ELSEBETH NR. 6

 

Tidsskriftet
ELSEBETH

Nr. 6. Julen 1992

 

Tidsskriftet ELSEBETH
Nr. 6. Julen 1992

"Nyheder", "Jul", "Primstaven" og svarene i "Spørgekassen":
Erwin Neutzsky-Wulff
"Flugten til virkeligheden": Stig W. Jørgensen
"Psykedeliske stoffer": Mikkel Starup


Korrektur: Jens André Pedersen
Redigering, layout og udgivelsse: Simon Falkentorp tlf.: 86-10 67 86
Bladets brødtekst er sat med 10 pkt. Times New Roman
Kopiering: Sidsel S. Petersen
Bladets adresse er:
Giro: 1 07 28 54
Tidsskriftet ELSEBETH
Postboks 1483,
8220 Brabrand.

Illustrationer i dette nr.:

Forside: Simon Falkentorp
Side 6: Letraset
- 7: fra Oswald Wirth Tarot Deck
- 10: fra Erwin Neutzsky-Wulff: MAGI (Borgen 1986)
- 16: fra Erwin Neutzsky-Wulff: OKKULTISME (Borgen 1985)
- 17: af Johan Thomas Lundbye fra Danske Folkesagn
- 26: fra Erwin Neutzsky-Wulff: 33. Marts (Vinten 1977)
- 28, 31 og 34: indsendt med artiklen af Erwin
- 39: M. C. Escher
- 41: fra Stanislav Grof: Den indre Rejse Bind 1
- 43: fra Joseph Jacobs: Celtic Fairy Tales
- 45: fra Grimms Samlede Eventyr (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1991)
- 48: Austin Osman Spare

 

INDHOLD:

LEDER (Red.)
NYHEDER ENW
JUL ENW
FLUGTEN TIL VIRKELIGHEDEN Stig W. Jørgensen
PRIMSTAVEN ENW
PSYKEDELISKE STOFFER Mikkel Starup
SPØRGEBREVKASSE Ved ENW

 

LEDER
Red.

Året er ved at være omme, og det er første årgang af ELSEBETH også. Jeg synes, bladet i hovedsagen har opfyldt sine primære mål, og det kun med få tiltag til meningsløse debatter, som er blevet stoppet i tide. Omkring 150 forskellige mennesker - fra læger, psykologer, revisorer, sagførere, journalistelever, der vil lave TV om vores "hemmelige orden og riualer", studenter, kunstnere, fabrikanter, til Satan-kult-ledere og - ikke at forglemme - den "bumsede under-dynen Wulff-læser" - har i årets løb stiftet bekendskab med ELSEBETH, og et par og halvtreds læsere, fordelt over hele landet, er blevet tilbage som faste abonnenter.

Som her nævnt mere end én gang er bladets grundlag læsernes henvendelser. Både Erwin og jeg har gentagne gange forsøgt at opfordre/-muntre læserne til at komme med de spørgsmål og indlæg, der skal være bladets grundlag. Men selv om vi til de sidste numre har modtaget nogle aldeles glimrende artikler, kniber det imidlertid så meget med spørgetrangen for tiden, at jeg er nødt til at rette udgivelsesrytmen derefter.

Derfor er vi er blevet enige om frem over kun at udgive bladet, når der er indkommet tilstrækkeligt materiale i form af inspirerende spørgsmål til ENW, og artikler og indlæg fra læserne. Det betyder jo så, at bladet ikke længere udkommer hver anden måned, med mindre der er rigeligt stof til det. Om det så skal betyde bladets stille død eller en eksplosiv stigning i antallet af seriøse indlæg, afhænger således af dig, kære læser, og ingen andre.

En del abonnenter har forudindbetalt nogle numre frem. Og hvis der blandt dem er nogle, der ikke har tilstrækkelig skrive- eller spørgetrang eller tålmodighed til at vente på andres, er de velkomne til at få deres indbetalte penge tilbage. Men om der så til sidst kun bliver to læsere af den oprindelige målgruppe tilbage, så trykker vi sågu alligevel nok bladet til hende og ham alene!

Fra Erwins side slutter vi meget passende året af med en jule- og en nytårsartikel plus to artikler af henholdsvis Mikkel Starup og Stig W. Jørgensen. Og hermed vil vi ønske læseren et godt nyt år og en glædelig jul.

Hilsen Simon & Sidsel

 

NYHEDER
ENW

 

READ ALL ABOUT IT!

Riget fattes penge i almindelighed og i særdeleshed bibliotekerne, eller de bruger dem på bøger i stedet for på foredrag (og guldfisk), hvad man jo ikke kan være utilfreds med. Men det medfører altså en vis privatisering af tiltagene, ofte med interne, lukkede arrangementer til resultat. Således vil næppe hverken Højskolen i Jelling (middelalderen) eller Klausen & Partners (konceptualisation) være særlig interesserede i at modtage "gæster".

Jeg har ladet mig fortælle, at læsere med små børn har haft en vis fornøjelse af min gendigtning af HR. SOL OG FRØKEN MÅNE. Der er en til af samme slags i farvandet, men ellers har jeg haft rigeligt med arbejdsro til at gøre noget ved

 

VERDENS-SITUATIONEN

Der er næppe noget mere deprimerende end at have skrevet 17 sider af en bog på 1000, men nu lysner det. Jeg er kommet over den magiske halvdel og hele seks kapitler ind i sjettedelen, RIGET. Jeg er dermed skrivende på side 575.

(Ved deadline er Erwin færdig med 6. del, og 1 kapitel inde i 7. del som hedder JORDEN. Altså side 614. Red. Anm.)

 

SKRÆK OG RÆDSEL

Kaninen Edna (se ELSEBETH nr. 4.), som 1/7 '92 blev moder til sønnen Venus samt døtrene Merkur, Mars, Jupiter og Saturn, er nu blevet bedstemor, idet Mars 29/11 '92 har født ungerne Phobos, Deimos og Ceres. Det synes hævet over enhver tvivl, at også Edna og Saturn er gravide (der er ved redaktionens afslutning indløbet meddelelser om, at Saturn 5/12 har født 6 unger: Titan, Japetus, Rhea, Dione, Tethys og Enceladus. Og at Edna 8/12 har født 8 unger: Sol, Luna, Tellus, Uranus, Neptun, Pluto, Pallas og Vesta. Red. anm.), så at de tre generationer kaniner nu så småt er ved at overstige vores lejligheds kapacitet.

Skulle der altså blandt læserne eller deres slægtninge eller bekendte være nogen, der er indstillet på at give en eller flere litterære kaniner et godt hjem, er henvendelser endog særdeles velkomne på tlf.: 31-22 19 02.

 

JUL
ENW

For grækerne, der havde en lang Magna Mater-tradition, var det naturligt, at jorden, Gaia, skulle være skabt før sin ægtemand, Uranos. Af dem udgik den første gudeslægt, titanerne.

Som andre folkeslag skelner grækerne mellem to skabelser, i Bibelens pessimistiske udgave Syndefald og Syndflod. Før syndefaldet var der kun Gud og Kaos.

Men Gud trængte ind i kaos og blev menneske, og synden var en kendsgerning. Han spejlede sig i vandene og har siden fortvivlet pjasket efter sin egen flimrende refleksion, har sågar sendt sin søn ned efter den.

I stedet besluttede han så at tyre sine bastarder, på mystisk vis i stand til at fremstille objektet for deres begær. De første var nogle vilde sataner, som simpelt hen måtte druknes.

Guder eller mennesker? Nedstegne guder; mennesker; afkom af begge; titaner og giganter, "kæmperne, som var på jorden", Prometheus' sønner.

Den næste generation var noget skikkeligere, afkom af Gaia, stenmennesker avlet af de sten, Noa og frue kastede over skulderen, jordmennesker bundet til jorden. Så blev Cronos og hans kæmper kastet til jorden i stedet for frivilligt at stige ned på den, lænket til jorden med noget andet end begær og vilje.

Hvis Cronos ikke tilstedes et tempel, vil han rejse sig som et jordskælv, for han er en kæmpe, menneskenes sande Fader uden ringeste lighed med tyrannen og tronraneren Zeus. Men hvis han ikke holdes lænket i sit tempel, i det mindste i tusind år, vil han gå ud og forføre menneskene til at dyrke ham og blive guder som han, og det vil uvægerlig betyde the end of the world as we know it.

Endelig må han løses af sine lænker engang imellem, i det mindste på den mørkeste dag, den kosmiske dampmaskines døde punkt, hvor det pensionerede muldyr må til for at påbegynde den ny omdrejning. Det er - ja, rigtigt gættet - JULEN, Cronos', Saturns Fest, Saturnalia.

Pompeji, som også er et mytologisk skatkammer, viser os også Saturn, som romerne så ham, en halvnøgen kæmpe med segl i hånd. Seglet var det jo, han havde brugt til at kastrere sin fader Uranos med. Helt så slemt, som det lyder, var det nu ikke.

Dette skændige fader- eller brodermord var ubrydeligt knyttet til årstidernes gang i alle agerbrugskulturer. Den kendteste version er vel i myten om Osiris, Isis og Set, men vi finder det i mere oprindelig form i VERDEN (where-else?) i det 54. kapitel: den kanaanæiske, hvor triaden udgøres af Baal, Anath og Maweth (jf. INDSIGTENS STED).

Så tog Anath sværdet og kløvede sin ægtemand, Maweth, hun tog en skovl og spredte ham, hun tog ild og brændte ham, hun tog en mølle og malede ham, og til sidst såede hun hans kød på marken. Da El hørte om sin søn, Maweths død, jublede han og råbte: "Min Søn er død!

Min Søn er levende! Nu vil himlen regne med fedme, og dalene flyde med honning.

Lad nu templet, Baals tempel, som Maweth nedbrød, genrejse!" Og El ilede selv til templet for at varme sig ved offerilden og nyde af kødet og vinen.

Skildringen går over i den nok mest nøjagtige beskrivelse af tempelprostitution i litteraturen.

Ifølge en version gik det dog ikke Cronos værre, end at han blev installeret som games organizer i den græske version af Valhal. Under hans herredømme havde jorden trods alt selv været et paradis, de "saturniske dage", som kejsertidens romere drømte om at vende tilbage til. I stedet fik de en semitisk verdensødelægger.

Det var, før guderne havde forbandet jorden, og agerbruget var blevet en nødvendighed med dets krav om centralisering og begrænsning af den enkeltes handlefrihed. Dengang vandrede frugtbarhedsguden blandt menneskene, guder som han, og havde ingen anråbelse eller kulter nødig. Der var heller ingen fester, for hele livet var en lang fest, den tilstand, vi i festen, specielt den saturniske, julen, for en kort tid vender tilbage til.

Romerne, som anså sig selv for helte, hævdede, at Italiens rigtige navn var Saturnia, og at deres gud langt fra at være blevet erklæret fredløs i bogstaveligste forstand var "gået under jorden". Han gemte sig, "latuit", hvorfor hans gemmested kaldtes Latium, latinernes land, Rom.

Når det gjaldt Saturn og hans fest, skulle alting være så oprindeligt og saturnisk som muligt. Hans præst var splitternøgen.

Når noget var gammelt - I mean really old - blev det kaldt "saturnisk". Da seglen blev forældet, og hans navn blev forvekslet med chronos, tid, blev han den gamle mand med le og timeglas, vi kender - for så vidt som det moderne menneske kender noget som helst til noget som helst - en forløber for den middelalderlige fremstilling af Døden.

Saturnalia varede syv dage, fra den 17. til den 23. december. For at alle skulle spise sig mætte, fik hver deltager sin egen gris.

Alle skoler og akademier var lukkede, eftersom den saturniske visdom måtte formodes at have grebet alle, en art hedensk helligånd. Krige kunne ikke udkæmpes, ikke fordi festlighederne var specielt fredelige, men fordi krigen kræver en organisation, som var dem fremmed.

Retssystemet var tilsvarende midlertidig trådt ud af kraft. Alle bar "synthesis", det vil sige, de gik i bar skjorte.

Alle rangforordninger faldt bort, herre og slave var ligemænd (i skarp kontrast til kristendommens insisteren på, at denne rangforordning opretholdes, selv om begge er kristne), eller de byttede ligefrem plads, børn kostede rundt med (risede) deres forældre, osv. Alle forærede hinanden ting, ofte ubetydeligheder, små lys, som tændtes i ihukommelse og påkaldelse af det store lys, der midlertidig havde gemt sig, men nu var på vej tilbage, og små dukker af ler, som man især gav til børn.

Det var lille Ny, som senere blev til Jesus-barnet. Historikerne har med vant makaberhed villet forbinde disse med menneskeofring, men fortidens skikke var mildere end vore, ikke grummere.

Heroppe nordpå nøjedes vi ikke med vokslys, men afbrændte for en sikkerheds skyld en hel træstamme, det oprindelige jule-træ. En julesang fra denne tid ville altså være kemisk renset for gran og davidstjerner.

Vi gør et forsøg. Versemålet er naturligvis det saturniske.

I templet sidder guden, bærer tunge lænker,
thi blev han dem foruden, blev den kraft, han skænker,
os alle til stor skade. Men når julen kommer,
så gør han os så glade, lover gylden sommer.
Syv dage og syv nætter er han atter blandt os,
vi nyder lækre retter med en ven, vi vandt os.
Ugidelige slave, dovenskabens brudgom,
som ingen stok kan ave, ærer vi som guddom.
Men pæne folk, som slider skikkeligt og lydigt,
skal lære, pisken bider den, som ter sig dydigt.

Og Helena den skønne, som jeg ser så gerne,
hvis bryster er så kønne, og hvis blik så fjerne,
som altid stikker næsen opad, når jeg fløjter,
har ganske ændret væsen. Når man sådan føjter
omkring i sin chemise, er det svært at huske
og lade vær å fnise. Sikken lille sjuske!
Nu vil jeg recitere, men jeg gør det ikke,
thi "Kære, ikke mere!" siger alles blikke,
i stedet vil jeg ære guden, til jeg falder,
til hvile I mig bære på de skønne balder!

På et tidspunkt besluttede Ormazd at sende sin enbårne søn, Mithra, til jorden for at slagte den store tyr. Dette har vel engang været en skabelsesmyte, men med tiden kom tyren, som hidtil havde repræsenteret kaos, i stedet til at fremstille den syndige verden, ganske som det er tilfældet med den kristne drage, engang Rahab eller Leviathan, skabergudens modstander i skabelsesøjeblikket, senere Satan, denne verdens herre.

Som de første kristne identificerede mithraisterne deres frelser med solen, hvilket i begge tilfælde var uhyre praktisk, idet man hermed kunne "overtage" årets væsentligste religiøse fest, julen, naturligvis med visse tillempninger. Det var nu Mithra, der blev genfødt, efter at have tilbragt den fastsatte tid i underverdenen.

Nu sprang han mirakuløst ud af klippen, blev født i en klippehule af den slags, man traditionelt brugte til indvielser. Han fødtes altså i løndom, og kun nogle hyrder, som gik på marken og vogtede deres hjord, blev opmærksomme på fænomenet.

Nu afventede man ved vintersolhverv højtideligt gudens komme, andagtsfuldt forsamlede i krypter. Saturns drab på Uranus blev til Mithras drab på tyren.

Begge resulterede i frugtbarhed. Som Anath kløver, spreder, brænder, maler og sår sin ægtemand Baal/Maweth, således forvandles tyrens sæd og blod på mystisk vis til brød og vin, den hellige nadver, som giver celebranten del i gudens stordåd.

Længslen tilbage til den paradisiske tilstand før syndfloden erstattes af en længsel efter en endnu mere pristin før syndefaldet. Rangforordninger opvejes af mysteriegrader. Der er ingen vej udenom, vi må skrive vores julesang om, som vi måske nu bør henføre til som en julehymne.

I grotten fødes guden. Hvilken kraft han skænker!
Thi vi forblev foruden den i verdens lænker,
os alle til stor skade. Men når julen kommer,
så gør han os så glade, lover åndens sommer.
Nu springer atter kilden som af tyrens side,
og atter himmelilden vasker os så hvide.
Ulykkelige slave, syndens arme brudgom,
modtag nu frelsens gave af vor store guddom!
- det kød, som ubodfærdigt vender Mithra ryggen,
det regnes for uværdigt, stødes ud i skyggen.

Min gud, min sol, du skønne, som jeg ser så gerne,
mit frelseshåb du grønne, du, min håbets stjerne,
å du, som evigt stiger opad, som jeg følger,
og som mig aldrig sviger. Om du også dølger
dit åsyn i den sorte vinters trange tider,
når dagene er korte og dog langsomt skrider,
så ved jeg jo, du kommer til os arme sjæle,
ja, i en evig sommer skal vi hos dig dvæle.
Dig, Mithra, vil jeg ære, indtil du mig kalder,
til hvile du mig bære i de gyldne haller!

Nu kan nogen måske af det foregående have fået det indtryk, at den kristne jul blot var en tro kopi af den hedenske. Dette er imidlertid ikke tilfældet.

Kristendommen havde oprindelig sin egen jul, som ikke havde den mindste smule at gøre med nissemænd eller krybbebørn. Det var EPIFANI.

Ordet er græsk og betyder gudens manifestation, eller om man vil: inkarnation. Det er faktisk det, hele tredje del af VERDEN handler om.

For os er Kristus Jesu efternavn, men for de første kristne repræsenterede dette dobbelte navn hans dobbelte natur. Jesus eller Yehosua var et ganske almindeligt hebraisk drengenavn.

Der har været i tusindvis af Jesus'er i Palæstina omkring vor tidsregnings begyndelse. Kristus derimod er en oversættelse af det hebraiske masiah, salvet, dvs. konge, i dette tilfælde kongernes konge, Messias.

Ifølge denne tankegang inkarnerer guden Kristus i mennesket Jesus. Ja, i den første kirke, som kunne prale af endnu flere sekter end den moderne, diskuterede man livligt, om guden Kristus overhovedet behøvede at lide på korset i og med, at det jo var mennesket Jesus, der blev korsfæstet.

Man nåede dog frem til den fornuftige konklusion, at en ikke-lidende gud ville tage meningen ud af kristendommen: gudens fuldstændige delen kår med mennesket for at frelse det. Spørgsmålet var så, hvornår epifanien, Kristi "nedstigning" i Jesus, fandt sted, og herved adskiller den første kristendom sig fra vor egen, og dermed også julefestens egentlige indhold.

Man anså det nemlig for givet, at Jesu dåb repræsenterede dette vendepunkt. Før dette øjeblik er Jesus blot en intelligent ung mand, om hvem visse uforståelige ting er profeteret.

Det er Guds ånd, som "daler ned som en due og kommer over ham", som der står, der i dette øjeblik forvandler Jesus til Kristus. Det er den samme ånd, der endelig forlader ham på korset og får ham til at udbryde - ikke længere på det smukke græsk, hans tilhængere var vant til, men på den rædselsslagne bondeknolds aramæisk: Eli! Eli! Lema sabaktani?

Hvorfor har du forladt mig? Og han opgiver ånden.

Problemet er naturligvis, at dette i den moderne version, hvor der ikke skelnes mellem guden og hans inkarnation, kun kan tolkes som det øjeblik, hvor selvsuggestionen om at være Guds søn brister for tømrersønnen, for hvorfor kommer Gud ikke og frelser sin søn? I den oprindelige version giver det imidlertid mening og berøver ikke Kristus-figuren noget af dens værdighed eller autoritet.

Det er da også med Jesu dåb, at hans "virke" begynder, den følges direkte af fristelsen, hvor Satan forsøger at få Jesus til at bruge sin nyvundne Kristus-værdighed på menneskevis, til at skaffe sig føden, gøre sig til konge, anstille forsøg med den og så videre, noget, der ville være absurd inden dåben. (Jesu dåb og fristelse beskrives udførligt i henholdsvis det 30. og 31. kapitel af VERDEN.)

Det må da ses som symptomatisk for den moderne kirkes sekularisering og generelle pervertering, at man foretrækker navnet Jesus for KRISTUS, altså mennesket frem for guden. Den megen JESUS! JESUS! duer ikke, for denne mand har været død i snart to tusind år, og Kristus vil man ikke vide af.

Denne oprindelige jul var endvidere omhyggeligt adskilt fra den hedenske og faldt på den 6. januar, vores "Hellig Tre Konger". Adventen, den "stille periode" inden den store fest, fra den 17. december til den 6. januar, kom således til at falde sammen med al den hedenske ballade, og den fromme kristne kunne skille sig ud ved bøn og faste.

Selv bryllupper, som jo ikke gik stille af dengang, var i en periode forbudt i denne oprindelige advent. Endnu i det fjerde århundrede var dåben og påsken kirkeårets to store højdepunkter.

Hippolytus taler således om Jesu to fædre, Josef, som han fik ved sin fødsel, og Gud, som han fik ved sin dåb. Den ene "arbejder på jorden", mens den anden "råber fra himlen".

I denne forstand omtales Jesu dåb som hans anden fødsel, og det var måske dette "anden", almuen overhørte, og som fik den til at tro, at det var Jesu første fødsel, som skildret hos Lukas, der fejredes. Kirkefædre, som var ivrige efter at gøre deres sognebørn tilpas, kan havde indgået det kompromis, at Jesus blev døbt på sin tredive-års fødseldag, så at begge "fødsler" uden modsigelse kunne fejres på samme dag - men altså stadig den 6. januar, ligesom man endnu insisterede på, at Jesus "blev født igen ved sin dåb, og da først blev Guds søn". Med tiden trådte så den "anden fødsel" i baggrunden til fordel for den mere umiddelbart forståelige "første".

Hele historien flyttedes så endelig til den 25. december for at kapitalisere på den hedenske juls popularitet, altså Saturnalia. Mithraisterne havde, som vi har set, betjent sig af det samme trick og gjort 25. december til NATALIS INVICTI SOLIS, som nu blot blev forandret til NATALIS VERI SOLIS, NATALIS NOVI SOLIS NOSTRI eller simpelt hen NATALIS CHRISTI.

Når julen blev så helt og aldeles en ihukommelse af Jesu fødsel frem for hans dåb, skyldtes det også, at barnedåben var ved at blive almindelig. Kristendommen var kort sagt ved at blive en kulturreligion, der ikke krævede speciel indvielse eller overhovedet bevidst indmeldelse.

Denne holdning er så drevet ud i parodien i dag, hvor folk kalder sig kristne i og med, at de lever i et "kristent" land (sic! sick?), de er døbt; at de ikke har valgt Kristus og i al deres gøren og laden inderlig forsager Ham og alt hans væsen, mener de ikke, har noget med den sag at gøre. Man er herefter mere eller mindre "født" kristen, fordi man er født ind i en kristen kultur, og parallelt hermed anser man også Jesus for at være født Kristus.

Da nu denne nye, revolutionerende religion har slået rødder, er vi naturligvis forpligtet til at komponere en helt anden slags julesang, en julesalme, der understreger det ganske enestående ved kristendommen og dens absolutte uafhængighed af og modsætningsforhold til alle tidligere religioner. Vi prøver.

I stalden fødes Jesus. Hvilken kraft han skænker!
Thi vi forblev foruden ham i verdens lænker,
os alle til stor skade. Men når julen kommer,
så gør han os så glade, lover åndens sommer.
Snart springer atter vunden rød af Jesu side,
og atter helligånden vasker os så hvide.
Ulykkelige slave, Kristi hvide brud,
modtag nu frelsens gave af vor store Gud!
- det kød, som ubodfærdigt vender Jesus ryggen,
det regnes for uværdigt, stødes ud i skyggen.

Min frelsermand, du skønne, som jeg ser så gerne,
mit frelseshåb du grønne, du, min håbets stjerne,
å du, som evigt stiger opad, som jeg følger,
og som mig aldrig sviger. Om du også dølger
dit åsyn i den sorte vinters trange tider,
når dagene er korte og dog langsomt skrider,
så ved jeg jo, du kommer til os arme sjæle,
ja, i en evig sommer skal vi hos dig dvæle.
Dig, Jesus, vil jeg ære, indtil du mig kalder,
til hvile du mig bære i de gyldne haller!

Kristendommen kom ikke til en irreligiøs verden, men tværtimod til en overordentlig religiøs verden. Den gjorde således ikke verden mere religiøs, men tværtimod mindre, og banede således vejen for den moderne materialisme, der skønt dens absolutte modsætning også blev dens arvtager.

For de gamle var religion en kær pligt, en omgang med den levende verden, der vrimlede med genier og larer, naturvæsner og siderale guder. Kristendommen erstattede dem med een gud, nok menneskeliggjort som de græske heroer, men også for længst hedengangen.

Indtil nu havde der været to slags guder, de fjerne, hvis dyrkelse det statsansatte præsteskab tog sig af, og de nære, som betryggede den daglige eksistens. Den kristne gud derimod var en fjern verdensarkitekt, som ingen havde hørt fra i århundreder.

Han garanterede måske en eller anden abstrakt retfærdighed, men det var vanskeligt at se, hvad man skulle bruge ham til i det daglige. Noget sådant kræver trods alt en interesseret, partisk gud, der bekymrer sig mere om mig end om min næste, fordi han er netop min gud.

Så længe menneskene havde en nogenlunde klar forestilling om Kristus, kunne ingen i fuldt alvor bede ham om en cykel. Svaret var nemlig givet på forhånd: Se til himmelens fugle, de cykler ikke; hvad gavner det et menneske, etc., etc.

Så med tiden vendte menneskene tilbage til deres gamle skytsånder, og det kunne selv kirken ikke forhindre. I stedet opfandt man så helgensystemet.

Ligesom Maria, en ubetydelig biperson i testamentet, havde erstattet Magna Mater, og kristendommen dermed havde fået en højst tiltrængt gudinde, blev det nu fortsat tilladt for fiskerne at forhandle med deres skytsgud om kvoterne, blot man erindrede, at skytsguden nu var en helgen, en person fra testamentet eller, da man løb tør, fra kirkens tidlige historie, den hellige Sankt Olsen, hvis martyrium vistnok bestod i, at han var blevet kvalt med en fisk. Der var så mange af disse bæster, og de var så specialiserede i deres virkefelter, at ingen af dem nogen sinde var i stand til for alvor at true de tre hovedguder.

Det vil sige, måske lige bortset fra en, hvis popularitet i en senere udgave blev så stor, at visse moderne puritanere skulle komme til at identificere denne røde djævel med Djævelen selv. Sankt Nicholas, som var biskop i Myra på Konstantins tid, var vist ellers et ganske skikkeligt menneske.

Hans særlige jurisdiktion blev hurtigt Rusland, børn, lærde, købmænd, sømænd og rejsende, og han er nok lige så meget lokalgud i Apulien. Hans forskellige tiltalende egenskaber var den venligsindede guddoms attributter, dvs. han hjalp de fattige og gjorde de syge raske.

Historikerne har naturligvis aldrig hørt om ham. Ved en lejlighed opvakte han således tre unge mænd fra de døde, ved en anden - eller i en anden version - frelste han tre unge piger fra et mindre ærefuldt erhverv ved at betale deres medgift - i den oprindelige udgave har hans motiver nok været mindre kristelige.

Men under den kristne fernis levede de gamle guder videre i endnu mange århundreder. Af og til kom de op efter luft, gerne på faste tider, hvor de blev tolereret af kirken.

Saturnalia overlevede som FESTUM STULTORUM, som man foragteligt kaldte den, tåbernes fest. Almuen nøjedes imidlertid ikke med at gøre nar af sig selv, og kirken måtte acceptere disse årlige opgør med kristendommen, som befolkningen gerne hadede af et godt hjerte, og trøste sig med, at de var kortvarige og i den forstand under kontrol.

Central var naturligvis ombytningen af roller; en kordreng blev drengebiskop, og dette skete meget naturligt på Sankt Nicholas' helgendag, den 6. december. Man skal imidlertid ikke tro, at der var tale om en lærerig forsmag på en eventuel senere gejstlig karriere.

Så snart de unge lømler havde fået magten, gjorde de Guds hus til deres eget, og en satanisk parodi på messen udspillede sig, som den egentlige gejstlighed måtte overvære fra de bageste bænke. Der blev lavet grin med de bibelske tekster, salmerne erstattedes af drikkeviser, nadveren af pølser, og alteret blev ryddet, så man kunne få sig et slag kort.

Ofte blev Kristus selv, som blandt religionens romerske modstandere, fremstillet som et profetisk æsel, en mand i æselskind, der gav en version af bjergprædikenen, som ville have fået Monty Pythons samlede stab til at besvime, omgivet af begejstrede tilhængere, den såkaldte ORDO PROCESSIONIS ASINORUM. Så måtte den svedende fremstiller slæbe på egnens kønneste pige, den hellige jomfru i meget let påklædning.

Optoget endte i kirken, hvor messen forløb ret traditionelt fra præstens side, men hvor han dog i vekselsangen med menigheden kun kunne regne med eet svar: HINHAM HINHAM, HiHå! Det skete også, at man fyldte kirken med vaskeægte æsler, som naturligvis var i stand til at svare mere præcist.

Da hollænderne emigrerede til den ny verden, havde de Sint Nikolaas med. Det var nu ham, der overtog, ikke den 6. december, men til jul, det gamle Saturnalia, som han var blevet uadskilleligt associeret med.

Han kom med gaver til alle børn, og den amerikanske offentlighed modtog denne godmodige vikar for den strenge Kristus med pomp og pragt. I England slog han sig ned som Father Christmas, men hans faste residens blev snart Nordpolen, hvor nisserne arbejdede året rundt på at fremstille det legetøj, som skulle distribueres julenat.

Også nissen, den venlige lar familiaris, så altså sit snit til at smutte med indenfor midt i al ståhejen. Julekrybben, som havde været kirkens svar på de forhadte husaltre, erstattedes efterhånden af juletræet, det stedsegrønne træ, som Bonifacius havde foreslået nordboerne som erstatning for den cykliske eg.

I virkeligheden havde det fra gammel tid været skik at bringe stedsegrønne planter indendørs om vinteren som et midlertidigt tilflugtssted for de frysende naturånder. Man kan altså på sin vis sige, at den hedenske jul endelig besejrede den kristne.

Uheldigvis flyttede nissen ikke med i alt det grønne, for han kommer kun, hvor han er velkommen, og ikke, hvor han fornægtes. Ikke desto mindre blev julesalmen nu altså atter en julesang.

På loftet sidder nissen, venter vist på grøden.
Han er dog noget vissen grundet hungersnøden
blandt nisser og blandt larer. Men når julen plager,
så kan han sælge varer fra vort store lager.
Snart springer atter sveden af forbrugerpanden,
og hele kristenheden sælger sig til fanden.
Ulykkelige moder - hvilken udsøgt plage!
Må tåle sine poder hele fire dage.
Thi ak, institutionen, som jo tager hyret,
har nemlig sagt til konen, hun må hente dyret.

Å du af alle fester stærkest er be-festet,
så får jo alle gæster, som de helst så kvæstet.
Så skal der rigtigt løbes, hver en ting er vigtig
og må i tide købes, så blir julen rigtig!
Og tusinder af kroner ned fra himlen daler,
og tusind mænd og koner handler og betaler.
Og er det hele nået, og dog glæden svigter,
så har man dog bestået, udført julens pligter.
Thi julen er som livet, hvad der end må hænde,
så er den trøst os givet, at de får en ende!

Når jeg er ude at holde foredrag hen ad juletid, får jeg ofte det spørgsmål, om jeg holder jul - for det kan jeg da ikke; det er jo en kristen fest(!) I virkeligheden er det nok ganske opbyggeligt med sådan en solhvervsfest, ikke mindst kan den måske minde en om, at der oven på denne kulturens vinter uvægerlig vil følge en åndens sommer.

Vores mindste blev født, netop som den nye sol stod op, så den 21. er et naturligt tidspunkt for os at begynde vore juleforberedelser, købe træ - hvis vi ikke kan overtage et fra en af de lokale handlende. Træet pyntes "normalt", bortset fra, at Bethlehemsstjernen er erstattet af en gylden solskive.

Det er også skik hos os, at en las af noget tøj, vi har gået med det forløbne år, hænges på træet, en for hvert familiemedlem. Princippet er det samme som for "kludeegene", hvor man ikke "ofrer" til træet, men tværtimod lader det tage ens dårligdomme, hvilket naturligvis er noget andet end at overtage dem.

Det er også i tråd med ødelæggelsen af potter og pander ved nytårsskiftet: vi bliver "genfødt" med solen og slæber ikke overflødig materialitet med os ind i den nye cyklus. Træet får lov til at stå i stuen, indtil det visner, hvorefter det brændes sammen med kludene.

På selve dagen indkøbes holm og vedbend, repræsenterende det mandlige og kvindelige, og hvis damen i forretningen ikke ved, hvad holm er, er det formodentlig, fordi hun kalder den for kristtjørn. Alle skal være indendøre, inden "himlen lukker", det vil sige solnedgang.

På denne aften kan der ikke modtages besøg, den er skinsygt forbeholdt husets beboere, og der ligger heller ikke "fremmede" gaver under juletræet. Hvert familiemedlem giver en og kun en gave til hvert af de andre.

I en familie på fire vil der altså ligge 12 gaver, er man fem, 20, og så videre. Der er dog dækket til en ekstra, "usynlig" gæst, eventuelt konkretiseret ved et elsket tøjdyr, eller lignende.

Hos os er denne hædersplads forbeholdt en gammel, enøjet bamse ved navn Odin. Han opvartes som resten af selskabet og får smurt lidt vin på trynen.

Før julemåltidet bryder husets frue brødet, idet hun siger: PANEM DIRUMPO ET AMATORIBUS VITAM ET OSORIBUS MORTEM DISPERTIO, hvortil den modtagende svarer: OBTEMPERANTER NANCISCOR! Hermed være altså røbet naturen af de gruopvækkende orgier, vi involverer vore børn i.

I det mindste så længe menneskene har været agerbrugere, har de længtes efter og fejret solens komme, og det vil de nok blive ved med en rum tid endnu. For hvad enten vi maler ånden i solens billede eller ganske abstrakt, og ganske uanset, om vi stræber efter at aflægge den et besøg i evigheden eller pønser på at invitere den hjem hos os, så er og forbliver den al eksistensens grund.

Et glædeligt nytår ønskes alle læsere, og et godt hjul. Må det længe dreje!

 

FLUGTEN TIL VIRKELIGHEDEN

Et essay om Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab
og eskapisme-begrebet


Stig W. Jørgensen

 

Det er et mærkværdigt og foruroligende optog, der kommer imod os.

Fortroppen udgøres af purunge piger med læderremme om halsen og brystet prydet med oldindiske symboler. De hyler med de ulve, de er iblandt, rasende unge mænd med rolige øjne og blodbestænkede hænder. I deres fodspor følger to pæne studerende, en verdensfjern analytiker med hjertet sat i brand af frihedstrang, og hans snusfornuftige kammerat, der blot længes efter familie og tryghed. De går frem gennem jungler, dødsriger og spøgelseshuse, og Gud & Satan selv iagttager deres skridt. De marcherer derudad, udad, mod himmelrummet, og på en fjern planet møder de atter ulvene, men deres søgen efter mennesket bringer dem kun tilbage til skovene. De prøver igen, trin for trin bestiger de trappen, hele vejen op til Guds planet, som minder alt for meget om verden derhjemme. For kun i sig selv kan de finde Gud, hans natur ligger i baghold og overmander dem. Små, pastelfarvede værelser oversvømmes af blåsorte vandmasser, og når havet trækker sig tilbage, ser vi dem ligge tangklædte og sprællende, gispende efter vejret som vildfarne akvariefisk.

Men det går stadig at indånde atmosfæren, selv om den er tung, og himlen alt for blå, alt for tæt på deres hoveder. De går gennem Københavns gader og vælter de kulisser, som skulle forestille byens huse. Et mægtigt slag udkæmpes. En forstyrret skolelærer følger trop, med fare for sit liv og sin forstand. Så gøres der holdt, alle mand omkring. De snurrer rundt mod fortiden, ser sig forvirrede om efter et menneske, og en maskine må stige ned iblandt dem for at lede dem på vej. For således hader mennesket nu verden, at det roligt lader den gå under, i stilhed, som et lys, der brænder ud. En frustreret psykoanalytiker må samle sig syv planetguder for at skabe den påny. De sidste slår sig roligt ned i et afsidesliggende hus på apokalypsens rand, indtager deres Soma og fortæller hinanden historier. Det bliver til en prægtig mosaik af fortællinger, uden ende og uden begyndelse, og da dette er fuldbragt, kan de endelig drage gennem spejlet. De defilerer forbi os nu, allesammen, leende som hjemvendte konger, befriede fanger, der rasler demonstrativt med deres sprængte lænker.

Et sådant optog er Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. En parade af fantasirige kostumer, nogle af dem stilfulde hver for sig, men stillet sammen med pertentlig smagløshed. Farverigt og skræmmende, kvalmende æstetisk, til tider uforståeligt. For nogle er det grænseløst fascinerende.

Neutzsky-Wulff er ikke berømt. Når han har været på formiddagsbladenes løbesedler, har det været som afløser for den daglige sædelighedsforbrydelse, fodboldkamp eller highlife-skilsmisse. Befolkningen har glemt hans navn en uge efter. Men der findes andre, der gerne knuser boghandlernes ruder for at skaffe sig hans seneste roman. Og andre igen, som prompte afbryder en samtale, hvis navnet Neutzsky-Wulff bliver nævnt. Han er elsket og hadet, og begge dele med rette, for det kan falde svært ikke at beundre og afsky ham på een gang.

"Mine bøger skal læses med omtanke, liderlighed og kvalme," er Neutzsky-Wulff citeret for at have sagt. Dette er mere end en anbefalet fremgangsmåde - det er selve betingelsen for at kunne læse bøgerne. Form og budskab er udfærdiget, så man tvinges til at reagere stærkt. Man kan godt læse en Neutzsky-Wulff-roman opslugt af væmmelse, men nægter man at lade sig manipulere, forbliver teksten utilgængelig.

Der er mange grunde til, at Neutzsky-Wulffs publikum er en beskeden kreds. Han er en »svær« forfatter, fordi hans litterære konstruktioner bygger på en umådelig belæsthed og der konstant alluderes til religions, og filosofihistorien, den antikke litteratur og naturvidenskabemes nyeste landvindinger. Dette kunne så være, hvad det være vil, men når han samtidig forholder sig lige så åbent til tegneserier og kultfilm, og garnerer sine historier med voldsomme handlinger og detaljerede skildringer af mere ekstreme former for seksuel omgang, så sætter det en naturlig begrænsning på læserkredsens størrelse. Dertil kommer så endelig en åndsaristokratisk holdning, der udmønter sig i en til tider ulideligt docerende stil. De tiloversblevne fem læsere, som så holder fast ved de alligevel sært tillokkende bøger, kan så med rette glæde sig over, at forfatteren skriver til den enkelte. Som motto for romanen Faust sætter han sågar Phaedrusstrofen: Hoc quo pertineat, dicet, qui me noverit ("hvad dette sigter til, må den sige som kender mig").

Erwin Neutzsky-Wulff hævder, at hans romaner er komponeret så stramt som matematiske ligninger - end ikke et ord står til at ændre, da mellemregningerne skal passe med resultatet. Disse bøger er opstillede eksperimenter, sproglige analyser, og da sproget og bevidstheden for Neutzsky-Wulff er altings ophav, repræsenterer denne form for kunst en mere eksakt forskning end naturvidenskaberne! Samtidig er forfatteren "inspireret" i klassisk forstand og sågar villig til at udpege passager i sine bøger, der angiveligt er direkte dikterede af overnaturlige væsener! Det er rigtigt nok de færreste i moderne litteratur, som vil påberåbe sig nogen af disse yderpunkter. Det meste såkaldt seriøse litteratur prætenderer vel en form for analyse, men er ofte tilsvarende lidenskabsløst; »visionære« kunstnere går der til gengæld langt imellem i vor tid, og når de optræder, mangler deres værker ofte den stramme logik, som er karakteristisk for Neutzsky-Wulffs romaner. Den eneste sammenligning, som falder mig ind, er den amerikanske science fiction-forfatter Philip K. Dick, hvis sidste romaner før hans død i 1982 var præget af hans visioner. Efter de fleste Dick-læseres (inkl. min) mening førte det visionære element i disse bøger til en svaghed i konstruktionen. Hos Neutzsky-Wulff virker også de "dikterede" passager strukturelt velovervejede.

Disse påstande er naturligvis en del af det billede, forfatteren tegner af sig selv som okkultist. Og den okkulte filosofi indbefatter et for vor tid usædvanligt syn på forholdet mellem kunst og virkelighed. Denne baggrund resulterer i de mærkværdige romanstrukturer og motivsammenblandinger, som gør forfatterskabet vanskeligt at placere i det litterære system, selv indenfor de traditionelt fantastiske genrer som horror, science fiction og fantasy. Det synes næsten umuligt at tage gængse analysemetoder i anvendelse uden at føle, at man er i færd med at presse teksterne ned i en form, hvortil de ikke passer. Selvfølgelig kan man se helt bort fra forfatterens postulater - hvilket i én forstand naturligvis er det eneste rigtige at gøre, for at opnå en fornøden kritisk distance. Denne afstandtagen fra forfatterens egen holdning til sine værker kan imidlertid også drives for vidt. Hurtigt kan det blive udtryk for en arrogance, der let fører til en total afvisning af forfatterskabet (hvilket selvfølgelig i det mindste er konsekvent). Eftersom Neutzsky-Wulffs litterære produktion er præget af et stort og sammenhængende tankesystem, samt en bestræbelse på tilpasning af form og indhold, må det være logisk at lede efter en nøgle til fortolkning i hans egne udtalelser hvilket ikke er ensbetydende med at sluge dem råt.

Neutzsky-Wulff siger selv, at alle hans bøger handler om mennesket. Umiddelbart lyder dette jo ikke særligt originalt; man skulle mene, at næsten al litteratur handler om mennesker. Men forfatterens pointe er netop, at det fremherskende menneskesyn i vores kultur er fordrejet, ja direkte forkert. Mennesket besidder en umådelig magt og et umådeligt oplevelses- og følelsespotentiale, som Neutzsky-Wulff anskuer i et biologisk-religiøst verdensbillede. Som modsætning til dette står det socialt-historiske, som reflekteres i næsten al moderne litteratur. Derved bliver opfattelsen af menneskets muligheder indsnævret betydeligt, og litteraturen kommer aldrig til at handle om egentligt personlige problemer, kun om mennesker (bemærk flertalsformen) som repræsentanter for samfundsskabte grupperingers problemer og om samfundets måder at løse/ikke løse disse grupperingers problemer på. Men uddannelsesmæssig baggrund, aldersgruppe og ægteskabelig status er ikke tilstrækkeligt til at karakterisere et individ. Neutzsky-Wulff skriver som sagt til og dermed også om det enkelte menneske.

Denne individualisme kan måske være svær at gennemskue, fordi forfatteren oftest skriver om hele verdens skæbne, og hans persongalleri ofte er stort og til tider kun vagt tegnet. Her skal man huske, at det udvidede oplevelsespotentiale skal forstås meget bogstaveligt. Det er os, der skaber virkeligheden. Verdens skæbne er individets ansvar, med den rette selverkendelse er vi skabelsens herre. Der er ingen kold og truende ydre verden, Skaberen er ingen uengageret observatør disjunkt fra sit skaberværk. Gud er i mennesket, og mennesket er Gud.

De fremherskende idéstrømninger i vor tid gør derimod mennesket til en brik i et spil, enten et samfundsprodukt eller som tjener for en senkristen Vorherre, der ikke lader sig åbenbare. Neutzsky-Wulffs påstand om, at mennesket selv er en spiller, er således "reaktionær" og "blasfemisk" og kan hurtigt afskrives som despotisk eskapisme. Alternativt kan man læse den som en bidende kulturkritik, der sætter tænderne i lige der, hvor det gør allermest ondt.

For hvad man anser for virkelighedsflugt, er afhængigt af, hvad man accepterer som virkelighed. Neutzsky-Wulffs menneske er selv virkelighedens skaber og opretholder. Når mennesket derimod underlægges samfundet og opfattes som et produkt af sociale faktorer, bliver virkeligheden tilsvarende indskrænket, et fængsel, der opretholdes især ved hjælp af vore moderne massemedier.

Engang kritiserede man produktionsforholdene og frygtede menneskets tingsliggørelse. I disse år taler man hellere om derealisering, uvirkeliggørelse. Problemet er ikke ting, men at selv ting bliver uvirkelige. Man foretrækker at forbruge frem for at eje, hellere have ti skjorter i ti forskellige farver end én skjorte i ens yndlingsfarve. Vi er konstant omgivet af en medievirkelighed, der virker større og mere påtrængende end vores egen hverdag. Den flimrende skærm bliver mere virkelig end stuen. At se TV-Avisen er måske ikke så dumt, men at opfatte sit eget liv som ubetydeligt, fordi der dør mennesker i Mellemøsten, at glemme sin egen familie for at følge forløbet af et fiktivt ægteskab - det er betænkeligt. For Vanløse er lige så virkelig en by som Bagdad. Og familien Hansens liv er (endnu) mere virkeligt end ugeføljetonen.

Det er en farlig kendsgerning, at nyhedsformidlingen, som skulle oplyse os, kan få samme sløvende effekt som den dårlige underholdning. Neutzsky-Wulff går videre end som så: Vore store ideologier, vores samfunds- og menneskekundskab er vogtere af individets uvirkeliggørelse. Den enkelte skal ikke være ked af, at han ikke kan løse sine problemer, for - får vi at vide - ingen kan løse sine egne problemer. Det er helt i orden at være ulykkelig, for man kan slet ikke være lykkelig. Ønsker kan ikke opfyldes, vi ville allesammen helst tilbage til moders liv, universet er koldt og indifferent, livet har den mening vi selv tillægger det, og lykkelige kærlighedsforhold eksisterer kun på film. Neutzsky-Wulffs forfatterskab er én lang benægtelse af disse påstande. Nogle gange råber han og slår i bordet, til andre tider sidder han blot tålmodigt og mumler for døve øren, men budskabet er altid det samme: Enhver er sin egen lykkes smed, ethvert ønske kan opfyldes, hvis driften til det er stærk nok, kærligheden er til! Derfor er realismen og dokumentarismen, selv når den tilstræber folkets "politiske bevidstgørelse", den virkelige eskapisme, som vender menneskets øjne bort fra individets betydning og en potentielt større virkelighed. Hvis folk bruger en time på at læse avis, er man da sikker på, at de ikke læser Søren Kierkegaard så længe. Den, som har travlt med at demonstrere mod Apartheid, har ikke tid til at bekymre sig om sin egen sjæls frelse og laver i hvert fald ikke revolution i Gentofte. Og Neutzsky-Wulff er revolutionær, tag ikke fejl af det. Med samme triste skolemestermine som den mest stivnakkede gammelmarxist insisterer han på, at kun den kunst er god, som er farlig og nedbrydende for samfundsordenen. Men Neutzsky-Wulff ønsker ikke at knuse kapitalismen for at lade den afløse af proletariatets glade broderskab. Den bevidstgørelse, som samfundet blokerer for, er den individuelle skæbne.

De ægte følelser, som er modstykke til massemedievirkeligheden, må så søge tilflugt i de ildesete udtryksformer:

Tilbage står så triviallitteraturen, pornografien, videoerne, computerspillene og filmen som den eneste kunst. Det er ofte skræmmende dårlig kunst, men det er i det mindste kunst.

Trivia-producenterne ønsker ikke folkets fordummelse, men penge på lommen. Det opnår de nemmest ved at appellere til folks dybeste følelser og hemmelige ønsker. Heraf den dårlige kunst. Neutzsky-Wulffs projekt er at gå ind på kiosk-litteraturens præmisser og hæve den til god kunst. Hans romaner er fulde af gamle kendinge fra de kulørte magasiner: Grufulde uhyrer, nøgne og lænkede unge piger, blodig vold. Disse ingredienser lader han med omtanke indgå i et hele, der er præget af stilistisk omhyggelighed, og hvor alt tjener til et formål i fortællingen. Den virkelighed, Neutzsky-Wulff herigennem vil give os tilbage, er mytens.

Det moderne menneskes mest umiddelbare reaktion på myten og det over, naturlige er en art generthed. På en side tiltrækker det mytiske stof os kolossalt; vi ser, hvordan det danner grundlag for de mest succesrige film. Og midt i vores materialistiske elendighed vogter vi en »fornemmelse« af, at der er en transcendent mening med vores tilværelse.

Samtidig er vi generte. Det er ikke rigtig smart at tro på nisser.

Vi har hundrede måder at bortforklare denne den største magnet i vores liv. Vi gemmer religionen for os selv i kunsten og opfatter atter kunsten som "tidsfordriv", noget i retning af en sjælelig badstue. Vi bruger ord som "spændende" og "underholdende" som eufemismer for urkræfternes træk i os.

Når den trætte forretningsmand ser "Jaws", er det ikke, fordi han "slapper af og flygter fra hverdagen", men biografen er måske det eneste sted, hvor han stadig kan søge virkeligheden. I dybet lurer det uhyre og den gud, vi i vores hjerte godt ved, vi stadig er.

Når vi har drømt os gennem hverdagen, den syntetiske virkelighed, er det fodringstid for virkelighedens uhyrer. Moralens vogtere ved, at vi vækker dem, og ivrer mod filmens indhold af "vold og sex", guder og uhyrer, den oprindelige, egentlige virkelighed. I propagandasamfundet, hvor også absurditeten er salgbar, kaldes disse glimt af livet "eskapisme", og man håber i sidste ende at kunne bilde os ind, at den ultimative virkelighed er lønforhandlingerne og den økonomiske krise, politik som opium for folket.

Diskussionen tages også op i Faust, hvor en science fantasy-tegnefilm af den mest underlødige slags kommer til at afspejle romanens hovedhandling og stilles overfor en TV-serie om en rig families privatliv, eskapisme på samfundets ufarlige betingelser. Neutzsky-Wulffs litteratur er ment som en flugtvej til den glemte virkelighed, hvor mennesket kan være stolt og værdigt. Det udtrykkes i romanen:

Hvad tror du er mest virkeligt, den sovende masses politiske og økonomiske drømme og de litterære bogholdere, der vogter denne søvn, eller én bog, som påfører ét menneske én ny drøm? Hvad er vel realisme, fangens eksemplar af fængselsreglementet eller indsmuglede flugtplaner?

Hvor er Digteren, i værkstedet eller på taget med et reb? Modtager han prisen som Årets Mønsterfange? Nej, han var forhindret, på vej over muren med tre fanger, som kunne bruge benene.

Det er disse flugtplaner, der både indholdsmæssigt og strukturelt er kernen i de fleste af Erwin Neutzsky-Wulffs værker. Hovedpersonen er næsten altid fangen, der sprænger sine lænker, nogle gange på et meget abstrakt niveau, andre gange meget bogstaveligt.

Der kan rettes megen kritik mod et sådant forfatterskab, og det bliver der også gjort. Af og til må man medgive punkter i selv den mest sønderlemmende analyse. Når jeg alligevel læser Neutzsky-Wulff, og når jeg alligevel skriver dette, er det, fordi jeg ikke kan argumentere imod følelse. Hvilke svagheder man end kan påvise i formen og logikken, så kan det ikke bortforklare, at en bog i første omgang har påvirket mig dybt, som mange af Neutzsky-Wulffs bøger har gjort. Dette er ikke ment som en domsafsigelse i spørgsmålet om, hvad der er virkelighed, og hvad der er flugt. Det er heller ikke ment som et forsvarsskrift, selv om det måske for nogle kan lyde sådan. Et forfatterskab må altid være sit eget forsvar, og dommen den enkelte læsers. Dette er derimod et vidneudsagn fra een, der har læst bøgerne. Og opfordrer andre til at gøre det samme. Så læs dem med omtanke, for himlens skyld, men i al fald med liderlighed og kvalme.

(1991)

 

PRIMSTAVEN
ENW

Cocker så sørgmodigt-vredt op på ham. "Vågn dog op, mand!", brummede han. "Er De ikke klar over, at vi lever i en matematisk kultur?

Takket være dette enestående værktøj har vi udrettet mirakler. Den, der ikke forstår matematik, kunne lige så godt have levet i stenalderen."

"Der er vel også andre fremskridt ..."

"Nej. Der er ingen andre.

Alt bygger på matematikken. Uden den ville højdepunktet af vores teknik være at gnide to sten mod hinanden."

 

Også vores tidsbegreb er matematisk. Udtryk som 12.34 5-6-78 giver god mening for os, men for vore forfædre ville de være meningsløse.

For dem var der ikke nogen absolut tid, tiden hørte ubrydeligt sammen med de begivenheder, den placerede. Når de derfor ville angive tidspunktet for en begivenhed, måtte det nødvendigvis ske ved at knytte den sammen med en anden begivenhed, ved at angive en samtidighed. Det og det skete samme eller det år, hvor noget andet skete.

Tilsvarende var året opdelt i mærkedage, i kirkens regi messedage. Den 13. november ville efter dette system ikke være 13. november, for 13 var et uhandleligt højt tal, og hvad var november, den niende måned - endnu mere kompliceret.

To dage efter mortensmesse er imidlertid til at holde rede på. Tilbage var altså blot at finde ud af, hvornår mortensmesse faldt.

Til dette brug havde man en såkaldt primstav. Navnet skyldes, at man kunne bruge nogle udgaver til at udregne prima luna, nymånen, hvilket blandt andet havde betydning for, hvornår påsken faldt.

På primstaven var årets dage angivet som hak, inddelt i uger. Men herudover var primstaven forsynet med symboler, der angav årets messedage.

Undersøger vi nu en sådan prim- eller messestav, ser vi, at den har to sider, en vinter- og en sommerside. Vintersiden begynder 14. oktober, sommersiden tilsvarende 14. april.

 

Man holdt med andre ord vinteren for at begynde 14/10, og dette angives da også ved en stor vante - nu er det tid til at tage det varme tøj på. Den første vinterdag spår naturligvis også om hele vinterens strenghed.

Dagen kunne også angives ved et nøgent træ. Den minder om, at alt skal være i hus til vinteren.

Ursula er en hedensk præstinde med tolv præstinder under sig. Dette blev af kristendommen anset for blasfemisk - heraf tretten som "uheldigt" tal - og præstindernes antal blev formindsket til elleve, og alle tolv forvandlet til martyrer, URSULA ET UNDECIM MARTYRES VIRGINES, forkortet til URS & XI M V og læst af ukyndige som Ursula og de 11.000 jomfruer.

28. oktober er Simonsmesse, egentlig Simons og Judasmesse, og der tænkes på Simon Zelotes og Judas Thaddæus. Trekanten på primstaven er dannet af sværd, sav og spyd, som hentyder til deres martyrium.

I virkeligheden har dagen dog en langt ældre betydning. På denne dag kunne nemlig den, der for nylig havde sat bo, afkræve sine naboer et vist mål korn.

1. november er Alle Helgens Dag, dagen efter Halloween. På denne dag æredes de helgener, man ikke havde fået med på helgendagene, men i virkeligheden var det alle dødes dag, den ene dag (eller nat) om året, hvor de fik lov til at besøge de levende, der holdt sig indendøre, men dog ikke turde formene dem, der ligefrem bankede på, et måltid mad. På primstaven er afbildet en kirke med tre tårne.

11. november er Martins- eller mortensmesse, dagen efter mortensaften. Det er efter en gammel tradition skabelsens dag og blev fejret næsten som jul.

Navnet på den oprindelige skabergud er gået tabt og erstattet af sankt Martin. Ofte ser man ham på fremstillinger med et sværd dele en kappe, og til festen er også knyttet myten om Fanden, der maler mølleren mellem kværnstenene.

Så måske burde vi kalde Martinsaften for Marduksaften. Tit tog man gæssene ind på denne dag og spiste så en til aften, og billedet på primstaven forestiller da også en gås.

Den 5. november er også angivet, som havde en lignende betydning og var knyttet til regicidiet. I England brænder man en dukke, det er "Guy Fawkes".

23. november er Clemensmesse, men som det fremgår af sejlet, er dagen viet søfolkene, eller måske snarere deres skibe. Dengang blev skibe opfattet som levende væsner, og på denne dag ankredes de ikke blot op for vinteren, de fejredes også, ligesom gæssene. Clemens blev knyttet til denne dag, fordi han var så uheldig at blive druknet med et anker om halsen.

25. november er Katharinamesse, og det underlige tegn er et forvansket hjul og ældre end hun. På denne dag spandt man lysvæger og indvarslede dermed solhvervet med en dobbelt magi: hjul og lys.

30. november er fiskernes dag og associeret med fiskeren Andreas, Peters bror. Men dagen var også viet de underjordiske. Senere blev det skik at gå "julanders", det vil sige tigge, og også her gjaldt reglen om "trick or treat".

Perioden fra den 4. til den 13. december er mere end noget andet tidsrum den "mørke tid", årets store materialisation. De kristne associerede dens begyndelse med den hellige Barbara, som blev skiftevis indemuret, lukket inde i et bjerg, lænket og halshugget. Hun befries dog i nogle versioner af et lyn, der deler bjerget i to, og så videre.

I virkeligheden hører denne "opstandelse" til Luciamessen den 13. december, som er mærket med en ophøjet gral. Forklaringen er nok den, at 13. december tidligt i Norden regnedes for vintersolhverv.

Imellem de to finder vi yderligere to helligdage, henholdsvis den 6. og 8. december. Hvad den første angår, må vi henvise til en artikel andetsteds i bladet.

Den anden er viet Magna Mater, i kristent regi har Maria fået den.

Thomas har fået den 21. december som sin dag. Ham var det jo, der ville røre ved Jesu vunder for at overbevise sig om hans opstandelse. På nogle primstave finder vi vinkel, passer eller målestok, her er det hånden som det kausale redskab.

Markeringen af 18. december er måske (i lighed med 5. november) en advarsel; begge er uheldige dage.

Om juledagen vil vi ikke sige mere, blot, at drikkehornet sandsynligvis er et cornucopia (se GRAL) og parallelt til 13. december.

Selve solhvervet er angivet ved en sol.

Rask herpå følger nytårsdagen, som naturligvis ikke var helt det skæringspunkt, som det er for os. Derimod faldt det midt imellem Jesu (fysiske) fødsel og hans dåb og blev ifølge kirkeårets logik knyttet til hans fremstilling i templet, som da også er afbildet.

Igen må vi, hvad 6. januar anbelanger, henvise læseren til JUL. Dagen er mærket med et tredobbelt kors.

Den 11. januar er viet en højst besynderlig helgen, som skulle have heddet BRICTIVA. Snarere er det dog en latinisering af brække, bryde, omtrent som i break-fast.

Den 11. januar er den uigenkaldeligt sidste juledag. Nu skal alle rester i en stor gryde og fortæres, og juleøllet opdrikkes. Af indlysende årsager er det farligt at spænde for på denne dag, hesten risikerer at brække et ben.

Man mente det dog ikke mere alvorligt, end at den 13. ofte opfyldte samme funktion, og vi ser da også ligesom en linje fra den ene til den anden, man havde altså tre dage til at gøre rent bord. Naturånderne, som havde været inde i julen, blev nu jaget ud igen, med en stor kost tjatter man i alle hjørner og ender ved døren, men den må ikke røre ved gulvet, eftersom det er en ren rituel fejning. Måske har den store økse engang opfyldt en tilsvarende funktion, men den er også et populært symbol, hvilket ikke kan undre i betragtning af, at den under den ene eller anden form var asatroens mærke, ja, man kan næsten se, hvordan disse økser slås med de små kors på primstaven.

25. januar er viet Tyr, som på et tidspunkt blev blandet sammen med Tor. Som "fjernrammer" har han fået en stor bue, og det er altid til stor overraskelse for bønderne, hvis det ikke er uvejr den dag. De kristne gav dagen til Paulus.

2. februar anså man lyset for at være etableret i verden, og denne lysfest har altså et andet rationale end Lucia, her fejrer man den genkomne sol uden at behøve at påkalde den. Det er kyndelmisse eller kermesse, kertemesse eller candlemass, hvor de kerter, som skal bruges resten af året, vies. Også denne dag blev af nogle opfattet som afslutningen på julen.

3. februar er viet biskop Blasius, hvilket almuen satte i forbindelse med at blæse. På denne dag indblæstes ånden i alt slumrende liv, bjørnen gik af hi, og ormene vred sig i jorden. Dagens symbol forestiller uden tvivl sådan en.

Agatha er også en "kristnet" frugtbarhedsgudinde. Navnet betyder jo simpelt hen: Den gode kvinde, og både ammende mødre og ganske unge piger ærede hende på denne dag. Forbindelsen til den lille mus, som er hendes mærke, er mere dunkel.

22. februar regnes isens magt for at være brudt. Efter denne dato kommer der efter sigende ingen ny is. Isen er herefter så usikker, at ingen efter loven er pligtig til at hjælpe en, der går igennem den, og drukner han, kan han ikke begraves i indviet jord, da er det en selvmorder.

Det var Tor, der på denne dag kastede en gloende sten i havet, så farvandene kunne blive isfri. Senere overtog Petrus dette hverv, og det er hans nøgle, vi finder på primstaven.

Mange mente dog, at isens magt først blev endeligt brudt den 24., måske fordi det var Matthias- eller Matt-is-messe.

Gregorsmesse blev holdt for jævndøgn og den dag, hvor de første trækfugle vendte tilbage, heraf fuglen, der dog også tolkes som den kirkefaderen inspirerende helligånd.

Mariæ bebudelsesdag eller Vor Frues Dag den 25. marts kaldtes også Vårfruens Dag. Hendes højtid er vinterhalvårets sidste.

14. april er et træ med løv - nu begynder sommeren!

16. april har en blanding af spyd og hakke. Nu er frosten gået af jorden, og der kan graves.

Vores primstav er norsk, så en vis forskydning skal man regne med. Magnus er da også en rent norsk helgen.

Nu kan der også ofres til jordens ånder på ordentlig vis: Man graver et hul, som fungerer som jordåndernes tallerken, og spiser således sammen med dem. De foretrækker dog blod eller rå æggeblomme, med en kæp rørt sammen med det korn, man vil så der.

25. april vies jorden for alvor, det gjorde allerede romerne, den såkaldte Robigalia. Jomfruer blev spændt nøgne for ploven og pisket over marken, det var en tung gang, men det skulle nu til; dagen kaldes også gangdag.

Senere var det den sorte præst, der gik over markerne forsynet med vievand. Til hjælp havde man et følge med grønne grene i hænderne, det er sådan en, vi ser på primstaven, og ikke Markus' fjerpen, som nogle siger.

Efter strabadserne skulle de arme piger oven i købet fodre mændene, for hvis de ikke på denne måde fik føden af kvinderne, ville de komme til at sulte det år. Igen var det oftest rå æg, der blev uddelt.

Valborgsdag kalder nordmændene for gøgemesse, det er den, der nu sidder i toppen af træet i stedet for det ene blad. Nu skulle der sås. Natten forinden var en af kalenderens farligste, for nu blev spirekræfterne sluppet løs.

Også majstangen er knyttet til denne dag, den rejses som fokalpunkt, og samfundets medlemmer besjæles via lange strimler, der udspringer i dens top. Samtidig drejer de for at få sommeren rigtigt i gang. Af gøgen tager man varsel:

Syd - sågøg,
nord - någøg,
vest - viljegøg,
øst - liljegøg.

Hørte man altså først gøgen i syd, ville man få held med sin såning, i nord spåede den sygdom eller død for det kommende år, i vest fik man sin vilje og i øst held i romantiske affærer.

Korsmessen var et andet godt tidspunkt for såning.

Den store møllesten er en advarsel. Hvis man ikke sår nu, 15. maj, får man ikke mel til høst.

22. maj er viet den hellige Julia.

Så er der til gengæld et ordentligt afbræk hen til 17. juni, hvor det er Budolfsmesse. Han grundlagde et kloster, og dagens symboler er derfor en abbedsstav, men på andre primstave er det en gudinde, som indsvarsler sommersolhvervet, som fejredes den 24.

Sankt Hans er Johannes Døber, hvis helgendag det er. Men det afgørende er naturligvis midsommerfesten. På denne dag var ånden så stærk, at den kunne helbrede kronisk syge, blot de deltog i løjerne.

Fra hver høj spejlede flammende bål solen, og på disse bål kastedes al dårligdom. Det er mere end nogen anden hierogamiets dag, hvor man parrer sig på marken, og man får en ny høvding. En nøgen kvinde bortgiftes til markens ånd, hun pynter sig med markblomster, lægger sig til jorden og hvisker:

Vågn op, vågn op både ager og eng,
for nu har du sovet så godt i din seng,
og nu har døjet med sne og med regn,
men nu er solen kommet!

En "kælling" af træ brændes, men det er ikke ondt ment; ilden er hendes hjertenskær.

29. juni er det igen Petrus, der fejres, denne gang hans martyrium. Symbolet er igen en nøgle.

2. juli var tidligere sommersolhverv, nu er det Mariæ besøgelsesdag (hvor Elisabeths foster springer i hendes liv) eller Swithins messe opkaldt efter den afbildede bisp. Det er en gammel varseldag, for

St Swithin's day if thou dost rain
For forty days it will remain:
St Swithin's day if thou be fair
For forty days 'twill rain na mair.

Sunnivamessen er mærket med en le, for da skal høet slås. Det har ikke været uden en vis ængstelse, for man skulle jo helst ikke skære en af markens småtrolde midt over.

Derfor advarede man dem også højtideligt, så de kunne krybe ned i jorden. Dette er så siden blevet til Sankt Sunniva, som var nødt til at gemme sig der for sine forfølgere, og som en bisp siden opdagede på grund af et sælsomt lys.

Det er det overnaturlige lys, man somme tider ser i skoven, går man nærmere, ser man ligesom et lysende hul i jorden, elverhøj står på gloende pæle. I Danmark er dagen associeret med den skotske munk Kilian og hedder derfor Kjeldsdag.

To dage senere er det Knudsmesse, nu viser primstaven en rive.

14. juli er midsommer, svarende til midvinter 12. januar, altså ikke solhvervet, men årstiden på sit højeste, »højsommer«. Symbolet er nok et kornaks.

På Margaretamessen skal markerne hvile, ellers kan det blive farligt. Ofte regner det den dag.

22. juli er en salvekrukke og hentyder til Maria Magdalene.

Jakobs hat, som er afbildet ud for 25. juli, tolkedes af almuen som en regndråbe, og det hed: Jakob Vådhat kommer og pisser på humlen.

Nu kommer der igen to økser, den første ud for 29. juli, den anden ved 3. august, begge helliget Olav.

10. august forestiller Laurentius' stegerist.

15. august er Mariæ himmelfartsdag.

24. august er slagtedag, heraf den store kniv. Nu begynder man at arbejde ved lys. Det er i det hele taget en lidt uhyggelig dag, associeret med sankt Bartholomæus, der blev flået levende, og Bartholomæusnatten.

8. september er Marias fødselsdag. Primstavsmærket er vist nok en saks. Nu skal fårene klippes.

14. september er igen korsmesse. Nu skal kornet være i hus.

Ved Mattæusmesse begynder man at tænke på dyrenes foder til vinter. På samme måde mente man, at bjørnen redte sin seng på denne dag.

Mikkelsdag (Mikaelsdag) er afbildet som en armbrøst og er igen knyttet til skabelsesakten, men også dommedagssyner dominerer. Man kunne ikke lade dyrene gå ude, for nu havde kaoskræfterne frit spil.

7. oktober høster man kålen, og så er sommeren ved at være forbi. Den hellige Birgittes messe er halvårets sidste festdag.

Det er nu ved de tider, hvor 1993-kalenderen helst skal være købt. Den interesserede kan jo som supplement fremstille sin egen primstav som et minde om en tid, hvor året - og livet - var andet end tal ...

 

PSYKEDELISKE STOFFER

Mikkel Starup

Når man taler om stoffer, der "udvider" ens bevidsthed, møder man allerede visse fordomme i semantikken. Et hallucinogen er et stof, der sammen med andre ikke-stofbaserede veje, giver hallucinationer, og det betyder sansebedrag - en sanseoplevelse, hvortil der ikke hører nogen ydre påvirkninger. Ydermere vil man finde en række planter og svampe, som er kendt for både deres euforiserende, men også medicinske virkning, under betegnelsen giftige dvs. skadelige. Alt i alt har vi altså at gøre med skadelige stoffer, der bedrager sanserne.

"Psykedeliske stoffer", der var 60'ernes og 70'ernes foretrukne udtryk, blev lanceret af psykiateren - og koordinatoren ved Huxleys tidlige mescalinforsøg - Humprey Osmond, der mente, at begrebet var klart, eufonetisk og ubesmittet af andre associationer - betydende sindsmanifesterende eller -åbenbarende. Men bevidsthedsændrende eller psykomutoisk, om man vil, er såmænd nok, da det er det, der sker.

Rent historisk dukkede stofferne op, da kommunikationskravet transformerede verdensmodellen fra magisk homogenitet til at være tvedelt og kulturel.

Inkaerne brugte barken fra en lian og blade af kokaplanten, aztekerne brugte frøene fra oloiuquiplanten og i de samme egne nøgenhat, pigæblefrø og knopperne af peyotekaktussen. Opiumsvalmuen blev dyrket i Mesopotamien omkring 5000 fvt. og cannabis i Kina omkring 2700 fvt. eller tidligere. Udtræk af "soma"-planten benyttedes i Indien ligeledes til rituelle formål omkring 2000 fvt. og blev æret i utallige hymner:

"Vi har drukket soma. Vi er blevet udødelige.
Vi har nået lyset. Vi har fundet guderne."

Fluesvampen blev benyttet af sibiriske folkeslag og senere i Norden af vikingerne. Skyterne lagde ifølge Herodot hampefrø på glødende sten, hvilket bragte dem nær ekstasen - og hvilket på græsk betyder "at være ude af sig selv", dvs. af opfattelsen af sin krop - på samme måde som man møder det i Dionysoskultens bacchantiske rus. Dionysos blev også kaldet "Lysios", der betyder "den befriende", på samme måde som man finder en relaterende etymologi i spiritus og alkohol, der begge betyder ånd på henholdsvis latin og arabisk.

I tidernes morgen var religion og politik det samme, og senere var det nært forbundet, hvilket ses i kontekst med stoffer, der f.eks. via bulmeurtens dampe ledte gudernes tale igennem Apollons præstinde ved oraklet i Delphi, og som via hashis var med til at føre Assassinernes muhamedanske fane bl.a. mod den kristne tempelherreorden.

Middelalderen byder endvidere på en svingende interesse for stoffer hos skiftevis alkymister, hekse, i forskellige kulte og hos sigøjnerne. Populære var alrunen, bulmeurt og mange andre, og det var her almindeligt bla. at koge planternes frø i dyrefedt og indsmøre kroppen, hvilket også var med til at give heksene deres ry for at flyve.

Stoffernes betydning ændrer tydeligt karakter efterhånden som menneskets model af verden gør det, og når vi atter møder dem i vores tidsalder, er de ofte degraderede til at være sovepude eller bare et fedt trip!

I tiden før var det hashis og opium. Opiumskrigen hærgede mellem Kina og England, og kunstnere som Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud eksperimenterede i europa.

Udforskningen af mescalin begyndte hos tyskeren Louis Lewin i slutningen af 1800-tallet på grundlag af peyote, og netop mescalin var et af de centrale stoffer, som Aleister Crowley og hans hedonistiske kulte benyttede sig af.

Omkring 1953 påbegyndte Aldous Huxley så sine forsøg med mescalin for at få indblik i mysteriernes verden og sammenfattede sine oplevelsesmæssige - mere end erkendelsesmæssige - erfaringer i "The doors of perception", en af de første nutidige bøger, der direkte beskriver rustilstanden og en af de mest populære hos sin eftertid. Hans rejser var af euforisk karakter, dvs. de bragte velbehag, et alternativt overblik og var rige på associationselementer og deres kausale spind. Men visioner i form af mytiske spil og lignende var der ingen af, og han bebrejdede selv sit sjælelige udstyrs ideosynkrasier og hans manglende visualiserende evne.

Hans konklusioner var, inspireret af filosoffen Bergson, at hjernen er iliminativ og ikke produktiv, hjernen som en reduktionsventil, med sproget som koordinator. Han så peyote som en sakramenteerstatning, men konkluderede, at mescalinoplevelsen var, hvad katolske teologer kaldte "gratis nåde". Han fortsatte sine studier med hypnose, selvhypnose og systematisk meditation, men opgav dog aldrig brugen af stoffer, og da han lå på sit sidste leje, og døden nærmede sig som det sidste "trip", forsøgte han at tilpasse sig oplevelsen ved at indtage 100 mg LSD, en gestus, der indlysende nok inspirerede Grof til hans thanatologiske eksperimenter.

 

LSD blev opdaget ved et tilfælde i 1943. Stoll og Hoffmann arbejdede på Sandoz laboratoriet i Basel, hvor de i 1938 eksperimenterede med lysergsyre fra meldrøjesvampen. Det var et alkaloid af beroligende karakter, som f.eks. morfin, nikotin og kokain og ikke som de mere aktive atropin, scopolamin og hyascyamin, der virker i pigæble, alrune, fluesvamp og galnebær. De brugte det bla. til fødende og mod migræne, og i et af flere forsøg på at forbedre virkningen tilføjede Hoffmann en diethylamid-gruppe, hvoraf ordet LSD opstod, og efter 25 forsøg antog det sin endelige form.

I 1943 kom Hoffmann så til at indtage stoffet oralt og et handlingsmønster lignende Huxleys tegnede sig. Det stærkeste psykomutoiske stof nogensinde var fundet, og det spredte sig hurtigt til andre laboratorier, hvor fælles for eksperimenterne dog var, at stoffet, grundet at det indtaget påfaldende nok lignede psykosen, måtte kunne kurere sindslidelser!

Omkring 11 år efter at det havde holdt sit indtog i Amerika, begyndte forskellige unge forskere at interessere sig for det.

Timothy Leary var en guru for sin tids oprørske ungdom. Han holdt foredrag, eksperimenterede med psilocybin - og primært LSD - med kollegaen dr. Richart Albert stiftede forskellige organisationer for "indre frihed", omdelte LSD, forsøgte at gøre stoffet globalt som et sakramente og var bla. herved en af faktorerne, der gjorde, at det 1966 blev forbudt.

I 1964 udgav han sammen med to andre "The Psychedelic Experience", en indgang til indtagelse af stoffer, med den såkaldte tibetanske dødebog som skabelon. Leary's tolkninger var det ofte sete billede af to virkeligheder og beskrivelsen af stadier til at nærme sig den åndelige via LSD, andre stoffer eller meditation. Hans visioner omfattede en vis portion guder, hero'er, engle og lignende, og han klassificerede visionerne i 7 typer, dog indbefattet de indledende euforiske eller præastrale stadier herunder.

Epistemologisk ser han som de fleste andre, "at det er hjernen selv, der producerer synerne. De findes ikke i virkeligheden."!

Et lidt andet billede havde Allan W. Watts, hvis erfaringer med stoffet fik ham til at udtale, at kroppen og sindets adskillelse er en illusion, og til at stille spørgsmålet om hjernens orden skaber verdens orden eller omvendt. Baggrunden for hans forsøg og erkendelser havde sit fundament i zenbuddhistiske og taoistiske studier, og hans egentlige forehavende, som var et forsøg på via den nye erkendelse, som både stofferne og religionen gav, at ændre den vestlige bevidsthed og leveform, var kendetegnende for de psykedeliske filosoffer.

Med så devesterende opdagelser, som stofferne gav, opstod et behov for at ændre den vestlige verdens levevis, og det medførte samtidig, at stofferne fik status som sakramente, hvis senlatinske rod er det græske mystérion, der igen kommer af mystés.

En mere passiv holdning til det øvrige samfunds levevis fandt man i slutningen af 60'erne i antropologen Carlos Castanedas beretninger om mødet med den mexicanske brujo Don Juan. Det var både pigæble, nøgenhat og peyoteknopper, der ledte Castaneda igennem en længere læretid, men i særdeleshed Don Juans lære, som var typisk overlegen, afklaret og afbalanceret indiansk.

I den videre kronologi finder vi John C. Lilly, som var en af pionerende med rejser fra vandtank, dvs. sensory deprivation. Han havde haft religiøse visioner allerede i sin barndoms katolske kirke, og hans senere rejser udspillede sig iblandt keruber, serafer og andre engle. Hans LSD-trips var ligesådan, og et eksempel herpå var en tunnelagtig indgang, han oplevede foran et spejl, hvori hans ansigt transformeredes generationer tilbage til et urmenneske, der befandt sig i omgivelser med en sabelkat. Han benyttede sig også af en slags selvprogrammering før rejserne, der f.eks. udmøntede sig i rejsedestinationer, som lærte ham landskabet at kende, og som lærte ham at gebærde sig i det.

I et tilfælde, hvor han var døden nær, mødte han en tærskelvogter, der guidede ham i den kritiske situation, og som han mødte flere gange siden. Da LSD blev forbudt, gik han over til udelukkende at bruge vandtanken og andre ikke-stof-baserede metoder som f.eks. ordgentagelse, åndedræt etc., og hans erfaringer hermed og med den tidligere brug af LSD var meget baseret på menneskets underbevidsthed som bestående af forskellige rum, nogen mere åbne end andre.

For Andrew Weil var spørgsmålet om forholdet mellem krop og sind igen centralt. Han var forgangsmanden inden for eksperimenterne med marihuana i slutningen af 60'erne, og han så behovet for bevidsthedsudvidelse som en drift. Forstanden er sindets tankeproducent, men tanker er ikke realiteter, og han mente videre, at for at erkende realiteterne direkte må man give slip på forstanden og løsrive sig fra tanken. Han så, at i mysteriet findes den anden virkelighed.

Den sidste af de offentlige eksperimentatorer, inden barbituraterne for alvor overtog markedet, var Stanislav Grof. Han startede med "almindelig" terapi med LSD, men brugte senere stoffet i thanatologisk øjemed, og efter at have overværet flere 1000 rejsende - med efterfølgende samtaler - delte han oplevelserne op i 4 grupper.

Den første var abstrakte og æstetiske oplevelser med de respektive mønstre, farver og tings gradvise transformation - hvilket han benævnte "optisk illusion" - hvor amorfe genstande dominerer og ofte animeres.

Den anden gruppe kaldte han psykodynamiske oplevelser, og det var fremkomsten af tidligere erindringer, uløste konflikter og andet fortrængt materiale.

Perinatale oplevelser blev grupperet for sig, med alt hvad der havde med fødsel, død og genfødsel at gøre, og religiøse og spirituelle oplevelser opstod så som et produkt af de primale udløsninger.

Den sidste gruppe var transpersonelle oplevelser, som Grof mente opstod på grundlag af tidligere udført terapi via de andre stadier. De opstod efter, det han kaldte, egodød og genfødsel, og var derved prægede af oplevelse af forening med verden, at være verden og overskridelse af tid og rum. I andre tilfælde påtager personen sig et andet væsens identitet, f.eks. et dyrs og heri også mødet med andre universer, mytiske landskaber, guddomme etc. En så stor gruppe, at han fandt det vanskeligt at finde et passende principium divisionis, og det hele blev så terapeutiseret ud fra en freudiansk symbolik og på baggrund af hans egne LSD-sessions.

 

En ordentlig skovlfuld ideer som analogisk stillet op egentlig alligevel giver et rimeligt overskueligt billede af menneskets forhold til transcendent befordrende stoffer gennem tiderne.

Historien viser som sagt stoffernes indtog, da kommunikationsbehovets indtog delte verden i to. Vi har fulgt anvendelsesområderne fra åndelig kommunikation til ekstase, til indvielse i mysterier, til at "se", i politiske kontekster, til erkendelse, til trip, til terapi, til sakramente, til indlæring, til kur mod sindslidelser, til euforisk nydelse, farmakologisk og med naturlige berøringspunkter disse anvendelsesområder imellem.

Erkendelsen omkring stofferne og til syvende og sidst omkring verden og vores opfattelse af den er i sig selv et paradoks. For, når man taler om hjernen og sindet, er dét en del af hjernen og sindet. Det er som at tegne med en blyant på den blyant, man tegner med, hvilket jo igen er en koanisk og transcendent indgang til emnet og verden, en form for intellektuel transcendens.

Vores rationelle verdensbillede sidder af gode grunde så godt fast hos de fleste af de psykedeliske filosoffer, at de nærmest enstemmigt proklamerer, at hallucinationer og visioner er "optiske illusioner", "ikke virkelige", og at kroppen er adskilt fra sindet.

Man må starte med at spørge sig selv, hvor den adskillelse foregår ud over i sproget? Og hvorfor kun indtagede stoffer skaber alle hallucinationerne i hjernen, når "indtagede" sanseindtryk, og det vil sige verden, ikke gør det?

Egentlig er stofferne jo blot en påvirkning af hjernen som f.eks. kærlighed, had, smerte, og alle andre mulige former for sanseindtryk er det.

Neurologisk, overordnet set, ligger hovedmotoren i hypothalamus. Den ændring, LSD og andre stoffer tilfører, påvirker endokrinologien og derved homøostasen ligesåvel - blot kraftigere - som enhver anden form for sansning gør det. Den "homøostase", vores tankeproces benytter sig af, må være i ligevægt, må have et nulpunkt, for at en virkelighedsdefinition kan opretholdes. For hele vores liv er påføringer af ændringer, som bevæger os omkring dette nulpunkt. Det er påvirkningen af vores krop, som påvirker vores opfattelse af vores krop og derved en påvirkning af vores sind og opfattelsen af vores sind og dermed verden. For at der kan være en objektiv og veldefineret verden, må der være en opfattelse af en afgrænsning af denne, og den må ligge fra et i hypothalamus og via homøostasen veldefineret nulpunkt til en ydre grænse. Men begge dele er utopiske, da man allerede har problemer ved bare at skulle definere hypothalamus og de derfra videre processer i hjernen. Ydermere kan man nævne de stoffer, hjernen selv producerer, som påvirker os på samme måde, som stoffer gør det. Det er f.eks. adrenalin og adrenalins dekomposition, som frigøres i visse situationer. Alt sammen ting, der skaber krusninger i vores uligevægtige idealbillede af virkeligheden som hjernen i veldefineret balance.

 

Ens viden eller uvidenhed om stoffet og om verden sætter scenen til oplevelsen, ligesom viden om verden styrer og er verden. Den tidligere nævnte Hofmann eksperimenterede også med mexicanske psilocybinsvampe og fik her en oplevelse, der antog mexicansk karakter. Indianere benyttede kun planter, og de første rejser kunne være voldsomme, fordi plantens ånd, der skulle være deres guide, først måtte acceptere den rejsende, og ritualet og den viden om rejsen, de havde fået overgivet af tidligere shamaner, havde derfor en central plads.

I gennemgangen af eksperimentatorerne i vores århundrede ser man to grupper, dem der visionerer og dem der "bare" driver euforiske rundt. Men hos "primitive" bliver den der visionære shaman, og det er den samme, der primært indtager planter for at lære vejen at kende, og for at lære at se fjenders komme, for at kunne få hjælpeånder, for at kunne kommunikere med stammens totem og for at han kan styre stammen ned af den brusende flod, som roret på en kano.

 

Verden er subjektiv, hvori objektiviteten blot er en subjektiv observans og praktisk foranstaltning. Man hører kun, hvad man forstår og ikke hvad andre siger, og man vil derfor altid nå visse deadends, når man taler med andre, men også når man selv prøver at forstå verden. Disse deadends er transcendent befordrende, men ikke nødvendigvis som mange opfatter transcendens. En givtig indgang ligger i at kunne transcendere ens syn på verden, så den blot ændrer kulisser, personer og handling. Et astralt landskab er ikke noget, der nødvendigvis foregår mere inde i hovedet, end verden gør det, og man vil hurtigt kunne genkende visse mytologiske begivenheder i menneskelige hverdagsbegivenheder, som til syvende og sidst er vores naturkræfter, ånderne og guderne.

Stoffer eller ikke stoffer? Skal man kravle ned af en bjergside, er det bedst at have det rette udstyr og en vis erfaring fra mindre bjergsider, og på samme måde er det med stoffer. Teleologiske rejser er mulige via begge metoder. Frygten for ikke at kunne »styre« hændelserne med stoffer kan måske vælte en ud i nogle voldsomme oplevelser, hvor man måske føler en større sikkerhed uden, og hvor man kan komme ligeså langt. Men det er forskelligt.

Det drejer sig om lejlighedsvis at fjerne det gelænder, som vi mennesker har behov for at støtte os til i livet. Men da vores opfattelse af vores krop er nem at skubbe til, er det blot et indlæringsspørgsmål. Små forandringer i vores hverdag tolker vi som virkelighedens dualisme etc., men overskrides disse forandringer en smule, brokker vores maskine sig, og vores forstand begynder at tale om "optiske illusioner" og lignende. Men det er blot vores model, der opløser sig og viser sin evne som transformator. Det kan ud over stoffer og den intellektuelle transcendens ske ved mangel på søvn, mad, luft, bevægelse, sanseindtryk eller ved overskud af luft, smerte, kærlighed, sanseindtryk eller monotomitet. Kan man lære at benytte sig af nogle af vejene, kan man lære sig verden, og kan man lære sig verden, kan man lære sig selv.

 

SPØRGEBREVKASSE
Ved ENW

 

SPØRSMÅL

Kære Erwin!

Tak for artiklen om børns forhold til og omgang med verden.

Mit spørgsmål er en slags forlængelse til den, og drejer sig om børns omgang med dyr. Det er en almindelig og udbredt opfattelse blandt pædagoger, psykologer og andre med et "professionelt" forhold til børn, at det er et sundt og naturligt led i børns opdagelse af og eksperimenteren med verden i en periode at mishandle dyr. Trække regnorme over, hive benene af insekter o. lign., som et udtryk for barnets "opdagelse af naturens barske realiteter" eller lignende. Men du har sagt, at dette er meget usundt for barnets sjæl og de dyrs ånd, det går ud over, hvilket vel også er temmelig selvfølgeligt ud fra den non-dualistiske opfattelse af verden som et levende menneskeskabt værk.

Ikke desto mindre kan det være svært at gennemskue problematikken til bunds, når man ikke selv direkte har den erkendelse, der ligger til grund for oplevelsen af verden som værende levende og skabt af egen ånd. Kan du uddybe forholdet (med hensyn til børnene og deres mishandling af dyrets ånd)?

Gælder problemet i samme udstrækning for den voksne?

SVAR

Dyr er maskiner og derfor i praksis ubevidste, så umiddelbart virker vores omgang med dem som ressourcer måske ikke så skæv. Her må vi imidlertid erindre os, at de ligesom alle andre fysiske genstande, men i langt højere grad, er udtryk for vores egen ånd.

Det er derfor ikke så underligt, at et menneske kan slutte et venskab med et dyr, som ofte kan være varmere end den forbindelse, det er i stand til at knytte til et andet menneske (omend det naturligvis må betragtes som et faresignal i lighed med det tilfælde, hvor moderen »elsker« sine børn højere end sin mand). Det, dyrevennen knytter sig til, er således for så vidt en entitet, en manifestation af hele artens enorme dynamik.

Forholdet til et tøjdyr er altså ikke mindre "rigtigt", fordi det ikke som hunden kan reagere mekanisk som på en dominerende han, slikke sin "herre", følge ham trofast, osv. Dette skal ikke ses som en undervurdering af kærligheden til en hund, men som en advarsel imod en tilsvarende undervurdering af kærlighed til tilsyneladende døde ting.

Pointen er naturligvis, at døde ting eksisterer ikke, alt er levende, organisk, produkter af organet hjernen. Som bekendt trives planter bedst, når man snakker med dem, i. e.: vor omgang med tingene lykkes bedst, når den foregår på et personligt plan.

Min gamle matematiklærer brugte altid på tavlen sin "bedschtefadersch paschscher" - hans tænder var ikke så gode - og dette intenst dekrepite instrument slog cirkler, som intet moderne værktøj ville have været i stand til. For os elever var der noget magikomisk ved den, og vi havde naturligvis ret.

Når det moderne menneske er så usikker i sine gøremål, skyldes det ikke mindst den ustandselige udskiftning af hans redskaber, og i børnehaven fylder de arme unger fortvivlet deres ånd på legetøj, der ikke er deres, der sluger den som et sort hul og intet giver tilbage. Det er lærerigt at mærke sig barnets utrøstelige sorg over en ubetydelig dims, som tilsyneladende let lader sig erstatte.

Det, vi ikke fatter, er, at det ikke er en knækket pind, det står med, det er et brækket ben. Endnu alvorligere er det, når vi udslukker liv.

Vi sender ånden væk, det er vores ånd, og den vender ikke tilbage. Naturligvis kan et ritual klare skærene, men det grundlæggende i et ritual er en sindstilstand.

Når min oldemor kasserede en madvare, der var blevet for gammel, kyssede hun den først. Hun viste den respekt i stedet for ligegyldighed, men hun trak også ånden til sig, og først i det øjeblik blev den kassabel, død.

Så længe vi har en pagt med det dyr, vi fortærer, det vil sige med dets ånd, gør vi ikke os selv skade - bortset måske fra tilegnelsen af et kræftfremkaldende proteinoverskud. Derimod er den mest veganske gulerod skadelig, hvis den ikke spises i taknemmelighed.

Vi kan imidlertid ikke have nogen pagt med et dyr, vi meningsløst dræber eller mishandler. Vi kan ikke få fjernet vores blindtarm uden at efterlade et ar, og vi kan heller ikke dræbe et dyr eller et foster uden at få et hul i sjælen.

Vi er altså nu ovre i de praktiske modeller og at forhindre sine børn i at vade ud på gesimsen, hvilket måske tenderer en "opdragelse". Men vi lærer jo vore børn at åbne dåser uden at skære fingrene af, så hvorfor skulle vi ikke lære dem tilværelsens andre omgangsformer, når blot vi ikke foregøgler dem en absolut moral, men simpelt hen informerer dem om konsekvenserne af denne eller hin handling.

At man ikke skal lyve, fordi løgnen er kreativ, det, vi siger, bliver sandt. At den, der tier, samtykker, lader det udtalte forblive skabt, i objektiv forstand.

Hvis vores nabo udtaler, at indvandrere er dumme, så er indvandrere dumme, indtil vi modsiger ham. Vi skal ikke diskutere med ham, for det nytter ikke.

Vi skal modvirke hans skabelse af en løgn ved hjælp af en sandhed, rive et dårligt hus ned for at kunne bygge et godt. Vi har medansvar for den konceptuelle frembringelse af verden.

At have sympati for ENW eller australnegrene og ikke ytre sympati for ENW eller australnegrene er åndeligt selvmord. ENW og australnegrene kan være bedøvende ligeglade i og med, at deres selvkonceptualisation er stærk nok til at eliminere alle konceptualisationer af dem, men den diskrete herre overlever det ikke.

Den, som lader sine medmennesker tro, at han også er et dumt svin, bliver også et dumt svin. It's as simple as that.

Det er ikke vovemodet, der er farligt, for det er begyndelsen til alting, det er fejheden, som lægger livet øde, som gør os mindre og mindre, indtil der ikke er noget tilbage. ERGO: Salige er de, som hader Neutzsky-Wulff af et godt hjerte, for de har da ikke det problem.

At man ikke skal stjæle, fordi man stjæler ejermandens ånd med, og den vil ikke gøre godt i ens mave. Så af rent praktiske årsager er det altså udmærket at lære børn at være ædle og modige, og frem for alt: ikke bilde dem ind, at disse egenskaber vil gøre dem mindre skikkede til at overleve i en hundsk verden.

Den, som ikke tænker på sig selv, er uovervindelig, for hvordan kan han såres? Ikke at følge moralen og loven, men at følge sin egen drift og lade den blive lovgiver, en drift, som altid er en drift mod andre, og aldrig blot vil sig selv. Stolthed; at være stolt over at være netop mig og ikke en anden, med de egenskaber, jeg har, forskellig fra, ikke lig min næste. Over at blive foragtet af de lave og lovlydige for det.

Vigtigst af alt: ikke at blive accepteret. Når folk begynder at synes, at du er såmænd en meget flink fyr, THAT'S when you begin to die!

Stolthed på næstens vegne, det er ærbødighed for hans egenart, når blot han har en, og kun foragt til overs for den, som slet ikke er noget, som er moralsk, for hvordan kan man respektere ingenting for ingenting? Lære dem at falde fordømmelsen i talen; når en af de legale skurke sjofles, at råbe: Fy! I taler om et menneskehjerte! eller som Elsebeth plejer at sige, når tegnefilmsheltenes modstandere betegnes som "de onde": Det synes deres mor nok ikke! Eller som når forfatteren i VERDEN efter en minutiøs skildring af en antik hær på march formaner sin læser:

 

Stil dig altså ikke from an og sig mig, at du ikke forstår disse mennesker, som om det var noget beundringsværdigt, men gør med forfatterens hjælp, hvad du kan for at krybe ind i nakken på disse og se ud ad deres øjne. Se, nu ligger Elas dal jo foran dig.

Og er denne hær på march en vederstyggelighed for din gud, så er den dog også et vidunder på tusind ben, trampende og råbende, brølende og vrinskende, raslende og klirrende, med ukuelighed malende støvet. Kongen er en brudgom omgivet af sine brudesvende, hed og rød.

Han er Daghon selv, der stiger op på en høj og spreder skyggerne, hans geledder tæpper af regn. Sin stridskølle og sit spyd har han medbragt, sine skyer, sin vind, sin vandsæk og sin regn.

Hvor hans krigere går frem, vokser roser og liljer. Ser du ham nu, den formummede kriger bag det runde skjold, ikke dig selv i ham, men ham i dig?

Jo, lidt kan vi nok gøre for at opdrage på vores børn, om ikke andet så for at modvirke skolens og samfundets hadpropaganda. Hvor meget det så nytter, er en anden sag.

 

SPØRGSMÅL

ELECTUS kan vise de samme symptomer som vocatus, men dertil kommer i reglen en påtrængende genius, eller ligefrem besættelse. En hård nød at knække for mystagogen, men lykkes det, har vi her den nye mystagog.

1. Hvorledes trænger denne genius sig på. Og den adoption af en arbejdsløs dæmon som du omtaler andetsteds - nærmere omtale er ønskelig.

2. Hvad er resultatet hvis det ikke lykkes for mystagogen at knække den hårde nød.

3. Du må osse gerne elaborere på din strejfende omtale af anankasmer.

4. Til slut et mere konkret spørgsmål. Hvorfor advares der så kraftigt imod at indtage et tilbudt måltid i astraliteten.

Jeg er klar over at det kan være svært at tale i generelle vendinger omkring disse spørgsmål men selv et forsøg på besvarelse vil blive modtaget med kyshånd.

Ærbødigst og med de venligste hilsener

Steen Rasmussen

 

SVAR

På trods af min afvisende holdning bliver jeg stadig med jævne mellemrum ufredet af pressen. Forleden var det en dame fra DR, der ville vide, hvad det var med de dæmoner.

I det (sjældne) tilfælde, hvor jeg fornemmer at være i forbindelse med en rudimentær intelligens, forsøger jeg i det mindste at få vedkommende tilbage på sporet. I dette tilfælde måtte jeg forklare hende, at "dæmon" stort set svarede til hendes "sjæl", dette gådefulde residuum, efter at resten af verdens ånd er grundigt eksternaliseret.

Blot altså ikke plasticposen i hovedet, men givetvis noget dynamisk (dynamikken) personligt, den del af vores ånd, der ikke manifesterer sig som verden, men som drift. At de babyloniske besættende ånder var fremmede og derfor skadelige, men ikke nødvendigvis ondsindede.

At "kuren" var den samme som ved det almindelige sjæletab, forsoning med "sin gud". Jeg nævnte også Lawrences "holy ghost" som eksempel på et sjælebegreb af nyere dato, og i associativ forlængelse heraf Guds hellige ånd, som i den messianske epoke skulle erstatte alle disse mere jordbundne ånder.

Det synes åbenbart ud fra dit brev, at du ved alle disse ting, men repetition skader jo aldrig. Hvordan manifesterer genius sig så?

Ja, hos den uindviede som sagt udelukkende som tilbøjelighed, ikke en tilbøjelighed for småkager, men en impuls, der er irrationel, fordi den er transcendent. I civiliserede kulturer (dem, vi plejer at kalde primitive) er tilegnelsen af (bevidstgørelsen af, konfrontationen med) genius varetaget af en selvkvest, den unge mand eller kvinde går ud i ødemarken for at møde sin ånd.

I vores a- eller antikultur er dette naturligvis mere problematisk. Her må man aktivt opsøge sin dæmon, skabe/manifestere en.

Det er her, de arbejdsløse kommer ind. Den nemmeste måde er ved demutation af en materipetal ved affektion.

Det er således en god ide at give et barn et (eet) tøjdyr, som en materipetal kan flytte ind i. Denne materipetal vil så, om alt går vel, demutere til en brugbar genius, når det når skelsår og alder.

Den, der har haft mindre forudseende forældre, må selv i gang. Materipetaler kan "manes" på utallige måder, som eksemplificeret i MAGI.

Den seksuelle er altid effektiv. Det er betydningen af den mystiske ligning i FAUST: RITHMA=THARMA.

Endelig kan en materipetal tilsvarende demuteres af en elemental som i tilfældet med bamsen, den elskede genstands ånd transmuterer, hvorefter genstanden i reglen håndteres som fokalpunkt for den afledte entitet, hvilket muliggør refokalisation eller direkte defokalisation, en defiksation, som faciliterer transmutationen til dæmon. For electus er alt dette på engang nemmere og sværere.

Dæmonen manifesterer sig fysisk, eller den gemmer sig lige bag en tyndslidt blokering, ofte med paranoia persecutoria til resultat. En sådan daimon er en tikkende bombe.

Mystagogens opgave er altid at forlige mysten med sig "selv", men her er dette selv så påtrængende, at dissociation (opløsning af personligheden) er en risiko. Når mysten er i mystagogens hænder, er der naturligvis ikke længere nogen fare. Han vil tage sig den nødvendige tid og ikke utænkeligt begynde med at forstærke blokeringerne på de udsatte steder, og derefter begynde et helt andet.

Anankasmen eller tvangshandlingen svarer som "strejfet" til RITUS i transcendensen. Det er det fortrængte "magiske ritual".

Bevidstgørelsen af disse er en vigtig del af mystagogikken, men det er vanskeligt at sige noget generelt om dem, deraf min tavshed. Ligesom med fetisher og fobier er nogle selvfølgelig klassiske, fordi de repræsenterer centrale aspekter af transcendens (f.eks. flyve- og faldeglæde og -skræk).

Eksempelvis skal den transcenderende fase være så kort som muligt, så vi ikke kommer til at sidde fast som Peter Plys i kaninhullet. Vi skal med andre ord springe og ikke træde på mellemrummet mellem fliserne - det er jo så enkelt, at det lyder helt freudiansk!

Det skal i den forbindelse nævnes, at min nabo altid går tilbage og rusker i døren tre gange. Andre anakasmer er mere uigennemskuelige.

Insistensen på renhed i ritualet - fordi vi kommer op på et omdrejningstal, hvor et støvkorn kan gennembore en stålplade, og vi derfor ikke kan tillade os nogen form for halvhjertethed (hjertets renhed er at ville eet) - kan således blive til indviklede vaskeritualer, som i efterrationalisationen knyttes sammen med en mysofobi, som tværtimod er associeret med materialisationen. I betragtning af, hvor præcist et instrument transcendensen er, kan det i det hele taget ikke undre, at så mange anakasmer tangerer en overdreven "ordenssans".

En tendens til berøring kan være instinktiv afladning. Det åndelige menneske oplader ånd som en akkumulator, og hvis det ikke til daglig giver sig af med at behandle skrofuløse ("healing" er popversionen), kan dette være yderst plagsomt. At berøre panden med en "død" genstand aflaster.

At indtage et måltid i astraliteten vil have en tendens til at binde kvestoren til det pågældende enigme og således modarbejde dets løsning, medmindre naturligvis det indgår i løsningen (EAR-ME-DRINK-ME).

Jeg håber, jeg har besvaret dine spørgsmål nogenlunde tilfredsstillende. Over for en vidende, men ikke indviet person kan det ofte være svært at finde grænsen mellem det svævende og for tekniske. Glædelig jul.

erwin