Bathos 42

 

I min ungdom hed film og tegneserier eskapisme – åbenbart var SENKAPITALISMEN og den SADISTISK-ANALE fase det ikke. Det var udmærket, eftersom alt dette præk gav mig en særdeles pragmatisk indstilling til tilværelsen.

Ligesom en kristen opdragelse giver det intelligente menneske det bedste grundlag for ateisme, er det ikke så ringe at vokse op på en tid domineret af modefilosofier. Det lærte mig umiddelbart to ting.

Bathos 42

For det første, at vores (og deres) virkelighed består af begreber og trossætninger. For det andet, at der under disse ”naturlove” (årsagssætningen, Guds eksistens, den kommunistiske verdensrevolutions uafvendelighed) gemmer sig en overnatur FIGHTING TO GET OUT.

Dengang vi fremstillede vores egen virkelighed i stedet for at få den som søndagstillæg, hjemsøgte den vore bålpladser og soveværelser som ånder og dæmoner. Nu om dage er den næppe mere end dirrende tindinger, undtagen når den undslipper til det hvide lærred, eller oftere den private skærm – eskapisme.

Den er temmelig respektløs og uhøjtidelig, og dermed ligner den kun lidt massefilosofiens PATHOS, som den prædikes af præster og professorer, chimpanser, der først for nylig har fået kjole på bagen. De tror klippefast på Gud og den ydre verden, naturens orden og demokratiet, stjernetegn og personlig udvikling, og på denne halm ud af deres ører skal vi kende dem.

Bathos 42

Anderledes forholder det sig med den BATHOS, der resulterer, når engle bliver cirkusattraktioner. Lad altså idioterne gå til prædikener og forelæsninger, vi har som motto valgt den indskrift, der burde stå over indgangen til hver eneste biograf: INTROITE, NAM ET HIC DII SUNT!

Rent faktisk: NUSQUAM ALIBI. Naturligvis forfalder alle templer før eller siden, og vi vil derfor som andre turister tilkaste ruinen et nysgerrigt blik.

LÆS VIDERE I BATHOS 42 – UDE 1. MAJ!