Bathos 42 et cetera

 

Bathos 42 et cetera

Vi nærmer os nu udgangen af den fjerde årgang af BATHOS, hvilket som sædvanlig giver anledning til det sædvanlige ævl om, hvordan det hele begyndte, hvor mange numre det er lykkedes mig at overtale folk til at købe, og så videre, og så videre. Læseren har sikkert efterhånden fundet ud af, at det startede som et rent filmblad, gik over til at blive A COMPANION PIECE til DET OVERNATURLIGE og endte som lidt af hvert tilsat politisk satire, nøgne lænkede piger, nøgne lænkede piger og nøgne lænkede piger.

Derimod kunne det måske interessere ham at høre, hvilke planer jeg har for dette og de kommende numre – så interessant det nu kan være ud fra den tilbagevendende erfaring, at redaktøren er notorisk utroværdig og trods alle løfter alligevel ender med at lave det, han gider den dag. Vel, efter nu i en snes numre at have skamrost Z-film fra trediverne og fyrrerne, syntes jeg måske, jeg for skam skyld burde tage fat på THE MODERN MASTERS(?) OF HORROR, og det er så hovedsagelig, hvad der sker i dette nummer.

Derimod kan yndere af sort snak se frem til den nye årgang med en vis fortrøstning, idet der allerede i det næste nummer begynder en artikelserie forjættende betitlet TRANSCENDENS FOR DUMMIES. Denne henvender sig hovedsagelig til de læsere, der nu i hen ved et år har stødt hovedet mod DO, resulterende i en hul lyd, hvis nærmere årsag vi vil være diskrete med.

Som artige børn har de vist deres gode vilje og kan nu glæde sig til desserten. Vi kan ikke love, at den har det samme indhold af næringsstoffer, men i det mindste vil den være en hel del lettere fordøjelig.

Bathos 42 et cetera

LET’S FACE IT, det med den transcendens er hulens svært. Teorien er svær, så måske kan vi hugge en hæl og klippe en tå, uden at det af den grund bliver det rene universitetsstudium.

Mytologien er omfattende og for det meste på død(syg)e sprog. Men måske kan vi forenkle og oversætte.

Måske kan vi endda nå frem til VISSE retningslinjer for praksis. Mon ikke det er overflødigt at sige, at noget sådant aldrig kan erstatte det grundige studium af, du ved hvilken bog.

Men – selv om du nok har svært ved at fatte det – er der faktisk folk, der ikke rigtig ved, hvor de skal ende og begynde. NO, REALLY!

Du kan jo så eventuelt læse artiklerne og nikke overlegent. Du skal også tænke på, at HJERNEN er på vej, det hidtil vægtigste værk fra min hånd (en plan om at udgive den i to bind, det første betitlet HALVHJERNEN, er nu endeligt opgivet).

Bare for det tilfældes skyld, at du er lidt rusten i den femte dimension og ikke føler dig helt parat til den sjette. Også her vil der være hjælp at hente op til udgivelsen.

Men tør nu foreløbig sveden af panden og tilbring et par timer i selskab med THE TRUE SCHLOCKMEISTERS. Vi ses senere i de lidt højere sfærer. Hvis du skulle være interesseret i et sådant CELESTIELT RENDEZ-VOUS, skal du blot som sædvanlig afholde dig fra at bruge dine penge på noget fornuftigt og i stedet sætte 63 kroner ind på

REG. NR.: 4710 KONTONR.: 36 31 23 39 10 I DANSKE BANK

samt sende en mail til

fontain@eskapisme.dk

med din adresse (jeg skal hilse fra PET og sige tak) samt oplysning om, hvilket nummer du vil have tilsendt. YES VIRGINIA, det ER

BATHOS NUMMER 42 NOVEMBER 2006 (i det mindste skulle man tro det ud fra det vejr, vi har haft)

PRIS: 50,- (som vist er så meget, den kan trække)

ISSN 1901-4112 (før Kristus)

Ansvarsløs redaktør: ERWIN NEUTZSKY-WULFF
Layout: HELENA NEUTZSKY-WULFF
Tryk og distribution, husk ham i jeres aftenbøn: JESPER FONTAIN

THAT’S ALL, FOLKS!