FANZINE NR. 1

 

FANZINE er et af de udtryk, enhver kender i en bestemt befolkningsgruppe, og ingen andre. Det har naturligvis at gøre med FAN, hvis etymologi i øvrigt ikke, som man kunne mistænke, er FANATIC, men FANCY, som pudsigt nok igen er en forvanskning af FANTASY. Der er altså tale om et 'sværmeri' i moderne forstand, en 'kultisk' hengivenhed over for bestemte, ofte skarpt afgrænsede kulturfænomener.

Forveksl aldrig en science-fiction-læser med en ufolog. They'll both kill you.

Ofte manifesterer det 'fanniske' (sic!) sig i en vis kritisk sans, og da dagblade ikke gerne optager anmeldelser skrevet af amatører (really!) finder disse fans udløsning i særlige fan-magasiner, der ikke som VI UNGE henvender sig til fans, men udgives af fans og som regel ikke henvender sig til andre end andre udgivere af fanzines, som heller ikke kan blive af med deres produkter. Jeg har altid betragtet dem med en vis misundelse.

Selvfølgelig ville jeg ikke undvære og kunne næppe heller leve uden at se mine værker paa tryk, men befriende må det nu lige godt af og til være at kunne skrive noget, der er totalt i stedet for næsten ulæseligt, simpelt hen med den undskyldning, at kun tre mennesker skal se resultatet. Hvem gider skrive til skrivebordsskuffen eller papirkurven? Men tre-fire abonnenter! What fun!

So here I am, med en ny printer og dermed grundlaget for det, der i dag hedder Desk Top Publishing. Og her er det første nummer af mit fanzine, som jeg hverken har valgt at kalde Magazinum Persectorium Magnum eller Hvad der lå i bunden af min farmors hatteæske.

Det vil ikke blive distribueret. Jeg vil 'trykke' et eksemplar til eget brug, og hvis det skulle gå så galt, at en besøgende ser det ligge fremme, kan han få et eksemplar også. Det samme gælder ham, som finder vidunderet hos den første.

Prisen er nul kroner og nul øre. Eftertryk er tilladt med og uden forfatterens tilladelse og vidende.

Mit ultimative alibi er, at jeg altid selv finder det afsindigt underholdende at læse disse makværker. Så her er et til!

 

 

SATAN

 

I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over VERDENSDYBET. Men Guds Ånd svævede over VANDENE. Begge udtryk hentyder til TEHOM, af en rod, der betyder uro og repræsenterer en oversættelse af det babyloniske Mummu. Mummu er igen det dynamiske aspekt af Tiamat, Chaos.

Verdens kaotiske ophav udtrykker som altid i mytologisk sammenhæng indsigt i menneskets ordnende indflydelse paa kosmos. Alle kulturer har en kosmogoni, men vores er enestående ved at være historisk. For babylonieren og ægypteren var skabelsen noget, der gentog sig cyklisk. Kaos var dermed ikke en urtidig plastisk tilstand, men en årlig fjende. I dette kaos finder vi den første Satan, den første universielle modstander. Også Job hentyder således til Elohims kamp mod Rahab. Vi kan her trygt oversætte Elohim ved Marduk. Og Rahab ved Tiamat, en mytologisk udformning, jøderne tilegnede sig i eksilet, idet Rahab sættes lig med 'havet' i en general skabelsesberetning.

Endnu klarere bliver tyveriet hos Esajas: Mon du ej kløvede Rahab, gennembored dragen? Her knyttes det i øvrigt rigtig sammen med overgangen over sivhavet. Rahab kommer da til at repræsentere Ægypten, som i Davids 87. salme.

En lignende etymologi har LEVIATHAN, 'dragen i havet', Esajas taler om. Dette dyr degenererer dog efterhånden til søslangen fra Davids 87. salme, ja, Job identificerer det vistnok ligefrem med krokodillen, selv om han er ulige mere imponeret over flodhesten, 'Guds ypperste skabning, skabt til at herske over de andre'. Sin fuldstændige identifikation med Satan finder det dog først i åbenbaringens tolvte kapitel.

Vi finder historien i alle mytologier. Ra kæmper mod Apep, som Indra mod Vritra.

Men Apep gør stadig anslag mod Ra. Når den første en sjælden gang får overtaget, har vi solformørkelse.

Vritra repræsenterer en variation, idet denne 'indhyller' og 'spærrer' visualiseres som skyen, Indras tordenkile splitter for at frigøre vandene, som er i den. Alt dette er skabelsesmyter, men vel at mærke fremstillinger af en kontinuerlig skabelse.

I Mayim, Tehom, Mummu, Tiamat, Chaos, Rahab, Leviathan, Apep og Vritra har vi, hvad vi kunne kalde en Satan af første orden. En Satan af anden orden finder vi i Prometheus.

Som menneskets skaber og forsvarer mod gudernes skinsyge svarer han nøje til slangen i paradiset. Han hører til titanerne, de nedstegne eller nedstyrtede gudssønner, som avler kæmper med menneskedøtrene.

I alt dette skal vi naturligvis se spejlbilledet af en kulturel udvikling. Kæmpeegenskaberne fra skoven duer ikke i de opvoksende bysamfund, eller kun hos kongen, som opfattes som en ætling eller reinkarnation af en hero.

Nedstigningen på bjerget, det såkaldte Hermon-enigme genfindes i alle mytologier, ofte opkaldt efter gudssønnernes leder, i jødedommen Semjaza, blandt melanesierne edderkoppetotemet Qat, blandt de australske buskmænd høgen Pundjel, blandt de afrikanske knæleren Cagn, hos maorierne Maui, hos algonkvinderne coyoten Ioskeha, hos finnerne Wainamoinen. Den væsentlige gave, disse kulturskabere bringer, er gerne Prometheus' 'bagside' er Epimetheus, den åndsfortærende ratio. Navnene betyder henholdsvis 'fremsyn' og 'bagklogskab'.

Hvor Prometheus står for den geniale konceptualisation af ånden, ham, som griber op og fanger lynkilen i sin hånd, er Epimetheus det gustne overlæg. I vores egen mytologi svarer guder og titaner til aser og jætter, og Loke kan ses som en art Prometheus uden den græsle guds særlige menneskevenlighed.

I hinduismen indgår Shiva som repræsentant for kaoskræfterne et samarbejde med det krative (Brahma) og konservative (vishnu). Ingen religion kan være dualistisk (i epistemologisk forstand).

De kartesiske res er her een, åndens manifestation som materie, eller neurologisk udtrykt, den konceptualiserede verden som udtryk for biologisk formål. I lighed med den klassiske fysikers definition på energi som evnen til at udføre arbejde definerer okkultisten ånd som tendensen til at være, en opfattelse, der ikke ligger så langt fra den moderne fysikers tolkning af bølgefunktionen.

Vi har her den ordnende indflydelse, som sættes i modsætning til kaos. Hvis ikke den konceptualiserende virksomhed fortsætter, kan væren ikke opretholdes.

Denne konceptualiserende virksomhed er ånd. Den er tillige 'magisk', eftersom den ikke følger det kausale princip, som er skabt, ikke skabende. For det rent kognitive menneske er denne proces uproblematisk, men den kommunikative udvikling vanskelig gør den, og den må reinforceres som magisk. Fra denne magi, hvis formål er verdens konceptualisation (religion) eller rekonceptualisation (trolddom), nedstammer kunsten. Som den kommunikative udvikling skrider videre frem, overtager det kommunikative aspekt også i konceptualisationen. Virkeligheden er noget, der kommunkeres til os, snarere end en manifestation af vore behov. Verden bliver fjendtlig og som ikke længere afhængig af individuel konceptualisation autonom, ydre. Kun ved at vække ånden=driften kan verden atter gøres fleksibel og håndterlig, hvorfor 'åndelige' dyder, som er drifts- frem for lyst-baserede, anbefales, den første etik i moderne forstand.

Her finder vi ligeledes verdenskampen. Verden er et samspil, men også en kamp mellem åndelige og materielle kræfter.

De åndelige, 'lyse', søger dematerialisation, oprindelig med henblik på en mere praktisk rekonceptualisation, den 'ny himmel og jord', tusindårsriget. De mørke søger materialisation, virkeligørelse.

For hinduerne må Brahma, Vishnu og Shiva nødvendigvis være i ligevægt.

Vi får et modsætningsforhold mellem guder og mennesker.

Først i zoroastrianismen får vi dog noget, der ligner den moderne Satan. Her er konflikten mellem ånd og materie tilspidset i en grad, vi ellers kun kender fra kristendommen, men tankegangen udøvede trods alt så stor indflydelse på jøderne, at de var modtagelig for kristen teologi.

Ikke blot fordømmes materialisme (i etisk forstand), man forstiller sig tilværelsens store dualisme som en krig, kun den ene part kan vinde. Det er da naturligt at sætte sine penge på Ormazd mod Ahriman. Livssynet bliver dermed fundamentalt pessimistisk, livet, som repræsenterer en forening af ånd og kød, sjæl og legeme, domineres af sorg og smerte, og den eneste udfrielse er som i buddhismen begærets udslukkelse. Opfattelsen, som er parallel med den græske soma-sema-tanke, er selvfølgelig heller ikke upåvirket af den epistemologiske dualisme, for hvilken den skarpe adskilllelse mellem sjæl og legeme tenderer et kinesisk æske-system, hvor sjælen er 'fanget' i legemet som en fugl i sit bur.

Den jødiske Satans oopkomst ('modstanderen') hænger tæt sammen med gudsbegrebets udvikling. Fra Beresiths første kapitler råder forvirring, idet de er sammensat af to originaler, hvoraf den ældste tilskriver elohim, gudernes virksomhed verdens skabelse, mens den nyere efter kulturfolkenes sædvane indetificerer kulturånden med demiurgen, det vil sige i jødernes tilfælde Yahweh.

Men Yahweh er snarere fyrste end gud, et blodtørstigt6 uhyre, som sågar stræber sine egne profeter efter livet. Disse 'begative' egenskaber bliver vanskeligere og vanskeligere at indpasse i det evolverende gudsbegreb. Det er således en 'dødsengel', der snigmyrder de ægyptiske spædbørn, og senere spiller Satan Yahwehs 'mørke' rolle.

At det først er er under parsistisk indflydelse, Satan opfattes som i KONFLIKT med Yahweh, se f. eks. af 2. Samuelsbog, i det 24. kapitel, hvor HERREN 'ægger' David til den kommunikative, og derfor syndige handling at holde mandtal. Senere, i den første krønikebog, kapitel 21, hedder det nemlig, at det var Satan, der fristede David til at synde mod HERREN.

Bortset fra skiftet er de to versioner praktisk talt identiske. Når vi nu yderligere ved, at Samuelsbøgerne stammer fra omkring 600, og krønikebøgerne fra omkring 300 FVT, kan vi næsten tidsfæste den omtalte udvikling.

Hvor stammer Satan oprindelig fra? Faktisk optræder han som en meget nødvendig figur i Jobs bog, den af gudesønnerne, som spiller anklagerrens rolle i sagen mod den uheldige herre. Det er denne 'anklager' eller 'bagtaler', der er etymologien i det græske diabolos, som er blevet til vores djævel, af diaballein, bagtale.

Det må have været nærliggende at genbruge denne 'djævel' som Yahwehs straffende redskab. Vi finder måske et mellemstadium hos Zakarias, hvor Satan i det tredje kapitel plæderer for en højere strafferamme for det ulydige folk.

I kommentaren til Genesis kaldes Satan Samael, han er det, som 'hjælper' mennesket ud af Eden, og han griber også ind i dets fortsatte udvikling, som fader (med Eva) til Kain og Noas beskytter. Det er i denne form, han endelig træder ind i den kristne mytologi.

Man ser, hvor tåbeligt det er for trologien at forsøge at give det udseende af, at Luther opfandt alting. Selv den nytestamentlige beskrivelse af Satan er komplet uforståelig, hvis man ikke griber tilbage i den jødiske original, og den etiske dualismes generelle udvikling og oprindelse.

DIABOLOS er ikke den eneste betegnelse for Satan i Septuaginta. En mere direkte græsk oversættelse er givetvis ECHTHROS.

PEIRAZON, forføreren (i øvrigt samme stamme som pirat), udtrykker en central tese i kristendommen. Klassisk græsk kender udtrykket PEIRAZO THEON, 'friste Gud', det vil sige anstille forsøg med ham.

PEIRAZON kunne da være 'den, der frister Gud', men betydningen er måske snarere 'den, der forfører mennesket'. Selv efter at materien er erklæret fredløs, vil ånden naturligvis søge materialisation.

Nu bliver materialisationen imidlertid 'synd', og tendensen er 'fristelse'. Kødet binder kun gennem sine fristende egenskaber.

Ægte parsistisk er PONEROS, med den samme bredde som det engelske 'bad', f. eks. om en vittighed. Der oversættes generelt med DJÆVELEN, SATAN, FRISTEREN og DEN ONDE.

BEELZEBUL er en forvanskning af BAAL ZEBUB, en af filistrenes guder (fluernes herre), men hos Mattæus står det for Satan.

Som alle tilhænger af den kristne esoteriske lære må Jesus selv møde Stan og mpdstå ham. Dette er naturligvis associeret med hans selvkvest.

Først prøver Satan at friste ham til at bruge sin kraft til magiske formål og derved spilde den og forråde sin mission. Så følger en version af PEIRAZO THEON, og endelig lover Djævelen lige ud at give Jesus hele verden, hvis han blot vil tjene ham.

Det er underforstået, at verden er Satans til at give, han er 'denne verdens herre', mens Guds Rige 'ikke er af denne verden'. Lgogs kender ham naturligvis fra tidernes begyndelse, ja, han 'så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn' (Lukas 10,18).

Paulus opsummerer smukt kristendommen til Efeserne, 2: Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser - af nåde er vi frelst! I 'ødelæggeren' genfinder vi dødsenglen. Satan er nu både den, der frister til og straffer overtrædelse, han er altså atter en af Yahwehs embedsmænd, men hvordan kan han da stadig være 'en nedstyrtet drage', og hvordan kan en retfærdig Gud belønne sin tro tjener med 'ild- og svovlsøen'?

Svaret er naturligvis, at synden er sin egen straf, for synd er død, men derfor er den paulinske doktrin, som ellers er fremragende teologi, ikke desto mindre her forsludret. Opfattelsen af Satan som 'udøveren af den guddommelig retfærdighed' genfinder vi hos Bernard, men få andre steder.

Som renæssancen nærmer sig, og kirkens kraft svinder, bliver Satan garanten for den verdensorden, som må træde i stedet for den udeblevne redemption. Man søger tilbage til mindre kulturfjendske religioner, og det kristne smuldrer. Katolicismen svarer igen med forfølgelser af Djævelens disciple, som ikke lader kristenforfølgelserne noget efter i grusomhed.

Hvis denne korte oversigt har inspireret nogen til videre læsning, har den opfyldt sit formål. Satan-figuren er uhyre kompliceret og ikke tilgængelig for en naivistisk teologi som den folkekirkelige. Dette fremgår forhåbentlig.

 

 

1. Dette sted er især berømt for sine mystiske statuer, men også for den fæstning, Peter den Store byggede her i 1707. 2. Denne by benævnes oftere efter den mand, der grundlagde den, en vis Hernando Cortez. 3. Den berømteste hebraiske grammatiker. 4. Kavalleri. 5. By på Filippinerne. 6. Ufrugtbarhedsgudine, Saturns anden hustru. 7. Hic deest. 8. Germanium. 9. Øgruppe syd for New Zealand. 10. Nadabs og Abihus far. 11. Ægyptisk sjæl. 12. By i Mexico. 13. Vildsvin. 14. Berømt hebraisk lærer fra det syttende århundrede. 15. Afghanistans største by. 16. Forfatteren til ediktet mod Luther. 17. By i Ungarn. 18. Syllogisme. 19. By i Oklahoma.

Den først afleverede løsning vil blive præmieret med 'Verdens Historie', bind et. Løsning i næste nummer.

 

 

DE TRE BEJLERE

 

En lærer skulle vælge mellem to elever og stillede dem følgende gåde: Til en kvinde, som var kendt for sin store skønhed, men ikke just forstand, kom engang tre bejlere. Den første, som frygtede at blive taget for en smigrer, omtalte slet ikke kvindens udseende.

Den anden lovpriste hendes skønhed. Den tredje nævnte den ikke med et ord, men roste kvinden for klogskab. Hvem af disse tre ville I nu tro, hun tog til ægte?

Den første! svarede den ene elev, eftersom hun nok var træt af smiger. Tværtimod! fastholdt den anden. Ingen kvinde bliver nogen sinde træt af at høre sin skønhed lovprist.

I tager fejl begge to, sagde læreren, hun valgte den tredje bejler. Sin skønhed kunne hun nemlig finde hos enhver mand, men sin klogskab kun hos ham.

 

 

VERDENS URETFÆRDIGHED

 

En bonde i godt lune gav sin ene hund en pølse. Da hans anden hund så, hvad den første havde fået, satte den sig til at tigge.

Bonden blev så ærgelig, at han gav den et spark. Verden er uretfærdig, klagede den.

På ingen måde! svarede dens kammerat, som havde fået pølsen. Således diskuterede de frem og tilbage og kunne ikke blive enige.

En ræv hørte deres gøen og kom ilende til for at se, hvad der kunne være på færde. Jeg, sagde hunden med pølsen, hævder, at verden er retfærdig, mens min kammerat hævder, at den er uretfærdig.

Ræven lovede at afgøre striden, hvis den fik pølsen. Hundene anså spørgsmålet for at være af så overmåde stor vigtighed, at de gik ind på rævens krav.

Denne satte pølsen til livs med stort velbehag. Da den sidste bid var fortæret, spurgte hundene: Nå, er verden retfærdig eller uretfærdig?

Verden, svarede ræven, idet den slikkede sig om munden, er mæt.

 

 

UTAK ER VERDENS LØN

 

En mand mødte på en bro en olding med et æsel, der var belæsset med to tunge sække. Manden fik oprigtigt ondt af det arme dyr, tog de to sække og bar dem resten af vejen til byen.

Den gamle mand blev herover så rørt, at han gav ynglingen et pengestykke. Glad ilede han hjem til sin bror og fortalte, hvad der var sket. Også broderen blev grebet af medfølelse med æslet og tog den følgende dag opstilling på broen i det håb, at den gamle mand atter ville komme forbi. Det skete også, men da han så, hvor store sækkene var, tænkte han, at det vel måtte være tilstrækkeligt at befri dyret for den ene. Æslet, der så pludselig blev lettet for den ene af sækkene, fik imidlertid overbalance, drattede i åen og druknede. Nu begyndte oldingen at bande den unge mand langt væk og at slå løs på ham med sin stok, så at han til sidst anså det for tilrådeligst at fortrække.

Nej, mumlede han for sig selv, som han humpede hjemad, det var, som jeg tænkte. Med det gode kommer man ikke langt her i verden!

 

 

SOM BRØDRE VI DELE

 

Under et stormvejr blæste taget af et hus, hvori boede tre brødre. De diskuterede nu, hvorledes de skulle komme op på taget for at udbedre den skete skade.

Da fik den ældste og klogeste en idé. Han skyndte sig ind til byen, og det lykkedes ham dér at få fat i en stige. Da råbte de to i munden på hinanden: Ja, nu kan du komme op på taget, men hvad med os? Da greb den ældste og klogeste en økse og huggede stigen i tre lige store stykker, hvoraf uheldigvis intet var langt nok til at nå op til taget.

Ja, sagde den ældste, nu har vi gjort, hvad vi kunne. Og så gik de ind i huset, og de frøs ihjel alle tre samme vinter.

 

 

DEATH IS JUST THE BEGINNING!

 

Zurich Universitet. To sikkerhedvagter iler ned ad en korridor, alarmeret af en skrækslagen klinikdame.

De bryder ind i et lokale og finder Dr. Herbert West bøjet over en kollega, Dr. Gruber, der bløder ud af øjne, ører, næse og mund. Et øjeblik efter er han død.

'Of course he's dead!' konstaterer West. 'The dosage was too large'.

Klinikdamen vender sig rasende mod ham: 'You killed him!'

'No I did not!' svarer West med et betydende camera look: 'I gave him life ...' Så bryder forteksterne løs på baggrund af anatomiske tegninger og med score af en re-animated Bernard Herrmann - komponisten har ikke gjort sig den ulejlighed at plagiere PSYCHO, han har simpelt hen kopieret den.

Allerede på dette tidspunkt burde det være klart for enhver, at en ny auteur har meldt sig under den fantastiske genres faner. Det er alt sammen typiske STUART GORDON, de viscerale effekter, som nu efterhånden hører uadskilleligt sammen med genren, men her parret med en ny sense of wonder.

Gordons typiske helt er den fanatiske nerd scientist, som ikke chokerer os med motorcykelkæder eller psykopatiske træk, men simpelt hen ved sin trsditionelle videnskabelige approach til særdeles utraditionelle områder, re-animation af de døde, overgang til andre dimensioner og oplevelsesuniverser, m. m. Der er lidt af Peter Cushings eller måske snarere Ralph Bates' Frankenstein i figuren, den naturvidenskabelige helt, som ser alle morallove som overtroiske forhindringer.

Naturligvis fortsætter han sine studier i USA, og da det nu skal være Lovecraft, Arkham, Massachusetts. Det er selvfølgelig ikke Lovecraft, men han er også litterat, og her kræves et filmsprog, Gordon gør for forfatteren, hvad Corman gjorde for (mod?) Poe.

Lovecraft kan ikke siges at være nogen overdrevent anvendt forfatter. Karloff-filmatiseringen af COLOR OUT OF SPACE er i al fald ikke noget at råbe hurra for.

Måske er det første den moderne spfx-skole, som begyndte med THE THING, der kan yde ham retfærdighed. I disse film står METAMORFOSEN i centrum. Et statisk uhyre overbyrdes af et, der hele tiden skifter form for tilskuerens øjne.

Som kontubernal får West Daniel Kane, og som dæmonisk modspiller Dr. Hill. Hill vil naturligvis stjæle West formel, som kan give de døde en slags halvliv tilbage.

Filmen er RE-ANIMATOR, og dens force er den store humor, som den finder i den mekanistiske videnskab. Det manipulerede præparat (læs gen-splejsning) eskalerer i denne satire til en hysterisk charade med lig uden hoveder og vice versa.

Det er overlegen grand guignol, men ironien synker aldrig ned i farcen på trods af de ihærdige custard fights, hvor flødeskummet er erstattet med blod. De vanvittige situationer, personerne bringer sig selv i på jagt efter akademisk status, repræsenterer en art svindler-komedie på et højere plan.

Selv ikke den eksistentielle integritet er hellig, noget, der ikke er mere veltalende udtrykt noget andet sted på film, måske lige undtaget Brundles sidste forvandling. Hvem ved, hvad vi kan ende som i vores jagt på højere verdener?

Bliver vi monstro til hedonistiske supermennesker eller et HELP ME i edderkoppens spind? Det betyder mindre for disse pionerer.

To God there is no zero. I'm still here.

Hvem er uhyret, og hvor vokser det frem? Denne genreafspejler en videnskab, for hvilken verden er blevet et uhyre.

RE-ANIMATOR kan tendere, men hæver sig alligevel let over MY SCIENCE PROJECT-genren. Der er noget insistent ved Stuart Gordons film, en skarp tone af konceptuel fandenivoldskhed, som rimer dårligt med de gængse forsøg på at smugle science-fixction-elementer ind i yellow stream-filmen.

Det er så vigtigt at bevare den overfladiske videnskabelige kredibilitet på trods af vanvittige præmisser. Alt for ofte overser amn den elementære spænding, som ligger i selve den videnskabelige proces, forsøget.

I RE-ANIMATOR malkes den. Klimaktisk bliver filmen, netop fordi den er logisk.

Hill spiller den sidste halve time af sin rolle uden hoved (eller er det uden krop?) men det synes ikke at hæmme ham i hans teatralske skurkagtighed. Filmen munder ud i night of the living dead, som overgår Romero derved, at den har et rationale.

Men den har også en pointe. I den sidste scene forsøger David at genoplive sin forlovede, som er blevet dræbt af zombierne, med Wests formel. Er det genierne, der udtænker rædslerne, er det os, der forlanger dem fordi vi ikke kan acceptere livets vilkår. En perfekt afrunding af en milepæl i genren.

Tilliden til den ny instruktør skulle ret snart vise sig ikke at være malplaceret. FROM BEYOND tager det næste skridt i retning af det didatiske vanvid, og DOLLS er en sød og ægte eventyrlig fortælling om farerne ved at mangle fantasi. Dem vil vi behandle i senere numre.

RE-ANIMATOR US 1985 86 m De Luxe

Jeffrey Combs, Bruce Abbott, Barbara Crampton. Skrevet af Dennis Paol, William J. Norris, Stuart Gordo, efter en historie af H. P. Lovecraft instrueret af Stuart Gordon; for Empire International.

 

 

BREVKASSE

 

Intet fanzine med respekt for sig selv (og heller ikke eet, der som dette savner enhver respekt for sig selv) kan undvære en brevkasse. De to (tre?) læsere opfordres hermed til at indsende spørgsmål, som antages at ligge inden for redaktørens ekspertise.