Grækerne

 

Grękerne

Det største problem for os, når det gælder om af forstå grækerne, er formodentlig, at deres guder er virkelige, ikke som vores ”Gud” filosofiske abstraktioner. Derfor er det også ganske meningsløst at benytte ordet ”tro”, når vi har at gøre med den græske religion.

Disse mennesker havde intet behov for at ”tro” på dogmer, eftersom deres religiøse forestillinger voksede lige ud af den daglige erfaring. Der er altså i dette tilfælde snarere tale om religiøs viden, og igen ikke i vores forstand af urokkelig tro, men i den strengt videnskabelige, der bygger på forsøget.

Denne form for religion er simpelt hen en omgangsform med personlige kræfter, der ikke kan ignoreres. I kulten mødes behov af behov i et uomgængeligt interessefællesskab mellem BROTOS og AMBROTOS.

For os, der ikke har nogen forestilling om en overnaturlig fænomenologi, er det eneste alternativ til den kristne metafysik givetvis panteisme og naturdyrkelse. Men de gamle grækere var af gode grunde bedøvende ligeglade med ”naturen”, eftersom den først opstår som begreb i oplysningstiden.

Det, der interesserede dem, var de væsner, der manifesterede sig som almindelige dagligdags fænomener. Af disse var Olympens guder blot et slægtled af en klasse, hvor meget de end appellerer til vore tegneserieforestillinger om mytologi.

I deres omgang med menneskene havde de en del esser oppe i ærmet, men deres grundlæggende appetit var den samme, om end så at sige med omvendt fortegn. Deres forståelse var på en gang større og mindre end menneskenes, og de måtte af nødvendighed ligesom disse handle efter den.

De var undergivet skæbnen, som alt, som er, er undergivet, hvad det er.

Når vi har slået vores egen gud ihjel, skyldes det mere end noget andet, at vi har taget hans eget hemmelighedsfulde EHYEH ASHER EHYEH for pålydende og berøvet Ham alle egenskaber.

Ingen er almægtig eller alvidende, og dermed er Ingen blevet vores gud.

Vi har med andre ord ingen.

HØR VIDERE PÅ DEN DVD, DER FØLGER MED BATHOS 63!