Mine bøger skal læses med kvalme og liderlighed

 

Af MOGENS LYHNE

»Mine bøger skal læses med aggresivitet, liderlighed, kvalme og omtanke!«

Og på samme måde skal man forholde sig til verden, siger den 27-årige forfatter Erwin Neutzsky-Wulff, hvis seneste bog »33. marts« handler om en ekstra dimension, vi ikke opfatter til dagli, men som pludselig kan invadere os.

I denne bog sker det i form af ansigtsløse, hjelmklædte soldater på hesteryg, der tager kønne unge piger op på sadelknappen og flår tøjet af dem, mens de mejer gode danske politifolk ned for fode. I andre af Neutzsky-Wulffs bøger er det vampyrer eller rumvæsener, der bliver brugt som billeder på de undertrykte sjælekræfter, han beskæftiger sig med.

- Erwin din søster, Vita Andersen, er blevet kendt og elsket for sine hverdagsdigte. Rummer hverdagen ikke stof nok til dig?

- Jo, og jeg mener da heller ikke, jeg beskæftiger mig med andet end den. Men jeg synes, at mange realistiske forfattere, og da også min kære søster, standser ved det, vi siger til hinanden over morgenkrydderen. Det er noget den moderne litteratur har til fælles med psykologien, den bliver på overfladen. Jeg vil gerne dybere ned i den menneskelige bevidsthed. Og så må jeg betjene mig af billeder, der kan synes underlige. Men det, at de virker underlige, viser bare, at vi er kommet så langt væk fra vores dybere psykologi. Altså, jeg projicerer sjælelige fænomener ud på verden, det blev i myterne til guder og fabelvæsener. Da det ikke rigtigt siger moderne mennesker noget, skriver jeg om flyvende tallerkener i stedet. Men jeg tager også mine billeder fra mystik og okkultisme, og de store religioner, f.eks. kristendommen. Men det meste får jeg indefra, det er selviagttagelse.

- Er det et lille, udsøgt publikum, du henvender dig til?

Læseren kan ikke slappe af

- Nej, det mener jeg ikke. Det eneste jeg kræver af min læser, er at han ikke tager min bog som noget han kan slappe af med på et S-tog. Tager man en bog af mig op, er det ligesom man er landet på en fjern planet, og så skal man prøve at klare sig og få det bedst mulige ud af det. Og det må man gøre med omhu, for ellers bliver man kvast på side 10.

- Men trods mange fine anmeldelser er du ikke nået ud til nogen særlig stor læserskare.

- Nej, og jeg kan dårligt kritisere nogen for det, for det er foruroligende ting, jeg skriver om, jeg er selv mest tilbøjelig til at afvise dem. Men nu har jeg altså én gang besluttet at gøre front, og styrte mig ud i alt det jeg er bange for, og beskrive det med anatomisk nøjagtighed. Andre foretrækker at blive i dette her lokalpolitiske dukkehus, hvor det drejer sig om, at bare vi ikke kommer for langt til venstre, eller for langt til højre, og bare vi har vores ideologi med den lille pil på i baglommen, så går det nok. Og når der så kommer en og siger, at det her med ideologierne, det er kun overflade, og vi er i en overordentlig stor fare, uanset hvilken politisk retning, vi tager, så er man tilbøjelig til at sige, at det kan vi ikke klare. Og vi kan måske klare det, hvis vi accepterer det, og prøver at lære det at kende. Men man vil hellere blive i kaffeklubben. Og sådan har mennesket jo altid været, det ukendte skræmmer os.

 

En upolitisk verden

- Men du beskæftiger dig slet ikke med den politiske virkelighed i dine bøger.

- Nej, for jeg mener, vi er på vej imod en helt upolitisk verden, som meget let kan falde ned i hovedet på os som en mursten. Det mest skræmmende ved en gruppe som Baader-Meinhof er i virkeligheden, at den er helt upolitisk. Jeg vil sige, så længe vi driver politik, så længe vi vifter med små dannebrogsflag foran en skole, hvor man mener de indoktrinerer, eller vi blokerer Berlingske Tidende, så længe er vi sikre. Men det er kun toppen af isbjerget, og jeg er bange for, at bjerget er ved at manifestere sig.

- Men mener du så ikke, at man må arbejde politisk?

- Man bør gå ind bag de politiske ansigter og finde ud af, hvad man egentlig mener, når man siger socialisme eller fascisme. Det er i for høj grad blevet til slagord, men man glemmer hvad det drejer sig om og finde ud af, hvad man egentlig mener, når man siger socialisme eller fascisme. Det er i for høj grad blevet til slagord, man glemmer hvad det drejer sig om. F.eks. mener jeg, at det er nødvendigt at knytte socialismen til humanismen. Og når man siger, at fascismen er noget med at nogen sidder på produktionsmidlerne, er det en ufarliggørelse af fascismen. Vi har set det igen og igen, at når en bevægelse virkelig får magt, ender den i en form for totalitet, eller nærmest apolitisk kaos, som slet ikke vil blive genkendt af de ideologer, som oprindelig skabte den. Og det tror jeg viser, at der er en hel del under den politiske overflade, som vi slet ikke aner noget om. Vist skal vi diskutere politik, men ikke ansigtspolitik.

- Du er blandt meget andet blevet beskyldt for at være mandschauvinist. Er du det?

- Jeg tør ikke afvise mandschauvinismen, jeg tør ikke sige, det er noget, der skyldes samfundet. Kønsrollerne, som man kalder det, ligger dybt i mennesket. Det er også noget, vi kan få fat i, noget vi kan beherske og om nødvendigt demontere. Men vi kan ikke dementere det. Ved Gud, det forekommer mig som om den danske litteratur må beskrives med ét adjektiv frem for alle andre: eskapistisk!

Den er eskapistisk, fordi den tror, at det hele er noget der kan klares på et debatmøde. Man tror, at hvis bare vi får lavet et tilstrækkeligt stort debatmøde, bare vi samler alle fem millioner, og de allesammen drikker en kop kaffe hver, og de allesammen debatterer og bliver ved med at debattere i en måned, så er der ingen problemer på jorden mere. Det tror jeg ikke på. Man kan debattere til man bliver grøn i hovedet, der er stadigvæk noget i mennesket, som er farligt, asocialt, sadistisk, mandschauvinistisk og decideret destruktivt. Man taler om, at vi skal have indført matriarki, og det er ikke andet end en barnlig given igen. Også her bevæger vi os på overfladen. De mandlige kræfter skal beherskes, for de er destruktive, men vi må forstå det mandlige og det kvindelige som de universielle, biologiske kræfter de er. Det er ikke bare noget med, at nu skal han tage opvasken. Det her kan måske lyde, som om jeg foragter rødstrømpebevægelsen, og at jeg foragter den danske litteratur. Det gør jeg ikke, der er meget godt i disse ting. Det er bare ligesom for sent. Jeg tror katastrofen er langt mere overhængende, og jeg føler, at når man afviser mine ting, så er det fordi man tror, at den verdenskatastrofe, jeg skriver om er mig, og hvis bare man kan fornægte mig, så kommer den ikke.