ELSEBETH NR. 3

 

 

ELSEBETH

Nr. 3.
Juni 1992

INDHOLD:
- LEDER (Red.)
- NYHEDER:
  Read all about it!
  Ny litteratur
  Verdens-situationen
- UTAK ER VERDENS LØN
- LÆSERBREVKASSE
- SØREN KIRKEGAARDS HJERTESUK I "ØIEBLIKKET" (Rune Engelbreth Larsen)
- TAROK
- SPØRGEBREVKASSE
  Thelema og Rabelais
  "Satanisterne" i Danmark
  Kvest og recitators tekst
  Da Wulff skulle frelses
  ... Og da han skulle forbandes
  Kildehenvisninger og almen dannelse
  Dekussation og indretning af adytum
  Pravitet, affektion og fokalisation
  DIONYSOS. Om Dioysos/Bacchus-frisen i Mysterievillaen i Pompeji


Redaktion og udgivelse: Simon J. S. Falkentorp
Sidsel Skjæg Petersen
Tlf.: 86-10 67 86

Illustrationer i dette nr.:
Forside, s. 5, 19 og 20: Simon Falkentorp.
S. 8: Wilhelm Marstrand
S. 16: Jens Rune Gissel
S. 27: Hans Holbein
S. 32: Ukendt
S. 36: Jydsk Telefon
S. 40: Wunderlich
S. 45: Fra Anthony Kings: The Archeology of the Roman Empire

LEDER
(Red.)

I et lokalt husstandsomdelt blad af den slags, hvor man f.eks. har faste ugentlige beretninger om narkomaners og fraskiltes rørende livshistorier og rubrikker, hvor man kan se, hvad den lokale detentions fangevogter foretrækker at se i TV den følgende uge - så jeg en annonce for et kursus henvendt til »Kvinder Der Elsker For Meget«. Da jeg ville nærlæse denne lidt triste vittighed i forsøg på at forstå det sjove, gik det med snigende rædsel op for mig at annoncen skam var dybt alvorligt ment.

Dette må være et af de nyeste rædselsvåben i kampen mod »Menneskets uforsonlige elskere«: Den selvopofrende kærlighed, fremstillet som en modbydelig og hæmmende sygdom, sandsynligvis af de samme, som i motions- og helsebladenes samlivsspalter beroliger os med, at det da er sundest for et menneskes personlige udvikling, at udskifte sin partner en 3-4 gange i løbet af livskarrieren.

Om så ELSEBETH kan opfattes som et »kursus for mænd der elsker for lidt«, er måske vel rigeligt, men dog efter min mening ikke helt ved siden af.

Ole Lindboe har i POLITIKEN haft en kort omtale af ELSEBETH, i en rubrik hvor man ellers mest hører om fodboldstjerners nye garderober, børnehaveklassers Guinness-rekorder i at samle sodavandskapsler og lignende. Den glimrede ved, om muligt, at være endnu mere indholds- og holdningsløs end Aagards omtale i Berlingeren.

Dette nummer er blevet mere nuanceret. Dels ved en artikel om Kierkegaard, af Rune E. Larsen, og dels ved koan og digt. I den forbindelse har bladet, som noget helt sensationelt, fået særlig tilladelse til at bringe et særdeles dybsindigt digt af den prisbelønnede forfatter Maurice Frederiksen.

ELSEBETH nr. 4. er planlagt til at udkomme omkring 1. August, og deadline for læserindlæg, spørgsmål osv. er sat til lørdag d. 4. Juli.

En del læsere har udtrykt tvivl om hvorledes abonnement-ordningen fungerer. Det har da heller ikke været udtrykt helt klart.

Proceduren er den, at man ved bestilling (=indbetaling på giro), specificerer hvilke og hvor mange eksemplarer man ønsker. Man kan således godt bestille et stykke ud i fremtiden. Hvis produktions-prisen imidlertid skulle ændre sig, justeres læsernes bestillinger derefter. Husk på, at ELSEBETH er et non-profit foretagende og jeg kan ikke garantere at prisen holder langt ud i fremtiden. Det er således nok klogest at nøjes med at bestille nogle måneder frem.

Simon Falkentorp

NYHEDER
(ENW)

READ ALL ABOUT IT!

Nothing much to read, actually. VERDEN optager mig nådigt, kun afbrudt af et par børnebogsoversættelser eller snarere gendigtninger (rim og metrik). For dem, der skulle have lyst til at tage et kig, når de kommer på biblioteket, er titlerne BIER, MYRER, SOMMERFUGLE (alm. populærvidenskab oversat fra spansk) og gendigtningerne TOBIAS 0G LYNDIRIGENTEN (kun versene) og HR. SOL & FRØKEN MÅNE (in full). Og så har jeg fået smuglet en enkelt koan ind i majnummeret af TUMOR, et »litterært tidsskrift« ...

Et par bibliotekarer er gået i gang med det utaknemmelige arbejde at skrive en ENW-bibliografi. Om resultatet af deres anstrengelser vil være for offentlig konsumption eller blot til intern brug, er endnu uklart. Strengt taget kunne det vel være til nytte for de mere fanatiske samlere - jeg skal i den forbindelse ikke undlade at gøre opmærksom på, at Nicolas Barbano råder over et tre-siders manus fra 1972, samt muligvis forfatterens gamle hjemmesko.

... Det er i mellemtiden, under bladets redaktion, kommet redaktøren for øre, at ovennævnte ENW-bibliografi faktisk vil blive udgivet af Klaus Johansen, der også står for udgivelsen af FOR TYVE KRONER WULFF.

(Red.)

NY LITTERATUR

En læser har spurgt, hvorfor jeg dog ikke laver et LITTERÆRT tidsskrift. Det vil vi straks råde bod på. Vi er så heldige at have indhentet tilladelse fra Maurice Frederiksen til at bringe et digt fra hans prisbelønnede digtsamling. Det følger her:

FATA MORGANA

identitetens cyklon
eksistensens opognedvendte morgenslåbrok

jeg
jeg kan
jeg kan ikke
kan måske alligevel
kan måske
kan


mine hjemmesko er fulde af selvmedlidenhed
bløde
brune
skotskternede
lidt udtrådte

spørger
spørger formålsløst
hvad er det
hvor er det
hvor kommer det fra

vinden blæser i ørkenen

det er ikke let
det er ikke let når alt
det er ikke let når alle
eller måske alligevel
på en anden måde

identitetens cyklon
det er det
eller måske er det noget andet

vinden i ørkenen

ved ikke hvad man skal tro
ved ikke hvad
ved ikke
ved måske alligevel
ved det jo godt
det hele
sådan er det
kunne ikke være anderledes
selvfølgelig
og dog

identitetens cyklon blæser mine hjemmesko ud i ørkenen

Maurice Frederiksen

VERDENS-SITUATIONEN

Under denne overskrift vil man fremover finde et par linjer situationsrapport om, hvordan VERDEN skrider frem - min roman VERDEN, that is. Det er en stor ting, min hidtil største & mit hovedværk: 1 bog i 10 dele med i alt 100 kapitler fordelt over 1000 sider.

Men den er også af andre årsager speciel, hovedsagelig på grund af sin karakter af koan. Naturligvis har også mine tidligere værker denne karakter, så at en bog som 33. marts indeholder mere faktisk information end O&M combined. Uheldigvis kræver det nok også mere end O&M combined at kunne læse den!

I 2000 er de 52 historier naturligvis koaner. I så henseende overgår VERDEN imidlertid dem alle: Min mest handlingsmættede spændingsroman og veritable grimoire i eet og samme bind! Jeg påbegyndte den 1. september 1991, den er sat til udgivelse i efteråret 1994, og i skrivende stund er altså verdens-situationen: 256 266 292 sider tilendebragte ...

UTAK ER VERDENS LØN
(ENW)

En mand mødte på en bro en olding med et æsel, der var belæsset med to tunge sække. Manden fik oprigtigt ondt af det arme dyr, tog de to sække og bar dem resten af vejen til byen.

Den gamle mand blev herover så rørt, at han gav ynglingen et pengestykke. Glad ilede han hjem til sin bror og fortalte, hvad der var sket. Også broderen blev grebet af medfølelse med æslet og tog den følgende dag opstilling på broen i det håb, at den gamle mand atter ville komme forbi. Det skete også, men da han så, hvor store sækkene var, tænkte han, at det vel måtte være tilstrækkeligt at befri dyret for den ene. Æslet, der så pludselig blev lettet for den ene af sækkene, fik imidlertid overbalance, drattede i åen og druknede. Nu begyndte oldingen at bande den unge mand langt væk og at slå løs på ham med sin stok, så at han til sidst anså det for tilrådeligst at fortrække.

Nej, mumlede han for sig selv, som han humpede hjemad, det var, som jeg tænkte. Med det gode kommer man ikke langt her i verden!

LÆSERBREVKASSE

En læser i Odense har følgende værker af Erwin Neutzsky-Wulff til salg:
- Ulvens Arv
- Dialog
- Adam Hart og Sjælemaskinen
- Adam Harts opdagelser
- 33. Marts
- Indsigtens Sted
- Menneske

... Dog kun til interesserede. Mikkel Flor: 66-16 50 65

SØREN KIERKEGAARDS HJERTESUK I "ØIEBLIKKET"
(Rune Engelbrecht Larsen)

"Maaskee lever du samtidig med "en retfærdig", der lider for sandhed - her er jo Leiligheden: anerkjend ham for hvad han er, og Du vil komme til at lide i Lighed med ham! Men Du, Du mener vel at handle meget klogt, at Du da ikke blot ikke høit, offentligt, anerkjender det Menneske for hvad han er, men at Du flyer ham paa enhver Maade; etler Du mener maaskee endog at handle meget ædelt, at Du ikke er som de Andre, thi Du anerkjender ham for hvad han er - men i Skjulthed, saa der ingen Fare er forbunden dermed, hvorimod Du ikke anerkjender ham, hvor der er Fare derved. O, min Ven, Du bedrager Dig selv..."

--------

Fra sit forfatterskabs begyndelse til sin død i 1855, så Søren Kierkegaard det som sit kald at reinstallere kristendommen som den krævende fordring til det enkelte menneske, den for ham at se oprindeligt var udtryk for. En fordring der tog sigte på at lade enhver blive sig sin egen selvbevidsthed bevidst, at vælge dét ene selv, der er den enkeltes eviggyldige selv, betinget af det ene absolutte paradoks, som er troen på Guds inkarnation i Jesus.

Dette altafgørende individuelle valgs talrige og komplicerede facetter udgør det immanente knudepunkt i hans ganske forfatterskab, om hvilket hans originale såvel filosofiske som psykologiske og dogmatiske analyser centrerer sig.

Med drastisk stigende intensitet livet igennem, kolliderede hans emfatiske fokuseren på "hin enkelte" uundgåeligt med "mængde-bestemmelsen" udtrykt ved det gryende danske demokrati, som ved kristendommen i sin institutionaliserede, forfladigede og forfejlede fremstilling i den danske folkekirke. Som han noterer sig i papirerne: "Alt hvad der er masse er, kristeligt, eo ipso, fortabt, thi "masse" er, kristeligt, Fortabelsens kategori, frelsen er at frelses ud af masse, så først da, hvis alle var blevne enkelte, og der slet ingen masse var, først da kunne der være tale om, at alle bliver frelste."

Enhver tale om kristne nationer og kristne folkeslag er i hans øjne frygteligt malplaceret, fordi det netop ikke alene fratager enhver sit eget valg, sin hele livsopgave at blive kristen, men også reducerer det at være kristen til noget præcist så selvfølgeligt og uforpligtende, som det at være dansker. "dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere." (Øieblikket nr. 7)

Ustandseligt pointerer Kierkegaard, at alt han ønsker er "redelighed", at man i det mindste kalder folkekirken for "kristen", at man ikke behændigt fortier problematiske skriftesteder i Det Nye Testamente, så hver enkelte på reelt grundlag kan vælge dette eller hint.

Forkastede han ubønhørligt sin samtids kristenhed, var han til gengæld fuld af beundring for en decideret anti-kristen som Schopenhauer, hvis filosofi han desuagtet var totalt uenig i. Han gik endog så vidt som uden modargumenteren til blot at bemærke, at hvis Schopenhauer havde ret, var kristendommen "en pleonasme, en overflødig bemærkning...".

Ydermere begejstredes han umådeligt over en ikke-kristen som Sokrates (uden som visse teologers og filosoffers forsøg på at indoptage ham i det kristne selskab), i hvis livsopgave han deslige så den eneste analogi til sin egen. Sokrates var sin tids eneste vidende idet han som den eneste redeligt indrømmede, at alt han vidste, var, at han intet vidste. Kierkegaard var således sin tids eneste kristne, idet han som den eneste indrømmede, at han, just ikke var kristen - end ikke han levede op til alt, hvad dét indebar.

Kierkegaards skrifter forskubbede forfatterskabet igennem fra det overvejende implicitte til det særdeles eksplicitte opgør med det bestående, for at blive det altoverskyggende hovedformål i hans virke det sidste år af hans liv. Efter forfatterskabets afslutning, hvis imponerende omfang til trods begrænsedes i tid til så lidt som tiåret i 1840'erne, forløb 4-5 'tavse' år til slutningen af 1854, hvor han udsendte første nummer af sit tidsskrift "Øieblikket". Hermed igangsattes hvad Johannes Sløk har kaldt "verdenshistoriens mest lidenskabelige én-mands-revolution", en krig mod folkekirken, mod staten, ja, mod sin ganske samtid!

Det antages under tiden, at den kristendomsforståelse Kierkegaard gør sig til talsmand for i "Øieblikket" skulle være radikalt anderledes, end den der gør sig gældende i forfatterskabet. Mere nærliggende, forekommer det mig, er det imidlertid at se en fremadskridende bevægelse henimod en stadig skarpere præcisering af synspunkterne. Det eneste fra forfatterskabet virkeligt afvigende er den tydeligt højere grad af voldsomhed og gennemført konsekvens i anliggendet.

Stærkest opponerer han imod "denne ækelhed", denne lethed, behageligheden og overfladiskheden i moderne kristendomsudøvelse, og pointerer at Gud ikke er nogen rar og blid mand, men tværtimod frygtindgydende i sin overvældende kærlighed! "Gud er just, blot menneskelig talt, Menneskets frygteligste Fjende, Din Døds-Fjende; han vil jo, at Du skal døe, afdøe, Han hader just Det, hvori Du naturligst har Dit liv, hvorved Du hænger med hele Din Livslyst." ("Øieblikket" nr. 5)

Som geni var Kierkegaard forud for sin tid - ikke mindst som religsøst geni - men måske var han alligevel som kristent geni på en måde også bagefter sin tid. Det spiller selvfølgelig ingen afgørende rolle, men man kunne fristes til al se ham som en døende guds sidste krampetrækning, uden at dette tilsigter at reducere ham eller frakende hans værker så lidt som en flig af den relevans, jeg ikke det mindste er i tvivl om, de til stadighed har - for den oprigtigt kristne, som for den oprigtigt ikke-kristne.

Alt dette blot være nævnt som (meget kortfattet) introduktion og indgangsvinkel til det følgende.

Jeg tør ikke sige, hvorvidt dets perifære karakter har nogen bredere interesse, eller om det iøvrigt har nogen åbenlys relevans for "ELSEBETH", men så kan det også tjene som lidt uforpligtende afslapning imellem den øvrige læsning.

Hvad jeg skal forsøge at forfølge, er Kierkegaards fordring til det enkelte menneske som sådan, men med henblik på denne fordrings gradvist skarpstillende fokuseren på den enkelte, der er hans begejstrede (men tavse) læser.

Indledningsvis skal det understreges, at Kierkegaards begreber og kategorier ingenlunde kan løsrives fra hans kristne tro overordnet set. Når jeg tillader mig ikke at gøre udtrykkeligt opmærksom på dette i dets mangeartede og forskelligartede forhold til enhver detalje, som det strengt taget har, er det ikke fordi, det er ubetydeligt, men fordi jeg mener, det ikke er bydende nødvendigt indenfor artiklens udstukne rammer.

"Dersom den, der skal handle, vil bedømme sig selv efter Udfaldet, saa kommer han aldrig til at begynde. Om da Udfaldet end kan glæde hele Verden, Helten kan det ikke hjælpe; thi Udfaldet fik han først at vide, da det Hele var forbi, og derved blev han ikke Helt, men han var det derved at han begyndte" ("Frygt og Bæven", 1843). Udfaldet er man nysgerrig efter, kvalerne, forhindringerne og angsten vil man ikke vide af, og således får man aldrig begyndt.

Hvilken handling drejer det sig da om? Enhver handling! Men enhver handling som udtrykkeligt er realiseringen af sig selv, hvilket samtlige handlinger netop må være i Kierkegaards tankegang.

Du må overtage dig selv, det ene selv, der er dit selv, overtage det med alt hvad det indebærer i hvert eneste øjeblik. Kvalerne og ubehaget er umuligt at undslippe, angsten er selve den anelse om selvet, der både skræmmer og drager, for heri viser friheden sig som et svimlende fald. Friheden til at vælge sig sit selv (der vel at mærke ikke er et hvilket som helst selv á la Sartre), træde ud af den konforme masse i sit selv, eller med en Kierkegaard-metafor: springe ud på de 70000 favnes dyb. "Angest kan man sammenligne med Svimmelhed. Den, hvis Øie kommer til at skue ned i et svælgende Dyb, han bliver svimmel. Men hvad er Grunden, det er ligesaa meget hans Øie som Afgrunden; thi hvis han ikke havde stirret ned" ("Begrebet Angest", 1844). Angsten er frihedens svimlen, den uhyggelige men uundgåelige vejviser til selvet.

At blive sig sit selv bevidst og at blive sig selv er livsopgaven overhovedet, der aldrig kan være helt urisikabel. Det er en konfrontation med sit selv at blive sig det bevidst, for er det ingen konfrontation, udmærker selvet sig ikke ved at være dét fra sin hidtidige tilværelse afvigende, og er ikke sit selv. Det er tillige en konfrontation med omverdenen, for er det ingen konfrontation, udmærker selvet sig ikke ved at være det ene fra alle andre afvigende, og er ikke sit selv. Alt er derfor på spil, der er en velkendt tilværelse at tabe. "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting - sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa?" ("Sygdommen til døden", 1849)

At blive sig selv er ikke blot en opgave, det er en forpligtende opgave. For er den, du er, ikke i høj grad dét du står for? For Kierkegaard kan man ikke blive sig selv og dernæst holde det for sig selv. Nok var han ingen revolutionær i marxistisk terminologi, men (selv-) erkendelse er bestemt ikke alene henvist til dagbogen, aftenbønnen eller anden skjulthed, som det fremgår af indledningscitatet. Dit selv, din erkendelse, din sandhed er intet uden dets handling. "Det er uendelig comisk, at et Menneske rørt indtil Taarer, saa altsaa ikke blot Sveden men Taarerne hagle ned af ham, kan sidde og læse eller høre Fremstillingen af Selvfornegtelse, af det Ædle i at offre sit Liv for Sandheden og saa i næste Øieblik, ein, zwei, drei, vupti, næsten endnu med Taarerne i Øienene, er i fuld gang med, i sit ansigts Sveed. efter fattig Leilighed, at hjælpe Usandheden til at seire." ("Sygdommen til døden")

Selvet og sandheden er sammenknyttet om noget. Som selvet er unik er selverkendelsen en sandhed helt og aldeles af individuel karakter, som det indskærpes i "Begrebet Angest": "at Sandheden kun er for den enkelte, idet han selv frembringer den i Handling."

En erkendelse er ikke virkelig en erkendelse, uden den følges op af handling, en erkendelse følges ikke virkelig op afhandling, uden den følges op straks: "det hedder: vi vil dog see det an til imorgen. Under alt Dette bliver Erkendelsen dunklere og dunklere, og det Lavere seirer mere og mere; ak, thi det Gode maa gjøres strax, strax idet det er erkjendt (og derfor gaar det i den rene Idealitet saa leet med Overgangen fra at tænke til at være, thi der er Alt strax), men det Lavere har sin Styrke i at trække ud." ("Sygdommen til døden")

Kierkegaards insisteren på oprigtighed, konsekvens og forpligtelse, der godt nok bestandigt og udtrykkeligt har sigtet på den enkelte, men den enkelte i almindelighed, rettes med "Øieblikket" desuden tydeligere mod den specifikke enkelte, den enige læser udgør! Hvorfor? Kierkegaard har ikke fået rusket sin samtid til live, kirken undgår ham i (høflig) tavshed, de intellektuelle gør direkte nar af ham. Han latterliggøres uden at man egentlig bekymrer sig om hans skrifter, han affærdiges som en begavet epileptiker, der klæder sig underligt og lider af galoperende megalomani.

Statssamfundets udvikling vanskeliggør med stigende effektivitet den enkeltes mulighed for overhovedet at blive den enkelte i, hvad han betegner som, dyriskhedens kategori, "menneskefrygtens tyranni" - hvor alle vil regere, regerer ingen. Og alligevel - hans bøger læses dog. Selvfølgelig er der nogen, der har øjnene åbne for hans geni. Rundt omkring begejstres én af ironien, overvældes og medrives én af skarpsindigheden, fortrylles og forskrækkes én af dybsindigheden, der gennemtrænger værk efter værk af denne lidenskabelige filosof.

Hvem sådanne begejstrede læsere kunne have været, og om de har været, kan vi kun gisne om, for de gav ikke megen lyd fra sig - opslugt som de utvivlsomt var af hvert ord fra hans pen. Og så? Når de rejste sig fra lænestolen, forlod studerekammeret, klappede bogen i - ein, zwei, drei, vupti! Tavshed.

Artiklen "Om den Interesse, der vises min Sag" var et hjertesuk, der skal ses i dét lys. Ikke til de præster der end ikke turde konfrontere ham, ikke til de intellektuelle der kun havde hån tilovers for ham, og ikke til de politikere der var i fuld gang ined at installere demokratiet (og demontere den enkelte), var dette rettet, men derimod til de, eller den, hvis hjerte var opslugt af hans ord, men som lod det blive ved opslugtheden: "O, der er dog Det, som er sørgeligere end hvad Menneskene ere tilbøjelige til at ansee for det Sørgeligste, der kan hænde et Menneske: det at gaae fra Forstanden; det er Det, som er sørgeligere! Der gives en Sløvhed i Retning af at skulle være Charakteer, en Charakteerløshedens Fjottethed, der er rædsommere end Forstandens, maaskee ogsaa uhelbredeligere. Og det Sørgeligste der maaskee kan siges om et Menneske er: han kan ikke opløftes, hans egen Viden kan ikke løfte ham op. Som barnet der lader sin Drage gaae til Veirs, saaledes lader han sin Viden stige: at see efter den, med Øiet følge den finder han interessant, uhyre interessant, men - han løfter den ikke, , han bliver i Mudderet, mere og mere syg for det Interessante.

Derfor hvo Du end er, hvis det paa nogen Maade er Tilfældet med Dig: skam Dig, skam Dig, skam Dig!" (Øieblikket nr. 7, 30.8. 1855)

Overfor den læser har Kierkegaard i sin kamp mod det etablerede tydeliggjort, at idet mindste han - om han fandtes - dog åbent burde anerkende ham og stå ved det, for den der kun anerkender ham i det skjulte, "O, min Ven, du bedrager Dig selv..." (Øieblikket nr. 8, 11.9. 1855). Dig selv, ikke Kierkegaard, bedrages, hvor megen berettiget anerkendelse og berømmelse han så end måtte gå glip af. Du bedrager dig selv, som du synker i mudderet og lader dragen, selvet, stige højere og højere op, længere og længere væk. Hvordan begejstres over en fordring om at blive sig sit selv bevidst, springe ud på 70000 favnes dyb og øjeblikkeligt handle derefter, og så alligevel blot begejstres uden springe?

Kierkegaard forstod det ikke. Han havde ingen skjulthed nødig, veg ikke tilbage for kvalerne, smerten, angsten ved at blive sig sit selv bevidst, efter hvilken erkendelse der ikke er nogen afstand i tid til det at stå ved sig selv i handling og ord.

Der udkom ni numre af "Øieblikket", det tiende lå trykklart ved hans ,d. Det indeholdt blandt andet artiklen "Min opgave", noget af det sidste han overhovedet skrev, hvori han sammenfattende bemærkede: "Med Aarene forsvindes saa vistnok denne Smerte mere og mere; thi alt som man mere og mere bliver Aand, smerter det ikke, at man ikke er som Andre, Aand er just: ikke at være som Andre."

Efter ti års imponerende forfatterskab og fem ås tavshed kastede Kierkegaard sig ud i åben krig med det bestående i sit tidsskrift "Øieblikket". Voldsomheden og kompromisløsheden chokerede totalt hans samtid, der da også hurtigt, med hans egen bror i spidsen, erklærede ham for at være direkte sindsyg.

Ikke desto mindre står det klart, at hans psykiske tilstand det sidste år ikke blot var roligere, mere afklaret og munter men endog mere euforisk end nogensinde!

Søren Kierkegaard døde, på sin vis midt under kampens hede, den 11 november 1855. Han blev blot 42, men tillige, hvad de færreste formår om de bliver 84, en "happy warrior".

Rune Engelbreth Larsen

TAROK
(ENW)

TAROK er af usikker oprindelse. Kortspillet er en slags grimoire i løsbladssystem, hvor meningen fremkommer ved hvert enkelt korts placering i forhold til de øvrige i en oplægning, som kaldes dekussationen. Den mest anvendte udgave blandt moderne mystagoger er ARCANA MAJORA EXTENSA, som kun har medtaget spillets trumfer, men tilføjet yderligere tolv til disse. Kortenes indhold er i korthed som følger:

0. STULTUS er det "almindelige" menneske. Hans motto er APAGE VITAM, altså den aktualiserede ånd. Denne frygt stammer helt tilbage fra de første kulturdannelser.

1. MAGUS er den naturvidenskabelige genpart. APAGE MUNDUM hentyder til dualismen.

2. FLAMINICA er tredje led i triaden. Den repræsenterer udviklingen fra STULTUS' livsangst over MAGUS' mat nysgerrige øje til opgøret med dualismen og verdensbeherskelse gennem magi. "Alle ting er til stede" læser titlen på bogen. Verden er her, i vores kognitive apparat. Hvad vi ser ude i verden, er spejlbilleder af os selv.

3. AUGUSTA er det kvindelige, verdens grundvold.

4. IMPERATOR er det mandlige, som vel kan forekomme flyvsk, følgende tangenten til jordsfæren, men altid vender tilbage i sin virkeliggørelse som det kvindelige.

5. FLAMEN er kultur- og statsreligionen. I et netop overstået tidsafsnit repræsenteres den af kristendommen. Så længe kulturreligionen er stærk og sund, beåndes mennesket gennem den og har ingen mysteriereligioner behov.

6. AMATORII repræsenterer forholdet mellem det mandlige og kvindelige. Dette forhold er universets gennemgående tema. Det eksisterer mellem mand og kvinde, mellem samfundsklasser, mellem lærer og elev, mellem forfatter og læser, mellem ånd og materie, mellem guder og mennesker, mellem bølgefunktionen og dens sammenbrud og er således den stærkeste af alle metaforer.

7. ESSEDUM er sjælen som ka, Lawrence's "Holy Ghost", skæbnen som det individuelt specifikke og garantien for dets ukrænkelighed, hvis det ikke forrådes af personlighed og karakter.

8. JUSTITIA er den guddommelige retfærdighed, som ikke er "one law for the lion and the ox", men i den oprindelige betydning: Hver ting på sin plads. Udtrykkes smukt i Walt Disney's "The Small One": There's a place for each small one - God planned it that way!

9. SOLITARIUS bærer også påskriften RELIGIO. Det er menneskets nødvendige søgen efter sit åndelige ophav.

1O. FATUM er det gamle "lykkehjul" fra kalkmalerierne, som skulle vise alle verdslige tings forfængelighed. FATUM er en optimistisk version, uret tæller ikke sekunder til dødsstunden, men kys.

11. ROBUR er den styrke, der udgår af erkendelsen af, at verden udspringer af vores egen konceptualisation. Vi "erkender vores egen hånd", som der står.

12. SUSPENSUS er transcendensen, faldet ud af den kommunikativt begrænsede verden.

13. MORS er døden accepteret som en del af livet. Liv og død hører sammen, fornægter vi døden, fornægter vi livet.

14. TEMPERANTIA er JUSTITIAs tao som te, etik.

15. DIABOLUS er satanisme forstået som hedenskabens renæssance. Kristendommens hinsidighedsetik forkastes, og humanismen træder i stedet.

16. TURRIS er den ukontrollable SUSPENSUS, vanviddet, kulturskiftet.

17. STELLA er æsimi, den lykke, som bygger på en opfyldt skæbne.

18. LUNA er materien med alle dens indretninger og hemmeligheder.

19. SOL er ånden med dens evne til at skabe verden på ny.

20. JUDICIUM er dommedagen, som den kristne ser den, et fuldstændigt eksistensophør, en renselse af menneskeånden for sjæl med påfølgende inkludering i Faderen. Uden kristen tolkning kaos-kortet, den gamle drage, som må holdes på afstand med kognitivt verdensbyggeri.

21. MUNDUS er konceptualisationen, ikke som modsætning til ånden, men inkorporerende denne, den levende, fungerende, beåndede verden, maat. "Og han så, at det var såre godt!"

22. DEMETER er den første af "kvesterne", de klassiske mysterier. Den omhandler den kontrollerede transcendens, nedfarten til underverdenen, som den foretages af shamanen og beskrives i dødebøgerne.

23. HORUS-kvesten omhandler åndens kredsløb i naturen.

24. MARDUK drejer sig om aktualisationen.

25. ODIN handler om deaktualisationen, den nødvendige destruktion, når virkeligheden er blevet fodjern for den ånd, som har skabt verden.

26. CHRISTUS repræsenterer længslen efter den totalt deaktualiserede eksistens.

27. SATAN er opgøret med det foregående.

28. FAUNUS er den første af de seks entitetstyper. Det er elementalen, så meget "ånd" eller "motiv", som opmærksomhed = virkelighed kræver.

29. LARVA er materipetalen, den fundamentale omgangsform for ånden. Materipetaler omfatter de fleste "hjælpeånder" og "tærskelvogtere", som mystagogen har at gøre med.

30. GENIUS er daimon.

31. LAR er tidligere tiders "slægtssjæl", oprindelig et totem.

32. DEUS er totem som gud i kulturen.

33. PARCA er moira, den transkulturelle ånd.

Disse tolkninger er generelle og skal blot tages som en primær indføring i sættet. Pointen er netop, at kortene får ganske personlige meninger for brugeren. Anbefalelsesværdigt er at tage et enkelt kort ud af bunken og stikke i lommen. En teknik efter den psykoanalytiske, hvor analysanden opfordres til at "digte en historie om personerne på billedet", er anvendelig. Først når hvert enkelt kort vækker en syndflod af associationer, kan man gå over til dekussationen. Lad være med at forkaste tolkninger som "personlige" eller "forkerte". Sættet har sin egen orden, som efterhånden tvinger meningsløse associationer ud. Det, der overlever talløse af disse sessioner, er åbenbart så stædigt, at det er en af to kategorier af tolkninger, begge værdifulde. Den første er den generelle, den dæmrende forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Den anden er den personlige, stumper af formlen, det vil sige konceptualisationen af traumet, de for transcendens mindre modstandsdygtige dele af begrebsapparatet. Den første kan med fordel støttes ved læsning af mytologier. Den anden vil typisk forekomme "meningsløs" og knyttet til en traumatisk reaktion, angst, ophidselse. Det er naturligvis altid en fordel, hvis en kunstnerisk tilbagemelding kan finde sted. En lidet krævende teknik er fremstilling af collager, hvor man på 34 stykker pap efterhånden opsamler illustrative associationer til de enkelte kort, f.eks. udklip fra ugeblade. Alternativ er samlinger af verbale associationer, forstudier til førnævnte formel. En notesbog og lange spadsereture er recepten i de indledende stadier.

Dekussationen kan kun forstås ud fra desendensen og adytum. Også adytum er således dekusseret:

I SERPENS opbevares redskaber, DOMUS er vasculums eller eventuelt magisterens forberedelsessted. LECTUM er magisterens plads under det teurgiske ritual. Fokalisationen sker i CATENA.

Tilsvarende anbringes det kort, som angiver det i den angivne aktualisation, som har med aktualisationens produkt at gøre, i SERPENS. DOMUS indeholder det kommunikative aspekt, LECTUM det, som har med personlighedskategorien at gøre.

I CATENA finder vi det potentielle. Alternative teknikker er den parallelle, kontrære og diagonale.

Den parallelle dekussation er den, hvor hvert kort i den oprindelige dekussation er erstattet med sin par. Tilsvarende er i den kontrære dekussation kortene erstattet med contraria, og i den diagonale med par contrarii = contrarium paris. Disse teknikker forudsætter den aksiomatiske metode, som systematiserer sættet efter følgende system:



Ifølge denne opstilling er DEMETER par til SUSPENSUS og contrarium til HORUS. Par contrarii = contrarium paris til DEMETER er således MORS.

Denne korte artikel kan naturligvis ikke lære nogen at bruge et tarok-sæt. Tarok er en genvej til konstruktionen af den magiske formel, som får det kommunikative til at vige for det kognitive. Det er personligt, og færdighed opnås som altid gennem øvelse.

Skønt oprindelsen til "stjernen" er dekussationen, som det vil forstås, ikke en manti. Oplægningen er en hjælp til analyse af en "aktualisation", hvad vi normalt ville kalde en situation. Der kan også være tale om en personlighed eller et problem, f.eks. et okkult tema. Aktualisationen analyseres, som vi har set, i fire aspekter, som endvidere svarer til fire områder i adytum, hvor disse aspekter af aktualisation = manifestation finder sted, og tillige til fire stadier af denne aktualisation. De fire aspekter af aktualisationen er dens ånd, dens produkt, personlighedskategorien (subjekt-objekt) som dens medium og det kommunikative aspekt. I "dagligsprog" forsvinder CATENA ud, SERPENS bliver "genstanden", LECTUM personen "selv", og endelig DOMUS "de andre". I denne primitivere model kan enhver menneskelig situation altså ses som en hovedperson, medmenneskene og den eftertragtede genstand. CATENA kan måske manifestere sig som det "irrationelle": Motiv, ængstelse, emotionel reaktion. Man kan passende starte sit studium af dekussationen med at fremstille situationer fra dagliglivet i den primitive model. Motivet vil da efterhånden ses som ophav til genstanden, idet personlighed og consensus antager karakter af anskuelsesformer. Disse primitive øvelser må naturligvis ikke overvurderes, men de repræsenterer en brugbar overgangsform for begynderen.

SPØRGEBREVKASSE
(ENW)

SPØRGSMÅL

Forslag til 'Elsebeth':

En introducerende artikel til gnosticismen, 'kristendommens røde brigader', som du kalder den i 'Okkultisme'.

Hvad er Thelema? I 'Magi' skriver du, at Crowley brugte ordet i betydningen æsimi, men har ved anden lejlighed - såvidt jeg erindrer - knyttet ordets egentlige betydning til kapitlet 'Munken' i 'Menneske'.

Med venlig hilsen
Niels

SVAR

I 1520'erne havde klosteret Fontenay le Comte besvær med en bestemt munk, hvis studier var af en noget suspekt karakter. Han blev forflyttet til et andet kloster, hvor det ikke gik meget bedre.

Til sidst forlod han helt klostervæsnet og blev almindelig præst. Den 16. september 1530 indrulleredes han på universitetet i Montpellier og afsluttede det medicinske studium den 1. november samme år.

Endelig begyndte han at skrive på en besynderlig bog om to kæmper og deres eventyr. Dens stil er vidtløftig og frisproglig, dens indhold oprindelig satanisme, og kun takket være mægtige beskyttere lykkedes det ham at overleve.

Han advokerer for det første absolut personlig frihed. Selv klokker og ure bør efter hans mening afskaffes.

En sådan frihed kræver imidlertid en virkelig dannelse, som kun kan hentes i antikken, hvis lærde lærte af naturen. Et sådant dannet menneske behøver ikke statens og kirkens love.

Den kristne doktrin, det være sig den katolske eller protestantiske, er absurd. Livets mening er livet selv, kærlighed og glæde.

Bogen er så fuld af beskrivelser af orgier, at dens litterære kvaliteter, som er så gigantiske som dens hovedpersoner (op til et halvt hundrede adjektiver i en sætning), altid har stået i skyggen af dens rygte som obskøn. Dens titel var GARGANTUA OG PANTAGRUEL, kæmpefader og kæmpesøn, men også PANURGE (alskaber) optræder.

Dette mærkværdige menneske, geni, drukkenbolt, svindler og ødeland, fremholdes som menneskeideal af forfatteren. For ham er det store spørgsmål, om han bør gifte sig eller ej (en fornem allusion til Hermon), og han rådspørger forskellige autoriteter, nemlig en profet, en digter, en teolog, en lærd og en filosof.

Ingen af deres svar tilfredsstiller imidlertid Panurge, som endelig af en sindssyg får det råd at opsøge FLASKENS ORAKEL. Oraklet svarer med hele bogens morale: TRINQ, DRIK! hvorpå Panurge endelig gifter sig. Forfatteren - hvis navn var FRANCOIS RABELAIS - prædiker efter eget udsagn PANTAGRUELISME ("morallære for kæmper") og hans bog, siger han, er uforståelig for alle andre end pantagruelister, kun de vil forstå, hvad han mener. Ikke mindre interessant er personen BRODER JOHN, en "munk", der samtidig er en vældig kriger.

Som belønning for sit mod får han et kloster foræret. Her kræver regulativet hidsig seksuel aktivitet.

Dette er dog en formalitet, for alle munkene er lige så selvstændige, som de er formuende. Over klosterets port står således indskrevet dets eneste lov: GØR SOM DU VIL! og klosterets navn er THELEME.

Rabelais beskriver her en monasticisme, som var udbredt i renæssancen, og som hverken myndigheder eller kirke kunne gøre noget ved, fordi den foregik i hemmelighed, og de pågældende "klostre" stod under rige og mægtige mænds beskyttelse. I stedet måtte man så ofte lade sig nøje med at sende kloge kællinger på bålet.

I forhold til Rabelais, denne renæssancens Pantagruel, skrumper Crowley ind til en ret middelmådig størrelse. Men her har han altså hentet inspirationen.

SPØRGSMÅL

Kære Erwin!

En forfatters liv er ikke let, næh måske ikke, men hvad med læserens. Han skal altid holde øje med hvornår forfatteren udgiver en ny bog, eller skriver en kronik/artikel, og hvor interviewene bliver trykt. Når så forfatteren pludselig udgiver en "børnebog", og man sidder og glor anmeldelser af voksenbøger igennem, så synes man, at livet er meningsløst. Men det nye tidsskrift ELSEBETH giver livet mening igen.

I ELSEBETH nr. 2 undrer det mig, at du skriver at en religiøs satanisme næppe har eksisteret i århundreder. Du har tidligere skrevet, at du har kendt religiøse satanister i Danmark, både i Indsigtens sted og i Okkultisme & Magi. Hvad fa'en er meningen? Er det mig, som er dum, eller er en spade ikke en spade?

Med venlig hilsen
Rustan Pedersen

SVAR

Kære Rustan! Jeg forstår din forvirring, som nok er så udbredt, at jeg gerne vil bringe spørgsmål og svar i ELSEBETH - men du kan naturligvis nedlægge veto hos Simon - i så fald vil kun svaret blive bragt, og uden navns nævnelse.

"Satanisterne" - de mennesker, som i min ungdom venligt underviste mig - er - måske naturligt nok - af mange blevet opfattet som en sekt, som eksemplificeret af myten om eksistensen af en djævlekult i Danmark, en myte startet på højrefløjen (Folkekirken, Indre Mission, frikirker og hobbyokkultister), som savner ammunition til deres ideologiske racisme, og udspecificeret i pressen, en beskrivelse, som naturligvis er rent vrøvl, og intet har at gøre med mine faktiske udtalelser til journalister - dengang jeg endnu lukkede disse hundehoveder ind. Hvad er da disse satanister?

Det er en gruppe mennesker, hovedsagelig akademikere, som inspireret af en herre, som man ofte henfører til som "den gamle" (ligesom TV-serien), engang i tyverne begyndte at studere de kildeskrifter af religiøs art, der takket være sprogvidenskabens uhørte fremskridt var ved at blive tilgængelige. Det, der hidtil hovedsagelig havde været rygter, ufuldstændigt viderebragt af de ellers i så henseende fortjenstfulde arabere, blev nu i mange tilfælde et bekendtskab med de originale tekster.

Man anså det derfor for muligt at løse denne historieforskningens største problematik: Hvorfor har 99% af alle mennesker, der nogen sinde har levet, været religiøse? Vi ved, hvorfor de alle sammen vrøvler om træer.

Men hvorfor fabler de om guder? Ikke mindst i lyset af moderne erkendelsesteori mente man nu at kunne besvare disse spørgsmål, men måtte ofte gå så dybt, at studierne ikke længere kunne drives på de etablerede universiteter.

I stedet oprettede man så et underjordisk universitet, underjordisk simpelt hen for at undgå at blive overrendt af spiritister. Da den eneste accepterede teologi var den kristne, og man ikke anså sig i stand til at honorere denne begrænsning, vedkendte man sig meget naturligt sit humanistiske grundlag.

Ergo: Satanisterne. Disse mennesker var - og er, hvis de ikke er gået hver til sit i løbet af de 15 år, der er gået, siden jeg sidst gik på visit hos dem - ikke religiøse; de er religions-forskere.

There is a difference. Religion er tilknytning til en guddom, og hvis en sådan eksisterer blandt dem, er den individuel, til en personificeret skæbne.

Et religiøst forhold til Satan ville være absurd, eftersom den herre de sidste tre århundreder har været reduceret til en temmelig abstrakt garant for humanisme, parlamentarisme, og hvad det moderne menneske nu ellers har kært. Gudssønnernes "religiøsitet" er omtrent lige så tvivlsom, og satanisme er den i al fald ikke.

Og mens vi er i gang: INDSIGTENS STED handler ikke om "satanisterne" (universitetet), men om amatører, som ingen indviet ville give the time of day. Den eneste optrædende "satanist" er lægen, der giver Løv døren i synet.

Jeg håber, at disse korte bemærkninger i det mindste kan hjælpe dig til at klare begreberne. Hilsen Erwin.

SPØRGSMÅL

Til spørgekassen.

I sidste nummer af "Elsebeth" blev brugen af psykedelica som erkendelsesvej bragt på bane, således Rasmus Palbos beretning og J. A. Pedersens spørgsmål om brugen af disse som transcendensmiddel. Andetsteds taler du selv om to former for erkendelsesvej, en "hurtig" (den mystagogiske: "Per pluteum ad Plutonem cursu citato dico spondam sponsaliam si non nuptias rusticas") og en "langsom" ("Per pluteum ad Plutonem dico vineam urbis litterarum obsessori dico vitem cognitione vinolento"). Den "langsomme" vej karakteriseres altså af en sproglig forståelse (vineam urbis litterarum = "et stillads af bøgernes by" (eller måske "et stormtag til belejring af bøgernes by". Red. anm. [ENW])), et område som også blev berørt sidste gang i dit svar til Nicolas Barbano.

Mit spørgsmål drejer sig om kvesterne. Jeg studerer selv gamle sprog og er interesseret i oplysninger om kildemateriale. Hver kvest er hentet fra hver sin mytologiske kreds, og vel først og fremmest fordi den mest dynamiske udgave findes netop der (græsk, ægyptisk, babylonisk etc). I "Magi" skriver du et sted at ved de mystagogiske ritualer læser recitator op af f.eks. den homeriske hymne ved Demeter-kvesten. Hvad med de andre kvester? Jeg er godt klar over at Marduk-kvesten må bygge på det babyloniske skabelsesepos "Enuma Elish", men hvad med Horus (Hvor og i hvilken dødebog, hvis der?), Odin (Hvor i Edda'en, hvis der?) og endelig de to sidste, Kristus og Satan (Hvor i Novum Testamentum Graece / Hermetiske skrifter / renaissance-litteratur / andet?). Jeg er indforstået med at brugen kan være fleksibel (så at man f.eks. læser "Ishtar-digtet" under Demeter-kvesten) ... men trods alt ... når nu kvesterne er opkaldt efter de respektive mytologier. Kunne du give nogle præcise original-kilder til hver enkelt kvest? Tak for fortløbende inspiration ... (litterally)

Bjarne Lodahl
Rømersgade 24 3.T.H
1362 KBH K.

SVAR

Det er rigtigt, at den homeriske hymne og Ishtar-digtet er brugelige ved Demeter-kvesten, ligesom Orfeus-hymnen, men også brugen af ægyptiske tekster som den omtalte Reu nu pert em hru forekommer, især da Bogen om portene, foruden naturligvis Am duat.

Horus-kvesten er traditionelt ledsaget af Isis' og Nephtys' lamentationer, mens Marduk-kvesten, som du har gættet, tager udgangspunkt i Enuma elish, men også den ægyptiske Sejren over Apophis, eller sågar Ovids metamorfoser! I forbindelse med Odin-kvesten er teksten næsten uvægerlig Vølvens spådom eller Havimaal, mens Johannes-evangeliet er mest populært i Kristus-kvesten, og Enoks bog i Satan-kvesten. I virkeligheden står recitator ret frit - jeg har sågar hørt Joyce i forbindelse med en offentlig selvkvest ...

SPØRGSMÅL

Kære Erwin Neutzky-Wulf.

Den 13. april var vi nogle kristne, som overværede dit foredrag på Mattæusgades Skole.

Der er ingen tvivl om, at du er meget begavet og vi respekterer dig selvom vi ikke kan stå inde for det du står for. Når du citerer bibelen er det meget tydeligt, at du ikke har forstået Guds kærlighed til dig, som den person du er. Gud har vist sin kærlighed til dig ved at ofre sin egen søn for din skyld. Satan har ikke ofret noget som helst for dig, men vil altid kræve af dig. Det gør han, fordi han er ligeglad med dig som person, og kun ønsker din tilbedelse af ham.

Gud har gjort alt for, at du kan komme ind i et ret forhold til Ham. Han har banet vejen for dig, selvom du ikke synes, der er noget håb for dit liv. Gud elsker syndere, men hader synden. Det var derfor Kristus brugte så meget tid sammen med dem. Rom 5:20 fortæller os at: "hvor synden blev større, der blev nåden endnu mere overstrømmende rig". Guds visdom er nemlig, at menneskelig visdom ikke skal finde ham, fordi Gud frelser dem, der er enfoldige nok til at tro på evangeliets enkelhed.

Gud ser dig som den fortabte søn, og længes inderligt efter at vise sin kærlighed til dig, hvis du vil vende dig fra at tjene Satan og bede om tilgivelse. "Så er Han (Gud) trofast og retfærdig, så Han tilgiver vore synder og renser os fra al uretfærdighed". Joh. 1:9

Vi beder for dig, og ved, at Gud elsker dig. Det er stadigvæk muligt for dig at komme tilbage til Faderen. Han ønsker at have fællesskab med dig nu, og ønsker mindst af alt at se dig gå fortabt. Gud vil aldrig afvise dig selvom du afviser ham. Gud elsker alle, også dem der afviser Ham.

Der kærligste hilsner fra nogle unge kristne!

Charley Stephansen, Mette Nielsen, Esther Winning, Ninna Christensen og Monika Slezak

SVAR

Kære Charley & Co. Tak for jeres brev, der på trods af sin anmasselse nok er venligt ment.

I starter med at skrive, at der er ingen tvivl om, at jeg er meget begavet. Punktum. Det er et karakteristisk punktum.

Det er som at sige til en mand, at vi ved skam godt, at han er professor i astronomi, og derefter ubekymret forsøge at overbevise ham om, at jorden er flad. Jeg har studeret kristendommen i en menneskealder, med ganske særlige forudsætninger, hvilket I synes at acceptere.

Jamenså må man finde sig et par stylter eller give fortabt. Man kan ikke bare indrømme, at han er selvfølgelig klogere end vi, og så give ham det sædvanlige fru Olsen-treatment.

Er ydmyghed en kristen dyd? Det forekommer ikke sådan.

Tværtimod bruger man sin religion til at tiltage sig en autoritet, som under normale omstændigheder ville være latterlig. Nuvel, men kan man da ikke på denne måde "låne" skriftens autoritet?

Måske, men det kræver jo altså først og fremmest, at man kan læse den. Og kan I det?

Læser I græsk og hebraisk? Har I kulturhistorisk baggrund for at forstå, hvad der står, hvorfor det står der, hvilken tankegang det udtrykker, til hvem det er henvendt, og hvilke forudsætninger de havde?

For ellers bliver det vås. Du kan ikke læse en matematisk afhandling uden at kunne matematik, ellers går det dig nemlig som Kaalunds krage, der tilbragte sit liv på en kilometersten ivrigt skræppende K M TO EN, K M TO EN, indtil et behjertet menneske skød det arme dyr en kugle for panden.

Så en god begyndelse er altså at indse, at I kan ikke læse den bog, som tilsyneladende er den eneste, I gider læse. Og I kan slet ikke gennemskue en oversættelse, der er et produkt af to tusind års kirke-politik.

Pointen er da også, at I læser den slet ikke. I læser naivistiske bibeltraktater udstyret med de samme 7 skriftsteder, uden nogen sammenhæng med resten af bogen, tidens litteratur, tankegang eller ånd. Vrøvl, børnlille, vrøvl.

Og hvad gør man så som kristent ydmyg? Kommer man til ham, der kan læse, griber fat i hans frakkeskøder og råber: "Lær mig om min Frelser!"

Ikke just. Og det er med den ganske samme generelle uforfærdethed, man render Gud på dørene. Konversationen ved perleporten kan da tænkes at komme til at forme sig som følger:

CHARLEY Goddag Gud.

GUD Goddag Charley.

CHARLEY Ja, jeg skal jo ind.

GUD Nå, skal du det, min dreng. Og hvordan er du kommet frem til den slutning?

CHARLEY Det er ganske ligetil. Jeg er jo frelst.

GUD Det glæder mig meget for dig, min ven. Men hvad skal du så i grunden bruge mig til?

CHARLEY Jo, ser du, Gud-Fader-Søde-Jesus-og-så-videre, det er jo dig, der har frelst mig.

GUD Det er sært. Det mindes jeg ikke.

CHARLEY I så fald er det nok på tide, at du gør det. Du er jo en retfærdig Gud, og du vil ikke lade nogen gå fortabt, som tror. Og ser du, Gud, jeg tror.

GUD Og hvad tror du da, min søn?

CHARLEY Det er let at referere. Jeg tror, at jeg er et fortræffeligt menneske, og at du, som ligeledes er fortræffelig, derfor vil sætte pris på mit selskab i paradiset. Se, nu har jeg fortalt dig alt om Din Retfærdighed og Din Vilje, hvad Din Mening er med alle ting, hvorfor og hvordan Du har skabt dem, så hvis du ikke har noget imod det, ville jeg gerne ind lidt hurtigt, for jeg synes, der begynder at blive lidt hedt herude.

GUD Ja, min søn, jeg forstår, at du er et fremadstræbende, ungt menneske, så derfor vil jeg nu give dig et råd. Gå tilbage, min ven, gå tilbage til verden og bed.

CHARLEY Det har jeg skam gjort. Jeg var nemlig en rigtig skidt knægt, forstår du, der mishandlede mennesker og dyr og også havde en tilbøjelighed til at gøre en ulykke på mig selv. Men så mødte jeg Mette, eller måske Ether, og hun rådede mig til at bede. Så var det altså, jeg bad om at blive frelst, og vupti! det blev jeg så, og nu er det altså, at jeg gerne vil ind.

GUD Min ven, jeg skal lære dig at bede. Først skal du sige til Mette og Esther og de andre, at du nok ikke kommer til kaffe. Så skal du gå ind på dit kammer og lukke din dør og sige således: "Gud, jeg ved ingenting, andet end at jeg er i fortvivlelse, fordi jeg ikke kender dig. Vistnok vil du ikke frelse en ubetydelig synder som mig, men hvis du blot vil skille skyen og pege på mig med din venstre lillefinger, så skal jeg for din skyld forlade alle ting og ingen og intet elske andre end dig og din søn. Og hvis du aldrig ser til mig i nåde, vil det dog ikke ændre mit forsæt. For når en mand et helt liv kan elske en kvinde, som ikke vil vide af ham, hvor meget mere må dette så ikke gælde for den, som elsker Gud?!" Og så skal du ikke hele tiden sige til din næste: Kom lad mig hjælpe dig til frelse, for du ser splinten i hans øje, men glemmer bjælken i dit eget. Men sig til den, der vil have Mig i tale: "Også jeg er som du en ussel supplikant på tronens nederste trin, men hvis du vil, kan vi dele en vragstump og et Fadervor."

CHARLEY Jaja. Det kan jo være rigtigt nok alt sammen. Men nu træffer det sig altså så heldigt, at jeg er frelst allerede.

GUD Sjæl, gå du ad helved til!

Med Venlig Hilsen
Den Hellige Ånd
c/o Erwin Neutzsky-Wulff

SPØRGSMÅL

Den Danske Rasputin!

Da jeg (også) så artiklen i Berlingske Tidende den 24. februar, blev jeg henrykt over, uden at have læst værker af ENW, at der endeligt var et par personer der tog et initiavi til, at "samle" danske satanister. Sådan var mit indtryk af artiklen - men som Simon Falkentorp har beskrevet i sin leder i ELSEBETH nr. 2, har intet trængt ind i anmelderens indskrænkede hovede (fri formulering). Det er næsten en selvfølge, at overskriften måtte lyde sådan. ENW har forsøgt at definere satanisme og meget andet godt - men uden held og uden en tanke i hovedet. Det er ikke underligt, at ENW ville blive forvekslet med "Danmarks Satanist Nr. 1".

I den samme leder udtrykkes en skuffelse over, at så få personer har givet så lidt stof til bladet (?). Men jeg kan godt forstå, at der ikke er kommet mere. Når man læser ENW's indlæg og besvarelser på diverse læserbreve, er der virkelig noget at leve op til. Jeg tror nu, at der ikke vil komme særlig mange indlæg af samme "seriøse" karakter, på grund af ENW's domme over almindeligt intelligente personer, der "ikke fatter noget som helst af noget". Det er trods alt under 2% af danmarks befolkning, der har en IK over 125 (uden en tanke i hovedet. Red. anm. [ENW]). Mange vil sikkert frygte at blive "hængt ud", med mindre de skriver en "tilbundsgående" overinterlektualliseret tekst; samtidig med, at de priser ENW som en guru inden for okkultismen. ELSEBETH ville være mere realistisk, hvis det havde været en strikkeklub med navnet: Sammenslutningen af Misforståede Okkultister.

Det mest kvalmende af det hele er, at ENW sidder og definerer hvad der er satanisme og hvad der ikke er; samtidig prøver han at kaste sin titel som satanist af sig. Med en dobbeltmoralskhed, der får enhver ÆGTE satanist til at brække sig, er det forståeligt nok, for jeg ville heller ikke stå frem i offentligheden, med en så ugennemtænkt teori og tåget definition af satanisme. ENW's "disciple" burde lære at tænke selv og se igennem hans krakelerede dobbeltmoralske fasade og hans overinterlektualliserede camouflerede jantelovsprædiken. En flok får der ikke har større værdi end en kristen potte pis. Oven i alt dette, hvordan er det så muligt for en mand, at bekende sig til kommunismen; og samtidig kalde sig for intelligent - men hvor mange gange skal det bevises, at kommunisme ikke virker i praksis.

Måske er det ikke ENW's skyld alt sammen, men det var jo heller ikke L. Ron Hubbard's mening at lave en religion fra begyndelsen.

Med venlig hilsen
Per Andersen

SVAR


Ja, så er de da endelig alle samlet. De glade unge kristne, som vil frelse verden, men ikke kan se forskel på løven og lammet, popokkultisterne, der (med god grund) føler sig hængt ud, og den lille materialist med den sunde fornuft, der sværger til "videnskaben" uden at have læst andet end Vor Viden.

Kære Per! Ingen fornægter din ret til at være satanist med pentagrammer og horn i panden.

Vi kan ikke alle være overinterlektualliserede og tågede. Do what thou wilt, my friend, AVE SATANAS og MAY THE FORCE BE WITH YOU!

SPØRGSMÅL

JEG ER IKKE (socialdemokrat / tåkilder / nazist / borgerlig / grå masse / etc.) MEN Elsebeth 2, p. 17, Spørgebrevkassen får alligevel denne kommentar:

"I Okkultisme antydes det, at den moderne neuropsykologi er på sporet af det faktum, at den enkelte 'iagttagers' hjerne er ophav til det sansede. Kan du give nogle konkrete eksempler på disse og deres værker? (især inden for neurologien).

SVAR

Det er en alm. fejlopfattelse, at den moderne naturvidenskab er dualistisk, og at derfor særlige 'autoriteter' må opsøges for at give et nondualistisk verdensbillede troværdighed."

Jaja, men så vidt jeg kan se, efterlyser vor mand en naturvidenskabelig henvisning.

"I virkeligheden (tm) er dualismen for længst opgivet af alle dannede personer, og man behøver ikke at gøre sig specielt umage for at finde 'eksempler'. Men lad os for syns skyld tage et fra en ganske alm. lærebog i psykiatri:

(Et pænt lille precis af den NW'ske lære, komplet med en fuldstændig epistemologisk og etisk relativisme.)"

Som jeg dog ikke rigtig kan se meningen med (Manglende engelskkundskaber? Red. anm. [ENW])

Jeg tror at spørgeren søger svar på det samme som jeg (her formuleret mere konkret): I Okkultismes neurologiafsnit (som forhåbentlig ikke kun er inkluderet for syns skyld) hævdes det at (p. 58-59) "Ved at foretage forsøg på katte, der fra fødslen er blevet forhindret i at se noget som helst, er det godtgjort hinsides al mulig tvivl, at disse strukturer virkelig er medfødte ... Det forekommer ligeså usandsynligt, som det er absolut sikkert, at mennesket skulle fødes med hele verden inde i hovedet, før det overhovedet fik sin første chance for at se på den." På dette forsøg hænges konklusionen (p. 60): "Bevidstheden er ikke en projektion af verden. Verden er en projektion af bevidstheden".

Og her savner jeg (som så mange andre steder under læsningen af Okkultisme) en henvisning. Det fodres (sic) i videnskablige værker af indlysende grunde, og skyes i popvidenskablige værker af lige så indlysende grunde. Det har altid undret mig at Okkultisme ikke indeholdt henvisninger.

Steven Snedker

ENWidere (ho ho ho (atter sic), årets vits), synes jeg at krydsordsopgaven bør skiftes ud en skamrosningskonkurrence, hvor det gælder om på vildeste vis at give udtryk for ens forbundenhed til sin elskede. "Min (navn)s ydmyge discipel" kan helt klart gøres voldsommere, se bare Okkultismes tilegnelse.

Og nu, efter at have læst de første to blade, finder jeg det også fornuftigt at anbefale alle bladets læsere (og ikke mindst skribenter) at læse et festligt lille kapitel i Nietzsches "Således talte Zarathustra" kaldet "I forbigående" (s. 143 i Jespersen og Pio's udgave). Nyd det!

SVAR

Kære Steven! Lad mig for det første sige, at O&M ikke er et videnskabeligt værk, det er et populærvidenskabeligt værk.

Et videnskabeligt værk ville være henvendt til andre mystagoger og altså ikke offentliggjort. Derimod henvender det sig til almindeligt dannede mennesker, ikke mindst videnskabsmænd på andre områder.

Hverken fysikeren eller neurologen vil finde noget særlig opsigtsvækkende i de tilhørende kapitler, men det kan muligvis interessere dem at blive gjort opmærksomme på forbindelser til f.eks. religionsfænomenologien, som de af gode grunde ikke kender til. Når O&M ikke indeholder henvisninger, skyldes det, at den ikke støtter sig til eksotiske teorier opkastet af en enkelt forsker, men - og det er netop dens styrke - til teorier, som er almindeligt (aner)kendte af alle videnskabeligt dannede personer (hvor grimt det så ellers kan lyde i dine øren).

Det ville dog også være temmelig absurd, om man i en verdenshistorie følte sig forpligtet til at godtgøre, at Jorden er rund, ved aftrykning af satellitfotos. Om du har hørt om evolutionsteorien eller dobbeltspalteeksperimentet, er sådan set immaterielt, pointen er, at du vil kunne udfylde de relevante huller i din dannelse i den mest primitive underskolelitteratur.

En neuropsykologi af den type, vordende psykologer pligtlæser, vil ganske utvivlsomt medtage både det efterlyste missekatteeksperiment (se f.eks. Thomas Nielsen: Psykologi og Hjerneprocesser s. 65-69) samt dække de mest presserende behov under læsningen af neurologiafsnittet i OKKULTISME, som du antyder, skulle være inkluderet for et syns skyld. Kan det virkelig passe, at et menneske fra sidste halvdel af det tyvende århundrede ikke har hørt om f.eks. split-brain?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Den danske folkeskole er abysmal.

Men - I've said it before - dit problem er altså ikke mine "dårligt underbyggede påstande", men et fuldstændigt - og, I grant you, sikkert ganske almindeligt - ukendskab til de berørte videnskabelige discipliner. Indrømmet, intet er så irriterende som at få påpeget egen manglende baggrund.

Så er det nærliggende at lade sig hverve af tidens antiintellektualisme, som det ofte kan være meget vanskeligt at reagere på uden "selvovervurdering".

Og hvad er så det?

Er det selvovervurdering at mene sig kompetent til at udtale sig om noget, man har brugt en menneskealder på at studere? Eller er det selvovervurdering at konkludere, at jeg ikke har en tanke i hovedet, dog "uden at have læst værker af ENW"?

Skal man forsøge at afdække baggrunden for en sådan antiintellektualisme, som temmelig uimodståeligt henleder tanken på tredvernes Tyskland? Og når så hetzen mod en - som det har været tilfældet i dele af den danske presse - synker til samme niveau som den verserende racisme?

Svarer man igen? Det pudsige er jo, at jeg er hverken miskendt eller "misforstået".

OKKULTISME blev enstemmigt begejstret modtaget af kritikken. Det var den kulørte presse, der forargedes.

Det er også karakteristisk, at ydmyghed kan irritere lige så meget som det modsatte, f.eks. lovprisningen af den elskede. Den moderne pænhed kræver ikke blot begejstring for uvedkommende mennesker, men også ligegyldighed over for dem, der turde stå en nærmere.

Det er denne fortvivlende pubertetsverden af kammerater og kællinger, hvor den offentlige debat følger skolegårdens regler, og man ikke skal være intelligent og vidende, men uskadelig og jovial, den jovialitet, der med øjeblikkes varsel kan skifte til sanseløst had, når man blot kan få at vide, hvem der skal rives i stykker. Så, hvad har ELSEBETH gjort sig skyldig i so far?

At prædike tolerance og uselviskhed. At viderebringe data om fortidens filosofi og religion.

Men det er nok. Formidling af viden - en hvilkensomhelst viden - er nu engang the capital offence i misinformationssamfundet.

Man kan være vis på, at der bliver klippet og klistret i Dialogcentret og Den Danske Forening. Er vi da ikke ganske uskadelige?

Jo, naturligvis. Det er Ordet, de frygter.

Nej, hvordan kan man bekende sig til kommunisme og tolerance? Det har jo vist sig ikke at virke i praksis.

Med Venlig Hilsen
Erwin Neutzsky-Wulff

SPØRGSMÅL

Tak for "Elsebeth" som blandt andet udmærker sig ved at være lige så spændende illustreret som Okkultisme og Magi selv om det er lidt mere "artigt". Mere hen efter s. 34 i nr. 2 (og s. 65 i Magi) tak!

Du omtaler i Okkultisme adytum som et nødvendigt "aftrædelses-lokale" for mysten, men i Magi som noget mindre primitivt end frimurernes suiter. Kan du eventuelt sige noget om indretningen af et sådant?

SVAR

Du vil i dette nummer under TAROK finde grundplanen i den enkleste form for adytum, med dens fire områder ifølge dekussationen. At dekussere vil sige at inddele et felt i fire dele ved hjælp af et kryds (af decussis, ti, som bekendt skrives som X).

CATENA og PUTEAL er de to mest anvendte fokalisationer i adyta af denne størrelse. CATENA er en kæde, ophængt i en øsken i løftet, som næsten, men ikke helt rører gulvet.

Den repræsenterer aktualisationen som trinvis (descendens). PUTEAL betyder brøndkant, af puteus, brønd.

Brønden er for agerbrugeren, hvad hulen er for jægeren, indgangen til underverdenen. Det er karakteristisk, at man også omgav lynramte steder med putealer.

I adytum er putealet simpelt hen en ring malet på gulvet, traditionelt indskrevet DIS MANIBVS. En anden populær indskrift er ADESTE EQVITES MVTVAE VITAE.

Visse adyta har både CATENA og PUTEAL. Ophænges den første lige over den sidste, skal der tilføjes to sekundære fokalpunkter, lupi, svarende til YAKIN og BOAZ.

I Salomons tempel var aktualisationen så kataklysmisk, at det var nødvendigt med et afløb, kobberhavet. De to søjler bremsede aktualisationen, så toget kunne nå at standse ved stationen.

Såvel SERPENS som ARBOR hentyder til kundskabens træ og er da også ofte indskrevet MERA PERITIA. Her opbevares fetish.

LECTUM er et regulært leje, da MAGISTER ofte skal tilbringe lang tid i ADYTUM. Adytum er normalt komplet mørklagt, men levende lys er dog tilladt.

Værelset er aflåst og må ikke anvendes til andre formål (og altså heller ikke "vises frem" for andre måbende myster). Det kan forekomme luksuriøst, hvis man bor i en to og et halvt værelses, men man må huske på, at i de første huse, som vi finder dem i det udgravede Jeriko, var et af de to værelser adytum (og spisekammer), se Verdenshistorien side 155-61.

SPØRGSMÅL

Til "Elsebeth".

Jeg takker for de to første numre af "Elsebeth", som det har været en fornøjelse at læse. Især har det været interessant at se, hvilke spørgsmål læserne stiller.

1. Jeg ville gerne vide mere om pravitet, som du omtaler på side 9 i nr. 2.

2. Hvis en psykolog, psykiater eller psykoanalytiker kom til dig og fortalte, at han havde opdaget sine tillærte modellers og metoders begrænsninger, og nu ønskede råd om, hvorledes han bedre kunne behandle sine patienter/klienter, hvad ville du da svare ham?

3. Historikerne er uenige om den berømte Dionysos/Bacchus-frise i den såkaldte Mysterievilla i Pompeji. Kunne du gennemgå frisens motiver?

SVAR

ad 1: Som de fleste "overnaturlige" fænomener er pravitet i sin simpleste form noget, alle har oplevet. Det er så almindeligt, at filmen i sit formsprog har måttet opfinde en pendant til det: Zoomen.

Heltinden kommer ind i et rum, netter sig foran et spejl, får en følelse af præsens, vender sig, og der - der på hendes seng ligger et lig, hvis frygtelige døde øjne i næste øjeblik fylder hele billedfeltet, og hun flygter rædselsslagen. I et gruopvækkende øjeblik fylder den lille detalje hele rummet og levner hende ikke plads.

Det er pravitet. Det, der tiltrækker vores opmærksomhed, fordi det er af betydning for os, eller med mystagogikkens terminologi skabes ud fra affektion, overholder ikke i øjeblikket dimensionernes love, dertil er det for dynamisk, for tæt på ånden.

I den hyperkognitive fase er denne virkning permanent, hvad enhver LSD-bruger kan bekræfte. Strengt taget er denne "fejlbedømning" fælles for alle aktualisationer, men jo større affektionen er, jo mere tingen viser sin åndelige side, jo større er virkningen.

I teurgien bliver den så fremtrædende, at den på det nærmeste kræver en hel videnskab. Manifestationen "forvrænger" det perceptionelle rum, den optræder i, næsten som tyngdekraften krummer rummet eller rettere forklares som rumkrumning i Einsteins version.

Der er altså ikke blot tale om et fokalpunkt, eller dette punkt er netop, hvad ordet siger, forvrængningens apex. Praviteten præcederer i øvrigt manifestationen, så at teurgen ud fra denne er i stand til at forudberegne manifestationens sted og tidspunkt - i det sidste tilfælde skal han dog også tage hensyn til en tilsvarende tidsdilation.

Mere eller mindre statiske fokalpunkter kan findes ad denne vej, hvorfor en undersøgelse af en mistænkt lokalitet altid begynder med en pravitetsanalyse. "Hjemsøgte" steder er på denne måde "skæve", ligesom tiden synes at stå stille med time-lag-agtige symptomer hos beboerne, mens korte ophold ofte giver palpitationer, åndedrætsbesvær og koldsved.

Da fænomenet givetvis er unddraget kausalitet, virker det begge veje, så at teurgen kan forårsage pravitet og dermed facilitere descendens. De store domkirker bygger på avancerede pravitetsanalyser; det er de "frimurerhemmeligheder", som nogle fabler om.

Mystagogen taler også om "traumatisk pravitet". Her har vi at gøre med det forhold, at traumer ikke er isolerede fænomener, men at begrebsapparatet anskuet som en kontinuitet "krummer" i retning af traumet. Det er denne iagttagelse, psykoanalytikeren betjener sig af i den fri association, hvor afvigelser fra standardsvar signalerer proksimiteten af et traume.

ad 2: Jeg har altid været åben over for psykologer, der søgte min hjælp.

DIONYSOS
(ENW)

DIONYSOS er den græske Soma eller Haoma, transcendensmidlet som totem. Første del af "2000" er en gennemgang af mysterierne omkring Soma. Grækernes transcendensmiddel var som bekendt vinen.

Dionysos betyder "Guds søn", men etymologien gik i glemmebogen, og navnet opfattedes som "Guden fra Nysa", og Nysa blev hans legendariske hjemland. I "Verden" kommer Messias fra (asteroiden) Nysa.

Hans fader er som sagt Zeus, hans moder Semele, hvem den skinsyge Hera overtalte til at forlange at se sin elsker. Den arme kvinde blev brændt til aske, men Zeus gemte det ufødte barn i sit lår.

Dionysos er Dithyrambos, den to gange fødte og således garant for en tilsvarende genfødsel af sine tilhængere (på ungefær samme måde, som Kristi opstandelse garanterer den kristne ditto). Denne (død og) genfødsel er naturligvis mystisk og rituel og kommer i stand gennem mystens tilintetgørelse i mødet med Dionysos eller hans hustru Ariadne.

I en anden version søsættes barnet med sin mor i en ark, og Zeus må endnu en gang frelse sit afkom fra Heras vrede ved at sætte det i pleje hos Nysas nymfer. Hans læremester var dog først og fremmest Silenus.

Vi finder denne figur i to skikkelser, som græsk vismand, og som monstrøsitet. Mysteriernes visdom var ikke fornuft, men guddommeligt vanvid.

Både Dionysos og hans opdragere bliver tilsvarende slået af et vanvid, der er i slægt med den Panik, som af og til kan gribe den ensomme vandrer. Tendensen er altså den modsatte af den udtrykt i den græske naturfilosofi, som søgte at finde en rationel "forklaring" på verdensordenen.

Verden er ikke rationel, men vanvittig, og en forståelse af den betyder at dele dens vanvid. Vejen til visdom går gennem vanvid, men det er også muligt at leve en rationel eksistens med den vundne indsigt.

Dionysos drager således til et orakel for at få styr på sit afsind, og mysten deltager i hans færd som hans ridedyr (som kroppen er åndens ridedyr, "broder æsel"), hvorved det umælende dyr vinder talens brug, det kognitive sprog. Nu går Dionysos ud i verden og lærer den transcendens gennem vinen, indholdet af de dionysiske mysterier: Silenus' visdom/vanvid.

Dionysos' eventyr er alle enigmer, som mysten blev sat ind i, men deres gennemgang vil føre for vidt her. De omfatter Icarius-enigmet, Althaea-enigmet og Carya-enigmet.

Dionysos' hustru er Ariadne, Theseus' responsor. Også hun dør og genopstår som Dionysos' brud.

Med tiden går bakkanterne meget ondt igennem. Kulten forbydes af Lycurgus, der fælder vinstokkene blot for at opdage, at det er sin egen søn, han har dræbt, og at han har hjemsøgt sit land med ufrugtbarhed.

Fornuft og moral kan være betryggende, men frugtbare er de ikke. Ikke uden grund var mænaderne, de kvindelige bakkanter frygtede. Senere rejser han til underverdenen og befrier sin døde mor.

Dionysos afbildes gerne i spidsen for sin thiasos bestående af naturguddomme, nymfer, kentaurer, satyrer og silener, hvoraf Silenus er prototypen. Han er også associeret med Pan, den absolutte naturguddom, som Kristus snigmyrder.

I mysterievillaen i Pompeji finder vi den bakkantiske indvielse afbildet i store træk. Det skal dog understreges, at der her blot er tale om en førstegradsindvielse (dvs. ledende op til den første transcendens).

Frisen repræsenterer således TRANSCENDENSFASERNE og de benyttede midler til at opnå dem. Det er blevet antaget, at udsmykningen er blevet foretaget af det rum, hvor indvielsen foregik, men dette er forkert.

Denne gennemførtes i små rum, hvor mysten kunne holdes isoleret, og den store menneskemængde er illusorisk, cirka svarende til, hvis man ud fra en moderne tegneserie ville konkludere, at Andeby indeholdt et par hundrede Anders And'er, en for hver rude. Da det meste af indvielsen endvidere foregik i halvmørke, ville friserne forblive ganske upåagtede af mysten, der da også havde andet at tage sig til end at kigge på malerier.

Hvad var formålet da? Pointen med indvielse er naturligvis at nedbryde mystens forsvarsmekanismer over for transcendens, men ofte er det modsatte mere sandsynligt.

Mysten har naturligvis meldt sig frivilligt, ja, har tigget og bedt om at få del i mysterierne og brugt uger og måneder på at terpe liturgiske tekster. Ikke desto mindre vil hun (og frisen fremstiller en kvindelig indvielse), når den traumatiske del af indvielsen som den fremstillede nærmer sig, utvivlsomt være skrækslagen.

Når solen går ned, og natten nærmer sig, er hun nærmest forstenet. Ofte blev pigerne indviet parvis, hvilket hjalp lidt, men det kunne naturligvis også medføre, at de skræmte hinanden.

I stedet for at kaste dem bagbundne og skrigende i cavea, blev de modtaget som fornemme gæster i villaens store spisesal, triclinium, hvor de spiste et let måltid sammen med unge epopter, som for ikke længe siden havde været igennem en tilsvarende prøvelse. Men det er begrænset, hvor meget information dette tiskeri kan supplere.

I stedet var de så under måltidet omgivet af denne pragtfulde tegneserie, hvor de med deres uddannelse ikke havde vanskeligt ved at genkende de vigtigste figurer: Den venlige Silenus, deres gamle lærer, Dionysos hvilende i sin Ariadnes skød, og så videre. Der var selvfølgelig også skræmmende billeder, mange frygtsomme blikke er utvivlsomt gået til den uhyggelige materialisationsscene, men den repræsenterede trods alt kun et enkelt panel i et forløb, de kunne se enden på. Det var fornem psykologi.

Det var også vigtigt, at vinen først blev skænket som komplement til et festligt måltid. Det var essentielt, at der hele tiden blev holdt øje med, hvor meget mysten fik, hvornår, og hvilken virkning det havde på hende.

Man begyndte med vinum, det vil sige lige dele vin og vand, som mysten kendte fra festlige lejligheder i sit eget hjem. Når selve indvielsen begyndte, ville den blive udskiftet med den anderledes kraftigere merum.

Alt i alt satte mysten måske under hele forløbet, der helst skulle klares i løbet af en nat, et kvantum spiritus svarende til to eller tre flasker moderne landvin til livs, men i de kyndige hænder var virkningen en ganske anden end den moderne. På intet tidspunkt indtrådte nogen form for døsighed.

Det første panel er nærmest humoristisk af indhold. Det forestiller intet liturgisk, men blot det lille barn, hvis moder lærer det at læse, repræsenterende det studium, mysten har tilendebragt.

For at betone sagens alvor vurderer en præstinde med hånden i siden den lilles fremskridt. Kvinden med fadet fører fra dette stadium, omtrentligt svarende til det HYPERÆSTETISKE, over i det HYPERKOGNITIVE, kvinden ved bordet.

At ofre har de unge myster prøvet før. Det er lidt som at give nissen på loftet risengrød, de lækre kager, som går ens egen næse forbi, og som i stedet gives til Dendrites, den lille trægud.

Nu bliver det mystisk. Mysten føres ind i et rum, hvorfra der lyder fortvivlede skrig. En stor kvinde, fuldt påklædt, ligger på gulvet og vrider sig.

En anden fortæller, at hun skal føde. Der er panik i luften, mysten må hjælpe til.

Til sidst fremdrager "jordemoderen" fra et sted under den "fødendes" kjole en genstand, som har vekslet, for det tilfældes skyld, at pointen trods alle tavshedseder (tøser er nu tøser) er sevet ud. Det kan således have været en kvist af et helligt træ, en frugt, eller sågar en rå fisk.

Pointen er, at det ikke er et barn, men behandles som et barn, og at mysten derfor ser det som et mystisk barn. På frisen er alt dette kun netop antydet, jordemoderen har blot løftet op i et stykke tøj, som er sat fast på den fødendes dragt, som dækker barnet i form af en bogrulle, samtidig med, at hun er i færd med at vaske det i et vandfad, som den forvirrede myste fylder.

Nu følger den ANIMISTISKE fase. De to elementaler er den menneskelige form af gedeparret, hvoraf hunnen ammes af den kvindelige faun, mens den mandlige betjener en panfløjte - hele indvielsen foregik til musikalsk akkompagnement fra tilstødende værelser.

Også Silenus er i gang på en lyre. I vores animistiske fase bliver borde og stole levende, men romerne havde stadig omgang med deres husdyr, hvorfor en konfrontation med disses menneskelige side var den mest effektive version.

Denne venstre væg slutter med en forskrækket myste, der dog ikke, som man kan tro, når man ser frisen flad, skræmmes af Silenusfiguren umiddelbart til højre for hende, skønt han er tydeligt forarget over hendes upassende opførsel. Tværtimod er hun undsluppet fra et sted på den højre væg umiddelbart over for hende, nemlig den rituelle piskning af hendes lidelsesfælle.

Venstre væg

Herimod er endevæggens centrale scene fuldstændig trankvil og har nærmest karakter af en altertavle. Denne repræsenterer den PANTEISTISKE fase.

Det har altid været en kilde til forundring og problemer, at denne fase forekommer så final. Mysten føler sig et med guddommen og mener bestemt at være nået til vejs ende.

Her finder vi naturligvis Dionysos og frue flankeret af to vigtige mysterier. Overgangen til denne fase har fundet sted gennem hydromanti, den oprindelige udgave af krystallomantien.


Midtervæg

Silenus viser, hvordan, holder skålen op, så den unge satyr kan se hans sande skikkelse, som assistenten holder op i form af mysteriedramaets maske. Alle mandlige deltagere er overnaturlige væsner, det vil sige, de optræder naturligt nok i den kvindelige indvielse kun som det guddommeligt mandlige.

Rent fysisk består denne fase af afsløringen af Dionysos i sit Priapusaspekt. En tilsløret phallos bæres ind og afsløres af den knælende præstinde.

Nu følger den frygtelige MATERIALISATIONSSEKVENS. Mysten knæler hos en præstinde, der skiftevis trøster hende, holder hende fast og blotter hendes ryg for slagene.

Endelig den TRANSCENDERENDE fase, som kan gennemføres på forskellig måde. På billedet tvinges mysten til at danse, idet hun selv angiver rytmen med cymbaler.

Den opmærksomt truende figur bag hende viser, at dansen ikke er ganske frivillig, ofte lægges der hånd på hende, hun snurres rundt, ind imellem under flere piskeslag. Transcendensen som sådan kan naturligvis ikke vises, i stedet synes den dansendes gevandter og den allestedsnærværende thyrsosstav at trodse alle kendte naturlove for at danne transcendensens symbol, den gennemskårne cirkel.

En barskere metode var den frygtede liknon. Mysten fik af liknoforen forevist en kurv - somme tider den samme, som havde indeholdt phallos - beregnet til bjærgning af førstegrøden, og som man vuggede denne i som et barn.

Mysten, hedder det, må blive Dionysos' vugge, der er ingen anden vej. Hun hænges følgelig op i håndled og ankler, piskes og svinges.

Hun fyldes med vin, hvilket ofte medfører gentagne brækninger. Men effektivt har det utvivlsomt været.

Som det vil forstås, adskiller INDVIELSEN sig ikke så meget fra alle andre tiders indvielse. I dårlige tider har noget sådant været forbeholdt overklassen, det er ikke stof for grosserere og magistre.

PS: It's only fair at gøre den interesserede læser opmærksom på, at der findes ganske anderledes tolkninger af det passerede. Ifølge et lærd værk forestiller scenen således: "The thiasos; bacchic radiation in a pastoral idyll of the dionysians. The thiasos continued in the ebriety of the little satyr and his prophecy which frightens the, as yet, uninitiated woman.

Dionysus in the arms of felicity; symbol of the bliss which the initiated will enjoy. The initiated woman, in the rite of unveiling the regenerating symbol, is menaced by a demon-angel who is adverse to the enjoyment of happiness by humanity."

Nååh ...

PPS: Ja, kære læser, det var så alt for denne gang fra ELSEBETH, som hurtigere, end nogen vist ville have forudsagt, opnåede et 3-cifret antal abonnenter. Nye sådanne er naturligvis stadig velkomne. Bladet vil blive tilsendt i en diskret, brun konvolut ...

THAT'S ALL, FOLKS!
Porky Pig
SÅ FÅR I IKKE MERE FOR DEN FEMOGTYVEØRE!
Jakob Stegelman

ELSEBETH

ELSEBETH formidler okkult viden, formuleret af Erwin Neutzsky-Wulff, hovedsagelig ud fra spørgsmål til forfatteren i forbindelse med hans to hovedværker OKKULTISME og MAGI (Borgens forlag 1985-86), hvis læsere bladet da også hovedsagelig henvender sig til.

Læserne selv er dog velkomne til at bringe egne indlæg af forskellige karekter. Det kunne være litterære analyser af ENWs værker, viderebringning af egne erfaringer til andres gavn, bog- eller filmanmeldelser eller noget helt tredje. Deadline for indlæg til ELSEBETH-4 (august) er sat til lørdag d. 4. Juli.

Bladet udkommer, når det er færdigredigeret, og det tilstræbes ca. hver anden måned. Dette kan dog svinge lidt af hensyn til ENWs planlægning og evt. mangel på indkomne læserindlæg (!)

Prisen pr. eksemplar af numrene 1-3 er kr. 20,- inklusiv forsendelse. Ved bestilling, angiv hvilke og hvor mange eksemplar du ønsker, eller fremsendes nyeste aktuelle nr. Hvis du er ny abonnent, får du automatisk nr. 1 tilsendt.

ELSEBETH nr. 1. Februar 1992 indeholder:
-Introduktion til bladet
-Nyhedsspalte
-MENS VI VENTER PÅ TRANSCENDENSEN
-KABBALA 1
-SEKSUEL MAGI
-Derudover: Bog- og filmanmeldelser, kommentar, opgave og et interview.

ELSEBETH nr. 2. April 1992 indeholder:
-Nyhedsspalte
-KABBALA 2
-SVAR I SPØRGEBREVKASSEN:
-"Wulfianismen"
-Mentalisme i den moderne videnskab
-Drømme
-Sprog og kognition
-Drift, etik og æsimologi
-Hallucinogener
-Succubat for første trancendens
-Supression og Sermo Mercurialis
-Derudover: Nyhedsspalte, læserbrevkasse og en opgave.

Adressen er:

Tidskriftet ELSEBETH
Postboks 1483,
8220 Brabrand.
Giro 1 07 28 54.

ELSEBETH