Hvordan man (ikke) laver et blad

 

af BATHOS' egenmægtige redaktør

BATHOS har nu mere end overstået sin første årgang (vel at mærke tolv numre, hvilket må siges at være ret enestående for et dansk tidsskrift, der ikke er en statsunderstøttet pligtudgivelse) hvorfor jeg - også i lyset af tidligere bladprojekter, jeg har været involveret i - ser mig i stand til at rådgive andre med en redaktør i maven. Sammenligningen med FAKLEN er naturligvis nærliggende, et bladprojekt, der - i modsætning til BATHOS - ikke fungerede.

At det var sat større op, gjorde naturligvis ikke sagen bedre, tværtimod var det nok en væsentlig del af problemet. Man ville konkurrere med den etablerede presse, og det var selvfølgelig fra begyndelsen håbløst.

Denne satsning havde dog én fordel. Et blad, der har kostet penge at fremstille og er rimelig politisk korrekt, vil altid skabe en vis sympati og ængstelse, hvilket unægtelig giver en del presseomtale.

Problemet er bare, at avisomtale af en bog eller et tidsskrift sælger avisen, ikke tidsskriftet. Kunderne opdager nok relativt hurtigt dets eksistens, de bliver bare hverken flere eller færre af rosende eller sågar rasende omtale.

Resultatet bliver temmelig forudsigeligt et dundrende underskud, som redaktionsmedlemmerne med en bestemthed, der ville have gjort Jehovas Vidner misundelige, så blev sat til at dække med SU og banklån, der ruinerede dem ti år ud i fremtiden - ikke mindst i betragtning af, at deres uddannelse var mere eller mindre on hold. Det ville så have været i orden, hvis resultatet havde været et udødeligt mesterværk.

Men FAKLEN var KEDELIGT - there, I said it. Der var nemlig ikke noget af alt det spændende, der foregik i FAKLEN, og som medlemmerne interesserede sig for, der nogen sinde kom i bladet.

Dermed blev skriveriet endnu en sur pligt, og artiklerne inddrevet med den samme tvære ihærdighed som de økonomiske midler, resulterende i leksikonstile, som selv ikke redaktionens egne medlemmer gad læse. Det kunne være solidt, men altid humorforladt og omtrent så ophidsende som julenummeret af Børsen.

Man samlede med andre ord penge ind for at kunne trykke det, man havde skrevet, på glittet papir, og skrev for at have noget at komme i bladet - hvorefter man skyndte sig tilbage til sin postkasse for at se, om der var personlig post fra guruen - hvad der altid var mindst en gang om ugen. I og for denne verden levede og åndede man - bladet var lektierne, som skulle overstås.

Mea maxima culpa - jeg troede på projektet, om end det naturligvis også for mig var temmelig sekundært. Trods alt kulminerede dette orgie i megalomani først, da jeg havde forladt skuden - tusinder af man-hours anvendt (for nu at sige det pænt) på at blokere gaden og afkræve sagesløse forbipasserende brotold i form af underskrifter (noget med hvaler eller indvandrere, eller måske Danmark for Danskerne) - alt sammen for at starte et "parti", som ingen siden har hørt noget til, og som har ungefær de samme chancer for at komme over spærregrænsen, som jeg har for at blive filmatiseret af Spielberg, hvad man så ellers ville bruge de enlige mandater til i det storpolitiske spil - eller måske vil Rune bare gerne på skærmen foran nogle tusinde snorkende danskere.

Well, I started it. BATHOS kan vel næppe være mere modsat.

I stedet for en grænseløs selvhøjtidelighed og total mangel på selvironi en erkendelse af, at bladet er en elendigt trykt omgang ren skæg og ballade. Med dette afsæt har BATHOS rent faktisk været i stand til at underholde en trofast og støt voksende læserskare og - når det går højt - supplere en brugbar information.

Det har ingen medarbejdere, så der er ingen tvang og ingen skænderier - at Kierkegaards ØJEBLIKKET skulle have været dårligere af, at der kun var én bidragyder, vil vel næppe selv det mest medieliderlige flæb hævde. So that's the way to do it - det er jo let at være bagklog - men selv om det primære formål med denne artikel er rent selvgratulatorisk, kunne den altså måske udmønte sig i nogle brugbare råd. Altså:

1. Tryk så billigt som muligt. Et interessant blad bliver ikke mindre interessant af dårligt tryk, og omvendt.

Og lad så være med at stille ulykkelige mennesker op foran Hovedbiblioteket i øsende regnvejr i det forfængelige håb, at en sindsforvirret person haler halvtreds kroner ud af tegnebogen! FANTASK ville (på opfordring af undertegnede) gerne PRØVE en LILLE kasse.

I dag bestiller de automatisk det tidobbelte kvantum og betaler on delivery. Det betyder et (mildest talt) behageligt overskud på den første salgsdag.

2. Lad lysten drive værket, det vil sige, skriv om, hvad du har lyst til, som du har lyst til - du skal nok finde dit publikum, hvad enten du skriver om akvariefisk eller hestesporvogne, så længe entusiasmen mærkes, i stedet for som nogle fanzine-redaktører (nomina sunt odiosa) at fylde lederne med deres genvordigheder og mavesår for at få stablet de halvårlige seksten sider på benene. Believe me! hvis du ikke gider skrive bladet, er der heller ikke nogen, der gider læse det.

3. Billigt udstyr er ikke det samme som kedeligt udstyr. Internettet er - om ikke andet - en guldgrube af billedmateriale, det kræver blot lidt øvelse i at grave, så det ikke bliver de samme fem illustrationer som alle andre steder.

Blot et enkelt fif - lad være med at bruge engelske eller (gisp) danske ord i søgemaskinen. Led efter det, du skal bruge, på spansk eller hollandsk, så kommer du ud i krogene, hvor de lidt specielle ting ligger.

Selvfølgelig er det en fordel at have en professionel lay-outer - jeg låner hende ikke ud - som leverer halvtreds procent af bladets tiltrækningskraft. Men mindre kan også gøre det - igen, hvis du ikke synes, en illustration er spændende, vil dine læsere med garanti heller ikke gøre det.

Fyld bladet med pulp-forsider, damplokomotiver og dine seksuelle præferencer. Whatever turns you on!

4. Og slap så helt af. Du kommer hverken til at frelse Danmark eller udkonkurrere Politiken.

Derimod kan du opnå den indre tilfredsstillelse ved, at nogen gider læse, hvad du skriver, plus en pæn hyre. Hvis du er heldig, kan du komme op på den samme timeløn som en lokumsrenser og - let's face it - this is more fun!


Jaja, vil måske nogen sige, Erwin er jo så tilpas kendt, at han kan sælge køkkenrulle med sit navn på til et begrænset publikum. Og så skriver han jo rigtig pænt og rutineret, hvilket også hjælper.

Well, don't sell yourself short! Jeg ville til enhver tid læse et blad af Jesper Fontain (i en måske lidt mindre ha-stemt udgave) eller Philip Høgh (læs hans professionelle og sprogligt overlegne filmanmeldelse i det nye nummer af BATHOS!)

Så længe entusiasmen og den kærlige omhu er der, og man deler en interesse, er det altid sjovt at få en andens oplevelse af et eller andet. Besides - øvelse gør mester, og BATHOS kunne godt trænge til lidt selskab og konkurrence!