Kvindelig omskærelse

 

Ulykker skaber sære sengekammerater, siger et engelsk ordsprog, og dette må nok siges at gælde alliancen mellem venstrefløjen og Islam. Det er et stormfuldt ægteskab, ingen af parterne som regel er synderlig stolt af, og man forstår godt hvorfor.

På den ene side må man naturligvis som anstændigt menneske reagere imod enhver racemæssig og religiøs diskrimination, og statsmagtens klare favorisering af (en slags) kristendom er da også tydeligt i strid med Menneskerettighedernes krav om religionsfrihed. Samtidig er det imidlertid umuligt at undlade at forholde sig kritisk til det ideal om teokrati eller præstevælde, der ligger implicit i religionen.

Værre bliver det, når højrefløjen slår plat på en religiøs praksis, man ikke med god samvittighed kan forsvare. Det kan somme tider forekomme at være en fin balancegang, som i sagen med Jyllandspostens demonstration af ytringsfriheden gennem en bevidst krænkelse af en religiøs minoritet.

Mange vælger i sådanne situationer at klappe i eller tale med uld i munden, men dermed afstår man også fra at tale højrekræfterne midt imod. Det er derfor vigtigt, at disse ømme punkter bliver blottet, så at man i det mindste kan vide, hvor man selv står.

Som et eksempel svarende til den af nazisterne udnyttede jødiske slagteform som ”dyrplageri” kan således nævnes den kvindelige omskærelse. Hvis vi ikke taler om den slags ting, kan vi nemlig heller ikke vide, hvad vi taler om.

Omskærelsen går tilbage til en tid, hvor kvinden opfattedes som den naturlige forbindelse til noget mandligt guddommeligt. Den religiøse pagt var med andre ord seksuelt funderet og svarede til gennembrydningen af mødomshinden på bryllupsnatten.

Da manden i urolige tider kom til at dominere også på det religiøse område, kom den mandlige forhud til at erstatte den kvindelige hymen. På et tidspunkt glemte man, at der var tale om en imitation af kvinden, hvorved et tilsvarende behov opstod for, at kvinden skulle få del i det, der nu syntes forbeholdt manden.

Her må vi dog først rydde en del misforståelser af vejen. For det første anser Islam i det højeste kvindens omskærelse som et tegn på fromhed, ikke en religiøs pligt, hvorfor den da også er uhyre sjælden i langt de fleste islamiske stater.

For det andet er det af indlysende årsager ikke klitoris, men forhuden omkring denne, der skal fjernes. Ritualet kan naturligvis udføres forkert, så det mister sin religiøse betydning, men det er en anden sag.

Hvad er da konsekvenserne for kvinden, hvis indgrebet foretages under betryggende hygiejniske omstændigheder? Da den omtalte forhud er specielt rig på sansenerver, vil det uvægerligt føre til, at hun får vanskeligere ved at opnå orgasme.

Kvindelig omskærlese

Virkningen er med andre ord præcis den samme som ved den mandlige omskærelse, der er nærmest obligatorisk i USA. En nærliggende holdning til hele fænomenet vil derfor være, at der i begge tilfælde – ligesom når det gælder den kristne dåb – er tale om et overgreb på barnet.

Dette hænger imidlertid sammen med en religion, der er en del af statsapparatet, en religion, der grunder sig på medlemskab i stedet for personlig erfaring, og som derfor i en vis forstand overhovedet ikke kan siges at være nogen religion. Dette gælder alle religioner, der bygger på et helligskrift.

I mangel af en reel religiøs erfaring, som vist i dag falder ind under psykiatrien, bliver religionen en påstand om – eller for nu at blive i terminologien, tro på – at andre (apostlene, Profeten) har haft den. Hvem af disse, der står til troende, kan man så slås om, hvorimod den religiøse oplevelse naturligvis lige så lidt kan diskuteres som forelskelse.

Det bliver nu ganske klart, hvad det er, der skal bekæmpes, nemlig kravet om, at nogen skal have en bestemt religiøs opfattelse, og dermed de religioner, der stiller sådanne betingelser for frelse, det vil sige primært kristendommen, og sekundært Islam og jødedom – den mest tolerante af de tre. Denne bekæmpelse skal og må imidlertid foregå på et rent intellektuelt plan, idet et menneske naturligvis må være frit stillet med hensyn til, hvilket religiøst rygte om hedengangne guder han vil fæste lid til, indtil han opnår en erfaring, der af nødvendighed altid må være strengt personlig.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF