Bathos handler ikke kun om politik

 

Bathos handler ikke kun om politik

Der var engang, hvor samlivet var noget fastlagt, af kirken, af samfundet, og ofte af manden. Da der blev brug for kvinden på arbejdsmarkedet, var det derfor meget naturligt, at hun protesterede mod sin underordnede stilling, ligesom den forholdsvis moderne inddragelse af bønder i krigsførelsen i sidste ende banede vejen for demokratiet.

Hidtil havde hun på mange måder været et barn, der skyldte sin mand sit livsophold og en deraf følgende respekt. Kvindefrigørelsen fylder ikke overraskende en del i det tyvende århundredes historie og selvforståelse, men den har også haft sine omkostninger, og ikke kun for manden.

Et mandsdomineret samfund og den aldersforskel, der var en følge af, at manden først giftede sig, når han havde etableret et økonomisk grundlag for begge parter, førte som nævnt til, at forholdet ofte mindede om det, man finder mellem en voksen og et barn. Man kunne have håbet på, at den omtalte forandring ville have ført til ægteskaber med to voksne parter, men desværre er det nok oftere tilfældet, at de er forhold mellem to børn.

Hertil skal endvidere siges, at der ikke i det ”gamle” ægteskab var tale om en ren umyndiggørelse af den ene part. Ægtemanden besad måske en ikke ubetydelig autoritet, men ansvaret for hjemmet og børnene (som først i nyere tid er blevet bagatelliseret) påhvilede i høj grad hustruen.

De ofte børnerige familier udgjorde en udmærket skole og resulterede ikke blot i opøvelsen af de nødvendige færdigheder, men også et mere afslappet forhold til disse. For mange moderne kvinder kan moderskabet således være en særdeles traumatisk oplevelse, og ikke så meget fordi man har undervurderet de derved forbundne pligter, som fordi man overvurderer dem.

Det opreklamerede enebarn kommer således på sin måde til at fylde langt mere end tidligere, hvor det udgjorde en mere naturlig familieforøgelse. Ofte oplever man, at det bliver hele familiens omdrejningspunkt, hvilket i grunden er lige synd for barnet og forældrene.

Børn, der tidligere kunne være til stor hjælp, ikke mindst i pasningen af mindre søskende (som derved blev mindre af et mysterium) og således lærte glæden ved at slappe af med en bog eller et stykke legetøj, bliver, befriet for alle pligter, underholdningsnarkomaner, der kræver stadig opmærksomhed – eller sagt på en anden måde: de bliver en plage, og det har de ikke fortjent. Og så er den onde cirkel sluttet, idet disse børn går ind i et forhold med den indstilling, at de gøremål, der hører til opretholdelsen af den daglige tilværelse, er utålelige pligter, samt at forældrerollen er ensbetydende med atten timers tvangsarbejde som pauseklovner, eller man skyder lettet dette ansvar over på institutioner, som nok ikke er helt så intellektuelt og emotionelt udviklende, som et samfund, der sigter på fuld beskæftigelse, gerne vil berolige os med – i bedste fald udvikler de rent sociale færdigheder, som trods alt kan overvurderes.

Og hvis kvinden, som aldrig har fungeret som mors hjælper, har et nærmest fobisk forhold til hjemmet, gælder dette i endnu højere grad manden, og det i en grad, så man somme tider må spørge sig selv, hvem det i grunden er, der er blevet befriet. Der er nemlig ikke meget, der tyder på, at det, at han har givet forsørgerpligten fra sig, har ændret hans grundlæggende opfattelse af, hvad et parforhold indebærer, til det bedre, men snarere befriet ham for enhver følelse af ansvarlighed.

Hans opfattelse af ægteskabet som en lænke, hans om end aldrig så teoretiske seksuelle interesse for andre hunkønsvæsner end sin hustru, hans infantile, hvis ikke ligefrem latent homoseksuelle forhold til ”kammeraterne”, alt dette taler sit tydelige sprog om, at han i grunden aldrig er kommet ud af puberteten. Men hvorfor lægge skylden på den ene part alene, hvilket blot vil føre til flere frugtesløse beklagelser over, hvordan henholdsvis mænd og kvinder er, ganske formålsløst givet til bedste for vores eget køn, når sandheden dog er, at det er den samme infantilitet, vi finder hos begge køn, kort sagt kravet om, at den anden skal udfylde rollen som vores far eller mor?

Det forhold, vi har til ægtefællen, er således næsten uvægerligt barnets, som belønner forældrene med kærlighedserklæringer, når det får sine behov opfyldt, men det modsatte, når dette ikke er tilfældet, eller måske direkte glider ind i en konstant demonstrativ utilfredshedstilstand i håbet om, at dette vil få modparten til at intensivere sine forsøg på at stille os tilfreds, og her kan vi regne med opmuntrende tilråb fra damebladene, som nu har fået deres modstykke i magasiner, der sælger modetøj og mekanisk legetøj til store drenge. Hvad vi er tilbøjelige til at glemme, er, at et kærlighedsforhold mellem to mennesker – om man så vil kalde det ægte- eller partnerskab, og om de er af samme eller forskelligt køn – i grunden er noget ganske andet.

Den, vi elsker (hvis man stadig kan bruge det ord som betegnende noget andet end en kortvarig interesse) er der ikke for at tilfredsstille vore seksuelle eller andre behov, på lignende måde som far var der for at betale for isen. Derimod er der tale om et menneske, som vi er så glade for, at bare det at kunne være sammen med det er nok til at gøre os lykkelige.

Det gør os så taknemmelige, at den største glæde for os er at gøre ham eller hende glad. Det betyder også, at vi ikke, som da vi var børn, giver far skylden for, at Tivoli er lukket i december, men at sorgen, som der står i bryllupssalmen, ikke bliver så tung at bære.

Dermed bliver det den Anden og samværet med denne frem for forholdets nærmere omstændigheder, der bliver det afgørende, ligesom det barnlige behov for underholdning træder i baggrunden i forhold til den rolige glæde i at være i den Elskedes nærhed – eller, om man, forelskelsen får lov til at blive permanent. Jeg ved godt, at alt dette hverken er progressivt i traditionel forstand eller smart.

I værste fald repræsenterer det en følelsesmæssig modning, som vi ikke har den allerringeste lyst til at binde an med, i bedste giver det os en dårlig samvittighed, der får os til at reagere særdeles negativt. Det ændrer imidlertid ikke ved den kendsgerning, at mange sikkert i det stille længes efter et forhold, hvor vi kan føle os trygge i den andens kærlighed uden at behøve at frygte, at vi af den ene eller anden grund skal blive ”kedelige”.

Måske synes vi, det er sjovt at være lille og dumt at blive stor. Men vi skal ikke forvente at opleve den lykke, der består i at elske og blive genelsket, så længe vi insisterer på at opføre os som forkælede børn – hvor moderne det så ellers kan være.

LÆS MERE OM KÆRLIGHED I BATHOS!

Bathos handler ikke kun om politik