FANZINE NR. 2

 

GRAL

 

GRAL er af samme stamme som KRATER, der betyder KAR. Diminutiven CRATELLA et altså et lille kar, en skål. Gralen er ubrydeligt knyttet til den arthurianske legende og kan næppe forstås uden kendskab til denne.

Arthur er en gudssøn, ja, han kaldes ofte Satans søn. Han er som sine riddere involveret i det kreative dragedrab.

Med tiden spaltes myten som så ofte op i to, en 'historisk' og 'folkloristisk'. Det anses for historisk at identificere Arthur med Ambrosias Aurelianus, der kæmpede mod sakserne omkring 500.

Han blev forrådt af sin hustru og en nevø og døde i slag. I 'folketroen' er han en 'fairy king' i slægt med Oberon. En kuriøs blanding af de to traditioner finder vi i stroferne:

Et tous ces lieux faes
Sont Artus de Bretagne.

Vi ser, hvordan Arthurs rolle er omtrent som Semjazas i forhold til de andre gudssønner, 'ridderne'. Det runde bord er blot en version af Hermon-enigmet.

Den bedst del af teurgien har, som vi ved, at gøre med fokalpunkter.

Den babyloniske ziggurat er et kunstigt Hermon.

Fokalpunktet er jo imidlertid ikke statisk, det minder mest af alt om afløbet i en køkkenvask. Heraf kommer al den sympatiske magi, som manifesterer sig i kredse, runddans, og så videre.

Stonehenge er et typisk rundt fokalpunkt. Det drejer ganske vist ikke, men det gør til gengæld himlen, det er navet i verdens hjul, en såkaldt axis mundi. Kampen om klippemoskeen i Jerusalem er en kamp om at besidde axis mundi.

Den stenkreds, hvor man i de gamle landsbyer holdt råd, var axes mundorum en miniature. Et tilsvarende rationale havde heksenes runddans, og endnu kaldes visse svampes karakteristiske cirkelformede udbredelse 'hekseringe'.

Associationen til et bord, man er bænket om, er nærliggende. I ældre tid kaldes således kredsformige stensætninger 'runde borde', uagtet der altså ikke var noget fysisk bord.

Det var der dog ifølge myten hos Arthur. Dette bord var ikke blot rundt, men i stand til at dreje om sin akse. Når de omkringsiddende satte den store, tunge bordplade i bevægelse, dannedes fokalpunktet. Spiritisternes 'kreds' og 'borddans' (med et rundt bord, der er bevægeligt i kraft af at være trebenet) er intet andet end en rest af denne praksis.

Man har naturligvis været i forlegenhed for at finde en 'historisk' forklaring på denne overlevering. Layamon forklarer, at kun halvdelen af kæmpehallen var under tag med det resultat, at halvdelen af ridderne konstant blev våde.

Man kunne så hænge det våde hold til tørre ved at dreje bordet 180 grader! Forklaringen er forekommet så absurd, at man har set sig nødsaget til helt at glemme, at riddernes runde bord roterede.

Tilbage er så den karakteristiske form, som noget mere plausibelt forklaredes ved, at dette umuliggjorde rangordning ved bænkning, plausibelt, indtil det går op for en, at der stadig vil være et 'til højre' og 'til venstre' for kongen og pladser nærmere og fjenere denne vigtige person. Det stemmer heller ikke rigtigt med den berømmelige SIEGE FERILOUS, som var så fin, at kun gralsridderen kunne risikere at sidde der.

At bordet grundlæggende var en magisk konfiguration, fremgår også af det vekslende antal personer, som kan bænkes omkring det, fra 12 til 150, og at det kan medføres, når Arthur er på rejse, eller ligefrem erstattes af et silkeklæde. Det er da efter sigende også Merlins værk, som ikke just var snedker von Beruf.

Efter Kristusimpulsen frygter Satan for menneskets skæbne. Han beslutter da at sende sin egen søn til jorden. Han går derfor ind til en jomfru og besvangre hende.

Den unge pige sværger over for sin skriftefader Blayse, at hun ikke har haft omgang med nogen mand, og denne tror hende. I et syn forstår han derpå, at det er antikristen, hun bærer.

Genialt døber præsten det lille barn umiddelbart efter fødslen. Hermed afværges antikristens inkarnation i det, men det bevarer dog utrolige magisk kræfter.

I mellemtiden har kong Vortigern problemer med det fokalpunkt, han er ved at bygge, et mægtigt tårn. Hvor højt det end bygges om dagen, styrter det dog sammen om natten.

Han erfarer endvidere, at kun den aborterede antikrist, manden MYRDDHIN, kan hjælpe ham. Myrddhin eller Merlin tilkaldes, og kongen får at vide, at han har fået galt fat på praviteten, i en underjordisk sø brydes to drager, som får tårnet til at falde sammen.

Hermed er Merlins stilling sikret, og som i realiteten udødelig fortsætter han som rådgiver for Ambrosius og Uther og Yguerne, som resulterer i Arthur. Han forføres dog til sidst af en kvinde, Nimue, til at røbe sine formler og indesluttes i en sten.

Lige så lidt som Merlin er Arthurs 'riddere' mennesker. Gawain, den berømteste, var en typisk solgud på sin hvide hest med lyssværdet Excalibur og kræfter, der var størst midt på dagen, men svandt henimod aften.

Det er med ham, gralsenigmet er associeret i sin oprindelig form. Her kommer kvestoren til et dødt land, og i en borg ved havet en død, anonym konge.

Forudsætningen for løsningen af enigmet er forståelsen af. at landet er kongens legeme, og at frugtbarheden kun kan genvindes, hvis kongen helbredes. Her er gralen helbredelsesmidlet, idet den repræsenterer materien som beholder for ånden.

I andre versioner har et spyd en lignende funktion. En gang om året må kongen dø og genfødes gennem gralen.

Den er identisk med det romerske CORNUCOPIA. Den, der besidder gralen (hos Oehlensehlger Aladdins lampe), besidder skaberkraften.

Den er et overflødighedshorn, som munder ud i uendeligheden, pungen, som altid er fuld af guldstykker. Den sørger for mad og drikke til ridderne. Sans serjant et sans seneschal. Det er altså først langt senere, den identificeres med kalken fra den sidste nadver.

Den næring, der flyder fra spyddet, er blod. Fra ældgammel tid er blodet blevet anset for en slags mellemting mellem ånd og kød, 'kød men sjæl', som jøderne kalder det.

Da indtagelsen ville overføre dyrets sjæl, schæchtes det. Men i det totemistiskeritual er dette netop formålet.

Her knyttes 'bordet' sammen med det rituelle måltid, hvor totemet udgyder sit blod og ofrer sit kød for deltagrne. I agerbrugskulturen persisterer traditionen, idet blodet erstattes med vinen, og kødet med brød.

Når de ægyptiske myster indtager brød og øl, er det således med den forståelse, at det er Osiris' legeme og blod, de får del i. I det kreative dragedrab bliver nu dragens sæd til korn, og blodet til vinstokke. Også syndebukken spiller ind her. Her er imidlertid det moderne menneskes opfattelse af begrebet synd utilstrækkelig.

Synd er oprindelig en fysisk besmittelse, som må afvaskes. Da synd er et sjæleligt fænomen, og sjælen er knyttet til blodet, må blod anses for at være det mest effektive 'vaskemiddel'. Grækerne vaskede deres hænder i svineblod.

Den jødiske YOM HAKKIPPURIM, så væsentlig, at det ofte blot kaldes YOMA, er centreret om syndebukken. Blodofferet på alteret er en fest af denne renselse, og hele doktrinen udtrykkes i tredje mosebog 17,11: Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.

Oprindelig har det været et menneskeoffer, og fortællingen om Abraham og Isak repræsenterer for jøderne overgangen, ligesom Noas vingård fra nydelse af blodet til vinen som substitut. Grækerne stødte ofte en forbryder ud i en afgrund som syndebuk, omend man senere sikrede sig, at det var over vand, så han kunne blive fisket op og sendt i landflygtighed.

Det manglende menneskeoffer mente jøderne i øvrigt, martyrerne leverede. Det er nu ikke vanskeligt at forstå, hvordan Kristus kan blive 'agnus del qvi tollis peocata mundi', og at koncilet i Trent kan konkludere, at 'Christus nobis sua sanctissima passione ligno crucis justificationem meruit et pro nobis deo patri satisfecit'.

Jøderne kurerede spedalskhed, en 'urenhed', som parallelliseredes med synd, ved at stænke den syge med blodet fra en fugl. I moderne tid er syndebukken blevet sjælden i sin oprindelig form, men der findes dog oplysende og pudsige tilfælde.

Som bekendt bliver syndefaren akut, når et menneske skal deaktualiseres, dø. Man brugte da endnu i forrige århundrede at hyre en professionel 'sin-eater', som spiste et symbolsk måltid med den døde som bord. I Bayern var det den afdødes nærmeste, der spiste en kage fra dennes bryst. Det er heller ikke længe siden, ligbærerene i New York fik en 'dead-cake'.

Traditionen må ikke blandes sammen med ritualet med at spise et brød i den afdødes billede, som udførtes på Balkan. Dette er i virkeligheden en rest af neanderthalernes praksis med at fortære den døde for ikke at miste ham.

Læseren skulle nu være i besiddelse af de flest af brikkerne og skulle selv ved supplerende læsning kunne lægge puslespillet. En fuldstændig gennemgang af de forskellige gralsfortællinger ville kræve en hel bog og falder følgelig uden for dette lille blads område.

VERBUM CARO, PANEM VERUM
VERBO CARNEM EFFICIT:
FITQUE SANGUIS CHRISTI MERUM,

ET SI SENSUS DEFICIT:
AD FIRNANDUM COR SINCERUM
SOLA FIDES SUFFICIT.

 

 

1. Engelsk orgeldel. 2. Med to rør. 3. York. 4. Kirke i Quimper. 5. Ægyptisk fløjte. 6. Drik. 7. Fidei Defensor. 8. Aiper ved Salzburg. 9. Latinsk personligt pronomen. 10. Skrig. 11. Natrium. 12. Ægyptisk for Moses. 13. Gangster. 14. Myrrha-surrogat. 15. Puertoricansk by. 16. Bjergkæde. 17. Bjerg i denne bjergkæde. 18. Flod i Telemarken. 19. Joshua also fought this battle. 20. Udgiver af berømt matematisk tidsskrift. 21. Flod med udløb i Peter den Stores Golf. 22. Sengeunderlag.

Den første afleverede løsning vil blive præmieret med 'Verdens Historie', bind et. Løsning i næste nummer.

ABAKANSK
CABALLOS
ABENEZRA
PINDARIS
URDANBTEA
LUAHDGEK
OSNARESW
OAARONBA

 

 

VED EN FANZINE REDAKTØRS DØD

 

Det er Anton, som er død! Forstår I?

Anton Hansen var min ven. Han havde mange venner.

Når han var nede i FANTASK for at købe det nye nummer af CYBERMAN, havde han altid et smil og et venligt ord til alle. Ganske stille kunne han komme hen til én og lægge hånden på éns skulder og sige MAY THE FORCE BY WITH YOU eller LIVE LONG AND PROSPER. Det varmede!

Men vi må heller ikke glemme, hvad denne mand har været for den danske fandom. Det var trods alt ham, som katalogiserede samlemærkeme bag på Kong Kylie årgang 1949-51, et kæmpearbejde, som han gik til med utrættelig iver. Han vidste jo, at det ville blive værdsat af alle os andre, som ikke havde hans indsigt.

De af os, som er blevet inviteret til at se de stålbokse, hvor han opbevarede de første ti numre af Walt Disney Comics & Stories, fik en oplevelse, som vi aldrig skulle glemme. Blot det at vide, hvad der gemte sig i dem, hvor mange måneders hårdt sammensparet socialhjælp disse skatte havde kostet ham, med hvilken pietet han behandlede dem (med den type 'samlere', som LÆSER deres blade, havde han kun lidt tilfælles). Men lad os begynde med begyndelsen. Anton Hansen (fan-hansen mellem venner) blev født 1959 på Østerbro.

Om hans tidligste år ved man kun lidt. Det er med et læserbrev til CENTAURI i 1974, han først markerer sig i den danske fandom. Det er så historisk, at vi tillader os at genoptrykke det her:

Kære sentauri. jeg er femten år og syntes det er hel fantastisk godt blad i laver. kan vi ikke få nogen flere serier med drew faster. han tejner hel fantastisk godt syntes jeg. især den fanatiske duo syntes jeg er hel fantastisk god. slut for dennegang hilsen anton hansen.

Anton Hansen skulle senere få væsentlig mere rutine som læserbrevsskribent, men man fornemmer allerede her hans sikre smag og præcise udtryksmåde. Så i 1976 er det, han starter Det DANSKE GHOULAKADEMI. Hans solidaritet med disse udstødte er dybfølt. DDGA udgiver snart efter et blad LIGÆDEREN, hvorfra man måske især husker den stilsikre analyse af INVASION OF THE FLESH-EATING MIDWIFE TOADS.

Det varer ikke længe, før akademiet registrerer en hektisk mødeaktivitet. Blandt de mange arrangementer, hvor både Anton selv, hans mor og hans lillebror deltager, kan nævnes en maskerade, hvor det lykkes Anton at blive anholdt for at indtage sin mors medister på Vestre Kirkegård. Hans forklaringer gående ud på, at medisteren symboliserer mennesketarme, falder på fuldstændig døve øren.

Som om denne titaniske indsats ikke er tilstrækkelig, får Anton snart stablet et nyt foretagende på benene, GHOUL PRODUCTIONS A/S, hvor A/S står for Anton Selv. Efter en kort magtkamp beklæder Anton stillingen som generaldirektør, mens lillebror må nøjes med at blive vicepræsident, og moderen kasserer.

1978 præsenterer selskabet GHOULEN I HERNING, en stort anlagt produktion på 8mm med en spilletid på mere end ti minutter. På trods af masseopbud (folk på Strøget) viser offentligheden kun projektet ringe opmærksomhed. Desillusioneret overvejer Anton at likvidere både GP og DDGA, men tøver dog på grund af den arbejdsløshed, det vil kaste hans lillebror ud i.

Det lykkes nu generaldirektøren at rejse kapital til at få trykt 100 visitkort for firmaet, som derpå udbydes til salg for en krone stykket. Heller ikke dette projekt krones med held.

Anton er i mellemtiden blevet 30 år gammel, og kassereren foreslår en uddannelse. Hun henvises til telefontiden 22-23 den første torsdag i hvert år.

Den hårde arbejdsbyrde begynder nu at kunne mærkes på Anton. At drive akademiet sammen med et filmselskab er simpelt hen for meget for eet menneske.

Den 22. april 1992 trækker Anton Hansen sig tilbage til sit kontor for at sortere sine Skipper Skræk. Da han ikke viser sig ved middagsbordet, bliver kassereren urolig og går ind på kontoret.

Her mødes hun af et forfærdeligt syn. Skabet med bladene er væltet, og i sin afkræftede tilstand er det ikke lykkedes Anton at grave sig længere end til 1952.

Han har altså endnu en halv snes årgange oven på sig, da han bliver fundet. Havde det nu været Familie-Journalens tillæg, havde han måske været til at redde, men nu vil skæbnen altså, at det er de store formater fra fyrrerne.

Anton 'fan'-Hansen døde, som han havde levet, og han vil blive husket. Hvis han havde fået lov til at leve videre, er det ikke til at sige, hvad han kunne have udrettet.

Nu blev han kun 33 år. Det er Anton, som er død!

Forstår I?

IN MEMORIAM ANTON 'FAN' HANSEN 1955-1988 IN MEMORIAM

 

 

DON JOHANSEN

 

Johansen han er dog en skrækkelig buk,
til ham er den smukkeste ikke for smuk,
og er hun den bedste, den dejligste tøs,
han vrager dog pigen samvittighedsløs.
For den er for mager, og den er for høj,
og den er for spinkel, og den er for drøj,
en snakker for meget, en anden for lidt,
en smiler for bredt, og en anden for blidt,
og en er for fjollet, og en for studert,
ens bryster er pæne, men røven forkert,
den ene for sminket, den anden for grå,
med strømper for røde og strømper for blå,
for kraftige skuldre, for firkantet bag.
Det er dog for galt med så kræsen en smag!

Selv gik han i skolen af niende ud
og ligner vel næppe en oldnordisk gud,
hans briller er runde med skinnende stel,
og dog er han ganske tilfreds med sig selv.
Han ved jo præcis hvordan kvinder skal tas,
alligevel har han et skrækkeligt mas,
men spørger man ham, er han vistnok ekspert,
og så er det pludselig slet ikke svært,
han ved, at en kvinde vil sættes på plads,
hun ligger helst underst og spiller madras,
til overs for ømhed hun har kun foragt,
men falder på stedet for mandigheds magt,
for sådan er kvinder, beklages blot må,
af kvinder der er så forsvindende få.

En trussetyv er han så drabelig stor
(han stjal dem forleden fra naboens snor),
og skuffes han slemt af det skændige køn,
så venter pin-uppen ham trofast og skøn.
Måske har I mødt Don Johansen engang,
man kender ham let på umættelig trang,
han er det, som ved en erotisk teknik,
som virker på kvinden som kærlighedsdrik,
han lærer den fra sig, så flink som han er,
han deler erfaringen rask med enhver,
selv lærte han den i en udmærket bog,
den hed vistnok KROPPENS INTIMESTE SPROG,
han længes og håber hver eneste dag
på lejlighed til at få prøvet den af.

Ak kære Johansen, det kniber nok lidt,
den bog er kanhænde en smule for slidt;
hvad Paulus har skrevet om kærlighedskunst,
omend det er sagt uden tanke på brunst,
forslår måske bedre. Thi sagen er den:
Alt det, som du prøver at huske, min ven,
om zoner og kærtegn, er ingenting til.
Men hvis du kan GLEMME, du vinder dit spil.
Glem alt hvad du lærte og byd det farvel,
glem fremfor alt ikke at glemme dig selv
og helt renoncere på stedordet min.
Det er den teknik, som gør verden til din,
for fatte den kan hvilken tåbe som helst,
men fatter DEN DIG, er du endelig frelst.