Bathos 29

 

DET OVERNATURLIGE adskiller sig (ud over det noget højere niveau) måske først og fremmest fra OKKULTISME & MAGI ved at anvise en praktisk vej til den religiøse erfaring. Samtidig må man nok erkende, at de ideale betingelser, hvorunder den beskrevne indvielse foregår, adskiller sig en hel del fra den gennemsnitlige læsers situation.

Derfor vil vi i en række artikler i BATHOS 29 bestræbe os på at bygge bro ved at besvare sådanne spørgsmål som, hvordan transcendensen hænger sammen med vores mere eller mindre almindelige tilværelse, og hvordan vi bærer os ad med at destillere det esoteriske ”indhold” af forfatterskabet. Vi vil komme ganske vidt omkring, fra den aktuelle politiske virkelighed til en politisk virksomhed, der – med skiftende held – har taget afsæt i forfatterskabet.

Måske er det i sidste ende mest realistisk ikke at regne for meget med, at mine læsere vil frelse verden sådan lige med det første. Det er i den forbindelse en god ide at tænke på, at ingen af disse bøger er skrevet for et samtidigt publikum.

Insisterer man på at være plankeværkskigger, må man acceptere ikke at få det hele med. Alt dette hører fremtiden til, og man kan altså i bedste fald håbe på en slags staldtips, som man atter skal forstå at udnytte, hvis man skal vinde på livets totalisator.

BATHOS derimod er et blot og bart tipsblad, hvis funktion måske i virkeligheden er at bøde lidt på forfatterskabets fundamentale anakronisme. I øvrigt fortsætter gennemgangen af de klassiske filmuhyrer – dog denne gang kun med fem titler, for at få plads til det meget artikelstof.

Mytologi er trods alt mange ting. Ofte kan ens egen tids versioner være nok så oplysende, de er i det mindste mere nærliggende.

I vores tilfælde er den skabt af den populære kunst – emnet for BATHOS.

Det er stadig THE UNIVERSAL MONSTER CYCLE, der bestemmer vore forestillinger om, hvordan uhyrer (det vil sige overnaturlige væsner) skal se ud og opføre sig.

Hvorfor blev de lige sådan? Da handlingen ofte fortsatte fra den ene film til den anden, var der i realiteten tale om en forløber for vor tids tv-serier, bortset fra, at deres stjerner var gyserfilmens største ikoner.

På en tid, hvor TEENAGE SLASHERS bliver stadig mere ensformige, er de mildest talt et bekendtskab værd (hvad den ikke helt uefne VAN HELSING måske afspejler). Du får også denne gang en liste over verdens 25 bedste film – og de 5 værste!

Hertil kommer de sædvanlige politiske kommentarer og højtravende digte.

Denne overvintrede guldalderlyrik (med antydningen af et glimt i øjet) er ikke at foragte.

Om også i Gymnasiet du lærte,
man ej på Vers sin Tanke sætte må,
og Digte, som benytter Ordet ”Hjerte”,
er dårlige, så skal du tænke på,
at skønt de ofte rimer det på ”Smerte”,
kan de alligevel dit Hjerte nå.
Dog den slags Digte ser ej mere Sværte,
og Tidens egne bør du lade stå.

Indholdsfortegnelse følger.

Bathos 29 2
The 25 Best Movies of All Time 4
The 5 Worst Movies of All Time 9
The Universal Monster Cycle 10
The Mummy 14
The Invisible Man 18
Medvind på cykelstierne 21
Naturlig fromhed 25
Freedom 44
The Invisible Man Returns 50
At ånde og at leve 52
Dagens nyheder 64
Tænk engang! 67
Noget om guldalderlyrik 68
The Invisible Woman 71
The Mummy’s Hand 73
Bathos 30 76

Bladet udkommer tirsdag den 29. marts og koster som altid en halvtredser. Vi ses!