Er du på vej til den sorte liste?

 

Er du på vej til den sorte liste?

En og anden har åbenbart fået det indtryk, at det at undlade at betale for BATHOS er ligesom at stjæle i supermarkedet – de har sgu nok taget højde for det i budgettet! Men BATHOS eksisterer naturligvis på sine abonnenter – og selv om det giver et pænt overskud (der vil sige lige netop nok til, at redaktøren har råd til at skrive det) er det ikke større, end at en dårlig betaler eliminerer to gode.

I betragtning af de betydelige produktionsomkostninger, forærer vi ham jo nemlig ikke bladet – vi betaler ham for at aftage det. Derfor!

Vi gider ikke vente fem numre på betaling for så at få at vide, at hvis vi er så utaknemmelige at tage penge for bladet, har man sandelig ikke tænkt sig at abonnere!

Vi gider ikke give henstand til folk, som sgu nok ikke bor i en jordhule!

Vi gider ikke sende rykkere til folk, der ikke gider betale til tiden!

Så der bliver ikke mere kredit og ikke flere påmindelser. Når du ikke har betalt for to udkomne numre, får du ikke det tredje, og vil endvidere være afskåret fra at forny dit abonnement.

Dette gælder fra nummer 65. Så her er regnestykket: Hvis du, når nummer 65 udkommer, stadig ikke har betalt for nummer 63 og 64, får du det ikke, og heller ikke de følgende.

Ingen advarsler – det er spild af tid og papir. Det dukker bare ikke op, og du figurerer fra da af på listen over folk, der ikke kan abonnere – nogen sinde.