ELSEBETH NR. 8

 

 

TIDSSKRIFTET
ELSEBETH

 

Nr. 8.
Februar 1994

 

TIDSSKRIFTET ELSEBETH
NR: 8. 1994

"Nyheder":
Erwin Neutzsky-Wulff,

"Neuroner, sanser, tudser og visuel-perception":
Kristian Beedholm,

"Okkultismens videnskabsteoretiske grund-modeller i korte træk...":
Rune Engelbrecht Larsen

Korrektur: Jens André Pedersen
Redigering, layout, sats, kopiering og udgivelse:
Simon J.S. Falkentorp & Sidsel S. Petersen tlf.: 86-92 85 89
Brødtekst er sat med Times New Roman,
overskrifter med Tiffany Heavy
Bladets adresse er:

Giro: 1 07 28 54
Tidsskriftet ELSEBETH
Postboks 1483,
8220 Brabrand.

Tidsskriftet ELSEBETH udkommer, så tit redaktionen har modtaget tilstrækkeligt stof til et blad.

Prisen pr. eksemplar inkl. porto af alle numre er for tiden 25,-. Bestilling foregår ved indbetaling på ovenstående adresse og giro-nr. med tydelig angivelse af navn, adresse, og af hvor mange eksemplarer af hvilke numre, der ønskes. I tvivlstilfælde kan man ringe til redaktøren på ovenstående tlf.-nr.

ILLUSTRATIONER I DETTE NUMMER:

Forside: Simon Falkentorp.
Side 10: fra Niels Blædel: Harmoni og enhed. Niels Bohr En biografi (Carlsbergfondet/Rohdos 1985)
Side 14: fra John Gribbin: Schrödingers kat (Gyldendal 1987)
Side 22 og 28: fra Alvar Ellegård: Sproget og hjernen (Hans Reitzels 1982)
Side 33: Rune E. Larsen
Side 40: fra: New Larousse encyclopedia of Mthology
Side 46: Gustave Doré
Side 52-62: Kristian Beedholm

 

INDHOLD

 

Nyheder ENW

Okkultismens videnskabsteretiske grund-modeller i korte træk Rune Engelbrecht Lansen

Neuroner, sanser, tudser og visuel form-perception Kristian Beedholm

 

Betalingssystemet er stadig ikke så velfungerende. Problemet er bl.a., at udgivelsesfrekvensen er så svingende, så vi ikke bare kan lave fast abonnementspris. Det afstedkommer bl.a. en del forvirring blandt læsere, der har betalt flere numre frem, og meget forståeligt ikke altid kan huske, hvor mange. Derfor medsender vi denne gang en opgørelse for hver enkelt abonnent, evt. sammen med et girokort med påskrevet pris for læserens næste nr. Det betyder så også, at man ikke længere skal indbetale for flere numre frem, da den lave pris ikke holder 5 år frem i tiden.

Dette hænger sammen med, at abonnementstallet er stigende, bl.a. på baggrund af Erwins store 6-timers foredrag for nylig i Århus, samt ISSN- og biblioteksregistrering, og at bladet derfor sandsynligvis vil overgå til en mere kommerciel form på et senere tidspunkt, hvis altså stigningen i antallet af læsere holder ved. Den nuværende meget manuelle produktionsform ved kopi- og falsemaskiner betyder jo et tilsvarende øget tids- og arbejdspres. Dette vil i så fald komme til at betyde en højere pris pr. nr., men til gengæld et bedre B5-format og flere sider med offset-trykt indhold.

Der er en rettelse til Mikkel Starups Eventyret om Verden i nr. 7 på side 47's 11'te linie, hvor der skal stå "incantation" i stedet for "incitation".

Simon

 

NYHEDER

READ ALL ABOUT IT!

1994 tegner jo til at blive noget af et Neutzsky-Wulff-år. Ud over at Verden nu endelig udkommer til august, genudsendes Anno Domini, Gud, 33. Marts og Havet, den første allerede i februar. Så kommer det, der nok i mange år vil være bogen om forfatterskabet, Rune Engelbreth Larsens "Forsvar for verden." Den længe ventede nye udgave af tarok-kortene er, som de fleste skulle have opdaget by now, kommet. Jeg er også gået i gang med et andet projekt, et opera-agtigt værk om kristendommens indførelse i Danmark, i samarbejde med komponisten Søren Hyldgård. Elsebeth (bladet), som jeg i nogen tid har forsømt grundet min iver for at færdiggøre Verden, har jeg desværre også denne gang kun haft stunder til at bidrage til med forskellig small-talk. Læserne kan så trøste sig med to gode artikler samt med visheden om, at det næste nummer bliver ca. 50-60 sider ren og skær Neutzsky-Wulff - eller ærgre sig over det, som smagen nu falder.

VERDENS-SITUATIONEN

Er jo nu den behagelige, at jeg er færdig. Med den tiende del, som ligeledes hedder Verden, fylder værket nu fulde 1.100 sider.

WORDS, WORDS, WORDS

I rækken af besynderlige kurser/studie-kredse i alt fra latin og hebraisk til mystagogik og programmering har vi nu besluttet at tage fat på Shakespeare i en gennemgang af Julius Caesar, Macbeth, Hamlet, prince of Denmark og The life of King Henry V. Da det oprindelige hold er blevet udtyndet i en grad, hvor vores græsk-kursus kunne prale af een elev, benytter vi samtidig lejligheden til at tilføre nyt blod ved at annoncere vore intentioner i Elsebeths spalter. Kurset vil køre hver tirsdag fra klokken 20.00, til vi ikke gider mere, fra og med den 1. marts, inden hvilken dato ansøgninger om optagelse meget logisk må være os i hænde (that's Vesterbrogade 50, 4, 1620 Kbh. V, hvis nogen skulle være i tvivl). Det er selvfølgelig gratis.

RABBITS, RABBITS EVERYWHERE

Direktionen skal endnu en gang på det indstændigste opfordre til at deltage i jagten på hjem til husets talrige kaniner, da følgende kæde-reaktion ellers meget let kan blive resultatet: Elsebeth (ikke bladet, red. anm.) bryder sammen - jeg bryder sammen - ikke flere bøger - læserne går til grunde i kedsomhed og apati. OBS OBS OBS: This is not a joke! Alle lykkeligt relokerede kaniner vil automatisk udløse et fri-eksemplar af Verden med det lykkelige resultat, at den heldige vinder kan erhverve dette højst nødvendige værk uden at belåne fædrenegården.

NØGLEN

Flere læsere, som kender min grundighed, har gættet, at de ægyptiske replikker i Døren er vaskeægte ægyptisk, og udbedt sig en oversættelse. Den kommer her af hensyn til dem, hvis ægyptiske er rustent. Det er vel naturligt, at den først opvågnende ægypters opmærksomhed skulle gælde solen, og disse to indledende replikker lader sig da også oversætte til henholdsvis "Re er der" og "Solen står på himlen!" Nu vågner Panes, og Suri viser den fornødne respekt. Dette behager præsten: "Skriveren er glad for, at vi er indtrådt i hans hus ..." Sine kolleger forklarer han: "Denne jævne mand er skriver!" Da kustoden går i vejen for ham, anser han det dog for nødvendigt at gøre opmærksom på sin egen betydning: "Se, jeg står foran dig!" og, da dette ikke synes at have den ønskede virkning: "Se, du er min tjener!" Her irettesætter Ta-khennu dog forsigtigt sin foresatte: "Den milde fortjener større ros end den stærke!" Den venlige modtagelse gør ham noget mere forhandlingsvenlig, så at han endog strækker sig til at udtale en velsignelse: "Der skal være liv for dig!" Nesmin er umiddelbart mere opsat på at sætte sin krokodille i frihed i Holmens Kanal, skønt, som han beklagende bemærker: "Den har ikke nogen siv." Fra nu af har vi ægyptologens oversættelse at støtte os til, som dog i reglen er noget fri. Panes siger således bogstaveligt: "Ingen har noget hjerte!" Hans trussel lyder direkte oversat: "Der er ikke nogen grav for den, der gør oprør!" "Akew" er naturligvis brød. Hvad ægyptologen oversætter som "Det smager ad helvede til!" lyder i virkeligheden: "Dette er dødens smag! Hvad er det, du har gjort ved det?" Som tak for hjælpen i bagerforretningen får ægyptologen et stykke med kommentaren: "Markens grøde til din ka!" og Nesmin hævder ganske rigtigt: "Jeg har gjort den bedre, end den var før." Ikke mindre stødt er Panes' "Hvorfor gøres dette?" Hvad Panes' sidste manende besværgelse angår, må den i teksten anførte oversættelse anses for dækkende.

 

OKKULTISMENS VIDENSKABSTEORETISKE GRUNDMODELLER I KORTE TRÆK

af
Rune Engelbrecht Larsen

 

I

I det følgende skal vi gennemgå Erwin Neutzsky-Wulffs erkendelsesteoretiske identifikation og placering af det "overnaturlige", som vi praktisk skal kalde den brede klasse af fænomener og væsner, samtlige religiøse traditioner fra hulebillederne til og med kulturreligionerne - i det mindste i deres gry - beretter om.

Her møder vi en regulær syndflod af mystiske ånder, dæmoner, engle og guder i utallige variationer, der, tager vi overleveringerne på ordet, endog agerer aldeles anderledes med verden end den daglige rationelle og kausale aktivitet vi kender og opfatter som et grundlæggende forhold ved selve virkeligheden. Den hævdvundne forestilling om de ubrydelige naturlove synes med andre ord ikke at gøre sig definitivt gældende over for sådanne fænomener, der øjensynligt overtræder alt, hvad vi mener at have erfaret gennem naturvidenskaberne - deraf klassificeringen "overnaturlig".

Erkender vi, at i det mindste 99,9% af menneskeheden siden tidernes morgen har været religiøs, og, skønt en tilsyneladende delvis forskelligartet og modstridende terminologi, under alle omstændigheder har bygget livet, samfundet og kulturen på påståede erfaringer af overnaturlige væsner, som har deltaget i menneskelige forhold på såvel kausal som akausal vis, og at de i én eller anden forstand har "skabt" verden, opstår øjensynligt et gevaldigt problemkompleks.

Den religiøse fænomenologi kan tydeligvis ikke være udtryk for primitiv naturforklaring alene (i den forstand Zeus' spydkast forklarer lynet), som nogle vil gøre den til, for det første fordi det kun er en perifer del af mytologien og de religiøse kildetekster, der handler isoleret herom; for det andet fordi langt de fleste religiøse folkeslag, fra "primitive" til kulturelle, parallelt hermed har praktiseret fuldstændig rationelle og logiske vidensformer som eksempelvis matematik, biologi og astronomi, på principper meget lig vore egne.

I forlængelse af en reduktion af fænomenerne til symbolik eller (primitiv) forklaring på "naturkræfter" ligger selvfølgelig forestillingen om, at mennesker med religiøse verdensopfattelser var idioter - eller pænere udtrykt: I kraft af flere århundreders (videnskabelige) erfaringer er det først for nylig, vi har indset, hvordan verden virkelig hænger sammen og ikke længere behøver henfalde til fantastiske antropomorficeringer af forhold, vi ikke helt forstår.

Imidlertid bygger alle religiøse traditioner på teknik (ritual), godt nok en teknik vi har vanskeligt ved at finde mening i, men immervæk teknik, der retter sig mod overnaturlige fænomener i snart sagt alle livets forhold - fødsel, navngivning, indvielse, jagt, bryllup, ofring, krig, forsoning, tilberedelse af føde, udfærdigelse af redskaber, lovgivning, død etc. At sådanne teknikker har persisteret i århundreder og årtusinder i deres respektive stammer og kulturer, gør det meget vanskeligt at benægte deres effektivitet, medmindre udøverne har været komplet idioter, og det er igen meget vanskeligt at forklare, hvordan mennesker, der forlader det meste af deres liv på virkningsløse teknikker, har haft omløb i hovedet til at kunne skrive udødelige mesterværker, konstruere antikkens syv vidundere eller udfærdige præcise kalendersystemer.

I dag hælder de fleste da også til, at alle tiders religiøse fænomenologi baserer sig på fantasifuld underholdning eller primitives sindrigt udtænkte systemer, der godt nok ikke bygger på vor tids videnskabeligt akkumulerede viden, men vitterlig heller ikke er uintelligent struktureret.

Kunstens utallige fremstillinger af gudernes ofte besynderlige evner og fremtrædelsesformer er altså blot dekoration og symbolik; tusindvis af ritualer har været "underholdende" eller i bedste fald fantasifulde abstraktioner, der kunne "stimulere" fantasien - til tider med "almentmenneskelige problematikker". Men metafysik og abstraktion hører den moderne "videnskabeligt" kvantificerede verdensopfattelse til, intet er så abstrakt og verdensfjernt som tal og elementarpartikler, som vi skal se.

Neutzsky-Wulff anser det for bydende nødvendigt, at gå ind på disse fremmedartede religiøse systemer og tage dem for bogstaveligt pålydende, i det mindste derhen at det kræver de mest abstrakte og kulturchauvinistiske forestillinger at benægte, at overnaturlige væsner er blevet erfaret så fysisk konkret som vore medmennesker og det øvrige verdensinventar.

Det medfører naturligvis et behov for en forklaring på, hvorledes dette kan tænkes at have været muligt, såvel som et svar på spørgsmålet om, hvor disse talrige overnaturlige væsner i så fald er henne i dag, idet de jo tilsyneladende ikke erfares længere. En simpel konstatering af at argumenterne imod tidligere tiders konkrete erfaring heraf enten er decideret naive eller i bedste fald vage, bringer os ikke til forståelse for - og forklaring på - det overnaturlige, hvorfor Neutzsky-Wulff præsenterer en erkendelsesteori, der både i kraft af sine intentioner og konklusioner meget logisk tituleres "okkultisme" (det skjulte, hemmelige), idet der er tale om en verdensanskuelse, som søger at inkorporere alle tiders (glemte eller gemte) religiøse modeller.

II

Neutzsky-Wulffs okkultisme advokerer en forklaring på det overnaturlige - hvad kan der menes med "forklaring"? Hvis vi anser naturlovene for at være forklaringer, må vi skelne mellem iagttagelse og forklaring heraf, dvs. fortolkning. Naturlovene er uiagttagelige i sig selv, de er fortolkninger af iagttagede invarianser.

"Både Newtons og Einsteins "forklaring" af tyngdeloven er til syvende og sidst blot en reformulering. At sige, at fænomenerne skyldes en kraft eller en dæmon, eller at massen krummer rummet, er næppe mere forklaring end at sige med Aristoteles, at tabte genstande har en tendens til at falde, hvilket igen er en blot og bar konstatering af en invarians."

(OKKULTISME, s. 20).

Eksemplet med kausaliteten er velkendt siden Hume. Vi kan lade én billardkugle støde til en anden, så denne sættes i bevægelse - den første er årsag til den andens bevægelse, der består et kausalt forhold de to imellem. Kausaliteten er imidlertid ren tolkning, en vanlig erfaring af at på A følger B, hvilket er et forløb, vi blandt utallige lignende forhold har erfaret et astronomisk antal gange, hvorfor det "videnskabeligt" sluttes, at A forårsager B.

Kausaliteten var materialismens og den klassiske naturvidenskabs kendsgerning par excellence. Dét anfægtedes ikke det mindste af, at man med Hume erkendte, at den ikke kunne iagttages, men i stedet var en fortolkning af iagttagelsen. Kausaliteten er fortolkning, en "model", der kan benyttes og forklare et bredt sortiment af invarianser, ikke et fundament for virkeligheden.

Heri ligger ikke noget nedværdigende eller fordækt; alt, der ligger ud over iagttagelsen selv, må nødvendigvis være fortolkning, men fortolkningen kan være bedre eller ringere. Jo oftere den fungerer, jo bedre et redskab, jo mere "sand" en model. Hvor kausaliteten virker, er den en sand model, og den virker jo vitterlig altid til daglig.

Den har imidlertid sine begrænsninger, som alle modeller har, hvad den moderne fysik har måttet sande, idet kausaliteten er kommet til kort inden for atomfænomenerne. Hvordan man fandt ud af dette, skal vi kort illustrere ved en polemik Bohr og Einstein imellem, der sin banebrydende og principielle erkendelsesteoretiske karakter taget i betragtning burde være gået over i filosofihistorien.

I den klassiske fysik søgtes udelukket alle ydre påvirkninger på det eksperimentelt undersøgte system, men med kvantemekanikken erfarede man, at det betød noget så drastisk som en udelukkelse af selve iagttagelsen.

Iagttagelsen viser sig uheldigvis uundgåeligt at vekselvirke med de atomfænomener, man søger at iagttage; ethvert måleinstrument vil ved registreringen af tilstanden i et system bestående af atomfænomener gribe ind i disse. Et forhold, der ikke blot er praktisk, i den forstand vore målemidler er utilstrækkelige, men principielt, i den forstand det er et uomgængeligt træk, når vi skal beskrive virkelighedens fundamentale opførsel - vekselvirkningen systemet og iagttagelsesmidlerne imellem udgør en del af de atomare fænomener.

Den kendsgerning, at der under samme forsøgsopstillinger ikke per definition kunne være tale om præcis samme forsøgsresultat, nødvendiggjorde en statistisk redegørelse for kvantefænomenerne til fordel for en kausal. Endvidere viste det sig umuligt at operere med entydige billedlige fremstillinger, blandt andet fordi såvel lys som stof åbenbarede dual karakter og måtte beskrives både som partikler og bølger.

For at undgå paradokset indførte Bohr "komplementaritetsprincippet", der eksempelvis indrømmede, at lys under visse omstændigheder opførte sig som bølger, under andre som partikler, og at begge modeller var nødvendige for en udtømmende beskrivelse, men ikke desto mindre var hinanden gensidigt udelukkende.

For Bohr var der tale om en gennemgribende revision af vor opfattelse af virkeligheden og et endegyldigt afkald på kausalitetsidealet, hvilket ikke betyder, at al kausalitet ophører, men at der er tale om en kraftig begrænsning af begrebets rækkevidde.

Iagttagelsens vekselvirkning med det iagttagede betød, at objektivitet, forstået som en iagttagelsesuafhængig model, ikke længere var et meningsfuldt koncept. Heri lå en distancering til relativitetsteorien, ikke på grund af nogen subjektivitet, men grundet en forskel i objektivitetens status: I relativitetsteorien ved enhver iagttagelses henvisning til og afhængighed af et referencesystem, og i kvanteteorien ved iagttagelsessituationens vekselvirkning med fænomenerne - om Petersen eller Hansen udfører eksperimentet er ikke afgørende, blot en iagttager udfører det.

Om relativitetsteorien afrundede eller gjorde op med klassisk fysik, kan diskuteres, men kvanteteorien er unægtelig mere radikal i sine implikationer, i og med, at iagttagelsessituationen nu viser sig ikke blot at bero på et referencesystem, men i egentlig forstand at konstituere atomfænomenet.

Einstein nægtede at acceptere Bohrs opgivelse af kausalitetsidealet såvel som den iagttagelsesafhængighed, der var nødvendig for atomfænomenernes ganske eksistens, det forekom ham for ufuldstændigt og absurd ("... als ob der liebe Gott würfelt!").

Ved en række sindrigt udtænkte tankeeksperimenter begyndte den berømte dyst Einstein og Bohr imellem, hvor Einstein fra 1927-30 forsøgte at vise kvantemekanikkens inkonsistens, men hver eneste gang måtte indrømme, at det lykkedes Bohr at tilbagevise indvendingerne. Da han endog affejede de sidste modargumenter ved hjælp af Einsteins egen relativitetsteori, erkendte denne endelig kvantemekanikkens konsistens.

Den klassiske mekanik definerer et systems tilstand ved enhver partikels objektivt eksisterende hastighed og position til ethvert tidspunkt. I kvantemekanikken er det blevet umuligt at sige noget som helst om partiklen, når den ikke iagttages, vi kan ikke engang sige, hvad den er; ikke, fordi vi ikke kan finde ud af det, men fordi det er principielt umuligt - "den" eksisterer slet ikke.

Et systems uiagttagede tilstand defineres nu som en bølgefunktion, der ikke er der, for der er hverken partikler, hastighed eller position; når vi iagttager, kan iagttagelsen imidlertid anskueliggøres som en bølgefunktions kollaps, der aktualiserer partiklen (eller bølgen).

Det er meningsløst at spørge, hvordan en bølgefunktion "ser ud", for den er blot en teoretisk abstraktion, der ikke kan visualiseres. Når bølgefunktionen kollapser (vi iagttager), bliver fænomenet til, det aktualiseres enten som bølge eller partikel - afhængigt af den aktuelle iagttagelsessituation.

Et eksperiment skal eksempelvis fastslå, hvorvidt en elektron er en partikel eller en bølge, men den kan kun være én af delene ad gangen - hvad er så elektronen i sig selv? Spørgsmålet er meningsløst. Bølgebilledet og partikelbilledet er komplementære; i nogle situationer vil "noget" aktualisere sig som bølge, i andre vil dette "noget" aktualiseres som partikel; beskrivelserne er hinanden gensidigt udelukkende, men begge nødvendige for en fuldstændig forklaring.

Selv når vi iagttager (f.eks. måler elektronen som partikel), er systemets tilstand ikke at ligne ved klassiske termer, hvor vi ville kunne fastslå den præcise hastighed og position. Hvis vi finder elektronens eksakte hastighed, har den ingen entydig position, og hvis vi finder den eksakte position, har den ingen hastighed. Vi kan højst tilnærme det som sandsynlighed, for eksakt hastighed og position er tillige hinanden gensidigt udelukkende.

Sådanne absurditeter er det altså lykkes Bohr at overbevise Einstein om - i hvert fald at de er nødvendige i kvanteteorien, og at denne er konsistent. I 1935 vender Einstein imidlertid frygteligt tilbage, denne gang med kollegerne Podolsky og Rosen, der ved et nyt tankeeksperiment - kendt som "EPR-paradokset" - påstår, at nok er kvanteteorien konsistent, men den er ufuldstændig.

Einstein, Podolsky og Rosen mente teoretisk at kunne fastslå, at det var muligt præcist at forudsige atomare størrelser uden at iagttagelsessituationen greb ind i systemet. Som vi skal se, kan konsekvensen heraf forenklet anskueliggøres ved, at forudsat lysets hastighed er den absolutte maksimale hastighed, vil enten kausalitetsbegrebet - og dermed objektiviteten i både klassisk og einsteinsk forstand - stå for fald, eller også er kvantemekanikken ufuldstændig.

EPR kunne ikke håbe på en beskrivelse af en objektiv bag-bølgefunktionen-liggende atomverden, men dog påvisningen af, at en sådan - om end endnu uopdaget - iagttageruafhængighed måtte persistere, så partikler til enhver tid har eksakt position og hastighed.

Et lille halvt år senere kunne Bohr teoretisk vise, at Einstein tog fejl - kvanteteorien er fuldstændig, absurd eller ej. Relativitetsteoriens fader accepterede det dog aldrig, og siden har andre forsøgt at forklare den bagvedliggende objektivitet med "skjulte variable" og andre metafysiske størrelser.

Først i 1982 kunne Alain Aspect iscenesætte en række forsøg, der endelig eksperimentelt kunne afgøre den strid, Bohr og Einstein udkæmpede et halvt århundrede tidligere.

To fotoner udsendes samtidig med identisk polarisation (fotonens "hældningsgrad" i forhold til udbredelsesretningen). Før målingen er systemets tilstand én fælles bølgefunktion (igen: Det er ikke noget, vi kan visualisere, det er blot en teoretisk konstruktion), der betyder, stadig ifølge kvanteteorien, at idet vi måler, kollapser bølgefunktionen, og polarisationen af den foton, vi måler, er nødvendigvis identisk med sin "tvilling".

Det afgørende er nu, at hvis vi efter de to fotoners udsendelse, i måleøjeblikkets registrering af begge, ændrer den enes polarisation, vil vi ifølge Einstein iagttage, at de to fotoners forskellige polarisation benægter forestillingen om en fælles bølgefunktion ("ikke-eksistens"), fordi der - selv om vi (endnu) ikke kan måle det - har været tale om to fotoners adskilte objektive polarisation før målingen. Det ville i så fald være bevist, at vi uden at forstyrre systemets anden fotons (uændrede) polarisation kunne forudsige dens polarisation identisk med begyndelsespolarisationen.

Hvis Bohr skulle have ret, ville konsekvensen være, at idet vi ændrer den enes polarisation i måleøjeblikket, vil den anden også have denne polarisation, fordi hele systemets tilstand er en fælles bølgefunktion. Der eksisterer ikke noget systems tilstand, ingen fotoner og selvfølgelig heller ingen polarisation, hvor de ikke iagttages. Der er en begyndelsespolarisation, og der er en slutpolarisation, der er altså ikke noget imellem, og da begyndelsespolarisationerne er identiske, må de også være det til slut, uagtet vi med iagttagelsen ændrer den ene (og kun den), for derved har vi uundgåeligt også grebet ind i den anden, ergo kan vi ikke ved iagttagelsessituationen undgå indgriben på hele systemet (begge fotoner).

Det gik efter Bohrs hoved. Idet vi måler og ændrer den ene, får den anden øjeblikkelig samme polarisation (om der er ti meter eller ti lysår imellem dem), hvorfor vi må fortolke forsøget på én af to måder: 1) Den ændrede foton "meddeler" sin ændrede polarisation (kausalt) til den anden, der så ændrer sin polarisation, hvilket i så fald må være hændt hurtigere end lysets hastighed; 2) iagttagelsen definerer bølgefunktionens kollaps, der er ingen "meddelelse" de to fotoner imellem; før iagttagelsen er der ikke "to fotoner", men en fælles bølgefunktion; vi aktualiserer fotonerne og deres polarisation, der er ikke nogen kausal forbindelse og ikke nogen objektiv foton før iagttagelsen.

1) ødelægger relativitetsteorien og dermed hele fysikken, der ganske enkelt bliver umulig, så vi er tvunget til at acceptere 2). Kvanteteorien er såvel teoretisk som eksperimentelt videnskabshistoriens mest veldokumenterede teori. Den virker trods al sin øjensynlige absurditet; om dens fuldstændighed er bevist, diskuteres stadig. Men at objektiviteten og herunder allehånde mystiske "skjulte variable" er endegyldigt manet i jorden, er der næppe nogen begavet tvivl om længere (sml. 2000, 3. 12.).

Verden er ikke grundlæggende kausal - kausalitet er en model, vi kan benytte i en række tilfælde, men som intet har at gøre, når vi undersøger virkelighedens fundamentale funktioner.

"Det var en tryg, håndterlig verden, vi levede i. Hvis vi kunne bekæmpe arbejdsløsheden og apartheid i Sydafrika, havde vi nået det hele.

Mennesket var landet på månen, og der var med Aleksanders ord ikke flere verdener at erobre. Nu er det, som om vi knap er begyndt.

Som om vi har sovet i tusind år og vågner til en verden, vi ikke kan genkende. Uden for vores entrédør gaber afgrunden.

Nye eksperimenter, sidst Alain Aspects forsøg, understreger fotonens "mystiske viden" og alle kvanteteoriens andre paradokser som ubestridelige realiteter. Men vi vil nødig være med.

Fotonerne, der ved så meget om hinanden, skønt de fjerner sig fra hinanden med lysets hastighed, er nok forbundne i den femte dimension. Men de eneste "skjulte variable", vi vil finde, er os selv."

(MAGI, s. 54).

Man har søgt at indvende, at nok må vi finde os i disse kvanteteoretiske undsigelser af kausalitet og objektivitet, men det gælder jo kun for et mikrokosmos - på det subatomare niveau. Det er naturligvis rigtigt, at vi i en række dagligdagsmodeller udmærket kan benytte kausaliteten, hvor det er en model, der virker, den er blot ikke mere end det. Samtidig er en række hverdagsfænomener baseret på kvanteteoriens "absurditet" - vi havde hverken farve-tv, digitalure, computere, lasere, A-kraft eller A-bomber, hvis ikke kvanteteorien fungerede, det kan man jo så glæde eller ærgre sig over, men sondringen mikro/makro er derved særdeles problematisk. Hvor går grænsen? Mellem "atomfænomener" og "store" fænomener? En radiobølge kan være 100 meter lang, og endelig er atomfænomenerne alene "makroskopiske" iagttagelsessituationers modeller.

Kvanteteorien er således ikke en verdensopfattelse i den forstand, at den fortæller, hvorledes verden virkelig er, det er rettere en procedure, eller flere procedurer, modeller, som endog kan være indbyrdes modstridende, om hvilke vi kan sige, at de virker. Virkelighed er det, der virker, om det er absurd, kommer selvsagt an på, hvordan vi definerer absurditet.

III

Selv om det kan være praktisk at skelne mellem iagttagelsen og den model, vi benytter til at fortolke og indvirke på iagttagelsen med, betyder det ikke, at den nøgne iagttagelse i sig selv er det "sande" eller "virkelige", for allerede iagttagelsen repræsenterer en model, en fortolkning.

Hvad vil det sige at "iagttage"? At iagttage er ufravigeligt knyttet til indlæringen af, hvad det er, vi ser, når vi ser noget, hvilket igen hænger nøje sammen med sprogindlæringen, som vi skal vende tilbage til i afsnit VI.

Foreløbig kan vi blot antyde, at de i den specifikke kulturelle kontekst gældende modeller aldrig alene kan være forklaringsmodeller, sådan at forstå, at sanseindtrykkene er fastlagte objektive kendsgerninger, hvis måde at opføre sig på, vi så tolker i forskellige modeller. Den model, med hvilken vi gebærder os, afgør også hvad, vi ser. Vi skal lære, at de og de farvekonfigurationer betyder den og den genstand.

Ingen kommer til verden og ser stole, borde, moderbryster og sutteflasker, første gang de åbner øjnene. At barnet imidlertid ser simple geometriske figurer, flader og farver i ét væk, fordi dét er medfødt, er givet. At sondre herimellem, så verden efterhånden kommer til at bestå af veldefinerede genstande, kræver forældrenes vedholdende insisterende opmærksomhed på de samme forhold, hvorved de bliver den "virkelighed", barnet oplever at få respons på blandt utallige "fejlgæt".

Vi lærer, hvad vi skal være opmærksomme på; ikke det tilfældige mønster gulv/gulvtæppe/stoleben udgør lige nu, ikke skjolderne på tapetet og ikke andre forhold end de, der giver mening i vore forældres (aktuelle kulturs) begrebsramme - den eller disse modeller bestemmer, hvad vi ser, hvad vi lærer at være opmærksomme på (sml. GUD, bd. 1, s. 142-144 / 2. udg. s. 101).

På længere sigt lærer vi at skelne "os selv" fra omverdenens fænomener, vi adopterer den model, der er den fælles, den på hvilken consensus hviler, og hvad den gør os enige om, kalder vi objektivitet. Efterhånden tilegner vi os også de mest anvendelige "forklaringsmodeller" (i den udstrækning disse kan skelnes fra perceptionsmodellerne; hvad de strengt taget kun kan for anskuelighedens skyld), dvs.: kausalitet; rationalitet i den sproglige fremstilling; logisk entydighed m.fl.

Vi må således skelne mellem objektet for vor erkendelse og modellen, med hvilken vi opfatter det, tolker det. Denne model er blot ikke eviggyldig, den kan variere, hvorfor vores konkrete erfaring af objektet vil variere. Det giver med andre ord ikke mening at skelne mellem modellen og verden, for modellen afgør for os alt, hvad vi kan sige og sanse, den er simpelt hen identisk med det, vi opfatter kognitivt og det, vi udtrykker kommunikativt, den er lig med - den i dag fælles - verden.

"Hele vores virkelighed bygger på consensus, at vores omverden er enig med os i det, vi mener at opfatte. Vi behøver ikke at tale, vore handlinger afslører vores mening om verden, og den smitter, fordi den er nødt til at smitte, fordi vi ikke har nogen anden funktionsdygtig model af verden end den fælles."

(VERDENS HISTORIE, s. 75).

En hvilken som helst model har sine forcer og sine svagheder, den er begrænset i sin anvendelighed, men når vi benytter en model, har vi samtidig bestemt, hvad vi kan sige og opfatte. Vi kan ikke kigge "bag" modellen og se, hvordan den forholder sig til den rigtige, virkelige, model-uafhængige verden, for hvad der "er", fraset vore modeller, kan vi ikke udtale os om, så lidt som vi kan se det - så snart vi ser, ser vi på baggrund af en model.

Det er blevet meningsløst at tale om verden i sig selv, men for at forstå hvordan erkendelsen forløber, er det i det mindste tilrådeligt foreløbig at beskrive processen i stil med Kants berømte Ding-an-sich/Ding-für-mich distinktion, blot kan vi bruge nogle lidt mere hensigtsmæssige klassifikationer.

Modellen (Ding für mich) er alt, vi kan udtale os om og gebærde os i, den er for så vidt verden, som vi applicerer "på" et begrebsløst, akonceptuelt potentiale (Ding an sich). Først når vi bruger en model, aktualiserer verden sig, før "var" den ikke, den var højst tendens, potentiel - bølgefunktionen før bølgefunktionens kollaps.

Foreløbig tillader vi os at antage denne ydre verden som et akonceptuelt "x", af hvilket vor iagttagelse konceptualiserer en verden, nemlig den eller de modeller, vi benytter til daglig i vor specifikke kontekst, eller de modeller, der ofte er i modstrid med dagligdagen, men som vi skal bruge på verdens mere grundlæggende forhold, eksempelvis i fysikken.

Nu kan det synes vel pragmatisk at genindføre Kants an-sich-begreb, som filosofien for længst - og med rette - har søgt udryddet, fordi det var meningsløst at operere med et principielt uerkendeligt forhold og påstå dets eksistens.

Denne indvending er blot ikke længere tilstrækkelig, idet eksistens overhovedet ikke er det (videnskabeligt, filosofisk set) enkle og entydige forhold, det så ud til i Kants samtid - og mere end et århundrede senere. Der er nemlig ikke tale om, at dette akonceptuelle potentiale eksisterer, kun iagttagede forhold giver det mening at kalde eksisterende, det er blot også misvisende at benævne det ikke-eksisterende - uiagttaget "er" der kun tendens.

Lad dette i det mindste være et tentativt holdepunkt, en model (på modelbrug), som kan anskueliggøre processerne indtil videre.

Vi har været lidt inde på, hvordan vor grundlæggende verdensopfattelse, begrebsrammen (og dermed verden) er noget, vi fødes med forudsætningerne for at kunne konstruere, men hvis endelige (egentlig: foreløbige) udformning den aktuelle (kulturelle) kontekst "overtaler" os til.

Hvordan og hvorfor en model konstrueres, hvordan vor fortolkning af verden udspiller sig, må vi underkaste fortolkningsapparaturet - hjernen - en undersøgelse, for at kunne anskueliggøre; hvilket vi (efter visse indledende overvejelser vedrørende subjekt/objektfiguren) går i gang med i næste afsnit.

Neutzsky-Wulff definerer bevidstheden som "summen af de elektriske impulser, der når hjernen og den orden, den påtvinger dem". Hjernen fortolker mønstret i lysintensitetens bratte fald som konturer, og de flader, konturerne afgrænser, opfattes som enkelte elementer, "legemer" i en bred forståelse heraf. Hvis elementerne kun opfattes med ringe variation (f.eks. forskellen på det samme element ved forskellige perspektiver), klassificerer vi indtrykkene som "ting". I afsnit V går vi i dybden med disse problemstillinger i et nærmere kik på bevidsthed og personlighed, her skal det blot antydes, at vores krop er en "ting", der afviger fra de øvrige genstande alene ved den banale erfaring, at "vi" identificerer os med dette billede, hvorfra vi agerer med og iblandt de øvrige genstandsbilleder.

Naiviseringen af dette forhold bliver til "mit subjekt" til forskel fra de disjunkte "ydre objekter", men såvel modellerne subjekt som objekt er lige lidt "ydre"; de opfattes begge som eksternaliserede objekter, men som sådanne er de blot hjernens "projektioner", som enhver model er det. Verden består af kognitive billeder, "bag" disse er den akonceptuel.

Alligevel er subjekt/objekt-distinktionen en praktisk model, som vi benytter igen og igen til daglig, og den virker glimrende, så længe vi ikke opfatter den som et ufravigelig objektivt faktum ved verdens indretning eller ved den proces, hvormed vi erkender denne.

Det er en model, med hvilken vi erfarer verden, derfor bekræftes vi i vor vanlige sansning af denne sondren subjekt og objekt imellem, at "jeg" er et subjekt, evt. inde i subjektet, til forskel fra den "ydre" objektverden, hvor andre subjekter erkendes som særegne "objekter".

"Dette forhold til verden forekommer os så universelt, at det i virkeligheden er vanskeligt for os at forestille os noget alternativ til det. Ikke desto mindre har vi set, hvordan kausaliteten på ingen måde kan "erfares", den er en anskuelsesform, der ligesom tid, rum, substans og identitet fortolker sanseindtryk.

Der er således ikke noget til hinder for, at vi i det mindste kan hypotetisere, at en anden hjerne kan fortolke sanseindtrykkene ved hjælp af andre kategorier. Hvordan en sådan anden hjerne skulle være i stand til at formidle disse kategorier til os, er en anden sag, eftersom vort sprog er uløseligt knyttet til netop vore kategorier.

Vi har substantiver, der betegner ting, adjektiver, der angiver deres egenskaber, og verber har tider, der udgør en væsentlig del af deres mening. Denne "sprogfilosofi" er naturligt nok nedfældet af Aristoteles i en logik af subjekt og prædikat.

Her er en påstand altid grundlæggende en påstand om, at en ting har en egenskab."

(OKKULTISME, s. 36).

Et menneske, der ikke baserer sin omgang med og i verden på implicit eller eksplicit indre/ydre dualisme, og hvis sprog heller ikke er konstrueret over en sådan opfattelse, ville erfare verden radikalt anderledes end vi; ikke i den vage forstand, at han ville tolke iagttagelige objektive invarianser anderledes; de iagttagede invarianser ville forholde sig anderledes, end det ville være tilfældet for os, var vi bragt i præcis samme iagttagelsessituation.

Vi kan allerede nu antyde, at tidligere tiders religiøse fænomenologis moderne ikke-eksistens, givetvis hænger sammen med en forskel på de modeller, med hvilke verden iagttages - eller rettere konceptualiseres.

"Og en model er, som vi har set, ikke bare en opfattelse, den er en måde at opfatte på. Alt, hvad vi oplever, ikke blot filtreres gennem modellen, det skabes af den."

(OKKULTISME, s. 51).

Der er blot ingen grund til at slutte nogen relativisering af al viden så lidt som nogen vilkårlighed, som kunne man jonglere med modeller som solbriller, men en indskærpning af, at enhver model har sine begrænsninger. Kausaliteten er ikke holdt op med at fungere, fordi den næsten er gledet ud af moderne fysik til forskel fra sandsynlighedsmodeller, den har blot fået anvist et mere begrænset område for sin anvendelighed, som er uendelig meget mindre, end man antog ved århundredskiftet.

IV

Nervesystemet hos mennesket består af det perifere nervesystems ledningsbaner og centralnervesystemet (hjernen, den forlængede marv og rygmarven), der tager sig af perception, bevægelse og styringen af muskler og kirtler.

Registreringen af et sanseindtryk og den deraf foranledigede handling er en kompliceret proces, der normalt beskrives som et tovejs-system, hvor receptorer (indre som ydre sanseceller) reagerer på påvirkninger og sender impulser over tilstødende afferente nervebaner til hjernen og rygmarven, hvor de eventuelt veksles med motoriske reaktioner, der ad efferente nervebaner når de pågældende muskler eller kirtler.

Mere præcist kan vi eksempelvis følge sansepåvirkningen, når man stikker sig i armen med en nål. Receptorerne det pågældende sted reagerer med en specifik elektrisk spændingsændring, der frigør en kemisk transmittersubstans til et tilstødende neurons (nervecelle) modtageroverflade (dendrit eller cellelegeme), der således ændrer dennes spændingstilstand. Er den elektriske impuls tilstrækkelig stor, farer den bort fra cellelegemet ad neuronets axon (neurit) til én af dens talrige forgrenede ender, hvor synapsen forbinder den med et andet neurons modtageroverflade. Herved frigøres en transmittersubstans, der resulterer i en spændingsændring, som ad axonet farer mod synapsen - og så fremdeles.

Selvom én enkelt receptor alene kan videreformidle et sanseindtryk, er der som regel tale om en langt mere omfattende påvirkning, hvis spændingsændringer danner mønster.

Så snart receptoren påvirker det tilstødende neuron, er nervesystemet aktiveret, og nerveimpulsen farer ad afferente baner (axoner) mod formatio reticularis i den forlængede marv, der ved milliarder af synapser er forbundet med cortex (hjernebarken). Dernæst nås thalamus, som er lokaliseret under cortex, hvorfra axonerne går direkte til den endelige "registrering" på det sensoriske bånd. Hele hjernen kan i princippet have indvirket på nerveimpulsen, men den når altid det sensoriske bånds præcise zone for det pågældende sted på den pågældende arm, som er placeret over for samme arms station på det motoriske bånd.

Korrelationer af nerveimpulser, måske fra hele hjernen, er afgørende for, hvorvidt der udløses en motorisk reaktion og i givet fald hvilken. Nålen i armen er blot en brøkdel af et hav af andre impulser, hjernen hele tiden forarbejder. Hvis vi "kommer til" at stikke os, er resultatet givetvis, at man hurtigt fjerner nålen eller trækker armen til sig, men hvis der er tale om en injektion hos lægen, ville denne reaktion naturligvis være mindre hensigtsmæssig.

Trækker vi armen til os, er det fordi hjernens tolkning af situationen, finder dét smartest, og det motoriske bånds pågældende neuroners spændingstilstand ændres - en nerveimpuls afsendes. Specielt mange axoner går direkte til rygmarven, men impulsen kan også influeres af lillehjernen og subcortikale motoriske kerner, der alle er indbyrdes forbundet. I rygmarven nås neuroner for de muskler, hjernen (bevidst eller ubevidst) har "besluttet" at aktivere. Herfra går turen så endelig ad efferente baner til eksempelvis overarmen, hvor kontraktionen udløses - vi fjerner armen eller nålen.

Fra nålestikket til reaktionen er der måske gået et kvart sekunds tid, men den bevidste erfaring heraf forekommer som en øjeblikkelig reflekshandling - vi bliver nemlig først bevidst om hele hændelsesforløbet på én gang, når det egentlig er forbi.

Alt sammen kausale processer, der tilsyneladende bekræfter den umiddelbare hverdagserfaring: Sansepåvirkninger er en direkte registrering af forhold i den ydre verden. Så enkelt er det naturligvis ikke, idet nervesystemets ændringer ikke nødvendigvis er specificeret, men blot udløst af receptor-stimuli; for nervesystemet er der ingen "nål", som bryder gennem "huden", der er kun et indre forholds konstante vedligeholdelse af (indre) relationer sensoriske og motoriske elementer imellem.

Endnu tydeligere bliver umuligheden af ikke blot en repræsentationel, men tillige af en materialistisk beskrivelse af nervesystemets processer, når vi undersøger synscentrene.

Det, vi eksempelvis oplever som en fodbold, der farer mod ansigtet, har ikke meget at gøre med det, retina (nethinden) oplever. Receptorer i retina aktiveres ved lyspåvirkning og sender besked over corpus geniculatum laterale til både thalamus og occipitallappens primære og sekundære synscentre i cortex' nakkeregion. Samtidig modtager corpus geniculatum laterale imidlertid impulser fra thalamus, occipitallap, hypothalamus og andre centre - retina bestemmer ikke suverænt, den har tværtimod særdeles begrænset indflydelse på det endelige synsindtryk, der endog påvirkes af hukommelsen, dvs. hjernens konventionelle forventning.

Den fodbold, som vi netop griber, inden den smadrer vore briller, er en hjernespunden model af noget, vi som sådan ikke kan udtale os om uafhængigt af netop denne model.

Hjernen er ganske kreativ, idet den så vidt muligt konstruerer en visuel model, så nær allerede oplagrede hukommelsesmodeller, den "udfylder" endog inkonsistenser, som det "hul", der egentlig burde persistere i synsfeltet, på det sted, hvor synsnerven træder ind - vi ser således ikke, at der er et område i synsfeltet, som retina ikke kan se.

Mennesket fødes med et optimalt antal neuroner i hjernen på muligvis 100 milliarder. Ved fødslen tælles forbindelserne (synapserne) herimellem i hundreder pr. neuron, men udbygges og udvikles til flere tusinder - hvilke og hvor mange afhænger af den grad af stimulerende opvækst og udvikling, der gennemløbes. Antallet af mulige veje for de interagerende impulser er mildest talt astronomisk.

Siden Hubel og Wiesels forsøg med kattes primære og sekundære synscentre i occipitallappen er det endvidere godtgjort, at jo længere vi kommer ind i det sekundære område, hvor occipitallappen grænser op til temporallappen, udløses stadig mere komplekse figurer, som oven i købet for en vis part er medfødte.

Der tegner sig med andre ord et billede af synscentrenes neuroner som indeholdende kategoriseringsmåder eller sågar "ideer", der stedse udbygges ved erfaring, sådan at visse ofte gentagne mønstre neuroners synapser imellem efterhånden danner konvention og udelukker ubenyttede veje. Påvirkningen af ét enkelt neuron udløser øjeblikkelig meget komplicerede visuelle sansninger, den "har lært" at sammensætte. Hvordan man end vender det, kan synsindtrykket beskrives, i overensstemmelse med eksperimentelle erfaringer, som indefrakommende konceptualisering af ideer.

Patienter med læsioner på det sekundære synsområde oplever da heller ikke "huller" i det kontinuerlige synsfelt, men tværtimod decideret usynlighed af kropsdele og af halve eller hele genstande. Er læsionerne små, kan sansebilledets visuelle side med tiden konstrueres af nye forbindelser andre neuroner imellem.

Denne idealistiske beskrivelse af synscentrene godtgøres endvidere af forsøg, hvorunder enkelte afgrænsede neuroner i det sekundære synsområde stimuleres, med det resultat, at forsøgspersonen oplever komplette synsindtryk som pludseligt opståede objekter eller sågar hele handlingsforløb (f.eks. et svajende træ, et springende egern eller en ven, der kommer én i møde). En materialistisk beskrivelse af occipitallappens virkemåde er med andre ord særdeles uhensigtsmæssig.

"Inden for neurologien kommer vi ikke længere, førend vi forstår (og man er ved at forstå det), at sansning eller perception er en aktiv proces, en skaberakt. At et bjerg ikke ligner eller er et bjerg, fordi vi ser det gennem en magisk glasrude eller "forudser" det på mystisk vis inden fødslen, men fordi bjerget kun eksisterer som en af hjernen frembragt model af noget, der er så fremmed for sanseverdenen, at vi næppe en gang kan kalde det et "objekt" i nogen traditionel forstand. At vi kan "dele" disse modeller i en kulturel kontekst og således opnå en høj grad af consensus, men også, at der er andre kulturer og andre modeller.

Objektivitet er consensus, consensus kriteriet for objektivitet. Det, vi begge kan se, er virkeligt.

Men om vi begge kan se det, afhænger igen af, om vi deler model. Endelig kan vi afvise den, der ikke deler vores model, som overtroisk, men det er i sig selv den mest blatante overtro og naivisme."

(OKKULTISME, s. 60).

Vi har altså følgende paradoks: På den ene side er det fuldt ud muligt at beskrive visse sanseforløb som receptorers registrering af forhold i en ydre verden; på den anden side kan sansningen også beskrives som indefrakommende konstitution af ideer og modeller - men man kan ikke have en opfattelse, der på én gang er materialistisk og idealistisk.

Biologerne Maturana og Varela når ad andre veje samme paradoks, men kan ikke erkende andet, end at der er tale om to ligeværdige - og lige nødvendige - perspektiver, som vi blot "ikke må blande sammen". Neutzsky-Wulffs brug af Bohrs komplementaritetsprincip kan imidlertid præcisere dette: Den idealistiske og den materialistiske model er komplementære, de er hinanden gensidigt udelukkende, men begge nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af erkendelsesprocessen, uagtet at de (som bølge- og partikelbilledet af fotonen) modsiger hinanden.

Vi har beskæftiget os mest med hjernen, der da også populært kaldes sæde for bevidstheden; vi skal imidlertid se, at denne kun er epilogen i historien om menneskelig adfærd, men til gengæld repræsenterer så udspekuleret en efterrationalisering, at den uberettiget fremstår som lokomotiv for hele foretagendet.

Den menneskelige organisme er grundlæggende en koloni af specialiserede cellehobe, hvis "formål" vi ganske umiddelbart kan se som opretholdelsen af den enkelte celles eksistens.

Cellestofskiftet er styrende for hele organismens tilstand, og hele organismen kan principielt inddrages for at afhjælpe den enkelte celles ve og vel. Når vi føler sult, er det ikke, fordi mavesækken er tom, men fordi celler savner energi. Nervesystemet kontrollerer disse overvejende ubevidste processer, igen ved påvirkning af receptorer, der sender sensoriske stimuli til den respektive station, som igen udveksler med en motorisk reaktion.

Alle afferente baner har stationer i thalamus, der således koordinerer impulserne fra hele organismen og videresender dem til hypothalamus, der i samspil med det (øvrige) limbiske system beslutter kroppens færdige handlemønstre, og videresender impulserne til storhjernen, der igen tolker disse som drift, tilskyndelse til handling og perception.

Storhjernen kan ikke "finde på" handlinger af sig selv, det er hele tiden kroppen, der handler, mens storhjernens bevidste funktion alene er en slags "censurinstans", der kan modificere eller direkte blokere driften. Skønt den nok får det til at se ud som suveræn viljeshandling, er hypothalamus den egentlige (ubevidste) beslutningstager.

Hypothalamus veksler cellestofskifte og legemstemperatur med komplicerede handlemønstre, der når storhjernen som bl.a. sult, tørst, mæthed, seksuel ophidselse, aggressivitet, vrede, flugtadfærd m.v., den kan sagtens handle uden om frontallappen, hvad vi tolker som instinkt eller refleks.

Kroppen og viljen er i denne forbindelse to separate ting, selv om "vi" som regel identificerer "os" med enheden af begge. Den bevidste aktivitet, det vil groft sige modifikationen eller blokeringen af drifternes tilskyndelser, selve opmærksomheden, lokaliseres i frontallappen. Her afgøres altså egentligt ikke, hvordan vi skal reagere i den og den situation, heller ikke perception besluttes i traditionel forstand, men der er snarere tale om, at frontallappens bevidste reaktion i henholdsvis det præcentrale (motoriske) og det præfrontale område bestemmer, hvordan vi ikke skal reagere, og hvad der ikke skal perciperes.

Perceptionen er allerede integreret og præsenteret ved parietallappens associative "overlapningszoner" mellem cortikale områder for indre og ydre sensoriske impulser - enhver afgrænsning er en vejledende tilsnigelse. Funktionerne er ikke præcist lokaliserbare og griber endvidere ind over randområderne zonerne imellem.

I den nedre parietallaps overlapningszoner samles og samordnes sensoriske impulser til et konkret sammenhængende verdensbillede - disse zoner er specifikt menneskelige.

Læsioner i disse zoner bevirker stor vanskelighed ved benævnelsen af konkrete objekter, mens abstrakter slet ikke berøres, og beskrivelsen af handlinger og egenskaber forstyrres minimalt.

Frontallappen skaber ikke verdensbilledet, den modificerer det højst, derfor kan vi heller ikke bevidst ville et andet verdensbillede - virkeligheden er en spændetrøje, og den frivillige løsnen heraf kræver i sagens natur uhyre udspekulerede dybdepsykologiske tiltag.

Frontallappen er da også udviklingsmæssigt et relativt nyt område i hjernen, der kun hos mennesket spiller en så særegen rolle og er så omfangsrigt (udgør 40% af cortex' volumen); den modnes først ved barnets 5-7 års alder.

Stadig væk er det den enkelte celles ve og vel, der i vid udstrækning determinerer hele den menneskelige adfærd, idet drifterne er korrelationer heraf. Men kroppen handler ikke "bare" og håber så, at frontallappen ikke blokerer; hypothalamus og det limbiske system øremærker hver eneste drift, følelse og sansning med en lyst- eller ulystværdi i belønnings- og negative belønningscentre, for i endnu højere grad at stimulere den bevidste handling til den fra cellernes synspunkt mest hensigtsmæssige modifikation.

"Denne modifikation kan intensiveres til blokering, endvidere opbygger storhjernen et uhyre kompliceret verdensbillede, et spil med regler, hvor gevinsten i form af lyst måske først indtræder på et sent tidspunkt. Alle menneskelige impulser er forklarlige ud fra denne grundmodel.

Lidt forenklet kan vi sige, at bevidstheden arbejder for det organiske stof med lyst som gage. Med dette formål skaber bevidstheden en model, en verden."

(OKKULTISME, s. 56).

Vi sagde forsøgsvis, at cellernes ve og vel er bestemmende for hele den menneskelige organismes adfærd, det er de imidlertid ikke primært, når vi tager evolutionen med i betragtning.

Cellen, forstået som individ, ville aldrig have indgået i den koloni af specialiserede cellehobe, som mennesket udgør, eller den ville ikke være "blevet der", hvis motivet udelukkende var cellens egen opretholdelse.

Overlevelsesdygtige celler har videregivet overlevelsesdygtige anlæg, og de mest overlevelsesdygtige inden for sin niche har først og fremmest udkonkurreret andre arter, som ikke har inkorporeret de mest hensigtsmæssige anlæg. Arter er overlevet ved som højeste prioritet at overlevere artsfremmende egenskaber. Hvis ikke dét træk kom før individuelle behov, ville den pågældende art hurtigt blive fortrængt af en anden, mindre "individ-egoistisk" art.

En sådan "arts-solidaritet" er ikke at forveksle med fred og idyl (vi behøver ikke kun betragte mennesket for at konstatere dette), voldsom gensidig aggressivitet individer fra samme art imellem kan udmærket være optimalt fra et artsfremmende synspunkt - ikke mindst hvor en udtynding af arten er fordelagtig.

Et artsfremmende princip på cellulært plan er bestemmende for den menneskelige adfærd, i og med, at dét er kriteriet for, i hvilken udstrækning drifter og sansninger mærkes med lyst/ulystværdi; ikke for at tilstræbe artsfremmende adfærd, men for at tilskynde frontallappen at modificere en allerede artsfremmende adfærd i endnu mere artsfremmende retning.

"Virkeligheden forstået som modellen, tiden, rummet, årsagssætningen, substansen, alt dette er relative størrelser uden anden virkelighed end den, bevidstheden giver dem. Absolut og konstant er imidlertid motivet til at skabe verden på en bestemt måde, og dette motiv er lyst eller begær. Vi kan nu se den fundamentale sandhed i den fundamentale okkulte og religiøse maksime om, at verden skabes og opretholdes ved åndens begær.

Vi må her igen skelne imellem drift eller begær, og lyst. Begæret er de autonome handlingsmønstres "træk", som er forsynet med en lyst-, en behagsværdi. Fjerner vi (storhjernen, bevidstheden) den ydre verdens modstand mod dette mønster, øges lystfornemmelsen.

Vi kan se, hvordan mennesket uden nogen mekanisk-medicinsk model må have set på verden. Her en verden, udgået af den menneskelige bevidsthed, en natur, og overordnet den dens motivation, rationale, driften, begæret, den åndelige dynamik, det "overnaturlige".

For det, som ligger metafysisk til grund for naturen, kan ikke selv være naturligt. Og med stort besvær har vi endelig skaffet os en brugbar definition på det overnaturlige."

(OKKULTISME, s. 56-57).

Det er altså en biologisk erfaring, der ligger bag den duale religionsfænomenologi, overnatur/natur eller ånd/materie, i den forstand at mine handlinger, perceptionen (verden) skabes gennem mig, men ikke af mig - i det mindste ikke af det i "mig", der siger "jeg" om sig selv. Handler "jeg" befordrende herfor, er gevinsten lyst, i modsat fald "straf" som ulyst eller ubehag. Etikken er ikke primær i en oprindelig biologisk/religiøs verdensopfattelse, eller den er det snarere som direkte erfaring af erkendelsesprocesser og stimuleringen heraf end som dogmatisk kulturlov.

Overnatur/natur er en plausibel dualisme, en sondren mellem ånd (tilskyndelse til-) og materie (verden/model). Der er imidlertid et stykke vej endnu, før vi også kan se, hvorledes dette forhold, kan manifestere sig som deciderede væsner.

Vi kan nu gøre status over nogle overordnede begreber, som vi har benyttet flittigt i det foregående.

Verden, virkeligheden er den til enhver tid aktuelle begrebsramme, begrebsrammen er den kulturelle konteksts "tilladte" eller overleverede sæt af modeller - vor egen begrebsramme består løst af den vanlige dualistiske model af verden (indre/ydre), kausalitets- og rationalitets-modeller, consensuel rum/tid etc., samt eventuelt en række mere specielle matematiske, fysiske og biologiske modeller, vi ikke applicerer på hverdagsplanet.

Modellerne fremstilles som den aktuelle verden a priori, idet de bestemmer, ja, skaber den; alt hvad vi kan sige om virkeligheden og sandheden, er det, vi kan sige om modellen - virker den, er den sand og virkelig. Præcisere slog vi fast, at modellen ikke er verden a priori, men derimod indeholdt i begrebsrammens modelsæt, hvorfor den netop er verden.

Bevidstheden indførte vi som "summen af de elektriske impulser, der når hjernen, og den orden, den påtvinger dem". Denne påtvungne "orden" er ganske enkelt hjernens (det vil sige kroppens tilskyndelse til frontallappens) endelige verdensopfattelse, vores sansemodeller - vores verden, "naturen". Kroppens handlinger, motivet, driften er bevidsthedens dynamik, "overnaturen".

"... bevidstheden er jo blot det bevidste, det fælles bevidste, som er verden. Der gives ikke en subjektsagtig bevidsthed, for hvilken en objektsagtig verden er bevidst, subjekt og objekt hører med til den bevidste verden."

(VERDENS HISTORIE, s. 95).

Bevidstheden er ikke et produkt af verden, verden er et produkt af bevidstheden, eller rettere: Bevidstheden er verden, og altså ikke udstykket i parceller, som hvert enkelt individ render rundt med. Vi skal i næste afsnit se på, hvilke konsekvenser dét får for personlighedsbegrebet.

V

Standpunktet er altså nu nogenlunde således: Den biologiske drift, dynamikken, tilskyndelsen til handling og perception er metafysisk i den forstand, den er bevidstheden, verden underliggende. Bevidstheden er de modeller, der appliceres på en begrebsløs ydre verden, det akonceptuelle potentiale, bølgefunktionen før den kollapser, Ding-an-sich.

Vi er havnet i den treleddede størrelse: Drift/bevidsthed/akonceptuelt potentiale. Vi kan imidlertid nu se det aldeles overflødige i den ydre verden an-sich; der er ikke tendens til en model, som appliceres på en tendens til væren, denne dobbelte tendens er en misvisende redundans, hvor praktisk den end måtte være for en fremstilling indtil specifikationen af "driften".

Tendensen til væren, bølgefunktionen, er ikke et potentiale, vi applicerer en model på; driften, tendensen til væren er tendensen til modellen, til bevidstheden - der findes ikke nogen "ydre" verden, der findes kun bevidstheden, og der gives ikke anden tendens end driften.

"Denne afsked med en virkelig i den eneste mulige betydning af ordet, nemlig konceptuel, ydre verden, må imidlertid nødvendigt hænge sammen med en afsked med den personlige bevidsthed i den forstand, at det er "mig, der skaber verden". Ellers bliver resultatet paralogisme og solipsisme.

"Mig" er også en kategori. Skal vi se filosofisk på sagerne, må vi sætte den ud af funktion et øjeblik.

Tilbage bliver en bevidsthed, der nok kan opdeles i personligheder (må opdeles på denne måde for overhovedet at kunne omgås), men fundamentalt set - så fundamentalt, som vi her vælger at se på sagerne - ikke er personlig. Det er denne bevidsthed, der skaber verden, bevidstheden er verden."

(MAGI s. 54).

Vi har set, at bevidstheden, verden (det, vi opfatter som en ydre verden) er sansemodel bestående af fysiske billeder på baggrund af biologiske drivkræfters tilskyndelse; kropsbilledet er et legeme blandt andre legemer, et billede blandt billeder, hvor centralt det så ellers er.

Indlysende nok er der også dynamikker, drifter bag vor "egen" krop, som der er det bag et hvilket som helst sanseindtryk og en hvilken som helst handling, disse må dog være af en vis vedholdende og grundlæggende karakter for at være, hvad vi forstår ved "personlige".

At dette forekommer særdeles banalt, betyder imidlertid ikke, at personlighedens vedholdende karakter er ukrænkelig.

Foreløbig har vi beskæftiget os med hjernen uden videre eksplicitering af forskellene de to hjernehalvdele imellem. Strengt taget er der tale om eksempelvis parvise lapper, højre og venstre frontallap, occipitallap, osv. Det er en tilsnigelse at omtale dem som helheder på tværs af hjernehalvdelene, men der er ingen principielle, afgørende forskelle lappernes halvdele imellem for de funktioner, der hidtil har været omtalt.

Cirka hvor frontallappen møder temporallappen, findes Brocas område, den aktive del af talecentret, hvor grammatik og syntaks udspringer (læsioner her fører til usammenhængende, usikker og hakkende tale), mens den mere passive del, Wernickes område, befinder sig ved siden af det auditive område på overgangen mellem temporal- og parietallap (se fig. 5.), hvor ordforrådet og forståelsen synes at have hjemme (læsioner berører ikke den flydende, grammatisk korrekte tale, men indholdet er ofte nonsens).

Disse områder findes såvel i højre som venstre hjernehalvdel, men for højrehåndede dominerer venstre halvdels talecenter næsten fuldstændig, hvorimod det for ca. en tredjedel af de venstrehåndede er omvendt. "Den", der siger "jeg" om sig selv, er altså i næsten alle tilfælde venstre halvdels nedre frontallap omkring Broca, skønt der trækkes på hele talecentret (om sjældent den latente del i højre hjernehalvdel) og det meste af den øvrige hjerne. Hjernehalvdelene fungerer som en helhed ved først og fremmest at stå i direkte forbindelse med hinanden gennem corpus callosum, hjernebjælken, der er et massivt axonbånd.

Læsioner af corpus callosum eller direkte overskæring heraf, som kur mod alvorlig epilepsi, kaldes "splitbrain" og medfører på sin vis tre personligheder i samme individ: Den talende venstre halvdel; den tavse højre halvdel og korrelationen af disse.

Særlige forsøgsopstillinger kan nu godtgøre, at den personlighed, der reagerer verbalt, eksempelvis udtaler sig negativt om en given problemstilling, som samme individs anden (hjernehalvdels) personlighed non-verbalt reagerer positivt på.

Endnu tydeligere bliver billedet, når forsøgspersonen, hvis hjernebjælke er overskåret, hører til de overordentlig sjældne individer, hvor højre og venstre talecenter er lige dominerende. Forsøgspersonen Paul besad disse kvalifikationer, som Gazzaniga og LeDoux beskrev i '78. Teknikken består i en afskærmning af de to synsfelter, der netop meddeler sig til hver sin hjernehalvdel, hvorved den ene personlighed kan stilles opgaver, den anden ikke aner eksistensen af.

På "upersonlige", faktuelle spørgsmål om navn, alder og dato, svarede begge personligheder identisk og korrekt, men da den ene spurgtes om, hvad han helst ville være, var svaret "racerkører", mens den anden svarede "designer".

Mere spidsfindig var forsøg, hvor eksempelvis højre halvdel får skriftlig besked om at smile, klø sig eller lign., mens venstre bliver bedt om en forklaring på, hvorfor han smiler. Her forsøger den svarende personlighed at konstruere en enhed ved at opfinde et plausibelt svar, f.eks.: "Jeg smiler, fordi du er morsom", den (han) aner ikke, hvorfor "der smiles", men tilstræber sig på at opretholde illusionen om ét "jeg" ved hurtigst muligt at tolke situationen som en enhed.

Til tider fungerer Paul som enhed, til tider reagerer den ene halvdels personlighed, til andre den andens. Personligheden hænger altså tæt sammen med sproget, som vi skal se på i næste afsnit, og den er hele tiden tolkningen personlighed - modellen.

Men hvis personlighed er en tolkning, må der vel være en fortolker, der udfører fortolkningen - en personlighed bag personligheden? Dette ville igen føre til endnu en personlighed og atter en og så fremdeles ad infinitum. Der er intet eviggyldigt "jeg", som legemet "huser", der er den aktuelle model, de aktuelle dynamikker, som udgør personligheden. Spørger vi, hvem, der tolker, har vi ikke "erkendt en fejl", vi må da blot benytte en større model på modelbrugen af "personligheden".

Paradokset illustrerer modellens begrænsning, ikke dens falsifikation (den er "sand" i den udstrækning, den kan fungere); som foton-paradokset bølge/partikel; perceptions-paradokset idealisme/materialisme. Enhver model, der ikke er hensigtsmæssig fører til selvmodsigelser og absurditeter som f.eks. "fotonen er både partikel og bølge" og "hvilket jeg er det, der betragter mig under selviagttagelse?".

Personligheden tolker verden, vi kan ikke meningsfuldt svare på, hvem der tolker personligheden, fordi spørgsmålet er forkert stillet. Når vi ser bevidstheden som verden og dermed som vore modeller, er personligheden "blot" én kategori blandt mange andre heri, der er altså ikke "nogen", som tolker personligheden, personlighed er tolkning i bevidstheden, eller bedre: én af bevidsthedens anskuelsesformer, kategorier.

Det er naturligvis ikke normen at leve med overskåren corpus callosum, ligesom personlighedsspaltning som sådan i det hele taget er begrænset til skizofrenien - som regel fungerer "vi" som en enhed, fordi dette er den mest hensigtsmæssige personlighedsmodel, men det er stadig en model, som vi identificerer med et (vort) legemes udseende og forskellige handlinger.

Personligheden, jeget, forbinder vi ofte med viljen - uagtet denne i vid udstrækning blot repræsenterer frontallappernes bevidste efterrationalisering af hypothalamus' og det limbiske systems "vilje". Alligevel identificerer "vi" os rask væk med et kropsbillede og taler om "vort" personlige legeme - modellen virker.

At det er personligt, til forskel fra andre upersonlige billeder, kan vi vanskeligt definere som andet end det specifikt menneskelige "billede af en billedmager".

"Et andet menneske er en billedmager, det vil sige verdensmager ligesom vi selv. Og hvad mere er, denne anden persons billedmageri kan ikke på nogen meningsfuld måde isoleres fra vort eget.

(...)

Der er således en betydelig forskel på at opfatte en stol og et menneske, den mest radikale i verden overhovedet. Derfor mener vi også to ganske separate ting med "legeme", en "ting" og et dørskilt, der viser, hvor en anden billedmager bor. Denne "fornemmelsesforskel" er (ligesom "tid") metasproglig og derfor principielt umulig at udtrykke, men den er en uhyre banal fælles erfaring.

Men hvad hører der til en billedmager? Vi så, at billedernes ophav og motiv var en pseudodynamik, vi lokaliserede til hypothalamus og det limbiske system. Vi har altså vores egen limbiske billedmager og de andres limbiske billedmagere.

Men dynamikken er ikke een, men mange. Den er en resultant af stridende dynamikker, for sådan fungerer den. Hver eneste af disse dynamikker er en billedmager."

(OKKULTISME, s. 70-72).

Kropsbilledet er altså ved at være del af verden, ligesom alt andet virkelighedsinventar, frembragt på baggrund af psykodynamikker, drift. Alle er de principielt personlige, om de står bag den og den handling eller den og den genstand, men "vores" fortolkning og modeller af verden er verden, så de psykodynamikker, der aktuelt udgør vor personlighed og resulterer i et kropsbillede, dominerer ved kun at "tillade" konceptualisationen af øvrige psykodynamikkers billede og ikke udstyre dem med personlighedskategorien - genstandene forbliver upersonlige, døde ting.

Dét er imidlertid ikke tilfældet for skizofrene eller den af hallucinogener påvirkede, som i vid udstrækning besidder en kronisk eller midlertidigt elastisk personlighedsmodel. Den samling af dynamikker, der dominerer - er personligheden - får vanskeligt ved at undertrykke øvrige alternative dynamikker, hvorfor éns personlighed føles truet, underkuet eller ligefrem fortrængt; i andre situationer resulterer sådanne "frigjorte" dynamikker i, at genstande får "liv" (udstyres med personlighedskategori), optræder måske som decideret levende væsner.

Luria beskriver en patient med kraftige læsioner på de sekundære synsområder, der ikke alene resulterer i udfald af "ideer", genstandes usynlighed og en række anatomiske og fysiognomiske forandringer i patientens perciperede kropsbillede, men også direkte påtrængende personligheder (dynamikker udstyret med personlighed): "Ikke før havde jeg lukket øjnene, før jeg så et eller andet hæsligt, noget spøgelsesagtigt sælsomt - det så ud som et menneskeansigt, men med enorme øren, og med øjne, der var lige så sære" (sml. 2000, 20.11).

I dag optræder noget sådant næsten udelukkende grundet hjernens malfunktion - personlige dynamikker har intet spillerum i moderne modeller, den moderne bevidsthed, de er tolket bort.

"Tingenes transcendente aspekt, at de er manifestationer af metabiologi - hvad religionerne kalder ånd - forsvinder, det skabes ikke længere konceptuelt, hvad vi vil kalde, at det ikke længere sanses.

(...)

Verden er levende - eller "organisk", som visse fysikere har udtrykt det - fordi den er et organprodukt, et produkt af den menneskelige hjerne. Men den er ikke en solipsistisk enecelle.

Iagttagerens "jeg herinde" er lige så meget en kategori som den klassiske fysiks absolutte "det derude". Fysikerne opdager da til deres forbløffelse "tænkende fotoner".

Man har stadig ikke forstået dybden af det ældste metafysiske postulat i verden: At bevidstheden er en manifestation af menneskets psykodynamik. At denne psykodynamik - som psykodynamik betragtet - er hinsides tid og rum, kausalitet og substans, ja, hinsides personlighed og formål, men at den kun kan manifestere sig, blive det, vi kalder virkelighed, gennem alle disse kategorier."

(MAGI, s. 162).

VI

At alle genstande fundamentalt er personlige dynamikkers udtryk, fremtrædelsesform, og at disses personlighed hos os bortreflekteres, er åbenlyst, hvad der adskiller os fra den "primitive", for hvem en sådan levende, personlig (besjælet) verden er en selvfølge.

Vi tolker den personlige psykodynamik ud af verden, eller rettere: vi tolker den ikke længere ind i verden, fordi vi ikke er i besiddelse af de nødvendige modeller, den nødvendige bevidsthed. Som vi var inde på i afsnit III, kræver det opmærksomhed, aktiv iagttagelse at percipere noget som helst; vi har lært at konstruere genstande ved at være opmærksomme på dem, eller ved at de udgør dét virkelighedsinventar, vi har fået respons på.

Den konstellation gulvtæppe/stoleben/bord udgør lige nu, har vi ikke fået indprentet som noget disjunkt, vi bemærker den ikke særskilt, som vi ikke ser skjolderne på tapetet - de forsvinder eller bliver højst diffuse farveklatter, indtil vi retter vor opmærksomhed mod dem - så træder imidlertid andre forhold væk.

Opmærksomhed, bevidsthed er nært tilknyttet sproget; i sproget skelner vi, i sproget får vi respons på vor verdensopfattelse, i sproget lærer vi egentligt at se, fordi vi først her lærer, at gulvtæppe/stoleben/bordkonstellationen er ligegyldig og at stole, borde, mennesker, fugle ikke er det (sml. Morehs eventyr og Abrahams' gryende forståelse, FAUST, s. 173-178).

Neutzsky-Wulff skelner imellem kognitivt og kommunikativt sprog, henholdsvis perception og kommunikation.

Det talte sprog er en eksternalisering af det tænkte, men en begrænsende sådan - tænkning behøver ikke følge samme ordnede veje som talen, der skal være præcis, consensuel, for overhovedet at opfylde sit formål, som er tale til "andre", modsat tænkningens tale til "sig selv". Den eneste neurologiske forskel på tanke og tale er, at de primære motoriske centre for tale og hørelse er mindre aktive under tankevirksomhed - men ikke inaktive.

Kommunikation fordrer imidlertid nogen, der taler, og noget at tale om - en begyndende distinktion iagttagere og iagttaget imellem - hvilket ikke er en sondring, der er nødvendig fra et biologisk/neurologisk synspunkt, men i det mindste hensigtsmæssig for visse åbenlyse - og visse knap så åbenlyse - formål.

"Im anfang war die Tat!", siger Goethe, i hvert fald er handling og sprog tæt forbundne, ja, uadskillelige, når vi ikke identificerer sprog med kommunikation, for før der kan kommunikeres, må der være noget at tale om, og når der er noget at tale om, må dette være fællesidentificerbart.

Da mennesket begyndte at benytte personlige genstande, til forskel fra abens tilfældige sten eller pind, der hjælper med at knække nødden eller pirke i det hule træ, og som derefter bortkastes, er en vedvarende identifikation af den - og kun den - genstand trådt ind i verden - mekanik afløses af den første model, af bevidsthed.

"Så længe enhver nød og enhver sten fungerer, kan den rene handling opretholdes, også selv om en slags nødder eller sten foretrækkes frem for andre. Men når én eneste sten først er blevet udvalgt, er der ingen vej uden om genstanden.

Hermed er grunden lagt til skuffedariet. Og hvis en sten er en genstand, er en nød det også. Der opstår en verden, som man handler med."

(VERDENS HISTORIE, s. 72).

Identifikationen af genstande er det kognitive sprogs fødsel, den skelnende handling, tankens sondren mellem den sansende (hånd eller forlænget hånd (redskab)) og det sansede.

Sprogets oprindelige funktion var ikke som kommunikativt meddelelsessystem, men eksternaliseret tanke, der korrelerede handlinger og genstande, kategoriserede, skelnede - skabte verden.

Psykiateren H.J. Jerison betegner sproget som et slags "supersensorisk system", der supplerede de øvrige sensoriske systemer i dannelsen af en virkelig verden; at sproget i det mindste medvirker aktivt i perceptionsprocesser, er almindeligt accepteret. Læsioner i ikke-visuelle cortexzoner med direkte relation til talecentrene kan eksempelvis forstyrre det visuelle indtryk drastisk.

Oprindelig er sproget kognitivt; det taler, tænker, kategoriserer verden sideløbende med, at den personlige genstand dukker op og distancerer menneske og verden (sml. MENNESKE, s. 90-98).

Det betyder ikke, at menneskene perciperer - dikterer - en fælles verden i første omgang, men tværtimod en nærmest subjektiv, halvkaotisk, men funktionel privat verden - eller bevidstheden er endnu ikke strengt udspecificeret subjekter og objekter imellem.

Først når det kognitive sprog eksternaliseres i et fællesskab (familie/stamme) - korreleres handlinger og dermed virkelighed til dét, man kan blive enige om, dét, hvorpå man får gensidig, funktionel respons. Her er selvfølgelig ikke tale om vanskeligheden ved, hvorvidt spyddet benævnes xx, xy eller xz, men først og fremmest overhovedet at kategorisere ensartet for dernæst at percipere ensartet - så alle opfatter spyddet som en disjunkt ting.

Til komplicerede (fælles) opgaver er det måske ikke nok, at have en (ukommunikeret) samstemmende reaktion på det og det forhold (fælles perception) - at bygge en stærk bro kræver en hel del større grad af definerbar overensstemmelse end blot samme reaktion under jagten på det og det byttedyr; der er brug for en fælles kausal planlægning. Men når samme modeller i vid udstrækning benyttes, er der ikke så langt til en abstraheret benævnelse - det kommunikative sprog taler om verden (det kognitive sprogs frembringelse).

"Virkeligheden har altså nogle egenskaber, har de egenskaber, den har, udelukkende fordi de er sprogligt fortolkelige. Men inden i denne virkelighed har talen skabt en begrænset virkelighed, der defineres ud fra, hvad der desuden er sprogligt kommunikerbart.

Vi har altså to sæt kategorier, eller vi har måske snarere de samme kategorier, men de er begrænset mere i den talte virkelighed. Tid og rum bliver helt fantastisk strenge herrer, for en tidsopfattelse, der skal være kommunikerbar, må være "præcis", det må være en "ur-tid" snarere end en "fornemmelses-tid"."

(OKKULTISME, s. 77).

Jo vigtigere det er, at mennesket kan enes om den perciperede verden, jo mere præcist, der skal handles med den i fællesskab, jo snævrere, mere entydige og indiskutable må de benyttede modeller være - optimalt er det at kunne tale om noget, vide, hvad der menes, ud fra abstrakter - det er forudsætningen for enhver (fælles!) teknik.

Verden er sprog, tænkt, sanset, kognitivt sprog. Fundamentalt kan paradokser ikke persistere, for paradokset kræver selvmodsigelse, og noget sådant kan per definition kun opstå i et kommunikativt sprog. Kognitivt er der intet bølge/partikelparadoks for fotonens vedkommende, der er ikke noget komplementaritetsprincip nødigt; at perception både kan beskrives idealistisk og materialistisk, er igen alene paradoksalt i beskrivelsen. Det samme gælder selvfølgelig personlighedskategoriens paradoksale uendelige rad af jeger - når vi forsøger at kommunikere forholdet uden hensyntagen til modelbrug.

Dette er naturligvis indlysende - verden, bevidsthed, oplevelse er i sig selv ikke noget "problem" - at beskrivelsen af fotonen er absurd, at vi ikke kan knytte noget billede til bølgefunktionen endsige dens "kollaps", spiller ingen rolle, der er lys, og vi ser - that's all.

Det kommunikative sprog muliggør samfundsdannelse, kultur, en kommunikativ consensus, som er så præcis, at kausale teknikker kan bruges til komplicerede fælles projekter - veje, vandingsanlæg, templer, krigsførelse etc. Kommunikationen må selvsagt være nøjagtig, eller rettere: ikke-selvmodsigende, ikke-paradoksal og ikke-flertydig, hvis den skal kunne benyttes som abstraktion af konkrete forhold. Tallet bliver med tiden den ultimative consensuelle størrelse, fordi det er så uhyre abstrakt og virkelighedsfjernt, at man umuligt kan blive uenige om det - enhver diskutabel "egenskab" er netop tallet uvedkommende.

"Som vi har set, vinder vi en kultur ved talens indførelse, men vi mister tanken som det enestående verdensskabende redskab, den hidtil har været. Vi behersker ikke længere verden, vi diskuterer den, begrænser den til, hvad vi kan blive enige om, kommunikere.

Verden bliver noget utrolig formelt. Tankens form er grundlaget for bevidsthed, så den forekommer os næppe overhovedet at være en form, men talens form er en begrænsning af bevidstheden."

(OKKULTISME, s. 80-81).

Det kommunikative sprog er naturligvis også kognitivt, i og med, at det indvirker på den perciperede verden som begrænsning - subjektive størrelser forsvinder gradvis i en verden, hvor det bliver afgørende at få (kommunikativ) respons på sine perceptioner. Dét er imidlertid ikke den mest drastiske forandring, for så vidt det i første omgang er af mindre betydning, at strengt subjektive indtryk forsvinder, skæbnesvangert bliver det derimod, at ethvert inkommunikativt sanseindtryk diskvalificeres.

Herved står nemlig den ganske overnatur for skud, der jo netop er bevidstheden bagvedliggende og derfor umuligt kan honorere det kommunikative sprogs krav om ikke-paradoksalitet og ikke-flertydighed. De kausale og rationelle spilleregler kan ikke overholdes, fordi det overnaturlige frembringer disse. Ingen rationel, kausal beskrivelse kan fange fænomenet, den kan højst illustrere, at det er ikke-illustrativt (sml. INDSIGTENS STED s. 83-85; FAUST s. 122-124, 242-247).

Vi kan udmærket forsøge at tilnærme os de inkommunikative fænomener, så nærmer vi os imidlertid også per definition paradokset, som det er det kommunikative sprogs funktion par excellence at undgå. Det overnaturlige er inkommunikativt ved at repræsentere tendensen-til/ånden-bag genstandsverdenen, vi kan ikke entydigt på én gang kommunikere det forhold, at dér er træet og dynamikken til træet - vi kan ikke opretholde en rationel, kausal forløbskæde, hvis x og tendens-til-x optræder samtidig.

Vi kan sige, at det forholder sig sådan, men vi kan ikke kommunikere det, ikke visualisere det, skal kommunikationen tjene sit formål. Insisterer vi på at kommunikere det, insisterer vi på paradoksalitetens både-og, hverken-eller, akausalitet, måske meningsløs tidsfølge, og så kan vi ikke meddele noget i traditionel forstand.

Situationen minder altså påfaldende om fysikerens, der heller ikke kan benytte det kommunikative sprog om det egentlige fænomen, men må tale i gåder, paradokser og komplementaritet. Men fysikken beskæftiger sig med abstraktioner af verdens bestanddele, hvor religionen beskæftiger sig med konkreter - verdens baggrund. Ligheden ligger deri, at hverdagsbegrebsrammen ingen af stederne kan holde vand, og at begge felter nødvendigvis er af erkendelsesteoretisk karakter - de angriber så at sige verden fra hver sin side.

Religionen omgås direkte motivet til verden og går derved bevidstheden på klingen ude- eller bagfra, hvor fysikken omgås verdens, bevidsthedens yderste rand indefra (og ser "blot" visse principielle (særdeles brugbare) kendetegn ved modellernes absurditet i grænseområdet for kommunikationen og hverdagsplanets anvendelighed).

Begge felter søger at kommunikere, hvad der ikke kan kommunikeres, det ene i en flertydig og enigmatisk mytologi, det andet i et ditto formelsprog - begge sprog er kommunikative, og begge inkorporerer - i forskellig grad - inkommunikative forhold, hvilket resulterer i uundgåelig paradoksalitet.

"Alle kommunikative sprog er fundamentalt paradoksale, fordi de opfylder to uforenelige funktioner, nemlig at være kognitive (som det inkommunikative sprog) og kommunikative. I sprogets kommunikative funktion ligger den grundforudsætning, at der meddeles et eller andet, der fremsættes en påstand om noget, og denne påstand er sand eller falsk under henvisning til det, påstanden er om.

I det inkommunikative sprog er både A og NON A for så vidt valide, A, hvis vi vælger kognitivt at udtrykke A, NON A, hvis vi vælger, at dette skal være tilfældet. Der er intet umiddelbart kommensurabelt B, vi kan måle de to imod.

Paradokser er altså umulige i et inkommunikativt sprog. Det kommunikative sprog med dets implikation af, at vi meddeler et begreb, der forholder sig positivt eller negativt til et begreb, der ikke er et begreb, den objektive, konceptuelle, ydre verden, som det kommunikative sprog implicerer som postulat og nødvendigt første aksiom, kan imidlertid kun undgå paradokset ved at blokere mod den inkommunikative begrebsverden.

Og som vi har set, er paradokset ødelæggende for ethvert kommunikativt sprog. To og to kan ikke både være fire og fem, hvis vi skal kunne regne overhovedet, det vil sige, hvis der overhovedet skal være kommunikativ og consensuel, "objektiv" verden, hvis den verden, vi kender, mellemplanet, skal bestå."

(MAGI, s. 114-115).

VII

Verden er dét, som er bevidst, bevidsthed. I én model kan vi sige, at mennesket bliver bevidst, da det første gang knytter en (personlig) genstand til sig; det skelner mellem sig selv og den ydre verden. På den anden side kan vi ved hjælp af en anden model rettelig anføre, at først med det bevidste menneske opstår verden, for en verden abstraheret fra en (menneskelig) bevidsthed er selvsagt en meningsløshed, i den forstand, vi giver "eksistens" mening - og anden findes ikke.

Præcisere kan vi sige, at bevidstheden (verden) opstår i dét øjeblik, den manifesterer sig "for sig selv" i henholdsvis ånd og materie - hvilket er kernen i snart sagt enhver skabelsesmyte (Gud skaber verden ud af "intet", "kaos" eller ud af "sig selv").

Det er den første handling - det første (kognitive) ord - der skelner verden i ånd og materie, ikke som hinanden fremmede sfærer, men som ét differentiabelt hele. Verden er ånden og materien i sammenflydende og dog adskillelige perspektiver - mennesket er verden (sml. 33. MARTS, s. 242-244).

Med genstanden opstår bevidstheden, med genstandene er allerede grundlaget for udskiftelige modeller lagt, der er ikke længere "blot" ånd og materie, men materien udspaltes videre i en række begreber/genstande, af hvilke iagttager/iagttaget måske er den mest fundamentale - om langt fra nogen ubrydelig naturlov.

Det kommunikative sprog er næste trin (fald), for dermed opstår consensuskravet, eller det kvalificeres og præciseres for senere at blive consensusdefinitionen på virkelighed.

"Redskaberne er de første genstande, noget, der har en identitet uden for mennesket. Den blotte og bare handling bliver til en genstand, handlingen virker på.

Disse genstande er begreber, og begreber er sproglige. Det første, verdensskabende sprog danner grundlag for et senere, kommunikativt, der med tiden skal komme til at begrænse udbuddet af modeller dramatisk.

Det kognitive aspekt af sproget blegner bort til fordel for det kommunikative. Den magiske, verdensetablerende handling bliver fjern, mens den kausale synes lige for.

Den første verden er den totemistiske. Mennesket og dets vigtigste objekt, byttedyret er endnu ét.

Og dette, totemet, er igen efter det kommunikative sprogs initiale gennembrud identisk med stammen. Stammen er verdens atom, ikke individet, for verden er et produkt af et kognitivt samarbejde."

(VERDENS HISTORIE, s. 152).

Med det kognitive sprog opstår en skelnen ånd og materie imellem, med det kommunikative forvises ånden, om end en sådan skelnen på det totemistiske trin naturligvis endnu er ganske udramatisk, idet den kun gælder det kommunikative sprogs zone, ikke verden som sådan.

"Den anden verden er den animistiske. Nu er begreberne uigenkaldeligt flyttet ud i verden som genstande, men naturligvis ikke uden deres dynamik.

Verden opfyldes af ånder, og omgangen med dem bliver religionens formål. Dette overlades til eksperten, shamanisme. Han kan rejse til det fjerne land, underverdenen, hvor ånderne bor.

Den tredje verden er gudernes. De hører til agerbrug og kultur, og de kom til at vogte over os i hen ved syv årtusinder."

(VERDENS HISTORIE, s. 153).

Kristendommens uforsonlige eskatologiske monoteisme gjorde en ende herpå, og skønt renæssancen halvandet årtusind senere indledte sit uundgåelige opgør med den dogmatiske treenighed, blev resultatet ikke religionens og kulturens genkomst, men dog et fritænkeri og en eskalerende videnskab, som imidlertid afstedkom en stadig strammere og mere indskrænket kvantificeret consensus, der endelig kulminerede i videnskaben omkring århundredskiftet, og i filosofien endnu et lille halvt århundrede videreudviklede sig i positivismens patetiske fodspor.

Det er for et - filosofisk og videnskabeligt set - særdeles ustruktureret verdensteater, Neutzsky-Wulff præsenterer okkultismen som et omfattende filosofisk system i klassisk idealistisk forstand, inkluderende historiefilosofi, erkendelsesteori, videnskabsteori, etik og æstetik.

Religionen er død i vor del af verden; videnskabens abstrakter har sagt traditionel logik og objektivitet farvel; filosofien har foretaget en sen og kaotisk vending fra æteren til sproget; den estimerede litteratur er næsten blevet identisk med slet skjult socialrealistisk bekendelseslitteratur; endelig er samfundet blevet én stor homogen kulturløs masse - ungefær sådan er rigets tilstand, som Neutzsky-Wulff finder det.

Dét er imidlertid en ganske anden historie (sml. forfatterskabets mange mere eller mindre omfangsrige elaborationer heraf, bl.a. ANNO DOMINI; 33. MARTS s. 218-231; HAVET s. 115-150; MENNESKE s. 87-215; 2000: 4.12.).

For nærværende har det været tilstrækkeligt at søge en kortfattet oversigt over nogle fundamentale forhold ved okkultismens principale redskab i erkendelsesteoretisk henseende - modelbrugen. At modellerne teoretisk må inkorporere både religions-, filosofi- og videnskabshistorien, eksemplificerer det faglitterære såvel som det skønlitterære forfatterskab som nævnt til overmål.

Vel oversimplificeret optrak vi modelbrugen i syv træk:

1) Påstanden om, at den religiøse fænomenologi baserer sig på konkrete erfaringer af overnaturlige væsner, der udmærker sig ved omgåelsen af den kausalt betingede, rationelle beskrivelse.

2) En indskærpning af, at kausaliteten blot er en model, en mere eller mindre hensigtsmæssig fortolkning af iagttagede invarianser, der endvidere røber, at verden fundamentalt er akausal.

3) Modellers sandhed afgøres alene af, hvorvidt de fungerer efter hensigten; i den udstrækning de fungerer, er de virkelige - identiske med vor perciperede virkelighed.

4) Perception er en aktiv handling på linie med enhver anden handling, der fremstiller sansemodellen - bevidstgør en verden på baggrund af subcortikale centres videreformidling af kroppens tilskyndelser, driften.

5) Bevidstheden er verden, driftens fremtrædelsesform i en genstandsverden af subjekter og objekter - grundlæggende er enhver genstand, ethvert legeme, personlig drift plus model (substans, kausalitet, rum, tid, personlighed, etc.), men i dag forbeholdes personlighedskategorien af kommunikationstekniske årsager mennesket.

6) Sprogets primære funktion er kognitiv, kategoriseringen, fremstillingen af verden, det vil sige en skelnen verden og menneske imellem, sker først og fremmest gennem det personlige redskab, siden de fællesopfattelige redskaber og genstande, der er forudsætningen for udviklingen af et consensuelt kommunikativt sprog - eksternaliseringen af tanken.

7) Det overnaturlige kan ikke honorere det kommunikative krav om entydige forløbskæder, kausalitet og rationalitet og glider ud, idet kommunikationen bliver virkelighedsdefinition - ånden bliver stadig mere hjemløs, som verden kvantificeres i en mere og mere begrænsende consensus.

Hvert træk introducerer nye modeller med nye begrænsede anvendelsesområder. I den teoretiske udredning og forståelse (og nok så dybere i praktisk forstand) er det afgørende, ikke blot stedse at udbygge forståelsen for modelbrugen som det erkendelsesteoretiske universalværktøj, men nok så meget at søge at udbygge sortimentet af modeller og hele tiden erkende den aktuelle models specifikke forcer og svagheder.

Det kan være et problem, hvis teori overskygger praksis, men her er teorien i vid udstrækning praksis i det mindste for en årrække, og endelig er indprentningen af en stadig større modelvariation langt hen ad vejen det bedste billede på åndens konceptuelle skift og den deraf afledte fordring om fleksibiliteten af sin - altid foreløbige - begrebsramme.

"Ånden manifesterer sig ustandselig på nye måder. Den kan kun blive til ved at gå ind i verdener, som den selv har skabt, og til en vis grad blive fanget i dem. På et tidspunkt begynder ånden at følge verdens logik, den tanke, der udtrykker driften, bliver en tvangstanke, og ånden må bryde ud og finde sig et nyt hus.

(...)

Det gælder samfund, kulturer, mytologier, filosofiske og videnskabelige systemer. Vi kommer ikke derved nærmere en absolut sandhed eller utopisk kultur, men vi slipper sjælen ud af et lig, så den kan blive barn påny.

Det er denne beredvillighed nytårsfesten udtrykker. Vi knuser de kar, vi møjsommeligt har lavet i løbet af året, så åndens føde kan slippe ud. Vi spiser det sidste og giver resten bort. Naturligvis er dette lettere for en jæger end en bonde. Kultur er kontinuitet.

Men vi må altid være parate. I morgen gjalder vædderhornene, vi må tage vores børn på armen, en brødskorpe i lommen, og vandre ud ad den vej, vi ikke ved hvor fører os hen. Er vi ikke parate til det, vil vi ikke blot dø, vi er allerede døde.

Vi frygter denne "flygtningetilværelse" mere end noget andet. Det er en af de ting, en god Gud ikke kunne tillade, at mennesker mister alt og må flygte fra deres fædrenejord. Eller er det en ualmindelig ondskabsfuld gud, der holder vore egne madskabe så bugnende fyldte?

Det moderne menneske sætter tryghed over alt, og intet er mere ødelæggende for et menneske. Vi skal kunne miste alt i morgen, hvordan skulle vi ellers opleve at eje det? Eller rettere: Alt undtagen det umistelige, som er vores egen styrke og værdi, ikke "som mennesker", men som netop det menneske, vi er, det, som gør, at et andet menneske elsker mig og ingen anden."

(MAGI, s. 100).

 

NEURONER, SANSER, TUDSER OG VISUEL FORM-PERCEPTION

Af
Kristian Beedholm

INDLEDNING

???