ELSEBETH NR. 7

 

TIDSKRIFTET
ELSEBETH

 

Nr. 7.
AUGUST 1993

 

Tidsskriftet ELSEBETH
Nr. 7. 1993

"Nyheder", "Monitio", svar i "Spørgekassen"
og "De 3 Bejlere": Erwin Neutzsky-Wulff,
"Neutzsky-Wulffs "an sich"": Uta Kreie.
Oversættelse af "Sepher Yetzirah": Lennart Amden,
"Eventyret om Verden": Mikkel Starup,

Korrektur: Jens André Pedersen
Redigering, layout og udgivelsse: Simon Falkentorp tlf.: 86-92 85 89
Overskrifter er sat med Tiffany Heavy
og brødtekst er sat med Times New Roman
Kopiering: Sidsel S. Petersen
Bladets adresse er:
Giro: 1 07 28 54
Tidsskriftet ELSEBETH
Postboks 1483,
8220 Brabrand.

 

Illustrationer i dette nummer:

Forside og hebraiske tegn i Sepher Yetzirah: Simon Falkentorp
Side 14: Politikens Filosofileksikon
Side 20 og 22: A. E. Waite: Rider Tarot
Side 42, 43 og 46: Grimms Samlede Eventyr, (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1991)
Side 50 og 51: ENW: Magi (Borgen 1986)

 

Tidsskriftet ELSEBETH formidler viden om fænomenologi mellem ånd og verden, på grundlag af spørgsmål til forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff og seriøse indlæg fra læserne. Bladet er et not-for-profit-foretagende og må således ikke videresælges med fortjeneste. Det udkommer, så tit redaktionen har modtaget tilstrækkeligt stof til et blad.

Prisen pr. eksemplar inkl. porto af alle numre er pr. 1. Februar 1993 25,-. Bestilling foregår ved indbetaling på ovenstående adresse og giro-nr. med tydelig angivelse af navn, adresse, og af hvor mange eksemplarer af hvilke numre, der ønskes. I tvivlstilfælde kan man ringe til redaktøren på ovenstående tlf.-nr.

 

INDHOLD:


NYHEDER ENW

NEUTZSKY-WULFF "AN SICH" UTA KREIE

MONITIO ENW

TABULA AUREA MED OVERSÆTTELSE AF ANONYM

SEPHER YETZIRAH OVERSÆTTELSE AF LENNART AMDEN

EVENTYRET OM VERDEN MIKKEL STARUP

SPØRGEBREVKASSE VED ENW

DE TRE BEJLERE ENW

 

Det er på et hængende hår! Efter at have ventet i et halvt år på materiale til ELSEBETH uden andre henvendelser end utålmodige læsere, og på bladmordets rand, vælter det pludselig umådeholdent ind med masser af solidt og krævende stof af forskellig art fra læserne. Og dette nummers "gæsteskribent" har været så venlig at skrive lederen under nyhedsspalten, hvorfor jeg vil indskrænke mig til at gøre opmærksom på redaktionens nye telefonnummer: 86-92 85 89

Og så lige, at Claus Johansen fra Forlaget SFK (66-10 47 67) har meddelt, at ENW-bibliografien nu skulle være på trapperne.

Simon

 

NYHEDER
ENW

ET NYT ELSEBETH?!

Da jeg i sin tid sammen med Simon tog initiativet til ELSEBETH, var det ikke min hensigt at skrive mere end højst 50% af bladet. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

I den første årgang tegner jeg mig således, så vidt jeg kan regne ud, for mindst 90% af det samlede materiale. Det havde jeg ikke tid til i længden, rent bortset fra, at det fik bladet til i sørgelig grad at ligne disse en-mands-fanzines, hvor redaktøren belemrer sine læsere (læs: andre fanzine-redaktører) med sin uforgribelige mening om dit og dat, og især pjat - for det skal jo fylde!

Resultatet var, at jeg omkring nytår var noget skeptisk med hensyn til en ny årgang og følgelig stillede sagen i bero. Det var åbenbart den rette taktik, for efter nogen tids desorientering begyndte bidragene at komme ind, og med opmuntrende konsekvens interessante og solide.

Dette - og dette alene - er baggrunden for, at der nu efter et halvt års pause atter er et nummer af ELSEBETH »på gaden«. Et nummer, der altså peger fremad, omend jeg nok i fremtiden vil være noget mere gavmild med mine bidrag.

Jeg er nu kommet så langt ind i VERDEN, at det begynder at klø i fingrene for at blive færdig. Det er nok usandsynligt, at jeg kan holde denne arbejdstakt, men så er jeg da kommet så langt!

Formodentlig vil dette skifte også forårsage en vis ind- og udvandring af læsere. Der kunne måske komme flere til, men mange vil sikkert også trække sig.

Der er allerede tidligere gjort indsigelser mod bladets "akademiske" præg. Dette afhænger naturligvis i nogen grad af, hvordan man mener, kampen mod det bestående skal føres.

For hundrede år siden havde vi, hvad man måske kunne kalde for en intellektualisering. Bonden og senere proletaren skulle samle sig åndelig ballast til at stikke den bedrevidende reaktion.

Så kom reaktionen, som man let kan mistænke som fjendens modtræk: Deintellektualiseringen. Pludselig var lærdhed det beståendes prærogativ (We don't need no education, skråler Pink Floyd i "The Wall"), og modgiften var en art aggressiv fjollethed eller skikkelig uvidenhed.

Pædagogerne holdt op med at forsyne eleverne med viden og gav dem i stedet en fad, skræddersyet menneskekundskab, som blot var et opkog af denne klasses egen hysteriske livsforskrækkelse. Disse udannede er nu blevet (en slags) akademikere.

Og dermed har samfundet i virkeligheden spillet os i hænde. Det er nu pludselig ikke spor svært at trumfe degnen og magisteren, for degnen og magisteren er idioter, hvis kulturbaggrund kan være på 335 sider med stor skrift.

Konklusionen er, at we do need an education, ikke for deres skyld, men for vores. Ikke en uddannelse, som noget universitet kan give os, hvis formålsparagraf er en nedbringning af pensum.

Hvad vi ikke behøver, er den aldeles uvidende selvbehagelighed, der kalder sig humanisme, tolerance og progressivitet samtidig med, at den er det mest menneskehadske, chauvinistiske og konservative synspunkt i menneskets historie. En holdning, der søger patent på menneskelighed og i sin egen totale kulturløshed forkaster alle kulturer og kulturfænomener, tidligere som samtidige.

Dette betyder ikke nødvendigvis, at vi skal holde os fra universiteterne. Professorerne har måske jord i hovedet, men jord er også den første forudsætning for, at noget kan gro.

Og i al deres imbecile pænhed, deres overvintrede hang-ups sporer man kulturløshedens fortvivlelse. De er nysgerrige uden egentlig at ønske at være det, og deres håbløse kamp er ikke så meget mod os som mod dem selv i deres egne spindelvævsdækkede hjernekister.

Det, det er så vigtigt at opdage, og som vi derfor ikke må opdage, er, at der er en ny kulturkamp på vej, denne gang al kultur mod slet ingen kultur. Al øjeblikkelig debat er om kejserens skæg.

Man er vendt tilbage til skolastikken som den sikreste, hvor man diskuterer alenlangt professor As kommentar til professor Bs udlægning af en afdød filosof, uden at nogen nogen sinde kommer på den tanke at læse manden forfra eller se ud ad vinduet. Alle kulturfænomener er irrationelle og hedenske, og man kan derfor slet ikke tage dem alvorligt, og derfor bliver man i forsamlingshuset med Marens mening om Mettes menstruation.

Det er en opvoksende akademisk generations opgave at gøre opmærksom på, at THE WORLD IS OUT THERE, og så slem er den altså heller ikke, man kan godt til nød beskæftige sig med den, så at det næsten bliver legalt at læse igen. Den klassiske kultur og litteratur er ikke et menneskeædende uhyre, som vi nu endelig har fået bidsel på, det er menneskelighedens skatkiste.

Alle de, som gik før os, gik ikke nødvendigvis fejl. Og samfund uden kultur er en langt uhyggeligere ting end noget anarki.

Vi har ingen rod og modstandskraft i forrige tiders menneskelighed, vi har glemt, hvad menneskelighed er, hvad Mennesket er, eller vi tror, vi lige har opdaget det. Derfor kan også den første den bedste ambitiøse politiker appellere til vores mest hensynsløse egoisme uden at frygte, at nogen menneskelighed skal blande sig.

Denne menneskelighed er nemlig ikke en rask tillært belevenhed, en sådan kan nemlig altid kun være et overfladisk skalkeskjul. Menneskelighed er derimod vores gennem årmillioner omhyggeligt sammensparede biologiske arv og gennem årtusinder opbyggede selvbevidsthed, bevidsthed om, hvad det vil sige at være menneske, dets muligheder og farer.

Vi kan ikke kaste disse æoners viden om mand og kvinde, kærlighed og had, ånd og kød ud ad vinduet med en flot bemærkning om, at sådan troede man inden den guddommelige åbenbaring, vi fik i torsdags. Sådan gjorde kristendommen; legioner af fladfodede missionærer påtvang store kulturer deres dogmer og sygdomme og bragte dem til randen af udryddelse.

Vi gør klogt i at lade denne kirkes skæbne være vores MENE TEKEL. Også på den gjorde en Renæssance en hurtig ende, og et frihedsskrig opløftede sig, som Gud atter blev guder, Loven love, og andre kontinenters og tidsaldres udøbte og djævle atter en slags mennesker.

Uheldigvis føres denne kamp altså nok en gang ved at udlæse og udtænke modstanderen, ikke - som en læser foreslår det - ved at hælde vaskemiddel i springvandet. Det er naturligvis svært og dermed kedeligt for nogle, og for sådanne vil ELSEBETH blot tjene som et unødvendigt indhug på deres vaskepulver- og plastichundepølse-budget.

Måske er det et symptom på denne omstrukturering, som det vist hedder nu om stunder, at læserbrevene synes at gå lidt i tomgang, hvorfor jeg i dette nummer har begrænset mig til at besvare et enkelt, og det yderst kort. Jeg synes i øvrigt, Niels Petersens forslag om at trykke what they're really saying i DØREN er morsomt, men så skal det være en ordentlig oversættelse, og en sådan tillader mit arbejdsskema ikke før omkring den 1. oktober - Simon, remind me, please!

Et nyt ELSEBETH? Ja, hvorfor ikke?

Der er jo altid room for improvement. Ikke sandt?

 

READ ALL ABOUT IT!

Noget sker der jo altid på et halvt år, men netop denne tid synes at være svanger for min "karriere". Faktisk tyder alt (selv salgstallene!) på, at min læserskare for øjeblikket er i rivende udvikling, hvilket forståeligt nok bekymrer mig noget.

Eneste forklaring synes jo nemlig at være, at idioterne er begyndt at læse Neutzsky-Wulff - så mange intelligente mennesker er der simpelt hen ikke i Danmark. Jeg er med andre ord ved at miste min kultstatus og blive læst af pæne mennesker.

Mere kontante og glædelige følger er, at gamle bøger begynder at udkomme igen, i første omgang ANNO DOMINI, GUD, 33. MARTS og HAVET. Borgen overvejede, men konkluderede, at salget af et eventuelt genoptryk trods alt var for lille til, at man med fordel kunne befatte sig med det.

Det bliver så Klaus Johansen, der kommer til at tage sig af det, og skønt det første formål er at mætte ENW-hungrende biblioteker, som der efter sigende skulle ikke være så helt få af, vil der naturligvis også være mulighed for at lokke et par stykker ud af den lokale boghandler. Han har endvidere lovet, at udstyret bliver en hel del bedre end på originaludgaverne, ordentlig sats, m.v.

Så begynder jeg at udkomme som lyd-bog, i første omgang 2000, ligeledes til efteråret (87 kassetter?!) Endelig genudsender Sphinx mine tarokkort, atter i en væsentlig forbedret udgave, men i et oplag, der skulle gøre dem rimelig billige, og med en nyskreven brugsanvisning af undertegnede.

Jeg har også begået endnu en gendigtning af en billedbog, som denne gang har yderst lidt med forlægget at gøre. Den hedder DEN BLÅ KANIN og er på det nærmeste en brugsanvisning for børn i at skaffe sig en materipetal som legekammerat. Folkekirkepræsterne are gonna love that ...

Der har også været en del foredrag, men der er dog stadig et par igen, bl.a. et i Københavns-området, nemlig tirsdag den 24. August kl. 19.30 på Valby Bibliotek, Annexstræde 2. Der er også et på Ringsted Bibliotek onsdag den 15. September, og det er klokken nitten. Og så helt ude i snoren: Ditte Brøndum fra Kunstakademiet er begyndt at male mig, og et russisk forlag er vistnok interesseret ...

 

VERDENS-SITUATIONEN

Ikke overraskende er jeg også nået et godt stykke videre i VERDEN i løbet af det halve år, ja man kunne fristes til at sige, at enden er i sigte! Jeg har således færdiggjort ottende del (LEGION) og er fire kapitler inde i niende (EN NY JORD). Jeg skriver på side 927 ...

 

NEUTZSKY-WULFFS
"AN SICH"

ERWIN NEUTZSKY-WULFFS WELTANSCHAUUNG
MIT GEWISSEN PARALELLEN ZU KANTS
"DING AN SICH"

AF UTA KREIE

In dieser Aufgabe möchte ich beschreiben, wie ein paar von Kants zentralen Gesichtspunkten bei Erwin Neutzsky-Wulff zu einer modernen biologischen/religiösen Erkenntnistheorie moderiert werden, dessen Grundzüge versucht angedeutet werden sollen.

 

Hume hatte gemeint, daß ein Kausalitätsverhältnis unmöglich zu beobachten ist. Kausalität ser einzigst und allein eine aus Gewohnheit gewordene Interpretation, die sich daraus begab, daß bestimmte Begebenheiten immer wieder auf die selbe Art aufeinanderfolgten. Somit zog er der Wissenschaft, die gerade auf Kausalität baute, den Boden unter den Füßen weg, und so stellte sich heraus, daß das Fundament der Wissenschaft offenbar in Grund und Boden ein metaphysisches Verhältnis war.

Kant war nun der Meinung, daß man, bevor man versucht etwas zu erkennen, erst einmal untersuchen sollte, wie der Mensch erkenne, was er erkennen könne und ob es Grenzen der (menschlichen) Erkenntnis gäbe.

Als ihm die synthetischen a priori Urteile einfielen, die offentsichtlich unsere Erkenntnis unabhängig von unserer Erfahrung erweitern konnten, fragteersich, wodurch die Fällungeines solchen Urteils überhaupt gutgeheißen werden konnte. So kam Kant auf die transzendentalen Voraussetzungen, die nicht nur diesen Urteilen Gültigkeit verliehen, sondern die auch die Form jeglicher Erfahrungen und Erkenntnisse ausmachten, denn die transzendentalen Voraussetzungen waren es, mit denen wir erkennen, durch sie wird Erkenntnis erst möglich. Diese Voraussetzungen bestehen aus den Formen der Anschauung, Raum und Zeit, und aus den von Kant 12 gefundenen Kategorien, von denen Kausalität die eine ist. Sie sind transzendental, weil sie sozusagen vor der Erkenntnis und vor der Erfahrung liegen, bzw. diese erst ermöglichen, weswegen Kausalität auch nicht zu beobachten ist. Sie können als eine Art Brille gesehen werden, durch die der Mensch die Welt erkennt und erfährt.

Die Welt, die wir durch die "Brille" sehen, d.h. die von den Kategorien und Anschauungsformen abhängige Welt, bezeichnet Kant als das "Ding für mich". Über die Welt hinter den Kategorien, über die von ihnen unabhängige Welt, können wir nichts sagen, und wir können sie nicht erkennen, denn sobald wir etwas über sie aussagen, ist es nicht mehr die Welt an sich, das "Ding an sich", die wir erkennen, sondern gerade die mit unserem Begrifsapparat erkannte Welt, das "Ding für mich".

Das "Ding an sich" ist eine metaphysische Größe, da sie nicht zu erkennen ist. Laut Kant ist Metaphysik auf den Menschenverstand zurückzuführen, der so eingerichtet ist, daß er es nicht sein lassen kann, Fragen über das "Ding an sich" zu stellen, bzw. erkennen zu wollen, was er nicht erkennen kann, da die Antworten, wie gesagt, unumgänglich durch die "Brille", durch die Kategorien, gesehen sind.

Manchmal ersetzt Kant auch das "Ding an sich" mit einem "x", zu verstehen als das, was vor unserer Sinneswahrnehmung liegt, oder als das, was übrigbleibt, wenn man das "Ding für mich" abzieht. Nicht ganz so eindeutig wird es auch als das dargestellt, was unsere Sinne affiziert.

 

Somit gehen wir zu Neutzsky-Wulffs Weltanschauung über. In der geht er vorübergehend, vorläufig von einem Gebrauch, einem Verhältnis aus, das Kanes "Ding yin sich" ähnelt, das er aber unkonzeptualisiertes Potential nennt Später wird es sich zeigen, daß die Annahme des "Ding(s) an sich", varstunden als sine unbegrifflich illich gemachte "äußere Welt", nicht notwendig ist.

Wenn ein Mensch geboren wird, bringt er sozusagen einen "Sack voll von Bausteinen" mitsich. Wenn die "Bausteine" zusammengebaut werden, erschaffen sie eine Welt, d.h., daß der Mensch nicht, wie Locke annahm, als eine unbeschriebene Tafel geboren wird, die nach und nach beschrieben wird, sondern daß er die für eine Welt notwendigen "Bausteine" schon besitzt, bevor er überhaupt auf die Welt kommt.

Der Okzipitallappen mit seinem Sehzentrurn ist einer der vier Lappen, die sich auf der Rinde des Großhims befinden. Neutzsky-Wulff betont, daß die Neuronen/Neuronzusammensetzungen dieses Lappens mit Platons "Ideen" verglichen werden können. Schon in den "simplen" Neuronen befinden sich z.B. geometrische Figuren und einfache Konturen. Es gibt auch "komplexe" und endlich "hyperkomplexe" Neuronen, die ziemlich komplizierte Figuren und Gestalten beinhalten. Wie Versuche mit Katzen gezeigt haben, sind die Ideen angeboren, bzw. a priori. Zusammengesetzt könnten sie ein ganzes Bild, Weltbild,herstellen, bevor der Mensch überhaupt das erste Mal die Welt erblickt.

Diese Ideen, Neuronen des Okzipitallappens, oder wenn man so will "Bausteine", werden, während der Mensch nun heranwächst, mit Vokabeln, Wörtern, versehen, so, daß nach und nach eine Welt für den Menschen begrifflich gemacht oder konzeptualisiert wird. Die mit den Vokabeln versehenden Ideen können auf unterschiedlichster Weise zusammengesetzt werden, und so einen Rahmen von Begriffen bilden.

Ein erst einmal existierender Begriffsrahmen bedeutet, daß alles, was ein Mensch in den darauffolgenden Jahren zu wissen bekommt, was er denken wird, seine Sprache und seine Art die Welt anzuschauen, unlöslich mit dem Begriffsrahmen verbunden ist. Und zwar so, daß er nicht, wenn man mit Kant vergleicht, die "Brille" ausmacht, durch die der Mensch die Welt erkennt, sondern indem die Welt "für mich" der entsprechende Begriffsrahmen ist.

"Det er meningsløst at tale om en virkelighed abstraheret fra vores begrebsverden, ikke at sige, at den er der, for det er sådan set en forudsætning for, at vi kan tale om begreber, der forholder sig til den, men det er meningsløst at tale om den. For vi kan kun tale om den med begreber, og dermed er den ikke længere den jomfruelige Ding an sich, men netop vores begrebsverden."
(MAGI, S. 22)

Wenn der Mensch dann anfängt sprechen zu lernen,wird die Welt definiert. Diese Definition ist abhängig von dem im aktuellen Kontext angewandten Begriffsrahmen, den man sich schrittweise aneignet oder den man übernimmt. Man. lernt, welche Ideen in der Kultur gebraucht werden, indem "Fehlvermutungen", Fehlzusammensetzungen nicht beantwortet werden, da sie dem spezifiken Begriffsrahmen entweder nicht entsprechen oder nicht in ihm wirken.

So ein Kontext kann z.B. unsere Kultur sein (die in dem Sinn global ist, da evt. Variationen kaum den Begriffsrahmen betreffen). Wächst ein Mensch in unserer Kultur auf, stellt deren Begriffsrahmen hohe Ansprüche auf eindeutige und präzise Kommunikation. Die Sprache ist auf einen rein kommunikativen Zweck eingeschränkt, so, daß inkommunikative Aspekte erst gar nicht definiert werden. Auf jeden Fall ist es so in in unserem Alltag, wo die Welt, die Wirklichkeit, objektiv und unabhängig vom individuellen Betrachter zu sein scheint.

Wächst der Mensch aber in einer völlig anderen Kultur heran (z.B.in einer von uns benannten "primitiven"), die einen ganz anderen Begriffsrahmen hat, der vielleicht nicht so hohe Ansprüche auf eindeutige Kommunikation stellt, wäre somit auch den inkommunikativen Aspekten Platz gemacht. D.h., daß der Mensch in dieser Kultur nicht nur eine andere Sprache haben würde, oder daß er die Welt ganz anders auffassen würde, sondern daß seine Welt hier ganz anders ist.

Treffen zwei Menschen mit unterschiedlichen Begriffsrahmen zusammen, ließe sich eine Verständigung nur teilweise vollziehen, da sich ihre Sprache, ihre Begriffe, nur teilweise decken würden.

Kant hatte damals den Fehler gemacht, daß er den von unserer Kultur angewandten Begriffsrahmen, der seine transzendentalen Voraussetzungen bestimmt/definiert hatte, mit den Grenzen der Erkenntnis identifizierte. Er hatte nicht daran gedacht, daß es in einer ganz anderen Kultur einen ganz anderen Begriffsrahmen geben könnte. (Ich werde später darauf zurückkommen, daß selbst unsere Kultur verschiedene Begriffsrahmen hat).

Für Neutzsky-Wulff besteht Sprache aus einem kommunikativen und aus einem kognitiven Teil. Die kognitive Sprache ist die sinnlich wahrgenommene Welt, die kommunikative Sprache ist die, die über die Sinnenwelt (die kognitive Sprache) spricht. Allerdings kann nicht über alles kognitive gesprochen werden. Da in unserer Kultur das kommunikativ, eindeutig Darzustellende die Definition der Wirklichkeit, unser Begriffsrahmen geworden ist, verschwinden die nicht zu kommunizierenden Aspekte aus unserem Begriffsrahmen und so auch aus unserer Welt. Es ist die Sprache als solche, die die Welt spricht,und die deswegen schwer zu kommunizieren ist (denn wie kommuniziert man Kommunikation?). Jeder Begriffsrahmen ist ein begrenzter, vom aktuellen Kontext abhängiger Ausschnitt aus einem unkonzeptualisierten Potential.

Ein Begriffsrahmen kann aber auch als ein "Model" gesehen werden. Model ist hier nicht zu verstehen als eine möglichst getreue Kopi des Originals (dazu müßte man das "Original", dases nichtgibt, sehen können), sondern eher als ein Werkzeug, daß uns die Möglichkeit gibt, die unkonzeptuelle Welt zu konzeptualisieren, so, daß wir mit ihr umgehen können.

Es gibt verschiedene Modelle.In unserer Kultur gibt es einmal das Alltagsmodel, das in Bezug auf Kommunikation nur Eindeutigkeit zuläßt. Wir haben aber auch, wie vorhin angedeutet, mathematische, biologische, musische, physikalische, usw. Modelle, bei einigen findet man sogar Zweioder Mehrdeutigkeit. Ein Beispiel ist der mit einem physikalischen Model betrachtete Elektron, der konzeptualisiert einmal als Welle, ein anderes Mal als Partikel auftreten kann.

Wichtig ist, daß kein Model "wahrer" als ein anderes ist. Jedes Model ist wahr, solange sich Menschen darüber einig sind, welches sie benutzen wollen, und solange es funktioniert.

Wir begehen also einen Fehler, wenn wir aus unserem alltäglichen Model herausschließen, daß es wahrer, wirklicher als sonst eines ist, es macht keine objektive Welt aus, sondern nur ein Model mit seinen Vor - und Nachteilen. Weder das "Ding an sich" noch die Sinneseindrücke af> affizieren die Sinne, denn Sinneswahrnehmung ist keine passive Registrierung.

"Objektivitet er consensus, consensus kriteriet for objektivitet. Det, vi begge kan se, er virkeligt.

Men om vi begge kan se det, afhænger igen at, om vi deler model. Endelig kan vi afvise den, der ikke deler vores model, som overtroisk, men det er i sig selv den mest blatante overtro og naivisme."
(OKKULTISME, S. 60).

An Gültigkeit verliert ein Model erst, wenn seine Grenzen überschritten werden, was aber nicht heißt, daß man dann auch die Grenzen der Erkenntnis überschreitet, da andere Modelle ein Model erweitern oder ersetzen können. Wir überschreiten z.B. unser alltägliches Model, wenn wir anfangen uns mit Erkenntnis zu beschäftigen, oder wenn wir etwas über inkommunikative oder atomphysikalische Verhältnisse in der Welt aussagen wollen. Das führt dann unumgänglich zu Paradoxen. Das alltägliche Model wird ungültig, und wir sind gezwungen, zu einem anderen Model überzugehen, um da unsere Erkenntnis zu erweitern.

Trotzdem herrscht unter den möglichen Wirkungsfeldern bei den unterschiedlichen Modellen keine Willkür. Das entscheidende ist immer, daß ein Model nur wahr ist, wenn und solange es seinen Zweck erfüllt.

"Næsten alt, hvad der er »realistisk« i verden, substans, rum, tid, »naturlovene«, har vist sig blot at være kategorier i Kants forstand, eller mere præcist: modeller.

Den eneste definition på en brugbar model er, at den virker og tillader os at beherske verden. Vi kan ikke meningsfuldt tillægge ordene »sandhed« og »virkelighed« nogen anden betydning."
(OKKULTISME, S.44).

Auf der Rinde des Großhirns befindet sich ein assoziatives tebiet, daß aus den vier Lappen besteht. Dedes dieror Lappen nimmt sich Binor bestimmten Funktion an, gleichzeitig stehen alle miteinander in Verbindung. Was das Entstehen des Models betrifft, erklärt mit Binom biologischen Model, hat hier der Parietallappen die wichtigste Funktion.

"...beslutningerne må tages på et grundlag, som parietallappen leverer. Her samles oplysningerne fra hørecentre (og Wernickes område for det hørte og læste ord, den mere passive del af sproget, ordforrådet, modsat grammatik og syntaks, som er lokaliseret i Broca) og occipitallappens specialiserede synscentre til en brugbar model.

Her bliver verden fysisk, konceptvel. Uden disse områder ville der ikke være noget virkeligt i vores almindelige forstand af ordet, intot beskriveligt, for alle beskrivelserne og begreberne, alle tingenes egenskaber og deres substans kommer herfra."
(VERDENS HISTORIE I, S. 53).

All das, was nicht begrifflich gemacht, kategorisien wird, verbleibt unkonzeptualisiert. Hier, im unkonzeptualisierten Potential, hat alles, wenn man es quantenphysikalisch ausdrückt, efne "Tendenz zum Sein" ist alles rein potentielt. Z.B. ist der Elektron an gar keinen richtigen Stelle, er ist potentielt. Solange der Elektron nicht (menschlich) konzeptualisiert wird, rolange ihm keine Aufmerksamkeit geschenkt wird, Bolange kein Model gebaut wird, Bolange existiert er nicht. Erst durch Konzeptualisierung (durch aktive Sinneswahrnehmung angesichts Bines Models) wird er etwas, nämlich ru Welle oder zu Partikel.

Das vom Großhirn gebildete Model, Sinnenbild, ist Wirklichkeit. Nehmen wir noch einmal das biologische Model in Gebrauch und wenden wir diesmal unseren Blick auf den menschlichen Organismus in reiver Ganzheit, so können wir, lavt Neutzsky-Wulff, herausfinden, warum, mit welchem Zweck oder mit welchem Motiv, das Großhirn ein Model baut.

Biologisch gesehen karm man den Menschen als efne Ansammlung von Binor unzähligen Menge Zellen rehov, und von deren Perspektiv ausgesehen, gift es, diere am Leben zu erhalten und zu fördern. Auf zellulärer Ebene ist das "der Sinn des Lebens": die Aufrechterhaltung der Zellen, d.h. die der Homöstase, um so die Aufrechterhaltung der Art sichern zu können.

Der Hypothalamus nimmt sich den einfachen vitalen Lebensbedingungen der Zellen an. E r reguliert unter anderem die Temperatur, die Nahrungs- und Flüssigkeitsaufnahme, die wir z.B. als Hunger oder Durst erleben, auch nimmt er sich Prozessen an, die der Fortpflanzung dieven, also der Sexualität. Für die komplizierteren Bedürfnisse wie Nahrungs- und Bogar Partnersuche ist das limbische System zuständig. Das limbische System und der Hypothalamus stellen nun ein komplettes und ziemlich komplexes Verhaltensmuster her, mit dem einen Zweck, die Art am Leben zu erhalten und zu fördern. Dieses Verhaltensmuster macht unser angeborenes, also nicht angelerntes Verhalten aus, was wir Triebe nennen. Bevor das in diesen Zentren festgelegte Verhalten an das Großhirn weitergeleitet wird, wird es aus einem körperlichen (zellulären) Bedürfnis heraus mit einem Lustoder Unlustwert versehen, und so in der "Erinnerung" registriert.

Das Großhirn ist sozusagen die Endstation, hier gelangen sowohl die Impulse vom Hypothalamus und vom limbischen System an, als auch die von den anderen Zentren behandelten Sinnesinformationen über die "äußere" Welt. Es muß nun entscheiden, ob das autonome Verhalten zugelassen, modifiziert oder vielleicht blockiert werden soll, um so ein schon artsförderndes Verhalten evt. noch artsfördernder zu machen. Und aus diesen körperlichen Bedürfnissen heraus, baut das Gehirn ein Model - es erschafft eine Welt - um mit Lust belohnt zu werden.

Triebe sind das autonome Verhalten, das festgelegt wird, bevor es dem Großhirn berichtet wird. Wir erleben sie als etwas, das an uns "zieht", oder das uns dazu auffordert, mitzumachen. Wäre das Großhirn nicht, würden sie allein unser Verhalten bestimmen.

Die Triebe sind das Motiv zu unserer Sinnenwelt, zu unserem Model, zu der Konzeptualisation, die wir Welt nennen. Deswegen sind sie transzendent oder "übernatürlich", weil sie vor der Welt , vor dem Model des Großhirns, vor der "Natur" liegen.

"Kroppen handler, bevidsthedens opgave er at modificere denne handling, så at den »virker« i den ydre verden, som vi ikke kan tillægge nogen egenskaber, eftersom alle de egenskaber, vi kender, af nødvendighed hører »verden« til, altså storhjernens konstruktion. Påbevidstheden - eller rettere, når de bliver bevidste - virker disse handlinger som »tendenser« til at handle, tilskyndelse eller drift, eftersom storhjernen har vetoret over for dem, ja, de bliver først bevidste handlinger, når de sættes i forbindelse med storhjernens bevidste verden.

Denne verden består af »kategorier« som tid og rum, ting og egenskab."
(OKKULTISME, S. 84).

Auch heute existieren noch "primitive" Stämme, so wie es früher ganze Kulturen gab, deren Fabeleien über übernatürliche Erscheinungen und Wesen, wir, wenn nicht als Aberglaube, dann auf jeden Fall als Symbolik explizieren. Aber vielleicht sind wir durch Neutzsky-Wulff jetzt zum Zeitpunkt gekommen, wo es einem nicht mehr so schwerfallen wird, sich Bine Vorstellung davon zu madren, wie ihre Phantastereien und Hirngespinnste eigentlich zu verstehen sind.

"Man kan spørge, hvordan den, der »forestiller sig en dæmon«, kan overtale en anden til at se den, men faktisk overtaler vi daglig hinanden til at se »de samme« stole, borde, lamper og busser, simpelt hen ved at dele ideverden, dels fordi vi ligner hinanden neurologisk, dets fordi det er i kraft af, hvad vi nærmest må se som en livslang, ubrudt samtale med vore medmennesker, at vi kan opfatte noget som helst i menneskelig forstand. Denne ideverden er givetvis kulturelt funderet, og vi bliver nærmest chokerede, når vi konfronteres med en anden, fordi vi ikke kan opfatte den som andet end en påstand om eksistensen af en verden, som »vi kan se ikke eksisterer«."
(OKKULTISME, 5.178).

Die Triebe sind die vom Hypothalamus und vom limbischen System festgelegten autonomen Verhaltensmuster, die "Tendenz zum Sein" haben, oder die rero potentiell sind. Und sie sind transzendent, indem sie vor der Welt tiegen, indem sie metaphysisch die Grundlage der Welt bildm - weil sie die Triebfeder, das Motiv der Welt sind!

Das Großhirn, der Parietallappen stenen efne Sinnenwelt, einen Begriffsrahmen, ein Model oder efne (physische) Welt her. Anfangs wurde das Model als ein begrenzter, vom kulturellen Kontext abhängiger Ausschnitt aus einem unkonzeptualisierten Potential definiert, oder als efne Kategorisierung des kategorilosen "Ding(s) an sich". Da wir jetzt aber wissen, daß sich ein Model nicht zu einem unkonzeptualisierten Potential (verstanden als efne äußere, vom Betrachter unabhängige Welt) verhält sondern daß ein Model von einer "Tendenz", von einem Potential, also von den Trieben, die vor der Welt, vor dem Model tiegen, motiviert wird - wird die Definition, das unkonzeptualisierte Potential, das "Ding an sich" als Bolches überflüssig.

Und somit können wir schließlich zu Neutzsky-Wulffs Einführung Bines religiösen, okkulten Models übergehen. Das Model ist die "Welt", während die vor der Welt liegenden Triebe das Motiv zur Welt sind. Man karm auch sagen, daß das vom "Übernatürlichen" motivierte die "Natur" ist, um es so mit dem uralten Unterschied zwischen Geist und Materie zu vergleichen.

"Ånd er den »handlende krop«, driften, motivet til at danne verden, ... ...verdens dynamiske ophav. Materien er den verden, de[n] danner, kategorierne, ikke blot dem, vi kender, de sprogligt kommunikerbare, men også dem, der blot er sprogligt fortolkelige."
(OKKULTISME, S. 82).

Der religiöse Dualismes, Geist-Materie, ist letztendlich also fehlinterpretiert, sofern man ihn mit Descartes' Dualismes, Seele/Leib oder res cogitans/res extensa, identifiziert. Die ausgedehnten und unausgedehnten Sphären von Descartes sind efne erkenntnistheoretische Unmöglichkeit, wogegen der religiöse Dualismes nur zwischen der Welt und der zu ihr führenden Tendenz unterscheidet. Indessen ist der Geist, der Trieb, genauso materielt wie irdendeine sortstige Wirklichkeit, wenn er (menschlich) kategorisien, konzeptualisiert wird.

"Alle ting skabes gennem menneskene, fordi det implicerer dem som iagttagere for at kunne kaldes værende i vor forstand. Intet kommer af mennesket, og fintet kommer uden mennesket.

Hvad vi end gør eller forestiller os, alle handlinger og »ting« er manifestationer af biologiske drivkræfter, som ligger fundamentalt uden for den verden, de skaber. Men der er heller fintet, vi kan nævne uden at det netop er nævnt, har taget menneskelig konceptuel form. Mennesket er midt i verden under guderne."
(VERDENS HISTORIE i, S. 215).

 

MONITIO
ENW

There Is No Dark Angel But Love.
Der findes ingen anden Satan end Kærligheden.
WILLIAM SHAKESPEARE

"Debatten" er - næst efter "nyheden" - i dag den foretrukne form for underholdning og som denne et umuligt kompromis imellem oplysning og tidsfordriv. Formelt diskuterer vi for at overbevise hinanden, men hvis det er tilfældet, har debatten ikke så få lighedspunkter med psykiateren, der aldrig har helbredt en patient.

Det er her meget vigtigt ikke at opdage, hvorfor vi ikke overbeviser nogen eller selv bliver overbevist, det ville jo betyde en ende på spøgen. Årsagen er imidlertid ganske indlysende den, at alle argumenter er a posteriori af natur, de kommer på banen, når vi skal befæste et allerede antaget synspunkt, ikke når vi skal erhverve et.

Vore årsager til at antage et synspunkt er af en ganske anden slags, vi kunne kalde dem psykologiske: Vil dette synspunkt gøre os sympatiske? Karakteriserer det den type mennesker, som vi gerne vil tilhøre?

Er det et synspunkt, hvormed vi stiller os solidariske med vores fraktion, eller enklere: Er det et synspunkt, der er almindeligt i den kreds, vi af vanvare har forvildet os ind i? Hvilke konsekvenser vil det få for os personligt, hvis vi gør os til talsmænd for dette synspunkt?

Imod disse centrale overvejelser er argumenter og kendsgerninger kun at regne for flødeskummet på lagkagen, hvorfor vore anskuelser altid forekommer indlysende. Specielt indlysende er således de synspunkter, som deles af samfundet som et hele, som altså karakteriserer det »normale« menneske, hvormed vi bærer vores strå til tuen, og som vil gøre os generelt accepterede og afholdte.

Det betyder absolut ingenting, at man med samme insistens og generalitet påstod det diametralt modsatte for mindre end et halvt århundrede siden. Fortiden eksisterer højst for os som en påmindelse om nutidens fortræffelighed, og fremtiden ganske tilsvarende kun som en mulig yderligere reinforcering af nutidens holdning.

Vi lovpriser konfirmationssangen, der minder os om, at vi skal komme hinanden ved; intet er banalt, når det blot er Rigtigt. Omvendt trækker vi overlegent på skuldrene af det mest sofistikerede argument eller kraftigste kunstneriske udtryk, disse mellemregninger er trods alt overflødige, når man kender facit.

Med vores menneskelighed mener vi således ikke og aldrig vore medfødte egenskaber, evner og tilbøjeligheder, men altid spøgelset af en nys afdød filosof, som endnu ikke er kommet til at stå i skyggen af en endnu halvdød. Denne menneskelighed kan man ikke kæmpe mod, det er en sygdom, som de mennesker, der er ramt af den, må tage med sig i graven.

Deres "smag" dikteres udelukkende af denne indbyggede facitliste. Når vi endnu en gang bekræftes i vores fordom, føler vi os beriget, anfægtes den, er det noget underligt noget, og hvis dette noget insisterer, farligt, og vi reagerer med en rasende latter.

Dette nogets overlegne intelligens afficerer os heller næppe, for det er netop tegnet på vores menneskelighed, at den ikke påvirkes af intelligens ligesom den sande tro, der er karakteriseret ved at være uigennemtrængelig for fornuft. Endelig er denne menneskeligheds yndlingsforklædning oprørerens, og den gør derfor med ildhu oprør mod holdninger, som gik i graven for tre menneskealdre siden, og mener dermed at holde sig ung.

I dette lys bliver popsangernes refræner om hænder til Afrika på det nærmeste revolutionære, og der er ingen modsætning mellem at være en klassebevidst proletar og at have en villa i Whisky-bæltet. Højt på listerne rangerer således efter, hvad jeg kan forstå, et hit med titlen LOVE IS NOT SEX, hvilket er et godt eksempel på de påstande, som har den dobbelte fordel både at være kritiske over for tendenser i tiden og rene truismer.

Nu er dette hverken Melodi Grand Prix eller Landsmøde for Socialdemokrater, det er en såkaldt monitio, der er, hvad ordet siger, en advarsel mod den forpligtelse, der ligger i det dertil knyttede vielsesritual. »Forpligtelse« må ikke her misforstås som kontraktlig forpligtelse.

Forpligtelsen er snarere af den type, man påtager sig, når man lader sig smitte med AIDS. Det betyder altså ikke så meget, om man bagefter kan få over sin samvittighed at lade sig af-smitte, det er simpelt hen ikke muligt.

Ord har kraft, ikke som et afmægtigt mumbo-jumbo over vandene, men som verdens grundfundament, ligesom almindelige menneskers virkelighed bygger på snak. Monitioen er således direkte modsat den normale bryllupstale, den skal ikke lovprise ægteskabet, men forbande det som en perversitet, kun ekstremt perverse mennesker kan begive sig ind på med deres liv og forstand i behold.

Den er dermed blottet for bordtalerens bons-mots og til stadighed henvist til at hævde det modsatte. Ergo: LOVE IS SEX.

Kærlighed er ikke venskab, så ville to ord være overflødige. Ægteskab er ikke partnerskab ud fra tilsvarende overvejelser.

Kompatibilitet er uden betydning, erotisk besættelse en absolut forudsætning. Hvis partnerne finder hinanden flinke og sympatiske, er forholdet dødsdømt.

Hvis de respekterer hinanden, er forholdet dødsdømt. Hvis de deler interesser, synspunkter eller noget som helst andet, er forholdet dødsdømt.

Hvis de har venner eller familie, er forholdet dødsdømt. Hvis de er eller kan være noget som helst hver for sig, kan de aldrig og umuligt være noget sammen.

Hemmeligheden ligger som så ofte i de små ord, her "hinanden" og "deler". Man kan netop kun dele med hinanden, og i kærligheden kan der ikke være noget "anden", kun det ene, første: Kærligheden.

Dette absolutte prius findes kun i sex. Det findes ikke i Folketinget.

Betragter vi luderen, der er med på det hele, og hendes hvæsende, klynkende kunde, er vi kommet væsentlig nærmere. Vi er også kommet nærmere, hvad sex er, ikke et behov eller en nydelse - så kunne parlamentsmedlemmet være blevet i sin kones seng eller have begrænset sig til at nyde Brahms i stereo og fyldt chokolade - men en lemmingagtig drift, der er mere i slægt med døden end med livet.

Når vi elsker, begynder vi at dø - lad ingen fortælle jer, at kærlighed og børnefødsler er livsbekræftende. Livsbekræftende er bjergprædikenen.

Kærligheden er en hengivelse til døden, kærlighedskamp et spejlbillede af dødskamp. I ægteskabet mister vi vores personlighed, vores meninger, os selv.

Sex er den absolutte ydmygelse, umenneskeliggørelse, depersonalisation. Ingen torturform, intet totalitært regime kan måle sig med kærligheden i så henseende.

Militærets kadaverdisciplin og den flagellantiske munk, der bader i sine egne udtømmelser, må anses for liberale i sammenligning. At opgive vores krop, vores personlige integritets adelsmærke, at give den hen til at blive brugt, klemt og tygget på kærlighedens atter, på dens slagterdisk, er noget, der umiddelbart må fylde ethvert menneske med gru.

Derfor søger vi også at omgå det, så godt vi kan, elske uden at elske, drive sex som fritidsfornøjelse med værdighed og personlighed intakt, med det resultat, at seksualiteten simpelt hen udebliver og erstattes af en fad gensidig masturbation, der i bund og grund kan foregå med hvem som helst. Vi lader aldrig låsen smække eller giver nøglen fra os.

Vi hænger aldrig fra gesimsen i kærlighedens tråd, og derfor brister den uden nogen sinde at være prøvet. Så mange er altså de advarende ord, som traditionelt skal lyde.

Hvis I er to selvstændige mennesker med en personlig integritet og en værdighed over for hinanden, som kan krænkes, som af fri vilje indgår en forbindelse til fælles bedste THEN FORGET IT! Eller lad jer i det mindste vi et andet sted og med andre ord, der vil være mindre farlige for jeres grå musesjæle.

Disse ord, dette ritual, er ikke for ordentlige mennesker. Det er for væsner, som kærlighedens forbandelse har perverteret i en sådan grad, at de er blevet dens fanger, dens ludere, dens lejemordere, hvis første offer er deres eget selv, personlighed og menneskelighed.

Hvis I altså har nogen som helst værdighed i behold over for hinanden, så er dette stedet til at afkaste den, for i kærlighed er der ingen værdighed. I kærlighed er der kun kærlighed.

Har I noget som helst af jeres eget, som I ønsker at beholde, er dette tidspunktet til at kaste vrag på det, for kærligheden vil kun sig selv. Hvad angår det kærligheden, at den fører sine elskende ud i en slugt, når blot den får sit?

Således er kærligheden ikke skabt for menneskenes skyld, men menneskene for kærlighedens. Kærligheden er et bundløst fald, ingen opbyggelse.

Når vi holder op med at falde, er vi holdt op med at elske. Griber vi for os i faldet, flygter den fra os.

Vi kan ikke elske for meget eller for lidt, vi kan kun elske eller ikke elske. Elsker vi, har vi givet os kærligheden i vold.

Vores tryghed er kærlighedens tryghed, og kærlighedens sikkerhed er dødens sikkerhed. Den, som ikke elsker døden, kan slet ikke elske.

Hos os er det skik at give den elskede en kniv i hånden og sige: Stød til, hvis det kan være dig en glæde! Således taler kærligheden.

Det øvrige er snak. Også dette er ord.

Men jeg må advare jer og sige, at disse ord dræber. Hvis I besidder den kærligheds styrke, som her er talt om, vil de styrke jer yderligere, en seglring på jeres hjerter.

Hvis ikke, så var jer for at opfatte dem som de sædvanlige maleriske metaforer, som omgærder vielsesritualet. De er præcis så metaforiske som de tre små ord: LÆG AN FYR!

Tro mig, det er langt bedre for jer at afvise disse ord end at tage dem til jer, hvis de ikke er af jer. Kæmper æder ild og drikker gift, dermed ikke være sagt, at det er tilrådeligt for mennesker.

Avisomdelere betjener sig af en cykel, ikke en tank, det er ingen skam. Vi vil nu, som det er skik hos os, lade jer alene, for at I alvorligt kan overlægge, om dette besynderlige ritual er for jer.

Skulle I nå frem til det resultat, at det er det ikke, tjener det jer til ære. Skulle I ønske at gennemføre, står jeg som altid til tjeneste.

 

TABULA AUREA

1. Solivagus, sermonis patrii obliviosus patriam urbem non agniscis. Vicinum non resalutas.

2. Infans fari incipiens attendendus, deos enim magicos quorum opem frustra invocas in promptu compellat.

3. Figulus attendendus, quo gentium figlinum?

4. Lux attendendus, unde domo est? Quo loco visus et visum et utrum corpus?

5. Numquam neque usquam nisi secundum te. Neque propositum nec fornam nec ullam proprietatem habet.

6. Aedificator mundi carcerem contignavisti. Septem gradibus niteris.

7. Primo nubes diffugiunt. Secundo virgo nudatur.

8. Tertio laruae se offerunt. Quarto de omnibus recordaris.

9. Quinto vehementer vexaris. Sexto tibi porta patefacitur.

10. Septimo demum lucem aspicis. Septem delubra splendida septem dis dedicata similiter invenis.

11. Virgo te vincit. Onus uteri divini cubas.

12. Mutus magna voce loquitur. Qui custodia tenebatur evadit.

13. Aqua in ignem convertitur. Dominus rediens.

 

OVERSÆTTEREN ANONYM

1. Ensom strejfer du om, du genkender ikke din fødeby, og dit modersmål har du glemt. Du gengælder ikke din nabos hilsen.

2. Giv agt på barnet, der lige er begyndt at tale, de magiske guder, hvis magt du forgæves påkalder, betvinger det nemlig umiddelbart.

3. Giv agt på pottemageren, hvem har lært ham kunsten.

4. Giv agt på lyset, hvor har det hjemme? Hvor er synet og dit sete, og hvad er legemet?

5. Til ingen tid og på intet sted om ikke ifølge dig. Det har hverken formål eller form eller nogen egenskab.

6. Verdensarkitetekten har tømmet et fængsel, du betræder 7 trin.

7. På det første spredes tågerne. På det andet blottes Jomfruen.

8. På det tredie byder ånderne sig til. På det fjerde husker du alt.

9. På det femte plages du frygteligt. På det sjete åbner portene sig for dig.

10. Endelig på det syvende ser du lyset. På samme måde vil du finde syv strålende helligdomme indviet til syv guder.

11. Jomfruen overvinder dig. Du er guddommelig livs frugt.

12. Den stumme taler med høj stemme. Fangen flygter.

13. Vand forvandles til ild. Herren vender tilbage.

 

SEPHER YETZIRAH
SKABELSENS BOG

FØRSTE KAPITEL.

Første læresætning:
Ved toogtredive underfulde visdomsstier indridsede og skabte Yah, Hærskarenes Herre, Den levende Gud og Det uendelige Skaberværks Konge, Den almægtige Gud, barmhjertighed og nådig, høj og ophøjet, som dvæler i det høje og hvis navn er helligt, sin verden ved tre mål: Ved måling, det målte og måleren.
Ti ideelle sephiroth er der, og toogtyve grundlæggende tegn: Tre mødre, syv dobbelte og tolv enkelte.

Anden læresætning:
Ti ideelle sephiroth: Som ti fingers antal, fem overfor fem, og den enes pagts sted i styrke, i sprogets vidnesbyrd og i kønsorganets vidnesbyrd.

Tredie læresætning:
Ti ideelle sephiroth: Ti og ikke ni, ti og ikke elleve. Forstå ved Hokhma og bliv viis ved Bina, prøv dem og undersøg dem, anbring ord på hans indridsninger og bring den skabende tilbage til hans trone.

Fjerde læresætning:
Ti ideelle sephiroth: ti, hvis dimension er uden grænser i sig selv, Begyndelsens udstrækning og endens udstrækning, det godes udstrækning og det ondes udstrækning, dimensionen op og dimensionen ned, dimensionen øst og dimensionen vest, dimensionen nord og dimensionen syd.
Herren, Den ene Gud, Den trofaste Konge, som reagerer over dem alle fra sin helligheds sted i al evighed.

Femte læresætning:
Ti ideelle sephiroth: Deres udseende er son synet af lynet og deres grænse er uden ende på sig. Hans ord er i dem i løb og tilbagevenden, på Hans befaling følger de efter som en hvirvelvind og foran Hans trone knæler de ned.

Sjette læresætning:
Ti ideelle sephiroth: Deres ende er knyttet sammen med deres begyndelse, og deres begyndelse med deres ende, som flammen er bundet til det brændende kuæ, som er den eneste Herre og uden noget andet for sig, og uden nogen een i sit nærvær.
Hvad tæller du?

Syvende læresætning:
Ti ideelle sephiroth: Giv din mund bidsel på, afskær ord for at dit hjerte skal afskære for eftertænksomhed, men hvis din mund løber med ord og dit hjerte med eftertænksomhed, så vend tilbage til det sted, hvor det siges (Ez. 1.14): "Og de levende væsner blev ved med at løbe frem og at vende tilbage".
Og på dette ord grundes pagten.

Ottende læresætning:
Ti ideelle sephiroth: Det først er Den levende Guds ånd, velsignet og ekstra velsignet være Hans navn, som er levende til evig tid, i stemme, ande og ord. Og dette er hellighedens ånd.
Det andet er luft fra ånd: Han indridsede og udskar i det toogtyve grundlæggende tegn: Tre mødre, syv dobbelte og tolv enkelte; een ånd har de.
Det tredie er vand fra luft: Han indridsede og udskar i dem tomhed og kaos, mudder og ler. Han indridsede dem som en slags bed, Han udskar dem son en slags mur, Han overdækkede dem som et slags tag. (Og han gød sne over dem og det blev til støv, som det siges (Job 37.6): "Thi han siger til sneen, at den er jord").
Det fjerde er ild fra vand: Han indridsede og udskar i det en skinnende trone, flammer, hjul, hellighedens levende væsner og tjenestens engle.
Og med de tre grundlagde Han sin bolig, hvorom det siges (S1 104.4): "Han gør vinde til sine budbringere, brændende ild til sine tjenere". Han udvalgte tre tegn fra de enkelte ved rådslagning med tre mødre Aleph (), Mem () og Shin (), Han reserverede dem ved sit mægtige navn og med dem forseglede Han seks verdensretninger.
Det femte: Han forseglede det øvre, Han vendte sig mod opad, og Han forseglede det med Yodh, He og Waw ().
Det sjette: Han forseglede det nedre, Han vendte sig mod nedad, og forseglede det med He, Yodh og Waw ().
Det syvende: Han forseglede øst, Han vendte sig fremad mod det, og Han forseglede det med Waw, Yodh og He ().
Det ottende: Han forseglede vest, Han vedte sig bagud mod det, og Han forseglede det med Waw, He og Yodh ().
Det niende: Han forseglede syd, Han vedte sig mod højre, og Han forseglede det med Yodh, Waw og He ().
Det tiende: Han forseglede nord, Han vendte sig mod venstre, og Han forseglede det med He, Waw og Yodh ().

Niende læresætning:
Disse ti ideelle sephiroth, som er eet: Den levende Guds ånd, luft fra ånd, vand fra luft, ild fra vand, oppe og nede, øst og vest, nord og syd.

ANDET KAPITEL.

Første læresætning:
Toogtyve grundlæggende tegn: Tre mødre, syv dobbelte og tolv enkelte. De tre mødre er Aleph (), Mem () og Shin (), deres fundament er en uskyldig hånd, en skyldig hånd og en tunges tvingende lov imellem de to.
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin (): Mem () er stille, Shin () er hvæsende og Aleph () er luftig ånd, der knæler ned imellem de to.

Anden læresætning:
Toogtyve grundlæggende tegn: Han indridsede, udskar, lutrede, vejede og forandrede dem.
Og ved dem dannede Han alt skabt og alt det, der vil blive skabt.

Tredie læresætning:
Toogtyve grundlæggende tegn: Han indridsede dem i stemmen, Han udskar dem i luften, og Han anbragte dem i munden på fem steder: Tegnene Aleph (), He (), Heth () og Ayin () i struben, Gimel (), Yodh (), Kaph () og Qoph () i ganen, Daleth (), Teth (), Lamedh (), Nun () og taw () i tungen, Zayin (), Shin (), Samekh (), Resh () og Cadhe () i tænderne og Beth (), Waw (), Mem () og Pe () i læberne.

Fjerde læresætning:
Toogtyve grundlæggende tegn: Han fastholdt dem på et hjul som en slags mur med tohundredeenogtredive porte, Han drejede hjulene frem og tilbage. Og dette er ordets bevis: Der er ikke i det gode noget højere end seksuel nydelse (), og der er ikke i det onde noget lavere end spedalskhed ().

Femte læresætning:
Hvordan lutrede, vejede og forandrede Han dem? Aleph () med dem alle og dem alle med Aleph (), Beth () med dem alle og dem alle med Beth ().
Og det drejende er gennemhullet, det kommer ud af tohundredeenogtredive porte, de bliver til alt det skabte og alt det talte, som udgår fra eet navn.

Sjette læresætning:
Han skabte verdensordenen ud af kaos, Han gjorde af sin ikkeværen sin væren, og Han udskar vældige søjler af luft, hvor hans ingenting fastholdes. Og dette er ordets bevis: Aleph () med dem alle og dem alle med Aleph ().
Han ser, Han forandrer og Han gør alt det skabte og alt det talte ud fra eet navn. Og dette er ordets bevis: Toogtyve glæder i eet legeme.

TREDIE KAPITEL.

Første læresætning
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin (): Deres fundament er en uskyldig hånd, en skyldig hånd og en tunges tvingende lov imellem de to.
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin (): En stor hemmelighed, et mirakel, skjult og forseglet under seks segl, og fra dem udgår luft, vand og ild, og af dem fødes der fædre, og af fædrene afkom.

Anden læresætning:
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin (): Han indridsede, udskar, lutrede, vejede og forandrede dem. Og ved dem dannede Han Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin () i verden, tre mødre Aleph (), Mem () og Shin () i året og tre mødre Aleph (), Mem () og Shin () i legemet, mandligt og kvindeligt.

Tredie læresætning:
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin () i verden: Luft, vand og ild.
Himlene skabtes af ild, jorden skabtes af vand og luften af ånd, idet den knæler ned imellem de to.

Fjerde læresætning:
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin () i året: Solhede, kulde og det tempererede.
Solheden skabtes af ild, kulden af vand og det tempererede af luft, idet den knæler ned imellem de to.

Femte læresætning:
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin () i legemet, mandligt og kvindeligt: Hoved, underkrop og overkrop.
Hovedet skabtes af ild, underkroppen af vand og overkroppen af luft, idet den knæler ned imellem de to.

Sjette læresætning:
1. kapitel: Han satte tegnet Aleph () til at dominere i luften, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem luft i verden, det tempererede i året og overkroppen i legemet, det mandlige ved Aleph (), Mem () og Shin () og det kvindelige ved Aleph (), Mem () og Shin ().

Syvende læresætning:
2. kapitel: Han satte tegnet Mem () til at dominere i vandet, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem jord i verden, kulde i året og underkroppen i legemet, det mandlige ved Aleph (), Mem () og Shin () og det kvindelige ved Aleph (), Mem () og Shin ().

Ottende læresætning:
3. kapitel: Han satte tegnet Shin () til at dominere i ilden, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem himlene i verden, solheden i året og hovedet i legemet, mandligt og kvindeligt.

FJERDE KAPITEL.

Første læresætning:
Syv dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw () opfører sig som to lyde: Beth''Bheth, Gimel''Ghimel, Daleth''Dhaleth, Kaph''Khaph, Pe''Phe, Resh''Rhesh og Taw''Thaw er en form for blødhed og hårdhed, for styrke og svaghed.

Anden læresætning:
Syv dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw (): Deres fundament er visdom, rigdom, afkom, liv og herredømme, fred og skønhed.

Tredie læresætning:
Syv dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw () i ord og modsætning: Visdommens modstykke er dumhed, rigdommens modstykke er fattigdom, afkommets modstykke er goldhed, livets modstykke er død, herredømmets modstykke er trældom, fredens modstykke er krig og skønhedens modstykke er hæslighed.

Fjerde læresætning:
Syv dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw (): Opad og nedad, øst og vest, nord og syd, og det hellige tempel som er bygget i midten, og det bærer til stadighed dem alle.

Femte læresætning:
Syv dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw (): Syv og ikke seks, syv og ikke otte. Prøv dem og undersøg dem, anbring ord på hans indridsninger og bring den skabende tilbage til hans trone.

Sjette læresætning:
Syv grundlæggende dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw (): Han indridsede, udskar, lutrede, vejede og forandrede dem.
Og ved dem dannede Han syv planeter i verden, syv dage i året og syv indgange i legemet, mandligt og kvindeligt.

Syvende læresætning:
Syv stjerner i verden: Saturn, Jupiter, Mars, Sol, Venus, Stjernen* og Måne.
Syv dage i året er ugens syv dage.
Syv indgange i legemet, mandligt og kvindeligt: To øjne, to ører, to næsebor og munden.


Ottende læresætning:
1. kapitel: Han satte tegnet Beth () til at dominere i visdommen, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Månen i verden, den første dag i året og højre øje i legemet, mandligt og kvindeligt.

Niende læresætning:
2. kapitel: Han satte tegnet Gimel () til at dominere i rigdommen, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Mars i verden, den anden dag i året og højre øre i legemet, mandligt og kvindeligt.

Tiende læresætning:
3. kapitel: Han satte tegnet Daleth () til at dominere i frugtbarheden, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Sol i verden, den tredie dag i året og højre næsebor i legemet, mandligt og kvindeligt.

Elvte læresætning:
4. kapitel: Han satte tegnet Kaph () til at dominere i livet, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Venus i verden, den fjerde dag i året og venstre øje i legemet, mandligt og kvindeligt.

Tolvte læresætning:
5. kapitel: Han satte tegnet Pe () til at dominere i herredømmet, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Merkur i verden, den femte dag i året og venstre øre i legemet, mandligt og kvindeligt.

Trettende læresætning:
6. kapitel: Han satte tegnet Resh () til at dominere i freden, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Saturn i verden, den sjette dag i året og venstre næsebor i legemet, mandligt og kvindeligt.

Fjortende læresætning:
7. kapitel: Han satte tegnet Taw () til at dominere i skønheden, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Jupiter i verden, den syvende dag i året og munden i legemet, mandligt og kvindeligt.

Femtende læresætning:
Syv dobbelte Beth (), Gimel (), Daleth (), Kaph (), Pe (), Resh () og Taw (): Ved dem indridsedes syv verdener, syv firmamenter, syv lande, syv have, syv floder, syv ørkener, syv dage, syv uger, syv år, syv frigivelsesår og syv jubelår.
Derfor elsker Han det syvende under alle himlene.

Sekstende læresætning:
To sten bygger to huse, tre sten bygger seks huse, fire sten bygger fireogtyve huse, fem sten bygger ethundredeogtyve huse, seks sten bygger syvhundredeogtyve huse, syv sten bygger femtusinde[ogfire]ogfyrre huse.
Gå videre derfra og medregn hvad munden ikke er i stand til at sige, og øret ikke er i stand til at høre.

FEMTE KAPITEL.

Første læresætning:
Tolv enkelte He (), Waw () og Zayin (), - Heth (), Teth () og Yodh (), - Lamedh (), Nun () og Samekh (), - Ayin (), Cadhe () og Qoph (): Deres fundament er samtale, tanke, gang, syn, hørelse, arbejde, samleje, lugt, søvn, ophidselse, mættelse og latter.

Anden læresætning:
Tolv enkelte He (), Waw () og Zayin (), - Heth (), Teth () og Yodh (), - Lamedh (), Nun () og Samekh (), - Ayin (), Cadhe () og Qoph (): Deres fundament er tolv diagonalers udstrækning: Den østlige øvre grænse, den østlige nordlige grænse, den østlige nedre grænse, den sydlige øvre grænse, den sydlige øst- lige grænse, den sydlige nedre grænse, den vestlige øvre grænse, den vestlige sydlige grænse, den vestlige nedre grænse, den nordlige øvre grænse, den nordlige vestlige grænse og den nordlige nedre grænse.
De udvider sig og de går videre indtil evigheden, og disse er verdens grænser.

Tredie læresætning:
Tolv enkelte He (), Waw () og Zayin (), - Heth (), Teth () og Yodh (), - Lamedh (), Nun () og Samekh (), - Ayin (), Cadhe () og Qoph (): Han indridsede, udskar, lutrede, vejede og forandrede dem. Og ved dem dannede Han tolv stjernebilleder i verden, tolv måneder i året og tolv organer i legemet, mandligt og kvindeligt.

Fjerde læresætning:
Tolv stjernebilleder i verden: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene.
Tolv måneder i året: Nissan, Iyar, Sivan, Tammuz, Av, Elul, Tishrei, Cheshvan, Kislev, Tevet, Shevat og Adar.
Tolv organer i legemet, mandligt og kvindeligt: To hænder, to fødder, to nyrer, galdeblære, tarme, lever, (kråse/) svælg, mave og milt.

Femte læresætning:
1. Kapitel af dette: Han satte tegnet He () til at dominere i samtale, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Vædderen i verden, Nissan i året og højre fod i legemet, mandligt og kvindeligt.

Sjette læresætning:
2. Kapitel af dette: Han satte tegnet Waw () til at dominere i tanke, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Tyren i verden, Iyar i året og højre nyre i legemet, mandligt og kvindeligt.

Syvende læresætning:
3. Kapitel af dette: Han satte tegnet Zayin () til at dominere i gang, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Tvillingerne i verden, Sivan i året og venstre fod i legemet, mandligt og kvindeligt.

Ottende læresætning:
1. Kapitel af det andet: Han satte tegnet Heth () til at dominere i syn, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Krebsen i verden, Tammuz i året og højre hånd i legemet, mandligt og kvindeligt.

Niende læresætning:
2. Kapitel af det andet: Han satte tegnet Teth () til at dominere i hørelse, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Løven i verden, Av i året og venstre nyre i legemet, mandligt og kvindeligt.

Tiende læresætning:
3. Kapitel af det andet: Han satte tegnet Yodh () til at dominere i arbejde, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Jomfruen i verden, Elul i året og venstre hånd i legemet, mandligt og kvindeligt.

Elvte læresætning:
1. Kapitel af det tredie: Han satte tegnet Lamedh () til at dominere i samleje, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Vægten i verden, Tishrei i året og galdeblæren i legemet, mandligt og kvindeligt.

Tolvte læresætning:
2. Kapitel af det tredie: Han satte tegnet Nun () til at dominere i lugt, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Skorpionen i verden, (Mar-)Cheshvan i året og tarmene i legemet, mandligt og kvindeligt.

Trettende læresætning:
3. Kapitel af det tredie: Han satte tegnet Samekh () til at dominere i søvn, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Skytten i verden, Kislev i året og maven i legemet, mandligt og kvindeligt.

Fjortende læresætning:
1. Kapitel af det fjerde: Han satte tegnet Ayin () til at dominere i ophidselse, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Stenbukken i verden, Tevet i året og leveren i legemet, mandligt og kvindeligt.

Femtende læresætning:
2. Kapitel af det fjerde: Han satte tegnet Cadhe () til at dominere i mættelse, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Vandmanden i verden, Shevat i året (og kråsen) og svælget i legemet, mandligt og kvindeligt.

Sekstende læresætning:
3. Kapitel af det fjerde: Han satte tegnet Qoph () til at dominere i latter, Han forbandt en krone til det og Han sammensmeltede dem, den ene med den anden, og dannede ved dem Fiskene i verden, Adar i året og milten i legemet, mandligt og kvindeligt.
Han skabte dem som en slags strid, ordnede dem som en slags mur og mønstrede dem til en slags krig.

SJETTE KAPITEL.

Første læresætning:
Disse er de tre mødre: Aleph (), Mem () og Shin (), og fra dem udgår tre fædre: og de er luft, vand og ild.
Fra fædrene er tre fædres afkom: og deres afkom er syv planeter og deres hærskarer, og tolv diagonalers udstrækning.

Anden læresætning:
Beviset for ordet er trofaste vidner i verden, året og legemet - og de tolv er en lov, og de syv, og de tre - og Han mønstrer dem som dragen (Tali), hjulet og hjertet.

Tredie læresætning:
Tre mødre Aleph (), Mem () og Shin (): Luft, ild og vand. Ild foroven, vand forneden og den luftige ånd er en tvingende lov imellem de to, og dette er ordets bevis: Ilden bærer vandet; Mem () er stille, Shin () er hvæsende og Aleph () er luftig ånd, en tvingende lov imellem de to.

Fjerde læresætning:
Dragen (Tali) er i verden som en konge på sin trone, hjulet er i året som en konge over et rige og hjertet er i legemet som en konge i slag.

Femte læresætning:
Også den ene mod den anden: Gud sætter god mod ond, ond mod god; god fra godt, ond fra ondt; det gode prøver det onde, det onde prøver det gode; godhed vogter de gode og ondskab vogter de onde.

Sjette læresætning:
Der er tre, hver af dem står alene: En er uskyldig, en er skyldig og en knæler ned imellem de to.

Syvende læresætning:
Der er syv, tre overfor tre og en der knæler ned imellem de to; der er tolv som står frem til krig: Tre elsker, tre hader, tre giver liv og tre slår ihjel.

Ottende læresætning:
Tre der elsker er hjertet og ørerne; tre der hader er leveren, galdeblæren og tungen; tre der giver liv er de to næsebor og milten; og de tre der slår ihjel er de to åbninger og munden.
Gud, Den trofaste Konge, hersker over dem alle fra sin hellige bolig i al evighed: En over tre, tre over syv, syv over tolv - og de er alle fromme, den ene i den anden.

Niende læresætning:
I disse, de toogtyve tegn, som Jeg Er, Yah, Hærskarernes Herre, Den almægtige Gud, Den største blandt Guder indridsede, og Han skabte ved dem tre sepharim, og Han skabte ved dem hele verden og Han dannede ved dem alt skabt og alt det, der vil blive skabt.

Tiende læresætning:
Thi som vores forfader Abraham kom til at forstå og se: Han så, indridsede, udskar og steg op.
Ved hans hånd afsløredes Altings Herre for ham, De kaldte ((ham)) "min ven", sluttede en pagt med ham mellem hans hænders ti fingre, og det er tungens pagt, og mellem hans fødders ti tæer, og det er omskæringens pagt. Og Han kaldte over ham (Jer. 1.5): "Før jeg dannede dig i skød kendte jeg dig".
(Og Han bandt toogtyve tegn på sin tunge, Han røbede deres fundament for ham: Han trak dem gennem vand, glødede dem med ild, rystede dem med luft, tændte dem med syv og drev dem frem med tolv stjernebilleder.)

Her slutter kapitlet og skabelsens bog.

*Hermed menes højst sandsynlig Mercur.

Originaltekst (ISBN: 0-935214-09-7) redigeret af Asidor Kalisch (1877).

RETTET AF LENNART AMDEN 1993.

 

EVENTYRET OM VERDEN
Af MIKKEL STARUP

Vindens rolige drev kælede for den mørke skovs løv, løftede et par blade og lod dem atter falde, inden den veg for en bred og efterhånden noget tilmosset mur. Som portal lå slottet i skovens udkant, og som tærskel, voldgraven. Foden på tærskelen, vindebroen, var i aftenens løb og med korte mellemrum blevet passeret af en udvalgt skare af kongens mest betroede mænd. Nu dampede hestene i stalden, mens deres harniskklædte byrder efter rejsens afsluttende ritualer havde samlet sig i et lille værelse i slottets ryg.

Mørkets frembrud var tilendebragt, og kraftige stearinlys på salens gulv malede roligt riddernes skygger på væggen, idet kongen trådte ind. Hans bekymrede mine havde udspring i hans hjerte ...

Og hvad sker der så?! "Fantasien" er godt i gang med at fabulere videre og har fra historiens begyndelse formet slottets arkitektur, placeret spydet i hånden på borgmurens vagt, fodret hestene og iklædt ridderne og kongen, som ord iklæder verden. Historien - overleveret fra engang i sagnet eller formet i eventyret - føder demiurgen og viser ham sit ansigt. Ansigtet er allegorien - altså det han lægger i den og derfra kan lære af den. Den "forklarer" verden uden at forklare den, og det på bekostning af historien - som en af menneskets oprindelige attributter - der agerer som skabelon for vores opfattelse af objektivitet. Historien bliver derfor i sin struktur en model på "grundformer" i mennesket.

At adskille det overleveredes mange afskygninger er en labyrint i sig selv. Beretningen er overleveringens udspring, der former sig til et sagn, et epos eller en saga, som er de umiddelbare konsekvenser af en begivenhed. Men sagnet, epopéen, kvadet eller sågar legenden, kan ikke isoleres fra eventyret, fablen eller blot memoratet. Enigmet er ofte indeholdt i eventyret, der igen ligger op af myten, og man kunne blive ved. Heri ligger ikke det interessante. Uanset narratologiske forgreninger, uanset tidens om'model'leringer, og uanset om det overleverede er loyalt over for sandheden eller om det bekendes fuldstændigt opdigtet, ligger der i de fleste af formerne muligheden for forståelse af det fortalte, løsningen af enigmet, skabelsen af verden. Det er denne didaktiske skabelon, der interessant- og retfærdiggør det fortalte.

Fablen, myten, eventyret og andre byder på et anderledes ulogisk verdensbillede i forhold til vores nutidige videnskabelige. Man støder bl.a. på en åndelig fænomenologi, hvor guder, heroer eller mindre elementalers færden former verden. Det kan være Tor, der kører over himlen, når det tordner, det kan være to kæmpers kamp, der har formet en gruppe bjerge, eller det kan, som en stadig levende parallel til vores eventyr- eller sagnform, være andre kulturers panteistiske tro.

Videnskaben har en tilsvarende mere kompliceret, teleologisk utopisk og syntetisk model på naturfænomenerne som lynet, landskabets form og lign. Den søger efter en immanent sandhed, et gelænder, der i en noget løsere men mere eviggyldig form pryder eventyrets hus.

 

Eventyret er en anonymt mundtligt overleveret episk genre. Det beretter om, hvad der kan ske, men giver ikke udtryk for at være historisk korrekt. Det foregår uden for gængse naturlove, d.v.s. at vores virkelighedsregelsæt en lang vej er sat ud af spil. Begivenhederne er ikke tilknyttet nogen bestemt tid eller geografi - andet end "for lang tid siden, i et fjernt land" - aktørernes navne er kun relaterede til historien, og man støder i naturen hos dyrene ofte på antropomorfisme. Eventyret benytter sig derfor med andre ord af de for historien nødvendige tiltag.

Eventyrets ophav er som sagt uvist og uinteressant. Grunden til at man overhovedet kender så mange, er derfor ikke altid fra deres skabere, men fra deres samlere og gendigtere. Charles Perrault er kendt for en af de første samlinger med bl.a. Rødhætte, Askepot, Den bestøvlede kat og Tornerose. Men flere kender nok disse eventyr fra brødrene Grimms samling, som dog først kom noget senere, men som også havde klassikerne som Hans og Grete, Tommeliden, Snehvide, Rumleskaft og andre. 1001 nats eventyr blev samlet i Egypten, men opstod omkring Indien meget tidligere og kan bl.a. bryste sig med Alladins seksuelt transcendente historie.

Det didaktiske element er i eventyret produktet af få omsvøb, hvilket ikke nødvendigvis gør det nemmere at forstå. Det er ofte kort og præcist uden for mange forgreninger. Og man fanges hurtigt af gådens spind eller problemets greb. Det kan være en uretfærdighed som konsekvensen af begær eller forfængelighed - det onde - som man harmes over, og som, opbygget historien igennem, forstærker forløsningen ved helten - det gode - der fører til heksens eller den gerrige købmands fald - hvor grusomt det end måtte være.

 

I fablen har antropomorfismen i naturen og hos dyrene transfigureret kulisserne til protagonister. De handlende personer er dyr - den snu ræv, det dumme æsel o.s.v. - og deres adfærd og følelser er analoge med menneskets. Men hvor lignelsen er gennemført allegorisk - til forløsningen af himmerigets hemmeligheder - kan fablen og eventyret bære præg af en vis inkonsekvent variation, der nærmer sig koanen via enigmet - men med samme potentiale. Fablen kendes bl.a. fra franske samlinger af Roman de Renard (1230) og fra La Fontaine (1668-1692), der skrev vers libres over materiale fra grækeren Aisopos 6. årh. f.v.t., fra romeren Phaedrus 1. årh. og fra oldfranske fabler. Et eksempel på fablens integration dengang var den snu ræv Reinard, der optrådte så tit, og som blev så populær, at den fortrængte det gamle franske ord Goupil for ræv.

 

Sagnet adskiller sig i dets relation til en egn, person eller til lokale elementaler. Primært hævder det at være autentisk, uden at man dog i dag skænker det større tiltro end et "udsagn", eller, som en historiker udtrykker det, "Den troværdighed, som fortællerne tillægger deres sagn, er i høj grad ufortjent".

Man skelner i mellem memorater, d.v.s. skildringer om personlige erfaringer/rejser i jeg-form og de egentlige overleverede sagn. De er lokalt betingede og beretter om bedrifter, om fænomener eller om tings tilblivelse. Det er de såkaldte helte- og stedsagn, og de opdeles som ætiologiske sagn, der via denne åndelige fænomenologi forklarer et eller andet forhold i den menneskelige verden, og som narratologiske sagn, som blot fortæller om væsners færden på egnen.

Derudover er der gudesagn, der har deres islandske pendant i sagaen og i almenkendte myter, og der er heltesagnene separat, som er i tæt familie med de af skjalde overbragte eper og kvad, der primært stammer fra de i kirker og klostre oplæste legender, der igen har udviklet sig til nutidens roman og novelle. Helte og helgener besynges og beundres, bl.a. i Homers Iliaden og Odysséen fra omkring 1000-700 f.v.t. og i Rolandskvadet, Nibelungenlied, Bjowulfkvadet og i Fornaldersagaen, der alle er fra omkring årtusindskiftet. Derudover kan nævnes Vergil, som romerne priste, efter at hans Æneiden var blevet udgivet posthumt. De anså ham for at være en italiensk Homer.

Aktørernes brogede skare har kun få begrænsninger. Den engelske variant - Fairy tales - indicerer hovedpersonerne og den datidige definition. Men viften var og er bred. Feer, trolde, søuhyrer, vandrende borde, og med dyreeventyret og fablen åbner en helt ny biologisk verden sig, beklædt af underfundige væsner. Animismen forgrenes i en antropomorfisme og en animatisme, hvor dyr, træer og naturkræfter i menneskeskikkelse mosaisk benytter sig af vores sprog og gestik. Men fablen byder som sagt også på et galleri af højere rangerende væsner i alskens afskygninger. Drager, enhjørninger, den græske grif - kendt fra hebraisk og assyrisk som kerub - en ærkeengel, der i fablen ofte afbilledes med løveunderkrop og ørneoverkrop. Kentauren understreger ligheden med sagnet, et slægtskab, der ydermere udvisker grænselandet mellem den fiktive og faktiske, den fantastiske og virkelige oplevelse af virkeligheden og fortællingen. Kentaurens nedre korpus er en hest, mens overkroppen er et menneske. Kimære er græsk for ged, men en art genetisk podning har tilført dele af en løve og en slange, og man kan endnu møde dem i mangfoldige og sindrige afskygninger som f.eks. ornamentering på portes bærende stensøjler.

I fablen, men også i eventyret møder man endvidere lindormen, som både kan manifestere sig som en menneskeædende slange i vandet - som vi bl.a. kender den fra den nordiske mytologi, under dæknavnet midgårdsormen - og som en ligeså menneskeædende drage på landjorden. I sagnet bor den i søer og i skove, hvor den lang som et ondt år ligger under lindetræet, og hvorfra den kommer op, hvis træet går ud.

I sagnet holder ligeledes en håndfuld lokale væsner til, der dog i en folkloristisk synopsis og med følgeskab af andre demaskeres til et generelt slægtskab, lokalt formet af de respektive genres afskygninger. Med et vist kosmogonisk islæt beretter nogle sagn om entiteter som faldne engle. De, der faldt i bjergene blev til bjergmænd eller højfolk, de, der faldt i mose, eng eller i høje, blev til ellefolk, og de, der faldt i bygninger, blev til nisser og så fremdeles. Andre sagn oprinder dem som avl af Adam og Lilith, eller Lillis, som hun også blev kaldt i det middelalderlige Danmark, og hun er interessant. Med Adam får hun, i sagnet, lavere »væsner«, og med Sammael - dæmonernes prins ifølge jøderne - avler hun en lang række lavere dæmoner. Hun etiketterer med andre ord hedenskaben, kristendommens modpol, med sine humanistiske krav og i sin derefter fostrende status.

Vi kender hende fra Talmud i form af en succubus, fra jødiske legender, hvor hun som sagt er Adams første hustru, og igennem Esajas og Johannes, hvor hun også forbindes med mørket - Lajla betyder nat på hebraisk - som natteheksen, der sammen med bukketrolde og vildkatte tager tilflugt i Edom og senere i Babylon. Hendes navn forbindes etymologisk også med en slørugle, og som den holder hun til i luften og på øde og forladte steder. I Zohar beskrives hendes hævnakter over for mennesket og i særdeleshed over for manden, men derudover overbringes en incantation, der skal hindre skøgen i at frarøve mænds spildte sæd under samlejet.

Men udover at Lilith krones som stammoder til alle sagnets væsner, inkorporerer sagnet samtidig faustformen - som man også møder gentagne gange i eventyret - og den viser sig beslægtet med Lilith. Det er den fødende, hjulpet af med smerterne af djævlen, der nedkommer med en mare eller en varulv, og det er specielt i eventyret forældrene af lokale hekse, beriget med ønskede børn, der altid i øjeblikkets glæde glemmer forbud eller løfter.

Der er altså Lilith som onde væsners moder, via Adam, via Sammael og i sin egenskab af succubus, og der er fødselshjælpens hybrid - maren, som blot er en sproglig fælle til succubus og natteheks. Vi har derfor det nært beslægtede og uadskillelige overleveringsformerne imellem, og vi har det folkloristiske syn på og inddeling af entiteter. Jo lavere jo værre, mennesket i midten - lige dele godt og ondt og med potentialet for degradering eller ophøjelse - og engle og guder som det gode.

Eventyret har samtidig ligget til grund for et utal af narratologisk-strukturelle analyser gennem tiderne. Først var det russeren Propp, der delte eventyret op i 31 funktionsrækker, mange strukturelle ligheder imellem: Der er en handel, som oprettes mellem den, der ønsker og den, der har. Der er en pris eller et forbud, som hurtigt overtrædes. Der er de tre forsøg, sønner, ulykker og lign. Der er den svære kærlighed. Der er den onde og den gode. Der er prøvelsen eller adynation - lav et reb af sand, byg en bro af vand - og der er enten erhvervelsen af et tryllemiddel, som til sidst sikrer sejren over kaos, inferno og restituerer trygheden, eller den ubrydelige kærlighed, den kløgtiges list eller det af uretfærdigheden spirende hads kraftfulde våben, der til sidst sejrer.

Denne model blev derefter simplificeret af først Claude Bremon og siden af Greimas, grundlæggende den franske strukturalisme. Allerede Bremon overhalede det interessante ved fortællingen. Han nedkogte essensen: Først åbner man muligheden for en handling, denne forgrenes i enten at blive aktualiseret eller ikke. Aktualiseres den, kan handlingen føre til succes eller mislykkedes.

Han søgte historiens skellet, betydningen, grundformen for den kommunikative form, og Greimas opstillede en tilsvarende endnu mere forenklet model, der skulle illustrere tekstens struktur via aktanter tilknyttet underliggende prædikater. Men fortællingens elementer er egenskaber ved mennesket og verden, der aktualiseres, når de læses. Pilles de fra hinanden i analysen, ændrer de karakter. Man kan spise et æble, men ikke analysen af et æble. Det er som med kortet over verden, der ikke forklarer noget om verden, som en håndfuld ikke forklarer noget om det brusende vandfald, det er taget fra.

Man kan med en vis rimelighed sammenligne eventyrets rejser med de klassiske kvester, uden det nødvendigvis giver nogen dybere forståelse. Men netop forsøget på den fuldendte strukturelle forklaring fjerner den magi, som den selvforanstaltede løsning skal frigøre. Selve det centrale ord - løsning - forklarer det så udmærket.

Man finder dybe arketypiske følelsers attribution eller symbolik. Er helten fortvivlet eller desperat, befinder han sig inde i en dyb, mørk og labyrintisk skov. Det onde selv er f.eks. en gammel bevortet heks. Der er prinsen på den hvide hest og den ultimative lykke i form af giftemål og at leve lykkeligt til ens dages ende.

Man finder også et gennemgående didaktisk tema. Den irrationelle vej til målet - lykken, kærligheden eller følelser/drifter i det hele taget. Følelser er ikke fornuftsbetonede, så hvorfor skulle vejen til dem være det. Et eksempel er lykkehans, der hver gang hans byrde er til besvær, bytter den til noget lettere og underforstået mindre værdifuldt. Til sidst kommer han til at skubbe sit bytte - en gammel skærslibersten - ned i den brønd, han ville hvile sig på og kan nu gå byrdefri og lykkelig hjem til sin mor.

Uden at man skal analysere magien væk, er læsningen af eventyret og andre former forståelsesmæssigt en egenhændig afpillen af lag, og de narratologiske modeller bliver af læseren reduceret til et legeme, der er analogt med enigmet. En kort revue placerer historiens handling i et astralt landskab med en åndelig fænomenologi, bader den i potentielle gåder med deres ladning af løsninger, og viser derved mennesket dets ansigt igennem en naturlig ulogik og irrationalitet i en hyldest til og tro på disse skabende kræfter. Historien er et eventyr om verden.

... - Vær hilset, mine venner. Fjenden står kampklar bag den sydlige høj, og han har ladet mig vide, at han vil indtage slottet og derved mit land, uden kamp.

Kongens bekymring bredte sig blandt hans tilhørere.

- At dette skulle kunne lade sig gøre, beror på hans tilfangetagen af min datter. Overgiver jeg mig ikke, vil hun ende sine dage i fjendens unåde. Kun slottet og landets nøgle vil atter bringe hende i vores favn. Jeg søger jeres råd.

En djærv og grumt udseende kriger rejste sig ærbødigt.

- Ærede konge. Lad os kæmpe. Den slyngel dræber alligevel din datter, ligegyldigt hvad du gør.

En anden, men mere spinkel og smuk mand rejste sig ligeså ærbødigt.

- Ærede konge. Som den ærede konge og hans dronning er prinsessen vores liv, vores land. Dør hun, dør vi alle. Lad dem komme.

Kongen bød sine mænd sædet, og en grundende stilhed faldt over salen. Han lod sine fingre glide igennem det aristokratiske skæg og løftede atter blikket fra bordet.

- Jeg takker jer for jeres råd.

Derpå kaldte han på sin budbringer.

- Bring bud til min belejrer, at han må dræbe min datter og tage mit land.

Budbringeren forsvandt ud af døren, mens uroen slog sig ned blandt mændene.

- Sæt jer og hør!

Kongen manede til ro.

- Min fjende er en slyngel og et dårligt menneske, men alligevel tænker I som ham. Kæmp eller giv op. Det er hans ord. I er som fluer i et vindue og vil dø. Jeg vil derimod altid være konge!

 

SPØRGEBREVKASSE
VED ENW

 

SPØRGSMÅL

Kære ENW, på side 43 i Magi bringer du en udgave af livets træ, hvor hver af de toogtyve stier er forsynet med to tal. Det forekommer mig indlysende, at disse repræsenterer tarokkortene + extensa, men brugen er knap så indlysende. Du anbefaler ganske vist, at man selv skaber konnotationerne, men for ikke at løbe helt af sporet, vil jeg ønske, at du kunne give et par retningslinjer til hvordan kortene bruges i træet.

Jeg håber også, at du vil forklare, hvad der menes med: 10=1, 9=2, 8=3, etc. Hvorfor giver du Justitia og Robur henholdsvis placeringen 8 og 11, når alle andre udgaver, jeg kender, har dem omvendt?

Venlig hilsen Niels Gissel København

SVAR

Det kabbalistiske livstræ er jo en art antik udgave af bølgefunktionen, som omfatter alle modsætninger, fordi det er præeksistentielt ("virkeligheden" tænkes at befinde sig et sted under Malkhut). Sephiroth anskues da som "skåler", og "vejene" imellem dem som en art vandrør.

At disse virkelighedens kilder associeres med bogstaverne, det verdensskabende sprogs monader, og tarokkortene, som jo netop udtrykker dennes forskellige aspekter, kan vel næppe undre, men den specifikke assignation er for det meste vilkårlig. De underlige ligninger, 10=1, osv., angiver blot, at den første "station" i transcendensen er den sidste i descendensen, og så fremdeles. Det er rigtigt, at Waite og mange andre med ham nummererer Justitia med 11, og Robur med 8, men faktisk er det omvendte det oprindelige, se f.eks. det sæt, der smykker kapiteloverskrifterne i OKKULTISME ...

 

DE TRE BEJLERE
ENW

En lærer skulle vælge mellem to elever og stillede dem følgende gåde: Til en kvinde, som var kendt for sin store skønhed, men ikke just forstand, kom engang tre bejlere. Den første, som frygtede at blive taget for en smigrer, omtalte slet ikke kvindens udseende.

Den anden lovpriste hendes skønhed. Den tredje nævnte den ikke med et ord, men roste kvinden for klogskab. Hvem af disse tre ville I nu tro, hun tog til ægte?

Den første! svarede den ene elev, eftersom hun nok var træt af smiger. Tværtimod! fastholdt den anden. Ingen kvinde bliver nogen sinde træt af at høre sin skønhed lovprist.

I tager fejl begge to, sagde læreren, hun valgte den tredje bejler. Sin skønhed kunne hun nemlig finde hos enhver mand, men sin klogskab kun hos ham.