", som bagsiden udtrykker det, at bogens forfatter i det næste århundrede vil blive genstand for en kult, som om- eller misfortolker hans værker, og det med ret uhyggelige konsekvenser (en temmelig gruopvækkende skildring af biologisk krigsførelse). Min gamle ven Adam Hart udtrykker det jo admirabelt i "Adam Hart og sjælemaskinen" (1972):

"Victor, jeg tænkte over, hvad professoren sagde. Det med Zeitgeist som et uhyre, der ligger tæt ved grænsen til vor verden og blot savner en menneskelig agent, passer jo egentlig ganske storartet med det, Luncken fortalte os.

Kold har skabt sjæle af ren samvittighed. Resultatet er, at der nu ligger en vældig masse af regulært Menneskedyr, sammenpresset på et lille område, og venter på at få lov til at slippe ud.

Men som sagt, uden en menneskelig agent går det ikke.

Denne menneskelige agent har vor latterlige ven, Wulff, vist sig at være. Det er vel egentlig heller ikke så usandsynligt endda. Han passer jo pænt sine studier, før eller senere bliver han professor i filosofi. Så udgiver han nogle afhandlinger om nogle teorier, som bliver trykt og lagt på hylde. Indtil en eller anden politiker finder ud af, at det her kan han bruge. Wulffs doktorgrad bliver en fjer i hatten for ham, han vinder tilhængere - i mellemtiden er der måske ikke så meget af Wulffs oprindelige tanker tilbage - og før eller senere når vi det punkt, hvor bevægelsen har en relativt stor flok hypotetiske, teoretiske tilhængere, folk, der synes, de bliver mere interessante, når de udspreder Wulffs sludder.

Så sker gennembruddet. Uhyret eller Zeitgeist, eller hvad man nu vil, bryder igennem, det teoretiske bliver praktisk, frygtelig virkelighed ..."

Hvordan kan man da stadig identificere "wulfianismen" med "Erwin Neutzsky-Wulffs meninger"? Fordi vi ikke er vant til litteratur.

Og det er avanceret. I "Etik", som forekommer semifaglitterær, eksponeres sågar den "wulfianistiske etik".

Og dog er det svært at forstå, at man kan være gået fejl. "Wulfianismen" kalder sig også "neomaterialisme" og forkaster a priori al metafysik. Er det Neutzsky-Wulff?

Reaktionen er da ofte den modsatte. Er wulfianismen et skræmmebillede, en advarsel?

Det er lige så forkert. Forfatterens sympati for "sin" filosofi er mindst lige så åbenbar som hans misgivings.

Og denne nærmest absolutte indlevelse i en filosofi, som må forekomme de fleste mennesker utvetydigt frastødende, fortsætter ufortrødent igennem forfatterskabet, helt op i "2000". Forfatteren kan nemlig ikke tillade sig den frygt for fascination, for at blive tiltrukket af noget "forkert", som holder almindelige mennesker i en skruestik.

Det er hans pligt som en åndens brandmand at gå ind i det brændende hus and live to tell the tale. Den litterære tungetaler er ikke blot i stand til at låne tusind ånder sin tunge, han skal.

Han må være mere kommunistisk end kommunisten, mere nazistisk end nazisten, mere kristen end den kristne, i sine bøger. Hvad han er uden for dem, er så uinteressant som, hvad hans livret er.

Selvfølgelig kan jeg ikke forhindre, at nogen vil læse mine to prædikener i Hellig Kors Kirke og konkludere, at jeg er glødende kristen, eller læse "Dialogen" og drage en tilsvarende konklusion. Men man har da lov til at håbe. Håbe, at det i fremtiden vil blive lettere for læseren at gå ind i forfatterens univers uden først at forhøre sig om, hvad han er.

Det interessante er trods alt, hvad læseren er og kan blive gennem læsningen af bogen. Ellers kunne forfatteren jo lige så godt holde sine bøger for sig selv.

SPØRGSMÅL

I OKKULTISME antydes det, at den moderne neuropsykologi og fysik er på sporet af det faktum, at den enkelte "iagttagers" hjerne er ophav til det sansede. Kan du give nogle konkrete eksempler på disse og deres værker? (især inden for neurologien).

SVAR

Det er en almindelig miskonception, at den moderne naturvidenskab er dualistisk, og at derfor særlige "autoriteter" må opsøges for at give et nondualistisk verdensbillede troværdighed. I virkeligheden er dualismen for længst opgivet af alle dannede personer, og man behøver derfor ikke at gøre sig specielt umage for at finde "eksempler". Men lad os da for et syns skyld tage et fra en ganske almindelig lærebog i psykiatri:

The notion of mental illness derives its main support from such phenomena as syphilis of the brain or delirious conditions - intoxications, for instance - in which persons are known to manifest various peculiarities or disorders of thinking and behavior. Correctly speaking, however, these are diseases of the brain, not of the mind ... For example, a defect in a person's visual field may be satisfactorily explained by correlating it with certain definite lesions in the nervous system. On the other hand, a person's belief - whether this be a belief in Christianity, in Communism, or in the idea that his internal organs are "rotting" and that his body is, in fact, already "dead" - cannot be explained by a defect or disease of the nervous system ... The second error in regarding complex psychosocial behavior, consisting of communications about ourselves and the world about us, as mere symptoms of neurological functioning is epistemological. In other words, it is an error pertaining not to any mistakes in observation or reasoning, as such, but rather to the way in which we organize and express our knowledge. In the present case, the error lies in making a symmetrical dualism between mental and physical (or bodily) symptoms, a dualism which is merely a habit of speech and to which no known observations can be found to correspond. Let us see if this is so. In medical practice, when we speak of physical disturbances, we mean either signs (for example, a fever) or symptoms (for example, pain). We speak of mental symptoms, on the other hand, when we refer to a patient's communications about himself, others, and the world about him. He might state that he is Napoleon or that he is being persecuted by the Communists. These would be considered mental symptoms only if the observer believed that the patient was not Napoleon or that he was not being persecuted by the Communists. This makes it apparent that the statement that "X is a mental symptom" involves rendering a judgment. The judgment entails, moreover, a covert comparison or matching of the patient's ideas, concepts and beliefs with those of the observer and the society in which we live ... The idea that chronic hostility, vengefulness, or divorce are indicative of mental illness would be illustrations of the use of ethical norms (that is, the desirability of love, kindness, and a stable marriage relationship). Finally, the widespread psychiatric opinion that only a mentally ill person would commit homicide illustrates the use of a legal concept as a norm of mental health ... The diversity of human value and the methods by means of which they may be realized is so vast, and many of them remain so unacknowledged, that they cannot fail but lead to conflicts in human relations ... We have no enemy whom we can fight, exorcise, or dispel by "cure." What we do have are problems in living - whether these be biological, economic, political or sociopsychological.

Et pænt lille precis af den Neutzsky-Wulffske lære, skulle man synes, komplet med en fuldstændig epistemologisk og etisk relativisme. Skrevet af en doktor i psykiatri, som uden tvivl i sin daglige gerning "tilpasser" mrs. Smith ved at fortælle hende om den absolutte virkelighed og det absolutte gode.

For hvis han ikke gjorde det, kunne han ikke fungere i vores samfund. Det samme gælder fysikeren, som formodentlig vil være lige så tilbageholdende med at fortælle lægmand om "virkelighed".

Men herfra og til at konkludere, at de selv abonnerer på forrige århundredes epistemologi er lige godt et spring. Deres tilbageholdenhed i retning af at "tilstå" skyldes altså i sidste ende mistillid til tilhøreren, dig.

SPØRGSMÅL

Det er så moderne at tolke drømme. Og du skriver, at det drejer sig om "guldklumperne i skraldespanden". Men, dette taget i betragtning, kan drømme slet ikke bruges af den selvudgrundende okkulte student?

SVAR

De omtalte "guldklumper" vil desværre nok have en tilbøjelighed til at gemme sig så godt, at kun fagmanden vil kunne afsløre dem. Og så er den "selvudgrundende okkulte student" jo lige vidt.

SPØRGSMÅL

SPØRGSMÅL TIL "ELSEBETH":

Inden for lingvistikken opfatter man ordene som "tegn", hvis forhold til deres betydningsindhold er arbitrært. Dette synes at være uoverensstemmende med den mytologiske sprogopfattelse, hvor verden er en manifestation af et magisk skaberord og også i moderne tid uløseligt knyttet til sproget på en alt andet end arbitrær måde (jf. kabbala og anden ordmagi). Er det muligt at skyde huller i lingvistikkens model vha. kausale argumenter (altså uden at henvise til fx. marduk-enigmet)? Og er det muligt at opfatte moderne sprogbrug som lige så potentielt magisk som fx. hebraisk (vi hører normalt kun argumenter for det modsatte)?

M.V.H.
Nicolas Barbano
Ryesgade 73B
2100 Kbh. Ø

SVAR

Hvor vi normalt skelner mellem "naturlige" og "overnaturlige" fænomener, skelner mystagogikken mellem fem ordener af fænomener.

FÆNOMENER AF FØRSTE ORDEN kan tolkes og er muligvis engang blevet tolket akausalt, men i dag vil det være meningsløst at gøre det. Dette gælder de fleste fænomener inden for mekanikken, kinematik, dynamik, og til en vis grad termodynamik.

Insisterer vi på at tolke disse fænomener akausalt, er vi ovre i en temmelig meningsløs romantik. Eksempelvis ville det være absurd at bruge akupunktur-systemet nu, hvor neurologien har bidraget med en langt mere effektiv kausal model af nervesystemet.

FÆNOMENER AF ANDEN ORDEN kan tolkes akausalt, men en kausal tolkning vil i de fleste tilfælde være at foretrække. Et eksempel er brugen af teleologiske principper inden for biologien.

Det kan således lette forståelsen af biologiske systemer, hvis vi antager eksistensen af en naturens "hensigt" (mennesket har fedtdepoter i underhuden for at kunne holde varmen). Det fundamentale tolkningsprincip er imidlertid den naturlige udvælgelses kausale love. Af anskuelighedsgrunde går solen trods alt stadig "ned".

FÆNOMENER AF TREDJE ORDEN kan med samme fordel tolkes kausalt og akausalt. Dette gælder for eksempel generelle filosofiske overvejelser. Den rent principielle tolkning af bevidstheden som en funktion af nervesystemet er således i enhver forstand ligeværdig med forestillingen om verden som et produkt af bevidstheden (eller mere nøjagtigt = bevidstheden, det bevidste).

FÆNOMENER AF FJERDE ORDEN kan vel tolkes kausalt, men her er den akausale tolkning overlegen. Dette gælder især inden for psykologi og psykiatri. Den sidstes ringe held skyldes således i høj grad dens fuldstændige afhængighed af kausale modeller.

FÆNOMENER AF FEMTE ORDEN lader sig kun vanskeligt eller slet ikke tolke kausalt. Det er den "mirakuløse" kategori.

Eksempler vil være Josva, der får solen til at stå stille, og udfaldet af Alain Aspects klassiske eksperiment. De fleste fænomener på det subatomare niveau lader sig ikke tolke kausalt (og fysikerne er da også for længst holdt op med at prøve).

Ud fra disse overvejelser vil kabbalaen let ses at tilhøre den femte kategori. Man bør dog ikke helt fortvivle.

Fænomener er - atter ifølge mystagogikken - ikke punktformige som relativitetsteoriens "events", de er "skyer". Under en kausal synsvinkel afslører denne sky sig som et kausalt netværk. Hver begivenhed har nogle umiddelbare årsager og virkninger, som det i de fleste tilfælde vil være vanskeligt at skelne fra "selve" fænomenet.

I en sådan sky kan det tyngdepunkt, som vi temmelig vilkårligt kalder fænomenet, være akausalt, uden at resten af skyen behøver at være det. Vi behøver altså ofte blot at anskue det fra en lidt anden vinkel.

Tolkningen af kabbala som jagten på magiske formler a la 15-12-2000 vil i denne forbindelse være lige så lidt givtig som beskrivelsen af alkymi som guldmageri. Her vil det være mere frugtbart at sige, at den kabbalistiske centrering på sproget frem for den sansede virkelighed henleder vores opmærksomhed fra den kausale model til en mere grundlæggende kognitiv, eller mere mundret: Vi vænner os til tanken om verden som en sproglig konstruktion.

Det, at sproget mister sit kognitive aspekt, afspejles imidlertid også af sprogudviklingen i mere traditionel forstand. Latin er mere "kognitivt" end moderne dansk, fordi det har bibeholdt dichotomien konjunktiv/indikativ cirka svarende til fysikkens potentiel/aktuel.

Denne dichotomi er så atter en primitivisering af den hebraiske aktualisationsskala qal/piel ("intensiv") / hiphil ("kausativ"). Det er altså ikke lige meget, hvilket sprog vi studerer.

Vi kan godt drive kabbalistisk analyse på dansk, men det er ungefær, som hvis stadsarkitekten ville gå ud fra de små kort, som uddeles på Strøget for at vise forbipasserende, hvor en butik ligger. Faktisk skyldes vores manglende forståelse for sprogets kognitive aspekt i høj grad manglen på i dagligdagen ubrugelige former.

Allerede et forsøg på at sætte sig ind i og forstå et klassisk sprog er altså didaktisk - hvis man vel at mærke når frem til at indse gerundivens natur og nødvendighed og ikke blot lærer, at den deklineres som magnus, og på Mikkelsen-maner oversætter: Som bør elskes! But then again - og det kan ikke siges for tit: Al viden er nyttig!

SPØRGSMÅL

Til Spørgekassen:
Du skriver i OKKULTISME, at der kun er svag drift og stærk drift. Kan svag drift genopdyrkes og forstærkes gennem dyrkelse af den satanistiske etik?

SVAR

Dit spørgsmål er centralt inden for æsimologien. Aisa betyder som bekendt skæbne, og æsimologiens påstand er jo netop, at æsimi, "lykke" kun kan opnås ved opfyldelse af aisa.

Denne skæbne manifesterer sig som drift. Imod dette antikke syn sætter det moderne menneske det eksistentialistiske: Verden er et aftenskolekatalog.

Vi må vælge. Men det er ikke rigtigt.

Vi må tværtimod bringe os i en tilstand, hvor vi kan vælges. Det er ikke let.

Vi er så vant til, at "initiativet" er vores, at livet er meningsløst, indtil vi beslutter os for at gå til folkedans. Som en anden brevskriver ganske vittigt udtrykte det: "Jeg kan godt lide is - jeg skal være iskagefabrikant!"

Men at få opfyldt sin skæbne er ikke det samme som at få opfyldt sine behov eller ønsker. Det tror psykologen og undrer sig så for 117. gang over den gamle livsvisdom, at vi bliver ikke lykkelige af at opnå, hvad vi stræber efter (som arme Thomsen i "Livsens ondskab").

Barnlige og umodne mennesker, som ser verden som en bagerbutik, prædiker en "oplyst egoisme" (et eksempel er LaVeys popsatanisme). Alt det med at elske sin næste er blot en from løgn, som "store" mennesker er i stand til at gennemskue og hæve sig over.

Det modnede menneske ved, at vi ikke bliver lykkelige ved at gavne os selv, men ved at gavne andre. Det banaleste eksempel er at spise en frugt/forære sin elskede en frugt.

Den, der elsker, jager den elskedes glæde med en fanatisme, han aldrig ville være i stand til at mobilisere omkring sine egne behov. Selv den noksombekendte selvopholdelsesdrift strækker ofte våben over for overmagten, men ikke kærligheden.

Derfor er evnen til selvforglemmelse også den mest misundelsesværdige styrke, og egoisme den farligste Akilleshæl, et menneske kan have. I kulturen er der endda mennesker, som er i stand til at glemme sig selv for de manges skyld.

Vi er med andre ord så optaget af vore "behov" - selv kærligheden har psykologien ved grød fået broderet om til et "seksuelt behov" - at vi ikke længere er i stand til at lytte til vores skæbne. Det kan jo være meget godt, siger vi.

Men hvordan lytter vi? Når vi er nået dertil, viser det sig faktisk ikke at være så svært endda.

Vi skal bare spidse ørerne i den rigtige retning. Naturligvis behøver vi ikke at bekymre os om den kristne, junglelægen, præsidentmorderen og den hjælpeløst forelskede.

De er allerede frelst. Men hvad med os andre?

En skæbne er ikke et stærkt behov. Tværtimod udmærker den sig ofte ved at forhindre os i at få opfyldt vore behov.

Jeanne d'Arc har næppe haft noget stort behov for at blive brændt levende. Anskuet på denne måde er skæbnen straks lettere at få øje på.

Vi siger: Min skæbne er ikke stærk nok til, at jeg kan overvinde modstanden. Men måske har vi søgt skæbnen i den gale lejr.

Måske er skæbnen netop det, som frustrerer vore håb. Den føromtalte brevskriver var ude af stand til at finde sin "skæbne" samtidig med, at han åbenbart følte sig forpligtet til at skubbe sine omgivelser fra sig ved at insistere på underlige ting.

Jeg foreslog ham, at det måske var hans skæbne, der rørte på sig. Skæbnen er ikke det, vi har lyst til, men det, vi ikke kan lade være med.

Folk kommer til psykologen med problemer i deres ægteskab, på deres arbejde og i deres hverdag, som han så forsøger at hjælpe dem med at løse. Det går aldrig op for nogen, at disse problemer ikke skal løses, at de tværtimod er en indikation af, at ægteskabet, jobbet og hverdagen ikke duer, at kort sagt vores skæbne er andetsteds.

Den, der er nået frem til at stille spørgsmålet, føler allerede en absolut uforligelighed imellem, hvad han er, og hvad hans omgivelser ønsker, han skal være. Han tænker i al fald anderledes end de, og efter al sandsynlighed gemmer han sig med sin anderledes tænkning, han propper med andre ord frøet ind i en pilleæske og undrer sig over, at det ikke vil spire. Men før han i det mindste har indrømmet sin fundamentale forskellighed for sig selv og andre, sker der naturligvis ikke noget.

Røber han sig, vil han så i det mindste være noget afskyeligt for sine omgivelser. Måske bryder man sig ikke om at være afskyet, men så kan man godt droppe sin skæbnejagt.

På den måde bliver en litterær wet dream til et tentativt livsgrundlag, som man kan prøve af på menneskene, så at man i det mindste kommer nogen vegne. Måske vil sammenstødet aflive ens filosofi, og det er jo næsten det bedste, der kan ske, for så er konflikten løst.

Man skal altid tage sig i agt for "hellighed", frygten for nu ikke at svare til idealerne. Det er dog i sidste ende idealerne, der skal svare til dig, ikke sådan at forstå, at man ikke skal stræbe efter at blive mere, end man er, men sådan, at man ikke skal stræbe efter at blive andet, end man er.

Står filosofien sig, er der ingen vej tilbage, ridderen har besteget sin hest, og han vil næppe løbe tør for ædle bedrifter at udføre. Samfundet er et fangehul, og alle og alt, der kan reddes ud af det, er alle en ridders anstrengelser værd. Også den værdige hustru vil melde sig, når hesten er besteget, mens den bumsede NW-under-dynen-læser næppe vil indeholde den store attraktion for hende.

Umiddelbart kan man spørge sig selv, hvad man kan bruge etik til, humanistisk eller otherwise. Oprindelig var den naturligvis overflødig, senere blev den en reinforcering af ånden (Glem dig selv, gavn din næste frem for dig selv, tal sandt, så du ikke (kognitivt) ødelægger verden, osv., osv.) og i dag er den simpelt hen en blokering af den (Tænk på dig selv, don't rock the boat, giv udtryk for det vedtagne). Om man vil finde styrke i det arthurianske kodeks, det ny testamentes mere generelle overvejelser, upanishaderne, Havimaal samt Shakespeares og Neutzsky-Wulffs samlede værker, må vist siges at være en smagssag.

SPØRGSMÅL

Til Wulff.
Jeg er i tvivl om følgende med hensyn til hallucinogener.

Anbefaler du i Magi og Okkultisme brugen af fx LSD til transcendens (1. gang)?

Jeg ønsker gerne et udførligt, detaljeret endegyldigt svar med hensyn til dets virkninger, bivirkninger, fordele/ulemper. Det jeg er ude på, er nok noget i retningen af at insistere på et svar, da det jo er en uhyre nem mulighed.

Jens-André Pedersen

SVAR

Måske har jeg været lidt tåget. Det skyldes nok hovedsagelig, at jeg nødig vil optræde som formynder over for mennesker, hvis erkendelsesvej jeg dog ikke kan tage noget ansvar for.

I populærvidenskabelige fremstillinger (og mine skriverier om okkultisme må naturligvis karakteriseres derhen, eftersom de ikke henvender sig til andre udlærte mystagoger) har man ofte indtrykket af en rørende enighed mellem alle autoriteter om alting: Sådan er det. I virkeligheden er de fleste forskere ofte uenige om det meste, og popularisatoren har simpelt hen udvalgt et synspunkt.

På området hallucinogener er uenigheden nærmest kaotisk. Nogle mystagoger anvender LSD som en integreret del af deres undervisning og ville ikke undvære det, andre bander dette stof langt væk som "the great mother of blockings".

Jeg kan således kun videregive mit eget synspunkt og min personlige erfaring. Jeg fraråder brugen af hallucinogener.

Min anke er kort og godt den, at hallucinogener er overflødige, hvor koanen er tilstrækkeligt gennemarbejdet, og skadelige, hvor den ikke er det. Hvorfor?

Vel, skal man endelig bryde ind på forbudt område, skal man ikke gøre det i en brandert, men efter nøje planlægning. Man skal kort sagt sikre sig, at det infrarøde kamera virker første gang.

Næste gang vil vagtmandskabet nemlig være varskoet, og det er ikke så sikkert, at man kan komme ind lige så let og ubemærket. Så er det der, hvor man skal have nået at kortlægge kloaksystemet på den første tur.

LSD er ikke simpelt hen sovemedicin for tærskelvogtere. De vågner ret hurtigt op til hektisk aktivitet og forstærker de gennembrudte steder.

Moralen er, at medmindre et LSD-trip foretages med en ganske særlig forståelse (af en orden, der som anført formodentlig vil overflødiggøre stoffet som transcendensmiddel), vil det ikke kunne undgå at gøre det sværere at transcendere næste gang på samme dosis - og måske helt umuligt uden. Man kan så øge dosis til det sundhedsfarlige, men det er næppe heller anbefalelsesværdigt. Ydermere er der den fare, at limen var langt tyndere end forventet, i hvilket tilfælde den intellektuelle vej ville have givet hurtige resultater, mens LSD risikerer at kaste subjektet ud i en akut psykose.

Jeg bliver så tit spurgt, om transcendens ikke er "farlig". Jeg svarer altid uden tøven nej.

Tærskelvogterne sørger for, at vi ikke kommer ud, hvor vi ikke kan bunde. Med brugen af hallucinogener er denne sikkerhedsforanstaltning sat ud af kraft. Der er ikke længere nogen garanti, og resultatet kan blive den lukkede afdeling.

Naturligvis kan også den intellektuelle vej aktualisere en latent psykose. Men da ville den i alle tilfælde være brudt ud på et eller andet tidspunkt, og subjektet vil da i det mindste være udstyret med en forståelse.

Mystagogikken gennembryder nok hverdagsvirkeligheden, men den har aldrig til resultat, at mysten ikke længere kan fungere i hverdagen. Det har tværtimod sindssygdommene, som mystagogikken forebygger og helbreder gennem forståelse i stedet for afvisning. Den kausale ("materialistiske") model er overordentlig praktisk inden for sine begrænsninger, men insisterer vi på den, bliver den en tvangstanke, og det er trods alt den mest udbredte sindslidelse i vores samfund.

Når mystagoger alligevel kan bruge LSD, er det naturligvis, fordi deres kontrol med eleven er fuldstændig, så at de til enhver tid kan kontrollere, at den nødvendige viden er til stede. Selv i en sådan undervisnings-situation har jeg dog af de ovenfor anførte årsager renonceret.

Noget helt andet er så, at "bare een gang" er fristende. Limen kan være sej, og tyve års arbejde med at gennembryde den kan måske synes mindre formålsløst, hvis man "lige" får lov til at kigge bag gardinet og se, at den er god nok.

Men anbefale det kan jeg ikke. Jeg håber, dette svar er klart nok!

Virkningen er stort set den samme som den intellektuelle, men langt mere rodet. Subjektet cykler frem og tilbage mellem transcendens-faserne, ser pæne farver (hyperæstetisk), falder gennem gulvet (hyperkognitiv), snakker med møblerne (animistisk) og tror, han er Gud (panteistisk).

Ind imellem bliver trippet "bad", det er den materialiserende fase med vrængende ansigter og følelsen af at miste kontrollen, efterhånden som den egentlige transcenderende fase nærmer sig. Tunnellen dukker gerne op "på afstand", ofte så tidligt som i den hyperæstetiske fase, og følelsen af at være i tunnellen og se lys forude er almindelig i selv lav-dosis-trips.

Egentlig transcendens kræver som regel overordentlig uanbefalelsesværdigt store doser. Mere konkret: 100 mikrogram giver det forholdsvis kontrollable og behagelige trip hos begynderen, men det er heller ikke meget didaktisk. 300-700 mikrogram giver en tur gennem himmel og helvede, men forvirret og panisk, og højere doser må anses for at være på det nærmeste selvmorderiske.

SPØRGSMÅL

Kære Erwin
Jeg skriver fordi jeg netop, efter tre års søgen, har oplevet min første transcendens:

I fredags holdt jeg fest for en del af mine venner, og hen under aften blev en joint sendt rundt. Eftersom hash ikke tidligere har haft større effekt på mig end som svimmelhed, latteranfald og stor nydelse, gik jeg ud fra at et par hvæs ville være harmløst.

Imidlertid mærkede jeg en nydelse skylle igennem mig, som var så stor, at den overdøvede alt andet, og pludselig fandt jeg mig selv flyde gennem tunnelen og ende i en slags "boble" hvor jeg kunne se musikken som en art "spiral af lys". Herefter fandt jeg igen mig selv sammen med de andre festdeltagere, og så røg jeg atter gennem tunnelen. Den tur tog jeg igen og igen et utal af gange, og hver gang oplevede jeg noget nyt når jeg "nåede frem" til "boblen" ... Det ville tage for lang tid at referere det hele. Kun skal det nævnes, at tunnelen selv henimod slutningen af trippet ændrede karakter og blev til en enorm labyrint i hvilken jeg følte mig meget lille og fortabt: Jeg blev meget bange for at jeg ikke ville kunne finde tilbage til mellemplanet. Da følte jeg et enormt væsen berolige mig: Jeg følte at dette væsen havde "samlet mig op i sin hånd" og guidede mig sikkert ud af labyrinten.

Mit hovedspørgsmål til dig er så: Vil der være en risiko forbundet med at jeg bruger hash som transcendensmiddel?

Da jeg følte at jeg var faret vild, var der da reel fare på færde, eller er min angst på det tidspunkt at tolke derhen, at jeg var ved at nå så langt som jeg kunne nå i denne omgang?

Og så lige en biting, der ikke har noget med dette at gøre: Har du nogensinde lavet en efterfølger til VERDENS HISTORIE? Mit bibliotek har ikke hørt noget om nogen 2'er ...

Det ville glæde mig meget om du vil bære over med mig og skrive til mig om dit syn på sagen. Jeg føler selv at risikoen er minimal, men jeg vil gerne høre din mening, da tanken om at fare vild derinde (Specielt nu, da jeg har været der) absolut ikke virker tiltalende.

Men venlig hilsen - og på forhånd tak!

Rasmus Palbo
Marienborg Alle 71
2860 Søborg

SVAR

For det første må jeg sige, at der naturligvis ikke har været tale om nogen fuldbyrdet transcendens. Den "branching out" af tunnellen, du beskriver, er imidlertid karakteristisk for den sidste del af den transcenderende fase, så du har lige godt været tæt på!

At det, som ikke tidligere har fungeret som transcendens-middel for dig, pludselig gør det, kunne også tyde på, at dine studier har båret frugt, og at du er nået til en vis forståelse af koanen. "Boblen" er den konvekse tolkning af "lyset for enden af tunnellen", jf. ufologernes tolkning af tunnelfænomenet som fysiske genstande. "Væsnet" er din responsor.

Med hensyn til risikoen vil jeg i første omgang henvise til mit svar til Jens Andre Pedersen. Selvfølgelig er din situation en lidt anden, fordi du i forvejen er tilvænnet et mildt hallucinogen. Det bedste ville dog nok være, hvis du istedet opøvede en intellektuel transcendens.

Risikoen for "ikke at kunne komme tilbage" er dog som regel lige så minimal, som den er nærliggende. Eller som mystagogen som regel med et skævt smil bemærker: What goes up must come down!

VERDENS HISTORIE var nok et temmelig vildt eksperiment, men jeg føler stadig, at det var forsøget værd. Hvis du sammenligner første bind med det tilsvarende bind I af Grimberg, vil du se, at mens førstnævnte går frem til 2700 f. Kr., når sidstnævnte på det nærmeste op til 500 f. Kr.

Det i mit første bind behandlede fylder hos Grimberg næppe 50 sider af bindets omkring 500. Det kan måske fortælle dig noget om min histories størrelse, hvis den var blevet en realitet.

Men folk er naturligvis ikke interesserede i historie. Historiske ugebladsromaner, jovel, og de sædvanlige kulørte kataloger over folkemindesamlingen kan de ligeledes via bogklubber o.l. føle sig forpligtet til at stille op på deres hylde - naturligvis afhængig af indbindingen!

Selv mine faste roman-læsere stillede sig vel tøvende over for denne underlige bog med et ét-tal på ryggen. Og så kan man altså ikke forpligte et forlag til at udgive det næste - for slet ikke at tale om de næste 29 - bind.

Man må trøste sig med, at første bind fungerer udmærket som en afsluttet forhistorie, som alligevel er den periode, der er dårligst dækket i de mere "normale" verdenshistorier ... Derfor kan det naturligvis godt være, at en og anden i det næste århundrede vil ærgre sig gule og grønne. Men det kan nu ikke nytte!

Det er som den lille historie om drengen, som af sin far er blevet tvangsindlagt til at se TV-serien om Mozart, ni timers fortrædeligheder og forsøg på at få lov til at skrive musik, indtil komponisten endelig bukker under af underernæring og udmattelse oven på den ulige kamp. Hvortil drengen med undren spørger: "Jamen far! Vidste de da ikke, at han var Mozart?"

SPØRGSMÅL

Kære Erwin.
Er en succubus anbefalelsesværdig endsige mulig som første kontakt, og hvordan kan den i bekræftende fald begrænses til et fokalpunkt, så samvær kan afsluttes, når den ægte kærlighed findes.

Jakob Stensgaard

SVAR

Succubus er middelalder-latin og betyder "en, der ligger under", som modsætning til "incubus", "ligger ovenpå". Succubussen hjemsøger således mænd, incubussen kvinder.

I virkeligheden udmærker begge sig i reglen ved en overlegen position og dominans. De blev opfattet som "børn af Lilith" og "dæmoner".

I andre kulturer har man omgåedes dem med større tolerance og set forholdet som et naturligt trin af den seksuelle udvikling. De er endvidere et egnet objekt for de første teurgiske forsøg.

Det seksuelle forhold falder som regel et moderne menneske lettere end det religiøse. Ofte er længslen efter et væsen af modsat køn og accepten af eksistensen af sådanne væsner således tilstrækkelig.

Som energi er tendensen til at udføre arbejde, er ånden tendens til eksistens. Den søger med andre ord en "skikkelse", den kan antage (indution), men denne skal vel at mærke være forbundet med en descendensvej, som fremkommer ved affektion. Vi skal altså begære en ting, for at den kan blive til.

Den søgte aktualisations-form vil da ofte være ynglingens bevidste eller ubevidste ideal. Incubi er ofte usynlige (sml. Eros og Psyche).

Der er også eksempler på, at en succubus tager skikkelse efter et fotografi, som den direkte bruger som fokal-punkt. I et sådant tilfælde klippede en ung mand et billede ud af et blad, indrammede det og indrettede et husalter (næsten som i DE ANIMAS EXCIENDO LIBELLUS ALTER - dårligt latin for DE ANIMIS EXCIENDIS LIBELLUS ALTER - Quare me potu et cibo exornavi et tali quem dies non fervefaciunt ...)

I tre nætter bad han indtrængende og i en umagelig stilling sin elskede om at komme til ham, hvilket da også skete den tredje nat (sml. min "Faust" og Vonneguts "Slaughterhouse-five"). Som regel manifesterer disse væsner sig dog med større forsigtighed (se f.eks. 23-11-2000).

En gennemtrængende duft er ofte første manifestation. Lugten er behagelig-ubehagelig, som "en blanding af billig parfume og gammelt blomstervand", som den er blevet beskrevet.

Senere kan der komme luftninger, der stiger i intensitet til små lussinger. Strindberg var så bekendt med succubater, at han nærmest mekanisk indførte dem i sin dagbog.

Selvfølgelig skal man ikke starte med overvejelsen om, hvordan man kontrollerer en materipetal, for så kommer den ikke. Som i alle menneskelige og guddommelige forhold er hengivelse den første betingelse for succes.

Det er derfor, kærligheden er forvist fra denne klode: Ingen vil risikere noget! Materipetalen vil i reglen have en større dynamik end mennesket og derfor umiddelbart dominere, men samtidig i sin jagt på materialisation søge at blive domineret, hvilket muliggør refokalisation.

Den vragede materipetal er et gammelt tema (det er f.eks. enmet for "Den lille havfrue"). På et tidspunkt kommer der gerne en "rigtig" kvinde ind i den unge mands liv, som en succubus sjældent kan konkurrere med (omvendt kan unge mænd, der er begyndt med diskoteks-knaldet, opfatte succubussen som det overlegne "lay").

I visse tilfælde transmuterer succubussen til genius, et ganske praktisk arrangement. Skønt teurgi traditionelt kommer efter transcendensen, kan netop succubussen komme først og så siden fungere som responsor i de første astralrejser.

Selv om den tid vel er forbi, hvor den lokale præst "advarede" mod Djævelens snarer, kan et forhold som det skitserede godt virke bekymrende på de åndeligt mindre-bemidlede, som kunne tænkes at få nys om det. Naturligvis vil det være umuligt at forklare mennesker på dette dannelsestrin, at der findes andre forklaringer end de kausale. For dem er alt dette "hallucinationer", noget, vi forestiller os, og det kan man jo give dem ret i (don't tell them, at det samme gælder for standerlamper - de har aldrig læst teoretisk fysik!)

Pudsigt nok kopierer de selvsamme mentalhygiejniske psykologer astralrejsen i noget, de kalder "fantasirejser", men som selvfølgelig er lige så meget af en fiktion som resten af deres neo-freudianske habengut. Moralen er: Voks-frugt er morsom, men undgå træer!

SPØRGSMÅL

Håber på svar i "Elsebeth".
Tak for artiklen om seksuel magi. På hvilket stadie er det tid til "supersession"? Er det først, når subjektet har transcenderet helt ind i astraliteten?
(Anonym)

SVAR

Sermo Mercurialis skelner mellem tre stadier af indvielsen: Assession, demission og supersession, hver normeret til et år. Per pluteum ad Plutonem, i modsætning til det mere almindelige seksuelle forhold, nuptiae rusticae.

I dette forhold kaldes læreren erus eller era, eleven pedisequus eller pedisequa, "følgesvend". Det er det, der gør denne indvielses-form så problematisk, at den ideelt kræver konstant samvær i tre år.

Traditionelt tilbyder den prospektive pedisequus den udvalgte era en frugt, som regel et æble. Era fortærer da enten frugten (fuldstændig) eller leverer den tilbage med ordene "Sine macula".

Ved at spise har era forpligtet sig, men ikke pedisequus. Dette sker ved en kontrakt med ordlyden: ME TIBI DEDO AD ARBITRIUM TUUM DUCTU TUO NEQUE IN ME TIBI ALIENUM SIT CASTUS PEDISEQUUS CORPORIS ERO (skrives af pedisequus). ME ANIMI CULTURAE TUI DEDO NEC ANIMUM MEUM AVERTET ALIA RATIO (skrives af era).

Kontrakten tilføjes

E R E
R O R
A R E

mens

E R E
R U R
A R E

indskrives i begge pedisequus' håndflader. Kontrakten underskrives og brændes.

Dette kaldes inkantationen og knytter de to ubrydeligt sammen i undervisnings-perioden, og det i en grad, hvor pagtsbrud er livsfarligt. Derfor skal kontrakten også for at være gyldig indeholde endnu et kvadrat, som era udarbejder af de tos navne, og som ingen uindviet vil kunne levere. En kontrakt uden denne tilføjelse er altså ufarligt legetøj.

Nu begynder assessions-perioden, som hovedsagelig går med koaner. Era fortæller "eventyr", som pedisequus kvitterer for med andre eventyr.

Anden fase, demissionen, er forbeholdt traumet. Et adytum indrettes komplet med domus, lectus, catena (og/eller puteal) og serpens, ifølge dekussationen. Perioden slutter med sine diebus hebdomas og transcendens.

Så, ja, supersession forudsætter transcendens hos pedisequus (eller pedisequa, hvis eleven er kvindelig, og læreren mandlig). Hvilket dog naturligvis ikke betyder, at han ikke kan "overvælde" sin era og således siges at "tage forskud" på dette stadium.

hilsen erwin

 

Tidsskriftet
ELSEBETH


ELSEBETH formidler okkult viden, formuleret af Erwin Neutzsky-Wulff, hovedsagelig ud fra spørgsmål til forfatteren i forbindelse med hans to hovedværker OKKULTISME og MAGI (Borgens forlag 1985-86) hvis læsere bladet da også hovedsagelig henvender sig til.

Læserne selv er dog velkomne til at bringe egne indlæg af forskellig karakter. Det kunne være litterære analyser af ENWs værker, viderebringning af egne erfaringer til andres gavn eller noget helt tredje. Deadline for indlæg til ELSEBETH-3 er sat til lørdag d. 9. maj.

Bladet udkommer når det er færdigredigeret, og det tilstræbes ca. hver anden måned. Dette kan dog svinge lidt, af hensyn til ENWs planlægning og evt. mangel på indkomne læserindlæg(!)

Prisen pr. eksemplar af numrene 1-3 er kr. 20,- inklusiv forsendelse. Ved bestilling, angiv hvilke og hvor mange eksemplarer du ønsker, ellers fremsendes nyeste aktuelle nr.

Adressen er:


Tidsskriftet ELSEBETH
Postboks 1483,
8220 Brabrand.
Giro 1 07 28 54.