Transcendens for dummies

 

For en stor del af mine læsere er TRANSCENDENS det forløsende ord, og det kan dårlig være anderledes. I og med, at det må ses som forfatterskabets grundlæggende påstand, at den trøstesløse tilværelse, de fleste mennesker fører, er en illusion, og at verden og livet er OUT THERE, kan det i nogen grad sammenlignes med fængselskundernes fagblad REBSTIGEN, som blev trykt samme sted som ADAM HARTS OPDAGELSER, der også var et betalingsforlag.

Transcendens for dummies

Man vil dog hverken finde rebstige eller nedstryger som tillæg, hvilket nok også ville fremkalde protester fra inspektøren – så ved man, hvorfor kritikken ikke sjældent er mindre end begejstret, især når nu hele den samtidige danske litteratur er en opfordring til at samle klemmer i værkstedet. Når den forjættede virkelighed uden for murene endvidere bærer præg af de drømme og anelser, der plejer at få stemplet eskapisme (en interessant udtryksmåde, når den sammenholdes med den aktuelle metafor) er reaktionerne af nødvendighed to.

En er Stockholm-syndromet. Fængselspersonalet vil jo kun vores rehabilitering som lovlydige borgere, der er bevidste om, hvad man kan og navnlig ikke kan gøre.

Disse fanger har truffet deres beslutning, og deres eneste bekymring er herefter at forhindre andre i at gøre dem til skamme ved at antyde muligheden af en anden. Det er med andre ord dem, der råber gevalt ved synet af en kammerat på taget, og hvis ansigtshud antager en opsigtsvækkende kulør, når nogen sætter spørgsmålstegn ved straffeloven og naivrealismen.

Transcendens for dummies

Så er der dem, der nærmer sig med en blanding af forsigtighed og vantro, usikre på, om deres bekymring grundlæggende skyldes, at nøglen måske ikke passer, eller at den gør det. Hvis de tilbringer tilstrækkelig lang tid med at studere planerne over fængslets kloaksystem, vil de måske komme til at føle, at det har en realitet, der overstiger reglementets og kalenderens med de mange små krydser.

Det kan ende med planer om at flygte, hvilket dog, som det hurtigt viser sig, ikke er det samme som en praktisabel flugtplan. Hvordan assisterer man nu bedst en sådan fange, hvis man selv er ON THE OUTSIDE?

Transcendens for dummies

Bedst ville det naturligvis være, hvis man selv kunne agere cicerone, men selv denne situation har sine problemer. Vi kender det fra overlevelsesturen, hvor guiden forvandler kontorchefen til et lydigt barn, eftersom det mindste fejltrin kan være fatalt, og det på trods af, at det stadig er den samme virkelighed.

Man kan måske gøre det med den enkelte fange, men ikke med en hel celleblok – det ville blive til en skovtur med rundesang, der næppe ville gå upåagtet hen blandt fængselspersonalet. De MANGE må altså lade sig nøje med pamfletten.

Transcendens for dummies

DET OVERNATURLIGE er et ganske tilforladeligt kort, men ikke megen nytte til, så længe man ikke har fået dirket låsen på celledøren op. Hvad gør man så?

Når man nu ved, at den fil, fangen har i sin besiddelse, er en neglefil? Giver ham det gode råd at opgive hele affæren?

Transcendens for dummies

Eller giver sig til at studere hans SPEJDERSÆT i håbet om, at NOGET af det kan bruges? I denne artikelserie vil vi forsøge os med det sidste.

LÆS VIDERE I BATHOS 43 FF!