Bathos: De første 25 numre

 

Ikke mange tidsskrifter runder det kvarte hundrede numre inden for to år. Dette betød imidlertid også, at BATHOS forholdsvis hurtigt trådte sine barnesko.

I næsten et år var det blot endnu et FILMZINE (måske lidt mere seriøst og kvalificeret). Så kom DET OVERNATURLIGE, og det blev meget naturligt stedet for supplerende artikler inden for samme emnekreds.

En lind strøm af spørgsmål til brevkassen kunne måske have fastholdt bladet på dette stadium. I stedet signalerede læserne, at de ønskede noget bredere.

Der står det så i dag, som Danmarks eneste subkulturtidsskrift. Godt nok slipper læserne af nummer 25 ikke for gnostisk tungetale og omtaler af besynderlige gyserfilm – men så anmeldes på den anden side Spielbergs (forholdsvis) nye tv-produktion TAKEN.

I det samme nummer vil man finde en nekrolog over THEO VAN GOGH, en artikel om Walt Disney, en pornografisk novelle, digte og politiske kommentarer. BATHOS har dermed på trods af sin subversive linje opnået en ikke ubetydelig bredde.

Det oprindelige BATHOS var skæg og ballade, det senere forhåbentlig oplysende. Nu begynder det imidlertid at ligne et blad.

Det er således ikke uden en vis stolthed, at vi denne gang forelægger læseren resultatet af vore anstrengelser, idet vi byder nye læsere velkommen og sender en venlig tanke til de gamle, trofaste, uden hvem der næppe var kommet mere end et par numre. Først og sidst: Rigtig God Fornøjelse!