Transcendens

 

Transcendens

Det er en underlig ting, den transcendens – lidt hen efter fastlandet for en øbo eller samlejet for en gammeljomfru, på en gang så essentielt og så overflødigt. Men det kan man vel i bund og grund sige om det meste i livet.

Der er ingen forpligtelse til at udføre nogen af ritualer, der tidligere blev identificeret med det AT LEVE – sex, kærlighed, religion, skæbne, at gøre en forskel i verden – tværtimod vil den, der føler sig fristet i den retning, møde en mur af forargelse. Med andre ord: Hvad der kommer ud over at passe sit job og drikke sig fuld om fredagen, er af det onde.

Det står dig naturligvis frit for at mene det samme. Men så ville du nok ikke læse BATHOS. (BATHOS 48, s. 58).

Ja, underligt er det. Den bedste sammenligning finder vi måske i HJERNEN 106, hvor menneskeheden i en af bogens utallige alternative universer har bygget et samfund op, der minder slående om vores – og det på trods af, at mere end nioghalvfems procent af befolkningen de sidste fem tusind år har været blindfødte!

Nok har man en eller anden forestilling om, at de få seende har visse fordele, og i en periode accepterer man dem da også som rådgivere, eller ligefrem herskere, men på et tidspunkt forekommer deres historier om stjerner og pipfugle simpelt hen for fjerne i forhold til det håndgribelige, det vil sige det gelænder, man følger til og fra arbejde. Man fristes til at parafrasere en anmeldelse af BATHOS 45.

Transcendens

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke har nærlæst artikelserien NYT HÅB FOR PATIENTER MED GRÅ STÆR i blindskrift, så jeg står ikke i umiddelbar kø til en KORNEATRANSPLANTATION (og man må håbe for ENW, at ikke alle Bathos’ abonnenter pludselig bliver seende og skiller sig af med deres blindestok og førerhund).

Hvad er transcendens?

At transcendere er at se, at skaffe sig af med den så dybt rodfæstede kognitive naivisme, i hvis billede vi oplever alting, som gennem RØGGLAS.

Det er at holde op med at tro på storken og opdage, at billedet i spejlet ikke er en anden baby. Det er med andre ord opgivelsen (og vel at mærke ikke en teoretisk, men en praktisk sådan) eller rettere erkendelsen af og frigørelsen fra brillestellet som noget, der, skønt det altid er med i billedet, strengt taget ikke hører med til dette.

Det er svært, for som alle spædbørn har vi et fast greb om vores rangle, den ydre verden som en erstatning for en tabt Gud Fader og den persona, der skønt udelukkende til glæde for tilskueren klæber fast til vores sande ansigt. Når vi opgiver den, kommer verden ind over os som et hav, som det sker for videnskabsmanden i det 94. kapitel af HJERNEN, da hans videnskabelige forsøg med virkningen af nitrogenoxid på denne støder sammen med hans mere seksuelle eksperimenter.

(Det får os specielt til at rødme, eftersom vi jo ved fra præstens prædiken, at sex altid kræver speciel absolution ved enten at indtræde i prokreationens tjeneste eller som et middel til at komme hinanden ved. Men derfor drømmer vi altså alligevel om at blive taget til fange af sørøvere.)

Transcendens

Vi får ikke længere verden i gaveæske med brugsanvisning, men ser den blive hugget ud af grundfjeldet, idet vi uundgåeligt bliver inddraget i denne proces som fastansatte ved virkelighedens samlebånd. Vi opdager med andre ord ikke blot vores egen kosmogoniske guddommelighed, men Guds menneskelighed, idet den Uendelige ikke længere forekommer os en verdensfjern og desinteresseret dommer, men tager skikkelse af HAMADRYADER og elverpiger.

Vist kan man da glemme både STJERNELYS og SOLREGN efter tredive år på et toldkontor, så at de forekommer os at høre til i barndommens eventyrbøger, men derfor er afstanden til kaffemaskinen alligevel forsvindende i forhold til den tilsvarende til ALFA CENTAURI, ganske uanset hvor ofte vores overordnede insisterer på kassebogens overordnede realitet – hvor ulykkelige er ikke disse fanger, så meget desto mere som de ikke selv ved, de er det (eller i det mindste, at det er muligt at være andet)! Og bliver endelig det overbærende smil ad folk, der har det dobbelte af vores intelligenskvotient, for stift, gør vi os i stedet vrede og advarer imod kærlighed og viden som de store perversioner.

Med lidt held lykkes det os også at intimidere os selv, så vi aldrig overskrider – transcenderer – tærsklen til det mest skræmmende af alting: en FYSISK virkelighed, hvilket måske i sidste ende kunne have ført til, at vi også selv blev til. Aldrig er måske så meget sagt, for den døende hjerne kan ikke længere opretholde denne illusion.

Vi opdager med andre ord livet i dets sidste time – en anelse sent, måske. Men tung er den at flytte, hunden med øjne så store som Rundetårn, og besværgelserne mange, hvis effektivitet dog i sidste ende kun beror på, at de ikke står i lokalavisen, den skrækkelige kulturhistoriske dannelse – ja, det er sgu svært at dyrke kabbala, hvis man ikke kan hebraisk!

Transcendens

Og så er der – naturligvis – TRANSCENDENS FOR DUMMIES, der hvisker til os, at det ikke er så slemt – vi skal bare opdage brillerne længe nok til at tage dem af næsen! Indtil videre er det blevet til 20 artikler, skønsomt fordelt på numrene 43-48.

1. Rebstigen
2. Den stædige virkelighed
3. En uinteressant bivirkning
4. Det mytologiske sprog
5. Lommetørklædet
6. The Twilight Zone
7. Sweet Chastity
8. The Great Escape
9. Og salig den, som ikke forarges …
10. Make the voices start!
11. Ils sont fous ces humains
12. But take a body too
13. Det teurgiske ritual
14. De første manifestationer
15. Kabbala for dummies
16. Malkuth
17. Yesodh
18. Hodh
19. Necach
20. Rachamim

For øjeblikket er vi, som man vil forstå, temmelig optaget af at fastlægge hin verdens geografi, men senere vil vi atter gå over til den mere praktiske del af omgangen med den og dens væsner. Over hovedindgangen til Holmens Kirke står arkitektens navn.

Over sidedøren står Guds navn. Gå ind ad den lille dør!

Men BATHOS er også andet end ESOTERIK. Det moderne ridderskab, det forhåbentlig henvender sig til, kan lige så lidt afholde sig fra at tale Løgnen midt imod som at skue mod det himmelske lys.

Kun således rensede er de i stand til at indtræde i templet, som ikke er for nørder og sofavarmere! Det kan man så kalde politik eller anstændighed, som man vil.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at BATHOS, også hvad dette angår, er gået ind i kampen mod vindmøllerne, og at de læsere, der ikke er smeltet fuldstændig ned i lænestolen, til stadighed sørger for, at disse korte kommentarer spredes ud over en snæver kreds, ved at skrive dem på mure, og så videre. Vi finder det dog ikke rimeligt at lade læseren betale for, hvad han allerede har læst vederlagsfrit på hjemmesiden, så man skal altså ikke vente at finde følgende lille bonmot i bladet (men dog talrige andre).

I London mindes man respektfuldt
og overordentlig effektfuldt
i stilhed sidste sommers tab
ved fire unges selvmordsdrab.

Dog tror jeg knap, en stilhed findes
som den, hvormed vi tavse mindes
den bomberegn, som vi lod falde
i Irak. Den er størst af alle!

Så er der selvfølgelig filmene, som det hele startede med, som visse abonnenter lægger stor vægt på, og som da heller ikke skal negligeres. Trods alt er disse rædsler det nærmeste, vi i dag kommer myten.

Bortset fra en roman af NEUTZSKY-WULFF, naturligvis! Her er et eksempel.

THE GAME (1984) ****

Aka THE COLD

D: Bill Rebane
S: William Arthur
C: Tom Blair, Jim Iaquinta, J. D. Beckman, Alan G. Rainer, Lori Minetti

A third OEUVRE by the earlier mentioned BILL REBANE, this one is about three half-crazed millionaires amusing themselves by scaring the shit out of a group of eight – four men and four women – promising a cool (no pun intended) million to the last man (or woman) standing at a deserted resort. Since no one has to die – just leave – one would think that the old pranksters would be easy to beat at their own game.

The seven could leave right away, the eighth contestant claiming the prize money about five minutes later and sharing it with the others! And since nobody IS supposed to die, as is made clear from the beginning, and the terrifying manifestations mostly consist of Halloween masks and effects so laughable that no self-respecting ghost train would even consider perpetrating them on its customers plus a spider or two in the tradition of one of the less unpleasant instalments of FEAR FACTOR, the whole charade is so fundamentally good-natured that it makes a William Castle production seem like a harrowing experience in comparison, which really makes for a nice change in an age of the likes of SAW that only a complete psychopath could enjoy.

At some point, there even seems to have been a script. The performances are predictably perfunctory, although a southern belle with the mental capacity of a doorknob raises a few laughs.

She is later tied to a chair in her negligee (that’s one star right there) the number of close-ups of breasts and thighs being especially high. After all, not much else is going on, except for the dry ice machine running on overtime.

A hand-puppet coming through a mattress is pretty funny-looking, though. Then there’s a monster in a John Travolta mask, which could have been pretty scary, only he doesn’t dance.

When it’s finally over, it isn’t over after all – only it’s another movie – followed by a versified statement to the fact that the director doesn’t really know what’s going on either. Somehow, however, we are persuaded to join the fun, which in itself is no small feat, all things considered.

Denne anmeldelse vil af de tidligere nævnte årsager ikke være at finde i BATHOS. Til gengæld kan du læse om samme instruktørs THE ALPHA INCIDENT og THE DEMONS OF LUDLOW.

Det er en underlig ting, det BATHOS – BUT STRANGE TIMES CALL FOR STRANGE MEASURES – og det har nu sin egen logik. I bund og grund er det vel ikke så meget underligere end EUROMAN.

Transcendens