Bogen

 

Bogen

HJERNEN er i skrivende stund så stærkt på vej, at der er en mulighed for, at den ligger på dit bord, når du læser disse linjer. Hvad er det så for en bog?

Vel, hvis du er en flittig læser af BATHOS, har du nok allerede en vis formodning om det – omtrent som man kan have en formodning om en tiger, inden man bliver lukket ind i buret til den – eftersom jeg har hentydet til og citeret den siden nummer 9, hvilket skyldes, at jeg har skrevet på den siden nummer 1. YES, VIRGINIA, romanen, jeg ikke turde binde an med før efter den lille sommerferie, som var den ydre årsag til BATHOS, var såmænd HJERNEN, som jeg altså alt i alt har brugt tre år af mit liv på at skrive.

Meget er forståeligt nok sket siden da, blandt andet har jeg fået ny kone, og jeg bør måske i den forbindelse pointere, at jeg i dette specielle tilfælde har tænkt mig at TAKE TONY’S ADVICE. (Til benefice for de udannede, der ikke har set LADY AND THE TRAMP, følger citatet i sin helhed nedenfor).

Tony: Hey, Joe! Look! Butch-a he's got a new girlfriend.

Joe: Well, a son of a gun! He's a got a cockrel Spanish a-girl.

Tony: Hey, she's a pretty sweet kiddo, Butch. You take-a Tony's advice and a-settle down with this a-one.

Lady: “This a-one”?

Tramp: This a-one … this a … Oh! Tony, you know. He's a-not speaking the Henglish a-pretty good.

HJERNEN er naturligvis en NEUTZSKY-WULFF-ROMAN, et af ”helligskrifterne”. Som Kulturministeriets – i grunden ganske fornuftige – forfatterportræt konkluderer.

Neutzsky-Wulffs bøger er som en fremmed religions hellige skrifter, og omtalen bliver nemt derefter: enten helt distanceret eller fuldstændig overgiven. Der er da også tale om et forfatterskab der klart har delt læsere og kritikere i to lejre.

Ja, det må man vel sige – fra Statens Kunstfonds kanonisering, Politikens begejstring og Informations velvillige optagelse af diverse bøvs fra min side (alt sammen sikkert uhyre midlertidigt) til Dansk Folkeblads og dets tillæg Weekendavisens sammenligning af undertegnede med CHARLES MANSON, hvis disciple efter sigende forbereder en massakre med maskinpistoler på Strøget. Hvordan kan det dog gå så galt for en mand, der prædiker næstekærlighed og forståelse?

Svaret er naturligvis for det første, at jeg ikke søger denne forståelse i Folkekirken, men i hedenskaben (jeg er med andre ord SATANIST) idet der dog nok i sidste ende blot er tale om, at jeg ikke skriver om Nynne, med andre ord, at jeg i modsætning til mine kolleger RENT FAKTISK SIGER NOGET. Det kunne naturligvis også skyldes, at jeg giver en effektiv opskrift på at undslippe den konstruktion, der kommer ud af højttalerne, og komme ud i verden, som dog lykkeligvis er forbeholdt de intelligente og dannede, hvilket ikke kan beløbe sig til så meget mere end de obligatoriske tolv personer, i det mindste indtil VULGATA – som man nu ikke en gang kan læse, medmindre man følger med i vores latinkursus!

AHA! Elitisme!

Derimod vil, århundreder efter at jeg endegyldigt er ophørt med at se gyserfilm og gå på lokum, de endnu ufødte dele mine tanker og følelser, ja leve en stor del af deres liv i en verden, jeg har skabt, hvis kulisser er de tusinder af sider, jeg har skrevet! Om det bliver til læsebøger og statuer eller ej, er i den forbindelse bedøvende ligegyldigt.

Faktisk ville jeg nok foretrække, at det IKKE gjorde det, at der med andre ord aldrig udkom en udvandet Møllehave-version AD USUM POPULI, der kunne fortrænge mit Levende Ord. At min eksklusive læserskares begejstring aldrig blev fortrængt af pensum og kommentarhæfter!

LÆS VIDERE I BATHOS 54!

Bogen