Transcendens for dummies 12: Behovet for at være

 

Transcendens

I de første elleve artikler af denne serie har vi set på, hvordan vi skal forstå den overnaturlige virkelighed i almindelighed og de overnaturlige væsner i særdeleshed. I dette nummer vil vi så prøve at finde ud af, hvordan vi bærer os ad med at kontakte sidstnævnte.

”Kontakte” er naturligvis her noget af en tilsnigelse, eftersom der forståeligt nok gælder nogle andre regler, end hvis vi eksempelvis havde behov for at kommunikere med intelligensvæsner i rummet, men der er dog også visse nyttige lighedspunkter. Det gælder med andre ord om at udfinde, hvorved situationen henholdsvis er parallel med og afviger fra den skitserede.

Vi er allerede kommet ind på nogle af de vigtigere afvigelser under vores behandling i den forrige artikel. For det første er det vigtigt at erindre sig, at TRANSCENDENS og DESCENDENS, forstået som forudsætningen for eksistens, er et uadskilleligt fænomen, hvori de to ”parter”, den manende og den manede kun indgår som aspekter.

I mange henseender er de et væsen. Man vil sikkert forstå, hvorfor det var nødvendigt at bruge hundrede sider på at tage livet af den aktuelle middelalders overtro om en ydre verden og personlighederne, såvel den dominerende som de alternative, som ”inden i hovedet” – transcendensen transcenderer naturligvis ikke mindst så primitive forestillinger.

Samtidig er der imidlertid rig mulighed for at benytte den nævnte metafor, der som alle modeller er brugbare, så længe vi erindrer os, at det er, hvad de er. Derimod er ”forholdet”, hvis man kan tale om noget sådant, naturligvis bestemt af dets mere fundamentale karakter, med en deraf følgende rollefordeling.

For at forstå denne, må vi altså holde os for øje, at det respektive aspekt er en ren figur. Hverken TEURGEN eller ENTITETEN eksisterer i ”egentlig” forstand, kun det selvmanifesterende intet, der ifølge de samme spilleregler indtager rollen som objekt.

Forskellen på hverdagserfaringen og transcendensen ligger ikke i, at de har to forskellige verdener til genstand, men at kun den sidste er en erfaring i egentlig forstand (hvorved virkelighed opstår) mens den første er illusorisk (billeder og skilte). Den KONSENSUELLE erfaring (en ”objektiv” virkelighed) er altså en selvmodsigelse, mens en IKKE-KONSENSUEL i en kulturel kontekst er en umulighed, eftersom reproducerbarhed er definitionen på virkelighed.

Dette fører så til etableringen af en særlig klasse (præster, kunstnere, fysikere) der frembringer en virkelighed til brug for de øvrige. Den gør det dog ikke ved at imponere sin vilje på kaos, men ved at stille spørgsmål til dette.

Atter må dette videbegær ikke ses som en blot og bar nysgerrighed over for en præeksisterende virkelighed, men som udtryk for grundlæggende biologiske behov (”ånd”). Det er naturligvis meget let at psykoanalysere Freuds psykoanalyse eller de forskellige politiske og økonomiske teorier (som ikke desto mindre påberåber sig at have OPDAGET YDRE LOVE) men også de mere agtværdige naturvidenskabelige må ses i dette lys.

For eksempel er det vanskeligt at forestille sig et verdensbillede, hvor forestillingen om ”energi” defineret som evnen til at udføre arbejde er så central, abstraheret fra industrisamfundet. Naturlove muliggør altså kun teknik rent mnemoteknisk, idet hverdagsvirkeligheden er en tilsvarende huskeremse.

Dette forvirrer ofte lægmand og får ham til at formode, at atommodeller er en art MIKROFOTOS, eller at skotøjsforretningens varelager er mere ”virkeligt” end salgskurven. Omvendt har vi så den pseudoidealistiske forestilling om, at iagttageren skaber det iagttagede, hvilket må være et problem, eftersom ingen af parterne, men kun IAGTTAGELSEN har nogen egentlig eksistens, eller rettere, er det, der manifesterer sig som det, vi opfatter som (præ)eksisterende.

Den ”religiøse” vurdering bliver da, at mennesket er til som en forudsætning for, at verden kan blive til, men kun hvis man tager dens anden ”side” (gud, dæmon, sjæl) i betragtning. Set med disse øjne er mennesket (som rent subjekt) skyggen af den gud, der manifesterer sig som verden.

Transcendens er aktiv viden (erfaring, bevidsthed) fordi den er den anden side af verdens tilblivelse. Kun når vi holder os dette grundlæggende forhold for øje, kan vi overhovedet TALE om at oprette forbindelse til et overnaturligt væsen – ellers taler vi det nemlig væk!

Ganske tilsvarende kan entitetens interesse for et sådant forhold kun forstås ud fra denne erkendelse. Hvad vi siger, er altså, at regn har et behov for at falde (hvilket trods alt ligger sandheden nærmere end at tilskrive fænomenet kausale årsager).

LÆS VIDERE I BATHOS 46, DER UDKOMMER VALDEMARSDAG!