ELSEBETH NR. 5

 

ELSEBETH

Nr. 5.
Oktober 1992

INDHOLD:
- ELSEBETH (Red.)
- NYHEDER
- DON JOHANSEN
- LÆSERBREVKASSE
- KARLHEINZ STOCKHAUSEN (Mikkel Starup)
- MENNESKET OG ÅNDERNE, et eventyr
- SPØRGEBREVKASSE


Illustrationer i dette nr.:
Forsiden: Simon Falkentorp.
S. 7: Wilhelm Marstrand
S. 13: fra Hans Mayer: Richard Wagner in Beyreuth
S. 14 og 15: fra Karlheinz Stockhausen: Donnerstag
S. 17: fra Karlheinz Stockhausen: Aus der sieben Tagen
S. 26 og 30: af John D. Batten fra: Celtic Fairy Tales
S. 29: af Michael 5 år. Der er tale om et dualistisk egern-entitespar "Chip & Chap". Den ene er
altid sød, den anden mindre sød (den med hatten). Snorene de holder i poterne, er klatre-
reb til himlen.
S. 32, 33 og 34: indsendt af Henrik Schmidt
S. 38: fra MAGI (fig. 58.)

 

ELSEBETH
(Red.)

ELSEBETH formidler okkult viden, formuleret af Erwin Neutzsky-Wulff, hovedsagelig ud fra spørgsmål til forfatteren i forbindelse med hans to fag-okkulte hovedværker OKKULTISME og MAGI (Borgens forlag 1985 og 1986), hvis læsere bladet da også hovedsagelig henvender sig til.

Læserne selv er dog velkomne til at bringe egne seriøse indlæg af forskellig karakter. Det kunne være en litterær analyse af et eller flere af ENWs værker, viderebringning af egne erfaringer til andres gavn, bog- eller filmanmeldelse, eller noget helt tredje. Deadline for indlæg til ELSEBETH-6 (December) er lørdag d. 7. November.

Bladet udkommer, når det er færdigredigeret, og det er ca. den første hver anden måned. Dette kan dog svinge lidt af hensyn til ENWs planlægning og evt. mangel på indkomne læserindlæg (!)

Prisen pr. eksemplar af numrene 1-6 er kr. 20,- inklusiv forsendelse. Bemærk: Fra og med Februar stiger prisen pr. eksemplar til kr. 25,-. Det gælder således allerede nu for nr. 7 og frem, og fra februar for alle nr.

Ved bestilling (=indbetaling på giro) angives tydeligt hvilke og hvor mange eksemplarer, du ønsker, ellers fremsendes nyeste aktuelle nr. Hvis du er ny abonnent (og ikke har specificeret nr.), får du automatisk nr. 1. tilsendt.

Adressen er:


Tidsskriftet ELSEBETH
Postboks 1483,
8220 Brabrand.
Giro 1 07 28 54.

Redaktør:
Simon Falkentorp
86-10 67 86

Følgende er et udpluk af de væsentligste emner fra de tidligere numre af ELSEBETH:

ELSEBETH nr. 1. Februar 1992 indholder bl.a.:
- MENS VI VENTER PÅ TRANSCENDENSEN
- KABBALA 1
- SEKSUEL MAGI

ELSEBETH nr. 2. April 1992 indeholder bl. a.:
- KABBALA 2
- SPØRGEBREVKASSEN: "Wulfianismen". Mentalisme i den moderne naturvidenskab. Sprog og kognition. Drift, etik og æsimologi. Hallucinogener. Succubat før første transcendens. Supersession og Sermo Mercurialis.

ELSEBETH nr. 3. Juni 1992 indeholder bl.a.:
- SØREN KIERKEGAARDS HJERTESUK I "ØIEBLIKKET" (Rune E. Larsen)
- TAROK
- SPØRGEBREVKASSE: Thelema og Rabelais. "Satanisterne" i Danmark. Kvest og recitators tekst. Da Wulff skulle frelses... Og da han skulle forbandes. Kildehenvisning og almen dannelse. Dekussation og indretning af adytum. Pravitet, affektion og fokalisation. DIONYSOS.

ELSEBETH nr. 4. August 1992 indeholder bl.a.:
- THE OUTER LIMITS
- VED EN FRANZINE-REDAKTØRS DØD
- THRILLER
- SPØRGEKASSE: Satanismens kosmologi. Katharerne.
- SATAN
- MONITIO
- GNOSIS


Erwin har bedt mig bemærke, at Borgens forlag så småt er ved at løbe tør for 2000. Det betyder, at der ikke er udsigt til prisnedsættelse, som nogen måske har ventet på. Men på den anden side har salget ikke været så "alarmerende", at man overvejer et 2. Oplag. Værket er sandsynligvis udsolgt inden for få måneder.

Hermed byder vi velkommen til efterårsnummeret af ELSEBETH.

Sidsel; du er verden!

 

NYHEDER

 

READ ALL ABOUT IT!

En ting, læsere af ELSEBETH måske kan finde interesse i, er en litterær analyse af SKRÆKKENS ABC i BUM (Sic!) Nr. 2. Min generelle tilbageholdenhed over for pressen har i den forløbne perioderesulteret i blot et enkelt interview (Aktuelt 24/8), som man nok med god samvittighed kan springe over. Morsommere er det måske, at Berlingske, der et par dage senere dækkede BORGENs reception, syntes mere interesseret i VERDEN end i de mere aktuelle nyheder! Which brings us to

 

VERDENS-SITUATIONEN

Jeg er i skrivende stund godt syv kapitler inde i femte-delen betitlet HIMMERIGET. Efter godt et års arbejde (cirka 3.000 arbejdstimer) er jeg således nået frem til side 486 ...

 

JEG GLÆDER MIG I DENNE TID ...

Næste nummer er nemlig jule-nummeret. So now is the time to find out about all those things you always wanted to know about Christmas, but was afraid to ask!

Det er også sidste nummer af 1. årgang, hvoraf med en vis logik følger, at vi med det næste nummer er inde i 2. årgang, hvor jeg kun vil levere halvdelen af stoffet til bladet. Well, det var jo fra begyndelsen meningen, at bladet for halvtreds procents vedkommende skulle være et forum for læserne (hvormed vi faktisk ikke mente studentikose læser-breve, men solide artikler).

Hidtil har vi stort set kun modtaget en (i øvrigt fortrinlig) Kierkegaards-artikel, men se nu bare dette nummer! Her er minsandten både en musik-artikel og en tiltrængt korrektion til et af mine svar. So you see, it is possible ...

 

DON JOHANSEN
(ENW)

Johansen han er dog en skrækkelig buk,
til ham er den smukkeste ikke for smuk,
og er hun den bedste, den dejligste tøs,
han vrager dog pigen samvittighedsløs.
For den er for mager, og den er for høj,
og den er for spinkel, og den er for drøj,
en snakker for meget, en anden for lidt,
en smiler for bredt, og en anden for blidt,
og en er for fjollet, og en for studert,
ens bryster er pæne, men røven forkert,
den ene for sminket, den anden for grå,
med strømper for røde og strømper for blå,
for kraftige skuldre, for firkantet bag.
Det er dog for galt med så kræsen en smag!

Selv gik han i skolen af niende ud
og ligner vel næppe en oldnordisk gud,
hans briller er runde med skinnende stel,
og dog er han ganske tilfreds med sig selv.
Han ved jo præcis hvordan kvinder skal tas,
alligevel har han et skrækkeligt mas,
men spørger man ham, er han vistnok ekspert,
og så er det pludselig slet ikke svært,
han ved, at en kvinde vil sættes på plads,
hun ligger helst underst og spiller madras,
til overs for ømhed hun har kun foragt,
men falder på stedet for mandigheds magt,
for sådan er kvinder, beklages blot må,
af kvinder der er så forsvindende få.

En trussetyv er han så drabelig stor
(han stjal dem forleden fra naboens snor),
og skuffes han slemt af det skændige køn,
så venter pin-uppen ham trofast og skøn.
Måske har I mødt Don Johansen engang,
man kender ham let på umættelig trang,
han er det, som ved en erotisk teknik,
som virker på kvinden som kærlighedsdrik,
han lærer den fra sig, så flink som han er,
han deler erfaringen rask med enhver,
selv lærte han den i en udmærket bog,
den hed vistnok KROPPENS INTIMESTE SPROG,
han længes og håber hver eneste dag
på lejlighed til at få prøvet den af.

Ak kære Johansen, det kniber nok lidt,
den bog er kanhænde en smule for slidt;
hvad Paulus har skrevet om kærlighedskunst,
omend det er sagt uden tanke på brunst,
forslår måske bedre. Thi sagen er den:
Alt det, som du prøver at huske, min ven,
om zoner og kærtegn, er ingenting til.
Men hvis du kan GLEMME, du vinder dit spil.
Glem alt hvad du lærte og byd det farvel,
glem fremfor alt ikke at glemme dig selv
og helt renoncere på stedordet min.
Det er den teknik, som gør verden til din,
for fatte den kan hvilken tåbe som helst,
men fatter DEN DIG, er du endelig frelst.

 

LÆSERBREVKASSE

Kære ENW, ELSEBETH og Jørgen H. Elbang.

Jørgen H. Elbang havde et læserbrev i ELSEBETH 4, hvor han bla. efterlyste oplysninger om DAATH som den 11. SEPHIRAH på Livets Træ. Jeg synes ikke svaret var særligt fyldestgørende i betragtning af at brevet blev bragt i "spørgekassen", derfor vil jeg godt kommentere begrebet DAATH en smule.

DAATH ses ofte indtegnet på Livets Træ som en "stiplet" SEPHIRAH (se fig. 1.) Det er ikke en egentlig SEPHIRAH, men snarere en forening af CHOKMAH og BINAH. Den beskrives af og til som Slangens hoved (LEVIATHAN's forstås) og forbindes tit med viden. Begreber som abstraktion og blind retfærdighed ses også tilknyttet, til tider også som åbenbaring og inspiration. De grundlæggende symbolske betydninger knyttet til DAATH er såvel beskrevet i Israel Regardie's Golden Dawn, som i flere af Aleister Crowley's bøger. DAATH har således en fremtrædende rolle såvel i Golden Dawn's symbol: "Merkur på Livets Træ" (fig. 2) som i flere af Golden Dawn's initieringsritualer, bla. i forbindelse med symbolet for "The Garden of Eden After the Fall".

Jeg er ikke stødt på DAATH som "den 11. SEPHIRAH" i værker før Golden Dawn, og det er måske derfor også vanskeligt at indplacere den i en personlig begrebsverden. Men hvis man en gang har opdaget den, som Jørgen H. Elbang jo har, så er man nødt til at tackle den. Jeg har personligt oplevet DAATH som værende en slags "negativ SEPHIRAH" - en SEPHIRAH der er der uden at være der. En Livets Træ's sorte hul om du vil. Hvordan du oplever DAATH bliver i sidste ende dit problem (læs: udfordring) - men nu er den der altså.

Jan Bo Sørensen.

 

LÆSERBREV

Kære ELSEBETH!

Man hører efterhånden ikke sjældent bemærkningen: jeg har læst ALT af ENW - undtagen naturligvis computer-bøgerne! Dette udsagn irriterede mig efterhånden så grundigt at jeg en dag satte mig for at gennembladre også disse for at se om det virkelig altsammen var chips og bits, og mit udbytte var et sådant at jeg ikke kan lade være med at anbefale læseren et lignende eksperiment.

Allerede inden forordet til MIKRODATAMATEN fandt jeg således et citat fra MENNESKE samt et program med titlen KIRBYS SYTTEN SEKUNDERS MARSVIN (se samme roman s. 40-41)! Eksemplerne er da heller ikke helt almindelige. Elektronisk bog-katalogisering illustreres med forfattere som Milton, Joyce og Eliot (nej, ikke ham fra ET) og "streng-deling" (hvad det så er) med Johannesevangeliet. Der er også et program med kaniner og kanoner og et der skriver MODERNE DANSK LYRIK. Jo, bare kør programmet, og datamaten spyr prosadigte som ville få Borum til at tabe både næse og mund! Jeg er ikke selv ejer af en "ZX81" som vist er fra elektronikkens barndom men har med held omskrevet flere af programmerne for min PC - det er faktisk ikke så svært! Der er en MIKROKRIMI som er umagen værd.

Grundigt opmuntret kastede jeg mig derefter over de andre bøger som ikke er mindre fornøjelige. Det er selvfølgelig noget af en skattejagt men det gør det sådan set ikke mindre morsomt.

Der er også gengivelser af skak-partier ENW har spillet med de forskellige datamater hvilket kan give skak-interesserede et billede af ENW som skak-spiller. Uden at være ekspert tør jeg dog nok love at han ikke er nogen Karpov! Hvorfor spiller genier på andre områder så dårligt skak - og hvorfor er de fleste skak-genier idioter på alle andre områder?

Hvem der har sat ENW igang med COMAL vides ikke men heldigvis giver hans irritation sig udslag i pragtfulde parodier på det snørklede sprog. Det er i den samme bog læseren får et alternativ til et saftigt "Kriegspiel" der er så god en satire som noget ENW har skrevet!

Og selvom ENW er meget økonomisk med flittigt genbrug af sine bedste program-eksempler vender de ofte tilbage med en lille forskel som ovennævnte lyrik-program der genbruges i Comal-bøgen som et ditto der producerer plots til social-realistiske romaner. Og så er bagsidetekst og anmeldelse skrevet ved samme lejlighed!

I POSTSCRIPT-bogen bliver forfatterens humor nærmest visuel med fiktive valg-plakater (for SOCIALMODERATERNE) og løbe-sedler (med letgenkendelig logo). Der er også djævle-besværgelser på latin og underlige semitiske sprog, små eventyr og koaner, flere hip til kollegerne og "computerkunst" og myriader af letpåklædte damer. ENWs maskine har tilsyneladende også en tilbøjelighed til at skrive Elsebeth ...

Så for den der har lyst til at lære en anden ENW at kende (som dog ikke fornægter sig) så er det altså bare med at slæbe stakken hjem fra det lokale bibliotek og gå i gang. Jeg mener bare sådan en dag "hvor der ikke er noget i fjernsynet, og du ikke har råd til en biograftur."

Total-Neutzsky-Wulff-læseren.

 

KARLHEINZ STOCKHAUSEN
(Mikkel Starup)

Samtidig med at vores århundrede begyndte at aldres, accelererede innovationerne inden for kunstens - og herunder musikkens - verden og efter den klicheostraktiserende serialisme blev hjulpet videre gennem genrens elektrificering, voksede den rullende snebold.

Den variable form - i betydningen flertydig og jævnført den klassiske kadence - indvarslede yderligere erosion af den bestående musikforståelse, ved at overlade visse afsnit i kompositionen til intepretens kreativitet.

Aleatorikken var stort set analog med den variable form, men den ledte semantisk videre til den "friere" chancemusic, der i visse afskygninger bestod i at kaste terninger eller som i dets indfanger John Cage' tilfælde, at benytte sig af I Ching og dens møntkastsystem, til "udregning" af tilfældigheden, der derefter - posthumt (efter tilfældighedens død) - blev noteret og delvist deterministisk. Delvis fordi hans notation indeholder mange variabler, da opførelsesprocessen var vigtigere for Cage end resultatet.

Cage var en af avantgardismens centrale reformatorer, og det innovative behov's fundament huserer derfor hos ham. Hans mentor var maleren Marcel Duchamp, der allerede i begyndelse af det 20 årh. havde foreslået tilfældighed som en kunstnerisk skabelon. Men også Zenbuddhismen frigjorde Cage' musik. Han så verden som tilfældig operativ - en diskurs der førtes parallelt i fysikkens verden af Bohr og Einstein - og han konkluderede, at verdens elementer var ligeværdige, hvilket gjorde livet til kunst og alle lyde til musik. Han ville følgelig ikke bringe orden i dette kaos, men efterleve og -ligne det og aktualisere musikken via I Ching, der befriede ham for hans udvælgende hukommelse og dermed hans "dislikes".

Intentionen med strygekvartetten 1949 var at gøre den "indbydende uinteressant", et forsøg på at nivellere det musiske udkom, hvis statement passede bedre til dets immanente idealisme. Han skulle måske hellere have forsøgt at gøre den indbydene paradoksal og koan'sk, så den ville tvinge lytteren til at aconsensualisere som i den sproglige versions ånd.

I den samme form komponerede han det monolitiske stykke 4"33 for klaver, hvor intet spilles i det givne tidsrum (værket er i tre satser!). Ingen musik som musik, og man kan ikke beskylde kompositionen for at være redundant, hvilket var et begreb man brugte til at vise variabilitetens transformation til indeterminisme.

Problemet var at Cage' tilfældigheds-operationer ikke var mere eller mindre tilfældige end konventionelle komponisters idébefrugtning. Hvis musikformen viser sig rummelig, bliver den beåndet i ordets (bedste) betydning. Tonerne opstår kun, fordi de bliver udvalgt og mesoprocessen - den møntkastende hånd og den idémodtagende kreativitet - oprinder fra samme sted, nemlig den aktualiserende hjerne, hvis eneste kreative musiske opgave er at finde den kontaktskabende kode, der åbner døren.

Herefter, bla. inspireret af Cage, opstod fluxusbevægelsen, der gav musikken det sidste stød ind i en antimusisk musiknihilisme. De involverede som la monte Young - "komponerede" stykker, hvor f.eks. et klaver åbnes og lukkes så mange gange interpreten har lyst eller hvor et uvist antal mennesker sidder på scenen og kigger på publikum (hvis nogen blandt publikum får lyst, må de gerne sætte sig op på scenen og kigge ned) - og flere i samme stil.

Denne musiske revolte og senere antagonisme skubbede med dens forandringshungrende og æstetikanalyserende behov musikken ud over en afgrund, der affødte en naturlig stagnation. Mange anså computeren med dens frenetiske udviklingstempo for at være suveræn til at regenerere og distendere æstetikken, men samtidig opstod der en udkrystallisering i form af en mosaik af eklektiske fusioner, nogle symbiotiske, som medførte kategoriseringen paradigmeskift.

Men György Ligeti havde allerede tidligere sat fingeren på det essentielle ved at udtale, at "total prædetermination og total tilfældighed fører til det samme musikalske resultat", det resultat - når nået - der er det vigtigste.

Den æstetiske "væsen"-diskurs gik/går i store træk ud på 1. Musikkens forhold til virkeligheden! Hvilket er det samme som at diskutere en cykelpumpes forhold til virkeligheden 2. En teoretisk, der ofte er af kvalitativ karakter, altså hvilken kvalitet et stykke musik har, alt efter hvilke nodesammensætninger man bygger det op af (f.eks.) og 3. en pseudoåndelig tilnærmelse, der nogen gange lyder flot, men som mange gange afslører komponisten som en ligeså stor tvivler som de fleste andre.

Det er dog ligegyldigt om man laver musik af/med cikarkasselåg eller trompeter, hvor mange der er og hvor mange gange man slår dem sammen eller trutter i dem, det er frugten af ritualet, man skal spise. Forsøgene er selvfølgelig velmente og komponisterne prøver bare at stille nogle relevante spørgsmål til det at komponere. Spørgsmålene er ofte bare forkerte og lytteren/mennesket skaber selvfølgelig både cykelpumpen, musikstykket, virkeligheden og kvaliteten selv, og man må derfor bevæge sig i helt andre baner.

Begreberne musik og æstetik har begge sproglige rødder i græsk. Musik af musekunst - under Apollons beskyttelse - og æstetisk af det at sanse/fornemme - det at forstå (musikkens væsen) ved at sanse - og der er tydelige reminiscenser fra musikkens oprindelse som fortidsmenneskets påkalden sig åndernes/gudernes opmærksomhed.

En benflis svunget for enden af en snor, fløjter og trommer, og som menneske for enden af disse havde man lagt de første sten på vejen, veje "primitive" kulturer stadigvæk færdes på. Vores kultur har i sin endeløse søgen unægteligt udviklet musikken en hel del, og det væk fra rødderne, men man møder dog stadig musik, der magter at påvirke én i den grad og "swinge". Det er musikkens væsen og intet andet!

I den tidlige komposition »Formel« og i den elektroniske og sceniske musik lagde Stockhausen en kim, der skulle vokse sig til kernen i hans livsværk, heptalogien, Licht, der planlægges at være færdig år 2005. De syv operaer, en for hver dag, der til sidst vil komme til at vare omkring 24 timer, har ført mange til at udpege Stockhausen som Wagners arvtager, primært pga. den mytologiske genre og stemning - og pga. varigheden.

Men Wagners raceidealisme i "Der ring des Nibelungen" var gravet op fra oldgermanske sagaer, specielt fra Grimms mytologi og i myter om Sigurd Fafnerbane (i det middelalderlige epos Nibelungenlied - i norden kendt som Vølsunge-digtningen - er Siegfred den samme som Sigurd Fafnerbane).

Ved kort at løfte det tunge velourlæppe, der omgiver Wagners verden, viser en mønsteromspunden etymologi sig. Både tysk nebel og oldnordisk nifl betyder tåge, men på islandsk kan det også betyde "det i glemsel tildækkede". Fra det kolde nordlige Niflheim i den nordiske mytologi udsprang floden Hvergelmer, der ved sit møde med det varme Muspelheim fordampede og blev til tåge, hvoraf jætten Ymer opstod og siden blev til verden.

Men der gik maddiker i Ymers krop, der var blevet til jorden, og aserne gav disse menneskeskikkelse - og forstand - og skabte dværgene.

Cirklen sluttes i Nibelung, der oprindelig var dværge, som levede i nordens tåge, hvor de gemte deres indsamlede guld. Hos Wagner er nordens tåge blevet til Rhinen, og guldet er stjålet og omsmeltet til en forbandet ring.

Stockhausen's Licht har visse narratologiske analogier med Wagners operaverden, derudover er der Beyreuth som Wagner lod bygge til opførelse af sin egen musik, og der er Stockhausen's planer om det samme. Wagner søgte at skabe et totalkunstværk, og det samme gør Stockhausen, men ud over disse karaktérmæssige sammenligninger adskiller Stockhausen sig ved ikke, bevidst, at beskæftige sig med en epoke. Han lader protagonisten Michael, en tidsløs ånd - det lokale univers' kreatør og udviklingsinspirator - repræsentere evulotionsviljen, som betyder ufuldkommenhed og bestandig stræben mod det fuldkomne/skønhed.

Michael er Lucifers rebellion, og hans centrale påstand er, at der eksisterer ikke kun én eneste og ensrettende vilje eller ånd i kosmos. To æmulative guder som mennesket afspejler. Evulotiv versus statisk. Det tredje princip er Eva-figuren, det kvindelige, der forsøger at formidle (mellem de to), at forskønne, at fuldkommengøre levende væsner.

I den, hans musiske, verden passer det konventionelle sprog ikke, og Stockhausen har derfor udviklet et fonetisk fantasisprog og gør det stadig. Det skal ikke være abstrakt i den forstand, ikke esparento og ikke et ekstrasprog, men høres som en dialekt af et allerede eksisterende åndeligt sprog.

Den første opera er Samstag, hvori alle lydene fødes. Samstag er Lucifers dag, begyndelsens og dødens - som fødende - dag, transitionsnatten til Licht. Operaen er i 4 scener. Det fonetiske sprog opstår i "Lucifers traum". I 2. scene er "Lucifers Requiem" for alle, der søger det evige lys, og "Kathinkas gesang" beskytter og leder den dødes sjæl til klar bevidsthed - i ægyptisk terminologi fra ka til ba - og hvor den 4. scene - Lucifers abschied - via sine lange drivende klangflader opbygger et rum, et art adytum, ledsaget af tekstbrudstykker af Frans af Assisi's "Lodi delle virtu".


EVA dedikerer tre planeter til MICHAEL

Donnerstag handler om Michaels endags-inkarnation og rejse på jorden. I hans vision forenes hans egen og Lucifers formel, og Michael taler herefter om Lucifer som den mest noble blandt engle, der oprørte, da mennesket blev skabt - "I skal være som gud og kende godt fra ondt". Den endnu ikke udgivne "Freitag" skal nævnes som fristelsens dag, hvor Stockhausen musikalsk vil gestalte arketypiske menneskelige fristelser og "Mittwoch" hvori et slags himmelsk parlament vil kommunikere via hans hypersprog. Tilsidst vil Michael og Eva forenes i "Sonntag". De nærmere omstændigheder er endnu ikke udklækkede.


MICHAEL forklarer hvorfor LUCIFER gjorde oprør mod menneskets skabelse

Stockhausen har set, at mennesket altid vil kæmpe de samme kampe, og han har derfor forsøgt at gøre operaen tidløs, dog med visse forgreninger, hvor han gerne vil vise vejen til fremtidens musik.

Hans mål er at genskabe musikken som et kommunikativt bindeled mellem menneskene og guderne, og at restituere musikeren som den rituelle performer, mediet, en parabol. Det er derfor essentielt, at musikerne er ekstremt dygtige og at de som produkt af utallige øvetimer kan enhver bevægelse og node udenad. Det religiøse tilsnit har altid omspundet Stockhausens værker, men har tidligere været båret mere intuitivt/improvisatorisk frem i bla. "Stimmung" og specielt i "Goldstaub", hvor han sammen med en mindre gruppe havde trukket sig tilbage i et hus på landet i flere dages stilhed og askese. Søm udløsende fuldbyrdelse samledes de så den sidste dag i stuen, hvor et sporadisk percussioninstrumentudvalg stod til deres rådighed. Resultatet virkede guldbestøvet og meget penetrativt.

Det er i den forbindelse meget vigtigt, sideløbende at nævne den adelige italienske komponist Giacinto Scelsi, som allerede i 50'erne så sin egen musik i rollen som medium, der etablerede den nødvendige kontakt mellem den åndelige og den menneskelige verden. Ydermere formede han senere, via skiftende intonation, glissando - og mikrotoner (omkring en enkelt tone), en dirrende rummusik, der med sine diminutive udsving gav/giver indtrykket af et kaldende instrument, om en tilstand.

Han konstruerede specielle instrumentsammensætninger som Cage, men med helt andre motiver. Han eksperimenterede ikke for eksperimentets skyld, eller for at demonstrere, at disse lyde var ligeværdige med alle andre. "Okanagon" for tre instrumenter opførtes bag et klæde eller en skærm, så intensiteten stadig er der, ved at lytteren er i samme rum som musikken, men så han samtidig ikke forstyrres visuelt. Han søgte via brugbare konstellationer - ligegyldigt hvilke - det punkt, der åbnede, og han søgte over/igennem den liminelle tilstand/fomemmelse som i den tidlige komposition "Kya".

Scelsi opretholder en bestemt tilstand hele kompositionen igennem, drivende omkring et centrum, hvor Stockhausen's former ofte udvikler sig satserne imellem som stadier, der betrædes, verdener der besøges - stadier/perioder til scener/akter, til dage, til dele i Licht.

Disse tilstandsformer muliggør det rituelle islæt og præparerer de to verdener, nivellerer dem til undergang. Det transmuterende punkt, der hvor ting ændrer tilstand, fokalpunktet, kræver tid og ro at nå, og derfor musikken som smult vand, for jo mere en kompositions bestanddele varierer hurtigt - langsomt, stille - kraftfuldt, grimt - smukt, jo større er sandsynligheden for, at lytteren vil dissekere det hørte, eligere og katagorisere delene efter gehalt.

Stockhausen's koncepter kommer via visioner, der sammen med det at komponere er ved at overtage hans verden. Det er hans kald - aisimos - og disse visioner bearbejdes så igennem hans konstruerede hjerne, formlen. En formel, der som en genetisk process transformerer alle operaens parametre til et stort organisk formconsensuelt væsen, der elastisk bevæger sig i et interdependent forhold, som en shaman. På den måde kan en kort melodisk-rytmisk form bredes ud på flere timer, til et hav, hvori man kan nå at dyppe sig og drive med strømmen.

De formelformede parametre er ud over de normale nodemæssige; gestikken, lyset og oktofonien, der er et computerstyret højtalersystem, der kan dirigere musikken rundt i lokalet, således at de fonetiske interaktioner kalejdoskopisk bevæger sig i forhold til tilskueren, og således at musikoplevelsen bliver polyspatial.

Den sidste fremførte dag er "Dienstag", hvis anden akt "Invasion" er en reel krig på scenen, hvor oktofonien viser sin effekt. "Krigene i vores tid er for mig kun bekræftigelser på en menneskelig oplevelse af krig, som en konflikt mellem grupper, mellem ånder, der er inkarneret på denne planet."

Det er den integrale sceniske musik, det helstøbte og rigtigt fremførte, der er vigtig for perfektionisten Stockhausen, og i dette ligger der den samme alvor, som i den oprindelige påkaldelse af en ånd, det må gøres rigtigt for at få det ønskede resultat. Det ønskede resultat er for Stockhausen at udfylde formlen rigtigt og fyldestgørende som et taget skridt, og derefter lade den transformere til andre former.

Han vil tilbage, finde en vej med det multimediære sprog, der kan formidle en kontakt til - og måske formidle - guderne. Man skulle måske så mene, at en tromme eller lignende var nemmere at håndtere, og at den ville kunne opnå de samme resultater eller måske flere, men Stockhausen er som andre et kulturelt produkt, med en lineær tidsopfattelse og fanget af behovet for et nyt udseende af gamle rodfaste kræfter.

Han elsker at udvikle og opbygge, hans formel er hans verdensbillede, og han søger i den forstand, ligesom den af ham selv i Michael opbyggede (pessimistiske) målutopiske drift mod det fuldkomne, det udviklede, skønheden, mod det skabende, guddommelige, Verdens Lys, LICHT!

 

MENNESKENE OG ÅNDERNE
Et eventyr

Der var engang en mand, der hed Vir, og en kvinde, der hed Mulier. De havde to børn, en søn Filius, og en datter Filia.

Filia var så smuk, at selv guden Lux blev forelsket i hende. Nu turde han ikke komme i sin egen skikkelse, for den var så frygtelig, at selv hans egen hustru Nox var bange for den.

Derfor skabte han sig om til en ung mand, og i denne skikkelse opsøgte han hende på engen. Da for der ligesom en hed vind hen over græsset, så at det næsten visnede, og Filia sagde ved sig selv: "Hvor det er varmt i dag! Havde jeg blot lidt at drikke."

Lux skyndte sig da ned til bækken og tog lidt vand op i hånden, men næppe havde han rørt det, før det blev til damp. Så fandt han en flad, hul sten, der gik ud i den ene side ligesom et håndtag, og den fyldte han med vand. Men da han nåede frem med det, var det blevet helt hårdt.

"Er det en gave?" spurgte Filia. Lux undskyldte sig mange gange, men den unge pige tog tingesten fra ham, og da hun fik set nærmere på den, blev hun helt ude af sig selv af glæde, for nu behøvede hun ikke længere at gå ned til bækken for at se sig selv, som hun holdt så meget af.

"Det er et spejl!" skyndte Lux sig at sige. "Kan du lide det?" Nu ville Filia også, at Lux skulle se sig selv i spejlet, men da han frygtede, at hans spejlbillede ville forråde ham, lod han ild fare ud af det og blænde Filia, og sådan er det endnu.

De tilbragte dagen sammen, så at til sidst Nox kom frem for at se, hvor hendes mand blev af, og det blev helt mørkt. "Nu må jeg hjem!" sagde Filia, "for jeg er så bange i mørket, og det er også blevet koldt".

Men Lux ville ikke lade hende gå. Han græd og bad og vred sine hænder, til de blev helt glødende og satte ild til en bunke kvas.

Da Filia så, at bålet både lyste op og varmede, besluttede hun, at hun nok kunne blive hos Lux om natten, men den næste morgen, da bålet var brændt ned, plagede hun Lux om, at hun måtte få del i ildens hemmelighed. Lux lærte hende da, hvordan hun skulle gnide sine hænder mod hinanden, men de var alt for fine til det og begyndte i stedet at bløde. Så prøvede hun med to stykker træ, og til sidst lykkedes det hende at få ild.

Men ilden ville ikke holde op med at brænde og bredte sig mere og mere. Inde i bålet kunne hun se ildens ånder danse, og de havde ikke tænkt sig at gå i seng foreløbig.

"Hvad har jeg gjort?" skreg hun rædselsslagen, men Lux sagde, at hun blot kunne bede ildens ånder om at gå til ro. "Men jeg taler jo ikke deres sprog", hulkede hun. Lux sagde, at hun skulle lytte til bålet, og lidt efter hørte hun, at ilden sagde "Gå på! Gå på!", og så sang hun:

Min ånd, som bor i arnens glød,
forlad mig ikke kold og død,
gør stuen varm, og lys min vej,
befri til sidst dig selv og mig.

Straks døde ilden hen til nogle få gløder. Dem skulle hun tage med hjem, sagde Lux, og så skulle hun bygge et hus til dem, og der ville ilden tage bolig og være hendes ven. Og sådan kom ilden til menneskene.

Nox var i mellemtiden gået ud for at lede efter sin mand, men hun fandt ham ikke. Derimod fik hun øje på Filias bror Filius, og hun blev straks lige så forelsket i ham, som hendes mand var blevet i Filia.

Men da Filius så den mørke nat komme farende, blev han så forskrækket, at han løb ud af huset. Han løb og løb, til han kom til en mørk hule, og der gemte han sig. Men Nox ser lige så godt i mørke, som menneskene ved lys, så hun fandt ham hurtigt og lagde sig hos ham.

Der boede de i et år, indtil Nox havde født ham tusind børn, det er alle jordens ånder. De var ikke særlig artige, men spillede deres far det ene puds efter det andet, indtil han spurgte deres mor, hvad han dog skulle gøre.

Nox rådede ham til at være stille og lytte efter, hvad de små trolde sang. Han hørte da, at de hele tiden skrålede: "Jeg er fast, jeg er fast!" Så sang Filius:

I, som kryber og larmer i højenes bug,
og som bærer og vogter den tordnende rug,
giv mig støtte og sted på en skrånende eng,
hvor min elskede reder den dejligste seng.

Så blev jordånderne rolige, og fra da af kom menneskene godt ud af det med dem. Jordånderne lærte Filius, hvordan han skulle dyrke jorden, og viste ham, hvor i bjerget der fandtes metaller, som han kunne smede redskaber af.

Men Filius var stadig bange for Nox, og en dag, hvor hun sov, stak han af fra hende. Han løb og løb og standsede ikke engang, da han nåede havet, men vadede ud, og var nok druknet, hvis ikke en stor fisk havde taget ham på sin ryg. Men da det blev mørkt, gik Nox ud for at lede efter sin elsker, og det varede ikke længe, før hun fandt ham.

De drev nu begge om på bølgerne i henved et år, hvor Nox atter fødte Filius tusind børn, det er alle vandets ånder. Og de spillede bold med deres far, til han var helt ør i hovedet og klagede til deres mor. "Hør nu efter, hvad de siger!" sagde Nox, og Filius hørte da, at de hele tiden sang: "Bølgende, bølgende". Så sang Filius tilbage:

Vandenes ånder, de ældste og første,
lad ikke træet og mennesket tørste,
læg mig ved, æg mig med bølgende bryster,
syng mig en sang om de fjerneste kyster.

Så lagde bølgerne sig. Senere lærte vandånderne Filius, hvor han skulle grave brønde, og de lærte ham at sejle på havene, og han blev den første sømand.

Men Nox skræmte ham stadig, og en dag, hvor hun sov, lod han en stor fugl bære sig op i luften. Men der kom Nox jo fra, så hun fandt ham hurtigt igen. De fløj rundt i luften i et år, til hun fødte ham tusind børn, det er luftånderne. Filius lyttede efter, hvad de sagde: "Vinden, vinden", og han sang selv:

Ånder i de fire vinde,
ingen af jer vil jeg binde,
hvis I blot min pil vil bære,
lader jeg jer ellers være.

Det lovede luftånderne ham, og fra da af bærer luften lydigt jægerens pil til målet. Til sidst bad Filius, om han måtte vende tilbage til sin familie, og det tillod Nox ham, blot hun måtte besøge ham hver nat, og det har hun gjort siden.

Filia havde i mellemtiden fået tre børn med Lux, det var datteren Aratrix, endnu en datter Nauta, og endelig en søn Venator. Filius lærte nu Filias børn alt, hvad han selv havde lært.

Aratrix lærte han at dyrke jorden og at udvinde metal af bjerget, og hun blev mor til alle dem, der sår og høster og arbejder i miner. Nauta lærte at sejle, og hun blev mor til alle dem, der sejler på havet og fisker med net. Endelig gav Filius Venator pil og bue og lærte ham at omgås skovens dyr, og han blev far til alle dem, der jager med bue og pil og spyd.

Men den store gud Divinitus, der ser alt, så også dette og blev grebet af raseri. Så gik han til sin far, Amor, og sagde: "Er jeg ikke din eneste søn?

Men se nu menneskene, alle ildens og jordens og vandets og luftens ånder tjener dem, ja snart vil de være større og mægtigere end guderne selv!" Men Amor elskede dem som sine egne børn, og han ville ikke gøre noget imod dem.

Da Divinitus så, at han ikke kunne få ret hos sin far, lagde han råd op med sin mor, Mare, det er havet. Men Terra så dem mødes ude i horisonten, og hun lyttede til bølgerne, der skyndte sig ind til kysten for at fortælle, hvad de havde hørt, for de råber ustandselig op og kan ikke tie stille med noget.

Midt om natten vågnede Nauta ved, at jorden rystede. Hun forstod da, at det var Terra, der hulkede, og spurgte hende, hvad der var i vejen.

"Divinitus har overtalt Mare til at skylle ind over landet og drukne menneskene!" græd Terra, "og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at frelse jer". Men Nauta sagde, at hun ikke skulle være så ked af det, de skulle nok finde på råd.

Den næste morgen bad hun sin søster Aratrix om at smede hende en stor økse. Så fik hun Venator til at vise hende det sted i skoven, hvor de største træer voksede, og dem fældede hun og byggede af dem et vældigt skib, der kunne rumme både hende og hendes to søskende og dem, de hver især havde giftet sig med - for deres mor og onkel og bedstemor og bedstefar var i mellemtiden døde - og dertil alle markens og skovens dyr.

Og da havet oversvømmede landet, sejlede skibet blot på de oprørte bølger, til det atter trak sig tilbage. Så gik alle ud af skibet, og menneskene slog sig ned og dyrkede jorden som før.

Og de fik børn, smukke børn, alle sammen. De, der blev født om dagen, blev smukt gyldne med hår som fløjl, mens de, der blev født ved nattetide, blev sorte i huden med kruset hår, og aldrig havde verden set noget smukkere end dem.

Nu var der oppe nordpå en særlig dyb og lumsk sø, som alle børnene på det strengeste var blevet forbudt at bade i. Alligevel kunne den lille dreng Albus (der var født om dagen) og den lille pige Alba (der var født om natten) ikke lade være med i det mindste at gå ned og kigge på søen.

"Du tør i hvert fald ikke!" sagde Albus. "Det gør du heller ikke!" sagde Alba.

Det ville Albus ikke lade sidde på sig, men hoppede i søen, og så ville heller ikke Alba stå tilbage for ham. Men da de kom op igen, begyndte Albus at le og pege på Alba. Al farven var nemlig skyllet af hende, så hun var så hvid som en lille orm.

"Tror du måske, du ser bedre ud?" spurgte Alba, og ganske rigtigt var farven også gået af Albus, der nu var lige så bleg som sin kammerat. Nu turde de ikke gå hjem til deres forældre, men fortsatte mod nord, og der slog de sig ned og blev far og mor til dem, der mangler farve på huden.

Således skaffede menneskene sig magt over ilden og jorden og vandet og luften, så at til sidst intet var umuligt for dem. De var endnu ikke blevet uvenner med ånderne og hinanden, men manden beundredes af kvinden, og kvinden af manden, og alle skabninger for deres egen skønhed.

Dengang gik gud og menneske hånd i hånd over engen, og solen bad om lov til at gå ned. Senere glemte de alt, hvad de havde lært, men det er en anden historie.

 

SPØRGEBREVKASSE

SPØRGSMÅL

Kære Erwin/Elsebeth!

En af de situationer, hvori (de indtil da uerkendte) brister i min okkulte og humanistisk-etiske viden mest typisk afslører sig, er i min omgang med børn.

Bedst som jeg tror, jeg er "nået til erkendelse" indenfor et eller andet grundlæggende område i den okkulte fænomenologi, sker det ikke sjældent, at en af ungerne lige kommer forbi og vælter mig (min "erkendelse") af pinden med et spørgsmål, hvis svar ofte kræver mere end "almindelig" - f.eks. æsimologisk - indsigt.

Eller værre endnu: Vi sidder i venskabeligt lag, og praler af, hvor frit og humanistisk vi "opdrager" vores børn, citerer evt. frit: "Vi vil gøre jer stærke, så I kan drage bort fra os", hvorefter vi i efterfølgende åndedrag ubevidst nærmest hagler ned over dem med ofte absurde og unødvendigt hæmmende begrænsninger.

Kort sagt: Når vores børn forsigtigt viser os den tillid at præsentere os for, og spørge om, den rest af verdens liv, vi ikke selv formår at komme i kontakt med, men begærer så panisk, afsløres vi som en slags "livsamatører", samtidig med at vi forsøger at lære børnene at beherske det kognitive råmateriale, de tit og ofte i forbløffende grad har bevaret.

Vil du give en generel beskrivelse af de forhold og faktorer (dem vi oftest ikke er opmærksomme på i skyndingen), der gør sig gældende i børns forhold til den levende verden, især med henblik på, hvordan vi bedst giver børnene optimale betingelser for selv at bevare, og om de ønsker det, udbygge deres forhold til denne?

 

SVAR

Ja, børn har jo en pinlig evne til at gøre én opmærksom på huller i éns dannelse - hvordan var det nu?! Dette gælder så meget desto mere, som det, der for mange voksne er noget temmelig hypotetisk, kan være en akut situation for barnet.

Det er omtrent som at sidde mageligt tilbagelænet med en bog om søfart og så over radioen modtage et nødopkald om instrukser! Ligesom fosteret gennemløber sin fylogenese, kan barnet jo siges at gentage den historiske udvikling fra kognitivt til kommunikativt væsen.

Jo mindre barnet er, jo mere "primitivt" er det altså - en meget praktisk sammenligning, når vi skal påtage os den hvide mands byrde. Men at barnets eller den "primitive"s verdensbillede er et overstået stadium for den voksne, betyder ikke nødvendigvis, at det er enklere.

Det synes at være det, fordi vi, som vi går tilbage i barnets udvikling, finder mindre og mindre kommunikabelt stof; det virker, som om barnet udvikler sig fra iagttagelsen af enkle behov frem til en forståelse af de mere komplekse forhold, som gør sig gældende i den voksne behovsopfyldelse, som jo er af overvejende social og kommunikativ art. Samtidig bemærker vi, hvordan barnets indre forestillingsverden, dets "fantasi", indskrænkes og falmer, som det forlader "barndommens land".

Vi ser tilbage, mindes og savner en "fortryllelse", der er noget "magisk" ved barndommen, som vi siden mister. Når man betænker, at magien netop er den præsente kognitivitet, er udtrykket synderlig velvalgt.

Vi tillægger det dog ikke nogen videre betydning, eftersom den kommunikative fakultet uvægerlig katalogiserer det som uvirkeligt. Det "magiske" er som oftest den nu fortrængte erfaring, at vores forestilling skaber.

Indtil vi får behov for at holde øje med det røde lys, er "legen" pervasiv. Magiske ritualer virker i deres egen kontekst.

Påtrængende er tilsvarende en følelse af præsens. Et barn, der går gennem en mørk gang, føler sig bogstaveligt trængt, og ikke blot som vi, desorienteret.

Intet barn, der for os at se er alene, føler sig alene. Præsensen er der, hvad enten den nu tolkes beroligende eller skræmmende.

Den kognitive dominans tolkes også af os som en irriterende mytomani, barnet "lyver", "finder på historier", "kan ikke skelne virkelighed fra fantasi", osv. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at barnets "historier" er kreative, der er ikke tale om en bevidst løgn, og når det "skifter forklaring", skyldes det oftere vore kommunikative overtalelsesevner end et behov hos barnet for at "tilstå". Det vil således ofte ikke være meget vanskeligere at få et barn til at indrømme, hvad det ikke har gjort, end hvad det har gjort.

Naturligvis optræder den bevidste plade også, men den er som regel karakteriseret ved at være en simpel benægtelse eller påstand, mens "historien" er detaljeret og bliver "bedre" af at blive genfortalt. Barnet "overdriver" altså ikke, det rekonceptualiserer sin virkelighed, hvilket det alt sammen kan gøre ustraffet, indtil det voksne krav om consensus melder sig, gerne i seksårsalderen.

Det kan dog komme tidligere, i kraft af consensustryk fra f.eks. en daginstitution. Disse børn er ofte påfaldende "fornuftige" og "modne", men ligesom "døde".

Generelt kan det siges, at jo senere et barn påtvinges andre børns consensus, jo større chance har det for at udvikle sig til et intelligent og lidenskabeligt individ. Enebørn er således ofte priviligerede, skønt søskende-consensus er den mildest mulige og ofte snarere tager form af en art folie-a-deux, børnene deler forestillingsverden.

Under disse omstændigheder er møder med entiteter naturligvis absolut inden for mulighedernes grænser, og chancerne er her størst i tre-fireårsalderen og umiddelbart før og efter pubertetens indtræden, i det sidste tilfælde dog kun, hvis barnet har haft mulighed for i udstrakt grad at unddrage sig consensus. De udvikler sig gerne af legetøj ved affektion, især hvis det har menneskeligt, eller bedre dyreagtigt udseende.

Bamsen er naturligvis favorit - det er så at sige barnets totemistiske fase. Chancerne var dog mangedoblede, da det var skik, at barnet kun havde een bamse, blot to eller tre tøjdyr vil forringe mulighederne betydeligt - descendens er opmærksomhed!

I vore dage kan entiteten forekomme at være en tegnefilmsfigur eller lignende. De populære dukker af he-man og turtles er i slægt med fortidens huspantheon.

De gemmes sjældent af vejen, når der ikke leges med dem, men stilles op på et særligt bord, der spiller rollen som husalter. Hvordan barnet reagerer på denne "invasion", afhænger ofte af de voksnes reaktion.

De voksne synes at have check på bollerne og må derfor rådspørges. Hvorfor bor der en trold i mit skab?

Er den farlig? Barnet spørger ikke, om trolde er til, medmindre nogen har hævdet det modsatte, hvorfor et negativt svar ofte kan forvirre barnet.

Mor, mor, der er en edderkop i min seng. Sludder og vrøvl, edderkopper findes ikke, sov nu! ???!!!

Selvfølgelig kan troldene i sidste ende "snakkes væk". Men det kræver lang tid, og i mellemtiden er barnet noget desorienteret.

Bedre er det således ofte at svare: Ja, verden er fuld af nysgerrige væsner, der gerne vil lege med små børn, men de gør ikke noget! Og det gør de jo faktisk heller ikke, hvis de ikke føler sig truet, og selv da vil deres vrede sjældent gå ud over barnet, som de føler sig beslægtet med.

Et barn allieret med en entitet rigeligt fodret med affektion er i stand til at anrette betydelige ulykker, men det er det jo også allieret med en tændstik, og der er grænser for, hvor langt man kan gemme verden væk, og vi er til en vis grad nødt til at forlade os på vores børns velvilje. Anderledes stiller sagen sig naturligvis for et døbt barn, hvis forældre er nidkære kristne.

De entiteter, der omgås børn, er som de fleste fulde af livsappetit, og en konflikt er uundgåelig. Småkryb af den størrelsesorden kan effektivt jages på porten med et Fadervor, men man bør nok overveje, om det ikke er at kaste barnet ud med badevandet.

Hvis forældrenes indstilling er meget fjendtlig eller "realistisk", kan resultatet blive en regulær panik hos barnet, noget i retning af, hvad vi ville få, hvis vi et par dage foregav ikke at kunne se barnet. "Hvor er dog lille Lise henne?" Det er ikke noget anbefalelsesværdigt eksperiment.

Senere, når selvfølgeligheden af eksistensen af overnaturlige væsner støder sammen med kammeraternes indtæskede vantro, må man naturligvis forsøge sig med lidt erkendelsesteori. Tegn f.eks. et symbol - det kan være en cirkel med en prik i, og del ud til søskendeflokken.

Det skulle sætte de kognitive centre i gang og give vidt forskellige tolkninger. Hvordan nu det? Jo ...

Lær børn tolerance! Lær dem ikke at foragte andet end intolerance, og hvis de kan, forstå den med!

Det er naturligvis ingen skade til at gøre opmærksom på, at klasselæreren måske ikke har opfundet den helt dybe tallerken. Autoritetstro skader ikke, men man skal være omhyggelig, når man vælger sine autoriteter. Nisser eksisterer ikke, for det gør de da ikke! doesn't cut it.

Lige så forsigtig man skal være med af afvise barnets forestillingsverden, lige så varlig skal man være med at forlænge dette afsnit af barnets udvikling. Det er ganske naturligt, at disse fænomener og væsner forsvinder væk under skolens consensus-tryk.

Måske kommer de igen, måske ikke. Derimod kan man naturligvis forsøge at undgå, at den fordom indfinder sig, som siger, at muslimer er afsindige.

Her begynder kampen med skolen. Den gamle proletarskole, som skulle lære arbejderungerne at udmanøvrere klassefjenden, er blevet erstattet med en borgerlig ditto, der genererer småfascistisk kanonføde til de forestående kolonikrige.

Her kan man lære, at kommunister og muhamedanere er menneskefjender, og at USA og den rare politimand er vores ven. Det primitive livssyn, som behersker vores samfund, kan naturligvis kun opretholdes, hvis menneskene unddrages såvel naturvidenskabelig som klassisk dannelse.

Dette er skolesystemets fornemste opgave. Derfor begynder historien også med 1900 (bortset fra folk med sjove hatte), og videnskaben ender samme år.

Erkendelsesteorien er 1870'ernes materialisme. Atomerne er små blå kugler, dvs. nogle af dem er røde.

Der er også noget, der hedder gener, men de har ikke noget med os at gøre, så de generer ikke. I forrige århundrede kravlede folk rundt i træerne, hvilket er lidet anbefalelsesværdigt.

I øvrigt er viden temmelig overflødig, især paratviden samt viden om, hvordan man finder en bog, slår op i den og læser den. Det er da heldigvis sket med den sorte skole, hvor man overhørte børnene.

I dag er devisen: Hvis I ikke fortæller jeres mor og far, at I ikke kan læse, skal jeg i al fald også nok holde kæft! Så børnene kommer ganske ugenert i gymnasiet uden at kende Newtons dynamik eller Iliaden.

Den første handler jo trods alt kun om verden, og den anden om menneskene, so who cares. På denne måde forberedes de mere begavede til universitetet, hvor de får udleveret en liste over det, de ikke skal kunne.

Og snart vrimler det ud med magisteridioter, som en ny og forunderlig rotteplage. At tage kampen op kræver nerver af stål.

Det er vanskeligt ikke at stå tilbage som de to fascistiske idioter, som stik imod skole og samfund og al fornuft forlanger, at deres børn skal kunne tælle til fem. Let's face it: Fire og fem er både overflødige og skadelige, når det gælder håndgranater! Og en fornemmelse af, at det er mennesker, der får dem i hovedet, er jo helt ved siden af ...

Så er der opdragelsen, som er et gammelt stridsspørgsmål. Skal man eller skal man ikke?

Jeg tror i grunden, svaret er forholdsvis enkelt. Man skal "hæmme" børn så meget, at man selv kan være i huset.

Man skal ikke lære dem, hvad der er "rigtigt" og "forkert". Spørger de, kan man præsentere dem for nogle modeller, der har vist sig brugbare, dåseåbneren og evolutionsteorien.

Det er heller ikke klogt at optræde som den almægtige dommer, hver gang de bliver uvenner (dvs. omtrent hvert sjette sekund). Det vil blot gøre dem afhængige af sådanne indgreb, og de vil lære at se ynkelige ud i stedet for at løse deres problemer.

Hvis de er ved at myrde hinanden (dvs. omtrent to gange i timen), kan man skille dem ad. I de fleste tilfælde vil det dog være nok at skille dem fra hinanden.

Og lad for Guds skyld være med at være retfærdige! Verden er ikke retfærdig.

Livet er ikke retfærdigt. De vil tilbringe resten af deres liv med at kæmpe for deres ret i stedet for at sørge for at get laid.

Børn har en udpræget retfærdighedssans, som man må prøve at skille dem af med, hvis de skal blive elskende, medfølende voksne. Har man lovet noget, og der kommer en slæde i vejen, så er der ikke noget at gøre ved det.

Lad være med at gøre noget for dem, du strengt taget ikke gider. Din irritation vil alligevel ødelægge det hele for dem.

Du skal heller ikke føle dig skyldig, hvis de udvikler sig ekstremt usympatisk. We are what we are, og vi kan behandle hinanden ordentligt, men vi kan ikke lave om på hinanden.

Bed til, at de bliver lykkelige fuldmægtige, zoneterapeuter eller rovmordere! Because that is really all you can do.

Skal man slå børn? Jeg synes, det kommer an på angrebets sværhedsgrad og barnets bevæbning.

Hvad skal man lade barnet læse? hed det i gamle dage. Nu om dage skal man naturligvis prise sig lykkelig, hvis det overhovedet læser, om det så er MEIN KAMPF eller TRYGHEDSNARKOMANER.

I stedet hedder det nu: Hvad skal man lade barnet se? Eller måske: hvor meget?

Vel, overladt til sig selv vil det hurtigt udvikle sine egne TV-vaner, hvilket i gennemsnit vil sige omkring 17-18 timer i døgnet, afhængigt af programmerne. Har man ikke hybrid, vil hyppigheden ofte falde til omkring tolv timer, idet børn sjældent ser prøvebillede mere end to timer ad gangen.

Hvis man er parat til at tage skrigeriet, kan det daglige forbrug passende nedsættes til fem til seks timer. Man må dog så være indstillet på alle slags abstinenssymptomer samt mindst en gang i minuttet spørgsmålet: "Hvad skal jeg lave?" Vil man så være rigtig nederdrægtig, kan man passende svare: "Læs en bog!"

Hvad skal man så lade dem se? Selv har vi vist været overforsigtige og forhindret de mindre børn i at stifte bekendtskab med de mere eksplicitte gysere.

I en periode betjente vi os af et kraniesystem. Et dødningehoved kunne så være en decideret børnefilm, to noget, vi også kunne holde ud at se, tre for de større børn, fire for de helt store, og fem dødningehoveder absolut off limits! Eksempelvis kunne GHOST BUSTERS få to dødningehoveder, ALIEN tre, MOTORSAVSMASSAKREN fire, og FAMILIEFEJDEN fem.

Så lad være med at prale, og lad være med at have dårlig samvittighed. Alle børn er rædselsfulde, og ingen voksne har forstand på dem. Giv dem masser af rugbrød, så de kan join the human race

 

SPØRGSMÅL

Til Wulff

Det var et interessant Nr. 4 af "Elsebeth", også selvom flere af artiklerne før har været trykt andetsteds.

Derimod var der ikke så mange nye spørgsmål, men det skyldes måske at bladet efterhånden er gået af mode, nu er det jo også snart 3/4 år gammelt.

Jeg selv har længe haft lyst til at skrive, men med Kierkegaards ord i tankerne, har jeg holdt mig tilbage, for eventuelt ivrigere sjæle thi "Der er jo slet ingen grund til at haste, thi det taber slet ikke noget ved at vente. Ja det kan endogså være at det ligefrem vinder noget derved."

Jeg har 2 spørgsmål.

Det første drejer sig om Lappiske Shamantrommer, hvis Billedside er uhyre interessant. Jeg kunne godt tænke mig at se en kvalificeret tolkning af en sådan.

Det andet spørgsmål drejer sig om Agrippa af Nettesheim, forfatter til blandt andet "De Occulta Philosophia". Jeg har efterhånden hørt en del til ham, blandt andet figurerer han i "Le Tieres Livre des faicts et dicte Heroiques du Bon Pantagruel" af Francois Rabelais, men vist også Erasmus Rotterdamus hentede inspiration fra Agrippas "De incertitudine et vanitate scientarum et artium (ET EXCELLENTIA VERBI DEI DECLAMATIO! ENW. anm.)" til sin "Lovtaler om dumheden" (Eller betegner inspirationen mere end tidsånd?!) Ja han bliver sågar omtalt i positive vendinger i "Magi", hvilket må siges at være noget, værd at bemærke.

Hvem var han? og hvad var det egentlig han skrev?

Med venlig hilsen.
Henrik Schmidt
Inarintie 28 A 9
05500 Helsinki
Suomi/Finland.

P.S. De indsendte billeder er tænkt som mulige illustrationer til spørgsmålet om shamantrommerne.

 

SVAR

De lappiske shamantrommer er transcendensmidler, og dekorationerne verdensmodeller i slægt med tarok, de ti sephiroth og den zoologiske klassifikation. Lappernes version minder om den tungusiske (OKKULTISME, fig. 101). Også her har vi tre verdener, oftest adskilt fra hinanden ved to horisontale linjer på trommeskindet, men andre inddelinger forekommer dog også (ligesom vores "oververden" er inddelt i planetsfærer).

Der er altså tale om en "gude-verden", menneskenes land og et Hades, Jabmi-aimo, de Dødes Land omfattende Saivo, stedet for de tapre og velbegravede, "paradiset". Her kontakter shamanen "ånderne", "de døde".

Naturånderne placeredes for det meste på jorden, da jo også mange var flyttet ind hos menneskene, f.eks. de tre søstre - somme tider forvekslet med nornerne - SAR-AKKA, der vogtede arnen, UKS-AKKA, der var dørvogter, og JUKS-AKKA, som repræsenterede genius. Overordnede natur-guddomme placeredes dog i "himlen", og herfra kom også sjælene.

Central er som hos os solen, som tilsvarende ofte placeres midt på trommeskindet i form af en rude med fire arme. I de to linjer er der ofte åbninger, så shamanen kan stige op og ned.

Som regel er der et virvar af figurer, mennesker og entiteter, dyr og genstande. Dette skyldes blandt andet, at trommen blev brugt til divinatoriske formål (se VERDENSHISTORIEN s. 142).

Arpaen kunne så ved at falde på denne eller hin figur afgøre, hvilket dyr det var mest formålstjenligt at jage i en bestemt sæson, ligesom held i form af åndelighed kunne forudsiges ud fra, hvor højt på skindet den havnede. Sammenblandinger med mere moderne mytologier som den nordiske og kristne (to hammere over kors angiver gerne Thor, mens et kors kan angive Kristus eller blot et fokal-punkt) gør så gerne forvirringen total.

Der er altså ikke just tale om forbilledlige astrale "kort", og ofte vil de af denne årsag være uigennemskuelige for selv "fagmanden". Visse elementer vil dog altid være genkendelige, simpelt hen fordi der er tale om "hieroglyffer" med en etableret betydning.

Den lille tue er et telt, altså generelt en bolig, mens der, hvis denne er placeret på en pæl med en stige, er tale om et forrådskammer. Bæveren angives som skindets silhouet, og andre dyr, som elgen, er ikke vanskelige at genkende.

Ofte færdes menneskeskikkelser på ski eller i slæder trukket af rensdyr. Sker det parallelt med verdensgrænserne, er der tale om rejse i vanlig forstand, er planet tippet opad, om transcendens (figuren er en shaman), nedad, om descendens (figuren er en entitet).

Der er også forholdsvis letgenkendelige mytologiske figurer og situationer: Manden med de to store vifter er stormguden Bieggolmai, kvinden, der driver bjørne eller rener, dyrenes moder. Jagt drives af indlysende årsager på alle tre planer - hvad andet skulle guder og salige få deres tid til at gå med - men også andre genkendelige gøremål optræder.

En fuldstændig gennemgang af det enkelte trommeskind - som du vist efterlyser - er således næppe mulig, og ville da heller ikke være særlig frugtbar. Måske er en af figurerne shaman'ens bedstefar - spørg ham!

Agrippas DE OCCULTA PHILOSOPHIA er uden sammenligning renæssancens væsentligste okkulte værk og absolut et studium værd. En forsvarlig gennemgang ville dog fylde en bog i sig selv. Skulle noget forlag nogen sinde komme på den afsindige ide at udgive en annoteret oversættelse af dette værk (eller sepher yecira, den ægyptiske dødebog, Enoks bog eller bibelen for den sags skyld), melder jeg mig så ubetinget til tjeneste i begge kapaciteter

 

SPØRGSMÅL

TIL SPØRGEBREVKASSEN:

Folkekirkens søndagsforestillinger er som bekendt ikke just en levende tradition, men med den apostolske og efter-apostolske tids gudstjeneste må det have forholdt sig anderledes.

Har dele af den oprindelige gudstjeneste haft til formål at forårsage transcendens, f.eks. med katekumenen under dåbshandlingen?

Har epiklesen (påkaldelsen i forbindelse med nadveren) været teurgisk virksom? - og så videre.

Og endelig: Hvilken tradition har bedst bevaret dette indhold, den vestlige, den ortodokse eller måske den koptiske?

Med venlig hilsen
Jan Rasmussen.

 

SVAR

Det var vistnok Renan, der skrev: "Hvis kristendommen var blevet ramt af en dødelig børnesygdom, ville verden være blevet mithraistisk." Dette bliver aktuelt i VERDEN, hvor hovedpersonen netop forsøger at udrydde kristendommen ved at kvæle den i dens udspring.

"Jeg ved godt," forklarede Homer, "at historikerne har givet os det indtryk, at kristendommen var tidens eneste religion, bortset fra Jupiter og Mars. Men det er jo ikke rigtigt.

Faktisk havde den en meget alvorlig konkurrent i mithraismen ... Legionerne kunne sprede en religion langt mere effektivt end apostlene, og den havde ikke Rom til fjende og behøvede derfor ikke at frygte forfølgelse."

"Men hvorfor vandt den så ikke?" protesterede Cocker.

"Der er ingen tvivl om, at kristendommen i sidste ende havde den stærkeste appeal. Men når nu kristendommen aldrig opstod?"

"Hvis vi antager, at mithraismen har taget kristendommens plads," sagde Arn. "Hvordan vil den så have manifesteret sig?"

Homer trak på skuldrene. "Den mithraistiske helligdom er indrettet hen efter den kristne, eller rettere: Den kristne kirke er en kopi af mithræet. Noget lignende gælder som nævnt liturgien ... I gudstjenesten - den mithraistiske - ville vi også genfinde nadveren, kommunionen mellem gud og menneske, foruden de sædvanlige salmer, bells, books, and candles, samt naturligvis vievand. Julegudstjenesten ville også falde på den samme dato, eftersom den ligeledes er et mithraistisk lån.

Faktisk er der ikke så mange elementer af mithraismen, den ikke deler med kristendommen: Logos, dommedag, de dødes opstandelse; alt dette fandtes også i mithraismen ..."

Den kristne liturgi er altså for så vidt uforståelig uden ud fra den mithraistiske, som vi derfor skal kigge lidt på. Renans påstand er ikke grebet ud af luften.

Mithræer er blevet fundet i hundredevis, i Persepolis og Babylon, Alexandria og Memphis, Sidon og Tarsis, i Pergamon og Eleusis, Rom og Carthago, i Spanien, Frankrig, Tyskland og England. Mithraismen var en verdensreligion, så at de kristne Mithra-forfølgelser i det fjerde århundrede tenderede folkedrab.

Mithraismen var ligesom oprindelig kristendommen en mysterie-religion, med syv indvielsesgrader. Formålet var at få del i Mithra/solen ved at ihjelslå sin egen materielle natur.

Ravnen er som bekendt ligesom den kristne due gudernes sendebud, og de nyuddannede coraces kultens bydrenge. Det var den laveste grad, men dog ikke at foragte for os; den omfattede den første transcendens.

Indvielsen til CORAX adskiller sig ikke mere fra den dionysiske indvielses tilsvarende første trin, end at vi her kan gå let hen over den. Nogen egentlig kontrol med transcendensen ventede man dog først af Løven.

Som sendebud var ravnen et vrøvlehoved, det eneste trin, der egentlig gav sig af med missions-virksomhed. For at komme videre måtte han først lære at tie.

Det er denne tavshed, der giver den anden grad tilnavnet Cryphius, nærmest svarende til vores "okkultist" og tarokkortet The Hermit. Den anden side af graden kommer til udtryk i betegnelsen NYMPHUS, en latinsk maskulinisering af det græske nymphe, brud.

Indvielsen til denne grad har til en vis grad overlevet i det monastiske kyskhedsløfte. Også mithraisten blev "viet" til guden som "Mithras brud".

En del af ritualet, som af naturlige årsager er gået ud, var seksuelt af karaktér. De første kristne kaldte dette ritual for "brudekammeret", og dets indhold var det samme som "tempel-prostitutionens", officiantens omgang med en præst eller præstinde.

Mithraisterne, der ikke optog kvinder, klarede sig så gerne med en prostitueret. Det var også ved indgangen til denne grad, at mysten endelig bandt sig til kulten med en ubrydelig troskabsed.

Som ravn kunne man altså endnu "melde sig ud" med æren i behold. En indviet af højere grad, der røbede noget, kunne i ekstreme tilfælde miste livet.

Det var denne åndelige forbrødring, der ansås for at være af så stor betydning for mandstugten, at kulten tolereredes eller ligefrem opmuntredes, ikke mindst i legioner, der ofte tilbragte år borte fra Rom. Det var således ikke mærkeligt, at den næste grad betegnedes MILES, soldat.

Det var en kriger i antik mystisk forstand, der her uddannedes, erobrer i betydningen (kultur-)skaber. Her lærte mysten tauroboliet i dets oprindelige form at kende, det, som hos os er blevet et dragedrab.

Med omgangen med en entitet og beherskelsen af skaberordet er mysten anderledes rustet, eller rettere: Han er ikke længere mystes, men epoptes, han "bevæger sig frit i alle verdener", han er en LEO. Aion, mithraismens Custos Liminis Princeps har løvehoved.

Løven er mere åndelig end materiel. Den er frygtelig i kamp, sønderriver for at sønderrive, ikke for at æde.

Den mystiske løves føde var således ikke kød, men honning, Kalis hellige sukker, der udslukker personligheden og fylder epopten med gudens vildskab. Dette er den mystiske udtydning af Samsons gåde: "Mehaokhel yaca maakhal umeaz yaca mathoq!" Honning eller sukker er sol forvandlet til føde.

Den gyldne sol, den gyldne løve og den gyldne honning fuldender dette sindbillede på åndelighed. Nu mangler kun den fuldstændige indvielse i henholdsvis materiens (PERSES) og åndens (HELIODROMUS) mysterier, som karakteriserer det femte og sjette trin inden den mithraistiske selvkvest, som berettiger til titlen PATER. Visse lighedspunkter i indvielserne har resulteret i en sammenblanding af stof fra første og femte grad (begge er koncentreret om frembringelse af materialisation, men i forskellige sværhedsgrader) i en senere periode, men ellers er korrespondenserne klare nok:

Corax - Merkur - Demeterkvesten
Nymphus - Venus - Horuskvesten
Miles - Mars - Mardukkvesten
Leo - Jupiter - Odinkvesten
Perses - Månen - Satankvesten
Heliodromus - Solen - Kristuskvesten
Pater - Saturn - Selvkvesten

Central i den mithraistiske liturgi er nadveren, brød og vin. Dette kærlighedsmåltid er dog blot en forjættelse om et hinsidigt. "Og jeg siger jer: fra nu af skal jeg ikke mere drikke denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige."

Brødet var standardiseret til nogle små, runde kiks med et kors (fokalpunkt) på, og det var i denne form, den blev overtaget af den kristne kirke og bruges den dag i dag. Da Mithra dræber tyren, opstår som bekendt kornet af dens sæd og vinstokke af dens blod, en tradition, som er langt ældre end mithraismen.

I den kristne version erstattes offerdyret på alteret af den uheldige profet selv - det var sådanne "personliggørelser" af guden, der gjorde meget til at sikre religionens succes. Kristus var i skikkelse af Jesus, et menneske, en historisk i stedet for "blot" en mytologisk figur som Mithra.

Hermed bliver det Jesu blod og kød, der på magisk vis forvandles til vin og brød og i transsubstantiationsøjeblikket - omvendt, eftersom kristendommens pointe jo netop er en inversion af skabelses-øjeblikket. Tanken om guden, der ofrer sig selv, var naturligvis ikke den tids mennesker fremmed.

Totem lader sig jage og fortære for siden at genopstå, forudsat intet ben brydes på det (skelet=ånd), og den primitive religions "bear-baiting", som blandt kvægavlere bliver til det rituelle tyredrab ("tyrefægtning"), er et udtryk herfor. I agerbrugernes variant er det Osiris, der dræbes, og hvis sæd og blod spirer og indtages som kommunion.

Kommunionen henlagde mithraisterne gerne til søndagen (dies solis invicti), og også denne tradition har de kristne opretholdt (modsat den jødiske sabbat), skønt dens rationale altså ligger i tilbedelsen af en eksplicit sol-gud. De første kristne var mere mithraister, end de var jøder.

Men også årligt tilbagevendende kult-fester iagttages. Den vigtigste var måske vintersolhvervet, hvor solen/Mithra (gen)fødtes. Her fortaltes med forkærlighed den forunderlige historie om Mithra-barnet, født i en hule og fundet af hyrder.

Mellem MITHRAkana og CHRISTmas hersker ikke de store forskelle. Begges højdepunkt var en højtidelig midnatsmesse, hvor lysbarnets fødsel afventedes med spænding midt i verdens nat, kulminationen af en ugelang advent.

Messianismen var ikke kun et jødisk fænomen, men repræsenterede en forventning i hele den antikke verden. Mithraismen var simpelt hen denne messianismes mest succesrige fortaler, og den ny kristendom kunne kun overleve by stealing its thunder.

Kristendommen havde eet nyt element at tilføje mithraismen: guden som historisk person. Resten var lån.

Jesus var så heldig at blive korsfæstet, inden han nåede at blive rigtig kendt, hvilket gav den helt rigtige blanding af menneske og myte. Ikke menneske nok til, at man rigtigt kunne få noget på ham som på snesevis af andre magere og profeter, men heller ikke myte nok til, at han kunne afvises som endnu en feberfantasi.

Ret skal være ret: De første århundreder fejredes gudens fødselsdag den 6. januar, det vil sige Jesu dåb = Kristi fødsel. Man skelnede altså skarpt imellem mennesket Jesus og den besættende entitet. Det var således først, da denne centrale skelnen var blevet endeligt forsludret, at man kunne adoptere det mithraistiske jule-evangelium, det vil sige engang i det fjerde århundrede.

Som i andre mysterie-religioner dør og genopstår mysten (som solen). De dermed forbundne ritualer udførte mithraisterne gerne ved forårsjævndøgn. Nu var guden for alvor genopstået, og tyrens blod havde undergørende kraft, man "toede sig i tyrens blod", som den jødisk inspirerede kristne i lammets.

Atter kunne overgangen til den kristne påske ske uden større afbræk. I den katolske messe er teksten ofte en tynd hinde over sit mithraistiske ophav. Tag f.eks. bønnen:

O oriens,
splendor lucis aeternae,
et sol iustitiae
veni et illumina
sedentes in tenebris
et umbra mortis.

Kristendom eller sol-kult? Kristi monogram kan således nok tildels udlægges som bogstaveme CH og R, men denne tolkning giver ingen forklaring på den dominerende cirkel. En mithraist derimod ville uden besvær genkende symbolet som solen, inkorporerende månen.

Den afgørende overgang i liturgien er altså for så vidt ikke fra ren mithraisme til et kristent-mithraistisk konglomerat, men snarere fra de forskellige indvielsestrins individuelle behov til den "katolske" udgave, som kun blev fragået ved vielse af kirkens embedsmænd. En så generel liturgi bliver let ren faddersladder, og dette er da også tilfældet med den katolske messe, og stort set kun kommunionen bevarer sin kraft. Det er således tvivlsomt, om der var ret meget transcendens på bænkene i den post-apostolske ære, ligesom der heller ikke er nogen særlig grund til at foretrække det ene ritual frem for det andet.

En virksom liturgi måtte naturligvis tage hensyn til menighedens vidt forskellige behov, "ravnene" for at lære mytologien at kende, de noget viderekomne for materialisation og transcendens, og så videre. Men så ville kirken med et blive noget virksomt, et åndeligt laboratorium, og hvem ville tage noget sådant på sin kappe?

 

SPØRGSMÅL

Du har engang i et vist hedengangent såkaldt "underlødigt" hæfte gjort opmærksom på Satans 7 sønner: Azazel, Baalzebub, Beliar, Leviathan, Mastema, Oiufael og Rahab. Hvis denne "ridderorden" har noget på sig, kunne jeg i relation til din Satan-artikel i Elsebeth IV tænke mig en nærmere udredning af disse 7's forhold in- og externt samt en eventuel etymologi.

Endelig en kommentar via en abessinsk kvinde, som på smuk vis uddyber den evige polemik om kvindens og mandens universelle og kontroversielle forskelle:

"How can a man know what a woman's life is? A woman's life is quite different from a man's. God has ordered it so. A man is the same from the time of his circumcision to the time of his withering. He is the same before he has sought out a woman for the first time, and afterwards. But the day when a woman enjoys her first love cuts her in two. She becomes another woman on that day. The man is the same after his first love as he was before. The woman is from the day of her first love another. That continues so all through life. The man spends a night by a woman and goes away. His life and body are always the same. The woman conceives. As a mother she is another person than the woman without a child. She carries the print of the night nine months long in her body. Something grows. Something grows into her life that never again departs from it. She is a mother. She is and remains a mother even though her child die, though all her children die. For at one time she carried the child under her heart. And it does not go out of her heart ever again. Not even when it is dead. And this the man does not know; he knows nothing. He does not know the difference before love and after love, before motherhood and after motherhood. He can know nothing. Only a woman can know that and speak of that. That is why we won't be told what to do by our husbands. A woman can only do one thing. She can respect herself. She must always be maiden and always be mother. Before every love she is a maiden, after every love she is a mother. In this you can see whether she is a good woman or not."

Iøvrigt kan det undre mig (betragtet udfra læserindslagene), at ingen piger synes at abonnere på "Elsebeth", men måske er de blot det berømmelige tavse flertal?? Ide til Elsebeth (altså ikke bladet, men kvinden bag): udgiv et "Erwin"-tidsskrift!! Måske de vågner .......... og ja tak, befri os fra den trættekære Barba(r)no's læserbreve; den mand kan jo træde i den samme gamle vin over and over and over again, hvis ikke en behjertet sjæl says "cut".

JETTE HANSEN
HOVEDVEJEN 99,4 tv.
2600 GLOSTRUP

 

SVAR

Kære Jette!

Både bladet og mine bidrag til det var vist temmelig "underlødige", men viljen var god nok! DEN LILLE GRUSOMME forsøgte at formidle okkult viden til børn, som måske endda ikke havde opfundet den dybe tallerken, ved hjælp af nogle pædagogiske fif (heriblandt "nedforkortningen" af forholdet mellem ånd og materie til "anima") + en ikke altid særlig overbevisende humor og fortælle-glæde.

Den faktiske information viderebragt i GRU kan således ligge på et meget lille sted. Det er skæg og ballade.

AZAZEL er den ørkendæmon, syndebukken oprindelig var bestemt for.
BAALZEBUB er filistrenes guddom.
BELIAR er en forvanskning af baal, herre, i retning af beliyyaal, Ødelæggeren.
LEVIATHAN er identisk med Rahab.
MASTEMA er en jødisk dæmon.
OIUFAEL er forfatterens genius.
RAHAB er jødernes Tiamat.

Tak for det abessinske bidrag, som indeholder udmærkede iagttagelser om mandens "sameness" modsat de kvindelige cykler, men som jeg dog synes, lider under den fejlslutning, der blandt andet er så almindelig i den feministiske litteratur, at sætte det universelt mandlige lig med tidens fordærvede mandlighed. Det må naturligvis også være fristende at gengælde årtusinders mandlige hovmod med et tilsvarende kvindeligt.

Før var det kvinden, der ingenting vidste, fordi hun var uvidende om ånden; nu er det manden, der ingenting ved, fordi han er uvidende om livet. Kvinden forbliver et mysterium for manden, fordi hun er virkelig, på samme måde, som manden forbliver et mysterium for kvinden, fordi han er den usynlige kraft, der får planeterne til at danse.

Vi kan sagtens nedforkorte dette til, at kvinden er en græssende ko, og manden et latterligt gespenst. Men vi kan også give hinanden del i hinandens hemmeligheder, det, som de gamle kaldte kærlighed og ægteskab.

"A woman can only do one thing. She can respect herself."

A disappointed woman, perhaps. En levende kvinde må gøre det samme som en levende mand: Elske, no questions asked. Det er svært, men det er det eneste, der er ånd og liv i.

Good men and women har verden sowieso nok af. Frelse får vi, når vi bliver åndens skøger.

Redaktøren viste mig engang en liste, der afslørede talrige (ca. 15% Red. Anm.) kvindelige abonnenter. At ingen piger skriver, skyldes måske de tidligere omtalte forskelle, men nok så sandsynligt, at der er en vis tendens blandt bumsede ynglinge til at opfatte ethvert pip fra en pige (savl, gisp) som en kontakt-annonce.

En lille hilsen til Nicolas kan vi naturligvis heller ikke undvære - man kan somme tider gribe sig i at misunde manden den indflydelse, han har haft på et slægtled. Hvem kender ikke situationen: Man møder et menneske i fan-skarernes ocean (altså ikke min læser-skares lille indsø, men generelt) og siger ja, jo, indtil en opdager, at begge kender Nicolas! Det er således på ingen måde utænkeligt, at en folkemindesamler engang vil udgive et bind med Nicolas-historier på linje med dem om århusianere, elefanter og langhårede hunde. Blot et fjernt bekendtskab med Nicolas giver trods alt fortælleren en status svarende til indtil flere blindtarms-operationer ...

hilsen erwin