Bathos

 

OH! WHO CAN EVER BE TIRED OF BATHOS?

FRIT EFTER JANE AUSTEN

I juni sidste år ”udkom” en lille las af et fotokopieret blad med det besynderlige navn BATHOS, som FANTASK aftog et beskedent antal af – et antal, de siden har tidoblet. Årsagerne til dets tilsynekomst var flere.

Dels havde jeg igennem en periode på opfordring leveret filmanmeldelser til tilsvarende publikationer, dels trængte jeg til at slappe af efter DET OVERNATURLIGE – men ikke alt for meget. BATHOS handlede dog fra det allerførste nummer ikke blot om film, men om subkulturelle fænomener generelt, tegneserier og pornografi.

Som bekendt har det altid været en af forfatterens kæpheste, at der er nok så meget information om menneskesindets dybder at hente i den kunst, der af rent kommercielle årsager er skræddersyet til den, som i den stuerene magisterkultur. Hermed ikke være sagt, at den rigtige litteratur ikke – blot i kraft af større håndværksmæssig dygtighed – altid vil være triviallitteraturen overlegen, blot, at denne ”rigtige” litteratur har trange kår i et land og på en tid, hvor den politisk korrekte (det vil sige ikke-subversive) og derfor akademisk sanktionerede amatørisme er i højsædet, som den vel i grunden altid er.

Op imod den prisbelønnede lykkekagevisdoms PATHOS satte jeg således den populære kunsts BATHOS, idet jeg meget naturligt koncentrerede mig om de genrer og perioder, hvor den var mest uforfærdet, hvilket stort set satte dagsordenen for de første og også i høj grad senere numre: ”dårlige” film og nøgne piger i lænker. Til den samme kategori hørte meget naturligt LAUREL & HARDY (”lagkagekomik”) og TEX AVERY (”tegnefilmsvold”).

Traditionelt læses denne type ”tidsskrifter” – såkaldte FANZINES – kun af andre redaktører, som får dem tilsendt gratis, og det var derfor meget naturligt, at den første reaktion kom fra sådanne (uagtet jeg aldrig har uddelt et eneste gratis eksemplar – heller ikke til pressen). Denne reaktion var ikke uventet ubehersket raseri.

I betragtning af, at SF-CIRKLEN, hvis medlemmers smag er så meget Jens Lyn, at man stadig diskuterer, om mine rumskibe og tidsmaskiner nu også er RIGTIG science fiction, var nærmest rødglødende over min for genren temmelig usædvanlige anmelder-succes, kan denne reaktion næppe undre. Disse menneskers modsætningsforhold til den etablerede litteratur var trods alt en anden og skyldtes hovedsagelig, at de ikke kunne læse.

Her var – med HENRIK LARSENS OBSKURIØST som hæderlig undtagelse – favoritterne zombie- og kvindefængselsfilm, som ”anmeldtes” med et noget andet ordforråd end undertegnedes, og som man i øvrigt ofte så i fællesskab. En stor del af pladsen i bladene blev således optaget af malende beskrivelser af disse redaktionsmøder, der i en tegneserieversion bragt i et af numrene begynder med den manende hilsen: ”Hej røvhuller – skal vi spille pik?”

BATHOS syntes altså fra starten at være dømt til at leve foruden den for disse blade traditionelle læserskare. Uafficeret af denne initiale modgang valgte redaktøren ikke desto mindre at sende endnu et nummer på gaden, denne gang mere orienteret i retning af science fiction.

Det stod ham dog på et tidligt tidspunkt klart, at kunne han ikke behage andre, så kunne han i det mindste fornøje sig selv, og det har siden da været den eneste linje, bladet nogen sinde har haft. Jeg så de film, der morede mig, anmeldte dem, jeg anså for oversete, og tilbragte – uhyre afslappende – timer på nettet på jagt efter pæne billeder (ifølge redaktørens lidt specielle definition) som ofte havde yderst lidt at gøre med det, de foregav at illustrere.

Bladets styrke var til alle tider Helenas layout, som forvandlede forvirrede kommentarer til artikler og tilfældige billeder til en fristende rodekasse for folk med de præferencer. Jeg tror aldrig, jeg – eller nogen anden for den sags skyld – ventede, at der ville komme mere end en to-tre numre.

I august var min sommerferie trods alt ved at være forbi, og det var på tide at begynde på den næste bog, en science fiction-roman betitlet HJERNEN. Men det lille blad viste sig særdeles vanskeligt at holde sig fra, og dette gjaldt ligeledes en støt stigende læserskare, som i løbet af et års tid nåede op på et par hundrede stykker.

Bladet havde naturligvis også i nogen grad skiftet karakter. Fra nummer seks begyndte der at komme artikler om andet end film.

Hvor anmeldelserne havde været (og fortsat er) på engelsk, hovedsagelig fordi alle fagudtrykkene alligevel er på dette sprog – var disse på dansk. Fra og med det følgende nummer havde de et klart esoterisk tilsnit, om end på et introducerende niveau.

Denne nye linje begyndte at kunne mærkes på salgstallene, og det blev klart for redaktøren, at BATHOS havde endnu en funktion at opfylde. Da DET OVERNATURLIGE stod umiddelbart foran udgivelse, blev dette aspekt endnu tydeligere – hvor DO var grundbogen med et stærkt koncentreret stof, kunne BATHOS tillade sig at causere og pjatte.

På mange måder blev BATHOS den manglende – og naturligvis i sidste ende overflødige – billedside, der havde gjort OKKULTISME & MAGI så indbydende for mange, BILLEDTEKSTERNE ikke at forglemme, som knyttede det teoretiske stof sammen med den politiske virkelighed og samtidige ikonografi – BATHOS i en nøddeskal! Hvad der havde fungeret udmærket i det populære værk, som aldrig stilede højere end til at give læseren en fornemmelse for det overnaturlige, fandt ikke plads i det nye, som ikke var en rejsebrochure, men en pladsreservation.

For den, som finder det oprindelige værks billedside irrelevant og trættende, er der næppe meget at hente i BATHOS, men for alle andre er de 24 numre – 1.700 sider – en ganske uundværlig COMPANION PIECE.

START COLLECTING THEM NOW!

Nummer ni og ti blev udsendt med det temmelig udtrykkelige formål at introducere og assistere læsningen af henholdsvis den første og anden halvdel af DET OVERNATURLIGE.

Dette muliggjorde, at der allerede fra det ellevte nummer bragtes artikler af næsten samme sværhedsgrad som grundbogen, der altså kunne ses som et supplement til denne.

Ved udgangen af den første årgang manglede kun mindre justeringer, for at bladet skulle fremtræde, som det gør i dag.

Som i DET OVERNATURLIGE var det overordnede formål at skabe grundlag for praksis.

I et par numre koncentrerede redaktøren sig om DE HØJERE SEPHIROTH, hvis behandling i DO hørte til bogens vanskeligere passager. Derpå fulgte nogle mere generelle artikler om transcendensens fysiologi (16) de dionysiske mysterier (17) den middelalderlige mystik (18) den moderne indvielses etik og politiske filosofi (19) samt dennes mål og midler (20).

Det politiske begyndte også så småt at vinde indpas i bladet, dog oftest i satirisk form. Fra nummer 21 var omslaget i farver, ligesom lyrik og billedstof fik mere plads.

Dette førte flere gange til en udvidelse af bladet til 80 eller 84 sider. Det blev ligeledes almindeligt med deciderede temanumre, om Satan (21) religion og seksualitet (22) og mysterierne omkring Amor og Psyke (23).

Endelig beskæftigede det fireogtyvende nummer sig med (romanen) HJERNEN. Hvad der begyndte som et (film)tidsskrift, endte kort sagt som et okkult bibliotek.

Som ofte nævnt står den halve snes numre af ELSEBETH, som jeg noget modstræbende bidrog til, i 1.500,- antikvarisk.

Hvad en komplet samling af BATHOS vil beløbe sig til, efterhånden som de sidste eksemplarer af selv de nyere numre forsvinder fra hylderne – som bekendt genoptrykkes BATHOS ikke – kan man kun gisne om.

Thou read the book, my pretty Vivien!
O ay, it is but twenty pages long,
But every page having an ample marge,
And every marge enclosing in the midst
A square of text that looks a little blot,
The text no larger than the limbs of fleas;
And every square of text an awful charm,
Writ in a language that has long gone by.
So long, that mountains have arisen since
With cities on their flanks – thou read the book!
And every margin scribbled, crost, and crammed
With comment, densest condensation, hard
To mind and eye; but the long sleepless nights
Of my long life have made it easy to me.
And none can read the text, not even I;
And none can read the comment but myself;
And in the comment did I find the charm.

TENNYSON’S MERLIN AND VIVIEN