ELSEBETH NR. 4

 

ELSEBETH

Nr. 4.
August 1992

INDHOLD:
- LEDER (Red.)
- NYHEDER
- SOM BRØDRE VI DELE
- THE OUTER LIMITS
- LÆSERBREVKASSE
- VED EN FANZINE-REDANKTØRS DØD
- FYSIKER FREDERIK FREDEGOD FEIL
- THRILLER
- GRAL
- SPØRGEBREVKASSE
Satanismens kosmologi
Katharerne
- SATAN
- MONITIO
- GNOSIS


Illustrationer i dette nr.:
Forside, s. 3, 6 og 27: Simon Falkentorp.
S. 7: fra tidskriftet: Jeg har en kanon
S. 10 og bagside: fra Joseph Jacobs: Celtic fairy tales
S. 18: fra The Hand that Rocks the Craddle (Warner)
S. 28: fra T. H. White: The Once & Future King
S. 31, 36 og 48: fra Johannes Fabricius: Alchemy
S. 41: Jørgen Hammer Elbang
S. 43: William Blake

Adresse: Postboks 1483,
8220 Brabrand.
Giro: 1 07 28 54

Redaktion og udgivelse: Simon J. S. Falkentorp &
Sidsel S. Petersen
Tlf.: 86-10 67 86

LEDER
(Red.)

Med nr. 4. peger ELSEBETH nu hen imod en kontinuitet ud over døgnfanzine-levealderen. Dette medfører dog den for nye tidsskrifter åbenbart almindelige fase, hvor redaktøren må stå "skoleret", ikke bare efter diverse bommerter, men helst også for en mindre stribe henvendelser fra den ene læser, der mener, man tager parti for den anden ved at latterliggøre den tredje, eller fra den fjerde (eller var det den tredje?), der har forstået bladet som et litterært forum for "du-sagde-at-jeg-sagde-at-han-antydede-at..."-føljetoner. Men det var altså ikke det, jeg mente, da jeg i sin tid inviterede relevante og velovervejede spørgsmål og indlæg.

Et par af de af mig forårsagede misforståelser skal dog retfærdigvis rettes her. Det er bl.a. faldet et par af ELSEBETHs læsere for brystet, at forsiden på en del af de udsendte nr. 3. er dækket af et "EF-UNION"-logo, hvilket er blevet opfattet som, at jeg som redaktør har misbrugt bladets forside til at propagandere for min personlige holdning til EF-UNIONEN.

Denne fra min side utilsigtede, men forståelige opfattelse skyldes udelukkkende min redaktionelle ubetænksomhed. Den oprindelige mening var en joke udtænkt af ENW, med en ordlyd, der skulle have været noget i retningen af: EF-UNIONS TEMA-NR., til hvilket de sidste nr. 3'ere da også er rettet.

Jeg beklager dybt, at dette af nogen af bladets læsere erblevet opfattet som propaganda eller reklame for, eller for den sags skyld imod (grimt ser det jo ud) - EF-UNIONEN. Eller langt værre: Om forsiden skulle blive opfattet som (gylp!) ENWs holdning til EF-UNIONEN.

Jeg håber hermed, at læserne kan tilgive mig fadæsen, og at den ikke har givet anledning til kronisk mareridt.

En anden redaktionel kørfert er de "(red. anm.)", der har figureret i nogle af ENWs svar. Disse anmærkninger er forfatterens, og ikke redaktørens. Også dette skyldes manglende opmærksomhed fra min side, når spørgsmålene er kommet retur fra forfatteren. Forfatterens anmærkninger vil i fremtiden blive benævnt: "(ENW anm.)" og mine "(Red. anm.).

En læser har venligt gjort mig opmærksom på, at jeg ikke ligefrem har opfordret til indlæg af illustrativ karaktér. Det skal der hermed rådes bod på. Dels ced samme læsers glimrende tegning i dette blad, og dels ved at byde andre illustratorer velkommen til, om de har lyst at indsende relevant materiale.

Deadline for spørgsmål og indlæg til nr. 5. er sat til lør. d. 5. september.

Fra og med ELSEBETH nr. 7. i februar stiger prisen til kr. 25,- pr. eksemplar, da de nuværende priser knapt lader not-for-profit-budgettet balancere.

 

NYHEDER

READ ALL ABOUT IT!

Jeg har som sædvanlig i den forløbne periode firgureret i publikationer af skiftende kvalitet. Det eneste rigtigt anbefalelsesværdige er nok Rune Larsens fortrinelige artikel med den lange titel HVERDAGSUNIVERSET ER ET SÆRTILFÆLDE AF MENNESKELIG BEVIDSTHED BEGRÆNSET AF DEN KULTURELLE KONTEKST -INTRODUKTION TIL ERWIN NEUTZSKY-WULFFS VERDENSOPFATTELSE i det idehistriske institutblad TINGEN I SIG SELV 1.

I fagbladet på "Institut for Film, TV og kommunikation, Københavns Universitet Amager" Inquirer 36 vil man endvidere finde en artikel om film-mediets betydning for mit forfatterskab samt et aftryk af 15-9-2000. Det er i øvrigt tilsyneladende ved at blive populært at "låne" historier fra denne bog, sidst i forbindelse med en artikel om "ENW og cyberpunk" (?!) i et tidsskrift, jeg umiddelbart har glemt titlen på, men de er jo også taknemmelige i så henseende.

Så har der været interviews i TEKNIKKEREN 6, og for at det ikke skal være løgn, FEMINA 22. Endelig vil avisen TEKNOKUNST udgivet i forbindelse med TEKNOVISION-udstillingen i København indeholde en overordnet artikel af mig.

9 TEKSTER af ENW foreligger nu, og omfatter:

Tre eventyr:

Sangen og livet.
Manden som ville være vis.
Skatten som er på havets bund.

To foredrag:

Den indre linie.
Introduktion til "Okkultisme og Magi".

En kronik:

Ofre.

To prædikener:

Prædiken over Lukas 10,23-37, 20/8 1989.
Prædiken over Lukas 17,20-33, 12/11 1989.

Et autobiografisk essay:

Science Fiction - What else?!

(Hæftet er på ialt 96 sider og koster kr. 50,- + porto. Udgiveren har bedt mig nævne, at 9 TEKSTER er gennemrettet af ENW.

Den i ELSEBETH nr. 3. omtalte ENW-bibliografi ULVENS SPOR af Eva Brun og Tom Grandahl Lautitsen udkommer på samme forlag i august. Red. anm.)

Ekspedition:
SFK/Klaus Johansen
Kildegårdsvej 134
5240 Odense NØ
tlf. 66 10 47 67 (bedst efter kl. 20.00)

 

VERDENS-SITUATIONEN

De første tre dele, betitlet TREENIGHEDEN, NATIVITETEN og TEOFANIET er nu helt færdige, og jeg er cirka otte kapitler inde i den fjerde, FRISTELSEN. Som det vil forstås, følger bogen formelt opbygningen af Det Ny Testamente og er vel det nærmeste, nogen forfatter er kommet på en "satanisk (humanistisk, ikke-kristen, moderne) bibel". Jeg skriver på side 378.

 

TILLYKKE!

Kaninen Edgar (se SKRÆKKENS ABC, UGENS NYHED), som langtfra at være afgået ved døden blev fundet i Søndermarken 27-12-91 i stærkt afkræftet og nedtrykt sinds-tilstand, har noget overraskende vist sig at være EDNA og efter et sporadisk bekendtskab i Skydebanehaven 1-7-92 bragt fem velskabte unger til verden, nemlig MERKUR, VENUS, MARS, JUPITER og SATURN. Eventuelle lykønsknings-kort bedes vedhæftet et par kroner i frimærker, som vil blive omsat i grøn salat (40 mm. brisant-granater!? Red. anm.). Tilsvarende bidrag til på lignende måde erhvervede 16 undulater modtages med tak.

 

SOM BRØDRE VI DELE

Under et stormvejr blæste taget af et hus, hvori boede tre brødre. De diskuterede nu, hvorledes de skulle komme op på taget for at udbedre den skete skade.

Da fik den ældste og klogeste en idé. Han skyndte sig ind til byen, og det lykkedes ham dér at få fat i en stige. Da råbte de to i munden på hinanden: Ja, nu kan du komme op på taget, men hvad med os? Da greb den ældste og klogeste en økse og huggede stigen i tre lige store stykker, hvoraf uheldigvis intet var langt nok til at nå op til taget.

Ja, sagde den ældste, nu har vi gjort, hvad vi kunne. Og så gik de ind i huset, og de frøs ihjel alle tre samme vinter.

 

THE OUTER LIMITS

Der var engang - jo, der var engang, hvor intelligente mennesker kunne tillade sig at se både dansk og svensk TV. Ikke blot fordi det var alt, hvad der var, men fordi det generelle fald i intelligens-kvotienten er så brat, at selv tredive år gør en forskel.

Jeg har set TWILIGHT ZONE på DR, og PRISONER og STAR TREK (ikke at forveksle med THE NEXT GENERATION, som ikke henvender sig til seere over tolv år) på SR - I'm that old. Nu har vi fået hybrid og satellit, og skønt det naturligvis i første omgang betyder endnu mere bras, har det dog også den virkning, at en marginalkanal kan sende gode udsendelser efter midnat.

Selv TV3 har således markeret sig ved at sende de originale TWILIGHT ZONE-episoder, som dog - noget af et særsyn - blegner i forhold til the remakes. Blandt de nye episoder er således A SMALL TALENT FOR WAR, A MATTER OF MINUTES og NEED TO KNOW blandt de bedste fantastiske historier, der nogen sinde er fortalt (noget lignende kan siges om EC, som vil være emnet for en senere artikel), en episode som GRACE NOTE er mere uforglemmelig end hundrede samtidige, højtbudgetterede biograffilm, og selv jævne episoder som TRE STORYTELLER og AQUA VITA små mesterværker.

For nylig er SKY CHANNEL endvidere begyndt at udsende de gamle OUTER LIMITS-episoder. THE OUTER LIMITS var en slags SF-udgave af THE TWILIGHT ZONE, der, skønt serien tilsvarende insisterede på at forveksle amerikanisme med almenmenneskelighed, sjældent sank så dybt i sentimentalitet som visse af tusmørkeepisoderne.

De var ofte svagere litterært, men opnåede oftest i kraft af den længere spille-tid at skabe et troværdigt univers, og i de bedste opretholdes en stemning, som er gribende i sin æstetik. Mest tiltrækkende må de virke på mennesker, der som jeg er vokset op med halvtredsernes SF-univers, den Arnold'ske ørken, der kunne gemme på hvad som helst, laboratorier, der var mest papkasser og dialer, og flyvende tallerkener akkompagneret af det allestedsnærværende "elektroniske" OOH-OOH-score.

De sammenbidte videnskabsmænd, der altid lignede tandlæger, med deres selvopofrende hustruer, assisterende generaler, der i kampen mod fifty-foot-monstret aldrig mistede deres kasket. THE OUTER LIMITS havde den samme texture, det var simpelt hen et halvt hundrede let sammenpressede features, sjældent A, ofte B, med en lejlighedsvis C smuglet ind imellem.

Disse film repræsenterer filmens sande surrealisme og absurdisme, ikke de Bunuel'ske ulideligheder. Deres virkning strejfer det subliminelle, og derfor bliver deres billeder, trods de ofte abysmale effekter, på nethinden, som ikke meget andet TV kan byde på, og det på trods af, at netop dette medium synes skræddersyet til det intime og klaustrofobiske.

Hvem kan nogen sinde glemme THE ZANTI MISFITS eller energimonstret fra IT CRAWLED OUT OF THE WOODWORK, mareridtsagtige visioner uden sammenligning. Eller THE FORMS OF THINGS UNKNOWN, hvis sorte billeder får LES DIABOLIQUES til at ligne light comedy.

Det er svært at lodde fascinationen i en episode som DON'T OPEN TILL DOOMSDAY. Der er ikke meget historie i den, og det, der er, virker snarere som en psykiatrisk patients vrangforestillinger end som plottet i en TV-film.

THE GUESTS er typisk for serien: En olding vakler ud af et hus, der midlertidig tager form af en pulserende hjerne, hvorefter det forsvinder. En ung mand, der finder den døende, går op i det re-manifesterede hus og finder beboerne som noget ud af Sartre, strandet i limbo, studie-objekter for et væsen, der har taget bolig på kvisten, eller hvis tanke-emanation huset, og måske dets gæster synes at være.

En af dem er en ung pige, som vores helt forelsker sig i, og som er knyttet ubrydeligt til det klaustrofobiske univers, uden mulighed for at deltage i den flugt, han planlægger, flugten fra denne miniature-verden og dens krævende Gud, som han samtidig erkender, er et spring ud i intet. Andre episoder er blot solid science-fiction, men som regel i den spændende udkant af genren, hvor den bliver filosofi.

I A FEASIBILITY STUDY står en mand en morgen op, kysser sin kone farvel og forlader i sin bil det villa-kvarter, hvor han bor. Men ingenting synes rigtigt at virke mere, nabolaget er omgivet af en tyk, ætsende tåge, og det går endelig op for ham, at de seks huse er flyttet til en anden galakse, som man tager en brakvandsprøve fra en mose og bortfører dens haletudser til sin stue. I modsætning til nogle af de andre episoder løber denne ikke ud i sandet, men stiler målbevidst mod sin gruopvækkende konklusion.

CONTROLLED EXPERIMENT er grænsesprængende på en anden led, idet filmens klassiske muligheder for at fryse billedet og køre sekvensen baglæns eller i langsom gengivelse indgår i en vittig og fuldstændig logisk time travel-historie med en mildt sagt original pointe. SPECIMEN UNKNOWN er måske den special effects-mæssigt mest overbevisende, men ellers blot et håndværksmæssigt upåklageligt trifid-take-off.

Ellisons bidrag hører skuffende nok til de trægeste, men THE SOLDIERs skildring af fremtidens robot-agtige basse er alligevel gysende realistisk. Nogle, som CRY OF SILENCE, er for snakkesalige i deres studie-begrænsninger til rigtigt at fænge, og andre, som SECOND CHANCE, munder ud i præk og generelt vrøvl.

Men der er stadig episoder nok til at fange interessen. Tag en episode som WOLF 359 - nej, den handler ikke om en fremtidig klon af en berømt filosof, men derimod om en planet-model, der viser sig beboet af et Logos-agtigt væsen, eller den måske manuskript-mæssigt stærkeste, dobbelt-episoden THE INHERITORS om skæbne og udvælgelse.

SKY CHANNEL, som viste serien (og utvivlsomt, som disse kanaler har for vane, vil vise den igen), er åbenbart for dyr til at være inkluderet i hybrid-pakken, så man skal altså have fat i nogen med parabol, hvilket skulle være lettere ude i landet end i Københavns-området. Udfrit vedkommende, om han ikke skulle have været så begavet at bånde en episode eller ti, eller udstyr ham med en kasse bånd, når serien går i luften igen.

At få fortalt disse historier ved midnatstide er en oplevelse, man ikke skal snyde sig for. After all: There IS nothing wrong with your television-set.

Do not attempt to adjust the picture. We are controlling transmission. We will control the horisontal. We will control the vertical. We can change the focus to a soft blur or sharpen it to crystal clarity. For the next hour sit quietly, and we will control all that you see and hear.

You are about to participate in a great adventure. You are about to experience the awe and mystery, which reaches from the Inner Mind to THE OUTER LIMITS!

 

LÆSERBREVKASSE

Læserbrev til "Elsebeth"

I ELSEBETH nr. 2 kunne man se de planlagte genoptryk af FANZINE og FOR TYVE KRONER WULFF omtalt som "to publikationer, begge initieret af en vis Klaus Johansen", med tilføjelsen "nærmere oplysninger kan dog indhentes hos Nicolas Barbano".

Dette må vist kaldes en ukarakteristisk tanketorsk fra ENWs side, idet sagen forholder sig lige omvendt: Begge projekter er initieret med mig, men nærmere oplysninger må indhentes hos Klaus Johansen, hvis forlag står for udgivelsen.

Det er vist over et år siden, jeg første gang foreslog Klaus at genoptrykke Mads Majetærskers FOR TYVE KRONER WULFF-publikation, eller rettere, lave en rigtig publikation ud af materialet. Senere foreslog jeg at inkludere materiale fra FANZINE. Efter at have forsynet Klaus Johansen med ENWs telefonnummer og vice versa, lykkedes det at etablere kontakt mellem de to travle herrer, som aftalte to separate publikationer.

Jeg kunne nu trække mig ud af ringen med forventningsfuld tilfredsstillelse og har i skrivende stund intet med projektet at gøre. Bortset fra via den stadige strøm af opringninger og ulæselige postkort fra ELSEBETH-læsere, der vil "indhente oplysninger".

Forøvrigt er jeg flere gange (af Wulff og andre) blevet opfordret til selv at redigere en Wulff-publikation, og det er naturligvis smigrende. Jeg har også delvis haft lyst og har ikke savnet ideer i den retning. Men jeg husker erfaringen med ULVENS ARV.

Skønt der var tale om et projekt konciperet, initieret og i bredt omfang realiseret af mig, blev ENW mod projektets afslutning forståeligt nok imponeret af en ung, sympatisk forlægger med slips og jakkesæt (senere kendt som Victor Janis i ADAM HART I SAHARA (The Motion Picture. ENW. anm.); same type, same suit!), langt mere checket end bistandsklienten Barbano. Pludselig gav ENW forlaget frit lejde til at handle hen over hovedet på mig. En i retrospektiv dårlig beslutning, der resulterede i en rodet om-disposition af indholdet og en sjusket korrekturlæsning. Nemesis?

ENW ville muligvis have større tillid til mig i dag, men alligevel er jeg ikke varm på at involvere mig for dybt i nye ENW-projekter af den type. At have dealings med ENW er altid spændende og udfordrende, men kan også drive you up the wall. Jeg er derfor på det område tilfreds med at koncipere og initiere og så hurtigt kaste bolden videre. Hvis jeg ombestemmer mig (God forbid! ENW. anm.), bliver det enten for at redigere WULFF OG FILMEN, med Wulffs bedste filmartikler og anmeldelser samt en grundig analyse af filmmediets indflydelse på ENWs forfatterskab - eller for at skrive den allerede legendariske WULF: EN STUDIE I PSYKOPATI! Jeg mener, it's a dirty job, but somebody's gotta do it ...

Nicolas Barbano

SVAR

Nicolas - ikke Klaus Johansen, som ikke hører til min bekendtskabskreds - ringede mig op og fortalte om, hvad jeg opfattede som et fælles projekt. Når den omtalte "forlægger" blev foretrukket frem for Nicolas, skyldtes det ikke så meget hans slips (det var ellers flot!) som den kendsgerning, at han nedlod sig til at indrømme forfatteren en vis medindflydelse på, hvilke af hans produkter, der skulle genoptrykkes, hvilket bl.a. eliminerede et læserbrev til et fanzine og tilsvarende litterære perler.

WULFF OG FILMEN (en liste over forfatterens Oscars?) er lige så ny for mig som det andet citerede (og umiddelbart væsentlig mere interessante) projekt, men Nicolas har nu heller aldrig været meget for at involvere mig for direkte i sine dealings - muligvis af de i hans brev anførte årsager - men har som regel indskrænket sig til en for mig (og Nicolas selv, skulle man synes) ganske pinlig name-dropping. Det er jo godt at have forbindelser, men kan i længden være hårdt for forbindelserne, som flere af Nicolas' har erfaring for.

Turde man håbe, at hans sidste salut betyder: Farvel og tak!? Og så begynder ELSEBETH i øvrigt betænkeligt at ligne visse fanzines, som hovedsagelig indeholder private skænderier.

Forrige nummers tre rasende indlæg var dog så karakteristiske, at jeg syntes, de fortjente at komme med, også for at jeg en gang for alle kunne svare (that's the whole point, isn't it?) Nu må det imidlertid være godt med det.

Det ville trods alt i fremtiden være urimeligt generelt at forholde sig kritisk selektivt til det indkomne, men aftrykke alle "dit dumme svin"-indlæg som en demonstration af bladets frisind og åbenhed over for kritik. Nicolas behøver altså hverken at koncipere eller initiere flere indlæg, idet pennefejden med Nicolas, de unge kristne, de sidste dages djævledyrkere samt andre vrede gymnasieelever hermed ved redaktionelt dekret vil være at betragte som afsluttet!

 

VED EN FANZINE-REDAKTØRS DØD

Det er Anton, som er død! Forstår I?

Anton Hansen var min ven. Han havde mange venner.

Når han var nede i FANTASK for at købe det nye nummer af CYBERMAN, havde han altid et smil og et venligt ord til alle. Ganske stille kunne han komme hen til én og lægge hånden på éns skulder og sige MAY THE FORCE BY WITH YOU eller LIVE LONG AND PROSPER. Det varmede!

Men vi må heller ikke glemme, hvad denne mand har været for den danske fandom. Det var trods alt ham, som katalogiserede samlemærkeme bag på Kong Kylie årgang 1949-51, et kæmpearbejde, som han gik til med utrættelig iver. Han vidste jo, at det ville blive værdsat af alle os andre, som ikke havde hans indsigt.

De af os, som er blevet inviteret til at se de stålbokse, hvor han opbevarede de første ti numre af Walt Disney Comics & Stories, fik en oplevelse, som vi aldrig skulle glemme. Blot det at vide, hvad der gemte sig i dem, hvor mange måneders hårdt sammensparet socialhjælp disse skatte havde kostet ham, med hvilken pietet han behandlede dem (med den type 'samlere', som LÆSER deres blade, havde han kun lidt tilfælles). Men lad os begynde med begyndelsen. Anton Hansen (fan-hansen mellem venner) blev født 1959 på Østerbro.

Om hans tidligste år ved man kun lidt. Det er med et læserbrev til CENTAURI i 1974, han først markerer sig i den danske fandom. Det er så historisk, at vi tillader os at genoptrykke det her:

Kære sentauri. jeg er femten år og syntes det er hel fantastisk godt blad i laver. kan vi ikke få nogen flere serier med drew faster. han tejner hel fantastisk godt syntes jeg. især den fanatiske duo syntes jeg er hel fantastisk god. slut for dennegang hilsen anton hansen.

Anton Hansen skulle senere få væsentlig mere rutine som læserbrevsskribent, men man fornemmer allerede her hans sikre smag og præcise udtryksmåde. Så i 1976 er det, han starter Det DANSKE GHOULAKADEMI. Hans solidaritet med disse udstødte er dybfølt. DDGA udgiver snart efter et blad LIGÆDEREN, hvorfra man måske især husker den stilsikre analyse af INVASION OF THE FLESH-EATING MIDWIFE TOADS.

Det varer ikke længe, før akademiet registrerer en hektisk mødeaktivitet. Blandt de mange arrangementer, hvor både Anton selv, hans mor og hans lillebror deltager, kan nævnes en maskerade, hvor det lykkes Anton at blive anholdt for at indtage sin mors medister på Vestre Kirkegård. Hans forklaringer gående ud på, at medisteren symboliserer mennesketarme, falder på fuldstændig døve øren.

Som om denne titaniske indsats ikke er tilstrækkelig, får Anton snart stablet et nyt foretagende på benene, GHOUL PRODUCTIONS A/S, hvor A/S står for Anton Selv. Efter en kort magtkamp beklæder Anton stillingen som generaldirektør, mens lillebror må nøjes med at blive vicepræsident, og moderen kasserer.

1978 præsenterer selskabet GHOULEN I HERNING, en stort anlagt produktion på 8mm med en spilletid på mere end ti minutter. På trods af masseopbud (folk på Strøget) viser offentligheden kun projektet ringe opmærksomhed. Desillusioneret overvejer Anton at likvidere både GP og DDGA, men tøver dog på grund af den arbejdsløshed, det vil kaste hans lillebror ud i.

Det lykkes nu generaldirektøren at rejse kapital til at få trykt 100 visitkort for firmaet, som derpå udbydes til salg for en krone stykket. Heller ikke dette projekt krones med held.

Anton er i mellemtiden blevet 30 år gammel, og kassereren foreslår en uddannelse. Hun henvises til telefontiden 22-23 den første torsdag i hvert år.

Den hårde arbejdsbyrde begynder nu at kunne mærkes på Anton. At drive akademiet sammen med et filmselskab er simpelt hen for meget for eet menneske.

Den 22. april 1992 trækker Anton Hansen sig tilbage til sit kontor for at sortere sine Skipper Skræk. Da han ikke viser sig ved middagsbordet, bliver kassereren urolig og går ind på kontoret.

Her mødes hun af et forfærdeligt syn. Skabet med bladene er væltet, og i sin afkræftede tilstand er det ikke lykkedes Anton at grave sig længere end til 1952.

Han har altså endnu en halv snes årgange oven på sig, da han bliver fundet. Havde det nu været Familie-Journalens tillæg, havde han måske været til at redde, men nu vil skæbnen altså, at det er de store formater fra fyrrerne.

Anton 'fan'-Hansen døde, som han havde levet, og han vil blive husket. Hvis han havde fået lov til at leve videre, er det ikke til at sige, hvad han kunne have udrettet.

Nu blev han kun 33 år. Det er Anton, som er død!

Forstår I?

 

FYSIKER FREDERIK FREDEGOD FEIL

Fysiker Frederik Fredegod Feil
vinker med stor energi til sit spejl,
og når så Fredegods spejl vinker med,
sender han glad sin kollega besked,
forskeren kommer og vinker som han,
sådan bekræftes nu Fredes forstand,
sammen beskriver de, hvad de har set.
En specialist på det samme gebet
gentager straks deres eksperiment,
køber et spejl hos en gammel docent,
står utålmodigt med vippende tæer,
hænderne foldet på ryggen, men her
opdages ikke et eneste vink.
Fysiker Frede behøver en drink.
Endnu man hører den vrede debat,
stjernerne leger som altid tagfat,
spejler de tusinde øjne, som ser.
Frede, mein liebchen, was willst du noch mehr?

 

THRILLER

En pop-stjerne, som ellers har fremelsket et teddy bear image, og det med de mest drastiske midler, udsendte for nogle år siden en video, der alene på grund af sin usædvanlighed slog loftet ud af samtlige hit-lister. Videoen hed "Thriller" og foregav at være en hyldest til denne film-genre.

Michael Jackson kan dog ikke være nogen særlig ivrig biografgænger, hvis han tror, at denne betegnelse dækker løbske zombier. Denne genre hedder "Horror", og han valgte da også en kendt instruktør på dette felt til at dreje videoen for sig.

Thrillerens rødder er helt andre. De fleste af Hitchcocks film er thrillere, men selv ikke "Psycho" kan med nogen rimelighed kaldes en skrækfilm.

Hvordan defineres de to genrer? Begge dækkes cirka af det lidt mere udflydende begreb "gyser", men hvor gyset i skræk-genren er æstetisk, det vil sige, hidrører fra voldsomme billeder fra det ubevidste, karakteristisk, hvad Walter Pidgeon i "Forbidden Planet" ("Kampen på dødskloden") kalder "monsters from the id", holder thrilleren sig gerne inden for real-angstens grænser.

Thrilleren er sjældent overnaturlig, hvad skrækfilmen næsten altid er. Ordet "Horror" får os straks til at tænke på de store mytologiske uhyrer, Frankenstein, vampyren, varulven, og så videre, mens thrilleren forekommer os beslægtet med kriminal-filmen.

Forskellen er imidlertid vigtig: Hvor krimien fundamentalt er en whodunit, et mysterium, som tilskueren kan kappes med filmens hovedperson om at løse, er thrillerens pointe den risiko, som denne udsætter sig for, og som vi deler. Forvekslingen mellem de to kan forekomme, fordi handlinger, der truer os, gerne er ulovlige.

Ofte repræsenterer thrilleren en prekær balance-kunst for at forblive på den rigtige side af dette skel, den truende person holder sig længe inden for lovens rammer, selv om drabsforsøget sjældent undgås som det naturlige højdepunkt. Thrilleren forsøger kort sagt at besvare spørgsmålet om, hvad der skræmmer os, ud over det indlysende, at virkeligheden skal slippe op, som er skrækfilmens gebet.

Og hvad der skræmmer os, er på én gang temmelig konstant og variabelt fra årti til årti. Konstant er således vores frygt for hjælpeløshed.

Thrilleren har opfundet utallige måder at gøre sine hovedpersoner hjælpeløse på, at sætte dem i umulige situationer med tilsyneladende uundgåelig dødelig udgang. Uheldigvis har dette gjort kvinder til foretrukne ofre i en lang række ikke synderlig tiltalende film.

Hendes som regel underlegne muskelkraft i forhold til mandens samt traditionelle plads i samfundet som initiativløs og umyndiggjort sikrer succesen. Det bliver naturligvis ikke rarere af, at offerets rolle også synes bestemt for hende uden for lærredet.

De fleste mænds foretrukne adfærdsmønster over for kvinder er stadig en art terror. Den er givetvis ubevidst, ligesom offerets reaktion, men det gør den bestemt ikke mindre farlig.

Læg mærke til, hvordan mænd og kvinder opfører sig i diskussioner, hvor kvinden i reglen får overtaget på grund af sin i reglen større evne til at analysere situationen. Selv den mest "oplyste" mand vil som regel på et tidspunkt signalere, at der er grænser for, hvad han vil finde sig i fra en kælling.

Kvinder i overordnede stillinger har ofte opnået dem ved at kunne tie stille og lytte eller i det mindste se sådan ud. Man kan skam godt tale sammen. Men så er det så sandelig manden, der taler.

Hvor ofte ser man ikke denne situation: Manden ugenert vrøvlende, og kvinden tænksomt nikkende med kun det spædeste "jamen" at sætte ind mod den virile ordflom. Og hvor sjældent den omvendte situation?

I en diskussion er det kun smukt og klædeligt, at kvinden giver sig, men hvis manden gør det samme, har han tabt territorium og må skyndsomt indhente det ved at lyne gylpen ned. Hans stemme bliver lidt kraftigere, han rynker panden og spænder musklerne: Nu er den gamle han-bavian irritabel, og hunnen opdager til sin skræk, at hun er den ansvarlige.

Så trækker hun sig i mange tilfælde. Det kommer ikke til håndgribeligheder, ville i de fleste tilfælde aldrig komme det, for det er trods alt de færreste mænd, der vil synke så dybt.

Men signalet om voldens mulighed intimiderer. Ofte bruger manden sin seksualitet på samme måde.

Den tid er formodentlig forbi, hvor manden gav sine kvindelige medarbejdere et lille appreciativt klap bagi, men det er såmænd heller ikke nødvendigt. Et frisk "God morgen, piger!" sætter stemningen, og så protesterer man ikke, hvis man ikke er en af disse fanatiske feminister, som ingen kan holde ud at være i stue med.

Kvindefrigørelsen er desværre endnu ikke begyndt! Alt dette kan forekomme at være en irrelevant digression i en film-artikel, men det er det slet ikke.

Det er den slags holdninger, thrilleren benytter sig af. Det er naturligvis lidt trist, men vældig godt for os, fordi den dermed kommer til at afspejle det samfund, vi lever i.


Rebecca de Morney som barnepigen i "The Hand that Rocks the Craddle".

Måske to tredjedele af thrillerens effekter bygger på myten om det svage køn. Rent medicinsk er det imidlertid manden, der, fraregnet hans biceps, fortjener denne betegnelse.

Kvinden er faktisk solidere, hvilket ofte viser sig ved, at hun er mindre pivet. Den samme forkølelse, som gør manden uarbejdsdygtig i fem dage, vil ofte næppe blive bemærket af konen, som han giver den videre til, måske fordi hun sjældent har tid til at være syg.

Det er lærerigt at forestille sig en mand i barnsnød. Hvis det var mændene, der fødte børnene, ville menneskeracen være uddød.

Det hænger også sammen med en forestilling om, at en kampsituation kræver fysisk styrke eller særlige færdigheder, den samme fikse ide, som får folk til at dyrke "kampsport", måske i håbet om, at deres modstander har gået på den samme skole, så han ved, at han skal bukke tre gange (det er, når han bukker anden gang, man skal pande ham ned).

Men verdensmesteren i sværvægt med det sorte bælte ville være forsvarsløs imod en hensynsløs modstander.

Han ville nemlig efter al sandsynlighed ligge på den nærmeste tagryg med et kikkertsigte. Værtshusslagsmål begynder som regel med langvarigt rituelt skubberi.

Under en sådan konfrontation vil man kunne tælle omtrent hundrede gange, hvor begge modstanderes øjne har været totalt ubeskyttede, endnu inden det første slag er faldet. Naturligvis kan man aftale - og det synes at indgå i den noksombekendte samfundskontrakt - at det alt sammen er skæg og ballade, hvorfor det er en forudsætning for denne leg, at man kommer fra den med synet i behold.

Men så kan man ikke samtidig komme og hyle op om den frygtelige vold. Men det gør vi.

Kvinder lader sig voldtage hellere end at blinde eller dræbe deres overfaldsmand, og pæne mænd tillader tilsvarende syttenårige, som en tidligere generation ville have lagt over knæet, at sende dem på hospitalet med blå øjne og knuste nyrer. Måske føler kvinden, ligesom utvivlsomt overfaldsmanden, at hun får, hvad hun fortjener.

Hun bliver straffet for den forbrydelse, hun begik, da hun lod sig føde som kælling. Imod denne tankegang er der ikke meget at stille op.

Kvinden - og borgerne - føler sig hjælpeløs, og så bliver hun det. Det er vores samfunds fornemste undertrykkelsesmiddel.

Det gør os til får i stedet for mennesker, og det med velberåd hu, for hvordan kan et menneske leve under kapitalismen? Som vi skal se, er det emnet for mindst to af forårets film-premierer.

Film, der bruger vores egen forsvarsløshed imod os, behøver ingen otte fods monstre. Hvorimod film, som ikke har gjort denne opdagelse, stabler usandsynlighed oven på usandsynlighed, og med ringe resultat.

Eksempel på det sidste er Wolfgang Petersens "Shattered", som Spielberg skal have kaldt "den første sande film a la Hitchcock i mange år", hvilket siger noget om, hvad Steven Spielberg ved om Hitchcock. Sammenligningen kunne næppe være dårligere.

En film som "Psycho" er helt igennem troværdig (omend naturligvis ren psykoanalytisk bullshit) og dog ganske uforudsigelig fra første til sidste frame. Petersens film begynder med en seks-syv absurditeter og forærer dernæst hele plottet væk. Min kopi var forsynet med små, løbende minut-tal, hvilket satte mig i stand til at opstille følgende lille skema:

2 minutter inde i filmen: Imponerende bil-crash. It just sails out there, som Milton Berle siger i »"It's a Mad, Mad, Mad, Mad World" ("Hopla vi lever").

4 minutter: Hovedpersonen er ukendelig og har hukommelsestab. Han er altså ikke den, vi skal tro, han er, og som hans "hustru" påstår. Hvem er han så?

15 minutter: Efter lidt fyld (soft-porn med bølge-skvulp (!)) dukker en person ved navn Jack Stanton op. Det vil sige, det gør han netop ikke, han glimrer ved sit fravær. Han er "forsvundet". Vores helt er altså ikke Dan Merrick, men Jack Stanton, som var konens elsker. Resten af plottet turde give sig selv. Men filmen fortsætter endnu en ulidelig time, mens man fortvivlet venter på et eller andet uventet, at man har gættet forkert, sådan som Hitch ville have sørget for, at vi gættede forkert. I stedet får vi en dramatisk "afsløring" af, hvad vi hele tiden har vidst.

En anden løsning er at inddrage det okkulte, ikke som i horror for at afdække arketyper, men på jagt efter en McGuffin, der kan levere den eftertragtede surprise. "Dead Again" er sæsonens bud på denne varietet.

En ung kvinde med hukommelsestab (oh yes) dukker op i et kloster, hvis leder overdrager hende i en tidligere protegé, Mike Church's varetægt. Senere dukker også en hypnotisør op, spillet af Derek Jacoby (Cl-Cl-Claudius, som dog kun i en klimaktisk scene får lov til at stamme).

Personer i et drama, der har et besynderligt forlæg fyrre år tidligere. "Grace" drømmer om dette tidligere liv, og det går efterhånden op for hende, at Mike dengang var hendes ægtefælle.

Det hele virker uhyre gammeldags med instruktøren i to hovedroller, en ganske imponerende tour de force - jeg checkede credits en ekstra gang for at sikre mig, at det virkelig var den samme skuespiller. Den tidligere inkarnation, der forskriftsmæssigt er fotograferet i sepia, minder også om plottet i en film fra fyrrerne med sit overklasse-mordmysterium, hvor Andy Garcia fra Godfather 3 giver den som Frank Sinatra i "High Society".

Her er der et par små overraskelser henad vejen, og klimaks, hvor "skæbnen" falder i slag akkompagneret af Patrick Doyles orgel-toner og - selvfølgelig - i slow-motion, ganske fornøjeligt. Men det er alligevel stor ståhej for ingenting: Så mange forberedelser, så meget build-up, mystifikation for en så banal pointes skyld!

"Cape Fear" er titlen på Martin Scorseses nye film. Umiddelbart kan man undre sig over, hvad mester-instruktøren har set i et manuskript, der indeholder så mange klicheer.

Selv rolle-fordelingen synes foretaget ud fra økonomiske, snarere end kunstneriske principper. Robert de Niro med det faretruende baby-smil er psykopat, Nick Nolte, pålideligheden selv, er hans offer, og som helgardering har man gjort Jessica Lange til hans hustru. Der er også Joe Don Baker, walking tall på tyvende år, samt ikke mindre end tre cameos i kørestol.

Da Max Cady bliver løsladt efter fjorten års fængsel, er han ikke i tvivl om, hvad han har at gøre. Er indespærring en umenneskelig straf, har den også sine fordele, som Cary/de Niro har vidst at værdsætte.

Den har givet ham tid til eftertanke kombineret med fysisk træning. Cady, som var analfabet, har nu ikke blot lært sig selv at læse; han trasker fornøjet rundt i litteraturen, skønt hans udbytte har været noget ensidigt: kun passager, der forekommer at hentyde til hans eget martyrium, har bidt sig fast.

Han har også læst jura og studeret sin egen sag og derved opdaget hvad hans sagfører Sam Bowden aldrig havde forestillet sig. Bowden/Nolte har snydt med sit forsvar på en måde, der afslører ham som en mand af vor tid.

Fanget mellem to logiske ekstremer: at likvidere en farlig seksualforbryder, og at sende ham tilbage på gaden ved at levere det perfekte forsvar, som han ifølge loven er berettiget til, vælger han en mellemvej, som ikke løser nogle af problemerne. Han tilbageholder en rapport om offerets "promiskuitet", yndlings-forsvar i de fleste sager om seksuelt overgreb i USA.

Det er dette katastrofale og tidstypiske vankelmod, der skridt for skridt fører familien mod en undergang, der turde være sikret, hvis ikke manuskriptforfatteren i sidste øjeblik griber ind. For Cady lægger på intet tidspunkt skjul på sine intentioner (det gør denne verdens Cady'er sjældent).

Han vil lære Bowden "noget om tab" og spørger ivrigt denne ud om hans familie-forhold. Sagføreren fanger da også straks meningen og tilbyder sin potentielle morder en substantiel sum for at lade ham i fred.

I en af filmens stærke monologer dividerer Cady det foreslåede beløb og udregner timelønnen. Hvilken pris kan man sætte på fjorten år, et afbrudt liv, ensomheden og degradationen.

"Jeg lærte jo kvinden i mig selv at kende i fængslet", forklarer han med vidunderlig humør. Pointen er vigtig.

I vores samfund tror vi, at vi kan ordne alt i mindelighed. Hvis ikke, har vi simpelt hen bare ikke snakket nok.

Men Cady og Bowden har snakket færdig, før de er begyndt. Kun den ene eller andens død kan løse konflikten.

Det er det, Bowden ikke vil acceptere, og dermed har han givet Cady overtaget og kan kun vente på det uundgåelige. Driften til at frelse kone og datter er simpelt hen ikke stærk nok til, at han er i stand til at afryste sin forstads-moralitet.

Men ægteskabet knirker også, og forholdet til datteren Danielle er nærmest ikke-eksisterende. Det er en smal sag for den udenforstående at få hende over på sin side. Det fasttømrede familie-mønster er erstattet af en flæbende I-love-you-guys-sentimentalitet, som skriger af hulhed.

Problemet er naturligvis, at Cadys følelser er ægte nok, selv om de kun er selvmedlidenhed og hævntørst. Og følelser - uanset hvilke - vinder altid over ingen følelser.

Ligesom det manglende familie-sammenhold er familien Bowdens ruin, er det familie-sammenholdet, eller rettere ægtemandens kærlighed til sin hustru, der bliver Bartel-familiens redning i "The Hand That Rocks the Cradle". Også her har vi ved første øjekast været før, "Babysitter From Hell", som den blev foromtalt, altså et take-off på "The Guardian" ("Djævelens babysitter") samt andre og ældre forlæg. Denne version indeholder, som allerede titlens allusion antyder, imidlertid så mange andre aspekter, at den fremstår klart overlegen i forhold til "Cape Fear".

Claire Bartel mærker under en gynækologisk undersøgelse i tilslutning til sit svangerskab, at hendes læge (spillet af John de Lancie, ærkeskurken fra den nye Star Trek-serie) udviser mere end en rent medicinsk interesse for hendes krop. Ægteparret beslutter at anmelde hændelsen, lægen bliver fyret og skandaliseret og tager kort efter sit eget liv.

Lammet af chokket aborterer hans hustru Peyton (Rebecca de Mornay) og dukker ikke overraskende op som ansøger til stillingen som Bartel juniors babysitter. Allerede den første nat i huset står hun op, går hen til vuggen med en pude og sætter sig til at amme barnet.

Peytons hævn er nemlig en hel del mere raffineret end Cadys. Også hun vil lære Claire "noget om tab", men hun vil ikke ødelægge hendes familie, men derimod overtage den.

Og hvorfor ikke? Hun er jo sød, effektiv og tolerant over for den familie, hun er sat til at passe på, hvilket muliggør drillerier, der stiger i udspekulerethed og viciositet: En plet på en kjole, destruktionen af et vigtigt brev.

Hun ammer barnet uden moderens vidende, så at det til sidst skriger, når det kommer i sin egen mors arme, hvilket afføder et humoristisk skuldertræk fra sidstnævnte. Hun vinder den større datters tillid ved i smug at tillade, hvad forældrene forbyder - yndlings-våbnet for week-end-fædre - og med stort held.

Hvem har ikke kæmpet for at lære sine børn det, som "de ikke skal kunne"? Den udenforståendes force er jo, at han eller hun i grunden kan være bedøvende ligeglad med barnet og derfor helt kan koncentrere sig om at være populær. Og hvem tør hæve stemmen over for pædagogen med den ideale fordring?

Det var med en vis lettelse, man så Amerika komme over sine Hill Street Blues, sine endeløse rækker af film med heltemodige social workers i en håbløs kamp for at frelse os fra os selv. Men det var også med visse bange anelser, for hvad ville erstatte dem? En styrtsø af Dirty Harry-film, hvor den pomadiserede detektiv sender den onde afviger ind i evigheden med en velrettet kugle og et muntert "so long, creep!"

Så galt skulle det imidlertid ikke gå. Amerikanerne har langt om længe mistet tilliden til systemet - herhjemme er vi jo for pæne til andet og mere end at pege fingre ad Ritt Bjerregaard.

De har med andre ord opdaget, at vi må frelse os selv. Det er det, der i Vestjylland hedder selvtægt og er meget slemt.

Af en eller anden grund er vi stadig overbeviste om, at de magthavere, der malker os, skam gør det udelukkende for vores egen skyld. Men vores baggrund er heller ikke Daniel Boone, men Grundtvig.

En nøglefigur i "The Hand That Rocks the Cradle" er Solomon, der både er sort og åndsvag. Familien antager ham til forefaldende arbejde, men med tiden udvikler der sig et varmt venskab imellem dem.

Solomon står med sin primitive, selvudslettende kærlighed til the Bartels som en absolut modsætning til Peytons magtbrynde, og dermed kommer han med tiden til at repræsentere den største trussel imod hende. På et tidspunkt overrasker han hende, mens hun ammer barnet, men terroriseres til at tie stille med sin viden, for, som Peyton siger, "min version af historien vil blive bedre end din".

Det er den altid. Peyton er en kvinde, enhver mor ville betro sit barn.

Solomon er afviger og absorberer dermed let alle sine omgivelsers fobier, som Peyton så kan spille elegant på. Hun antyder, at Solomon "tager underligt på" Claires datter, hvorefter hun gemmer et par af den lille piges bukser blandt Solomons ting.

Det er til at tage og føle på, men ikke for forstads-mennesket, som ganske har mistet instinktet for ægte følelse og derfor lader sig snyde af de iskolde fraser. Solomon sættes på porten og uddyber derved afstanden mellem mor og datter.

Kun ægtemandens simple vægring ved at tage det endelige skridt, da Peyton dukker op i neglige, vender billedet og driver hende til en serie handlinger, som bliver hendes undergang. Og så naturligvis Solomon, som vender tilbage i rette øjeblik.

Pænheden udstilles, og afvigeren klarer ærterne. Ikke nogen dårlig pointe.

Og skulle vi stadig være i tvivl om filmens standpunkt, er der selve titlen til at bringe os på andre tanker. "The hand that rocks the cradle rules the world," hedder det.

Claire slipper vuggen, fordi hun ikke længere behøver at passe børn, nu, man har råd til professionel hjælp. I stedet leger hun med sit drivhus, som Peyton omskaber til en raffineret dødsfælde. Og da Peyton først har fået fat i vuggens kant, har hun overtaget.

Sådan er vi jo. Vi advarer vore børn mod at modtage slik fra harmløse bag-ladies for derefter at kaste dem i armene på galninge med staveplader.

Men vi må lære at vugge vore egne vugger og udkæmpe vore egne kampe, for ellers er vi fortabt. Livet er ikke et sprukkent vandrør, så at vi blot behøver at ringe efter eksperten.

"This is my family!" råber Claire og skubber babysitteren ud ad vinduet. Værsåartig!

Det er trods alt det, der ophøjer thrilleren - visse thrillere - til katharsis: At den forsvarsløse viser sig alligevel ikke at være forsvarsløs, at han og hun lærer en styrke at kende, der er helt deres egen. Rent bortset fra, at ' det naturligvis sikrer en happy ending.

Og ikke bare på film.

 

GRAL

GRAL er af samme stamme som KRATER, der betyder KAR. Diminutiven CRATELLA er altså et lille kar, en skål. Gralen er ubrydeligt knyttet til den arthurianske legende og kan næppe forstås uden kendskab til denne.

Arthur er en gudssøn, ja, han kaldes ofte Satans søn. Han er som sine riddere involveret i det kreative dragedrab.

Med tiden spaltes myten som så ofte op i to, en 'historisk' og 'folkloristisk'. Det anses for historisk at identificere Arthur med Ambrosius Aurelianus, der kæmpede mod sakserne omkring 500.

Han blev forrådt af sin hustru og en nevø og døde i slag. I 'folketroen' er han en 'fairy king' i slægt med Oberon. En kuriøs blanding af de to traditioner finder vi i stroferne:

Et touz ces lieux faes
Sont Artus de Bretagne.

Vi ser, hvordan Arthurs rolle er omtrent som Semjazas i forhold til de andre gudssønner, 'ridderne'. Det runde bord er blot en version af Hermon-enigmet.

Den bedre del af teurgien har, som vi ved, at gøre med fokalpunkter. Den babyloniske ziggurat er et kunstigt Hermon.

Fokalpunktet er jo imidlertid ikke statisk, det minder mest af alt om afløbet i en køkkenvask. Heraf kommer al den sympatiske magi, som manifesterer sig i kredse, runddans, og så videre.

Stonehenge er et typisk rundt fokalpunkt. Det drejer ganske vist ikke, men det gør til gengæld himlen, det er navet i verdens hjul, en såkaldt axis mundi. Kampen om klippemoskeen i Jerusalem er en kamp om at besidde axis mundi.

Den stenkreds, hvor man i de gamle landsbyer holdt råd, var axes mundorum en miniature. Et tilsvarende rationale havde heksenes runddans, og endnu kaldes visse svampes karakteristiske cirkelformede udbredelse 'hekseringe'.

Associationen til et bord, man er bænket om, er nærliggende. I ældre tid kaldtes således kredsformige stensætninger 'runde borde', uagtet der altså ikke var noget fysisk bord.

Det var der dog ifølge myten hos Arthur. Dette bord var ikke blot rundt, men i stand til at dreje om sin akse. Når de omkringsiddende satte den store, tunge bordplade i bevægelse, dannedes fokalpunktet. Spiritisternes 'kreds' og 'borddans' (med et rundt bord, der er bevægeligt i kraft af at være trebenet) er intet andet end en rest af denne praksis.

Man har naturligvis været i forlegenhed for at finde en 'historisk' forklaring på denne overlevering. Layamon forklarer, at kun halvdelen af kæmpehallen var under tag med det resultat, at halvdelen af ridderne konstant blev våde.

Man kunne så hænge det våde hold til tørre ved at dreje bordet 180 grader! Forklaringen er forekommet så absurd, at man har set sig nødsaget til helt at glemme, at riddernes runde bord roterede.

Tilbage er så den karakteristiske form, som noget mere plausibelt forklaredes ved, at dette umuliggjorde rangforordning ved bænkningen, plausibelt, indtil det går op for en, at der stadig vil være et 'til højre' og 'til venstre' for kongen og pladser nærmere og fjernere denne vigtige person. Det stemmer heller ikke rigtigt med den berømmelige SIEGE PERILOUS, som var så fin, at kun gralsridderen kunne risikere at sidde der.

At bordet grundlæggende var en magisk konfiguration, fremgår også af det vekslende antal personer, som kan bænkes omkring det, fra 12 til 150, og at det kan medføres, når Arthur er på rejse, eller ligefrem erstattes af et silkeklæde. Det er da efter sigende også Merlins værk, som ikke just var snedker von Beruf.

Efter Kristusimpulsen frygter Satan for menneskets skæbne. Han beslutter da at sende sin egen søn til jorden. Han går derfor ind til en jomfru og besvangrer hende.

Den unge pige sværger over for sin skriftefader Blayse, at hun ikke har haft omgang med nogen mand, og denne tror hende. I et syn forstår han derpå, at det er antikristen, hun bærer.

Genialt døber præsten det lille barn umiddelbart efter fødslen. Hermed afværges antikristens inkarnation i det, men det bevarer dog utrolige magiske kræfter.

I mellemtiden har kong Vortigern problemer med det fokalpunkt, han er ved at bygge, et mægtigt tårn. Hvor højt det end bygges om dagen, styrter det dog sammen om natten.

Han erfarer endvidere, at kun den aborterede antikrist, manden MYRDDHIN, kan hjælpe ham. Myrddhin eller Merlin tilkaldes, og kongen får at vide, at han har fået galt fat på praviteten, i en underjordisk sø brydes to drager, som får tårnet til at falde sammen.

Hermed er Merlins stilling sikret, og som i realiteten udødelig fortsætter han som rådgiver for Ambrosius og Uther-Pendragon. Han bygger Stonehenge og formidler foreningen mellem Uther og Yguerne, som resulterer i Arthur. Han forføres dog til sidst af en kvinde, Nimue, til at røbe sine formler og indesluttes i en sten.

Lige så lidt som Merlin er Arthurs 'riddere' mennesker. Gawain, den berømteste, var en typisk solgud på sin vide hest med lyssværdet Excalibur og kræfter, der var størst midt på dagen, men svandt henimod aften.

Det er med ham, gralsenigmet er associeret i sin oprindelige form. Her kommer kvestoren til et dødt land, og i en borg ved havet en død, anonym konge.

Forudsætningen for løsningen af enigmet er forståelsen af, at landet er kongens legeme, og at frugtbarheden kun kan genvindes, hvis kongen helbredes. Her er gralen helbredelsesmidlet, idet den repræsenterer materien som beholder for ånden.

I andre versioner har et spyd en lignende funktion. En gang om året må kongen dø og genfødes gennem gralen.

Den er identisk med det romerske CORNUCOPIA. Den, der besidder gralen (hos Oehlenschläger Aladdins lampe), besidder skaberkraften.

Den er et overflødighedshorn, som munder ud i uendeligheden, pungen, som altid er fuld af guldstykker. Den sørger for mad og drikke til ridderne, sans serjant et sans seneschal. Det er altså først langt senere, den identificeres med kalken fra den sidste nadver.

Den næring, der flyder fra spyddet, er blod. Fra ældgammel tid er blodet blevet anset for en slags mellemting mellem ånd og kød, 'kød med sjæl', som jøderne kalder det.

Da indtagelsen ville overføre dyrets sjæl, schæchtes det. Men i det totemistiske ritual er dette netop formålet.

Her knyttes 'bordet' sammen med det rituelle måltid, hvor totemet udgyder sit blod og ofrer sit kød for deltagerne. I agerbrugskulturen persisterer traditionen, idet blodet erstattes med vinen, og kødet med brød.

Når de ægyptiske myster indtager brød og øl, er det således med den forståelse, at det er Osiris' legeme og blod, de får del i. I det kreative dragedrab bliver nu dragens sæd til korn, og blodet til vinstokke. Også syndebukken spiller ind her. Her er imidlertid det moderne menneskes opfattelse af begrebet synd utilstrækkelig.

Synd er (oprindelig) en fysisk besmittelse, som må afvaskes. Da synd er et sjæleligt fænomen, og sjælen er knyttet til blodet, må blod anses for at være det mest effektive 'vaskemiddel'. Grækerne vaskede deres hænder i svineblod.

Den jødiske YOM HAKKIPPURIM, så væsentlig, at den ofte blot kaldes YOMA, er centreret om syndebukken. Blodofferet på alteret er en rest af denne renselse, og hele doktrinen udtrykkes i tredje mosebog 17,11: Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.

Oprindelig har det været et menneskeoffer, og fortællingen om Abraham og Isak repræsenterer for jøderne overgangen, ligesom Noas vingård fra nydelsen af blodet til vinen som substitut. Grækerne stødte ofte en forbryder ud i en afgrund som syndebuk, omend man senere sikrede sig, at det var over vand, så han kunne blive fisket op og sendt i landflygtighed.

Det manglende menneskeoffer mente jøderne i øvrigt, martyrerne leverede. Det er nu ikke vanskeligt at forstå, hvordan Kristus kan blive 'agnus dei qvi tollis peccata mundi', og at koncilet i Trent kan konkludere, at 'Christus nobis sua sanctissima passione ligno crucis justificationem meruit et pro nobis deo patri satisfecit'.

Jøderne kurerede spedalsked, en 'urenhed', som parallelliseredes med synd, ved at stænke den syge med blodet fra en fugl. I moderne tid er syndebukken blevet sjælden i sin oprindelige form, men der findes dog oplysende og pudsige tilfælde.

Som bekendt bliver syndefaren akut, når et menneske skal deaktualiseres, dø. Man brugte da endnu i forrige århundrede at hyre en professionel 'sin-eater', som spiste et symbolsk måltid med den døde som bord. I Bayern var det den afdødes nærmeste, der spiste en kage fra dennes bryst. Det er heller ikke længe siden, ligbærerne i New York fik en 'dead-cake'.

Traditionen må ikke blandes sammen med ritualet med at spise et brød i den afdødes billede, som udførtes på Balkan. Dette er i virkeligheden en rest af neanderthalernes praksis med at fortære den døde for ikke at miste ham.

Læseren skulle nu være i besiddelse af de fleste af brikkerne og skulle selv ved supplerende læsning kunne lægge puslespillet. En fuldstændig gennemgang af de forskellige gralsfortællinger ville kræve en hel bog og falder følgelig uden for dette lille blads område.

 

SPØRGEBREVKASSE

SPØRGSMÅL TIL WULFF:

1. Selvom du i ELSEBETH nr. 3 s. 24/25 giver udtryk for, at det i vore dage er absurd at tale om satanismen som en religion, vil jeg gerne vide om der oprindeligt har været en kosmologi eksklusiv knyttet til den? Antikristtematikken samt omtalen af THE NEW MOTOR (i MENNESKE) leder tankerne i den retning.

2. I forbindelse med kabbalaen har jeg hørt tale om en ekstra sephira; nemlig Daath, som sjældent (eller aldrig?) optræder på Træet. Hvilken rolle spiller Daath i mystagogikkens udlægning af kabbalaen?

3. Hvem var Katharerne?

Jørgen H. Elbang

SVAR

Kære Jørgen! Satanismens kosmologi er den samme som kristendommens, som den er en reaktion mod, og som atter ikke adskiller sig stort fra tidligere kulturers.

Det er orienteringen, der er anderledes. De fleste kulturer er enige om, at verden opstod af ånd, ægypternes Atum, der aktualiseres i Ra, solen - de første kristne var soltilbedere!

Kristendommen er imidlertid karakteristisk ved at anskue skabelsen som negativ, selv om mange andre mytologier kan berette om konflikter mellem guder og mennesker, hvilket gør blandt andet syndflodsmyten temmelig universel. I de fleste filfælde er Skaberen dog en kultur-hero a la Marduk.

Et særsyn er australierne, som mener, at deres forfædre har skabt verden. Tilsvarende berettes om en verdensundergang.

Kristendommen blev populær ved at prædike et sammenbrud af samtidens magtstrukturer, en art åndens anarkisme. Udspringet er naturligvis i jødedommen, men det er en helleniseret jødedom, inficeret af græsk mystik.

Essenerne, som står de kristne nærmest, adopterede læren om metempsykose fra orficisterne. Denne knyttede de så til messianismen, der repræsenterede håbet om, at det gamle krigerfolk ville få en ny storhedstid i verdensrigernes epoke.

På det babyloniske, persiske, græske og romerske verdensrige ville følge et jødisk. Efterhånden som dette håb svandt, blev den messianske impuls mere transcendent af karakter.

Philo, som er samtidig med Kristus, udtrykker meget godt den jødiske mystik, som kristendommen er en aflægger af. Blandt andet identificerer han Logos, Guds skabende aspekt, med Messias.

Gennem Logos blev Gud Menneske i Verden, og gennem den Menneskeliggjorte Logos vil Det atter blive Gud. Hertil kommer myten om gudssønnerne, de faldne eller nedstegne engle og deres leder, som skiftevis kaldes Semjaza, Jeqon og Satan.

Satan og hans djævle nedsteg - ifølge nogle versioner - med fuldt overlæg til jorden, de elsker den jordiske eksistens og ønsker - modsat den frelsende Logos - at fastholde Mennesket i denne. De er menneskets vogtere, som ikke forstår, at deres velsignelse berøver det evighedshåbet, eller de vil ikke forstå og forsøger af al magt at forhindre mennesket i at forstå det, "friste" det til en begrænset eksistens, parodieret i Mefistofeles' nærmest latterlige materialisme.

Det er her, kampen står, mellem det evige og det timelige, det himmelske og det jordiske, som den stod så sent som i forrige århundrede mellem Søren Kierkegaard, det sidste sandhedsvidne, og den djævledyrkende folkekirke. I dag har denne Satankirke naturligvis ikke nogen bekæmper, bortset måske fra undertegnede, som ved grød ikke engang selv er kristen!

I VERDEN fortælles den urkristne myte om Adham Nephes' to hustruer, Zuna og Zona, Sekhinaen eller Sophia (den kvindelige Logos) og Mathmon. Det afsnit skulle gerne være det sidste ord om kristendommen og dens oprindelse som om en del andre ting.

Også Hermon-enigmet berøres. Yehudha fortæller Yehosua, den historiske Jesus, inden han bliver Kristus, om Gud, som er "fanget i os som i alt andet skabt.

Men mens hans andre skabninger er umælende, besidder mennesket ordet, som er et spejlbillede af Logos, ligesom mennesket er et spejlbillede af Gud, Guds celem, billede. Menneskets opgave er at forvandle ordet, så det bliver Ordet, ved hjælp af det, som vores sprog udtrykker ved det lille ord EMETH, og som vi har så svært ved at oversætte, fordi det betyder så mange ting for os: Fasthed, holdbarhed, vished, sikkerhed, troskab, sandhed, anstændighed.

Det fortæller os, at vi må være faste ved at holde fast ved det, som er fast. At vi må glemme det, som er usikkert, til fordel for det, som er sikkert, at vi må være tro mod det.

Og hvad er så det? Sandheden, sandheden om, hvad vi er, hvad vi var, og hvad vi kan blive.

Vi må være trofaste mod Gud i Os Selv. Vi må aldrig tillade os selv at glemme, at vi er Gud.

Derfor synger vi med David: 'Om jeg glemmer dig, Jerusalem, da lad min højre svigte mig. Lad min tunge klæbe til ganen, om jeg ikke ihukommer dig, om jeg ikke lader Jerusalem være min største glæde.'

Og vi tror: 'Den der sørger over Jerusalem på rette vis, ham skal det også værdiges at skue Jerusalems fryd. ' Forstår du, Yehosua, hvad her menes med 'Jerusalem'?«

Imidlertid gennemgår antikristen en tilsvarende uddannelse i et andet årtusind. Trænerne forbereder bokserne til verdensmesterskabet og verdenskampen.

Men kosmologien er som nævnt den samme. Eller som jeg plejer at sige: Fodboldholdene er sjældent uenige om banens beliggenhed!

Blot foretrækker satanisterne (som de fleste moderne mennesker) at bevare Jorden og dens liv, mens de kristne ofrer den (i bogstaveligste forstand THE END OF THE WORLD) for at opnå et liv, der ikke som det jordiske er sorg (og en lykke, som er forfængelig, fordi den knytter sig til noget jordisk, forgængeligt) men den evige salighed i Guds nærhed. Take your pick!

Den hebraiske glose DAATH er mig naturligvis bekendt, dens betydning ligger så tæt op af BINA, at næppe nogen ikke-hebraisk-talende vil fornemme nuance-forskellene. En elvte (?!) sephira med dette navn har jeg dog aldrig hørt tale om.

Katharerne var en af de sekter, der så sent som i middelalderen klyngede sig til en mere oprindelig kristendom. For dem var verden det eneste helvede, ligesom de heller ikke fæstede lid til kødets opstandelse.

Døden bringer ingen udfrielse, for den befriede sjæl skynder sig at finde et nyt legeme, muligvis menneskeligt, men med lige så stor sandsynlighed et dyrs, i overensstemmelse med metempsykosen, medmindre han har gennemgået den kristne indvielse. Der var således to grader: CREDENTES, som var under indvielse, og PERFECTI, som var indviede og havde modtaget helligånden gennem en »ilddåb«, CONSOLAMENTUM.

Disse var det end ikke tilladt at berøre en kvinde, for ifølge dem var syndefaldet seksuelt, resulterende i en inkarneret menneskeslægt. Kirken kunne altså ikke »hellige« ægteskabet, eftersom al seksuel omgang er hor. De spiste kun grøntsager og fisk, fordi sidstnævnte ikke var resultatet af samleje. De var endvidere universalister, det vil sige, de anså det ikke for muligt, at nogen del af Gud, altså noget menneske kunne gå fortabt. En fortaler for dette synspunkt udtrykker det:

"Kunne jeg blot få fingre i katolikkernes falske og modbydelige Gud, som skabte tusind mennesker blot for at frelse et og fordømme resten, da ville jeg flå ham i stykker med neglene og spytte ham i ansigtet!"

Guirard skriver:

"The Cathar rites, which remain to us in a manual of the sect recall those of the primitive church with a truth and precision the more striking the nearer we go back to the apostolic age. The medieval inquisitor saw in them an aping of the rites of the Catholic church as he knew them; but they were really vestiges of the primitive Christian liturgy.

In the bosom of medieval society they were the last witness to a state of things that the regular development of Catholic cult had amplified and modified. They resemble the erratic blocks which lost amid alien soils recall, where we find them, the geological conditions of earlier ages. This being so, it is of the deepest interest to study the Cathar cult, since through its rites we can get a glimpse of those of the primitive church, about which want of documents leaves us too often in the dark."

Pointen er naturligvis, at det ikke er den mindste smule vanskeligt at "fortolke" Det Ny Testamente eller gennem sådanne og samtidige kilder at rekonstruere den kristendom, som Jesus, Peter og Paulus prædikede. Problemet er, at den moderne Satandyrkende folkekirke for alt i verden vil forhindre noget sådant, og det med midler, der ville få enhver middelalderlig inkvisitor til at skamme sig. Moderne teologi er svindel, og enhver, der har teologisk embedseksamen, følgelig en svindler. I VERDEN er der følgende forslag til et nyt PATER NOSTER:

Vor fader, giv os i dag vort daglige brød, giv os i dag vort daglige brød, giv os i dag vort daglige brød. Se, vi har betalt alt, hvad vi skylder, lad nu vore skyldnere gøre det samme.

Thi vores er riget, magten og æren i evighed! Amen.

hilsen erwin

 

Satan

I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over VERDENSDYBET. Men Guds Ånd svævede over VANDENE. Begge udtryk hentyder til TEHOM, af en rod, der betyder uro og repræsenterer en oversættelse af det babyloniske Mummu. Mummu er igen det dynamiske aspekt af Tiamat, Chaos.

Verdens kaotiske ophav udtrykker som altid i mytologisk sammenhæng indsigt i menneskets ordnende indflydelse på kosmos. Alle kulturer har en kosmogoni, men vores er enestående ved at være historisk. For babylonieren og ægypteren var skabelsen noget, der gentog sig cyklisk. Kaos var dermed ikke en urtidig plastisk tilstand, men en årlig fjende. I dette kaos finder vi den første Satan, den første universelle modstander. Også Job hentyder således til Elohims kamp med Rahab. Vi kan her trygt oversætte Elohim ved Marduk, og Rahab ved Tiamat, en mytologisk udformning, jøderne tilegnede sig i eksilet, idet Rahab sættes lig med "havet" i en generel skabelsesberetning.

Endnu klarere bliver tyveriet hos Esajas: Mon du ej kløvede Rahab, gennembored dragen? Her knyttes det i øvrigt rigtigt sammen med overgangen over sivhavet. Rahab kommer da til at repræsentere Ægypten, som i Davids 87. salme.

En lignende etymologi har LEVIATHAN, "dragen i havet", Esajas taler om. Dette dyr degenererer dog efterhånden til søslangen fra Davids 87. salme, ja, Job identificerer det vistnok ligefrem med krokodillen, selv om han er ulige mere imponeret over flodhesten, "Guds ypperste skabning, skabt til at herske over de andre". Sin fuldstændige identifikation med Satan finder det dog først i åbenbaringens tolvte kapitel.

Vi finder historien i alle mytologier. Ra kæmper mod Apep, som Indra mod Vritra.

Men Apep gør også stadige anslag mod Ra. Når den første en sjælden gang får overtaget, har vi solformørkelse.

Vritra repræsenterer en variation, idet denne "indhyller" og "spærrer" visualiseres som skyen, Indras tordenkile splitter for at frigøre vandene, som er i den. Alt dette er skabelsesmyter, men vel at mærke fremstillinger af en kontinuerlig skabelse.

I Mayim, Tehom, Mummu, Tiamat, Chaos, Rahab, Leviathan, Apep og Vritra har vi, hvad vi kunne kalde en Satan af første orden. En Satan af anden orden finder vi i Prometheus.

Som menneskets skaber og forsvarer mod gudernes skinsyge svarer han nøje til slangen i paradiset. Han hører til titanerne, de nedstegne eller nedstyrtede gudssønner, som avler kæmper med menneskedøtrene. I alt dette skal vi naturligvis se spejlbilledet af en kulturel udvikling. Kæmpeegenskaberne fra skoven duer ikke i de opvoksende bysamfund, eller kun hos kongen, som opfattes som en ætling eller reinkarnation af en hero.

Nedstigningen på bjerget, det såkaldte Hermon-enigme genfindes i alle mytologier, ofte opkaldt efter gudssønnernes leder, i jødedommen Semjaza, blandt melanesierne edderkoppetotemet Qat, blandt de australske buskmænd høgen Pundjel, blandt de afrikanske knæleren Cagn, hos maorierne Maui, hos algonkvinerne coyoten Loskeha, hos finnerne Wainamoinen. Den væsentlige gave, disse kulturskabere bringer, er gerne ilden, den uregerlige ånd, som brænder kontrollerbart som sjæl.

Prometheus' "bagside" er Epimetheus, den åndsfortærende ratio. Navnene betyder henholdsvis "fremsyn" og "bagklogskab".

Hvor Prometheus står for den geniale konceptualisation af ånden, ham, som griber op og fanger lynkilen i sin ånd, er Epimetheus det gustne overlæg. I vores egen mytologi svarer guder og titaner til aser og jætter, og Loke kan ses som en art Prometheus uden den græske guds særlige menneskevenlighed.

I hinduismen indgår Shiva som repræsentant for kaoskræfterne et samarbejde med det kreative (Brahma) og konservative (Vishnu). Ingen religion kan være dualistisk (i epistemologisk forstand).

De kartesiske res er her een, åndens manifestation som materie, eller neurologisk udtrykt, den konceptualiserede verden som udtryk for biologisk formål. I lighed med den klassiske fysikers definition på energi som evnen til at udføre arbejde definerer okkultisten ånd som tendensen til at være, en opfattelse, der ikke ligger så langt fra den moderne fysikers tolkning af bølgefunktionen.

Vi har her den ordnende indflydelse, som sættes i modsætning til kaos. Hvis ikke den konceptualiserende virksomhed fortsætter, kan væren ikke opretholdes.

Denne konceptualiserende virksomhed er ånd. Den er tillige "magisk", eftersom den ikke følger det kausale princip, som er skabt, ikke skabende. For det rent kognitive menneske er denne proces uproblematisk, men den kommunikative udvikling vanskeliggør den, og den må reinforceres som magisk. Fra denne magi, hvis formål er verdens konceptualisation (religion) eller rekonceptualisation (trolddom), nedstammer kunsten. Som den kommunikative udvikling skrider videre frem, overtager det kommunikative aspekt også i konceptualisationen. Virkeligheden er noget, der kommunikeres til os, snarere end en manifestation af vore behov. Verden bliver fjendtlig og som ikke længere afhængig af individuel konceptualisation autonom, ydre. Kun ved at vække ånden=driften kan verden atter gøres fleksibel og håndterlig, hvorfor "åndelige" dyder, som er drifts- frem for lyst-baserede, anbefales, den første etik i moderne forstand.

Her finder vi ligeledes verdenskampen. Verden er et samspil, men også en kamp mellem åndelige og materielle kræfter.

De åndelige, "lyse", søger dematerialisation, oprindelig med henblik på en mere praktisk rekonceptualisation, den "ny himmel og jord", tusindårsriget. De mørke søger materialisation, virkeliggørelse.

For hinduerne må Brahma, Vishnu og Shiva nødvendigvis være i ligevægt. Vi får et modsætningsforhold mellem guder og mennesker.

Først i zoroastrianismen får vi dog noget, der ligner den moderne Satan. Her er konflikten mellem ånd og materie tilspidset i en grad, vi ellers kun kender fra kristendommen, men tankegangen udøvede trods alt så stor indflydelse på jøderne, at de var modtagelige for kristen teologi.

Ikke blot fordømmes materialisme (i etisk forstand), man forestiller sig tilværelsens store dualisme som en krig, kun den ene part kan vinde. Det er da naturligt at sætte sine penge på Ormazd mod Ahriman.

Livssynet bliver dermed fundamentalt pessimistisk, livet, som repræsenterer en forening af ånd og kød, sjæl og legeme, domineres af sorg og smerte, og den eneste udfrielse er som i buddhismen begærets udslukkelse. Opfattelsen, som er parallel med den græske soma-sema-tanke, er selvfølgelig heller ikke upåvirket af den epistemologiske dualisme, for hvilken den skarpe adskillelse mellem sjæl og legeme tenderer et kinesisk æske-system, hvor sjælen er »fanget« i legemet som en fugl i sit bur.

Den jødiske Satans opkomst ("modstanderen") hænger tæt sammen med gudsbegrebets udvikling. Fra Beresiths første kapitler råder forvirring, idet de er sammensat af to originaler, hvoraf den ældste tilskriver elohim, gudernes virksomhed verdens skabelse, mens den nyere efter kulturfolkenes sædvane identificerer kulturånden med demiurgen, det vil sige i jødernes tilfælde Yahweh.

Men Yahweh er snarere fyrste end gud, et blodtørstigt uhyre, som sågar stræber sine egne profeter efter livet. Disse "negative" egenskaber bliver vanskeligere og vanskeligere at indpasse i det evolverende gudsbegreb. Det er således en "dødsengel", der snigmyrder de ægyptiske spædbørn, og senere spiller Satan Yahwehs "mørke" rolle.

At det først er under parsistisk indflydelse, Satan opfattes som i KONFLIKT med Yahweh, ses f.eks. af 2. Samuelsbog, i det 24. kapitel, hvor HERREN "ægger" David til den kommunikative, og derfor syndige handling at holde mandtal. Senere, i den første krønikebog, kapitel 21, hedder det nemlig, at det var Satan, der fristede David til at synde mod HERREN.

Bortset fra skiftet er de to versioner praktisk talt identiske. Når vi nu yderligere ved, at Samuelsbøgerne stammer fra omkring 600, og krønikebøgerne fra omkring 300 FVT, kan vi næsten tidsfæste den omtalte udvikling.

Hvor stammer Satan oprindelig fra? Faktisk optræder han som en meget nødvendig figur i Jobs bog, den af gudssønnerne, som spiller anklagerens rolle i sagen mod den uheldige herre. Det er denne "anklager" eller "bagtaler", der er etymologien i det græske diabolos, som er blevet til vores djævel, af diaballein, bagtale.

Det må have været nærliggende at bruge denne "djævel" som Yahwehs straffende redskab. Vi finder måske et mellemstadium hos Zakarias, hvor Satan i det tredje kapitel plæderer for en højere strafferamme for det ulydige folk.

I kommentaren til Genesis kaldes Satan Samael, han er det, som "hjælper" mennesket ud af Eden, og han griber også ind i dets fortsatte udvikling, som fader (med Eva) til Kain og Noas beskytter. Det er i denne form, han endelig træder ind i den kristne mytologi.

Man ser, hvor tåbeligt det er for teologien at give det udseende af, at Luther opfandt alting. Selv den nytestamentlige beskrivelse af Satan er komplet uforståelig, hvis man ikke griber tilbage i den jødiske original, og den etiske dualismes generelle udvikling og oprindelse.

DIABOLOS er ikke den eneste betegnelse for Satan i Septuaginta. En mere direkte græsk oversættelse er givetvis ECHTHROS.

PEIRAZON, forføreren (i øvrigt samme stamme som pirat), udtrykker en central tese i kristendommen. Klassisk græsk kender udtrykket PEIRAZO THEON, "friste Gud", det vil sige anstille forsøg med ham.

PEIRAZON kunne da være »den, der frister Gud«, men betydningen er måske snarere "den, der forfører mennesket". Selv efter at materien er erklæret fredløs, vil ånden naturligvis søge materialisation.

Nu bliver materialisationen imidlertid "synd", og tendensen en "fristelse". Kødet binder kun gennem sine fristende egenskaber.

Ægte parsistisk er PONEROS, med den samme bredde som det engelske "bad", f.eks. om en vittighed. Der oversættes generelt med DJÆVELEN, SATAN, FRISTEREN og DEN ONDE.

BEELZEBUL er en forvanskning af BAAL ZEBUB, en af filistrenes guder (fluernes herre), men hos Mattæus står det for Satan.

Som alle tilhængere af den kristne esoteriske lære må Jesus selv møde Satan og modstå ham. Dette er naturligvis associeret med hans selvkvest.

Først prøver Satan at friste ham til at bruge sin kraft til magiske formål og derved spilde den og forråde sin mission. Så følger en version af PEIRAZO THEON, og endelig lover Djævelen lige ud at give Jesus hele verden, hvis han blot vil tjene ham.

Det er underforstået, at verden er Satans til at give, han er "denne verdens herre", mens Guds rige "ikke er af denne verden". Logos kender ham naturligvis fra tidernes begyndelse, ja, han "så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn" (Lukas 10,18).

Paulus opsummerer smukt kristendommen til Efeserne, 2: Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser - af nåde er vi frelst! I "ødelæggeren" genfinder vi dødsenglen. Satan er nu både den, der frister til og straffer ovetrædelser, han er altså atter en af Yahwehs embedsmænd, men hvordan kan han da stadig være "en nedstyrtet drage", og hvordan kan en retfærdig Gud belønne sin tro tjener med "ild- og svovlsøen"?

Svaret er naturligvis, at synden er sin egen straf, for synd er død, men derfor er den paulinske doktrin, som ellers er fremragende teologi, ikke desto mindre her forsludret. Opfattelsen af Satan som "udøveren af den guddommelige retfærdighed" genfinder vi hos Bernard, men få andre steder.

Som renæssancen nærmer sig, og kirkens kraft svinder, bliver Satan garanten for den verdensorden, som må træde i stedet for den udeblevne redemption. Man søger tilbage til mindre kulturfjendske religioner, og det kristne teokrati smuldrer. Katolicismen svarer igen med forfølgelser af Djævelens disciple, som ikke lader kristenforfølgelserne noget efter i grusomhed.

Hvis denne korte oversigt har inspireret nogen til videre læsning, har den opfyldt sit formål. Satan-figuren er uhyre kompliceret og ikke tilgængelig for en naivistisk teologi som den folkekirkelige. Dette fremgår forhåbentlig.

 

MONITIO

Så dramatisk kulturskiftet er, er det dog aldrig brat. Ideer, som har været henvist til at gå under jorden, dekoreres nu på Rådhuspladsen, men de er ikke egentlig nye.

Ganske tilsvarende dør de gamle hard og lever videre i svækket form. Vi vaccinerer således med stort held mod fortidens vildfarelser ved at udhule dem indefra samtidig med, at vi bevarer den ydre skal.

Kristendommen forlængede således sit normale liv med adskillige århundreder. Et andet eksempel er ægteskabet, dette hedenske ritual, som endnu i et vist mål praktiseres.

I sådanne tilfælde gør vi os umage for at lægge vægt på fænomenets positive egenskaber og lægge et nådigt slør over de negative. Ægteskabet er nemlig - hvordan vi vender og drejer det - overvejende negativt.

Ja'et til den ene er ret beset et nej til adskillige milliarder andre. "Forsaking all others" hedder det i det engelske vielses-ritual, idet vi svigter alle andre.

Vi accepterer med andre ord at regredere til et prækulturelt stade, hvor mennesket ikke havde mødt sin næste, og ordet "kærlighed" endnu ikke havde fået aseksuelle konnotationer. Det er denne negative egenskab ved kærligheden, som vi beskriver ved ordet "troskab".

Det svarer i betydning nøje til det religiøse begreb "tro", som udtrykker noget tilsvarende negativt, eftersom den religiøse troskab mod een gud nødvendigvis må betyde forkastelse af alle de andre. Denne forkastelse er ikke, som den religiøst udannede tror, deskriptiv, vi tvivler ikke om, at der er andre guder, vi holder os blot til vores egen, som manden holder sig til hustruen.

Forholdet er, som alle mytologier gør os opmærksomme på, parallelt. Guden er menneskets husbond; mennesket Hans brud.

Det er endvidere disse negative størrelser ved henholdsvis det seksuelle og gudsforholdet, der har bevæget det moderne menneske til at forkaste dem i deres oprindelige form. Det moderne menneske søger, som Kierkegaard gør opmærksom på, Guds rige sidst.

Ganske tilsvarende kommer ægtefællen sidst blandt livets loyaliteter, og begrebet troskab er nedforkortet til en vis seksuel afholdenhed, når det gælder andre medlemmer af det andet køn. Men troskab er i denne forbindelse noget langt frygteligere og vidunderligere, og det er følgelig det, jeg har valgt at tale til jer om.

Hvad vil det sige at være tro? Som så ofte er det modsatte begreb lettere at opdage.

Troskaben er let at overse, mens utroskaben, bedraget, forræderiet stikker som pile i vores hjerte. Hvis vi altid blev i brudekammeret, ville utroskab naturligvis blive en umulighed.

Men vi har også andre roller at spille end ægtefællens. De mennesker, vi omgås og arbejder sammen med, interesserer sig ikke for, hvem vi er gift med.

Selv når vi er sammen »ude«, adresseres vi som selvstændige individer, og vi forventes at opføre os som sådanne. Vores ægteskab er noget privat, som ikke hører til her, nu gælder det ikke vores indbyrdes forhold, men derimod vores individuelle forhold til alle de andre, som også tæller den udvalgte.

I den verserende debat kommer vi måske til at spille på modsatte hold med, hvad dette indebærer af mere eller mindre personlige udfald, noget, der ofte kan virke befriende. Og hvorfor er det befriende?

Fordi det rent faktisk konstituerer utroskab, en befrielse for ægteskabets negative aspekt. Når de fleste ægteskaber repræsenterer skråplaner med ensrettet trafik mod skilsmissen, er det, fordi man leder efter en slags ydre grænse for forholdet, hvor almindelig selvstændighed og selskabelighed går over i utroskab og forræderi.

En sådan findes nemlig ikke, eller rettere, den konstitueres af soveværelsets vægge. Når disse er forladt, når favntaget er brudt, ikke fysisk, men psykisk, når vi opfatter os selv som selvstændige væsner, der reagerer med andre, ja, måske endda opfatter vores ægtefælle som et sådant, er utroskaben allerede et etableret faktum.

Derfor er der sådan set kun to alternativer til det besynderlige ingenmandsland mellem kærlighed og had, som udgør de fleste ægteskaber. Det ene er at undlade at gifte sig.

Det andet er at tage ordet på ordet, det lille ord ja og det store nej til verden og menneskene. For at begynde i den anden ende, hvor forræderiet er mest åbenlyst: Man diskuterer ikke sin ægtefælle med andre.

Han og hun er hævet over enhver diskussion, mistanke eller kritik, hvad omverdenen angår, undtagen rent spøgefuldt, hvilket implicerer, at vi er håbløst forelsket i den antydede svaghed hos den anden. Det tør være en selvfølge, at de bekymrede forældre, der i deres barns interesse forhører sig om svigersøns eller svigerdatters gøren og laden, møder en mur af lovprisning.

Det nytter altså ikke, at man har brug for at tale med nogen om eventuelle problemer i ægteskabet, professionelle eller amatører, for hvis et sådant behov manifesterer sig, er der ikke noget ægteskab. Det moderne menneske er et ensomt mig i krig med verden, men denne belejringstilstand ophører med ægteskabet.

Der kan stadig og vil uvægerlig være konflikter mellem det elskende par og resten af menneskeheden, men der kan ikke være nogen mellem dem indbyrdes, så er fortryllelsen brudt. Der kan ikke være noget "Undskyld!", noget "Jeg mente det ikke", nogen forsoning.

Vi mener altid, hvad vi siger, ikke sådan, at vi underskriver en kontrakt, men sådan, at vi røber, hvad vi føler, hvad vi er i stand til at føle. Ordet fanger.

Ti års idyl er uden betydning, hvis vi kan blive vrede på den elskede. Alt dette kan friste os til at give disciplene ret i, at det ikke er rådeligt at gifte sig, men det spiller ingen rolle.

Kærligheden er ikke en institution, den er et fænomen. Vi kan vælge at æde græs i stedet for kød, men vi kan ikke have en græsædende løve.

Så er den ikke en løve, og vores ægteskab ikke kærlighed. Vi taler deskriptivt, ikke evaluativt.

Vi taler ikke om, hvordan ægtefæller bør opføre sig, men hvordan kærligheden manifesterer sig som biologisk fænomen, og hvad vi må forlange for at kunne tale om kærlighed, forlange på samme måde, som vi forlanger visse karakteristika af en giraf for ikke at klassificere den som kamel. Måske vil vi så hellere have noget andet, som det somme tider udspecificeres, kammeratskab, venskab eller lignende.

Men så må vi også give afkald på kærlighedens og ægteskabets andre traditionelle trappings. Vi kan så f.eks. ikke bo sammen, for hvis den andens fjærte under dynen ikke ophidser os, vil de uvægerlig kvalme os, ligesom for os fremmede seksuelle præferencer.

Intet menneske kan i længden udholde et andet menneskes vaner og udsondringer, den fuldstændige mangel på privatliv, som ægteskabet repræsenterer. Det er derfor, ægtefæller ikke nøjes med at blive ligegyldige for hinanden, de kommer til at hade hinanden.

Dette er ikke, som den kulørte litteratur tolker det, kærlighed forvandlet til had, men det neutrale fravær af kærlighed forvandlet til had, som det uvægerlig vil blive, given the time. Det er altså ikke mig, der skal tilspørge jer, vil du, osv., osv., men jer, der skal spørge jer selv: Vil jeg give mig ind under dette menneskes vilje og overtage dets karakter i en grad, der vil gøre os til eet væsen, een vilje, eet kød?, så at I med selvfølgelighed snarere end overbevisning kan sige: Når du ser mig, ser du min elskede.

Når du ser min elskede, ser du mig! Jeg er i den andens krop, den andens sjæl, den andens ord, den andens handlinger, og intet, han eller hun er, siger eller gør, kan være mig på nogen måde fremmed.

Ja, bliver jeg syg, da sender jeg hende til lægen, hun vil fortælle ham, hvor det gør ondt på mig, og helbredes hun, da er jeg helbredt! Og hvis ikke, spar da jer selv for dette frygtelige, negative, som kærligheden er!

Det er ikke muligt at stikke hånden i kogende vand og ikke skoldes, men det er muligt at leve uden begge dele, og er de ikke-elskende dog døde for de elskende, kan ikke noget lignende siges om sten, som vi dog ikke mistænker for at begræde deres naturlige begrænsninger? Jeg kan nemlig ikke nægte jer min velsignelse, men I kan gøre den til en forbandelse.

Der var en ung mand, hvis fader havde været en stor kriger, nu gik han til ham, som lå på sit dødsleje, og sagde: Jeg er din søn, giv mig din velsignelse, dit navn og dit store sværd. Og faderen, som ville gøre godt mod sin søn, skønt han kendte dennes svagheder, gav ham alle tre ting.

Så lukkede sønnen sin faders øjne og gik ud i verden med faderens glans i øjet, hans navn på læben og hans store sværd ved siden. På vejen mødte han en kriger, som tænkte: Dette er den-og-dens søn, han må være velsignet, for se, han bærer sin faders store sværd, en værdig søn!

Og for at spøge med ham på krigeres vis kastede han en slange mod ham i den vished, at denne ville vise sit værd ved at hugge bæstet i tre stykker, inden det ramte jorden. Men ak, sønnen, som aldrig havde haft sværdet ude af skeden, stod blot lammet og forsvarsløs over for stangens dræbende bid.

Således tænker menneskene ofte: Jeg vil vorde stor, når blot en stor har velsignet mig, men på den uværdige hviler den stores velsignelse som en forbandelse, og hans visdom bliver en snare for hans fødder. Vi vil derfor, som det er skik hos os, lade jer i enrum nogle minutter, og hvis I derefter vælger at gennemføre dette frygtelige, så skal I sige de ord, som er blevet sagt, så længe menneskene har haft ord, som vi bruger hos os, og som forfatteren har ladet Joan og Monssunu sige hinanden i den store kirke.

Det er de rigtige ord, og frygtelig forkerte er de for alle andre end de sande elskende, som eliksiren, der lover mere liv til den, som overlever den. Og i så fald: Må jeres gud være jer nådig!

 

GNOSIS

Verden har ikke kendt én Messias, men tre. Den første, Mithra, inkarnerede omkring 500 før Kristus.

Han blev født i en klippehule, et mirakel kun bevidnet af hyrder. Centralt er tauroboliet, den rituelle slagtning af den tyr, Faderen af vanvare har skabt.

Her finder vi skorpionen repræsenterende synden, hunden, som drikker af såret i tyrens side, slangen, som symboliserer den forløste jord, og ravnen, helligånden. Tyrens legeme forvandles mirakuløst til brød og dens blod til vin, mens cypressen, livets træ, skyder op.

Kulten var eksklusivt for mænd. Indvielsen skete gradvis (se MAGI), og den hellige kommunion ihukommende Mithras sidste måltid med disciplene inden sin himmelfart i Helios' vogn var forbeholdt de højere trin.

Den mithraistiske messe med dens salmer, levende lys og klokkeringning overlever i den katolske. Visse elementer som knive, lænker og knogler ses dog ikke mere.

Den katolske messe overværes heller ikke længere, som mithraisterne havde for skik, med tilbundne øjne eller i bagbunden tilstand, ligesom det rituelle drab på mysten er blevet umoderne. Det er altså hovedsagelig Mithra-messens ydre former, der har overlevet.

Mytologien med Logos, der skaber verden og nu vender tilbage inkarneret for ved et forsoningsoffer at sikre menneskets udødelighed, verdensbrand, kødets opstandelse osv., er naturligvis den samme. Vel, den indvarslede dommedag udeblev, og et nyt forsøg bliver gjort med KRISTUS. Nu dateres undergangen til engang i halvfjerdserne. Da eskatologien glipper, deler kristendommen sig i to, en KATOLSK kirke, der søger at blive en kulturreligion, og en GNOSTISK, som bevarer urkristendommens karakter af mysteriereligion.

Gnosticismen persisterer indtil den sidste messias, MANIs komme i det tredje århundrede. En manikæisk påkaldelse lyder: Store Mithra, gudernes budbringer, religionens mellemmand og for Jesus-lysjomfru.

Mar Mani, Jesus-lysjomfru, Mar Mani. Giv mig fred, lysbringer, forløs mig af denne dødfødthed.

De tre messias-impulser er altså for så vidt en og samme. En analyse af manikæismen falder imidlertid uden for denne artikels emne.

GNOSIS betyder viden, men dette "viden" må ikke misforstås. Det er almindeligt i dag at anskue gnosticismen som spekulativ modsat den "rigtige" kristendom, der bygger på "tro".

Den gnosis, der hentydes til, opnås imidlertid ikke gennem spekulation, men kun gennem åbenbaring. Det er dog rigtigt, at gnostikerne rådede over en teknik til opnåelse af denne åbenbaring, som i den katolske kirke nødvendigvis måtte være begrænset til monasticismen og døde med den. Ofte fornemmer man i det ny testamente, at disciplene besidder en esoterisk viden, som Kristus tilsyneladende ikke giver i sine prædikener. Disse er i øvrigt spækket med udtryk som "den, der kan fatte det, han fatte det".

Kristus taler i 'gåder' eller enigmer, og mens almuen 'undres', må man formode, at disciplene har fattet galoppen. Diskrepansen mellem det, der så åbenbart er en mysteriereligion, 'mesteren' med de tolv disciple og Det Ny Testamentes nærmest folkelige forkyndelse skal selvfølgelig ses i lyset af de forhold, hvorunder denne bog blev til.

Det var redaktørerne om at gøre at samle en katolsk bibel, ikke en brugsanvisning for mystikere. Denne brugsanvisning er altid lige under overfladen og kan mageligt ignoreres af kirken som overfortolkning.

Vi er så vant til at tænke på kristendommen som kulturreligion, at vi ganske glemmer dens udspring, og at den i sine tidlige år ikke var til at skelne for de stakkels romerske embedsmænd, som vogtede over sædelighed og romerske dyder, fra i snesevis af andre mysteriereligioner. Som de var den en sekt af indviede, der foragtede resten af verden som uindviet.

Den bestod mest af onkler og tanter og en nabo. Den vogtede over sine mysterier som over så meget guld.

Peter(sen), som er højeste grad, samler penge ind og har visse privilegier, som alle indianerne håber på at dele, når de stiger i graderne. En proselyt er et menneske, de kan gøre sig vigtige over for, for a change.

Først og fremmest er guleroden dog himmeriget, den paradisiske tilstand som en velkommen afveksling fra de øjeblikkelige og mindre behagelige omstændigheder, mysten befinder sig i. Slaver og andre fattige i ånden er let bytte. Over for de pæne romere tænker man på sit sprog og prædiker en levende stoicisme, som ikke er til at stå for i cæsarernes Rom. Garant for frelse er gudehelten, som har besejret død og ulykke, og i hvis fodspor man nu blot behøver at træde. Og så er der en hulens masse sakramenter, så medlemmerne føler, de får noget for pengene.

Og under dette for øvrigheden uigennemskuelige væv af nysgerrighed og eskapisme en reel teknik, hvis drivkraft er en levende gud. En indvielse, der i den katolske kirke erstattes af et medlemskort.

Ikke een dåb, men mange, en for hvert trin som foreskrevet, med vand, med blod, med ild og endelig med ånd. Kun den vandede er offentlig, de andre kendes kun fra romerske gyserhistorier.

Selvmutilationen, nadveren, som forekom romeren at være en specielt uhyggelig form for kannibalisme, og endelig salvelsen og indførelsen i brudekammeret, hvor seksuelle foreninger med engle foregik. De lange formler, hvoraf fragmenter endnu findes i den katolske messe. En frodig mytologi komplet med navne på engle, dæmoner, veje, porte og herberger i astraliteten.

Alt destilleret og kondenseret ad kabbalistisk vej til effektive mantraer. Det kræver dog en del studier at forstå, hvorfor kristendommens essens kan udtrykkes i ordet CAULACAU.

De formler, Kristus selv havde brugt for at kunne henholdsvis ned- og opstige, lærtes på det højeste trin. Hvor nødig folkekirkepræsten end vil indrømme det, er kristendommens udspring i noget, han vil betegne som trolddom.

Udgangspunktet for gnosis er en forståelse af, at verden er en manifestation af ånd eller Gud, som i denne sammenhæng naturligt beskrives som et fald. Det er den kosmiske affære mellem Sophia og Bythos, vandene.

Denne cimcum foregår, som vi ved, i form af emanationer eller sephiroth. Kristus og Satan beskrives som 'Guds højre og venstre hånd', der drejer verdenshjulet.

'Vandene' beskrives som 'ikke-eksisterende' og formløse i overensstemmelse med den moderne fysiks beskrivelse af 'verden før iagttagelse'. Den grundlæggende gnostiske doktrin deles af moderne mystagoger og kræver ingen reiteration for læsere af OKKULTISME OG MAGI, de syv lavere sephiroth svarende til planeterne, hvorigennem mysten må opstige.

Central er Helena, der først nedstiger til jorden, hvorpå hun lokker æonerne til at følge sig. Hun repræsenterer seksualiteten, som førte til menneskets fald, men også kan frelse det.

Denne Helena-figur munder ud i Goethes opfattelse. Også i gnosticismen spiller hierogamiet en væsentlig rolle, men dets formål er ikke aktualisation, men deaktualisation.

Sektens kvinder har omgang med mænd, som atter har omgang med Helena og hendes hellige kurtisaner. En sådan deaktualiserende seksualitet er naturligvis en teknik, der blandt andet kræver, at ingen faste forhold oprettes, og at intet afkom sættes i verden.

Kønsakten gennemføres under afsky for det kvindelige legeme. Mandens begær er efter 'lyset' i hende, som han optager og viderebefordrer til Gud.

Resultatet er ikke eksistens, men trinvis eskatologi. Kommutationen er uundgåelig, men pilen går den anden vej.

Central er ligeledes myten om URMENNESKET. Dette urmenneske er for så vidt Gud.

Det er i virkeligheden det, som parteres, som Tiamat af Marduk, og bliver virkelighed. Perserne kaldte urmennesket GAYOMART, og det er Ahriman, Satan, der slagter ham og skaber verden, den ny verden, i hvilken mennesket er fange. På trods af Gayomarts guddommelige natur insisteres der på hans menneskelighed, han er MENNESKESØNNEN.

Den berømteste gnostiker er måske VALENTINUS. Han var ægypter, uddannet i Alexandria, men rejste til Rom omkring 135 AD og blev der i 25 år. Allerede på Valentins tid var gnosticismens vigtigste dogmer dog cementerede. De omfattede treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, hvor helligånden spillede Moderens rolle, METER.

Denne METER faldt, som vi har set, i begyndelsen og trak æonerne med sig i sit fald, idet de elskede hende, men af den samme kærlighed kan de (gnostikerne) forene sig med hende, og hun med Sønnen, og således vende tilbage til Faderen. I denne skikkelse er hun PRUNIKON eller HELENA, den 'store kurtisane' eller prostituerede, svarende til Maria Magdalena i testamentet.

Hun kaldes også OGDOAS, fordi hun rangerer over de 7 verdensskabere svarende til planeterne, under Sønnen (9) og Faderen (10). En sammenligning med Magi vil vise, at planeterne senere alle sammen rykkede et hak op, så Jorden blev den laveste sephira.

Saturn, som hidtil havde været nummer 7 (4 oppefra), JALDABAOTH eller YAHWEH, blev nu identisk med Ogdoas. METER eller SOPHIA identificeres yderligere med RUAH.

Valentin udvikler videre tanken om HOROS-STAUROS. Horos har ikke, som historikerne mener, noget med Horus at gøre, men er græsk for limen. Vi finder ham i mithraistisk udgave i MAGI, fig. 58. Hans kabbalistiske pendant er CIMCUM.

Konceptualisation er definition, aktualisation begrænsning til tid og sted. Det er det, der sker, når bølgefunktionen bryder sammen i målingsøjeblikket og bliver til en begivenhed i et punkt på et tidspunkt. Horos skaber, som det hedder, en ordnet verden ud af Guds begær.

Stauros er korset, krydset, fokalpunktet, hvor aktualisationen sker. Dette har naturligvis forbindelse til Jesu kors, stedet for Kristi aktualisation, som historikerne rigtigt har sluttet, men dets oprindelse er ikke i kristendommen. Således taler allerede Platon om, at 'bogstavet CHI er verdenssjælens manifestationsform'.

Stedet giver imidlertid først mening, når man erindrer sig, at dette græske bogstav skrives: X. Monogrammet for Christos, som vi finder overalt i den tidlige kristne verden, er altså tillige et virksomt fokalpunkt for Helligånden.

Valentin beskriver også 'de verdensskabende engle' (elohim), der først skaber mennesket for derefter, skrækslagne over dets overlegenhed, at søge at ødelægge det. Mennesket skabes som pneuma (ruah), psyche (nephes) og hyle (basar), og endnu findes tre menneskeklasser, som er behersket af en af de tre bestanddele.

HYLICI er lige blottet for ånd og begær. PSYCHICI beherskes af deres begær, og PNEUMATICI har overvundet dem. Almindelige mennesker, 'satanister' og gnostikere, om man vil.

Frelseren i det valentinianske system er både Kristus, Anthropos (urmennesket, menneskesønnen) og Horos-Stauros (berøringspunktet med det guddommelige, den lukkede dør, som kan åbnes). I centrum står dog 'den faldne gudinde' (Meter, Prunikon, Helena, Ogdoas, Sophia).

I en slags dobbeltbryllup med mennesket på den ene side og Sønnen på den anden føres mennesket tilbage til Faderen. Hierogami bliver syzygie. Kristus frelser nu de psychici, som står til at frelse, og Sophia stiger gennem sit ægteskab med ham op i Faderen sammen med de frelste, hver båret af den engel, han har forbundet sig med. Under dem går verden under i flammer, og med den hylici og ufrelste psychici.

Den individuelle 'skytsengel' er en erstatning for den oprindelige genius, som uddrives ved dåben som en dæmon. Thi, skriver Valentin, 'mennesket er et herberg, hvor mange onde ånder har taget ophold'.

Derfor kræves dåben som en apolytrose, en befrielse. Mennesket befries altså for Heimarmene (synd, karma).

Men ved siden af disse sakramenter gives en undervisning fyldt med koaner som forberedelse til kommende enigmer, så 'Horos lader os gå forbi ham'. Således er det godt at præsentere sig: »Jeg er sønnen af faderen, som var før hele verden.

Jeg kommer for at se alt det, som er underligt, og dog er mit eget. I grunden er der jo intet underligt ved det.'

'Thi dåben befrier os ikke alene (som katolikkerne tror), men gnosis, om hvem vi var, hvad vi er blevet til, hvor vi var, hvortil vi er sunket, hvor vi drager hen, hvorledes vi frelses, hvad fødsel er, og hvad genfødsel er'.