Bathos 61 - Why?!

 

I min barndom var der noget, der hed ANDERS ANDS GAVEHÆFTE. Det udkom gerne i begyndelsen af skoleferien, og meningen må formodes at have været, at det i sig selv var tilstrækkeligt til at underholde de arme unger fanget i sommerhuse og overladt til deres skæbne i strandens ørken.

Det havde så yderligere den fordel, at de ikke glemte bogstaverne i løbet af de to måneder. Det var dengang, børn kunne læse.

I virkeligheden er min ambition med BATHOS nok den samme. Udstyret med det nyeste nummer behøver du ikke at veksle et ord med din familie, ligesom det er uhyre usandsynligt, at din lokale biograf viser noget bedre – eller værre – end de tre medfølgende mesterværker.

Du behøver ikke engang umage dig ud af din sofa for at høre det nyeste foredrag af ham med det underlige navn – det er nemlig ligeledes inkluderet på den indlagte DVD. Og skulle du endelig høre til dem, der anser det for i det mindste teoretisk muligt, at de kan blive klogere, er der naturligvis artiklerne.

Kunne det tænkes, at du er interesseret i kvanteteorien? Den menneskelige hjerne?

Kabbala? Konspirationsteorier?

Ufoer? Mytologi?

Og det er bare nummer 61! Måske vil du gerne vide, hvilke af de nye MASTERS OF HORROR, der er umagen værd?

Vidste du for resten, at LAURENCE HARVEY (Kandidaten fra Manchuriet) har instrueret sig selv som kannibal, eller at KLAUS KINSKI har spillet Frankenstein? Stadig nummer 61!

Vil du vide noget om SECOND LIFE eller dine chancer for at blive forfatter – læs brevkassen! Eller sagt på en anden måde: Hvis din familie gerne vil se noget til dig de næste tre dage – og nætter – skal du nok overveje at købe EUROMAN i stedet (tænk på alle de helsides reklamer for smøreost, du får med i købet – BATHOS give dig bare tre gratis biografture).

Begynder du at forstå, hvorfor BATHOS er udsolgt på udgivelsesdagen (redaktøren er for nærig til at trykke et tilstrækkeligt antal eksemplarer)? DU HAR SIMPELT HEN IKKE NOGET VALG (bortset fra, hvad du skal læse først, og om du skal se THE ATOMIC BRAIN eller THE NAKED GODDESS i nat)! Fristelsen er for stor til at indbetale den latterlige pris af 73,50 for 80 sider (vi ved, den er latterlig, men det trykkeri er sgu dyrt!) på

REG. NR. 4710 KONTONR. 36 31 23 39 10

i Danske Bank. Du er dog ikke mere omtåget, end at du husker at skrive dit navn og nummeret på det BATHOS, du vil have, i meddelelsesfeltet. Nu mangler du kun at sende en mail til

fontain@eskapisme.dk

og fortælle, hvilket nummer du har betalt for og derfor faktisk vil insistere på at få tilsendt, samt hvor det skal sendes hen, og kan så simpelt hen som vore øvrige abonnenter slå telt op i din entre i venten på, at vidunderet dumper ind ad din brevsprække I DISKRET EMBALLAGE, hvilket ifølge vores horoskop burde indtræffe ONSDAG DEN 11. APRIL. Du vil naturligvis gerne være fast abonnent, hvilket det er tilstrækkeligt at meddele Jesper Fontain en gang for alle (men du skal stadig betale for hvert nummer).

Endelig KAN du naturligvis tage chancen og stille op i køen uden for FANTASK, der forhandler bladet til benefice for de læsere, der har nerver af stål. Det kan være et opløftende syn at se de heldige danse ned ad Sankt Peders Stræde med det nye nummer i favnen, men også lidt trist med dem, der kom for sent og har hængt sig i lygtepælene!

Ansvarsløs redaktør: Erwin Neutzsky-Wulff
Layout: Camilla Brodersen
Labels: Rene Jensen
Tryk og distribution: Jesper Fontain

INDHOLD

Leder 2
Transcendensens natur 1: Kvanteteorien og det egocentriske verdensbillede 4
Transcendensens natur 2: Det illusoriske selv 10
Transcendensens natur 3: Det plagsomme selv 14
Transcendensens natur 4: Det modstræbende selv 18
Transcendensens natur 5: Hvordan opleves transcendens? 24
Le Amanti del Mostro 28
Welcome to Arrow Beach 30
Pelts 32
The Screwfly Solution 34
Valerie on the Stairs 36
Right to Die 37
We All Scream for Ice Cream 38
The Rating System 40
Brevkasse 42
Konspirationsteorier 48
Ufologi 56
Mytologi for dummies 4: Sølvalderen 67

DVD

TORMENTED (1960)
THE NAKED GODDESS (1959)
THE ATOMIC BRAIN (1963)
HISTORIE 4: BABYLON