ELSEBETH NR. 9

 

DE TRE VEJVISERE

Erwin Neutzsky-Wulff

Nr. 9.

TIDSSKRIFTET ELSEBETH
NR. 9.

De Tre Vejvisere
Copyright Erwin Neutzsky-Wulff 1994
1. Udgave

Omslag: Simon Falkentorp
Layout og typografi: Simon Falkentorp

Published By Tidsskriftet ELSEBETH,
P.O. Box 1483, DK-8220 Brabrand. Giro: 1 07 28 54
Redaktion: Simon Falkentorp & Sidsel S. Petersen, tlf: 86-92 85 89

Tak til:
Jens-André Pedersen for hjælp til korrektur
og til Martin Brynskov for udprint af sats.

Kopieret i City Copy Aps, Århus

ISSN 0909-0169

Brødteksten er sat med Goudy Oldstyle 11/14

Tidskriftet ELESBETH udkommer, så tit redaktionen har tilskrækkeligt stof til et nummer.

Prisen pr eksemplar inkl. forsendelse er fra og med Nr. 9. kr 40,-. De tidligere numre fra 1-8, sælges så længe lager haves for kr. 25,- inkl. forsendelse.

Bestilling foregår ved indbetaling med det girokort, der fremover følger med hver forsendelse. Ønskes flere eksemplar af efterfølgende eller af tidligere nr. indbetales pr. nr. som ovenfor anført, med tydlig angivelse af hvilke og hvor mange numre der ønske. I tvivlstilfælde kan man skrive til postboks-adressen, eller ringe på redaktionens tlf-nr: 86-92 85 89.

 

I

I 1949 var verden i oprør. Ikke politisk, men videnskabeligt. Politisk herskede nærmest en væbnet fred. Ligesom den store krigs fredsslutning i sig havde båret kimen til en ny stor krig, syntes den ny fred svanger med en tredje.

En ny slags samfund, eller i det mindste en, mennesket ikke havde set i årtusinder, var opstået mod øst. Den lignede en drage, der truede med at opsluge og opløse vores egen samfundsorden.

Den var også en rottefænger, der spillede en forunderlig melodi, og vore børn fulgte trolig. Imens var den videnskabelige verden i oprør.

En videnskab, der havde hjulpet os med at vinde en nødvendig krig med netop de midler, som nu gjorde os bange. Verden syntes at balancere på randen, en verden i ruiner, hvor dommedagsvisioner trivedes som rotter.

Og dog var det ikke det, der havde bragt den i oprør, ikke dens frygtelige praksis, men de uforståelige teorier, der lå bagved. Også her truede verdensundergangen, men på en anden måde.

En videnskab, hvis ubøjelige rationalitet havde skabt den mest konsistent irrationelle ødelæggelse i menneskehedens historie, frygtede for sin forstand. Og som en Luther, som ikke frygtede helvedilden som en følge af sin politiske hensynsløshed, men for fejl i den teologiske tegnsætning, plagedes forskerne af anfægtelser.

Således skrev munken i sin celle, "fysikernes skytshelgen" Einstein: "Jeg er nemlig fuldt og fast overbevist om, at den nuværende kvanteteoris statistiske karakter udelukkende må tilskrives det forhold, at den giver en ufuldstændig beskrivelse af fysiske systemer ... Hvad der af principielle grunde ikke tilfredsstiller mig ved denne teori, er dens holdning til, hvad der forekommer mig at være al fysiks formål: den fuldstændige beskrivelse af enhver individuel, virkelig situation, som den antageligvis eksisterer uafhængigt af nogen form for iagttagelse eller bevisførelse ... Hvis det skulle lykkes at skabe en sådan fuldstændig fysisk beskrivelse, ville den statistiske kvanteteori få samme stilling i fremtidens fysik, som den statistiske mekanik har inden for den klassiske mekanik. Jeg er temmelig fast overbevist om, at den teoretiske fysik vil udvikle sig i denne retning; men vejen vil blive lang og vanskelig."

Et barn født i 1949, mere opvakt end jeg selv, ville nu meget naturligt slutte, at dette forhold ville være bragt i orden, i det mindste, når det selv nåede frem til dette fag i skolen. Det ville så med en vis undren konstatere, at det var et spørgsmål, dets fysiklærer gik hen over med en vis nonchalance.

Det kunne så sætte sig til at vente på, at fysikken, ligesom det selv, skulle blive voksen, det vil i dette tilfælde sige vokse sig ud af Bohrs ammestuehistorier om komplementaritet og telepatiske partikler. Barnet er nu blevet midaldrende, men venter stadig og er efterhånden nået til det resultat, at det nok ikke rigtigt nytter noget.

Det er dog ikke for nogen videnskabelig lack of trying. Problemet er blot, at kvanteteoriens vilkårlige despoti er blevet, om noget, så styrket i den forløbne menneskealder, så at det måske er ved at være på tide at spekulere over, om det ikke muligvis er Einsteins skjulte variable og objektive virkelighed, som er en julemand, vi meget mod vores vilje er vokset fra.

Einstein foreslår, at der kan være "simple psykologiske grunde" til, at man vægrer sig ved at antage hans synspunkt, hovedsagelig den, at man nødig miskrediterer den nyopdagede universalløsning Kvanteteorien. Spørgsmålet er nok, om hans egen "plausibilitet" ikke er nok så meget en psykologisk reaktion på at skulle tage afsked med en vanetænkning, der ligger så farligt nær ved virkelighedens rødder.

En sådan reaktion kan næppe have været fremmed for en mand, der selv havde bebyrdet fysikken med så mange opgør med de mest fundamentale forestillinger. Også i tankeforbryderverdenen er der persons anseelse, så at tyven frygter morderen, morderen foragter voldtægtsmanden, og endelig voldtægtsmanden tager afstand fra børnelokkeren. Selv ikke den mand, der krænkede tidens og rummets absolutte majestæt, var altså ganske samvittighedsløs.

Ikke desto mindre er vi nu nået til det tidspunkt, hvor, med Einsteins egen sammenligning, "detektiven har samlet alle de kendsgerninger, han behøver for i hvert fald en del af sit problem. Disse kendsgerninger synes ofte mærkelige, usammenhængende og ganske uden indbyrdes forbindelse. Den store detektiv indser imidlertid, at der i øjeblikket ikke er brug for flere undersøgelser, men at kun ren og skær tænkning vil føre til en forståelse af de indsamlede kendsgerninger ..."

Mærkelige er videnskabens opdagelser ganske givet, og deres forbindelse til andre nok så påtrængende aspekter af den menneskelige situation, såsom kultur og religion, tilsyneladende ikke-eksisterende. Den store detektiv er sandelig her påkrævet, selv om han utvivlsomt vil skuffe denne verdens Lestrade'r ved ikke endeløst at rende rundt med forstørrelsesglas og plastic-poser.

Han mener nemlig, at han har set den skyldiges fodspor tilstrækkelig mange gange til, hvis han anstrenger sig, at deducere hans identitet. I stedet for midlertidig at forlade det bevismateriale, som ikke giver nogen umiddelbar mening, til fordel for det tilsyneladende mere frugtbare, bider han sig fast i paradokset som en bulldog, til buksebagen revner.

Hvordan kan det være, at tingene tilsyneladende ikke længere har egenskaber, men kun sandsynligheder for sådanne, at verdens grundlæggende solide eksistens er afløst af en blot og bar tendens til væren? Og hvordan kan denne potentielle verdens aktualisation være knyttet så fast til den kun formelt centrale iagttagelsessituation, at de to synes ganske uadskillelige?

Lad os engang lade os nøje med en mindre ambitiøs påstand, som siger, at menneskets adfærd ud fra et videnskabeligt, i dette tilfælde psykologisk synspunkt, må betragtes som en aktualisation af inherente tendenser, drifter, om man vil, eftersom "motiv" implicerer en efterrationalisation. Vi kan ønske at underkaste disse drifter en undersøgelse og støde på en umiddelbar vanskelighed.

Vi kan således sagtens beskrive en "seksualdrift", som vi kan se udtrykt i et individs konkrete handlinger. Vi kan imidlertid ikke nærme os dette individs seksualdrift, det kan kun individet selv.

En sådan introspektion vil imidlertid ikke give videnskabelige resultater i traditionel forstand. Kravet til reproducerbarhed er inhærent i enhver videnskabelighed, uden hvilken det ville være umuligt at skelne imellem iagttagelse og hallucination.

Den "seksualdrift", vi kan beskæftige os med rent videnskabeligt, er således en ren abstraktion ud fra mange iagttagelser af menneskelig adfærd, og dette begreb får rang af videnskabelighed udelukkende i kraft af, at det sætter os i stand til at forudsige adfærd under bestemte forhold. Denne forudsigelse er imidlertid af rent statistisk karakter.

Vi vil således aldrig være i stand til at forudsige det enkelte individs adfærd, men kun sandsynligheden for, at det vil reagere sådan og sådan under de og de forhold. Først når den potentielle drift har aktualiseret sig i en observerbar individuel adfærd, bliver den tilgængelig for videnskaben.

Denne vanskelighed er endvidere principiel, skyldes selve principperne for, hvordan vi kan opnå viden. Det vil altså være meningsløst at påstå, at vi med for eksempel en mere fuldstændig forståelse af det menneskelige nervesystem vil kunne fremsætte en nøjagtig prognose, den vil måske blive mere sikker statistisk set, men den vil stadig være statistisk. I denne forstand er den menneskelige adfærd principielt ubestemt, da den nemlig ifølge selve undersøgelsens natur, den mening, vi tillægger ordet undersøgelse, ikke kan determineres.

Det vil utvivlsomt slå læseren, at det, vi har udsagt om menneskelig adfærd og mulighederne for at opnå viden herom, til forveksling ligner de begrænsninger og problematikker, kvantefysikken postulerer om virkeligheden som sådan. Ja, om vi skulle finde på i den foregående tekst at erstatte "menneskelig adfærd" med "virkelighed", ville alle vore forståelsesmæssige problemer være løste.

I stedet står vi så tilbage med en anden ubegribelig påstand: Virkelighed er (en form for) menneskelig adfærd. Igen vil vi forsøge os med noget mindre ambitiøst: Oplevelse er en form for menneskelig adfærd.

Skønt det er en hverdagsforestilling, at oplevelse er noget passivt modsat den aktive handling, vil en neurologisk undersøgelse dog hurtigt afsløre denne præmis' falskhed. I det mindste den menneskelige hjerne er nok så aktiv, når den oplever, som når den handler.

Derimod har vi stadig et drabeligt spring foran os, nemlig springet fra den menneskelige adfærd som registrator af virkeligheden til dens skaber. Og dog synes det at være netop dette, kvanteteorien implicerer.

Hvis vores teori er rigtig, må vi jo nemlig forvente, at det er en oplevelse eller iagttagelse (måling), der repræsenterer den kritiske overgang imellem naturens fundamentale tendens til væren og dens væren, og det er netop, hvad kvantefysikeren påstår. Vi oplever altså ikke, fordi noget er, men dette noget er, fordi eller i kraft af, at vi oplever det.

Denne påstand er, så vanvittig den end må synes, ikke helt i strid med selv traditionel videnskabelig tænkning. Ingen forsker anser sig selv for at have adgang til nogen verden hinsides sine målinger, dvs. kvantificerede iagttagelser, han mener blot at føle sig tvunget til at formode, at den er der, ud fra den forestilling om iagttagelse, han har lånt af hverdagslivet.

Hans holdning kan altså synes at være noget i retning af, at ganske vist har vi ikke adgang til noget bevismateriale, der tyder på, at Jorden er flad, men vi er nødt til at antage, at den er det. Hans ydre verden er heller ikke uden lighed med den Gud, som positivisterne tog livet af under henvisning til, at en påstand, der principielt hverken kunne be- eller afkræftes, ganske indlysende var uden videnskabelig relevans og følgelig måtte anses for meningsløs.

Igen er lighederne med relativitetsteorien slående. Forestillingen om, at der ikke skulle være nogen absolut, af iagttagelse uafhængig virkelighed, er absurd, men den er den eneste, der passer med kendsgerningerne. Som "den store detektiv", som Einstein sigtede til i ovennævnte citat, omtrentligt udtrykte det: "when you have eliminated the impossible, the remainder, however improbable, must be the case."

Ligesom relativitetsteorien, evolutionsteorien og talrige andre omvæltende teorier forklarer denne teori alle diskrepanser i det hidtidige system, men er midlertidigt uantagelig af grunde, som er alt andet end videnskabelige. En særdeles legal grund er naturligvis alle de filosofiske problemer, en sådan teori må forekomme at føre med sig.

Vi mindes straks om buddhistiske verdensforkastelser og studentikos solipsisme. Men for det første er teorien så lovende ud fra et filosofisk og videnskabeligt synspunkt, dens åbenbare absurditet ud fra almindelig vanetænkning ufortalt, at den fortjener, at vi forsøger at løse disse problemer i stedet for, som det er så yndet, at bruge dem som et velkomment alibi for at undgå at ændre vore fastgroede tankevaner. For det andet er disse vanskeligheder slet ikke så uoverstigelige, som de umiddelbart kan synes, men vi kan tværtimod med et par velrettede sværdhug løse dem, og det sågar på en måde, som fører til en ny forståelse på andre områder.

En væsentlig anstødssten er det naturligvis, at denne verdens grundlæggende subjektivitet synes at stride mod den dagligdags erfaring af en objektiv, for ikke at sige nærmest ubehageligt solid verden. Hvordan kan vi opnå den enighed, som er videnskabens og hele vort samfunds grundfundament, hvis der i egentlig forstand ikke er noget at blive enige om?

Noget er der dog i denne kritik, som vi umiddelbart vil forstå at afvise. Vores kultur bygger som enhver anden på så meget ethos, så mange uskrevne love og forestillinger, at vi om end nødtvungent må indrømme, at vi sagtens kan nå til enighed om noget, der ikke har rod i virkeligheden, som vi traditionelt forstår den. Hvordan ville vi også ellers kunne forklare religiøs ortodoksi?

Spørgsmålet er altså snarere, hvordan denne enighed kommer i stand. I de nævnte eksempler kan vi roligt svare, at den kommer i stand ved kommunikation, men denne kommunikation tjener da alene til at etablere den rette opførsel i en verden, som møder os direkte i oplevelsen.

Her afviger vores opfattelse af opfattelse dog igen afgørende fra neurologiens, og selv uden at tage denne til hjælp kan vi rent filosofisk undre os over, hvordan det er muligt at kommunikere noget sprogligt, som ikke er sprogligt to begin with. Igen ripper vi op i gamle sår i semantikken og tilgrænsende væv, men så sandelig også med udsigt til at assistere helingen.

Almindeligvis kan vi sagtens forestille os, at oplevelse og sproglig formidling af oplevelse er noget helt separat, men i den menneskelige hjerne er disse funktioner ganske uadskillelige. De begreber, som vi kommunikerer verden ved hjælp af, er således umulige at skelne fra dem, vi selv benytter i tilegnelsen af denne, og for den arbejdende hjerne er oplevelse, hukommelse og forestilling grundlæggende den samme proces.

Men, kan vi indvende, hvis den af videnskaben tilstræbte objektivitet begrænses til et spørgsmål om enighed, vil vi så ikke uvægerlig finde, at videnskaben går til grunde med sin målsætning? Svaret er tofold.

For det første har vi i forvejen ikke nogen anden definition på objektivitet end consensus. For det andet antager vi normalt teorier, fordi de er praktiske, ikke fordi de står i noget fotografisk forhold til en ydre virkelighed. Igen kan vi citere den abstrakte morallov, men også matematikkens verden af grafer og matricer har kun yderst lidt med hverdagens sanseverden at gøre.

Rent faktisk kan hele videnskaben anskues som en abstrakt konstruktion, som sætter os i stand til at begå os i verden, men samtidig adskiller sig mærkbart fra i det mindste vores umiddelbare oplevelse af denne ved udelukkende at beskæftige sig med idealiserede situationer. Videnskabens rent praktiske værdi taber altså ikke noget ved, at vi skiller os af med den fordom, at teorierne virker, fordi de på en eller anden måde "afspejler" noget præeksisterende.

Måske vil en og anden være tilbøjelig til at følge os her. Det er, når vi inddrager det overnaturlige, at man står af.

Dette er igen en psykologisk reaktion. Kan vi for en stund holde vores modvilje i tømme, kan vi imidlertid komme til at ane, at vores nye opfattelse af virkeligheden på mange måder ligner den religiøse.

En verden, der udspringer af menneskelig drift, ligger ikke langt fra en verden med guddommeligt udspring. Dermed har vi dog ikke nødvendigvis slået sluseportene op for hverken statsautoriseret gudsdyrkning eller fantasifuld sekterisme.

Tværtimod må vi insistere på at holde hovedet særdeles koldt. Det, at mange fysikere springer fra den kvantefysiske ti-metervippe ud på zen-buddhismens dybder, og måske endda i stærkt forenklet form, gør hverken denne praksis etableret eller anbefalelsesværdig.

Men vi må rimeligvis på dette sted spørge os selv, om verden monstro ikke er mere menneskelig, end vi almindeligvis regner med. Om ånd og skæbne er så ganske meningsløse begreber i en verden, hvis oprindelse er tydeligvis i det mindste delvis psykologisk, og adfærdsbiologiske overvejelser som formål og struktur formodentlig er uadskillelige fra den inorganiske fysiks.

Dette betyder ikke, at vi kritikløst skal overtage tidligere kulturers ritualer som tilsyneladende effektive måder til at omgås denne verden. Tværtimod må vi nærme os religionen med en ekstra vognladning salt nu, hvor vi ikke længere blot kan affærdige sådanne overvejelser som uskadelig overtro med blot sociale konsekvenser.

Men det betyder, at der på en tid, hvor de akademiske græsgange synes specielt afgnavede, åbner sig helt nye forskningsområder, heriblandt ikke mindst en helt ny kulturhistorisk, og naturligvis ikke mindst religionshistorisk forståelse. Vi kan frygte for de samfundsmæssige konsekvenser af antagelsen af et så "subjektivt" verdenssyn som jo ved nærmere eftersyn ikke har vist sig så subjektivt endda, blot epistemologisk fordomsfrit - men også tænke over, hvad en mere fundamentalt menneskelig verden kan betyde for vores forståelse af og respekt for næsten og hans univers.

Sådanne overvejelser må dog af hensyn til vores filosofiske og videnskabelige redelighed være sekundære, når vi skal udforske dette nye univers. Naturligvis vil det støde på modstand.

Selv den uimodsigeligste fremtid - og netop den - kalder på den mest rasende reaktion, ja forfølgelse. Samtidig kan vi så glæde os over ikke at eksistere på en tid, hvor alt er opdaget, skønt dette uvægerlig vil være enhver tids påstand, men som endnu levende i en levende verden.

 

II

Så sent som i det forrige århundrede var det fashionabelt med udforskning af fremmede kontinenter på jagt efter glemte folkeslag med sære skikke. Ingen kom dog besynderligt nok på den tanke at sende en ekspedition ind i den vestlige civilisations mørke fastland.

Det kunne ellers have været interessant med gådefulde rapporter om farlige møder med baptistmenigheder og modesaloner. Endnu i dag er denne del af verden stort set uudforsket.

Videnskaben ved ikke, hvad baggrunden er for vore riter, vores ejendomsret, abstrakte gudsdyrkelse, og så videre. Da den holdt op med at beskæftige sig med vor kulturs religiøse rødder, gik der et veritabelt jerntæppe ned, som er på det nærmeste uigennemskueligt for såvel historikeren som samfundsforskeren.

På samme tid, som vi fornægter enhver metafysik, har vi sadlet os selv med en kosmologi af kausalitet og udvikling, som er umulig at begrunde i vore iagttagelser. Samtidig med, at vi med et skuldertræk forkaster forestillingen om en guddommelig lovgiver, accepterer vi de love, han har givet, og det ganske kritikløst.

Det antages for hygiejnisk at fjerne kroppens eget fedtstof med vand for derefter at indsmøre den i fedtstoffer fra dyr og planter eller imitationer af disse. Forbrændinger resulterende af et for langvarigt ophold i solen anses for en sund kulør, så at firmaer tjener penge ved at imitere misfarvningen.

Mennesker, der lader deres hår og skæg antage sin naturlige form, anses for at have et aparte udseende, mens mænd, der daglig fjerner ethvert spor af ansigtsbehåring, formodes at opføre sig fornuftigt. En beklædning, hvis eneste formål er at holde kulden ude, holdes for demonstrativ, så at mandspersoner, der bærer indviklede kostumer såsom tynde halstørklæder med en lang tøj, strimmel ned ad maven, ofte gør således for ikke at vække opmærksomhed.

I forhold til denne rigdom af antropologiske studieobjekter må andre stammers lejlighedsvise knogle i næsen forekomme nærmest kedsommeligt banal. Intet mysterium synes dog umiddelbart så uløseligt som Kunstens.

Endnu for nogle århundreder siden kunne man dog se en mening med denne besynderlige praksis. En købmand på højden af sin velstand ønskede forståeligt nok at forevige glansen af sin rigdom til eventuelt dårligere tider.

Hvad bedre da end at lade sin velnærede og overpyntede hustru male, den urbaniserede bondes erstatning for en tabt præmieko? Ej heller kunne man bebrejde kunstneren en vis surrealisme i fremstillingen, en vis heroisk idealisering af borgmesteren på tøjhesten, så at resultatet ofte blev et kompromis imellem det gode, det vil sige tiltalende, og det vellignende billede.

Men nu er der i mellemtiden nogen, der har opfundet en metode til at lade solens lys male billedet, og det så mange gange, at en af versionerne må tiltale selv den mest forfængelige posør. Man kan således ikke længere male en elefant med det udtrykkelige formål at bibringe beskueren et indtryk af, hvordan et sådant dyr ser ud, det kan fotografiet gøre meget bedre og billigere.

Måske i en art trods begyndte malerne da også ved århundredets begyndelse at male en ganske anden slags elefanter, ja ofte af et så aparte udseende, at den undrende offentlighed med fuld ret kunne hævde, at det slet ikke lignede elefanter. Hermed var paradokset komplet.

Igen vil det nok være vanskeligt at komme gådens løsning nærmere uden at overskride oplysningens ocean, dermed mener jeg den tidsbarriere, som adskiller vor egen tids oplyste og rationelle verdens- og menneskesyn fra tidligere tiders overtroiske vildfarelser. Nu har jeg jo imidlertid været så snedig at lade denne artikel forudskikke af en anden, som næsvist spurgte, hvor overtroisk det overtroiske nu også er, og dermed muligt lettet springet for den oplyste læser.

Vi vil derfor gå tilbage, helt tilbage til de første kendte malerier overhovedet, de såkaldte hulemalerier, for således så at sige at skue ind i slangens æg og forsøge at udfinde, hvordan dette tøjeri egentlig begyndte. Når vi spørger videnskaben, som man jo bør, om disse skilderiers formål, bliver den imidlertid tavs og forlegen.

Så meget kan vi dog få ud af den, at deres formål ganske givet er magisk. Det kunne altså synes, som om vi ikke er bestemt til at blive klogere.

Her har vi endelig fundet en person, der udviser den adfærd, vi ønsker at studere, blot for at erfare, at denne person er sindssyg. Medmindre naturligvis vi skal foretage endnu en af vore berygtede mentale saltomortaler og konkludere, at al kunst er magisk, eller i det mindste, at kunsten ikke blot nedstammer fra magisk praksis, men finder sit eneste rationale i en sådan.

Men hvordan kan kunsten i essens være magisk? Dens funktion er dog indlysende at afbilde den fysiske verden, ikke at forårsage nogen forandring i denne.

Det er jo det, der karakteriserer kunstnerne, i modsætning til håndværkere, politikere og andre handlingens mænd nøjes de med passivt at registrere. Hvad var nu det?

Noget randt os i hu fra det forrige kapitel. Lad os se, om vi kan huske det ... Oplevelse er, konkluderede vi jo netop, aktiv.

Heraf følger nærmest umiddelbart, at kunsten indtager en slags midterposition imellem, hvad man kunne kalde henholdsvis den kausale og kognitive handling. Den kausale handling ville da være det, vi almindeligvis benævner handling, der som tilsyneladende alt andet er funderet på kausalloven, årsag og virkning.

Når vi gør så meget ud af dette tilsyneladende indlysende, er det naturligvis, fordi den anden, kognitive, erkendende og forestillingsmæssige, ikke grunder sig på dette princip. Den forandring i den oplevede verden, som resulterer af en ændring i vores opfattelse af den, kommer naturligvis ikke i stand ad kausal vej.

Her er ingen hånd, ingen hammer og ingen ambolt, der står i noget årsagsmæssigt forhold til hinanden. Verden skifter tværtimod, som billeder skifter, overraskende og diskontinuert.

Dette undrer os dog mindre i kraft af, at der er tale om en rent psykologisk proces. Vi er jo vant til, at mens verden skrider sindigt fremad ifølge sine love, springer tanken ofte ganske planløst omkring, nærmest som i drømme.

Men ak! den skarpe, principielle adskillelse mellem den blotte og bare forestilling og registrerede virkelighed er i mellemtiden sluppet os af hænde. Kun rent praktiske hensyn afgør, hvorvidt en forestilling i sidste ende bør anses for sand, og virkelighedens fundamentale inerti er af samme orden som den, der kræver et århundrede eller mere til at flytte et teologisk komma.

Hvad skal vi nu mene om en forandring i opfattelsen af verden, som nu tillige er en forandring i verden, eftersom vi ikke fortsat meningsfuldt kan skelne imellem de to, men som altså ikke kan føres tilbage til nogen "naturlig årsag". Ordet falder nu helt let på tungen.

Den er naturligvis magisk. Og vi kan ikke længere undre os over, at kunsten er magisk, eftersom den ifølge vores ræsonnement dårligt kan være andet.

Når vi kalder den en mellemting, skyldes det naturligvis, at kunstnerens håndtering af farver og staffeli stadig kan interpreteres i rent kausale termer. Det er kunstens formål, dens natur, essens, som ikke vil holde sig inden for disse rammer.

Vi vil også se dens problem i forbindelse med fotografiets fremkomst, men måske samtidig som noget mindre dramatisk. Vi plejer at sige, at fotografier ikke lyver.

Hvad vi burde sige, er, at de er ikke kreative, og dermed i sidste ende ikke kognitive.

Den tolkning af verden, som vi har set som en frembringelse af verden, mangler i påfaldende grad i fotografiet.

Vi forekommer altså nu pludselig at kunne begrunde den ofte fremførte påstand, at den naturalistiske fremstilling - kronhjortene over sofaen, om man vil - er noget mindreværdigt i forhold til den ikkenaturalistiske, en påstand, som ud fra vores almindelige opfattelse af kunstens væsen må forekomme absurd. Kunst er ligesom den oplevelse, som den repræsenterer en slags kausal reinforcering af, aktiv.

Lidt forenklet: Den passivt registrerende kunst er ikke kunst. Igen synes det, som om vi har fået nogle puslespilbrikker til at falde på plads, åbnet en lås, der muliggør nye synsvinkler og forskningsområder.

Vi kommer imidlertid i vanskeligheder, når vi vil udstrække disse overvejelser til at gælde litteraturen. Umiddelbart er vi naturligvis tvunget.

Også de myter, som viderebragtes omkring bålet, for nu at udtrykke os malerisk, må have haft til formål at forklare eller, igen ud fra vores viderekomne opfattelse, konstituere verden. Konklusionen, ført helt ud, er imidlertid noget skuffende: Realisme er ikke litteratur!

Hvad fotografiet er i forhold til malerkunsten, er journalistikken i forhold til litteraturen. Reaktionen på denne nyudvikling har imidlertid været på det nærmeste modsat.

Hvor fotografiet fik malerkunsten til at manifestere sig yderligere som konceptualiserende, fik journalistikken tværtimod litteraturen til at skamme sig over ikke at være passivt registrerende. Det surreale, fantastiske blev således i litteraturens verden modsat i den bildende kunst noget inferiørt i forhold til den tilstræbte realisme.

Dette havde også andre følger. Digteren, den store konceptualisator, kom således til at føre et hensygnende liv i forhold til mennesker med en mere mondæn baggrund.

Litteratur blev en art dagbogsskriblerier, som derfor kun krævede et ringe håndelag. Dette muliggjorde igen en hurtigere udskiftning, et forfatterskab bestod typisk af to-tre bøger, og disse skribenter, som ofte oprindelig havde ernæret sig ved noget helt andet, kom kortvarig i søgelyset for i løbet af få år atter at glide tilbage i ubemærketheden, når et nyt prodigium sprang ud af gymnasiet.

Den gamle fagmand, som i løbet af tyve eller tredive års nærmest uafbrudt arbejde havde lært sig at beherske snart sagt ethvert udtryk, blev i denne sammenhæng noget suspekt. Det blev i stigende grad forfatterens opgave at afspejle sin tid komplet med dennes egne vurderinger, snarere end at levere nogen egentlig kritik eller anvise noget alternativ.

Hans visioner adskilte sig således ikke stort fra menigmands. En form for dovenskab bredte sig i læserkredsene samtidig med, at man med tilfredshed kunne konstatere, at flere mennesker læste "litteratur", uden at være sig bevidst, at det var definitionen, der havde flyttet på sig.

Hvor enhver "realistisk" ugebladsnovelle, ethvert læserbrev, enhver beskrivelse af personlige maritale problemer eller en charterrejse til Ibiza er litteratur, vil den litterære appreciation givetvis være betydelig. Naturligvis kan gymnasieelever ikke fortælle historier, det kræver mange års erfaring - tænk blot på menigmands problemer med at fortælle en vittighed, han ikke en gang selv har fundet på!

Så måtte vi, atter for at holde liv i myten om litteraturens fortsatte eksistens, hævde, at historier var noget sekundært i forhold til læserens genkendelse af sin egen situation, med det resultat, at læserne havde en tilbøjelighed til at flygte til den mest primitive litteratur, film, etc., ud fra den tankegang, at man hellere ville høre en historie, man havde hørt tusind gange før, end slet ingen. Endnu værdsatte man forfattere som Dickens og Dostojevskij, men man havde glemt, hvorfor.

Og når endelig gymnasieforfatterne i desperation forlod deres barndomserindringer for at skrive fabulerende, blev resultatet meget naturligt pjat. Mytefortælling er ikke gjort ved at bytte om på hesten og rytteren, manden og kvinden, rødt og grønt, og så flytte handlingen hundrede år ud i fremtiden.

Noget sådant kræver tillid til den ligeværdige eksistens af andre verdner, og hvor i alverden skulle sådanne få sådan en fra? Resultatet bliver tynde u- og dystopier med vage kommunalpolitiske moraler.

Sagen er kort og godt, at den danske litteratur i skrivende stund er så tynd en kop te, at det nærmest er en temmelig flad fornemmelse at hæve sig over den. Digteren ønsker ikke at komme for nemt om ved sin betydning, han vil helst ikke være digterkonge blot i kraft af, at alle hans medbejlere er lattervækkende bonderøve.

Først og fremmest er han dog forpligtet til at levere et levedygtigt alternativ til pseudo-litteraturen. Han kan ikke som sine kolleger skæve til sine sidste anmeldelser og så, hvis de er rimeligt positive, skrive noget lignende.

Faktisk vil han næppe have megen gavn af den slags skriverier. Man skal næppe vente nogen særlig positiv vurdering af en bourgogne fra en person, der er opflasket med saftevand, og den er da heller ikke særlig interessant.

Digteren må altid begynde forfra, vise det usete, tale det uhørte, forsøge det umulige. Han kan ikke tillade sig at nøjes med at soppe i kronikkernes og prosadigtenes vandkant, han må altid ud til halsen. Resultaterne af denne desperate plasken rundt kan blive højst besynderlige, men aldrig utilgængelige.

Læsningen af hans bøger vil aldrig blive en sur pligt, snarere en sød last. Passagererne falder aldrig i søvn i bussen, dertil er udsigten for afvekslende, for skrækkelig, selv om det er de færreste, der vælger at stå af og gøre sig bedre bekendt med omegnen.

Og når læseren er overbevist om, at Herkules' søjler er nået, som markerer Verdens Ende, ja så har han endnu et vanvittigt projekt, endnu en bog, som ikke kan skrives, men som skal. En sådan bog er VERDEN.

 

III

Skønt myten ud fra sin definition står sit religiøse ophav nærmere end kunsten, har den dog ikke vist sig ganske uproblematisk for forskerne. Et af de tilbagevendende spørgsmål har således været, hvorfor forskellige landes og tiders myter besidder så mange fællestræk.

Mange teorier er i tidens løb blevet fremsat for at forklare disse overensstemmelser. Den klassiske forklaringsmetode udnævner Ægypten, Mesopotamien eller Indien til "civilisationens vugge", hvorfra også myten er diffunderet ud over verden. Så fristende denne teori end må være, er den dog næppe historisk tenabel, og implicerer i sin yderste konsekvens vilde teorier om fønikiske kolonier i Nordamerika, som er ungefær lige så plausible som ufologernes globale super-civilisationer.

Denne teori veg dog også hurtigt for en anden, som hævdede, at der er en tendens til, at folkeslag på det samme kulturelle niveau vil udvikle den samme type myter. Man har så senere fundet, at disse overensstemmelser faktisk findes på tværs af alle kulturelle og sproglige barrierer.

Mytologien er på en eller anden måde kongenital, bundet sammen med den menneskelige hjernes konstitution. Det er således ikke mere overraskende, at en skabergud i alle mytologier bekæmper en urdrage, end at alle mennesker så vidt vides opfatter tiden som jævnt fremadskridende.

I sidste ende kan der næppe argumenteres mere overbevisende for det ene eller andet synspunkt, i kraft af, at det netop er synspunkter, modeller, som vi omgås verden ved hjælp af, hvilket i sig selv er en model med, som vi har set, indlysende begrænsninger. Problemet er naturligvis her, at vi sjældent erkender vores egen hjernes aktive part i fremstillingen af verden, hvorfor alternative fremstillinger må forekomme os at være absurde postulater.

Dette viser sig også ved, at vore drømme ofte udtrykker sig i billeder hentet fra en mytologi, den drømmende sjældent er bekendt med. Det fik bl.a. Jung til at hypotetisere arketyper og race-hukommelse.

Disse arketyper repræsenterer imidlertid indlysende ikke en sådan nedarvning af erhvervede egenskaber, hvilket da også ville konstituere en håbløs larmarckisme. Sådanne "arketyper" er aprioriske i forhold til alle kulturer og manifesterer sig igennem alle kulturer i og med, at de repræsenterer hjernens virkemåde.

En ordning af alle kulturers myter i eet system skulle altså være et overkommeligt projekt. Vi må imidlertid vare os, at vores klassifikation ikke kommer til at ligne den lille drengs, som katalogiserer svaner med isbjørne på grund af deres farve.

Hans problem er naturligvis, at hans kendskab til dyrene er overfladisk, hvorfor han ikke er i stand til at præstere en frugtbar klassifikation. En ordning, der går ud fra neurologiske principper - og dybere kan vi nu engang ikke komme - inddeler myterne i seks kategorier eller kvester.

Det er nemlig karakteristisk, at hver kategori har en indre orden i sine mindre bestanddele, enigmerne, som minder om en handling. Dette hænger naturligvis sammen med, at disse myter er blevet fortalt, ja mere end det, opført og oplevet af deltagerne.

Den litterære myte er her blot at opfatte som recitativet til et større ritual, af hvis andre bestanddele de øvrige kunstarter er rundet. Kvest betyder søgen, den mystiske handling er meget forståeligt en opdagelsesrejse, hvor en central figur, kvestoren, opdager verdens grund.

På dette niveau er også ånden, tilværelsens motiver, bevidst- og billedliggjort som overnaturlige væsner. Med tiden bliver erkendelse på dette plan vanskeliggjort af de mere indviklede samfundssystemers krav om consensus, og det kan kun nås gennem en særlig teknik, transcendensen.

Hver kvest har ud over kvestoren en guddommelig hovedperson, som naturligvis varierer fra kultur til kultur, skønt dennes funktion ligger ganske fast. Ofte benævnes den enkelte kvest efter den mytologi, hvor den er overleveret mest fuldstændigt, og man skelner således imellem Demeter, Horus-, Marduk-, Odin-, Kristus- og Satankvesten.

Demeter søger og finder sin datter i underverdenen, og det er denne underverden, de to første kvester beskæftiger sig med, om end på lidt forskellig måde. For den såkaldt "primitive" er døden noget mindre endegyldigt, ikke fordi han tillægger personligheden større betydning og derfor anser den for uforgængelig, men tværtimod fordi han ikke tillægger den nogen vigtighed overhovedet.

For ham er et menneske ligesom alt andet udtryk for et præeksistentielt motiv, der er mere fuldstændigt udtrykt i slægten. "Reinkarnation" ville - hvis han overhovedet var i stand til at tillægge et sådant begreb nogen betydning - for ham være visse psykologiske egenskabers regelmæssige genkomst, når der var brug for dem, bortset fra, at de i kraft af at være åndelige snarere end psykologiske i moderne forstand ligeledes ville transcendere eksistensen.

I denne forbindelse spiller personligheden kun en ganske ubetydelig rolle som en konfiguration, der er knyttet til det enkelte liv. Fremfor at forsøge at opretholde denne, tilstræber dødsriter som f.eks. den ægyptiske tværtimod at overvinde og udslukke den, så den essentielle og essentielt upersonlige ånd kan vende tilbage til sit udspring for atter at indgå i cyklus.

Det er denne proces, teosofferne har belemret med et pseudo-darwinistisk udviklings-princip, men en sådan "sjælenes forædling" har ingen plads i nogen mytologi. Om noget, er tankegangen anti-evolutionistisk, man tilstræber en tilbagevenden til verdens fuldkomne tilstand umiddelbart efter skabelsen.

Denne stræben kan gå så langt som til at søge en præeksistentiel tilstand uden nogen "reinkarnation", som det er tilfældet i buddhisme og kristendom, men en sådan "genfødsel" repræsenterer ikke en art livets skole med forskellige klassetrin, men blot åndens generelle involvering i skabelsen, som for hver (øjeblikkelige) inkarnation kan blive større eller mindre. I denne forstand er det en inkarnation at betragte en hængesofa, idet der nødvendigvis må være tale om, at iagttagerens ånd kortvarig tager denne skikkelse.

Når dødebøgen alligevel har omhyggelige anvisninger for sjælen, skyldes dette, at der her sigtes til en anden død, som dog ikke for ægypteren er så distinkt, som den ville være for os. De døde er ånden eller ånderne, virkelighedens kilde, som i nogen udstrækning kan konverseres, og hvis verden, underverdenen, tilsvarende kan besøges i transcendensen. Mysterierne omkring personlighedens udslukkelse og åndens "befrielse" er nedlagt i Horuskvesten, hvorimod den personlige nedstigen i dødsriget, som kræver en særdeles levende kvestor, behandles i Demeterkvesten.

I mit forfatterskab udtrykkes dette sidste motiv uvægerlig ved en glidende overgang fra en nærmest socialrealistisk eksistens over et gradvist sammenbrud af hverdagsuniverset til en egentlig transcendens. Ud fra omgivelsernes tolkning bliver personen sindssyg, indlægges, forsøges behandlet, og så videre.

Også VERDEN tager dette nødvendige udgangspunkt. Det sker dog også, at det udtrykkes mere traditionelt ifølge sciencefiction-mytologien, som er vor tids version, i rumrejsen.

Horus er "Sønnen" af Faderen Osiris og Moderen Isis. Sønnen mutilerer faderen som Zeus Kronos - men ofte sniger der sig som i den ægyptiske version en fjerde person ind - Set - som en erstatning for det foruroligende patricidium.

I den oprindelige version er generationsskiftet skildret med en ubarmhjertig åndens logik: Sønnen dræber faderen og gifter sig med moderen. Freud "opfangede" dette motiv i sine patienters drømme og gav det en mytologisk tolkning uden ganske at forstå betydningen heraf.

Overført på Demeterkvesten er sønnens faderdrab en mystisk død, sønnen er den "genfødte" fader. Læser man de relevante kapitler af VERDEN med disse få overvejelser in mind, begynder man at ane, hvad denne bog er: En spændingsbog med en medrivende og på sine egne præmisser plausibel handling, som endvidere diskuterer visse filosofiske spørgsmål - i denne forbindelse f.eks. det acceptable i at dræbe et menneske i et altafgørende eksperiment.

Marduk repræsenterer den føromtalte skabergud, der dræber dragen Tiamat. Igen vil det være spild af papir at opremse alle denne universelle mytes versioner, som studenten selv vil kunne finde i enhver mytologi: Indra og Vritra, Zeus og Typhon, Baal og Yamm, for blot at nævne nogle få.

Den ligger naturligvis også bag vores egen skabelsesberetning, hvor dragen i Genesis er erstattet med Vandene - svarende til Yamm i den kanaanæiske version - men i andre dele af Bibelen kaldes Rahab eller Leviathan. Også denne myte har et komplement i en tilsvarende eskatologisk som typificeret i den nordiske om Ragnarok.

Disse skabelser og ødelæggelser er imidlertid ikke så endegyldige, som de kunne forekomme, og de fleste eskatologier lover da også en "ny jord" - selv den nytestamentlige, som er endegyldig, som en indrømmelse til den oprindelige messianisme. I en forstand er de dog mere gennemgribende, end man almindeligvis forestiller sig.

Når en verden går under, baseret som den er på et kognitivt grundlag, går alting under, også de begreber, som forekommer den evige. "Dommedagen" er således som begreb i og for sig selvmodsigende - og et lån fra den personlige dommedag, som afgør, om den hedengangne ånd er i tilstrækkelig grad befriet for personlighed til at kunne vende tilbage til sit ophav (jvf. den ægyptiske psykostasi) - eftersom også loven må formodes at være "forgået".

Måske er dette det vanskeligst acceptable moment af tingenes ende. Selv i et samfund uden ydre omvæltninger kan vi have vanskeligt ved at forstå, at de normer, som har givet livet dets "mening" for adskillige slægtled, mister deres betydning, begreber som patriotisme, pligttro, etc.

Det kan være svært at anskue sådanne forandringer som andet end forfaldstegn, men det er i så fald verden, der forbereder sig til noget nyt. En blot og bar kaotisk afkastning af normer uden noget umiddelbart at erstatte dem med kan således, hvor ængstende det end må være, repræsentere et uundgåeligt overgangsstadium.

Ånden som "fanget" i eksistensen - soma-sema - er et ældgammelt motiv. Ånden må regelmæssigt befri sig for den eksistens, hvis dynamik den er, ligesom jorden af og til ryster mennesker og huse af sin ryg.

Den lægger sig dog altid til hvile igen, og menneskene bygger forfra. I sådanne perioder trives dyder, som i et ordnet samfund er de værste laster, ikke mindst en selvstændighed, som sætter sig ud over Loven, som atter erkendes som en blot og bar samfunds-regulator modsat den civiliserede forestilling om universel retfærdighed.

En bog om Verden måtte nødvendigvis dækkende beskrive alle disse aspekter af transitionen. Den måtte således klarlægge moralens overlegenhed over kynismen, samt begges fallit over for åndens omskiftelser.

Den måtte argumentere elokvent for lovlydighed og lige så elokvent imod. Den måtte grundfæste grundlove og rationalisere drab og massemord.

Den endegyldige befrielse finder vi så i den kvest, som for os uundgåeligt er knyttet til Kristus-navnet, skønt heller ikke denne impuls er så enestående, som den kan synes. Kristus blev således både foregrebet og eftertrådt af en tronprætendent - Mithra og Mani.

VERDEN måtte altså spore kristendommen til dens oprindelse i essensk messianisme og hellenistisk mystik, vi måtte så at sige sidde på skolebænken med Jesus. I den anden ende kunne vi ikke lade Kristi forjættelse uopfyldt.

Den sidste kvest er igen den omvendte - ikke Verdensforsagelse, men stadig Verdensopretholdelse, eksemplificeret ved gudssønnernes omgang med menneskenes døtre. Tilbage står så spørgsmålet, hvorfor nogen skulle ønske at fremstille, hvad vi nu har gennemskuet som en fuldstændig genfortælling af alle grundmyter.

Men også hertil er der et svar. Som nævnt udgør kvesterne "handlinger", som kvestoren - det transcenderede menneske gennemlever.

Men de repræsenterer rimeligvis også den mytologi, mysten - den endnu ikke transcenderede - må gennemgå som den forståelsesmæssige forudsætning - koanen for samme transcendens. HVIS NU - med disse to magiske gloser begynder alle ting - hvis nu nogen kunne skrive en bog, som indeholdt samtlige enigmer i samtlige kvester, da ville - tanken er for gammel til at være min - det intense studium af denne ene bog være ikke blot et transcendensmiddel, men i kraft af sin fuldstændighed et TILSTRÆKKELIGT transcendensmiddel, selv i tilfælde, hvor det traumatiske grundlag - som normalt er en anden forudsætning, en svaghed i den limen, grænse af psykologisk natur, som adskiller de to verdener, manifesterende sig i bl.a. fobien - ikke er til stede.

HVIS NU er imidlertid også en vigtig barriere. En sådan gennemgang ville nemlig fylde, konservativt anslået, 10.000 sider, hvilket ikke blot umiddelbart er en praktisk forhindring, men en principielt uoverstigelig sådan.

Omtalte studium ville nemlig ikke mindst kræve, at læseren var i stand til så at sige at overskue hele værket i et blik, rumme det i en tanke, så at hver af dets dele var i umiddelbar associativ kontakt med alle andre, et krav, som ingen menneskelig hjerne rimeligvis ville kunne honorere. Det, der slog mig, var, at mange af disse "historier" udviser så store rent narrative ligheder, at de i et skønlitterært værk kunne slås sammen og dermed i det mindste i nogen grad nedbringe sideantallet.

Denne ide blev efterhånden en slags besættelse for mig. I lang tid syntes ingen kunstgreb dog at kunne reducere stoffet til mindre end 2.000 sider, selv med alle litterære kneb taget til hjælp - hele historier indeholdt i enkelte sætninger, alternative læsninger, osv.

Endelig - i sommeren 1991 - følte jeg mig overbevist om at kunne klare mig med 1.000 sider samtidig med, at jeg følte mig uimodståeligt draget mod at gøre en begyndelse. To et kvart år og mange uforudsete vanskeligheder senere - for eksempel nødvendigheden af at oplagre lange passager med "kode" som filosofiske digressioner, der ikke standsede handlingen - forelå så endelig det 1.100 sider tunge manus.

Et tidsrum, som måske ikke vil forekomme den forfatter overvældende stort, som jævnligt må opsøge sin sofa for inspiration, men som måske bliver sat i relief af, at det var arbejdsår uden søndage eller ferier, med en arbejdsdag, der ofte strakte sig ind over et sent middagsmåltid, hvor selv forfatterens drømme blev inddraget som brugbare man-hours. En forfatter, som typisk er to timer om en kronik, gendigter en børnebog på en formiddag og skrev Skrækkens ABC's 200 sider på en måned.

Resultatet er hans mest forrygende spændingsbog til dato. Plus - deep down et litterært eksperiment, som man vel med nogen ret kan kalde enestående.

Men selv om bogens karakter af autonomt, tilstrækkeligt transcendensmiddel i kraft af at kræve fuldstændig forståelse må siges at være noget teoretisk, betyder dette naturligvis ikke, at den ikke kan være en hjælp. Den arbejder på mange planer, en væsentlig del temmelig ubevidste for snart sagt enhver læser.

Den ofte fremførte kritik af mine bøger som værende "farlige" kan således måske have sin berettigelse i dette tilfælde. Men nej.

Tærskelvogterne er dygtige, og den eneste virkning vil være en kortvarig øget drømmeaktivitet. Et "trip uden stof" er således måske endnu en af mine anmelderes yndlingsfraser, der med nogen ret kunne hæftes på denne bog.

Ved den anden læsning vil den være en anden bog - læseren vil spekulere over, om han eventuelt under den første kom til at springe kapitler over. Den, der vil være sikker på at transcendere på bogen, må imidlertid på det nærmeste lære den udenad.

Også for ham er det imidlertid imperativt, at han ikke i sin første gennemlæsning søger efter skjulte meninger som de antydede. Ellers kan den nemlig let sætte sig på tværs, og så er der for en tid lukket.

 

IV

I vores kultur står alt i udviklingens tegn. Videnskaben udvikler sig med en teknisk udvikling til resultat, som samfundets udvikling må følge; individet skal passe sin personlige udvikling, hvad enten midlet hertil nu er reinkarnation eller aftenskole.

Ofte vil man indføre, at en sådan udvikling i det mindste kan iagttages i naturen, men her løber vi atter sur i begrebet iagttagelse. Udvikling er ganske typisk en tolkning, der som alle tolkninger synes bekræftet af de iagttagelser, de tolker.

Det, vi iagttager i eksempelvis dyreriget, er forandring og tilpasning. Men med udvikling i den populære forstand mener vi en lineært fortløbende forvandling, der konsekvent skaber noget mere udmærket af noget mindre udmærket, og en sådan konsekvent "forædling" måtte nødvendigvis forudsætte et statisk ydre miljø, som den udviklende organisme så gradvis kunne tilpasse sig.

Men det er netop den praktiske forudsætning for disse forandringer, at miljøet er i flux, og i øvrigt allerede varierer med breddegraden. Vi skulle så definere et ideelt miljø, som den ideelle udvikling kunne stræbe imod.

Pointen er, at vores udviklingsbegreb er rent persuasivt, hvad man let kan overbevise sig om ved et mindre tankeeksperiment. Lad os sige, at en kønsbunden genetisk defekt i løbet af kort tid udryddede ni tiendedele af jordens kvindelige befolkning.

En nødvendig udvikling - tilpasning - ville da utvivlsomt være dels polygami, dels en aggressiv konkurrence om de tiloversblevne kvinder. Ergo: Det udviklede stade er et, hvor mænd har talrige partnere, som de slås indbyrdes om, kvinden som en kostbar mangelvare, som må erobres og låses af vejen, og som i øvrigt, for at menneskeheden skal bestå, ikke kan have noget andet liv end de mange børnefødsler, og hvad hermed følger.

Vi kan altså roligt tage afsked med forestillingen om udvikling i den sædvanlige absolutte forstand og erstatte den med en blot og bar tilpasning til skiftende forhold. Ikke desto mindre lader vi os daglig tyrannisere af dette imbecile begreb.

Vi får at vide, hvad vej udviklingen går, så vi kan bøje hovedet, når vi eventuelt vil den anden vej. Det er naturligvis formålsløst og urealistisk ud over det generelt umoralske ved bagstræb. "Reaktionær" er blevet et af tidens store bandeord, ligesom "Udemokratisk".

Det er således ikke nok at konstatere, at fosterets forandringer i livmoderen er ordnet på en måde, der afspejler artens historie, at en afstemning ofte er en god måde at afgøre på, om der skal serveres kaffe om en halv eller en hel time, og at postkasser har en tendens til at være røde. Nej, den ganske verden skal med djævelens vold og magt være i udvikling, demokratisk og postkasserød.

Historiens omskiftelser bliver således lagt pænt til rette, så de peger hen mod den øjeblikkelige tilstand som det højeste gode, eller i det mindste vore øjeblikkelige vurderinger som en endegyldig kosmisk visdom, og det konstateres med den skråsikkerhed, der kendetegner al rodfæstet usikkerhed, at den bedste politiker er ham, der får flest stemmer, og at Johannes Møllehave i kraft af sit oplagstal er en større filosof end Søren Kierkegaard, om end dog af samme grund ikke så betydelig som Anders And. Intet er således så forargeligt som forskeren, der foretrækker bevisførelse fremfor afstemning, hans menneskeforagt er jo åbenbar!

Udviklingsprincippet som moralsk pegepind og gabestok er i vort eget århundrede trængt igennem i de mest besynderlige discipliner, endog teologien. Her regner man med en "religiøs udvikling", hvor de ældste religioner følgelig bliver de mindst anbefalelsesværdige.

At det netop er denne tidlige kultus, der råder over en teknik til en effektiv kommunion med det guddommelige, afficerer ikke i større grad disse Mynster'e og Martensen'er. Næ, det er tværtimod udtryk for det ophøjede stade, Folkekirken befinder sig på, at gudstjenesten ligner et ugentligt møde i børstenbindernes fagforening, som ingen kunne finde på at aflyse, blot fordi ingen af de opmødte delegater så vidt vides har bundet en børste i halvandet hundrede år.

Vi må da også regne med en vis glidning af det religiøse ideindhold, efterhånden som det kommunikative aspekt af det verdensskabende sprog bliver mere fremherskende. I totemismen er mennesket stadig forholdsvis centralt i den kognitive orden, "i slægt" med alle de arter og fænomener, han frit låner af i sin selvkonstitution. I animismen er det kognitive, kreative flyttet ud i verden, han ser sig omgivet af ånd og bliver en sjæl blandt sjæle.

Med en personlig sjæl følger frygten for sjæletab og omhyggelige ritualer for at erhverve og fastholde den. Mysten går som en del af sin uddannelse ud i ødemarken for at møde sin daimon, sin dynamik, mening og personificerede skæbne, selvkvesten, den syvende kvest.

Også her er der en distinkt og enslydende mytologi. Dobbeltgængeren er denne oprindelige sjæl, som det moderne menneske efterhånden kommer til at frygte lige så meget som resten af Verdens ånder.

I litteraturen rationaliseres dens skræmmende proportioner ofte ved, at den forsøger at overtage protagonistens identitet. I Poe's "William Wilson" er den en manende påmindelse om den hensygnende tilværelse, den fører takket være titelpersonens tomme liv.

I romantikken mister personerne ofte deres sjæl, eller de sælger den direkte til Mefisto til gengæld for verdslig fremgang. H.C. Andersen vender motivet om i "Skyggen", her er det digterens mere ubetydelige del, der hædres på bekostning af hans essens.

Skyggen og spejlbilledet repræsenterer ofte denne elusive tvilling, så at vampyren, der savner en (kristen) sjæl, kan mangle begge dele. Dobbeltgængeren varsler død, den, hvis doppelganger viser sig for ham selv eller andre, er på vej til sin ka, hans genfærd overtager.

På mange måder er denne kvest naturligvis den centrale, og den dominerer da også i VERDEN, hvor der tales om en decideret "ild-tvilling", som, engang rejiceret, slutter sig til et truende "ildfolk" i ødemarken, hvis den ikke slår umiddelbart igen, i fænomenet Human Internal Spontaneous Combustion. Det er den store fiskers opgave at samle alle disse flammer i en oprindelig himmelild, et væsen, hvis umenneskelige behov til alle tider har fascineret menneskene.

Det er en dobbelt-natur, der kan jages eller frygtes, og som kan vækkes på mange måder, bevidst eller ubevidst, ikke mindst naturligvis ved læsning af underlige bøger. Dens anden side er kvindelig. I og med, at Verden er menneskets skæbne, er den personificerede skæbne den personificerede verden, kvinden.

Også denne Faust'ske Helena er et gennemgående træk i forfatterskabet. I VERDEN er hun endvidere den jordiske forløser, Krista.

Hun er tempelskøgen, Zona og Zuna, svaret på verdensfortvivlelsen, fordi hun er det indlysende objekt for kærligheden. Hun er Helligånden i Demeter- og Horuskvestens treenighed.

Den, der har gransket, forstået og gennemlevet disse mysterier, mystisk dræbt sin fader, ægtet sin moder og avlet sig selv og sin tvilling, har med et slag transcenderet selvets tærskel og erhvervet en skæbne. I VERDEN sker dette primært ved at følge handlingen, drømme og gendrømme den.

Derfor er denne bog ikke blot en bog om magi, men en magisk bog. Det er en forvandlingernes bog, ende og begyndelse.

Den reinstallerer mennesket som verdensskaber, kataklysmerne udspringer konsekvent af den individuelle handling, hvis motiv lige så konsekvent er transcendent. Inspirationen til undergangen stammer fra en fugl, som er dens produkt.

Efter endt læsning kan den genlæses bagfra med den samme logiske konsekvens. Victor Ege stående bag badeværelsedøren og tilintetgørelsen af Jorden kan ses i eet blik.

Der er en total ligeværdighed af alle anvendte billeder. Romanens fiktive personer fungerer på samme betingelser som historiske matematikere og kirkefædre, en Paulus, en Dante, en Einstein. Ud af romanens midte springer en Kristus-figur, som er Menneske og Gud, historisk og ahistorisk, sværmerisk tømrersøn og verdensdommer.

De historiske myter bliver kødelig virkelighed i dagens fiktive verden. Det tyvende århundredes tekniske landvindinger ændrer årtusinders historie, retroaktivt.

Det virkelige bliver uvirkeligt, og det uvirkelige virkeligt, som en flimrende sinuskurve, og med samme matematiske logik. Bogen og dens personer læser og skriver endeløst sig selv, i stadig nye permutationer.

It is THE STRANGEST STORY EVER TOLD. Det er VERDEN.

 

V

Bibelen er historien om et folk. Det er historien om et folk, der ikke kunne acceptere at være en etnisk minoritet i et moderne kosmopolitisk samfund.

Som længe efter, at guderne havde fundet deres plads i templet, insisterede på deres egen, deres eget. Det er historien om et folk med et traume, en neurose.

Et folk, der gik i døden for deres gud, fordi de ikke kunne acceptere deres guds død. I det første årtusind før vor tidsregning døde der ellers en gud om dagen.

Ingen bekymrede sig særlig meget, der var jo nok at tage af. Og Yahweh var langt fra nogen Jupiter, blot en helt igennem lokal baal fra en fjern provins.

På Jesu tid havde Israel krøllet sig sammen til en knyttet næve i en romersk silkehandske, provinsen Ivdaea. De romerske embedsmænd havde de samme problemer med præstekasten her som i det vilde nord.

De langskæggede banditter ville ikke have akvædukter og øresundsbroer, for det ville de ikke. Man kunne ikke afluse dem, for det var hellige lus, og man risikerede en opstand på 78 idioter bevæbnet med sten.

Det var måske ikke et militært problem, men det var et politisk, noget, der forhindrede, at administrationen kunne bringes ind on budget. Man kunne næppe nok tale om en konflikt, den brede romerske humanisme mod en for længst afdød gud, en kuriøs barbarisme.

Og dog vandt ørkenguden med det uudtalelige navn og slukkede Apollons fakkel med en sandstorm, der skulle vare halvandet årtusind. Den religiøse tolerance, der følger af synkretisme og mytologisering, afløstes af en ortodoksi og fanatisme uden sidestykke i historien.

Man skal aldrig undervurdere en mørk gud. For skønt Gud var død, var Messias endnu ikke født.

En hyrdedreng, der skulle slynge sin sten mod kæmpens pande og strække den til jorden. Og folkeslagene ville juble og falde ned og tilbede Israels gud, som havde befriet dem for jerndyrets åg.

Jøderne fattede ikke, at næppe nogen andre ønskede nogen befrielse for romernes kulturskabende indflydelse, der havde gjort vejene sikre, nedsat dødeligheden og gavnet håndværk og industri. De mindede en del om vore dages EF-modstandere, som ikke vil forstå, at Damnark ikke længere eksisterer.

Sønderjylland er endegyldigt tabt, svenskekrigene afblæst, og den eneste gud, der råder for Danmarks sag, er folkevalgt og sidder i Bruxelles. Holger Danske ikke blot sover, han smuldrer decideret.

Alle Johannes V. Jensen'er og Ebbe Reich'er kan ikke put him together again. Men jøderne ville ikke høre.

De unge profeterede, og de gamle drømte. I VERDEN finder vi dem alle, essæeren, der vogter sin viden, som en gnier vogter sit guld, en ung, forvirret Yehosua med en due cirklende over sig, rede til at slå ned, en bekymret Herodes, en udmagret Yohanan, der konverserer hebraisk-talende engle.

Vi er til stede ved Dåben og Fristelsen og lytter til prædikener, der ikke kom med i testamentet, i forhåbentlig skarp modsætning til det sædvanlige JESUS OF NAZARETH-citat-fuskeri. Den forfængelige Simon, tordensønnerne og hele resten af slænget af ballademagere, som Frelseren omgav sig med, og som siden er blevet gipset med guldtallerkener på hovedet, vil være til stede.

Den disputerlystne Philippos og hundeagtige Thomas, ja selv Yehudha, som alle var efter, skønt hans eneste synd dog var at være fra Qeriyyoth i stedet for Galilæa. I månedsvis fjoller denne historiske Jesus rundt og fortæller historier, og det er gode historier, selv om han har vanskeligt ved at konkurrere med folkets sande ledere, der messer Esajas bagfra.

Han er jo heller ikke rigtig klog, kalder præster for afgudsdyrkere og hævder at være Gud selv. Men historien får ikke lov til at være historie ret længe.

Hen mod vor tidsregnings begyndelse glider en skygge over Verden. I lang tid har Den været én, hel og udelelig. Nu bliver den to.

Den ene af disse verdener og det gode budskab om den er "tilsløret" for "dem, der står i begreb med at blive ødelagt". De er derfor begrænset til "denne verden" og dens Gud, som er Satan. Bob Homer udtrykker det: "Gud er så ond efter menneskenes målestok, at de har fortrængt det ... Sådan, forstår du, blev Satan til, som en bortforklaring af Guds ondskab ..."

Det må kaldes beklageligt, at det eneste af den religiøse tradition, der overlevede, var overtroen om Det Ondes autonome natur og eksistens. Den dag i dag vrøvler mennesker, som kalder sig rationelle, om "fascinationen ved det onde", som om ondskab var noget veldefineret som en bestemt fugleart.

Pointen og formålet er naturligvis, at dette vås forsludrer enhver diskussion. Man kan ikke diskutere politik, når man i løbet af minutter ender i overvejelser angående, hvorfor mennesker til stadighed tiltrækkes af "onde" ideologier (nazisme, fascisme, kommunisme, socialisme, anarkisme, eller hvad som helst andet, som ikke står på kommunevalgets spiseseddel).

Det sniger sig ind i litterære debatter om kriminallitteratur, tegneserier og dyt-dytspil med samme insistens som afholdsbevægelser og polititilhold imod afdansningsballer. Det bruges ganske samvittighedsløst imod seksuelle og etniske minoriteter som sadomasochister og muhamedanere.

Her lades al tolerance, al forståelse, al intelligens ude, for Det Onde skal bekæmpes, basta! Man kommer ikke langt i overvejelser vedrørende homoseksuelles rettigheder i samfundet, når man går ud fra spørgsmålet om, hvordan homoseksualitet kan helbredes.

I kraft af den fuldstændige irrationalitet i forestillingen om eksistensen af "Det Onde" er den jo i stand til at rationalisere enhver fobi fra revolutionære til AIDS-ofre. Den er the stuff that lynchings are made of og anbefales som sådan af et samfund, der bygger på forestillingen om den legale voldsanvendelse mod individet.

Det er katolicismens sancta simplicitas i ny version, nazisternes "politiske bevidsthed". Vi skal ikke forsøge at forstå verden og menneskene, vi skal forsøge at undgå at blive fristet af Det Onde.

I VERDEN er Verden atter een. Det Godes kamp mod det Onde er endegyldigt aflyst.

Mennesket har strakt våben over for Verden, for der er ingen mening i at bekæmpe sig selv. At kæmpe i verden giver vel mening, men at kæmpe mod den er totalt meningsløst.

Selv ikke det største Menneske og den største Gud, Jesus og Kristus kunne vinde den kamp, og alle de kristnes forsikringer i så henseende må anses for rene postulater. Gud er måske død, men Verden lever videre i bedste velgående.

Der er da også meget hos Paulus, der leder tanken hen på Hitlers nytårstaler med deres forsikringer om, at Tyskland respektive "har vundet krigen, vil vinde krigen" og "skal vinde krigen", det sidste et halvt år, før den var endegyldigt tabt. Intet menneske kan med held eller fordel kæmpe mod foråret, og heraf følger med biologisk logik, at ingen kan bekæmpe vinteren.

Der kan ikke være noget liv uden død, hvilket ikke betyder, at vi ikke kan bekæmpe vores egen og vores næstes død; det vil blot være absurd at bekæmpe Døden. Faktisk afskærer vi os fra at løse de politiske konflikter, som fører til krige, og dermed eventuelt afværge eller standse dem, ved at gøre helte af den ene part og skurke af den anden.

Først når vi forstår, at sådanne simpelt hen ikke findes, ingen gode og ingen onde, intet godt og intet ondt, men kun karakterer og interessekonflikter, kan vi forhandle fred. Derfor kender Vor Tid heller ikke til diplomati, men kun til magtsprog, sanktioner og retfærdiggjorte overfald på militært svagere stater.

De møder os på gadehjørnerne med deres blanke farve-fotos af enker og faderløse, smadrede hoveder og ristede tæer, klemmer en svedig kuglepen i hånden på os og kræver i humanitetens navn, at vi støtter deres fraktion. Problematikker og politiske ståsteder synes irrelevante i denne diskussion, som kun handler om, hvem der kan fremskaffe de mest tiltalende nærbilleder af modstandernes grusomheder. I mangel af sådanne kan vi stille med en håndfuld trafik-ofre.

Dette er naturligvis et stort held, eftersom endnu ingen krigsførende magt har været i stand til at fremstille bombesigter, der tager hensyn til børn og gravide kvinder. Det ville næppe heller blive nogen stor succes.

Hvem som helst kan altså blive de indlysende skurke i en sådan konflikt, og hvem der rent faktisk bliver det, afhænger kun af det forhåndenværende reklamebudget. Hvis reklame-brølet er stort nok, går vi på en hvilken som helst historie med den krævede portion forargelse.

Statskup, som vi har økonomisk interesse i, har til hensigt at "sikre demokratiet". Vi kan jo altid tage tilflugt til det føromtalte udviklings-begreb, hvor det, vi ikke kan lide, har dømt sig selv ved at være "reaktionært", eksempelvis socialismen.

Da ingen af os har oplevet et demokrati, er det naturligvis let at kalde et hvilket som helst stats-apparat demokratisk, det vil sige progressivt, og dets modstandere onde. Det er også karakteristisk, at jo vildere disse påstande bliver, jo mere aggressivt moralske bliver de.

Kun det rene vrøvl er trods alt fuldstændig ubetvivleligt. Hvis der fandtes et faktisk politisk system, der svarede til begrebet "demokrati", ville det naturligvis være muligt at argumentere mod det.

Det er det imidlertid ikke, eftersom det er en ren truisme, og det samme gælder fremskridtet og det Gode. Menneskerettighederne er noget, der krænkes i stater, vi gerne vil invadere.

Sådanne krænkelser omfatter for eksempel små landes ønske om at skaffe sig de samme våben, som store lande allerede besidder, hvilket ville forhindre os i fortsat at behandle dem som protektorater. At en lille stat tiltager sig den samme ret som en stor, er altså i sig selv retfærdiggørelse af invasion og udslettelse.

Dette er der for så vidt ikke i sig selv noget forgjort i. I alle verdensriger har de store holdt de små i tømme.

Problemet er, at vi kæmper for det Gode, og at det Gode til alle tider er det ekspediente for Os, hvilket i lige grad gælder på den anden side af grænsen. Det lille land har Ret til at forsvare sig, det store Ret til at forhindre udbredelsen af farlige våben, begge kæmper altså for så vidt for det Gode, og overgivelse eller blot indrømmelser fra den ene side ville derfor være uforfalsket ondskab.

Og en verden, hvor krigen er det store gode, vakler allerede på kanten. Vi sætter som sagt en ære i ikke at forstå.

Der er ikke den fjortenårige half-wit, som ikke hader repræsentanterne for Apartheid i Sydafrika. Ingen af dem har levet en halv eftermiddag i det land, hvilket har den store fordel, at de ikke er i stand til at se nogen som helst problemer forbundet med en øjeblikkelig overgang til flertalsstyre, de er med andre ord fuldstændig Gode.

Det har naturligvis ikke noget med det konkrete tilfælde at gøre, men er ganske indlysende. Hvis vi herhjemme havde et dansk mindretalsstyre over et flertal af indvandrere, ville vi naturligvis straks udnævne en pakistansk statsminister og en iransk udenrigsminister.

Vi kunne aldrig finde på at insistere på uretfærdige privilegier, men ville ufortøvet overtage tallerkenvaskningen og lokumsrenseriet. Det ville trods alt være en klassedeling, som kun havde nogle få århundreder på bagen, og med vores eminente historiske dannelse ville det ikke være vanskeligt for os at indse, at germanerne skulle have Danmark tilbage.

Det er farligt, når idioti bliver lig med godhed. Ikke tossegodhed, den overdrevne begunstigelse af naboen, men tværtimod: Når hvad som helst, der er i vores personlige interesse, bliver objektivt godt.

Så kan vi nemlig ikke længere leve blandt menneskene i verden, men kun bekæmpe og udslette begge dele. Endnu i dag lever vi i det Godes skygge, som blev kastet for så længe siden.

Kristendommens vinter er ikke ganske udrundet. Vi har forkastet dens storhed, men bevaret dens smålighed.

Vi løfter og tynges under arven fra det lille jødiske folk, der i deres afmagt gjorde deres fjender til Guds fjender. I kristendommens regi blev deres myte om den forfulgte tjener alibi for alle slags forfølgelser, og er det den dag i dag.

Ikke desto mindre er det nu tid til at slutte fred med Verden. Den er ikke vores fjende, så lidt som Næsten.

Vi har aldrig i vores kulturelle overmod været bange for at kaste barnet ud med badevandet. Nu er det på tide at skille sig af med myten om Det Onde. Den dækker dog på trods af alle sine søforklaringer og forsvarsmekanismer ikke over noget mere anbefalelsesværdigt end nøgent næstehad.

 

VI

Som tidligere nævnt er myten om skabergudens kamp med urdragen universel. I en anden version dræber han en gud af en tidligere generation, hvilket bringer os tilbage til Ødipus-myten.

Denne Ymer er det primale menneske, Adham Qadhmon, som levede i en paradisisk tilstand uden for verden, simpelt hen fordi det var for stort til at indeholdes i verden. Syndefaldet er dette oprindelige menneskes død, og verden dets døde legeme.

Herved skabes også kønnene, himmel og jord. Den oprindelige Adam fremstilles således ofte som androgyn.

Somme tider beskrives tre urvæsner, således ud over den psykiske drage en åndens fugl og en materiel slange, undertiden en krabbe. I VERDEN er disse tre arter da også de første til at befolke den ny jord.

En anden form af syndefaldet er Osiris' død og genopstandelse (som vel at mærke fører en ny død med sig, og således videre, cyklisk). Denne myte er for almenkendt til at citeres her, hvorimod en mindre kendt version figurerer i Kanaan, jødernes hjemland.

Her forlanger El ("guden") af sin søn Baal ("herren"), at han skal stige ned, ikke blot på jorden, men i jorden. I hans sted hersker nu Maweth ("døden").

Gudinden Anath, som er begges hustru, dræber nu Maweth og lader Baal genopstå. Det er den mystiske udtydning af citatet: "At frøet bærer sin død i sig, hvoraf det engang skal spire?"

Abhiyyahu møder Immiyanath ("Anath er min moder!", dvs. Anath inkarnerer i mig), allerede inden gudssønnerne stiger ned fra himlen, og gennemfører med hende det samleje, som er bogens faste overgangsrite, Geber-Hanikha, Victor-Christa, Arn-Mesuha, Geoffrey-Ailura, Caesar-Elsebeth, Sappan-Sedha. Somme tider tager handlingen direkte en anden retning, fordi denne rite negligeres (Bob-Eghla).

På den fuldbyrdede kønsakt følger i hvert tilfælde mandens rituelle død, han korsfæstes, parteres, osv. I modsætning til denne mandlige monomani står det trifacetteret kvindelige Eghla-Ailura-Christa, svarende til domineret accept, trods og dominant hengivelse.

Kærlighed ved første blik eksisterer. Kærlighed ved første blik er genkendelse.

En gammel tradition siger, at Adam og Eva oprindelig blev skabt som eet væsen, der så siden spaltedes i mand og kvinde. Ifølge denne tankegang er jagten på den eneste ene en eftersøgning af den tabte halvdel.

Genkomsten er et af de centrale temaer i VERDEN, Kristi genkomst, jagten på den trygge fortid, den uundgåelige tilbagevenden til Ground Zero, den herskende konceptualisations uimodsigelighed, Pans tilbagekomst, Sappans tilbagekomst, Guds tilbagekomst, Visitors Forever Revisiting and being revisited, læst og skrevet. Knyttet til genkomsten er genkendelsen.

Kærlighed er genkendelse, fordi verden er åndens døde hud. Genkomsten er eksistensens centrale betingelse.

Udviklingsbegrebet undsiger den, fordi det er utopisk, pseudo-kristent. For at komme ind i verden igen, må vi acceptere jordens runding.

Alle personernes udgangspunkt er evolutionært. Arn leder efter det bedste og ledes til det næste.

Bob ærgrer sig over det kristne millenniums lost time. For Otto er gudssønnernes gave til menneskedøtrene hverken himmelilden eller benevolent teokrati, men flere decimaler af pi.

Kristus følger tangenten med en hale af frelste sjæle efter sig. Men som universet ifølge Einstein på grund af sin udstrækning og vældige masse krummer tilbage i sig selv, så og med VERDEN.

Samlejet er som altid den bærende metafor. Disse skildringer er hverken gratuitøs pornografi, omhyggelig seksualrealisme eller fornem erotisk lyrik, men indeholder en væsentlig del af bogens kode.

Deres "sadomasochistiske" tone skyldes, at de er materialisationer, reconciliatio mundi. I kønsakten mødes gud og verden, manden møder verden gennem kvinden, kvinden gud gennem manden.

"Trekanten" Geber-Christa-Arn er således den forløsende aktualisation, hvis metafor er korsfæstelsen, bindingen til fokalisationens kryds. Vi møder første gang Christa midt i hendes hebdomas sine diebus, den fiksering, som hun effektivt bruger som ligatur.

Det næste skridt er befrugtelsen af Victor, som hidkalder ørnen. Som de fleste mænd har Victor Ege aldrig levet i verden, fordi han aldrig har haft og er blevet taget af en kvinde.

Hans seksualitet er splittet i anatomisk behov og romantisk ideal, Karin-Lilian. "Hvad er det?" er denne tilstands motto, med skiftende betoninger, typisk: Vaæred? og den fører ikke ud over lokumsfilosofien, før den lysende skizofreni stikker hovedet ud af rutinen, og hospitalsvæsnet ganske uafvidende giver Victor den frihed og Christa den tvang, de behøver for at transcendere hinsides al behandling.

"Hvad er det?"

Ja, hvad var det? Og hvad var det?

Det, tænkte han, var verden. Og hvad var verden, det var spørgsmålet. At være eller ikke være.

Han udskifter karrierens meningsløse målrettethed med målbevidst meningsløshed på stue 23, "næsten lykkelig". I skarp modsætning til al denne uskyld står Christas omhyggelige seksuelle uddannelse af Arn komplet med sekundære fokalpunkter og skilte, i et adytum, der er en nøjagtig kopi af Anaths tempel.

Det, der gør VERDEN så umulig at læse i dybden, er, at den ifølge bøgers natur er digital, men for at give dette udbytte skal læses analogt. Derfor er den også så hullet som en svejtserost, med gange, der fører under 6-700 sider til et andet afsnit.

Disse gange er endvidere mærket ved enslydende formuleringer. Anaths tempel, Samarobrin/Nysa og bogen som sådan beskrives således alle som beliggende "Under jorden", hvilket i det mindste er en underlig påstand om et rumskib.

Først Sappan supersederer dog, repræsenteret ved hans udførelse af primærligaturen i kapitel 98. Her bevæger vi os for sidste gang gennem "romanens gange", og det er rent faktisk Gebers rolle, han spiller.

 

VII

Vi gjorde os i begyndelsen af denne artikel nogle overordnede overvejelser, og tog her ganske naturligt et videnskabeligt udgangspunkt. Vi mødte videnskaben på en off day og så, at videnskabelighed er en alt andet end enkel affære.

Problemet er naturligvis, at vi på en gang må tilstræbe og hævde videnskabens absolutte objektivitet samtidig med, at en sådan påstand må anses for absolut uvidenskabelig. Jo mere vi lærer om virkelighedens gådefulde natur og den måde, hvorpå den - vores virkelighed - opstår i hjernen, jo vanskeligere er det at opretholde det iagttager-bag-en-glasrude-billede, som giver disse opdagelser status af en moderne statsreligion. Myter og videnskabelige teorier viser sig da som rene konceptualisationer, hvor det i sidste ende vil være vanskeligt at argumentere for big bang frem for konceptualiserende skaberguder.

Vi vil i reglen indvende, at den videnskabelige version bekræftes af vores dagligdags erfaring, ikke desto mindre kan mindst to modsætninger hertil med lige så stor ret hævdes. For det første nemlig, at det tværtimod er erfaringen, som dannes og bekræftes af vore videnskabelige fordomme, og for det andet, at den videnskabelige version af verden er nok så metafysisk. Videnskaben er måske materialistisk i teori (går ud fra eksistensen af en ydre verden), men den er idealistisk i praksis (går ud fra, at kun et idealiseret og kvantificeret billede af verden kan kaldes videnskabeligt).

Otto Cocker generer sig således ikke for i sin bog om matematikken at tage afsæt i Platons idealisme, hvilket er ganske karakteristisk for hans holdning til begge dele. Den moderne fysik og dermed den virkelighed, den beskriver, er absurd, men den virker.

Det er da også karakteristisk, at det er den naturvidenskabeligt uskolede humanist, der har vanskeligst ved at forlade dogmet om videnskabens principielle ufejlbarlighed. Hans "videnskab" - psykologi, sociologi, osv. - er ren fiktion og kan derfor ikke funderes på erfaring, hvorfor den synes at stå og falde med den spinkleste forbindelse til humanistens idealiserede opfattelse af naturvidenskaben.

Nærmest chokeret lytter John Fulton til Ottos forelæsninger, og matematikeren smører med velberåd hu tykt på. Mere sympati finder han hos teknikeren Bob Homer, der heller aldrig er kommet over chokket ved mødet med fysikkens absurde virkelighed.

For Otto er det indlysende, at der er visse ting, den matematiske fysik ikke kan beskæftige sig med, overvejelser over, hvad der egentlig "er" og lignende, og som fysisk matematiker anser han dem for uvigtige, mens Bob heri ser en alvorlig mangel. Han tiltrækkes af Jesu mere omfattende metafysik samtidig med, at han frastødes af dens barbarismer.

Bogen igennem er han på en tragikomisk jagt efter meningen med tilværelsen, et spørgsmål, som først finder et for ham tilfredsstillende svar i kapitel 100. Central er historien om professor Andorras mystiske kasse, venligt udlånt af førciterede Einstein.

Det fremføres ofte, ikke mindst blandt science-fiction-læsere, at jeg skulle være "anti-videnskabelig". Dette må siges at være en besynderlig påstand - blandt mange - om en forfatter, som netop går i brechen for en ren intellektuel heroisme på en tid, hvor "fri forskning" er et skældsord, og videnskaben som sådan er den store bussemand, som er skyld i alt fra kræft til krig.

Det er således vanskeligt at læse Victor Morrows rasende eulogi over videnskaben som andet end dybfølt fra forfatterens side. Her er et videnskabeligt eksperiment, som vel ganske universelt vil blive betragtet som afskyeligt uetisk, uden at nok ret mange vil være i stand til helt nøjagtigt at præcisere, hvorfor, da også skildrer med den engagerede forskers ubekymrede entusiasme.

Det er også påfaldende, at en "anti-videnskabelig" forfatter skulle gøre sig så stor umage med at gøre selv sine mest outrerede brain children teoretisk plausible, således bogens centrale opfindelse, som efter indgående studier blev realiseret på en måde, der næsten til forveksling ligner den løsning, en amerikansk fysiker efter sigende foreslog i en gæsteforelæsning på Københavns Universitet godt og vel et år senere. Et underligt sammentræf for en forfatter med en "grundlæggende anti-videnskabelig holdning".

Naturligvis hører videnskaben op, hvor paradokserne begynder. Videnskab er, som tidligere pointeret, et kommunikativt fænomen. Ikke desto mindre er - paradoksalt nok - videnskaben i dag nået et sted hen, hvor alt synes paradokser.

I transcendensen er paradokset, repræsenteret ved koanen, en vej ud af den entydigt kommunikative verden. Det er på denne baggrund ikke vanskeligt at forstå, at Arn Eges første eksperiment er en transcendens.

Paradokset er naturligvis indbygget i denne type fortælling, faktisk er det det klassiske tankeeksperiment, der udføres noget i retning af Aspects virkeliggørelse af EPR. Løsningen må imidlertid siges at være den originalest tænkelige, uagtet Cockers efterrationalisation.

Vi møder her romanens første afgørende break, hen efter Peer Gynts død i fjeldet. Hverdagsfornuftens magt er endelig brudt, og en ny logik kan udfolde sig uhindret i resten af romanen.

Disse breaks inddeler romanen i fire dele (romaner?) med 25 kapitler i hver. Første halvdel af bogen er en indånding, anden en udånding, men det er Guds åndedrag, der er tale om. Efter kapitel 75 skifter sågar persongalleriet sammen med et vældigt tidsspring - tilbage - inden endelig alle tidsgrænser sprænges, og vi befinder os i en kultur, som end ikke har nogen erindring om den, vi kender.

 

VIII

Min kære læser, bliv ikke forfatter!

Og vil du absolut være forfatter, så vær ikke intelligent.

Og er du intelligent, så bliv for guds skyld ikke vidende. Det er de to forbrydelser, menneskene dømmer hårdere end voldtægt og mord: Intelligens og viden.

Hvis du er intelligent, kan du snyde på markedet, og det var trods alt, hvad de ville gøre med deres intelligens, hvis de havde en. Og er du belæst, ak, da har du forladt barnetroens rette vej og er gået til grunde i kynisme, thi sådan er det med dem selv, når de hører, at præsten har en højttaler skjult i gudestøtten, så mener de dermed at have gennemskuet fem årtusinders teologi.

Du skal huske, at vi er velsignet med ytringsfrihed her i landet, og du kan sige og mene hvad som helst, blot du ikke gør det med intelligens, eller ved, hvad du taler om. Men besidder du disse to, da kan du ikke sige eller skrive noget, uden at det må formodes at være med de lumskeste bagtanker.

Hvis du altså lovpriser friheden, da er det blot for at undgå påtale af dine egne forbryderiske handlinger. Hvis du derimod forlanger retfærdighed, da er du et frygteligt menneske, som finder glæde i at se dine medmennesker straffet og pint.

Hævder du, at menneskene er forskellige, da må det være, fordi du anser dig for bedre end andre. Siger du derimod, at de er lige, er det indlysende for at forsvare dine venners skurkagtigheder.

Vil du gøre menneskene til brødre, vil du misundeligt forhindre, at din næste høster lønnen for sin større dygtighed. Vil du hævde, at menneskenes interesser er forskellige, vil du kaste landet ud i borgerkrig.

Lovpriser du kærlighedens glæder, er du lummer og pervers. Holder du på tugt og blufærdighed, er du en hadefuld gammel skiderik.

Erklærer du dig for pacifist, er du på fjendens side. Kalder du til kamp, er du på fjendens side.

Sætter du pris på kunst og kultur, er du en latterlig snob. Erklærer du, at du ikke gider at læse en bestemt bog, lukker du af og bliver aldrig klogere.

Beundrer du videnskaben, er du inhuman. Betvivler du værdien af et teknisk fremskridt, er du bagstræberisk.

Er du stolt af dine rødder, er du en modbydelig racist. Forkaster du dit ophav, er du overtroisk og barbarisk.

Er du tolerant, kondonerer du alle slags unaturlighed og afskyelighed. Holder du dig selv for sund, er du virkelig syg.

Hvis du med andre ord en gang er blevet mistænkt for at være intelligent og vidende, skal du ikke vente, at du på noget tidspunkt vil være i stand til at rehabilitere dig. Er du imidlertid fra begyndelsen kendt for at være et forvirret skvadderhoved, da antager din dumhed og uvidenhed karakter af en form for helgenagtig ansvarsfrihed, og alt, hvad du siger, vil blive regnet dig til gode.

Hvis du smadrer en rude, er det udtryk for en iboende frihedstrang hos dig. Hvis du forlanger mere politi på gaderne, er det af hensyn til din næstes sikkerhed.

Hvis du siger, at du regelmæssigt drikker dig fuld og tæver din kone, er det udtryk for din mageløse ærlighed og integritet. Hvis du hævder, at alle mandspersoner i det ganske land gør det samme, har du gjort alle en stor tjeneste med denne rystende afsløring.

Hvis du siger, at den arbejdsløse skal have mere i gage end den, der arbejder, viser du samfundssind. Hvis du siger, at kun den, der arbejder, skal have noget at spise, viser du samfundssind.

Hvis en sådan mand går i dametøj, er han modig. Når han raser over et billede af en nøgen kvinde, kæmper han for hendes ret til altid at være påklædt.

Samler han underskrifter mod en krig, er han fredselskende. Samler han underskrifter for en krig, er han fredselskende.

Opfordrer han folk til at læse hans digte, er han med til at højne kulturen. Anbefaler han, at konkurrenten brændes på torvet (bøgerne + forfatteren), har han slået et slag for ytringsfriheden.

Hvis han er imod genteknologi, atomkraft, automobiler, knive og gafler, er det, fordi han er progressiv. Hvis han er imod kunst, religion, filosofi, forplantning og vejrtrækning, er det, fordi han er progressiv.

Hvis han hader muhamedanere, er han af sand, dansk ånd. Hvis han hævder at være buddhistisk indianer, skønt født og opvokset i Søllerød, kan vi gennem ham få indblik i en anden kultur.

Hvis han forhindres i at demonstrere, er det, fordi han kæmper for demokratiet. Hvis han forhindrer sine politiske modstandere i at demonstrere, er det, fordi han kæmper for demokratiet.

Du skal altså ikke som intelligent og vidende vente at nå den uvidende idiot i hans himmelflugt. Hans tilfældige kommentarer mellem to ølbøvser, klart afspejlende den enorme baggrund, man får ved at se fjernsyn med sine forældre i Husum, vil altid stjæle de store typer.

En bog er trods alt god, når den dummeste læser med fuld ret vil hævde, at den kunne han også have skrevet, ligesom myndighederne næppe vil føle sig foranlediget til at skride ind mod et værk, som ikke bibringer sin læser noget som helst. Derimod ved man aldrig med den intelligente og vidende.

Da der endvidere så vidt vides ikke her i landet eksisterer organisationer som "Videndes Vel" eller "Intelligentes Rettigheder i Samfundet", er udsigterne for dem, der lider af dette syndrom, ikke just opmuntrende. Til gengæld kan man så trøste sig med, at der ikke er så mange af dem.

 

IX

På det sidste er den historiske roman blevet populær. Læserne bogstaveligt flokkes om disse murstensromaner om intrigerne ved Kristian den fjerdes hof i det fromme håb, at de ikke blot vil blive underholdt, men tillige oplyst.

Nu skulle man jo umiddelbart synes, at det ville være mere oplysende at læse litteratur fra den pågældende periode, men her må vi ikke overse den vigtige forskel mellem en roman af Dickens og en moderne roman, der foregår på Dickens' tid. Det er nemlig en gylden regel, at de gamle var notorisk uvidende om den tid, de levede i, idet de manglede vitale oplysninger, som historikerne senere har gravet frem.

Ikke mindst savnede de naturligvis et historisk perspektiv, ja, det er overordentlig tvivlsomt, om de overhovedet vidste, at de var historiske. Deres vurderinger var således tidens egne og følgelig håbløst subjektive, og det er først vor egen tid, som har været i stand til at se objektivt på sig selv.

Tag nu for eksempel en kvinde fra det nittende århundrede og den tilstand af fuldstændig undertrykkelse, hun lever i. En bog fra samme periode ville aldrig gøre opmærksom på dette forhold, og det er derfor den moderne romanforfatterindes opgave på det stakkels umælende væsens vegne at give udtryk for den frustration, hun må have følt.

Dette er vigtigt. Hvad fortidens mennesker tænkte og følte, vil vi finde optegnet i tidens egne dokumenter.

Den historiske forfatter kan imidlertid gøre opmærksom på alt det, disse mennesker må have tænkt og følt, eller i det mindste burde. Der er jo ikke noget nyt i de historiske kilder, hvorimod de historiske romaner kan røbe hidtil upåagtede og højst overraskende forhold, når blot den store digter kommer til.

Da kan en Ebbe Reich for eksempel give os den ultimative udgave af Bibelen eller Danmarkshistorien. Eller tag Villy Sørensen, som med et pennestrøg formår at demytologisere det fortøjede billede af Kristus, som to årtusinders teologer og historikere har givet os.

Vi, som har troet, at Jesus havde noget som helst med kristendommen at gøre, at han var jøde, at han var et udtryk for sin tids religiøse strømninger og eskatologiske besættelse. Og nu, nu opdager vi endelig, at han i enhver forstand er vores samtidige, og er for første gang i stand til virkelig at læse det ny testamente.

Vi vil da finde, at bjergprædikenen blot er en lettere allegoriseret udgave af det Humanistiske Partis valg-program, at han i sin tilsyneladende undsigelse af seksualiteten blot siger det samme som formanden for Bøssernes Befrielsesfront i dennes sidste nytårstale, og at hans forjættelse af tusindårsriget i virkeligheden indvarsler tressernes sociale reformer. Hvilket ansvar påhviler ikke kirken, som således har skilt os fra denne oprindelige Jesus, og hvor fortjenstfuld er ikke Danmarks digter-konge, at han nu atter har bragt os på talefod med ham, så at vi ikke længere behøver at foragte ham som mørkemand, men kan se ham som det, han var, humanismens store foregangsmand og en sand oprører fra midten.

Den historiske forfatter har naturligvis endnu en stor opgave. Han skal give karakterer.

Fortidens mennesker havde åbenbart det allerstørste besvær med at finde ud af, hvem der var de gode og de onde på deres tid, og som ethvert barn ved, gør det det meget vanskeligt at følge med i tegnefilm om maskerede retsforkæmpere og muterede frøer. Vi kan undre os over disse vanskeligheder med at finde historiens skurke, da de forekommer os så aldeles indlysende.

Det gode sejrer trods alt altid - beviset for udviklingsteorien - så alt, hvad vi behøver at gøre, er at se på, hvem der vandt, noget, der måske ikke var endelig afgjort dengang, som det er i dag. Tabere er aldrig helte, medmindre naturligvis deres kolleger har givet dem revanche et par bind længere fremme.

Det er meget vanskeligt at få en folkekirkepræst til at bryde sammen over mithraistforfølgelserne. Det kunne være helt interessant - for meget perverse mennesker, naturligvis - at læse en historiebog byggende på et andet historisk forløb, og som følgelig kunne beskrive den heroiske nedkæmpning af mordersekten krestianerne i de første århundreder, sydstaternes heltemodige uafhængighedskrig med påfølgende repatriering af de sorte, der var blevet nordstatsindustrialismens ofre, eller eventuelt politiets imponerende indsats for at fange og uskadeliggøre sindssyge terrorister som Washington og Jefferson.

Et større problem, som møder den historiske forfatter, er af stilistisk art. Som Howard Hawks indrømmede vedrørende indspilningen af Land of The Pharaohs: "Ingen af os havde den ringeste anelse om, hvordan en ægypter taler".

Selvfølgelig har man tidens digtekunst, men det ville være som at lade det tyvende århundredes Olsen sige til sine gæster: "Velkommen igen, I naboer små!" hvortil de passende kunne svare: "Vi lover alle værten, med hænder, mund og hjerte!" Problemet er jo, at man ikke har og ikke vil have nogen ide om disse menneskers tænkemåde, hvorfor de alle sammen taler forrige århundredes rigsdansk med lidt skønsomt tilsat "Ved Zeus" eller "Ved Odin", som tilfældet nu må være.

Selv er jeg så vidt muligt gået den anden vej, mine historiske personer får stort set lov til at tale halvfemser-sprog, så længe de blot udtrykker deres egen tids ideer. For mig er det ikke noget stort problem, at en gammel græker siger s'gu, når blot hans ordbilleder er taget fra tidens forestillingsverden.

Der er naturligvis grænser, man kan ikke lade disciplene råbe "Jesus! Jesus!", når han rent faktisk må have heddet Yehosua, og så videre. Pointen er, at vi kan ikke lade ham tale, som han gjorde, det vil sige aramæisk, hvorfor alt, hvad han siger, nødvendigvis må være et postulat. Det er så ofte bedre at kaste håndklædet ind i ringen og lade ham snakke som folk.

Prædikener har naturligvis deres egen særegne sprogbrug i og med, at de på sin vis er litterære frembringelser, hvorfor det vil være rigtigt at lade Jesus tale som en bog, når det foregår ex cathedra. Retorikken var indtil for ganske nylig en agtet kunst, og det er højst usandsynligt, at han offentligt skulle have udtrykt sig som et bybud til et fagligt møde.

Meget kan opnås ved stilistiske fif. Vi er vant til, at tyske officerer i amerikanske film taler engelsk med tysk accent. Det er naturligvis absurd, men det virker.

Mine personer (som ofte er amerikanere, eftersom det er lidt vanskeligt at forestille sig en raketaffyring i Vendsyssel) taler dansk med et korn engelsk syntaks, et fif, som det har taget mig en menneskealder at udvikle, og som anmeldere ofte påtaler som utilsigtet, hvilket naturligvis siger noget om anmeldere. En udlænding vil ofte bande på originalsproget, så Jesus får lov til at bande på aramæisk, eller måske mere sandsynligt, mandens dannelse taget i betragtning, på hebraisk.

En yderligere sandsynliggørelse er det, når de tidsrejsende bruger et par kapitler på at lære landets og tidens sprog. Når vi har koine ud ad ørerne, gør det mindre, at konversationen i de relevante afsnit rent faktisk foregår på dansk.

 

X

1994 er verden i oprør. Ikke politisk, men kulturelt.

Politisk hersker en væbnet fred. Den store trussel i øst er borte, og USA, verdens selvbestaltede politimand, mopper op.

En diktator her, en terrorist der. Passer på, at primitive racer, half-devil and half-child, ikke får farligt legetøj.

Det danske "kulturliv" - her råder min skrivemaskine ikke over gåseøjne af den nødvendige størrelse - som i det mindste formelt baserede sig på et socialistisk-humanistisk livssyn, har med skræmmende lethed befriet sig for fortidens vildfarelser og genoptaget den demokratistiske, let fædrelandsfisende pænhed, som var den almindelige i min barndom. Atlas shrugged, og ingen fik så meget som en enkelt morgenkrydder galt i halsen.

Hvor kan nogen tale om oprør? Men det gør vi, kunstnerne gør.

Det har de sådan set altid gjort, og af den grund er det naturligvis lidt vanskeligt at tage alvorligt. Somme tider gør de det dog med større tillid end til andre.

Filmmæssigt har det forløbne år stået i biografiernes tegn: Chaplin, Hoffa, Malcolm X. Ifølge disse sammenlignede Chaplin det amerikanske samfund med det nazistiske, Hoffa allierede sig med mafiaen for at gavne fagforeningen, mens Malcolm X hævdede, at the only good white man is a dead white man. Ingen af dem havde angiveligt nogen større respekt for loven eller demokratiet, og de var da også alle fængselskunder - som englænder kunne Chaplin nøjes med at blive deporteret.

En film, hvor Chaplin er kommunist, Hoffa kæmper en heltemodig kamp mod den skurkagtige Kennedy-familie, og Malcolm X gør grin med den lammefromme Martin Luther King, kunne næppe være drejet for blot ti år siden. The times they are a-changing ... Hvad vi dog ikke skal forvente, vil have den store virkning på Johannes Møllehaves næste bog.

Det er vel symptomatisk, at de giftstoffer, som man gjorde så stor reklame for sig selv ved at fjerne i halvfjerdserne, nu er på vej tilbage i vore fødevarer igen. Vinden er vendt, og det er nu på tide at bekæmpe bekæmpelsen af forureningen, som ødelægger vores konkurrence-dygtighed og det gode forhold til den udenlandske kapital.

Næppe nogen folkesangere vil af den grund dræve om sovende mor Danmark, de vil i al fald have vanskeligt ved at få studietid. Alt det er jo nu komisk gammeldags reaktionært - og højst grundlag for et lytterønske fra de unge på fyrre. Og så - måske, very hopefully - vil det gå op for en og anden, at økologi, demokrati og menneskerettigheder er samfundets circenses, hverken mere eller mindre.

Imens er den akademiske verden i oprør. De hellige humaniora - vor tids skolastik - har fået trukket den sidste stump naturvidenskabeligt gulvtæppe væk under fødderne og svæver nu i absolut fri luft.

Fysikken har gjort op med materialismen, og genetikken afsløret en menneskenatur i jernbeton. Udadtil ser det hele nok så fredeligt ud, skovtur på en vulkan.

1994 tegner også til at blive et Neutzsky-Wulff-år. Ikke mindre end fire af mine gamle bøger genudsendes plus en bog om forfatterskabet samt naturligvis VERDEN.

Og så er sandheden dog utvivlsomt den, at jeg - fraset en lejlighedsvis modebestemt læsertilvækst - i endnu årtier, måske århundreder vil blive læst af nogle få tusind mærkværdige mennesker. Og når endelig den profeti, som jeg synes så ene om i dag, så indlysende mine konklusioner end må forekomme disse, går sin opfyldelse i møde, vil næppe andre end den mest ihærdige litteratur-forsker knytte den til mit navn.

O shit. Dog, om vi kæmpede for kransen, da ville det være ulige nemmere at flette den selv.

Vi siger, at folk er nysgerrige, klager Arn. "Men det er ikke rigtigt.

Langt de fleste føler ikke noget som helst behov for at finde ud af, hvordan verden virker. Det, der interesserer dem, er næste fodringstid, ligesom kaniner."

Otto har den samme erfaring: "Et menneske spilder i gennemsnit seks timer i døgnet ... Indtil flere går med at se TV. Imbecile mennesker, der sidder i deres dagligstue og ser på andre imbecile mennesker, der sidder i deres dagligstue ... 2000 timer om året. Brugt på hvad?

På ingenting. Og så siger de, de ikke har tid til at lære matematik, at opdage, hvor de er, og hvad de er, så de er nødsaget ... til at forblive aber, der hænger dagen lang i deres bur med hovedet nedad."

Victor Morrow ser heri menneskeracens undergang og nødvendigheden af at skabe en ny ved genetisk manipulation, efter et traumatisk forsøg på at interessere et moderne barn i verden: "Mennesket er dødt ... stendødt ... vi har fået intelligensen, men vi har mistet livet. Livet er blevet uvigtigt for os ... hvad skal vi med alle disse kikkerter og mikroskoper, som ingen gider se igennem?

Urmennesket måtte hver dag generobre sin verden. Vores verden er der bare, mødetiderne på kontoret, koteletterne i frysedisken og en masse forbandet tid til overs, som vi smider ud med det øvrige affald.

Vi har levet for længe i en automat." Umiddelbart efter bryder Ragnarok ud over hovedet på menneskene, og de må atter søge tilflugt til åndens uhyrer.

Som Arn indser, er det naturligvis med velberåd hu, at samfundet fratager mennesket lysten til at lære og indskærper det umuligheden af at forstå. "For mine kammerater og lærere at se stillede jeg dumme spørgsmål med skumle bagtanker.

'Det ved du jo godt,' sagde de til mig. 'Lad nu være med at spille dum.'

Ikke at acceptere, at tingene var, som de var, fordi det var de, var dumt og med tiden ondt. Man kan vel tillade et barn en sådan amoralitet, men ikke en voksen. En voksen må leve op til sit ansvar for den etablerede virkelighed, slæbe sin lille løgn til bjerget af løgne."

Otto ser matematisk på det i kapitlet "i": "Og et udtryk fra barneskolen randt ham i hu: Det kan man ikke. Tre op i fem, det kan man ikke ... vi blev på den plads, vi ikke kunne forlade, henslæbte vores liv i kantiner ... overstod midtvejskrisen, accepterede røntgenbilleder og sandede vores børnelærdom: Tre op i fem, det kan man ikke!"

For et par generationer siden var midlet udenadslæren, og det er det stadig på de højere klassetrin, remser og meningsløse formler, meningsløse, fordi den, der bruger dem, ikke forstår dem. En op og to i mente.

Og når så opgaven ser lidt anderledes ud: Sammenbrud! Det har vi ikke lært, og det, vi ikke har lært, er at tænke.

Vi oversætter trolig den latinske gerundiv til "som bør udføres", men til en forståelse af dette grammatiske fænomen, eventuelt gennem parallelle danske fænomener som "han havde et arbejde at udføre", kommer vi aldrig. Vi har alligevel undersættelsen i skødet, so who fucking cares ... Børn, som blot har gået i skole i to år, har allerede opdaget, at verden hverken kan eller skal forstås, så at det pædagogiske spørgsmål: "Hvorfor låner du en tier?" uvægerlig vil blive besvaret med: "Det siger vores lærerinde, vi skal!"

Hvilken mønsterværdig samfundsborger på otte! Allerede så veleksamineret i the social graces of his time, at han har svaret parat, når han engang i fremtiden bliver spurgt, hvorfor han bedrager og myrder, tager rente af sin næste og slagter kvinder og børn af andre nationaliteter.

Man er dog mere og mere gået over til helt at undlade at give børn den foragtede "paratviden". Hvad hermed menes, kan være vanskeligt at afgøre, eftersom disse børn er mere lost på et bibliotek end en blind mand på en motorvej.

De fleste af dem har aldrig hørt om Deweys decimalklasseinddeling og tror, at bøgerne er sorteret efter farve. De ville dog muligvis kunne slå op i en telefonbog, hvis de kunne huske, om M kommer efter N i alfabetet, og det på under to timer.

Derimod ved eleverne, hvad en række eller kø er, de ved, hvad det vil sige at møde til tiden, og - vigtigst af alt i erhvervslivet - de ved, hvordan de skal få en arbejdsdags timer til at gå med så lidt arbejde som muligt. Hvad et gennemsnitligt skolebarn lærer på et år, ville det mageligt kunne lære af et blot nogenlunde begavet forældrepar i løbet af en uge.

I min skoletid blev hver elev overhørt i gennemsnit fem minutter to gange om måneden, hvilket var de månedlige ti minutter, han deltog i undervisningen. I dag har man dog ganske skilt sig af med denne barbarisme, og det, eleven eventuelt af vanvare kan have lært, forbliver en velbevaret hemmelighed, hvilket nok også er det sikreste for lærerkræfterne.

Et andet virksomt middel hertil er gruppearbejdet, hvilket vil sige, at klassen deles op i feks. tre grupper, idet læreren sikrer sig, at de tre elever, som ikke er savlende idioter, bliver fordelt med en på hver. Vi ser igen den vigtige sociale pointe: I ethvert firma er det kun godt og vel en ud af ti, der udfører arbejde, resten står i fagforening.

Man kan undre sig over, at et kapitalistisk system kan tillade dette grænseløse driveri, men forklaringen er naturligvis, at den vigtigste opgave i et sådant samfund er at sove og om muligt forhindre de få vågnes tankevirksomhed med snorken. Naturligvis må et sådant samfund nødvendigvis bygge på en slaveklasse af kassedamer, lokums- og flaskerensere.

De arbejder godt nok, men de får til gengæld heller ikke nogen penge for det. Uddannelse (udannelse) er således intet andet end en forsikring mod på et senere tidspunkt at komme til at arbejde, bortset fra nogle få blindtarmsfjernere, der har været så ukloge ikke at gå den humanistiske vej.

I skolen bliver barnet anbragt, og det er derfor til stor fortvivlelse for forældrene, at de fleste fritidshjem lukker klokken halv elleve om aftenen. Der findes dog også ifølge en bestemt reklame for børnebøger forældre, der tilbringer et fuldt dagligt kvarter med deres børn. Men det er jo altså også kun en reklame ...

Pointen er naturligvis, at det er godt for barnet, det er godt for barnet aldrig at se sine forældre (hvad man måske kan se en vis ræson i, når man ser forældrene), det er godt for dem at komme ud blandt andre, før de kan gå, eller ved, hvad de selv hedder, så at de aldrig vil få den traumatiske erfaring, det er ikke at gå i en lang række, eller at glemme nummeret på sin knage. Det er godt for dem at blive mishandlet af større børn, hvilket forbereder dem på deres senere forhold til ordensmagten.

Det er godt for dem til enhver tid at gøre det samme som alle andre, derfor deler gymnastiklæreren dem gerne i to hold med forskellig farve bukser, så de kan råbe i kor og synes, de andre er dumme, så de til sin tid kan synes det samme om serbere eller kroater, eller hvem hr. Mortensen nu udstyrer med de sorte bukser. Thi hvad havde verdenskrigene været uden the playing fields of Eton og den tyske gymnastik-undervisning?

Det er i hvert fald uskadeligt, morsomt og sundt, og vi skubber gerne vores pivede, autistiske barn ind i geleddet, når samfundets gemytlige "Sportmachen!" drøner ud ad højttalerne. Så er vi også af med dem så længe, og mærket på tennisskoene demonstrerer, hvor gode forældre vi er. Børn skal gå til noget, hvad som helst, så de lærer at gå med til hvad som helst, følge spillereglerne, ikke mindst de parlamentariske, hvor meget de end stinker af blod.

Viden er noget andet end holdning. Holdning er en art savoir faire, en ideologisk høflighed. Holdning bygger således ikke på nogen intellektuel aktivitet, men udelukkende på had og frygt.

Spillereglerne er enkle: Had eller bliv hadet! Frygt eller bliv frygtet!

Det er ikke muligt at leve i verden, kun at holde den på afstand. Jo mere vi hader og frygter, jo tryggere er vi.

Viden derimod er forståelse. For den vidende er der intet godt og ondt, intet umenneskeligt, som et menneske kan gøre, så lidt som noget opleveligt kan være uvirkeligt i nogen endegyldig forstand.

Dette er den bedste af alle mulige verdener, ikke fordi den har "udviklet" sig til eller mod noget ideelt stade, men fordi den er vores verden, den passer til os. Tåber glæder sig til, til fyraften, til deres sommerferie, til pensionen, og til deres børn flytter hjemmefra, for derefter at længes tilbage til det, de længtes bort fra.

I stedet for, som Jesus foreslår, at gemme sin plage til morgendagen, gemmer de deres glæde til en dag, som aldrig oprinder. Vismanden derimod glæder sig over.

Dagen i dag, det netop nu rasende slag, det smertefulde sygdomsanfald er for ham alt sammen Livet. Det er det, Qoheleth mener, når han siger, at alt, hvad der kommer, er tomhed, hvilket for os patologiske optimister er den dybeste pessimisme, men i virkeligheden er den dybeste livsvisdom.

Efter at have renonceret på den kristne kærlighed og tro klamrer det moderne menneske sig til håbet. Det er imidlertid ikke noget evighedshåb, og derfor er det forfængeligt i en verden, der nødvendigvis må lade alt håb ude.

For os er der glæden ved det værende, og den, som ikke kan føle denne glæde, men kun trøste sig med et håb om en "bedre verden", hører ikke til i nogen verden. Har han så samtidig afskåret sig fra de kristne sakramenter, er han i sandhed håbløs.

I dag er det moderne at gøre sig lystige over tresserne ligesom over kommunismen og stort set enhver anden kamp for menneskeværdighed - den kamp, menneskene har så svært ved at elske for kampens skyld, hvilket er højst uheldigt, eftersom sejren will be forever blowing in the wind. De gik da også hurtigt over i halvfjerdsernes menneskeforagt og nærmest nazi-agtige feminisme og sofa-socialisme. Og dog var de inspirerede, som når Beatles i få linjer gør op med "det gode" og lægger stadiggyldige retningslinjer for al intellektualisme:

There's nothing you can say that can't be sung.
There's nothing you can do that can't be done.
There's nothing you can mention that was never meant to be.
It's easy!
All you need is love ...


Hvilken skærende kontrast til den flæbende "Imagine". Verdener dør på ti år ...

Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Vi kan alle sammen ære et princip og måske endda kæmpe for det.

Men om vi kan tage et menneske med alle dets skrøbeligheder og ofre os selv til det som til en Gud, afgør om vi er Mennesker. Det er det, samfundet har lært os at frygte mest af alt, fordi det er Kærligheden, den lidenskab, der holder Universet sammen og får Lovens fangarme til at falde døde ned.

Engang var dette slet ikke så svært. Herren elskede sin tjener, og tjeneren sin herre, de to nødvendige led i kulturens beåndende og livgivende aktualisations-kæde, forældre-barn, lærer-elev.

Det har vi lært at se som noget afskyeligt, ja selv kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde, som er noget nærmest selvfølgeligt. Som i min skoletids kærlighedsløse seksualundervisning er ømhed og hengivenhed ganske immaterielle, når blot vi husker at beskytte os.

Og det kan vi, aldrig give partneren (et ord hentet fra sportens verden, der betyder "modstander") noget, han eller hun vil kunne bruge mod os, "elske", knalde, følge spillereglerne, vise hensyn, vise respekt, men aldrig, aldrig nogen sinde give sig selv. Den høflige handlen på torvet, kødet på slagterdisken, men aldrig på alteret.

Og skulle vi komme for skade at lukke en lås, da er det en leg, ikke og aldrig virkelighed, liv. Vi er ikke den elskedes slave, han må ikke slå os ihjel. Vi kan end ikke sige disse ting mere, kærlighed, troskab, evighed, tilhøre, elske, uden at grine og vrænge.

En mand bliver voksen, når han finder en kvinde, han vil dø for. Indtil da er han en dreng, der leger med sit elektriske tog og skriver "fisse" på toiletdøre.

Det kan måske være svært at finde en sådan kvinde i dagens flokke af forskræmte gæs, som har lært at hade og frygte manden, til hvem skygger af den fremtidige elskede ikke længere kommer om natten. Alt dette kan således synes en letkøbthed, da jeg jo selv er blevet så ovenud velsignet.

Den højst nødvendige jagt på de tre vejvisere kan også ses som en overgang fra vort samfunds anonyme tredjeperson over det menneskelige forholds andenperson til jeg'ets førsteperson. Den første vejleder må vi søge "ude" i verden, blandt kommunikationssamfundets stabler af "tilbud".

Vi står altså over for et ganske betydeligt sorteringsarbejde i vores udvinding af jordens salt. En by på et bjerg lader sig nemlig meget vel skjule, hvis man kan overtale folk til hele tiden at holde øje med deres tæer.

Kunsten er altså i en eller anden forstand at se op, fra Forhandlingerne og ligestillingen, se videre, bag kulisserne og op under snoreloftet. Hvis din nabo kalder sig dansker, så kald ham verdensborger, kalder han sig verdensborger, så kald ham menneske, kalder han sig menneske, så kald ham dyr, og kalder han sig dyr, så kald ham en genstand, en apparition, et fænomen.

Søg samfundets grund i historien, historiens grund i menneskenaturen, og menneskenaturens grund i cellestofskiftet. Selv en muldvarp kan finde skovens kæmper, når den blot betænker, at de højeste træer har de dybeste rødder.

Erkendelse er en art filen, for at se, hvad du laver, må du hele tiden puste spånerne væk. Det, vinden og din ånde kan føre med sig, behøver du ikke frygte for at miste.

Den nyhed, som er på løbesedlerne i dag, men ikke i morgen, i sommer, men ikke til vinter, i dette århundrede, men ikke i det næste eller forrige, er som jernfilspånerne, der vel kan ane en underliggende magnets konturer, men kun, fordi de ikke selv har nogen form eller modstandsdygtighed. Når du efter dette princip har pustet den litteratur bort, som mærkbart er tidens, den aktuelle, den, man taler om og skal have læst, årets bog, vil en od glimte umiskendeligt for dit øje.

Den kan være forankret i et andet sekel, ja et andet millennium, men den kan også være vokset frem af dit eget. Hvorpå skal du da kende den?

Jo, den er "Underlig", den ligner ikke nogen anden plante, som de litterære botanikere har været i stand til at presse. Alle en sådan bogs påstande er så hårdnakkede som uartige børn, de modsiger, kan det synes, for modsigelsens skyld, de udsiger alt, hvad der er indlysende galt, og man kan derfor ikke have noget med dem at gøre.

Men studerer man deres ulæselige skilte, ja så finder man ofte, at de viser vej til fremmede lande. De er ikke for passagerer, som skal af ved det næste stoppested, deres rumlen er rudernes sitren i bussen til Kastrup, som forjætter "Lufthavn" på sit skilt og derfor for den opmærksomme læser er bussen til Rio, til Amazonas, til månen.

Det er skulkebusser for dem, der er på vej til skole, og det er det umiddelbart vanskeligt at se noget opbyggeligt i. De er vaskeægte indere, og det er værd at gøre opmærksom på, eftersom der også findes fupindere.

Fupindere går i turban og hemmelighedsfulde smil, men er alt for intelligente til at bade i Ganges. Vaskeægte indere derimod går i kasket, de kører taxi og prøver lige så desperat at tale dansk, som fupinderne forsøger at undgå det.

Fupindere sværger til fantasien, de vil befri mennesket, i den udstrækning det ikke strider mod politivedtægten. Rigtige indere går med paranoide lommeknive og figurerer prominent i Ekstrabladets kriminal-statistikker.

Elskende mennesker avler nu engang liv, og kæmpende mennesker død, det er, så vi kan kende dem fra dem, der siger, de gør det. Det er stadig ikke opbyggeligt, kun virkeligt.

Ja hvordan kende digterne fra de fornuftige og fremskridtsvenlige, de menneskelige og livskloge, de følsomme og hudløse, de mageløse menneskevenner og fabelagtige fortællere? Det er ikke så svært.

Der er også de redelige, videnskabsmændene, som gladelig sprænger jordkloden i stumper for at høre, hvordan det lyder. Redelig?

Ja, over for deres øjne. Det er derfor, du kan låne deres briller, uden at himlen bliver grøn.

Tag dem med dig op på et højt bjerg, som Jesus sine disciple, din sjæls digter og alle de desinteresseret-nysgerrige laboratorie-rapporter. Læg den brede menneskeligheds dal og de etiske imperativers redningsstationer langt bag dig. Lad ingen Sankt Bernhard med tønden fuld af Vagttårne og omhyggeligt udregnede Menneskerettigheder komme dig nær i din helsebringende eremitage.

Find din verden mellem epos og genom. Og vov ikke at komme ned igen, før du har opnået en solid immunitet imod alle typer af pænhed og retskaffenhed!

Sværere er du'et i den menneskelige eksistens' grammatik. Det er der, dine naboer vil hævde at være eksperter, men fanden tro dem.

Hvis du er så uheldig at have en af dem på tomandshånd i en halv time, vil du vide alt om vedkommendes blindtarmsoperationer og faderskabssager, og den, der har det endnu større uheld at have været gift med personen i halvtreds år, ved næppe mere. Disse mennesker røber alt andet end sig selv, den mystiske førsteperson, som de endog holder skjult for sig selv.

De har alle deres sygdomsforløb med på visitkortet, og hver eneste forbipasserende opfordres til at dømme kombattanterne imellem i ægteskabets sjette runde. Masturbationsfantasierne og det navnløse raseri derimod bliver i det inderste, aflåste hjertekammer.

Måske mener de virkelig ikke, at disse atavismer hører med til deres personlighed. Derfor er det menneskelige forhold også et erobringstogt, hvor vi fægter os igennem næstens forsvarslinjer.

Først kommer det billede, han tror, resten af verden har af ham. Når det bryder sammen, rykker ideologien ud med mekanisk blødende hjerte for de forfulgte i Chile.

Det er det, han tror på. Så kommer de omhyggeligt udregnede behov, den bondesnu egoisme, han selv tror, er hans inderste væsen, meget fornuftige, selvimponerede i deres hule kynisme.

Det er det sejeste epitel, for under det ligger bløddelene, de absurde seksuelle præferencer, den irrationelle morderiskhed, livsangst og dødsangst. Så langt rækker kun den elskedes kniv.

Denne mur bryder uvægerlig sammen i gråd, i rystende, svagsindet flæben. Her strækkes der våben.

Herefter er det ikke længere muligt at skelne afsløreren fra den afslørede, for i det sidste, umulige stød har assailanten nødvendigvis sænket sin egen parade, og drøm, the stuff we're made of, flyder sammen med drøm. Det er det håb og den rædsel, der gemmer sig bag det flakkende pigeblik, den åndelige voldførelse, som kræver sin mand.

En mand, der tør åbne sine egne årer og lade blodet flyde frit. Det er biopsiens åbenhed, som vi frygter, kødets ærlighed.

Det er der, hvor vi holder op med at tælle og regne. Kærligheden er redelig, der er intet mere renhjertet end at give alt.

Kærligheden kan ikke overvurderes, den elskede er uovervindelig, fordi han har fået et ekstra liv, den elskende er uovervindelig, fordi han har mistet sit. For et menneske er der intet mere at stræbe efter.

En kvinde, der har fået et sådant tilbud, har fået livet, og livet afslår man ikke, hvis man ikke er en dødssyg tåbe. Ynglingens forlegenhed er altså ganske ubegrundet, og hvad der er værre, den bærer nederlaget i sig.

Han er som dørsælgeren, der er på vej ned ad trappen, endnu inden der bliver lukket op, for hans varer har sikkert ikke interesse, undskyld ulejligheden! Vi tror, vi gør os latterlige ved at søge at blive kæmper, men ved at opgive denne søgen opgiver vi at være mennesker.

Ædelhed er grinagtig, den oprigtige får en dør i synet, den ærlige har for altid mistet sin troværdighed. Vi bliver kun nødig riddere af vores bedrøvelige skikkelse.

Men nederlaget findes kun i opgivelsen. Al oprigtig stræben er en sejr.

Vi gør os ikke mindre ved at stræbe efter at blive større. Hvorfor underordner vi os en virkelighed, der er tossers consensus?

Undlader vi at læse og skrive, fordi det for et barn er overflødigt og komisk? Hvorfor skulle vi da afholde os fra at elske og føle, fordi det er umuligt for den stupide?

Hvorfor skammer vi os over at være større, stærkere, ædlere? Hvorfor ikke bade i hadet i hans øjne som krigeren i den flammende vimpel, der forjætter ham ærefuld kamp?

Hvorfor er vi så vege, når vores hjerte er så stærkt? Forråd ikke dit hjerte, menneske!

Hvad kan der ellers være tilbage til dig? Lad din næste se din ild i dine hærdede våben.

Krigeren hærder sig med rustning, ånden med ord. Den, der taler uforfærdet, vil også, når tiden kommer, handle uforfærdet.

Men den, der ikke taler uforfærdet, vil end ikke kunne føle uforfærdet. Tror du, du kan gemme dit kød for dit blod?

Du må være hel for at være. Gør dig gerne afskyet, det er din kappe; frygtet, det er dit skjold, og dit sværd er i den tanke, du ikke frygter for at udtale.

Lad børnene lege med lommeknive og bankbøger. Dine våben skal være uudslukkelig kærlighed og uforsonligt had, den ånd, der vover alt, fordi den er alt, fræk intelligens og hensynsløs drift, levende medfølelse og aktiv ansvarlighed.

Trods undertrykkeren og skærm den undertrykte, det gør du bedst ved ikke selv at lade dig undertrykke. Lad ingen tage noget fra dig; giv alt!

Lad ingen forpligte dig, forpligt dig selv til det yderste af din evne. Lad ingen foreholde dig love; solen selv venter på sin Josva.

Er der en kæmpe i dig, så lad ham vågne nu og tale frit! Dette er en tid for løver, krummet til spring, afgrunden er lige for!

Sig: Dette vil jeg bære, intet mere! så er du et menneske. Sig: Dette vil jeg gøre! din gud er gået forud for at gøre vejen jævn.

Sig: Dette vil jeg være! Dit fiat er hørt.

Er du alene? Så er stormen ene, og tordenen.

Er du svag? Så er jorden svag, som modstår alt og avler alt.

Men hvis du ikke vil vokse op af jorden, lytte efter stormen og række efter lynet, hvis du vil være et ordentligt menneske, så vil vi plane dig til en eng, som vore børn kan lege på. Vi vil gøre en bold af dit kranium, for at du endelig kan blive frugtbar med regnorm og løvetand.

Hvem kan vel forsvare en, som har forkastet sig selv? Menneske, læs din historie!

Oprør og mord er den, side op og side ned, oprør og mord for Menneskets skyld! Tror du, verden er stoppet for din skyld?

Nar! Den vil også i fremtiden være forbeholdt dem, der elsker nok.

Ingen af de tre vejvisere er således specielt let at få i tale. Den første er ofte død, eller han henvender sig i det mindste kun til os skriftligt, og det forudsætter altså, at vi kan læse, hvilket, som det vil fremgå af det foregående, langtfra er noget selvfølgeligt. Der er noget magisk ved litteraturen; et ord, der står dirrende tilbage efter den talendes død, men det er en kunst, der kræver to magikere, forfatteren og læseren.

Næstens andenperson er naturligvis til stede, men oftest ser vi kun toppen af kasketten bag holdningernes barrikader. Omgangsformen er ikke så meget passiaren over hegnet som salget af koen.

Da menneskene opgav at elske hinanden, fik tolerancen sit store gennembrud. Mens kærligheden er kvalitativ, er tolerancen imidlertid kvantitativ, og det gælder derfor om at hæve vore medmenneskers tolerance-tærskel for vores egen ringe person ved at være velsoignerede og behagelige.

Vi kan ikke afvige fra vore medmennesker, og hvis vi alligevel gør det, er vores eneste håb at gøre dem til afvigerne. Er vi homoseksuelle, er homoseksualitet det normale, og vi må påtale den heteroseksuelles hæmninger.

Har vi engageret os, må resten af menneskeheden engagere sig i det samme, for at vi ikke skal tage os latterligt sekteriske ud, og den, der ikke ligger vågen om natten ved tanken om snudebillens uddøen i lapmarken, udviser for os at se en rystende ansvarsløshed. Hører vi til denne verdens sagtmodige, som hellere optager fast residens i en servante end risikerer næseblod, er de mere frygtløse indlysende fascistiske psykopater, som samfundet må beskytte sig imod.

Så rædselsslagne er vi for at slippe åndens vind, at vi er på det nærmeste konstant konstiperede, og vi griber lejligheden til at slippe af med vores indestængte raseri med glubende appetit, i afmægtige tirader mod de få, som har glemt den demokratiske deodorant hjemme i skuffen. Også kønslivet følger den sociale konvention, i kraft af ikke længere at være en lidenskab, men et middel til at komme hinanden ved.

"Når to mennesker mødes, begynder de straks at tikke. Er de af modsat køn, tikker de så højt, at man kan høre det, uden at lytte efter.

Der foretages en skønsmæssig vurdering. Manden tæller sine småpenge og læser sit visitkort.

Kvinden ser sig i det usynlige håndspejl og fingererer nervøst ved sin fødselsattest. Bedømmes afstanden som for stor, flyttes blikket.

Hvis ikke, begynder en sælsom rotation hos kvinden, en nervøs tåspidsdans, der ender i et bekymret samleje. Manden bevarer så vidt muligt sin status som observatør."

Sværest at konversere er dog den tredje og sidste vejviser. For os er sjælen i bedste fald vores øjeblikkelige stemning.

En transcendent sjæl, sjælen som hinsidig, en gæst, en dobbeltgænger, en mystisk forfølger og vejviser, ligger os fjern. Kobes undgår ham omhyggeligt.

Arn omgås ham med ironisk skepsis som med det mere almene grundlag for sin eksistens, Geber. Hovedafsnittet af VERDEN handler om Arn Eges møde med de tre vejvisere, hans studier og møde med Christa og Loge.

Bag ham bevæger Verden sig som en Skygge, Mikrokosmos i Makrokosmos. Hans skæbne er Verdens skæbne, som altid.

Århundreder senere læser Sappan Arns historie. Hvad for hans samtid er sagn om menneskers fortidige omgang med uhyrer, bliver for ham aktuel virkelighed, og dermed indtræder han i historien.

Læseren tilbydes den samme mulighed. Ir og Samarobrin flimrer, det Velkendte og Ukendte.

En Dør er åbnet. Vi flytter os på sædet, i den Store Foruroligelse.

I dette århundrede har en videnskab, der bygger på naiv-materialismen, mødt en verden, der er alt andet end solid. "Potentiel, organisk" og "bevidst" er nogle af de fortvivlede adjektiver, den har forsøgt at hæfte på den.

Vi er så vant til at leve i en verden af uimodsigelige love, "naturlige", juridiske og moralske, skrevne, uskrevne og selvfølgelige, at vi må føle os decideret lost i en verden, der synes at udgå af os selv. Vi behøver altså vejvisere.

VERDEN foreslår tre. Den første kan vi ikke søge langt nok væk.

Når opgøret i den klassiske fysik har været så traumatisk, skyldes det først og fremmest, at vi i godt et århundrede ikke blot har indskrænket vores verdensopfattelse til det absolut nødvendige, men ligefrem gjort en dyd af denne nødvendighed. Med et letsind, vi ville kalde ungdommeligt, hvis ikke netop vores kultur befandt sig i den yderste senilitet, har vi formøblet bogstavelig talt hele vores fædrene arv.

Kultur, religion, kunst, ethos, alt er røget ud med badevandet. Ganske unblinking har vi erstattet vores ærefrygt over for pyramider og katedraler med en entusiasme for vores nymalede forsamlingshus, der er så selvtilstrækkelig, at en vestjysk frikirkepræst fra 1850 i sammenligning måtte forekomme os at være et billede på bred menneskelig tolerance.

Vores historiske snæversyn har nået en vinkel, hvor vi ikke længere ser andet end slaveri og barbari, overtro og undertrykkelse, så at selv de pinligste Piet Hein-truismer forekommer os vigtigere og vægtigere end Iliacum og Ecclesiasticus tilsammen. Vores dannelsestrin er 3.G'erens, der ser frem til den tentamen, der betyder, at han aldrig mere behøver at læse Shakespeare eller latin. I stedet klynger vi os til vores naziagtige pseudo-historie, hvor Sokrates var germaner, og Galilei en kvinde.

VERDEN hævder at være en vej. Den hævder ikke at være den eneste.

For Arn begynder vejen med "tidsspilde": "Så begyndte jeg i stedet at spilde tiden. I stedet for de tynde skolebøger om markens dyr begyndte jeg at læse andre, forbudte.

Jeg spildte min tid i biografen med uhyrer og fantastiske opfindelser. Imens ventede alle på, at jeg skulle blive voksen ..." Men "Arn var aldrig blevet voksen, fordi han aldrig havde været barn. Nogen havde forsømt at lære ham, at man ikke kan rejse i tiden ... "

Christa udforsker sin seksualitet, mens Bob skriver noveller, og Otto konstruerer tre-træks-opgaver, som kun han selv formår at løse. Yehosua diskuterer med essæerne, Yohanan sidder i sin ørken med hovedet mellem knæene.

Victor Morrow søger forståelse for forståelsens egen skyld, Sappan søger op i den blå himmel i sit spinkle fly. I alle tilfælde må den første vejviser vige for den anden.

For Arn er mødet med Christa et kødeligt chok, som modsiger alt, hvad han mener at vide om kvinder, ikke mindst fra sit forliste ægteskab: "Han tænkte på Jacqueline med det bedrøvede blik, på hendes glatte, korte hår og stramme mund, hænderne, som ikke var andet end knoer, og ryggen, der alt for kort svajede ud i de flade balder. Og han så på denne kvinde, som var et dyb, et sus ..." Endnu er der dog langt til den tredje vejviser.

Arn forstår ikke, at hans skæbne er noget mere end hans stræben efter at komme i leksikonnet: "I mennesker ... I forveksler altid skæbne med vilje, som om de to ting havde noget som helst med hinanden at gøre ..." Viljen er en bevidstgørelse af driften, hvis "motiv" er lyst, hvilket sætter den i stand til at gå mod driften. Dermed er Arn og Loge bestemt til at gå hver sin vej, for dog at mødes.

I den moderne, freudianske opfattelse står kampen mellem driftsmæssigt id og det af den ydre virkelighed dikterede superego. Resultatet er det splittede, neurotiske ego på psykoanalytikerens sofa.

Okkultisten spørger, hvordan der kan være en sådan modstand? Verden er udtryk for drift (men ikke for vilje), og konflikten står imellem to bevidstgørelser af driften, hvorfor bevidstgørelse kan ophæve den.

For denne bevidsthed er den ydre verdens modstand skæbnens modstand. Verden undlader altså ikke at gøre, som vi vil, fordi den er en inert masse, men fordi vores vilje er en perverteret bevidstgørelse af det, verden repræsenterer den umiddelbare bevidstgørelse af.

Det er kampen for det gode i verden kontra verden som god. I denne konceptualitet må vores fundamentale drift - som fundamentalt ikke er vores - fremstå som en verden iboende dynamik, som vores svage vilje preller af på, "Skæbnen".

Vi kan også herudfra forstå, hvorfor vi mistolker tidligere kulturers determinisme som defaitisme. Skæbnemennesket strækker ikke våben over for sine overmægtige omstændigheder, han (eller hun, som Rune Engelbreth Larsen ville sige) gør op med viljen som (i visse tilfælde) detrimental for driftsopfyldelsen.

Dette er vel så nær, vi umiddelbart kommer moralen i VERDEN. Samtidig forholder denne bog sig til disse linjer som oksestegen til varedeklarationen.

Det er det, der er faglitteraturens store svaghed: En kogebog indeholder ingen kalorier, i al fald ingen fordøjelige sådanne.

Når vi læser Sappan læse Arn, læser vi os en sjæl til, hvad ikke tyve lærde afhandlinger ville kunne afstedkomme.

Filosofi er svømmeundervisning uden vand. Kunst er vandet, eller måske snarere et magisk pulver, der, tilsat få dråber af læserens blod, bruser op for at gøre det røde hav til skamme.

I Dibhon, en lille by øst for det døde hav, diskuterer Arn, Bob og Otto kristendommens mulige fremtid. Geoffrey Morrow har sin egen teori om årsagen til denne religions sejr over alle de andre nyreligiøse bevægelser, som hærgede det døende romerrige.

I dag er vi i en tilsvarende situation. Religionen er faldet bort, og de nyreligiøse bevægelser søger at tilfredsstille befolkningens "religiøse behov".

Den vigtigste af disse sekter er utvivlsomt den danske folkekirke. I denne antitese til kristendommen er ikke Kristus, men Jesus i centrum, ikke Gud, men mennesket, og kristendommens eskatologiske budskab er blevet kogt ned til en borgerlig etik, hvorved den samfundsomstyrtende kristendom er blevet til den samfundsopretholdende jesendom.

De hånede og forfulgte for Kristi skyld er blevet til de agtede og vellønnede for Jesu skyld, den Villy Sørensen'ske Jesus skabt i Hans eget billede som højskoleforstander. Kristendommens tro på Gud, der sendte sin søn til jorden for at snappe sin lille skare ud af dødens kæber, inden de endegyldigt lukkede sig om verden, er blevet til jesendommens tro på, at Jesus var et honnet menneske. Denne blasfemi er imidlertid blevet så grundigt udstillet af Kierkegaard, at al videre snak om den sag dybest set må anses for overflødig.

Hvad tiden ellers har at byde på af pyramider og skønsomt kvaksalveri, neofreudianisme og samlivsbrevkasser, kan næppe formodes at have større levedygtighed. Når man af hjertet tror, at mennesket fundamentalt står i et modsætningsforhold til Verden og Næsten, er vejen videre frem naturligvis lukket.

Hvad er det, der adskiller de store religioner, som mennesker og kulturer har grundet deres eksistens på, fra tidens kvaksalvere, Sørensen og Zinkernagel? Svaret er, at disse trossystemer havde en substans, de drog deres kraft fra fundamentale meta-biologiske forhold, de var ikke eksistentielle spekulationer.

Vidt forskellige, som de var, havde de dog dette til fælles og til forskel fra gymnasie-filosofien og brevkursus-psykologien. De var som alle kulturelle frembringelser resultatet af, at "seerne ransagede deres hjerter med deres forstand og fandt forbindelsen fra ikke-væren til væren", som Rig-Veda elegant udtrykker det.

Sådanne skrifter er ikke tomme påbud, de røber for læseren hemmeligheder om eksistensens natur, som fysikeren endnu kæmper med som en kattekilling med et garnnøgle. Der er mere eksakt viden hos Brihadaranyaka end i en elektricitets-lære.

Deres moralbud er således hverken statsligt magtbud eller autonom etik, men brugsanvisning til verden. Buddhisme og kristendom er lige så meningsfulde i deres kategoriske nej til verden.

Kun det moderne menneske står med sit forvirrede hverken-eller helt uden for de vises fornemme selskab. Kun vi er i sandhed barbarer, og vores "realisme", der udelukker os selv af verden, den største overtro. Og de lejede økonomer og politiske komedianter, som har gjort vores samfund til det, det er, burde lægge Kung-fu-tses ord på sinde:

Tse-kung bad om råd vedrørende statens førelse. Mesteren sagde: "Mad nok, våben nok og folkets tillid." Tse-kung sagde: "Hvis man nu ikke havde andet valg, men måtte se bort fra den ene af disse tre ting, hvilken af dem skulle det så være?" Mesteren sagde: "Våben." Tse-kung sagde: "Hvis man nu blev tvunget til at se bort fra en af de to ting, som er tilbage?" Mesteren sagde: "Maden. Fra tidernes morgen har døden været alle menneskers lod; men et folk, der ikke har tillid til sin hersker, er i sandhed fortabt."

I dag er den eneste levende religion måske Islam, som trods alt er en fattig slægtning til jødedommen. Den bygger traditionelt på fem søjler eller påbud til den troende, trosbekendelse, bøn, almisse, faste og valfart.

Sans comparaison i øvrigt foreslår VERDEN tre. Den første er, som angivet, Viden.

Ikke viden i betydningen uddannelse som naturligvis kan efterstræbes af andre grunde - og heller og navnlig ikke kendskabet til og troen på tidens lærdomme, men viden i videste betydning, visdom, og forståelse fremfor tolerance. Man kan tolerere en øm tand på samme tid, som man forbander den, derimod er vi forpligtede til at forstå vor næste, hverken for hans eller vores egen skyld, men fordi forståelse er virkelighed.

Hvis vi ikke forstår den måde, hvorpå verden har manifesteret sig for vores næste - nazisten, seksualmorderen - forstår vi ikke den måde, hvorpå verdener bliver til, og kan følgelig heller ikke forstå vores egen. Vi kommer til at leve i en modsætningsløs og fri verden, en verden uden substans.

Viden opnår man ved at læse. Erfaring giver aldrig viden, for erfaringen er dannet af consensus.

Kun ved forsøgsvis at anlægge en fjern fortids consensus kan vi se tingen, det vil sige åndens manifestation. Ingen er så åndsforsnottet som den, der har gået i livets skole. Det er altså ikke legalt at læse sin egen tids litteratur, eller kun i den udstrækning, den peger ud over sin tid, og da især tidens vurderinger.

Den anden er at elske et andet menneske. Dette vil ikke sige at synes om, sympatisere med, leve sammen med.

Det vil sige at negere sig selv i forholdet til denne ene, at se sig selv som en ejet genstand i forholdet til denne ene, ikke blot med en plagsom fuldstændig rådighed over ens legeme og sjæl, men finde sin eneste glæde i viljeløsheden over for den elskede. Kun således gennembrydes nemlig jeg'et, den personlige Janus, dør og dørvogter.

En dør søger man trods alt kun så længe, indtil man finder den, hvorpå man går igennem den. På den anden side af jeg'ets dør venter nemlig selvet.

Jeg'ets dør går ikke blot indad, men også udad. Mens mennesket endnu venter uden for sin jeg-dør, har guden allerede passeret den for at blive verden.

Men denne verden kan aldrig blive menneskets, hvis han ikke går igennem sin jeg-dør. Budbringeren har glemt budskabet og må tilbage til afsenderen for at høre det igen, for den halve besked giver kun en halv verden, og en halv ko er en død ko.

Gennem studier søger og finder mennesket sin jeg-dør, ikke de andres, den foreskrevne, men netop sin. Gennem den selvudslettende kærlighed til et andet jeg opgiver han sit eget, den åbner sig.

Da først kan hans gud åbenbare sig for ham, hans skæbne, som er hans og ingen andens, ikke et beskæftigelses-projekt for arbejdsløse ånder, men den del-skæbne, som samtidig er Verdens skæbne, så sandt som Mennesket er Verden, den historiske rolle. For os materialister er denne rolle forbeholdt præsidenter og generaler, og deres døre er da også visselig større end de flestes. Men Verden er stadig aktualisation, og den afgørende handling er således simpelt hen at leve, hvilket ikke vil sige at eksistere, men at være manifestationen af en endnu levende ånd.

Berømmelse er for en stor del show business. Stor er den, som kan skabe et ordentligt bord, sælge det til en rimelig pris og give sine børn retfærdighedens brød at spise.

En retfærdighed, der er ethvert retssystem uendelig fremmed, et retsind, som vil gøre sin udøver hadet og foragtet. Som ikke er moral, men hvad ånden finder behag i: Ikke at være rig, når andre er fattige, ikke at forråde sit hjerte i ord eller gerning, at være menneskets ven og den menneskefjendske stats fjende.

At omgås alle med venlighed og tålsomhed og at skærme og hævne med utrættelig iver og renhjertet fornøjelse. At skatte årtusinders visdom og le ad årtiers luner.

VERDEN er Arn Eges skæbne, og hans skæbne er Verden. Her er det ekspliciteret, han forårsager ene mand dommedage og kulturdannelser.

I det "almindelige" menneskes liv er dette måske mindre åbenbart, men det er ikke desto mindre tilfældet. Disse kataklysmiske forandringer finder blot ikke sted ifølge den materialistiske historieopfattelses spilleregler, som massevirkninger.

Dette skyldes, at den skabende faktor ikke er produktionsmidler, men konceptualisation. Der er ikke en verden derude, som den menneskelige situation udvikler sig for at tilpasse sig i et utopisk endepunkt, hvor verden er endegyldigt besejret.

De menneskelige drivkræfter er, fordi de også står bag kognitiviteten, fundamentalt transcendente, hvorfor vi kun kan nærme os dem gennem de teorier og den teknik, mennesket har benyttet sig af, ikke i århundreder, men årtusinder, til at omgås dem, det er religion og magi. Her kommer eneren uvægerlig ind, som vi har udelukket.

"Mennesker behøver veje!" siger forfatteren i VERDEN. "Men de gamle stier gror med tiden til.

Så skal der nogen til at rydde nye, så mennesket atter kan færdes i Verden ... Det ser ikke, hvis ingen peger, lytter kun, når nogen taler. Det siger nok 'jeg går min vej'.

Men det er de Stores veje, det går. Men fordi de er så store, er der ingen, der kan se dem. Derfor tror de, at skoven er født således, med stier og hegn ..."

Med Lov skal man Verden bygge. Men der er intet umiddelbart indlysende ved love.

Love stifter man. Tyngdeloven og "Thou shalt not kill!" kan måske forekomme så indlysende, at de synes at udgøre en fysisk, præeksisterende verden.

Den er nok fysisk, men den var der ikke, før vi var der, og kun i kraft af, at vi ser gennem et menneskes øjne, som engang i fortiden har været i stand til at frigøre sig for consensus. De fleste af os er opretholdere, hvilket ikke betyder, at vi er åndløse.

Heller ikke eneren producerer i egentlig forstand noget. Han er i grunden uendelig ligegyldig som andet end den, der graver brønden.

Derefter øser enhver, som har kræfter til det. De er Verdensskaberne.

Det er det, jeg mener, når jeg siger, at Bogen først bliver til, når den læses, og i den udstrækning den læses, ikke hvor mange læser den, for i sidste ende kan der kun være een læser, som der er cen forfatter, men hvor meget, hvor dybt. Verden er der ikke før os.

Åndløse er de, som bygger mausolæer for en død ånd. For det moderne menneske kan det være ganske uudgrundeligt, hvad der er "det næste", hvis det ikke simpelt hen er det aktuelt interessante, hvilket jo er en noget besynderlig påstand.

Hvis en forfatter udnævnes til halvfemsernes betydeligste, må det jo netop betyde, at hans betydning er begrænset til dette tiår. En forfatter med betydning for det næste årti må tilsvarende være ganske uaktuel i dette. Men det er, fordi vi stadig hænger fast i forestillingen om den ideelle ydre verden og den ideelle fremtidige tilstand, som vore påstande og stræben må dømmes for deres forhold til.

Sandt er imidlertid blot det, som er udtryk for en levende ånd, og som derfor altid kun balancerer på randen til aktualisation. Hvis vi blot kunne leve på denne rand, i en skimrende verden, hvor vi begraver det solide, det "virkelige" som vore ådsler, da ville den samme flimrende lykke bemægtige sig vore hjerter, som vi oplever, når vi halvvejs gennem en strøm med buksebenene oppe om ørerne mærker tæerne synke ned i vådt sand, og vinden får armene til at svinge.

Gå aldrig på bredden, kære menneske! Lad dog være med at tro, at skibet sejler et bestemt sted hen.

En bog, der umiddelbart får dig til at udbryde: "Hvor er det rigtigt!" som indlysende bærer sit litterære strå til idealets tue, er værdiløs. Den bog er betydningsfuld, som skiftevis fylder dig med rædsel og foragt, nysgerrig forvirring og heroisk-meningsløs vrede.

Hvis du i stedet for på magistervis at "føje en gravskrift til en gravskrift" vil opdage verden med Bob, frelse den med Yehosua, være konge med Arn og skaffe dig af med din plageånd med Karban, hvis du giver bogen dit liv, da vil den give dig sit, som gode ægtefolk. Lad så bedemændene beholde deres fordærvede Jesus, demokratiske ærtepilleri og kalkulerede moralitet, du er på en dag og en nat blevet gud, konge og menneske.

Hvem kan atter tage det fra dig? Ingen, hvis du ikke selv giver det op.

Trang er vejen fra jeg til selv, ja vi projicerer endda dette usalige jeg ud over dødens tærskel, idet vi påberåber os en "østerlandsk" tradition, der dog ellers er ganske bestemt på dette punkt:


Ligesom en saltklump, der kastes i vand, opløser sig i vandet og ikke er til at få op af det igen - men hvor man end øser deraf, er det salt - således hæver dette store, uendelige, ubegrænsede væsen, der helt og holdent består af erkendelse, sig op fra disse ting og synker atter tilbage i dem. Efter døden gives der ingen bevidsthed (Upanishaderne).

Parallellen til Qoheleth er påtrængende:


Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.

Således siger Krishna til Ardjuna:

Således ruller hjulet af sted; og den her på jorden, som ikke holder det i gang, er syndig og lever forgæves.

Og:

Kast alle gerninger over på mig og kæmp uden ængstelse, med tanken på den højeste sjæl, uden lyst og uden håb. De mennesker, som i tillid og tålmodigt stedse følger denne min lære, de frelses også ved deres gerninger. Men de tankeløse og forblindede tåber, som er uvillige overfor denne min lære og ikke følger den, de er fortabt, skal du vide. Selv den kloge handler jo i overensstemmelse med sin natur. Alle væsener følger deres natur. Hvad kan tvang udrette?

Den, der intet begær føler efter gerningens frugt, besmitter sig ikke og bindes ikke af sine gerninger, han er altid tilfreds og uafhængig, den, som "når han handler, kun ofrer". Det er den essentielle forskel på hinduisme og buddhisme, og som i nogen grad kan overføres på forholdet mellem satanisme og kristendom.

Krishna, som repræsenterer det første synspunkt, indrømmer, at også forsagelsen fører til frelse, men "at øve gerningen er bedre end at forsage gerningen". Ja, han mener endda, at det er meningsløst at tale om de to som fundamentalt forskellige. Fælles for dem er kærligheden til ånden. Modsætningen til begge er de tyvagtige tåber, som ikke er i stand til at ofre, udføre den selvudslettende verdensopretholdende handling for dennes egen skyld:

Thi ingen lever blot et øjeblik uden at handle. Den, som hindrer legemet i at handle, men tåbeligt bevarer genstandene i sine tanker, han kaldes en hykler. Udøv du derfor den handling, som er nødvendig. At handle er bedre end ikke at handle. End ikke dit legemes opretholdelse er mulig, uden at du handler.

Denne verden er bundet af handlinger med undtagelse af dem, der har offeret til mål. Udøv derfor den handling, som har det formål, men uden at knytte dig til den. Da skaberen i sin tid skabte menneskene sammen med offeret, sagde han: Ved dette skal I forplante Eder. Det skal være Eders ønskeko. Styrk guderne med dette og guderne skal styrke Eder! Når I gensidig styrker hinanden, vil I opnå den højeste lykke. De glæder, I ønsker, vil guderne give Eder, når I styrker dem med offer. Men den, som nyder, hvad de giver uden at give dem noget igen, han er en tyv.

Og ligesom Sappan får også Ardjuna Gud at se. Der er slet intet nyt under solen, hverken de fås visdom eller de manges foragt. Først sætter man løgneren på tronen, skriver Amenemope for mere end tre tusind år siden, men siden spytter man ham i ansigtet. Derfor:


Råb ikke "forbryder" efter en flygtende, når du ikke kender årsagen til hans flugt. Hører du godt eller ondt om et menneske, så vis det fra dig, som om du ikke havde hørt det.

Og Ahikar fortæller eventyret om granatæblet og tornebusken.


Engang lod tornebusken sende bud til granatæbletræet og spørge: "Vær hilset, Granatæbletræ! Men sig mig engang, hvorfor beskytter du dine frugter med så mange tome?"

"Og det skal du sige," svarede granatæbletræer. "Du, som ikke er andet end torn!"

Skal vi da pinedød mindst til Ægypten og tre årtusinder tilbage i tiden for at plukke kundskabens frugter? Ånej, ikke nødvendigvis, mindre kan somme tider gøre det. Vores egen Poul Martin Møller døde først i 1838:

At man ei må træde frem med en bestemt Personlighed, naar man vil gjøre Lykke i Verden, kan man see af det Værd, der tillægges Beskedenhed.

Hvoraf kommer det, at man anseer det for Uredelighed at sælge afkogte Theblade eller tyggede Skraaer, men ei at informere tolv Timer i Døgnet? Hvorfor give Folk Intet for en tygget Skraa, men ligesaa meget for den fjortende Time som for den fjerde eller femte?

Det, der kaldes Alvor, er tidt Magelighed, f.Ex. Sky for den Blanding af Ironie og Alvor, der tvinger Erkjenderen til at være i bestandig Bevægelse, uden at kunne besidde noget Begreb som et Liggendefæ.

En Philosoph, der er meget nymodens, bliver snart meget gammeldags.

Naar Philisteren hører en original Tanke, da mærker han let, om det er Noget, han pleier at høre, Noget, som er vedtaget i hans Kreds; dertil behøver han blot at bruge sine Øren. Han criticerer efter Gehør, ei ved Forstandens Brug, omtrent som en jøde kiender Guldet paa Klangen.

De moderne Afguder, som giøres af Ord, staae deri tilbage for de antike af Træ og Steen, at de lade Tænkningen mindre Frihed end disse.

Der er slet intet nyt under solen. Kun den dybe søvn, som af og til kan overfalde et slægtled eller en kultur: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! Men Krishna danser som altid med de få.

Så tog Anath sværdet og kløvede sin ægtemand, Maweth, hun tog en skovl og spredte ham, hun tog ild og brændte ham, hun tog en mølle og malede ham, og til sidst såede hun hans kød på marken. Hvorfor, menneske, vil du tro, at Verden er ond?

Hvorfor ter du dig som et barn mod nat og vinter, død og ødelæggelse? Ved du da ikke, menneske, at det er forudset og forudsat alt sammen?

At frøet bærer sin død i sig, hvoraf det engang skal spire? Omfavn dig selv, min ven, og tryk på dine lymfeknuder, til de giver klar saft.

Du lugter af død, menneske, hvilken berusende duft! Under dine klæder bærer du kød, og under dit køds klæder gemmer sig en dødning.

Al din higen, som du kalder kærlighed, og som er din lyst, er efter dine børns liv, som er din død. Hvorfor er det så uendelig vanskeligt for dig at være?

Hvorfor forbander du hvert åndedrag, der bringer dig nærmere døden? Tror du virkelig, du er andet end Verdens Længsel, et suk?

Hvad er det for et liv, du jager, et liv uden død, uden kød, uden skæbne eller forfald, retning eller grænse? Hvad du kalder liv, menneske, kalder jeg død, og din død er mit liv.