Jeg tror ikke på noget samfund uden undertrykkelse

 

Af Jørgen Ruby

Et sted i grænselandet mellem drøm og virkelighed, i et landskab møbleret med myter og meteorer, datamater og tidsmaskiner, befolket med vampyrer og dæmoner sidder en ung mand og digter om mennesket. Han er 27 år, hedder Erwin Neutzsky-Wulff, og er pæredansk.

Forleden udkom hans sjette roman 'Oiufael', som samtidig afslutter den stort anlagte Adam Hart-serie på ialt fire romaner om de to okkulte detektiver Adam Hart og Victor Janis.

Gennem hele skoletiden søgte Neutzsky-Wulff at få svar på fundamentale spørgsmål om mennesket, men fik hele tiden at vide, at det lå uden for pensum. På universitetet var det det samme. Han læste filosofi, men hver gang han forsøgte at bidrage til diskussionen med selvstændige iagttagelser, blev han mødt med et: nu bliver De vist for filosofisk hr. Wulff ...

Så meldte han sig ud af universitetet og begyndte at konstruere sit eget verdenssystem, wulffianismen. Det er der efterhånden kommet et omfattende forfatterskab ud af. Sidste skud på stammen er et to-bindsværk, og det hedder slet og ret 'Gud'. I øjeblikket arbejder han på en ny roman, der hedder '33. marts', og som han selv karakteriserer som 'endnu en filosofisk afhandling i knaldroman-form'.


Både Jesus og Marx var drømmere, siger ung dansk forfatter, hvis sjette roman lige er udkommet

Uenighed om virkelighed

- Var det ikke snart noget med en realistisk roman?

- Alle mine romaner er realistiske. De handler om virkeligheden. Jeg er bare uenig med de fleste om, hvad virkelighed er. Når jeg skriver science fiction, er det ikke for at slippe væk fra virkeligheden, tværtimod. Jeg hiver ting frem fra den forladte menneskelige psyke, som nok kan overraske nogen. Det er ikke den traditionelle psykologi, jeg er interesseret i, den hvor en paraply betyder tissemand. Jeg vil trække det irrationelle i mennesket frem, for at det ikke skal hobe sig op og ende med en eksplosion.

- Det er ligesom med en tiger i bur. Hvis man pludselig lukker den ud, er den dødsensfarlig. Hvorfor ikke tale med den. Vænne sig til den. Lære at leve med den. I menneskehedens kollektive underbevidsthed ligger der så stærke seksuelle og aggressive kræfter skjult, at vi risikerer at blive sindssyge, hvis der ikke bliver lukket lidt op for presset en gang i mellem.

Et sted i romanen 'Anno Domini' fra 1975 finder hovedpersonen Peter Jenssen tilsyneladende frem til det perfekte samfund. Der er tre klasser, som består af arbejdere, videnskabsmænd og kunstnere. Alt er gennemrationaliseret, alle kender deres pligter, og enhver samfundsborger skylder sin næste at melde enhver uregelmæssighed til den overordnede, som derefter skrider ind. Jenssen skriver i sin dagbog: 'Dette er jo kulminationen af alt, hvad Jesus og Marx prædikede! Total kærlighed! Ligestilling af klasserne ...'

- Ja, det er selvfølgelig dybt ironisk. Det klasseløse samfund er en illusion. Både Jesus og Marx var drømmere. Jeg tror ikke på noget samfund uden undertrykkelse. Jeg kommer ikke med nogen løsning på et sølvfad, men ser det som min mission at gøre op med megen selvtilfredshed i begge lejre. Før valget blev jeg ringet op af både en fremskridtsmand og en venstresocialist, der ville have mig spændt for deres partivogn. Jeg måtte skuffe dem begge, for jeg synes de er lige åndssvage i deres jagt på det effektive samfund.

Tilfældigt hvilken fløj

- Det er rent tilfældigt, at jeg i øjeblikket befinder mig på venstrefløjen. Det er kun, fordi vi er på vej mod et højrediktatur. Når det tipper den anden vej, vil jeg være at finde på den anden side. Jeg vil altid være på det tabende hold.

- Når man følger dig på rejser ud i rummet eller ind i menneskesjælen kan det somme tider være svært at bevare jordforbindelsen. Hvordan ser du på den omfattende arbejdsløshed?

- Dæmonernes arbejdsløshed? Den bekymrer mig voldsomt. Det aktuelle med at folk ikke har arbejde er alt for overvurderet. Især når man tænker på, hvilket arbejde, de er blevet løst fra. Problemet er: hvorfor er folk ikke lykkelige for at slippe for deres ofte idiotiske arbejde? Det hænger sammen med, at arbejdet er blevet deres identitet. Når man ryger ud af rækken ved samlebåndet, har man ikke længere nogen identitet. Det er jo sygt. Vores identitet skal fanden gale mig ikke være det, der foregår inden i os selv. Derfor er jeg mere interesseret i dæmonernes arbejdsløshed. Hvis folk i deres jagt på en hul identitet ved et samlebånd glemmer at beskæftige sig med deres dæmoner, er der for alvor fare på færde.

Biologisk eller socialt

- Både i 'Anno Domini' og 'Oiufael' beskæftiger du dig med verdens eller civilisationens undergang. Hvad er det, der er fundamentalt galt?

- Problemet er, at civilisationen har sat den biologiske, den naturlige orden ud af spillet: den socialt stærke, ham der sidder på kapitalen er ofte den biologisk svage, mens ham der sidder nederst på den sociale rangstige har den genetiske styrke. Den der er klatret til tops i det sociale system, har brugt sine drifter og følelser til at nå sit mål. Han sætter sin medfølelse ud af kraft. Resultatet er, at vi får en slags omvendt evolution ...

- Men det er næppe nogen løsning, at underklassen rejser sig og indsætter en ny magtelite. Hvis staten overtager funktionerne, får vi blot en ny klasse af bureaukrater, der ligeledes er biologisk svage, som kun tænker på deres overlevelse inden for det system, der er bygget op uden at tænke på, at det er mennesker der skal fungere i systemet.

- Hvad er alternativet?

- At sige farvel til civilisationen, som vi kender den. Somme tider kan man få den absurde tanke, at det ville være bedst for menneskeheden med en atomkrig, der kunne udslette civilisationen. Nogle ville altid overleve ...

Fromme ønsker i marts. Men hvem er denne Wulff? I 'Adam Hart og sjælemaskinen' optræder han selv som den personificerede sjælemaskine, forfatteren, der manipulerer med sine personer. Et menneske, der ikke lader sig standse af naturvidenskabens grænser, men søger videre i den ubegrænsede fantasi.

Han forsøger at stoppe de huller i vor viden, som andre fylder ud med overtro eller Vorherre. I 'Tidsmaskinen' fra 1972 skrev han om en underlig mand fra Slagelse, der led af den tilbøjelighed, at proppe Gud ind, der hvor hans egen forståelse slap op: og vor digter rimer:

'Gu'e det ej. Det er Fanden!'