What it's all about

 

What it's all about

Vi er forhåbentlig i lyset af denne artikelseries første snes afsnit nået frem til den centrale erkendelse, at transcendensen som det kunstgreb, der afslører en overnaturlig virkelighed for os, ikke er på nogen måde fundamentalt anderledes end hverdagserfaringen, som nærmest kan sammenlignes med vores famlen efter lyskontakten i et mørkt rum. Den KONSENSUELT begrænsede oplevelse umuliggør således i kraft af sin afhængighed af en kommunikativt determineret sproglighed erkendelsen af, at der er tale om en proces – vi er, som visse moderne filosoffer har gjort opmærksom på (uden dog at indse de fulde implikationer) fanget af og i sproget, hvorved erkendelsens MODUS forveksles med et OBJEKT.

At erkendelsen naturligvis i egentlig forstand lige så lidt kan have et sådant, som en romanfigur kan slå læseren ihjel (i tilfældet NEUTZSKY-WULFF vil jeg dog ikke være for sikker) undslipper os ganske midt i al denne sprogforbistring. Den kognitive figur SUBJEKT-OBJEKT bliver taget så meget på ordet, at objektet opfattes som a priori i forhold til kognitionen.

Først er der med andre ord varmen, som eksisterer ganske uafhængigt i en periode, hvorefter et væsen opstår, der er i stand til at føle den, eftersom det er bevidst. Hvori en varme, der ikke er bevidst, egentlig består, leverer denne model uheldigvis ingen forklaring på.

Absurd? Nej, vist ikke – det absurde er jo ikke det ulogiske, men det uvante.

Ingen vil nogen sinde kunne overbevise os om jordens runding – i værste fald kan vi føle os forpligtet til at REINFORCERE vores overtro ved at gentage den. Det er nemlig ikke muligt at benægte eksistensen af et objekt for erkendelsen inden for rammerne af det sprog, vi taler.

Med andre ord: Giraffer eksisterer ikke, hvis eskimoer ikke har noget ord for dem. Denne insisteren på en fornuftig syntaks bringer godt nok fysikerne i vanskeligheder, men de er jo også skøre, og det skal nok en dag vise sig, at vores tv-apparat alligevel fungerer efter kausale principper!

I det øjeblik vi er i stand til at bryde ud af denne sproglige spændetrøje – transcendere – bliver imidlertid en anderledes konsistent model (eller virkelighed, eftersom enhver oplevet virkelighed indlysende er en model – bølgefunktionen fortolket som en hængesofa udgør ikke nogen mystisk undtagelse) tilgængelig for os. Her er der ikke tale om en lille mand inde i hovedet på en lille mand inden i hovedet på en lille mand, og således videre i en uendelig regression, men om AKTUALISATIONEN af præeksistentielle (overnaturlige) kræfter, der kan fortolkes som medfødte adfærdsmønstre, men lettere lader sig konversere, hvis vi anvender hjernens dertil egnede modeller.

Det er trods alt ikke så mange tusind år siden, at denne halvdel af hængesofaen ikke var ”usynlig”. Med tiden stillede denne erkendelse naturligvis stadig større krav til os, og vi må i dag med beklagelse konstatere, at den ikke er for fæstebønder, hvis sjælefred konfirmationsforberedelsen og ugebladshoroskopet da sikkert også vil forstyrre mindre.

Efter at de højere læreanstalter endvidere har slået portene op for disse fattige i ånden (så at ingen andre kan ånde i denne forsamlingshusdunst) er den – måske meget passende – vendt tilbage til at være en GNOSIS for de få og – INTELLECTUALLY UNCHALLENGED. I det nuværende åndelige miljø er DUMMY trods alt nærmest et hædersnavn, betegnelsen på en person, der overvejer muligheden af at blive klogere.

LÆS VIDERE I BATHOS 49!