Bathofil eller Bathofob - mand eller mus

 

Engang var det den lovende forfatter Erwin Neutzsky-Wulff. Så blev det den gale skråstreg geniale, og endelig kultforfatteren Erwin Neutzsky-Wulff.

Nu er det Kultforfatteren. Der er kun en, og ingen er i tvivl om, hvem der menes.

Enhver vurdering er opgivet. ”Neutzsky-Wulffs bøger,” skriver en magister på ”forfatterweb”, kulturministeriets forfatterportrætter, der har plads til endnu tre N’er, Hans Jørgen Nielsen, Henrik Nordbrandt og Lise Nørgaard(!) ”er som en fremmed religions hellige skrifter, og omtalen bliver let derefter; enten helt distanceret eller fuldstændig overgiven.”

Så meget for min forlæggers kamp for at gøre mig til genstand for akademisk interesse. Med akademisk menes afstandtagende – fakulteterne er uhelbredeligt inficeret.

Selv Dialogcentrets ansatte har, efter eget udsagn, bekendte, der er ”Neutzsky-Wulff-tilhængere”. Det kan vel næppe være anderledes – selv en nok så ironisk og selvironisk kulturkritik må blive til noget mere i det 33. år, et i det mindste tentativt kulturgrundlag.

Læseren kan så defineres som en borger i denne hypotetiske fremtid. Og dog er udgangspunktet meget anderledes end det pansoteriske fra Paulus til Marx.

Dette evangelium forkyndes ikke i fortyndet form fra noget pulpitur eller kateder – den typiske Neutzsky-Wulff-bog indgår ikke i noget pensum. Den er en vademecum, en håndbog i menneskelighed og guddommelighed for verdenserobrere.

Lykkens Pamfilius, der scorer prinsessen og kongeriget, har den på ryggen. Ikke som moralprædikenens og huspostillens lykkevisdom eller Emma Gads anvisning i opbygning af et netværk, hvordan man overlever i ormegården ved at vende røven til, men selve lynet i hånden.

Alt, hvad mennesket har glemt, siden det erfor verden i stedet for at høre om den, religion og mystik som det eneste alternativ til irrationalitet. Det er, hvad den unge mand eller kvinde har med ud i plasticposen – boghandleren slår beløbet ind, og verdens grundvold skælver.

Hvad er da denne nye gamle religion, hvis helligskrifter disse skrifter er? Gammel, fordi den er evigung.

Ny, fordi den ikke vrager noget billede, fordi den genfinder de ældste sandheder i ufologi og pornografi. Der gives ikke noget andet svar end skrifterne selv, på trods af entusiastiske kulturmedarbejderes (der kommer en til fra DR på mandag) forsøg på at koge det ned til en times passiar.

Selv det faglitterære hovedværk kan ikke blive mere end en grundbog. Så forfatteren har snakket videre, på sin egen måde, i BATHOS.

I de tidligste numre i causerier om subkulturelle fænomener som film, tegneserier og pornografi. Siden blev stilen lidt mere seriøs, allerede i det andet nummer er der en artikel om THE SUPERNATURAL.

What IS King Kong doing with Fay Wray? Fra nummer 7 er tonen af og til en smule politisk, mens det følgende nummer har mere kronikformat.

Fra nummer ni går det løs: DET OVERNATURLIGE står for døren, og disse tidlige artikler er mestendels introducerende i forhold til denne. I BATHOS 11 gennemgås i stor detalje hierogamiet, og den information, bladet viderebringer, er fra nu af supplerende.

Efter et år har tidsskriftet fundet sin linje, en klargørelse af den religiøse erfaring og dens – oftest – seksuelle forudsætninger. Læseren informeres om, hvordan han anskaffer sig en succubus (”håndbog i besættelse”) afvekslende med artikler om transcendensens neurologi og gennemgange af forholdsvis ukendte mystikere som Nonnos og Johannes af Korset.

Der pebres med omhyggelige analyser af film, ingen anmelder ville røre med en ildtang, og muntre, men bidske angreb på regering, kongehus og hashhoveder. BATHOS søger i al sin monomani at være varieret og underholdende uden at miste sin karakter af teurgisk ståbi.

Efter 22 numre er det så gådefuldt som tarokspillet og så konkret i sine anvisninger som fagbogen. Anvisninger, der i parentes bemærket er ganske umulige at følge eller blot opdage uden den forlangte forståelse – no spells here!

Med sit billige udstyr, sin konsekvent pornografiske billedside, de krævende artikler samt dyrkelsen af halvtredserne som en guldalder for schlock, ligner BATHOS andre kulturskrifter lidt mindre, end en servant-girl ligner en servante.

Køb et ekstra eksemplar – og glem alt om pensionsopsparing!